1986 BSF 14 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN NY UNGDOMSBOLIGPOLITIK
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00014@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag til
gennemførelse af en ny ungdomsboligpolitik efter følgende
retningslinjer:
1. Ungdomsboligkvoten forhøjes til 3500 årlig i en fem-årig periode,
og de til etablering af 3500 ungdomsboliger pr. år afsatte midler
i deres helhed anvendes til at forøge antallet af ungdomsboliger.
2. Den i 1984 indførte kommunale medfinansiering af ungdomsboliger
ophæves, og der gøres en indsats over for de særlige problemer i
Københavns kommune. Herunder skal der ydes en ekstraordinær
statslig støtte til indretning i 1987 af 1000 midlertidige
ungdomsboliger ud over kommunens sædvanlige andel af
ungdomsboligkvoten.
3. Indførelse af kommunal værelsesanvisning og en ordning, hvorefter
udlejere af private værelser skal have forhåndsgodkendt huslejen
for de værelser, der ønskes udlejet, hos huslejenævnet.
4. En revision af reglerne om huslejestøtte til kollegier, således at
der indføres et loft på 800 kr. om måneden i husleje inkl. varme
og el for et enkeltværelse.
5. Indførelse af beboerdemokrati på kollegier/ ungdomsboliger.
6. Rammebeløbet for ungdomsboliger forhøjes, således at der enten
sker en øjeblikkelig forhøjelse med de nødvendige 10-30 pct.,
eller således at der indføres ændrede regler for fastsættelse af
rammebeløbet svarende til f.eks. reglerne for almennyttigt
nybyggeri.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
I sommeren 1986 afvistes - som enhver kunne forudse på forhånd igen
mange tusind ansøgere til kollegieværelser.
I alt blev omkring 6000 ansøgere afvist i sommeren 1986, heraf 2100 i
hovedstaden. I sommeren 1985 var situationen helt tilsvarende. Her
fik således ca. 90 pct. af ansøgerne i København afslag (1955 ud
af 2180).
Det hidtidige niveau for ungdomsboligbyggeriet har ikke kunnet
nedbringe problemerne. Det hænger bl.a. sammen med, at mange
boliger for unge er forsvundet og fortsat forsvinder som følge af
saneringer og ombygninger af ejendomme i den ældre boligmasse.
Der mangler akut 15.000-25.000 ungdomsboliger.
Forslaget har derfor til formål at gennemføre en hurtig forøgelse af
ungdomsboligbyggeriet.
Den 2. oktober 1985 fremsatte VS et forslag til folketingsbeslutning
om en ny ungdomsboligpolitik (B 7) (se Folketingstidende 1985-86,
forhandlingerne sp. 84 og 3149 samt tillæg A sp. 665). VS foreslog
her en ungdomsboligkvote på 5000 i hvert af årene 1986 og 1987.
Dette forslag kunne ikke samle flertal (nåede ej heller til 2.
behandling), men i forbindelse med færdigbehandlingen af forslag
til lov om ændring af lov om boligbyggeri (L 29) (se
Folketingstidende 1985-86, tillæg B sp. 323), stillede
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti forslag om en kvote
på 3500. Ved lovens vedtagelse blev kvoten for 1986 fastsat til
2500. VS støttede S-SF-forslaget.
I november 1985 fremsatte Socialdemokratiet et beslutningsforslag om
forbedring af de unges boligsituation. Også heri foresloges en
kvote på 3500 (B 49) (se Folketingstidende 1985-86,
forhandlingerne sp. 2697 og 3149 samt tillæg A sp. 1967).
Ved udarbejdelsen af nærværende forslag har VS lagt til grund, at en
kvote på 5000 i hvert af årene 1987 og 1988 ville være det bedste,
men at bestræbelserne må koncentreres om at samle flertal for
forslaget om 3500 nye ungdomsboliger hvert af de kommende år. Det
har ikke mindst her været afgørende, at det socialdemokratiske
forslag indeholder den formulering, at de afsatte midler i deres
helhed skal anvendes til at forøge antallet af ungdomsboliger,
dvs. der skal ikke ske reduktion af kvoten på grund af overførsel
af midler til andre formål (i 1986 er bruttokvoten på 2500 blevet
reduceret til en nettokvote på kun godt 2000 enheder, idet et
beløb svarende til 475 enheder gik til byggeskader m.v.
Forslaget indebærer således en nettokvote på 3500 enheder i hvert af
årene 1987, 1988, 1989, 1990 og 1991.
Vedrørende kvoten er forslaget altså bragt i overensstemmelse med det
socialdemokratiske forslag fra 1985 (der dog omfattede årene
1986-90).
I sammenhæng med forslaget om forøgelse af kvoten stilles forslag om
ophævelse af den kommunale medfinansiering af ungdomsboligerne.
Denne medfinansiering, der indførtes ved en lovændring i maj 1984,
kan gøre det vanskeligt for kommunalbestyrelserne at finde plads
til opgaven i budgetterne. Kommunerne - især i de store byer, hvor
ungdomsboligmanglen er mest omfattende - bør tilskyndes til så
aktiv en ungdomsboligpolitik som muligt, og det kan bl.a. ske ved
at fjerne medfinansieringen.
Endelig foreslås en særlig indsats til støtte for en løsning af
problemerne i Københavns kommune. Københavns kommune er det sted,
hvor bolignøden er størst, og hvor også ungdomsboligproblemerne
er mest akutte.
Kommunen har ikke selv magtet denne opgave. Der er i de senere år kun
opført et meget ringe antal nye ungdomsboliger i kommunen, og i
forbindelse med saneringer har unge således også været henvist til
at bo i tomme ejendomme, som de har taget i brug (BZ).
Dette har imidlertid ikke alene været et resultat af bolignød, men
også af BZernes ønske om at få lov til at indrette sig i deres
bolig på deres egne betingelser.
Københavns kommune svigtede fuldstændig BZerne i september 1986, da
boligselskabet Ungbo havde anmodet politiet om at sætte BZerne ud
af Ryesgade 58, og hvor en løsning kunne have været tilvejebragt,
hvis Københavns kommune havde indvilliget i at overtage huset og
stille det til rådighed for beboerne.
Da beboerne, der risikerede en konfrontation med politiet, imidlertid
forlod ejendommen, svigtede kommunen fuldstændig. Kommunen lod
simpelt hen, som om problemet nu var forsvundet.
Københavns kommune har derfor brug for støtte til løsning af disse
problemer.
Derfor foreslås det, at kommunen får statslig støtte til indretning
af 1000 midlertidige ungdomsboliger. Disse boliger skal indrettes
i de tomme bygninger i København. Der kan både være tale om
boliger, som indrettes med henblik på at kunne bruges på
acceptabel vis i en kortere årrække, og om istandsættelser, som
tager sigte på regulær genopretning af tomme ejendomme med henblik
på permanent anvendelse.
Organisatorisk skal der sikres regler, der gør det muligt for
Københavns kommune selv at forestå dette arbejde. En del af
pengene og husene skal stilles til rådighed for unge på deres egne
betingelser i det omfang, de selv ønsker at indrette og
administrere en ejendom. Den øvrige del af ejendommen indrettes af
kommunen og får status som ungdomsboliger.
VS foreslår, at staten i 1987 yder Københavns kommune et tilskud på
200 mill. kr. til opgaven.
Reglerne skal indrettes således, at det bliver muligt at gennemføre
den fysiske indretning af boligerne på kort tid. Reglerne skal
derfor kun omfatte disse 1000 boliger og skal altså ikke afvente
generelle ændringer af byfornyelseslovgivningen m.v.
Et af de store problemer på ungdomsboligområdet er den store husleje,
som private udlejere er i stand til at opnå ved udlejning af
private værelser til unge, der må tage, hvad der udbydes.
Huslejeniveauet er derfor skruet i vejret, og f.eks. har det
Centrale Indstillingsudvalg (CIU) i hovedstadsområdet foretaget en
undersøgelse, der viser, at halvdelen af de ledige værelser i
København pr. 18. juli 1986 kostede omkring 1.400 kr. om måneden.
Et kollegieværelse koster normalt omkring 900 kr. om måneden. De
private værelser, som udlejes er ofte af ringe standard. Ifølge
Danske Studerendes Fællesråd er 80 pct. af de private værelser
under 20 m2, kun 30 pct. har eget toilet, mens kun 21 pct. har
eget bad.
DSF har yderligere gjort opmærksom på, at med 60.000 unge på private
værelser havde udlejerne i 1985 en indtægt på omkring 800 mill.
kr. Denne indtægt er skattefri, hvilket svarer til et statstilskud
på omkring 400 mill. kr. Dette vældige statstilskud har ikke
formået at presse huslejen ned i nærheden i kollegiehuslejen.
Derfor må der indføres en kommunal værelsesanvisning og en ordning,
hvorefter udlejere af private værelser skal have forhåndsgodkendt
huslejen for de værelser, der ønskes udlejet, hos Huslejenævnet.
For yderligere at medvirke til skabelsen af et mere rimeligt og
stabilt huslejeniveau på ungdomsboligområdet foreslås en forbedret
huslejestøtte til kollegier. Forslagsstillerne så gerne en mere
langsigtet løsning, der skulle bygge på samme princip som
boligydelsen, dvs. at nettohuslejen for den enkelte højst skal
udgøre 15 pct. af indtægten.
Men indtil dette kan gennemføres, foreslås et loft over
kollegiehuslejerne på 800 kr.
Ud fra en bedømmelse af de uddannelsessøgendes indtægtsforhold findes
det ikke forsvarligt at opkræve mere end ca. 800 kr. i husleje for
et enkeltværelse. Dette er endda i overkanten.
Beboerne på kollegier/ ungdomsboliger har i øjeblikket alt for ringe
indflydelse på deres egen boligsituation og deres eget kollegium.
Sammenlignet med f.eks. almennyttigt byggeri, især
andelsboligforeninger, er tilstanden helt uholdbar, idet
kollegianerne kun har ret til en tredjedel af pladserne i
bestyrelsen.
Derfor må der for det første indføres beboervalgt flertal i
bestyrelsen (mindst 2/3 af pladserne), og desuden må det sikres,
at beboermødet/ kollegianerrådet som minimum får samme
rettigheder, som afdelingsmødet har i en almennyttig boligafdeling
(boligbyggerilovens § 15, stk. 8-12).
Endelig skal en sikring af beboerdemokratiet også indeholde en
ophævelse af boligbyggerilovens bestemmelser om indgreb imod
huslejeaktioner (§77) og ophævelse af den bestemmelse, der giver
boligministeren adgang til at sætte et kollegium under
administration (§ 74, stk. 3).
Et særligt problem har plaget ungdomsboligbyggeriet i den senere tid,
nemlig udhulingen af rammebeløbet. I en analyse udarbejdet af
landsforeningen Ungbo, august 1986, gennemgås problemet, og det
oplyses, at rammebeløbet bør forhøjes med 10-30 pct. en gang for
alle. Der peges dog også på alternative løsninger, herunder især
at rammebeløbet kunne fastlægges efter samme retningslinjer, som
gælder for almennyttigt nybyggeri.
Studenterrådet ved Århus Universitet har i et brev til
boligministeren peget på lignende løsningsmuligheder (forhøjelse
af rammebeløbet med 20-30 pct. eller en ordning svarende til det
almennyttige nybyggeris rammebeløb, hvor udgangspunktet er en
m2-pris). Som Studenterrådet har påpeget, vil en forhøjelse
nødvendiggøre en forbedret finansieringsordning for de nye
ungdomsboliger.
Indføres der imidlertid huslejeloft som foreslået under nr. 4, vil en
forhøjelse af rammebeløbet ikke medføre huslejeproblemer for
beboerne.