1986 BSF 21 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DAGPENGERET FOR GRAVIDE KVINDER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00021@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at
fremsætte lovforslag, der indebærer, at kvinder får ret til at
oppebære dagpenge fra det sociale udvalg ved enhver form for
graviditetsgener, der medfører uarbejdsdygtighed.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Ifølge § 33, stk. 5, i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel er en
kvinde under fravær fra arbejdet inden 4-ugers perioden før
forventet fødsel berettiget til dagpenge fra det sociale udvalg,
når det efter en lægelig bedømmelse skønnes, at graviditeten har
et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre
risiko for kvindens helbred eller for fostret. Den samme ret har
kvinden, hvis arbejdets særlige karakter medfører risiko for
fostret.
Bestemmelsen medfører omvendt, at gravide kvinder, der er erklæret
uarbejdsdygtige af lægen i kortere eller længere tid i perioden
inden 4-ugers perioden før forventet fødsel på grund af en
lidelse, der nok kan henføres til graviditeten, men som ikke
medfører risiko for kvindens helbred eller for fostret, ikke har
ret til dagpenge.
Denne skelnen er nærmere konkretiseret i Sikringsstyrelsens cirkulære
af 7/ 9 1981 og samme styrelses vejledning af 18/ 12 1985. I
sidstnævnte siges det f.eks., at der ingen ret er til dagpenge ved
»almindelige graviditetsgener i en normalt forløbende graviditet
(f.eks. kvalme, utilpashed, opkastninger, let blodmangel, lettere
blodtryksforhøjelse)».
Efter de gældende regler er en arbejdsgiver fritaget for at udbetale
dagpenge til gravide kvinder, der er fraværende på grund af
lidelser, der skyldes graviditeten - også lidelser, der af
Sikringsstyrelsen kaldes »almindelige graviditetsgener«.
Lovhjemmelen til denne sidstnævnte fortolkning forekommer i øvrigt
forslagsstillerne noget uklar.
I denne situation har en gravid kvinde altså ikke ret til dagpenge
overhovedet, selv om hun er uarbejdsdygtig f.eks. på grund af
opkastninger. Der vil være mulighed for at søge kontanthjælp efter
bistandsloven, men da udmålingskriterierne her er helt forskellige
fra reglerne i dagpengeloven, er denne mulighed ofte illusorisk,
og i givet fald vil kontanthjælpen oftest ligge på et lavere
niveau end dagpengene.
Med andre ord er forholdet sådan, at hvis der er influenza i byen
(hvad der jo altid er), vil en mand, der henvender sig til lægen
med kvalme, utilpashed, opkastninger og lignende symptomer, kunne
få en erklæring, der siger: Influenza. Hvis en gravid kvinde
henvender sig med præcis de samme symptomer, risikerer hun en
erklæring, der siger: Almindelige graviditetsgener. I det første
tilfælde vil manden have ret til dagpenge, mens kvinden i det
andet tilfælde ikke vil have ret til hverken den ene eller den
anden form for dagpenge.
Disse tilfælde opleves om end ikke ofte så dog jævnligt i
socialforvaltningerne landet over. Ikke sjældent kan der være tale
om uarbejdsdygtighed i lange perioder.
Efter forslagsstillernes opfattelse er det klart uacceptabelt, at
gravide kvinder kan blive bragt i denne situation. Derfor foreslås
det, at gravide kvinder altid skal kunne få dagpenge fra det
sociale udvalg, når de er erklæret uarbejdsdygtige på grund af
lidelser, der kan henføres til graviditeten.