1986 BSF 23 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDKØB AF NUTIDSKUNST
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00023@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen på de årlige finanslove fra og med
finansloven 1987 at søge afsat 5 mill. kr. til indkøb af
nutidskunst.
De indkøbte kunstværker skal danne udgangspunkt for samlingerne i et
museum for nutidskunst.
Indkøbene skal foretages af Statens Museum for Kunst, og de skal,
indtil andre beslutninger er truffet, deponeres i dette museum og
indgå i dets virksomhed.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Dette beslutningsforslag har et lidt andet indhold end det af SF i
folketingsåret 1984-85 fremsatte forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af et museum for dansk nutidskunst, jf.
Folketingstidende 1984-85, sp. 7128 og sp. 8268 samt tillæg A sp.
4005.
Ved 1. behandling af dette forslag udtrykte de fleste af Folketingets
partier stor interesse for ideen om et museum for nutidskunst, men
diskussionen strandede som tidligere på mulighederne for at
finansiere museet.
I øvrigt har oprettelsen af et museum for nutidskunst i årevis været
et stadigt diskussionsemne med tilløb til virkeliggørelse ind i
mellem, men som ovenfor nævnt er projektet strandet gang på gang
under henvisning til den økonomiske situation. Det er imidlertid
vigtigt, at man i Danmark får samlet en del af den kunst, der
giver et glimt af fremtiden og samtidig fortæller om kunstnernes
opfattelse af den tid, vi lever i. Det er meget vigtigt i en
hverdag, der på mange måder virker monotont for den enkelte, at vi
med et nutidsmuseum kan være med til at skærpe sanserne,
oplevelserne, aktiviteterne hos det enkelte menneske.
I den senere tid er diskussionen om et museum for nutidskunst igen
blevet levende. I juni måned 1986 fremlagde amtsborgmester Per
Kaalund således planer for en skitse til et nutidskunstmuseum i
Brøndby Strandpark. Der er ideer om et lignende museum i Mosede,
og der er fra flere forskellige byer i øvrigt vist interesse for
at give husly for museet. Kulturministeren og hans parti har også
i den senere tid gang på gang talt om nødvendigheden af at oprette
et museum for nutidskunst, og for ganske nylig har
kulturministeren nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, der skal
fremkomme med overvejelser om museets form, indhold og placering.
Med nærværende forslag ønsker forslagsstillerne ikke at tage stilling
til et fremtidigt museums fysiske placering, ligesom man heller
ikke ønsker at afvise en aktuel ide om, at museet kunne placeres
som en nybygget afdeling i forbindelse med Statens Museum for
Kunst.
Forslagsstillerne har alene villet understrege, at der i de mange
diskussioner om det kommende museum mangler et væsentligt led,
nemlig diskussionen om, hvordan man får etableret samlinger til
dette museum. Sådanne samlinger etableres ikke i et nu, og heller
ikke inden for den kortere årrække, som det vil tage fra det
tidspunkt beslutningen om at etablere et sådant museum er vedtaget
og til museet foreligger færdigt.
Det er vigtigt, også hvis man vil sikre sig ny ung kunst, mens den
endnu ikke er blevet alt for dyr, at der allerede nu afsættes
årlige beløb direkte beregnet til dette formål.
En tilkendegivelse af, at staten nu går aktivt ind i en opbygning af
en sådan samling, vil sandsynligvis også inspirere forskellige
donatorer til i samarbejde med Statens Museum for Kunst at indkøbe
værker til det nye museum.
De økonomiske konsekvenser af forslaget er en årlig udvidelse af
budgettet for Ministeriet for Kulturelle Anliggender på 5 mill.
kr., som placeres under en særlig konto i forbindelse med
budgettet for Statens Museum for Kunst.