Gelex

1986 BSF 13 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ANVENDELSE AF SKÆRMTERMINALER PÅ ARBEJDSPLADSER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00013@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen inden folketingsårets udløb at

fremsætte lovforslag om anvendelse af skærmterminaler på

arbejdspladser med henblik på ikrafttræden 1. juli 1987 efter

følgende retningslinjer:

1. Formål

Beskæftigede ved skærmterminaler skal sikres de bedst mulige

sikkerheds- og sundhedsforhold samt uddannelsesmuligheder og den

størst mulige tryghed i arbejdet.

2. Arbejdsmiljø

a) Den daglige arbejdstid ved en skærmterminal må højst udgøre

halvdelen af arbejdstiden inkl. 15 minutters pause pr. time.

b) Gravide har ret til omplacering til andet arbejde end skærmarbejde

uden tab af løn eller anciennitet.

c) Skærmbriller og andre nødvendige hjælpemidler ved skærmarbejde

betales fuldt ud af arbejdsgiveren.

d) Skærmterminaludstyr skal indrettes, så det er tilpasset eller ved

hurtig omstilling kan tilpasses hver enkelt medarbejder, der

betjener udstyret.

3. Uddannelse

a) Arbejdsgiveren har pligt til at give hver enkelt medarbejder:

- en grundig uddannelse i betjening af nyanskaffet udstyr og nye

systemer samt en fortløbende opfølgning af denne uddannelse,

- et bredere kendskab til det tekniske udstyr og de systemer, der

anvendes i virksomheden, og

- en almen indsigt i EDB, herunder også teknologiforståelse og

teknologivurdering.

b) Alle uddannelsesaktiviteter planlægges og gennemføres i

arbejdstiden i samarbejde med de ansattes faglige organisationer

og betales af arbejdsgiverne.

4. Distancearbejde

a) Der kan ikke oprettes og udflyttes skærmarbejdspladser til

medarbejdernes hjem, således at medarbejderne tvinges til at

arbejde i hjemmet.

b) Udflytning af skærmterminalarbejde til filialer uden for

virksomheden kan kun ske efter forhandling med de faglige

organisationer. I sådanne filialer skal i øvrigt alle den

foreslåede lovs bestemmelser være gældende.

5. Informationspligt

Ved enhver påtænkt indførelse af nyt skærmudstyr eller nye systemer

og/ eller ved påtænkte ændringer i bestående systemer har

arbejdsgiveren pligt til at give hver enkelt medarbejder en

skriftlig information i en overskuelig og letforståelig form.

Informationen skal tilpasses de personalegrupper, den er tiltænkt.

Denne information skal som et minimum indeholde oplysninger om:

a) den ny teknologis

- formål

- funktion

- udformning

- økonomi

- krav om færdigheder ved anvendelsen

- eventuelle sammenhænge med andre systemer samt

b) de påregnede konsekvenser for

- arbejdsmiljøet

- arbejdets tilrettelæggelse og indhold

- personalebehov

- uddannelse

- muligheder for overvågning/ kontrol af arbejdsindsats.

Informationen skal gives på så tidligt et tidspunkt, at medarbejderne

og de faglige organisationer får gode muligheder for at drøfte og

tage stilling til sagerne, og således at disses synspunkter, ideer

og forslag indgår i beslutningsgrundlaget. Mangelfulde

informationer eller uenigheder om oplysninger og vurderinger i den

givne information har opsættende virkning på de endelige

beslutninger.

Medarbejderne og deres faglige repræsentanter gives inden for normal

arbejdstid den tid, som medarbejderne og de faglige organisationer

finder nødvendig for at sætte sig ind i og drøfte den givne

information.

6. Teknologivurdering

a) Der foretages på den enkelte virksomhed teknologivurdering ved

enhver indførelse af nyt skærmudstyr eller ændring i bestående

skærmudstyr og systemer.

b) Teknologivurderingen kan foretages af ekspertise hentet udefra.

Når virksomheden henter ekspertise udefra, skal dette ske i samråd

med de faglige organisationer. Disse kan tillige inddrage

ekspertise efter eget ønske og betalt af arbejdsgiverne, ligesom

de i forhandlingssituationer kan inddrage egne konsulenter med

bisidderstatus.

7. Kontrol og overvågning

a) Ved indførelse og brug af skærmterminaludstyr skal medarbejderne

have fuld viden om og indsigt i den kontrol og overvågning, der er

til stede i EDB-systemet.

b) EDB-systemet må ikke bruges til at kontrollere og overvåge den

enkelte medarbejders arbejdsindsats.

c) Medarbejderne skal oplyses om og have indflydelse på, hvornår og

til hvilket formål, kontrollen og overvågningen bruges.

d) Den enkelte medarbejder skal have indsigt i resultatet af

registreringen og sikres mulighed for at deltage i vurderingen af

den.

8. Arbejdsmiljø- og teknologivurderingsforskning

Arbejdsgiverne har pligt til at lade forskere/ eksperter få adgang

til virksomheden i forbindelse med teknologivurdering og

arbejdsmiljøundersøgelser i fornødent omfang, såfremt de faglige

organisationer på virksomheden ønsker dette.

9. Sanktionsbestemmelser

a) Lovforslaget bør indeholde en sanktionsbestemmelse, hvorefter

overtrædelse af bestemmelser i loven indebærer, at det udstyr og

de systemer, for hvilke bestemmelserne ikke er fulgt, ikke må

anvendes.

b) I situationer, hvor der er tvivl om, hvorvidt bestemmelserne er

overtrådt, er Arbejdstilsynet på forlangende af medarbejderne/ de

faglige organisationer forpligtet til at stoppe brugen af udstyr

og systemer, indtil arbejdsgiveren har bevist, at bestemmelserne

er fulgt.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ad 1. Formål

Skærmterminaler indføres i disse år på stadigt flere arbejdspladser

både inden for kontor og administration og inden for produktionen,

bl.a. den grafiske branche. Herved ændres forholdene radikalt.

Hvis disse ændringer ikke udelukkende skal være af negativ art, må

der stilles en række krav til og retningslinjer for, hvordan den

nye teknologi anvendes.

Det er formålet med dette beslutningsforslag at opstille sådanne

bestemmelser og derved sikre de mange mennesker, hvis fremtid er

skærmarbejde, så sikre og betryggende forhold som muligt.

Indførelsen af skærmterminaler og dermed den såkaldte

informationsteknologi får omfattende konsekvenser på mange områder

både i arbejdslivet og i livet uden for arbejdspladsen. Den ny

teknologi påvirker både arbejdsmiljøet, beskæftigelsen og

ligestillingen, ligesom der stilles nye krav til uddannelse og

kvalifikationer. Hele spørgsmålet om kontrol og registrering

kommer også ind i billedet.

Hvis arbejdsgiverne uhæmmet og ukritisk får lov til massivt at

indføre ny teknologi, kan det i værste fald betyde alvorlige

forringelser for lønarbejderne. Man risikerer at blive bundet til

en skærm 7-8 timer om dagen med ensformigt arbejde. Man risikerer

at ende som dekvalificeret samlebåndsarbejder uden indflydelse på

sin arbejdssituation. Især kvinderne risikerer at få forringet

arbejds- og leveforhold, så alle de senere års

ligestillingsmæssige fremskridt, hvor små de end er, bliver totalt

elimineret.

Der må derfor gøres noget mere samlet i forhold til den teknologiske

udvikling.

Ud over den løbende informationskampagne om ny teknologi og den

teknologivurdering af temmelig begrænset omfang, som foregår i

forbindelse med det teknologiske udviklingsprogram, må der tages

konkrete lovgivningsskridt.

De gældende regler i form af arbejdsmiljøloven og de dertil hørende

bekendtgørelser samt Arbejdstilsynets vejldninger er ikke

tilstrækkelige. En række forhold som uddannelse, information og

teknologivurdering er ikke omfattet af lovgivning i dag, og et

område som kontrol og registrering er ikke behandlet godt nok i de

gældende registerlove. Alle disse forhold ønsker forslagsstillerne

at inddrage i det stillede forslag. Samtidig ønsker

forslagsstillerne også at samle og tydeliggøre lovgivningen

omkring skærmarbejde for at gøre den mere overskuelig og

anvendelig. På nuværende tidspunkt kan det være noget af en jungle

at finde rundt i diverse bekendtgørelsers og vejledningers

»kan'er« og »bør'er«!

Den kommende lov skal fungere som en minimumsgaranti for alle

lønarbejdere beskæftiget med skærmarbejde. Det skal ikke kun være

arbejderne inden for de virksomheder og brancher, hvor den

fornødne faglige styrke er til stede, der sikres betryggende

forhold. Det skal i den sammenhæng erindres, at netop inden for

kontor- og administrationsområdet er et ret stort antal

lønarbejdere ansat i virksomheder, der ikke er medlem af nogen

arbejdsgiverforening. De er derfor normalt heller ikke omfattet af

de overenskomster og teknologiaftaler, der er indgået på

arbejdsmarkedet. For netop disse lønarbejdere vil en sådan lov

være af betydning, idet den vil sikre dem nogle rettigheder på

samme måde som andre love på arbejdsmarkedet, bl.a. ferieloven.

Flere af de forhold, som dette forslag omhandler, er allerede inden

for dele af arbejdsmarkedet omfattet af aftaler eller er foreslået

aftalt overenskomstmæssigt mellem arbejdsmarkedets parter. En lov

efter de angivne retningslinjer vil ikke forhindre, at disse

fohold kan være aftalt overenskomstmæssigt. Tværtimod bør flere

af bestemmelserne uddybes med lokale aftaler på den enkelte

virksomhed. Lokalt vil det være muligt at supplere loven med

aftaler, der er afpasset konkret i forhold til den enkelte

virksomhed eller branche.

Dette beslutningsforslag vil givetvis af nogle blive beskyldt for at

antaste arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Det

skal dog ikke hindre VS i at fremsætte dette forslag. VS mener

nemlig, at sikringen af ordentlige arbejdsforhold går forud for

alt andet og må gå på trods og på tværs af arbejdsgivernes

ledelsesret.

Forslaget skal ses som en støtte til lønarbejderne og deres

organisationer i sikringen af rimelige og ordnede arbejdsforhold

ved skærmene. Målet med en lov på dette område er ikke at hindre

indførelse af ny teknik, men at sikre at den ny teknik indføres på

arbejdernes betingelser og til gavn for arbejderne, der trods alt

skaber de værdier, som kapitalisterne profiterer af. Det skal

understreges, at en lov kun er et redskab, og at den ikke i sig

selv, men kun i sammenhæng med faglig aktivitet på

arbejdspladserne kan give resultater.

ad 2. Arbejdsmiljø

Videnskabelige undersøgelser har vist, at det er belastende at sidde

i lang tid ad gangen ved en skærm og arbejde. Efter ca. 2 timer

begynder en række symptomer, og disse øges kraftigt efter 4 timer.

Det gælder synsproblemer og muskelbelastninger.

Kravet om højst at måtte arbejde halvdelen af arbejdstiden ved skæmen

er også begrundet i et ønske om at modvirke ensidigt brug af

menneskelige ressourcer. Kravet gælder derfor både fuldtids- og

deltidsansatte. Fra industriens samlebåndsproduktion, hvor

mennesket er et vedhæng til maskinen, ved man, at der er en

sammenhæng mellem den såkalte taylorisering (dvs. ensformigt

arbejde uden indflydelse på arbejdet og uden kontrol over tempo)

og antallet af psykiske og fysiske helbredssymptomer. Der findes i

dag steder, hvor skærmarbejde foregår på akkord og i et højt

tempo. Derfor må det allerede nu sikres, at de fejltagelser, der

er blevet gjort i industrien i efterkrigstiden, ikke gentages i

80ernes og 90ernes kontorrationalisering.

Ved at begrænse arbejdstiden til højst halvdelen af den samlede

daglige arbejdstid skal arbejdsgiverne tvinges til at udvikle

alsidige job. Job, der kræver brugen af flere faglige

kvalifikationer, giver et socialt alsidigt arbejde og indeholder

kompetence og selvstændighed.

En sådan organisering af arbejdet vil kræve omorganisering af

arbejdet på en række arbejdspladser, og denne omorganisering er

nødvendig, selv om det på nogle virksomheder vil medføre en del

problemer.

Hvis ikke arbejdet organiseres tilstrækkelig alsidigt, vil vi om

nogle år stå med tusindvis af mennesker, der er nedbrudt fysisk og

psykisk af ensidigt daglangt skærmarbejde. Ud over de menneskelige

omkostninger, der i sig selv er uacceptable, vil konsekvenserne

også blive kastet over på samfundet, idet social- og

sundhedsvæsenet vil blive belastet med problemerne.

Menneskelige og samfundsøkonomiske hensyn skal derfor stå over snævre

driftsøkonomiske hensyn, når fremtidens skærmarbejdspladser skal

organiseres og tilrettelægges.

I såvel faglige som videnskabelige kredse har der inden for de senere

år været ført en debat om, hvorvidt skærmarbejde kan medføre

fosterskader. Baggrunden for debatten har været konstateringen af

unormalt mange fosterskader i form af fødsel af misdannede eller

døde børn samt spontane aborter blandt kvinder med skærmarbejde.

Især i USA og Canada er der konstateret en række sådanne tilfælde,

men også i Danmark er der konstateret enkelte tilfælde.

Årsagen eller årsagerne til fosterskaderne kendes endnu ikke. Indtil

nu har der især været nævnt to mulige årsager, dels radioaktiv

stråling fra skærmene, dels den meget stressede arbejdssituation

ved skærmarbejdet. Mange forskere udelukker, at radioaktiv

stråling kan være årsagen, da den normalt er så lav, at den ikke

skulle kunne skade. Undersøgelser fra USA har dog vist, at ældre

og dårligt vedligeholdte skærme kan udsende for høj stråling,

ligesom kontrollen ved fremstilling af skærme er utilstrækkelig.

Man ved, at stress kan frembringe ufrivillige aborter, og

skærmarbejde er utroligt stressende. En amerikansk undersøgelse

fra 1981 foretaget af de amerikanske arbejdsmiljømyndigheder

viser, at kontorfolk, der arbejder med datamater, er de mest

stressede af alle jobgrupper i USA, endog mere stressede end

flyledere.

Sammenhængen mellem fosterskader og skærmarbejde er som sagt endnu

ikke undersøgt til bunds. Der er i forskellige lande foretaget

nogle få temmelig begrænsede undersøgelser, der imidlertid kan

give et fingerpeg. Men de giver ikke klare svar på et

tilstrækkeligt kvalificeret grundlag.

I Canada er der således foretaget en undersøgelse blandt 14.000

kvinder, der inden for en 2-årig periode havde født eller

aborteret. Af alle kvinderne havde 18,1 pct. aborteret, men blandt

kvinder med skærmarbejde havde 21,5 pct. aborteret. Der kunne

altså konstateres en overhyppighed af aborter blandt kvinder med

skærmarbejde. Antallet af deltagere i undersøgelsen er dog ikke

stort nok til at give et klart svar.

Det svenske arbejdstilsyn har lavet en undersøgelse blandt 1.500

kvinder, der var indlagt på hospital i forbindelse med fødsel

eller abort. Kvinderne blev spurgt om, i hvor høj grad de til

dagligt havde med skærme at gøre, samt om deres levevis under

graviditeten, bl.a. deres tobaksforbrug. Svarene viste ingen

umiddelbar sammenhæng mellem skærme og mislykkede graviditeter.

Men også denne undersøgelse er lavet på for spinkelt et grundlag,

og den omfattede kun kvinder, der var hospitalsindlagt. Derfor kom

meget tidlige spontane aborter ikke med i undersøgelsen.

Et mere klart svar på risikoen for fosterskader som følge af

skærmarbejde vil først foreligge, når der er blevet foretaget mere

grundige og omfattende undersøgelser. En sådan undersøgelse har i

flere år været planlagt af Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus, men

har været svær at få i gang på grund af pengemangel. Resultaterne

af denne undersøgelse, der skal omfatte 50.000 kvinder, vil først

foreligge om 2 år. Så længe denne og andre tilstrækkeligt

omfattende undersøgelser ikke foreligger, må tvivlen komme de

truede til gode. Man kan i værste fald frygte, at de indtil nu

enkeltstående tilfælde af fosterskader kun er toppen af isbjerget.

Hvad årsagen end måtte være, hersker der en udbredt frygt blandt

mange kvinder, der arbejder med skærme, og der er derfor på en del

arbejdspladser både inden for det private erhvervsliv og i

offentlige institutioner indgået aftaler om, at gravide skal kunne

omplaceres til andet arbejde end skærmarbejde. I Sverige har det

været drøftet at indføre lovgivning herom, og i USA er der i flere

af forbundsstaterne fremsat lovforslag. I Canada har en

arbejdsmarkedskommission lavet retningslinjer for skærmarbejde, og

ifølge disse har gravide ret til omplacering til andet arbejde

uden forringelser i lønnen.

Forslagsstillerne mener, at alle kvinder på det danske arbejdsmarked

skal have ret til at blive omplaceret fra skærmarbejde til andet

arbejde i forbindelse med graviditet. Denne ret skal være udformet

således, at den enkelte kvinde selv kan vurdere, om hun vil

benytte sig af den. Omplacering skal ske uden lønnedgang eller tab

af anciennitet, og det skal slås fast, at brug af denne ret ikke

må føre til afskedigelse.

Forslagsstillerne erkender, at problemerne med fosterskader næppe er

fuldt ud løst gennem ret til omplacering. Fosteret er nemlig mest

udsat i graviditetens første periode, endda ofte før graviditeten

overhovedet er opdaget. En løsning af dette problem er imidlertid

vanskelig, medmindre kvinder i den fødedygtige alder ligefrem skal

forbydes skærmarbejde! Dog vil en begrænsning af den daglige

arbejdstid ved skærmen nok afhjælpe faren lidt, hvilket så er

endnu et argument for, at ingen skal sidde hele dagen ved en

skærm.

Øjengener af forskellig art er ret udbredte ved skærmarbejde. Således

viste en undersøgelse fra det svenske arbejdsmiljøfond, at

beskæftigede ved skærmterminaler har 50 pct. flere gener end folk,

der ikke arbejder ved en skærm. Danske undersøgelser viser

ligeledes, at synsgenerne stiger med øget tid ved skærmarbejdet.

Specielt for mennesker op i alderen kan der være behov for

specielle skærmbriller, da der med stigende alder sker en

aftagende evne for øjet til at stille skarpt på nært hold. Det

vekslende synsskift mellem f.eks. manuskript og skærm kan således

kræve særlige briller.

Skærmbriller skal efter forslaget fuldt ud betales af arbejsgiveren,

ligesom indkøb og tilpasning skal foregå i arbejdstiden. Der skal

tillige med mellemrum være mulighed for at få testet synet, også

betalt af arbejdsgiveren.

For at sikre ergonomisk rigtigt indrettede arbejdspladser skal

skærme, borde, stole m.v. kunne indstilles, så de passer til den

enkeltes anatomi og individuelle ønsker. Skærme, tastatur, borde

og stole skal kunne justeres i forhold til hinanden.

Skærme og udstyr skal løbende testes og holdes ved lige, da nedslidte

eller dårligt vedligeholdte skærme som tidligere nævnt muligvis

kan udsende stråling i så høje doser, at den kan være skadelig.

Det må derfor være arbejdsgiverens klare pligt at sørge for, at

skærmene med faste mellemrum bliver efterset og vedligeholdt af

autoriserede reparatører. Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre

de ansatte imod sundhedsskadelige skærme.

Alle de bekendtgørelser og vejledninger, der allerede findes i

forhold til arbejde ved skærmterminaler, vil fortsat gælde efter

den foreslåede lovs vedtagelse. Derudover får bestemmelserne i

Arbejdstilsynets »Vejledning om arbejde ved skærmterminaler«

(AT-meddelelse 4.04.4) med gennemførelsen af den foreslåede

lovgivning status som regel og ikke kun som vejledning.

ad 3. Uddannelse

Hvis lønarbejderne skal sikres reel indflydelse på brugen af den ny

teknik, er en bredt anlagt og grundig uddannelsesindsats

nødvendig. Denne uddannelse i form af efter- og videreuddannelse

af virksomhedernes ansatte må være en ret for alle og en pligt for

arbejdsgiveren at gennemføre.

Når der indføres nyt udstyr og nye systemer, har arbejdsgiveren

derfor pligt til:

- At give de ansatte, som skal betjene det nye udstyr/ de nye

systemer uddannelse i betjening af det. Selv om dette burde være

en selvfølge, udelades det ofte, og i andre tilfælde nøjes

arbejdsgiverne med at sende en enkelt eller nogle få på kursus,

hvorefter denne eller disse sættes til at oplære kollegerne. En

utilstrækkelig viden om, hvordan maskinerne fungerer, og hvilke

knapper der skal trykkes på, skaber utryghed og frustration blandt

de ansatte. Denne uddannelse må løbende følges op, så man er på

højde med den teknologiske udvikling.

- At give alle på arbejdspladsen kendskab til den teknologi, der

anvendes i virksomheden. Ikke i form af en snæver

betjeningsindlæring, men en bredere viden om, hvorledes teknikken

og systemerne virker. Dermed sikres det, at alle får indsigt i de

muligheder, den ny teknologi giver, og samtidig skabes der

overblik over arbejdsprocessen på virksomheden. Dette overblik er

nødvendigt, hvis de ansatte skal have indflydelse på teknologiens

anvendelse.

- At give alle ansatte en bred uddannelse i teknologiforståelse og

teknologivurdering, således at de ansatte kan se teknologien i en

større sammenhæng og vurdere teknologiens indflydelse på

udviklingen i samfundet, beskæftigelsen, arbejdsmiljøet m.v.

Disse tre former for uddannelser skal ses i sammenhæng og supplere

hinanden. De må tilrettelægges sådan, at alle får en reel mulighed

for at deltage. Der må ikke stilles forhåndsbetingelser til viden

og kunnen, som udelukker nogen. Tværtimod må det være

virksomhedens pligt at sørge for, at alle ansatte får de

nødvendige forkundskaber, f.eks. i form af sprog eller matematik.

Uddannelserne må ligeledes tilrettelæges sådan, at f.eks. ældre

eller andre, der af den ene eller anden grund føler nervøsitet

over den ny teknologi, ikke lades i stikken.

Alle uddannelsesaktiviteter skal foregå i arbejdstiden. Hvis det

undtagelsesvis ikke kan undgås, at dele af uddannelsen foregår

uden for arbejdstiden, skal uddannelsestiden regnes som

overarbejde, der skal afspadseres eller betales med

overtidsbetaling i forhold til den gældende overenskomst. Alle

udgifter i forbindelse med uddannelsen, også til materialer,

transport o.lign., betales af arbejdsgiveren.

Uddannelsen planlægges og gennemføres i samarbejde med de faglige

organisationer på virksomheden, og disse skal have mulighed for i

løbet af uddannelsen at fremlægge deres syn på den ny teknologi.

Det er vigtigt, at uddannelsen ikke blot bliver oplæring i at

trykke på de rigtige knapper, men netop får et bredt og alsidigt

indhold, der sætter den enkelte lønarbejder i stand til at udnytte

den ny teknologis muligheder bedst muligt samt til at overskue

konsekvenserne af teknologiudviklingen både på den enkelte

virksomhed og på samfundsplan.

ad 4. Distancearbejde

Den nye teknologi forandrer vores arbejde. Inden for den

administrative sektor åbnes der mulighed for indførelse af

informatiksystemer og kontorautomation baseret på skærmterminaler.

Den nye informatiosteknologi giver samtidig nye muligheder for

arbejdets placering.

Ved hjælp af skærmterminaler tilkoblet telefonnettet eller

datatransmissionssystemer vil arbejdet kunne udføres i hjemmet

eller i lokaler placeret umiddelbart i nærheden af hjemmene,

geografisk adskilt fra den egentlige arbejdsplads.

Denne teknologi er som næsten alle tekniske nydannelser

modsætningsfyldt. På den ene side rummer den frigørende

muligheder. På den anden side rummer den mulighed for en

cementering eller forværring af den eksisterende undertrykkelse.

Mere visionært betragtet kunne man forestille sig et samfund med

en art produktionsfællesskaber/ nærarbejdspladser, hvor man

arbejdede kollektivt med varierende arbejdsopgaver. Men i første

omgang er det forsvaret for at undgå en cementering af de ulige

strukturer, der står på dagsordenen. Forslagsstillernes

udgangspunkt er, at datateknologi introduceres på et eklatant

kønshierarkisk arbejdsmarked i et kapitalistisk samfund. Fra den

tidlige industrialisering kender man hjemmearbejdets dårlige

sider, både for den enkelte i form af isolation og dårlige

arbejdsbetingelser og for den faglige organisering i form af

manglende sammenhold.

Den tid ønsker forslagsstillerne ikke tilbage. VS ønsker heller ikke

kvinderne smidt tilbage i hjemmene. Og vor tids hjemmearbejde ved

skærmen vil netop blive kvindearbejde. Det vil blive det

underordnede arbejde, der lægges væk fra den egentlige

arbejdsplads. Arbejde som f.eks. indtastning og

renskrivningsarbejde, oversættelsesarbejde samt standardiseret

programmeringsarbejde. Alt dette er kvindearbejde.

Mange hjemmearbejdspladser spredt rundt uden indbyrdes kontakt og kun

med kontakt til arbejdsgiveren via telekommunikationssystemet vil

svække fagforeningerne. Fra England er der desuden erfaringer for,

at meget hjemmearbejde bliver udført som freelancearbejde. Som

freelance er man slet ikke i et normalt lønarbejderforhold, dvs.

at man ikke er sikret overenskomstmæssige rettigheder, men nærmest

er at betragte som selvstændig erhvervsdrivende. Man er derfor

heller ikke omfattet af en række lovbestemmelser, som lønarbejdere

ellers normalt er dækket af bl.a. på arbejdsmiljøområdet.

Uanset om man fungerer på freelance basis eller ej, vil

arbejdsforholdene være dårlige. Aflønningsformen vil være

præstationsløn, og der er indbygget »sladrehanke« i

hjemmedatamaterne, så arbejdsindsatsen kan måles.

Der vil være problemer i forhold til sikkerheds- og

arbejdsmiljøforhold. Hvordan skal det sikres, at

skærmterminalarbejdspladsen er ergonomisk rigtigt indrettet, at

der ikke - i alt fald i perioder - arbejdes for længe ved skærmen,

f.eks. i forhold til 11 timers reglen? I det hele taget vil det

være svært i mange almindelige familieboliger at få ordentlig

plads til en skærmarbejdsplads, især hvis den ikke skal være til

gene for resten af familien. Arbejdstilsyn, boligmyndigheder,

fagforeninger o.lign. vil få store problemer med at sikre, at

hjemmearbejdet foregår på betryggende vis.

Socialt vil hjemmearbejde betyde isolering af kvinderne. Uden kontakt

med arbejdskammerater og ledelsen vil kvinderne meget vanskeligt

kunne få mere varieret og selvstændigt arbejde. Tværtimod vil man

kunne se en udvikling, hvor arbejdet vil være karakteriseret ved

en endnu mere systematisk arbejdsdeling end den, vi kender fra

kontorerne i dag.

Kvinder, der har prøvet hjemmearbejde, bl.a. i Sverige, hvor der har

været forsøg hermed, peger da også på disse ulemper, samtidigt

med at de peger på, at man aldrig synes, man kan slappe af. Ofte

tvinges man til at arbejde i weekender, fordi man i hverdagen er

blevet forstyrret af børnene og har måttet indrette sig efter den

øvrige families behov. Når kvinderne nu alligevel går derhjemme,

kan de jo lige så godt spare de dyre institutioner, og børnene har

jo også bedst af at være hjemme!

Ja, sådan passer hjemmearbejdet som fod i hose til den borgerlige

regerings tanker om et fleksibelt og smidigt arbejdsmarked!

Hjemmearbejdet vil amputere kvinders liv og fratage dem et

tilfredsstillende socialt og arbejdsmæssigt indhold. De svenske

kvinder peger da også på, at hvad de i begyndelsen syntes var en

fordel, nemlig at kunne tage det med ro om morgenen, ikke være

bekymret over et eventuelt sygt barn o.lign., efterhånden

udviklede sig til en overvældende ensomhed.

Distancearbejde er dog også andet end egentligt hjemmearbejde. Det er

også arbejde på fjernskrivningscentraler og naboskabscentraler.

En fjernskrivningscentral er en arbejdsplads, hvor flere fra samme

virksomhed er placeret i nogle lokaler geografisk adskilt fra

hovedvirksomheden for at udføre skærmarbejde. Naboskabscentraler

er arbejdspladser, hvor flere virsomheder har placeret ansatte i

samme lokaler og bruger det samme skærmudstyr.

Fjernskrivningscentraler og naboskabscentraler giver mulighed for at

flytte arbejde ud til udkantsområder og skabe arbejdspladser der,

hvilket kan være til gavn for lokalbefolkningen i

udkantsområderne. Men begge typer arbejdspladser kan nemt føre til

misbrug af arbejdskraften.

Arbejdet i en fjernskrivningscentral vil bestå i fuldkommen den samme

type arbejde som hjemmearbejde. Det vil altså være karakteriseret

ved stor ensformighed og rutine, og sådanne former for udlagte

skrivestuer vil udvikle sig til kvindeghettoer med lavtlønnet

arbejde og forstærke den arbejdsdeling og opsplitning, der

allerede kendetegner kontorarbejdet i dag.

Naboskabscentralerne var tænkt som arbejdspladser med et varierende

arbejdsindhold lige fra rådgivning og systemplanlægning til

programmering og tastearbejde. De svenske erfaringer viser, at

personer, der udfører mere kvalificeret arbejde, ikke kan affinde

sig med at arbejde uden for hovedkontoret. De havde nemlig brug

for de uformelle samtaler med resten af personalet, da sådanne

samtaler er en vigtig del af karriereforløbet.

Endelig er der det særlige problem på naboskabscentralerne, at de

ansatte, der arbejder der, har forskellige arbejdsgivere i de

fleste tilfælde og derfor har meget svært ved at føre en samlet

kamp for forbedrede løn- og arbejdsforhold.

VS mener, at hjemmearbejde har så mange negative konsekvenser, at

arbejdsgiverne bør fratages muligheden for at oprette og udflytte

arbejdspladser til medarbejdernes hjem og dermed fratage

medarbejderne deres ret til at arbejde på arbejdspladsen. Dette

synspunkt deles af HK, som organiserer denne arbejdskraft, og som

imødeser en alvorlig svækkelse af den faglige organisering inden

for området, hvis hjemmearbejdet bliver en realitet.

VS er også meget skeptisk over for naboskabscentraler og

fjernskrivningscentraler, men der kan dog være visse positive

muligheder ved dem. Hvis de positive muligheder skal udnyttes,

kræver det imidlertid, at de faglige organisationer inddrages og

godkender udflytning af arbejdspladser, således at der kan sikres

ordentligt indhold og organisering af arbejdet.

ad 5 og 6. Information og teknologivurdering

Reel information til lønarbejderne er et centralt element i at give

arbejderne mulighed for at sikre sig imod negative konsekvenser af

indførelsen af ny teknologi. Derfor skal arbejdsgiverne have en

klar pligt til at informere om enhver form for fornyelse af eller

ændring i skærmudstyr og systemer.

Det kan ganske vist til tider være svært at afgrænse, hvornår der er

tale om nye systemer eller ændringer i bestående.

Ændringer i bestående systemer er efter de foreslåede retningslinjer

omfattet af loven, når ændringer medfører, at nye arbejdsopgaver

inddrages i systemløsningen, eller når den systemmæssige udførelse

af allerede omfattede arbejdsopgaver ændres væsentligt.

Ledelsen har pligt til af egen drift og så tidligt som muligt at

informere, således at medarbejderne og deres faglige

organisationer har mulighed for at udøve en reel indflydelse på

udarbejdelsen af systemspecifikationen. Medarbejderne og de

faglige organisationer skal medvirke ved den endelige godkendelse

af kravspecifikationen til systemerne, og deres godkendelse skal

være en betingelse for, at det egentlige systemudviklingsarbejde

kan igangsættes. Under hele systemudviklingen har ledelsen fortsat

pligt til at informere, ligesom de faglige organisationer på

virksomheden skal være inddraget i hele udviklingsforløbet.

I første omgang kan der foretages en klar afgrænsning mellem

hard-ware (udstyr) og soft-ware (programmerne), således at det

relativt nemt kan fastslås, at den foreslåede lov omfatter

indførelse af nyt hard-ware. Der tænkes selvfølgelig primært på

terminaludstyr, altså den del af anlægget, der betjenes af

brugerne. Udskiftning af centrale anlæg behøver ikke at have nogen

indflydelse i betjener-leddet, men i det omfang det centrale anlæg

får indflydelse på brugerens arbejdsrytme, vil det også være

omfattet af den foreslåede lov.

Nye systemer - i betydningen nyt soft-ware - vil også normalt kunne

afgrænses. Nye systemer defineres som omlægning af

arbejdsfunktioner, der hidtil har været udført manuelt, til

udførelse i et EDB-system. Indførelse af systemer, der udfører

arbejdsopgaver, som hidtil ikke har været udført, defineres også

som nye systemer. Nye systemer i disse to betydninger er omfattet

af loven.

Hvis der ønskes foretaget ændringer i bestående systemer i drift, må

disse ændringer behandles på samme måde som ved indførelse af nye

systemer.

Informationen skal gives skriftligt og i en sådan form, at indholdet

fremstår overskueligt og alment tilgængeligt, dvs. at brugen af

fremmedord og tekniske udtryk så vidt muligt undgås. Den

skriftlige information skal omhandle alle væsentlige aspekter af

den påtænkte indførelse eller ændring. Ud over ledelsens egen

information skal der gives en bredere og mere alternativ præget

information, således at der findes et alsidigt grundlag at tage

stilling ud fra.

Til det formål skal der foretages en teknologivurdering, inden der

træffes beslutninger om indførelse eller ændringer. Vurderingen

skal omhandle konsekvenserne for arbejdsmiljøet, arbejdets

tilrettelæggelse og indhold, personalebehov og uddannelseskrav.

Andre forhold bør inddrages, hvis de er af særlig betydning i den

pågældende virksomhed.

Til gennemførelse af teknologivurderingen kan der indhentes bistand

udefra i form af konsulenter eller særlige eksperter. Udvælgelsen

af denne bistand skal fra arbejdsgiverens side ske i samarbejde

med medarbejderne og disses faglige organisationer. For at sikre

medarbejderne det bedst mulige vurderingsgrundlag skal de faglige

organisationer tillige have mulighed for selv at indhente

konsulent- eller ekspertbistand, hvis de finder det nødvendigt.

Udgiften til denne bistand betales fuldt ud af arbejdsgiveren,

uden at denne kan stille krav til den indhentede bistand.

Endvidere skal de lokale faglige organisationer have mulighed for at

tage konsulenter fra deres hovedorganisationer med som bisiddere i

forhandlinger, hvis de finder det ønskeligt.

Såvel ledelsens skriftlige information som resultaterne af

teknologivurderingen skal forelægges alle virksomhedens

medarbejdere. De skal inden for den normale arbejdstid have den

fornødne tid til at sætte sig ind i informationerne og til at

drøfte dem. Det er vigtigt, at der er ordentlige muligheder for at

sætte sig ind i sagerne. De faglige organisationer på virksomheden

vurderer selv, hvor meget tid der skal bruges til at læse

informationerne og til afholdelse af møder i de faglige klubber.

Mangelfuld information fra arbejdsgiveren eller uenigheder mellem

parterne om de givne informationer og/ eller den foretagne

teknologivurdering har opsættende virkning på

beslutningstagningen.

Ingen afgørende beslutninger kan tages, førend medarbejderne og deres

faglige organisationer har haft mulighed for grundigt at tage

stilling til sagerne og fremlægge deres synspunkter og forslag.

ad 7. Kontrol og overvågning

I EDB-systemet bliver den produktive såvel som den administrative del

af en arbejdsproces opsamlet. Det betyder, at der altid foregår en

registrering af arbejdsprocessen, da denne er selve strukturen i

EDB-systemet. Registreringen bruges af programmøren, som har

programmeret og følger systemet, til at gå ind i programmet og se,

om systemet fungerer, som det skal.

Medarbejderne skal have oplysning om, at disse registrerede

arbejdsprocesser er tilgængelige for arbejdsgiveren, og

medarbejderne skal sikres mulighed for at kunne gøre deres

indflydelse gældende med hensyn til, hvad registreringen bruges

til, og hvornår den bruges. Dvs. at medarbejderne skal spørges og

give tilladelse, før den indbyggede registerering bruges.

De kontrolforanstaltninger, der er indbygget i programellet, og som

ikke kan ses af medarbejderne, kan nemt komme til at fungere som

en blind makker, der er med til at forøge utrygheden ved systemet,

og utryghed kan føre til forøget stress og nedsat arbejdsindsats,

flere fejl etc.

Såfremt medarbejderne har accepteret, at registreringen bliver

tilgængelig for arbejdsgiveren, har medarbejderne/ den faglige

klub krav på at være med i en vurdering af registreringen.

De kontrolforanstaltninger, der uundgåeligt er et led i et

EDB-system, kan formindskes ved, at arbejdet gøres mere

afvekslende, og samtidig kan den enkelte medarbejder beskyttes

ved, at flere personer har det samme kodeord til programmet.

ad 8. Arbejdsmiljø- og teknologivurdering

Megen god arbejdsplads- og arbejdsmiljøforskning er i Danmark blevet

stoppet på grund af arbejdsgivernes ejendomsret over

arbejdspladserne. Retningslinjerne for den foreslåede lov antaster

ikke denne ejendomsret grundlæggende, men af hensyn til sikringen

af et sikkert og sundt arbejdsmiljø er det ofte en forudsætning,

at der kan foretages undersøgelser af arbejdsmiljø og andre

forhold, f.eks. i forbindelse med indførelsen af ny teknologi. Det

kan ikke være meningen, at samfundet skal holdes hen i uvidenhed,

blot fordi en tilfældig arbejdsgiver så let som at klø sig i

nakken kan sige nej til undersøgelser på hans/ hendes virksomhed.

Dertil er arbejdslivets betydning for menneskenes sociale og

sundhedsmæssige liv alt for vigtigt. Både for den enkelte og for

samfundet.

Versioner

  1. 1988-05-21