1986 BSF 19 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPHÆVELSE AF FORHOLDSORDREN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00019@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at ophæve anordningen om
forholdsordre for det militære forsvar under krig og ved angreb på
landet og i stedet udarbejde regler, der sikrer, at en eventuel
beslutning om danske militære enheders optagelse af kamp træffes
af de politisk ansvarlige myndigheder og på en sådan måde, at
beslutning om egentlig krigsførelse kun kan træffes efter
Folketingets godkendelse.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
I anordning nr. 63 af 6. marts 1952, som ændret ved anordning nr. 130
af 26. april 1961, er der givet det danske militær forholdsordre
om i tilfælde af angreb på dansk territorium eller på dansk
militær enhed ufortøvet at optage kampen, uden at ordre afventes
eller søges indhentet, også i tilfælde, hvor der ikke foreligger
krigserklæring eller krigstilstand (se anordningerne, der er
optrykt som bilag).
Disse bestemmelser indeholder en overordentlig vidtrækkende
bemyndigelse til de kommanderende militærchefer og kan bruges til
at iværksætte mobilisering, omfattende krigsførelse, bekæmpelse af
5. kolonnevirksomhed osv., uden at der er truffet beslutning herom
af regering og Folketing.
Bestemmelserne giver endvidere militæret beføjelser til at
intensivere krigsførelsen uden at adlyde ordrer (om det modsatte),
der er udstedt af forfatningsmæssige myndigheder, hvis disse er
taget til fange eller af fjenden på anden måde er sat ud af
funktion.
Alle til rådighed stående midler skal sættes ind i kampen, der skal
føres med »største energi«, og kampen skal fortsættes, »selv om
fjenden truer med repressalier for at bevæge vore styrker til
overgivelse«.
Baggrunden for denne anordning er helt klart ønsket om at undgå en
»9. april-situation« (»Aldrig mere en 9. april«), hvor Danmark
angribes af en stormagt, men hvor modstand ikke - eller stort set
ikke - ydes, fordi de politiske myndigheder ikke ønsker dette
eller ikke træffer beslutning herom.
Men uanset hvad man end kan mene om begivenhederne op til den 9.
april 1940, så er situationen fortsat den, at Danmark ikke med
held militært vil kunne forsvare sig imod en stormagt, der er fast
besluttet på at gennemføre angrebet. En forholdsordre, der med
automatik fører Danmark ud i denne kamp, er rent ud selvmorderisk
og vil medføre ufattelige ødelæggelser, selv hvis konflikten kunne
begrænses til konventionel krigsførelse, hvilket er en yderst
tvivlsom forudsætning. Forslagsstillerne siger nej til selvmordet
som forsvarsmetode.
Hertil kommer, at denne automatik uvægerligt med den nuværende
NATO-militærordning m.v. vil føre ud i en situation, hvor
stormagternes styrker vil kæmpe imod hinanden på det lille danske
territorium, hvilket ikke alene vil have de mest uoverskueligt
tragiske konsekvenser for den danske civilbefolkning, men efter al
sandsynlighed også vil eskalere til atomkrig og dermed den sidste
krig i verdenshistorien.
Dette skal ses i sammenhæng med, at risikoen for et isoleret
stormagtsangreb på Danmark i dag er forsvindende lille. Uanset
hvordan Danmark i dag tilrettelægger sin udenrigs- og
sikkerhedspolitik (herunder om Danmark vælger NATO,
atomvåbenfrihed eller neutralitet), så vil dette ikke ændre
magtfordelingen i Europa, således som den blev fastlagt med
Yalta-aftalerne. Denne magtfordeling er siden krigen blevet
respekteret af stormagterne, og ingen stormagt ville risikere sin
egen sikkerhed ved at gøre et isoleret forsøg på at ændre denne
magtfordeling i Europa, ej heller gennem angreb på neutrale
stater.
På længere sigt kan denne magtfordeling kun ændres gennem de militære
magtblokkes gradvise opløsning og gennem et stadigt større
lavspændingsområde og neutralt område ned gennem Europa.
En ophævelse af forholdsordren og andre skridt, som sikrer, at det
danske militær ikke automatisk inddrages i en optrapning, vil
således ikke mindske Danmarks sikkerhed eller på nogen måde øge
risikoen for et militært angreb på Danmark. Tværtimod vil et
sådant skridt netop sammen med andre skridt kunne virke til at
hindre optrapning og til i en krisesituation at sikre tid og
politisk handlekraft til at opnå politiske løsninger, mens tid er.
I en krisesituation vil det være særlig afgørende at hindre, at
grænseepisoder eller f.eks. episoder i Østersøen får lov til at
udvikle sig ukontrolleret.
I forholdsordren pålægges det ligefrem de militære chefer, at de i
sådanne situationer skal søge kampen vendt fra forsvar til angreb!
I denne situation - på overgangen mellem krise og krig - kunne det
endog tænkes, at sådanne danske handlinger kunne være af afgørende
betydning for, om krisen eskalerer eller ej. Østersøområdet vil
være et særdeles følsomt område i tilfælde af en generel europæisk
krisesituation.
Det drejer sig i denne situation om at sikre så mange politiske
kontaktmuligheder, nedtrapningsmuligheder osv. som overhovedet
tænkeligt. Forholdsordren og den militære tankegang, som ligger i
hele NATO-forsvarets offensive karakter, går i den stik modsatte
retning.
Det må netop i den situation være en dansk opgave at søge at »holde
isen åben«, at kæmpe for at bevare de politiske handlemuligheder.
Forholdsordren er i direkte modstrid med sådanne bestræbelser, ja
den ligefrem sikrer, at situationen hurtigst muligt bringes ud af
de politiske myndigheders kontrol, at de politiske midler hurtigst
muligt erstattes af de militære!
I stedet for den nuværende forholdsordre må det derfor være oplagt,
at alle danske militære enheder i en skærpet krisesituation må
pålægges at optræde defensivt og søge tilbagetrækning frem for
kamp og herunder først og fremmest søge ordre fra de politiske
myndigheder.
Så længe Danmark har den nuværende militærordning, der grundlæggende
bygger på den absurde tanke om et egentligt militært forsvar af
Danmark imod en stormagt, vil det naturligvis være umuligt at
nægte de militære enheder retten til et selvforsvar under
tilbagetrækning. Man kan ikke sende soldater i felten og kræve, at
de ikke må forsvare sig under tilbagetrækningen. Derfor må de
regler, der skal erstatte den bestående forholdsordre,
selvfølgelig også indeholde en selvstændig kompetence til
styrkerne om iværksættelse af kamphandlinger, som kan begrundes ud
fra hensynet til selvforsvar under tilbagetrækning/ undvigelse,
indtil en politisk beslutning om en eventuel anden optræden er
truffet. Men sigtet er naturligvis at minimere kampen.
Dette indebærer, at hele NATO-tankegangen om det »fremskudte
forsvar« bliver stærkt svækket.
Når alle bestræbelser skal gå ud på at sikre en politisk løsning
(dvs. at undgå krig), kan man naturligvis ikke lade det
nordtysk-danske NATO-forsvar indlede sin planlagte optrapning af
den militære situation.
Fastholdelsen af den politiske beslutningsproces vil betyde, at den
militære reaktionstid forøges, og NATO-forsvaret vil således kun
kunne reagere efter en tænkepause i modsætning til de nugældende
planer, der betyder omgående militær reaktion og dermed selvmord.
Til gengæld får de politiske løsningsmuligheder en anelse større
spillerum. Freden får en lidt større chance.
Bilag
Nr. 63
6. marts
Anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på
landet og under krig
VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og
Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken,
Lauenborg og Oldenborg,
Gør vitterligt: I tilfælde af angreb på dansk territorium eller på
dansk militær enhed uden for dansk territorium skal de angrebne
styrker ufortøvet optage kampen uden at ordre afventes eller søges
indhentet, selv om krigserklæring eller krigstilstand ikke er de
pågældende chefer bekendt.
Dersom forsvarets styrker ikke inden angrebet er bragt op på fuld
krigsstyrke, er ethvert angreb på Danmark ude fra eller på dets
forfatningsmæssige myndigheder at betragte som ordre til
mobilisering.
Hjemmeværnet møder uopholdeligt som bestemt ved »Hjemmeværnet på
plads«.
Der må forventes ved krigsudbrud og under krigstilstand at ville
fremkomme falske ordrer og meddelelser til befolkningen og til
mobiliserende eller kæmpende styrker.
Ordrer om ikke at mobilisere eller ikke at gøre modstand eller
afbryde påbegyndt mobilisering eller kamp må derfor ikke adlydes,
før der foreligger fornøden vished for, at ordren er udstedt af
dertil kompetent myndighed.
Ordrer fra forfatningsmæssige myndigheder, der er taget til fange,
eller som af fjenden er sat ud af funktion på anden måde, skal
ikke adlydes.
Angrebne enheder eller enheder i nærheden af angrebne enheder sætter
uden at afvente ordre omgående alle til rådighed stående midler
ind i kampen. Isolerede styrker skal, under energiske forsøg på at
sinke fjendens fremrykning mest muligt og tilføje ham størst
mulige tab, søge forbindelse med andre kæmpende danske eller
allierede enheder.
Kampen skal, selv om styrkerne kæmper isoleret, føres med største
energi for herved at skaffe tid til at organisere styrker i eller
uden for området.
Kampen skal fortsættes, selv om fjenden truer med repressalier for
at bevæge vore styrker til overgivelse. Bliver det uomgængelig
nødvendigt at opgive et landområde til fjenden, skal styrkerne
gøre, hvad der er muligt for at nå frem til forsvarskampen på
andre frontafsnit.
Chefer for landsdelskommandoer, regioner, regimenter, selvstændige
afdelinger, marinekommandoer, -distrikter, basiskommandoer m.fl.
træffer, når angreb er erkendt, alle foranstaltninger til at
forøge deres enheders fredsstyrke i overensstemmelse med de
gældende bestemmelser, og søger snarest kampen vendt fra forsvar
til angreb.
5. kolonnevirksomhed skal bekæmpes. Politiet vil på dette område
bistå de militære myndigheder.
Våben og andet krigsmateriel må aldrig falde i fjendens hånd i
brugbar stand.
Befalingsmænd, mather og værnepligtige af hær, søværn, flyvevåben,
korps m.fl., - hvadenten de er tjenstgørende, afskedigede (endnu
mødepligtige ved mobilisering), hjemkommanderede eller hjemsendte
- skal, når angreb på Danmark erfares, ufortøvet og uden at
afvente ordre om mobilisering give møde som befalet ved
designeringsskrivelse eller på den i soldaterbogen (orlogsbogen)
indklæbede røde mødebefaling.
Såfremt landet bliver delvis besat af angriberen, skal alle, der
ikke kan nå frem til deres egen afdeling, tilslutte sig andre
kæmpende danske eller allierede enheder.
Af det personel af værnene, der er overført til hjemmeværnet, skal
de, der i fredstid er iklædt og udrustet, møde som bestemt ved
»Hjemmeværnet på plads«. Det øvrige personel af værnene, der er
overført til hjemmeværnet, skal derimod afvente nærmere ordre.
Anordning nr. 405 af 27. september 1951 sættes herved ud af kraft.
Hvorefter alle vedkommende sig har at rette.
Givet på Amalienborg, den 6. marts 1952.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
Frederik R.
(L.S.)
Harald Petersen
26. april 1961
Nr. 130
Anordning om ændringer i anordning om forholdsordre for det
militære forsvar ved angreb på landet og under krig.
VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og
Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken,
Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt:
I anordning nr. 63 af 6. marts 1952 om forholdsordre for det militære
forsvar ved angreb på landet og under krig fastsættes herved
følgende ændringer:
Stk. 10 affattes således:
»Chefer for enheder m.fl. træffer, når angreb er erkendt, alle
foranstaltninger til at forøge deres enheders fredsstyrke i
overensstemmelse med de gældende bestemmelser og søger snarest
kampen vendt fra forsvar til angreb.«
Stk. 13 affattes således:
»Militært personel - hvad enten det er tjenstgørende, afskediget (men
endnu mødepligtigt ved mobilisering), hjemkommanderet eller
hjemsendt - skal, når angreb på Danmark erfares, ufortøvet og uden
at afvente ordre ved mobilisering give møde som befalet ved
designeringsskrivelse eller på den i soldaterbogen (orlogsbogen)
indklæbede røde eller gule mødebefaling.«
Givet på Christiansborg Slot, den 26. april 1961.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
Frederik R.
Poul Hansen