1986 BSF 18 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFENTLIGE TILSKUD TIL LOKAL RADIO- OG FJERNSYNSVIRKSOMHED
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00018@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om delvis
offentlig finansiering af lokal radio- og fjernsynsvirksomhed
efter følgende retningslinjer:
1. Tilskud til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed ydes, såfremt
sendetilladelsens indehaver tilvejebringer mindst 1/3 af
driftsudgifterne ved sendevirksomheden. Staten og den kommune, i
hvis område virksomheden foregår, yder lige store tilskud, der
tilsammen udgør op til 2/3 af driftsudgifterne, efter reglerne
anført under nr. 2 og nr. 3.
2. Tilskud til lokal radiovirksomhed ydes med et beløb pr. sendetime,
der svarer til 2/3 af driftsudgifterne, dog højst 450 kr. pr.
sendetime og maksimalt for 1.000 sendetimer årligt. Beløbet
forhøjes eller nedsættes årligt med 3 pct. for hver fulde 3
pointsudsving i reguleringspristallet for juli i forhold til
januar 1980 (100 pct.).
3. Tilskud til lokal fjernsynsvirksomhed ydes med et beløb pr.
sendetime, der svarer til 2/3 af driftsudgifterne, dog højst
10.000 kr. pr. sendetime og maksimalt for 450 sendetimer årligt.
Beløbet forhøjes eller nedsættes årligt med 3 pct. for hver fulde
3 pointsudsving i reguleringspristallet for juli i forhold til
januar 1980 (100 pct.).
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Gennem forsøgsperioden har de lokale radio- og TV-stationer vist sig
at være en meget vigtig faktor i den lokale debat og
meningsdannelse på linje med den trykte presse. Det ville derfor
være rimeligt at etablere nogle støtteordninger svarende til dem,
som gælder for den trykte presse.
Momsfritagelse m.v. på sidstnævnte område udgør årligt ca. 500 mill.
kr. Beslutningen om at yde disse tilskud er dels motiveret med
dagspressens økonomiske vanskeligheder, dels med ønsket om at
undgå en beskatning af det frie ord.
Forsøgsperioden for lokal radio- og fjernsynsvirksomhed har vist, at
der findes en række muligheder for de enkelte stationer til at
finansiere en del af driften selv, f.eks. ved bingo,
lytterhilsener, støtteforeninger m.v. I en permanent ordning bør
muligheden for at udnytte sådanne finansieringskilder fortsat være
åben, men lokale radio- og TV-stationer bør ikke være så afhængige
af disse finansieringskilder, at de ikke kan overleve uden.
Det foreslås derfor, at man giver de nye lokale medier rimelige
økonomiske vilkår i form af en offentlig støtteordning, der er
baseret på en rimelig grad af selvfinansiering.
Forudsætningen for at opnå den offentlige støtte bør være, at
stationen selv tilvejebringer 1/3 af driftsudgifterne. Dette kan
ske som ovenfor anført f.eks. gennem salg af sendetid til
offentlige informationsudsendelser, gennem tilskud fra
støtteforeninger, ved bankospil m.v.
Hvis denne forudsætning er opfyldt, kan stationen opnå en støtte, der
i princippet svarer til de resterende 2/3 af driftsudgifterne.
Stat og kommune deler ligeligt omkostningerne ved tilskuddet.
I forslagene i nr. 2 og nr. 3 er angivet betingelserne for tilskuddet
samt begrænsningerne for dette. Der ydes kun tilskud op til et
bestemt beløb pr. sendetime og kun inden for et bestemt antal
sendetimer årligt. De årlige udgifter for staten anslås til
100-125 mill. kr. Beregninger er foretaget under den forudsætning,
at der til at begynde med findes 100-125 lokalradiostationer og
20-25 lokal-TV-stationer.