Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00019@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at ophæve anordningen om

forholdsordre for det militære forsvar under krig og ved angreb på

landet og i stedet udarbejde regler, der sikrer, at en eventuel

beslutning om danske militære enheders optagelse af kamp træffes

af de politisk ansvarlige myndigheder og på en sådan måde, at

beslutning om egentlig krigsførelse kun kan træffes efter

Folketingets godkendelse.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

I anordning nr. 63 af 6. marts 1952, som ændret ved anordning nr. 130

af 26. april 1961, er der givet det danske militær forholdsordre

om i tilfælde af angreb på dansk territorium eller på dansk

militær enhed ufortøvet at optage kampen, uden at ordre afventes

eller søges indhentet, også i tilfælde, hvor der ikke foreligger

krigserklæring eller krigstilstand (se anordningerne, der er

optrykt som bilag).

Disse bestemmelser indeholder en overordentlig vidtrækkende

bemyndigelse til de kommanderende militærchefer og kan bruges til

at iværksætte mobilisering, omfattende krigsførelse, bekæmpelse af

5. kolonnevirksomhed osv., uden at der er truffet beslutning herom

af regering og Folketing.

Bestemmelserne giver endvidere militæret beføjelser til at

intensivere krigsførelsen uden at adlyde ordrer (om det modsatte),

der er udstedt af forfatningsmæssige myndigheder, hvis disse er

taget til fange eller af fjenden på anden måde er sat ud af

funktion.

Alle til rådighed stående midler skal sættes ind i kampen, der skal

føres med »største energi«, og kampen skal fortsættes, »selv om

fjenden truer med repressalier for at bevæge vore styrker til

overgivelse«.

Baggrunden for denne anordning er helt klart ønsket om at undgå en

»9. april-situation« (»Aldrig mere en 9. april«), hvor Danmark

angribes af en stormagt, men hvor modstand ikke - eller stort set

ikke - ydes, fordi de politiske myndigheder ikke ønsker dette

eller ikke træffer beslutning herom.

Men uanset hvad man end kan mene om begivenhederne op til den 9.

april 1940, så er situationen fortsat den, at Danmark ikke med

held militært vil kunne forsvare sig imod en stormagt, der er fast

besluttet på at gennemføre angrebet. En forholdsordre, der med

automatik fører Danmark ud i denne kamp, er rent ud selvmorderisk

og vil medføre ufattelige ødelæggelser, selv hvis konflikten kunne

begrænses til konventionel krigsførelse, hvilket er en yderst

tvivlsom forudsætning. Forslagsstillerne siger nej til selvmordet

som forsvarsmetode.

Hertil kommer, at denne automatik uvægerligt med den nuværende

NATO-militærordning m.v. vil føre ud i en situation, hvor

stormagternes styrker vil kæmpe imod hinanden på det lille danske

territorium, hvilket ikke alene vil have de mest uoverskueligt

tragiske konsekvenser for den danske civilbefolkning, men efter al

sandsynlighed også vil eskalere til atomkrig og dermed den sidste

krig i verdenshistorien.

Dette skal ses i sammenhæng med, at risikoen for et isoleret

stormagtsangreb på Danmark i dag er forsvindende lille. Uanset

hvordan Danmark i dag tilrettelægger sin udenrigs- og

sikkerhedspolitik (herunder om Danmark vælger NATO,

atomvåbenfrihed eller neutralitet), så vil dette ikke ændre

magtfordelingen i Europa, således som den blev fastlagt med

Yalta-aftalerne. Denne magtfordeling er siden krigen blevet

respekteret af stormagterne, og ingen stormagt ville risikere sin

egen sikkerhed ved at gøre et isoleret forsøg på at ændre denne

magtfordeling i Europa, ej heller gennem angreb på neutrale

stater.

På længere sigt kan denne magtfordeling kun ændres gennem de militære

magtblokkes gradvise opløsning og gennem et stadigt større

lavspændingsområde og neutralt område ned gennem Europa.

En ophævelse af forholdsordren og andre skridt, som sikrer, at det

danske militær ikke automatisk inddrages i en optrapning, vil

således ikke mindske Danmarks sikkerhed eller på nogen måde øge

risikoen for et militært angreb på Danmark. Tværtimod vil et

sådant skridt netop sammen med andre skridt kunne virke til at

hindre optrapning og til i en krisesituation at sikre tid og

politisk handlekraft til at opnå politiske løsninger, mens tid er.

I en krisesituation vil det være særlig afgørende at hindre, at

grænseepisoder eller f.eks. episoder i Østersøen får lov til at

udvikle sig ukontrolleret.

I forholdsordren pålægges det ligefrem de militære chefer, at de i

sådanne situationer skal søge kampen vendt fra forsvar til angreb!

I denne situation - på overgangen mellem krise og krig - kunne det

endog tænkes, at sådanne danske handlinger kunne være af afgørende

betydning for, om krisen eskalerer eller ej. Østersøområdet vil

være et særdeles følsomt område i tilfælde af en generel europæisk

krisesituation.

Det drejer sig i denne situation om at sikre så mange politiske

kontaktmuligheder, nedtrapningsmuligheder osv. som overhovedet

tænkeligt. Forholdsordren og den militære tankegang, som ligger i

hele NATO-forsvarets offensive karakter, går i den stik modsatte

retning.

Det må netop i den situation være en dansk opgave at søge at »holde

isen åben«, at kæmpe for at bevare de politiske handlemuligheder.

Forholdsordren er i direkte modstrid med sådanne bestræbelser, ja

den ligefrem sikrer, at situationen hurtigst muligt bringes ud af

de politiske myndigheders kontrol, at de politiske midler hurtigst

muligt erstattes af de militære!

I stedet for den nuværende forholdsordre må det derfor være oplagt,

at alle danske militære enheder i en skærpet krisesituation må

pålægges at optræde defensivt og søge tilbagetrækning frem for

kamp og herunder først og fremmest søge ordre fra de politiske

myndigheder.

Så længe Danmark har den nuværende militærordning, der grundlæggende

bygger på den absurde tanke om et egentligt militært forsvar af

Danmark imod en stormagt, vil det naturligvis være umuligt at

nægte de militære enheder retten til et selvforsvar under

tilbagetrækning. Man kan ikke sende soldater i felten og kræve, at

de ikke må forsvare sig under tilbagetrækningen. Derfor må de

regler, der skal erstatte den bestående forholdsordre,

selvfølgelig også indeholde en selvstændig kompetence til

styrkerne om iværksættelse af kamphandlinger, som kan begrundes ud

fra hensynet til selvforsvar under tilbagetrækning/ undvigelse,

indtil en politisk beslutning om en eventuel anden optræden er

truffet. Men sigtet er naturligvis at minimere kampen.

Dette indebærer, at hele NATO-tankegangen om det »fremskudte

forsvar« bliver stærkt svækket.

Når alle bestræbelser skal gå ud på at sikre en politisk løsning

(dvs. at undgå krig), kan man naturligvis ikke lade det

nordtysk-danske NATO-forsvar indlede sin planlagte optrapning af

den militære situation.

Fastholdelsen af den politiske beslutningsproces vil betyde, at den

militære reaktionstid forøges, og NATO-forsvaret vil således kun

kunne reagere efter en tænkepause i modsætning til de nugældende

planer, der betyder omgående militær reaktion og dermed selvmord.

Til gengæld får de politiske løsningsmuligheder en anelse større

spillerum. Freden får en lidt større chance.

Bilag

Nr. 63

6. marts

Anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på

landet og under krig

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og

Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken,

Lauenborg og Oldenborg,

Gør vitterligt: I tilfælde af angreb på dansk territorium eller på

dansk militær enhed uden for dansk territorium skal de angrebne

styrker ufortøvet optage kampen uden at ordre afventes eller søges

indhentet, selv om krigserklæring eller krigstilstand ikke er de

pågældende chefer bekendt.

Dersom forsvarets styrker ikke inden angrebet er bragt op på fuld

krigsstyrke, er ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets

forfatningsmæssige myndigheder at betragte som ordre til

mobilisering.

Hjemmeværnet møder uopholdeligt som bestemt ved »Hjemmeværnet på

plads«.

Der må forventes ved krigsudbrud og under krigstilstand at ville

fremkomme falske ordrer og meddelelser til befolkningen og til

mobiliserende eller kæmpende styrker.

Ordrer om ikke at mobilisere eller ikke at gøre modstand eller

afbryde påbegyndt mobilisering eller kamp må derfor ikke adlydes,

før der foreligger fornøden vished for, at ordren er udstedt af

dertil kompetent myndighed.

Ordrer fra forfatningsmæssige myndigheder, der er taget til fange,

eller som af fjenden er sat ud af funktion på anden måde, skal

ikke adlydes.

Angrebne enheder eller enheder i nærheden af angrebne enheder sætter

uden at afvente ordre omgående alle til rådighed stående midler

ind i kampen. Isolerede styrker skal, under energiske forsøg på at

sinke fjendens fremrykning mest muligt og tilføje ham størst

mulige tab, søge forbindelse med andre kæmpende danske eller

allierede enheder.

Kampen skal, selv om styrkerne kæmper isoleret, føres med største

energi for herved at skaffe tid til at organisere styrker i eller

uden for området.

Kampen skal fortsættes, selv om fjenden truer med repressalier for

at bevæge vore styrker til overgivelse. Bliver det uomgængelig

nødvendigt at opgive et landområde til fjenden, skal styrkerne

gøre, hvad der er muligt for at nå frem til forsvarskampen på

andre frontafsnit.

Chefer for landsdelskommandoer, regioner, regimenter, selvstændige

afdelinger, marinekommandoer, -distrikter, basiskommandoer m.fl.

træffer, når angreb er erkendt, alle foranstaltninger til at

forøge deres enheders fredsstyrke i overensstemmelse med de

gældende bestemmelser, og søger snarest kampen vendt fra forsvar

til angreb.

5. kolonnevirksomhed skal bekæmpes. Politiet vil på dette område

bistå de militære myndigheder.

Våben og andet krigsmateriel må aldrig falde i fjendens hånd i

brugbar stand.

Befalingsmænd, mather og værnepligtige af hær, søværn, flyvevåben,

korps m.fl., - hvadenten de er tjenstgørende, afskedigede (endnu

mødepligtige ved mobilisering), hjemkommanderede eller hjemsendte

- skal, når angreb på Danmark erfares, ufortøvet og uden at

afvente ordre om mobilisering give møde som befalet ved

designeringsskrivelse eller på den i soldaterbogen (orlogsbogen)

indklæbede røde mødebefaling.

Såfremt landet bliver delvis besat af angriberen, skal alle, der

ikke kan nå frem til deres egen afdeling, tilslutte sig andre

kæmpende danske eller allierede enheder.

Af det personel af værnene, der er overført til hjemmeværnet, skal

de, der i fredstid er iklædt og udrustet, møde som bestemt ved

»Hjemmeværnet på plads«. Det øvrige personel af værnene, der er

overført til hjemmeværnet, skal derimod afvente nærmere ordre.

Anordning nr. 405 af 27. september 1951 sættes herved ud af kraft.

Hvorefter alle vedkommende sig har at rette.

Givet på Amalienborg, den 6. marts 1952.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

Frederik R.

(L.S.)

Harald Petersen

26. april 1961

Nr. 130

Anordning om ændringer i anordning om forholdsordre for det

militære forsvar ved angreb på landet og under krig.

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og

Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken,

Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt:

I anordning nr. 63 af 6. marts 1952 om forholdsordre for det militære

forsvar ved angreb på landet og under krig fastsættes herved

følgende ændringer:

Stk. 10 affattes således:

»Chefer for enheder m.fl. træffer, når angreb er erkendt, alle

foranstaltninger til at forøge deres enheders fredsstyrke i

overensstemmelse med de gældende bestemmelser og søger snarest

kampen vendt fra forsvar til angreb.«

Stk. 13 affattes således:

»Militært personel - hvad enten det er tjenstgørende, afskediget (men

endnu mødepligtigt ved mobilisering), hjemkommanderet eller

hjemsendt - skal, når angreb på Danmark erfares, ufortøvet og uden

at afvente ordre ved mobilisering give møde som befalet ved

designeringsskrivelse eller på den i soldaterbogen (orlogsbogen)

indklæbede røde eller gule mødebefaling.«

Givet på Christiansborg Slot, den 26. april 1961.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

Frederik R.

Poul Hansen

Versioner

1. 1988-05-21