1986 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GENOPRETNING AF NATIONALMUSEET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00024@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at søge finanslovforslaget for 1987
og de kommende års finanslovforslag ændret således, at
Nationalmuseet kan opretholde og udbygge sin virksomhed som
Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
I lov nr. 291 af 6. juni 1984, der er ændret ved lov nr. 592 af 19.
december 1985, hedder det i § 7 om Nationalmuseet:
»§ 7. Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum. Museet
har til opgave at indsamle, registrere, bevare, udforske og
formidle kendskab til genstande og andre vidnesbyrd, der kan
belyse kulturens udvikling fra dens oprindelse til vor tid.
Stk. 2. For den danske kulturs vedkommende skal Nationalmuseet
anlægge og opretholde repræsentative samlinger.
Stk. 3. Nationalmuseets samlinger danner grundlag for forskning og
for museets alment oplysende virksomhed.
Stk. 4. Nationalmuseet varetager de arkæologiske undersøgelser efter
kapitel 6, som ikke af rigsantikvaren overdrages til andre museer.
Stk. 5. Nationalmuseet fører det kulturhistoriske centralregister i
Danmark.«
Ved Folketingets behandling af forslaget til museumsloven blev der
udtrykt tilfredshed med, at Nationalmuseet sammen med andre
statslige museer nu var blevet inddraget under en lovgivning med
en klar formålsformulering. Hos nogle af de politiske
repræsentanter var der blandt andet den formodning, at Folketinget
hermed sikrede Nationalmuseet mod mere eller mindre tilfældige
nedskæringer på de årlige finanslove.
At denne formodning har vist sig at være naiv, fremgår imidlertid
tydeligt af det finanslovforslag for 1987, som behandles i
Folketingets finansudvalg for øjeblikket. I forslaget pålægges
Nationalmuseet besparelser for dette og de kommende år, der efter
forslagsstillernes opfattelse i løbet af et par år vil betyde, at
Nationalmuseet vil blive ude af stand til at leve op til
museumslovens bestemmelser om Nationalmuseet som Danmarks
kulturhistoriske hovedmuseum.
Dokumentation for denne påstand findes i de svar, som ministeren for
kulturelle anliggender har givet på en række spørgsmål stillet
igennem Folketingets finansudvalg. Det fremgår blandt andet af
svarene på disse spørgsmål, at Nationalmuseet som følge af den
generelle reduktion på 1,8 pct., som Kulturministeriet har
foretaget på institutionernes udgiftsbevillinger, og som følge af
visse omprioriteringer inden for museet skal reducere personalet
med 30-35 personer, hvoraf 10 dog er blevet overført til andre
opgaver i museet.
Herudover fremgår det bl.a. af svarene at Nationalmuseet ud over at
nedlægge sin forlagsvirksomhed agter at indstille følgende
aktiviteter:
- 2. afdelings udarbejdelse af bybevaringsregistranter.
- Det under Dansk Folkemuseeum hørende møllelaboratorium, hvis opgave
er undersøgelse og istandsættelse af fredningsværdige danske vind-
og vandmøller.
- Nye indsamling- og rekonstruktionsopgaver i forbindelse med
gennemførelsen af Frilandsmuseets planer.
- Udbygningen af bevaringsplanen, hvortil de første bevillinger blev
stillet til rådighed i 1979, videreføres ikke.
- Nationalmuseets audio-visuelle samlinger afvikles inden for de
nærmest kommende år.
- Vognhallen og fiskeriudstillingen samt hovedbygningen i Brede
lukkes.
- Driften af en del af Nationalmuseets historiske ejendomme ude i
landet søges overdraget til lokalt regi.
- Da formidlingssektionens bemanding vil blive reduceret til
halvdelen, vil en række af Nationalmuseets nuværende
formidlingsopgaver ikke kunne videreføres efter 1. januar 1987.
Herudover vil gennemførelse af besparelserne ifølge museet medføre,
at en række opgaver i de øvrige afdelinger ikke længere vil kunne
varetages. Her tænkes blandt andet på en række faglige
specialområder.
Som det fremgår af ovenstående, indgår det blandt andet i
spareplanen, at driftsansvaret for en række af Nationalmuseets
historiske ejendomme ude i landet skal placeres lokalt med eller
uden bevarelse af museets ejendomsret.
For øjeblikket forhandles der om følgende ejendomme:
Nyborg Slot.
Vikingeborgen Fyrkat.
Klosterlundmuseet.
Frøslevlejrens museum.
Museumsgården på Møn.
I de senere år har Nationalmuseet og de øvrige kulturhistoriske
museer både gennem indsamlings- og udstillingsvirksomhed og gennem
omrokering af de ældre samlinger for mange mennesker betydet en
nyttig og inspirerende indgang til en dybere forståelse af den
baggrund, som samfundet har udviklet sig på, og den betydning, som
kulturhistorien har for vor egen tids kultur og vaner.
Nationalmuseet har derudover med sine Bredeudstillinger knyttet den
danske kulturhistorie og historien om andre kulturer meget tæt
sammen.
Museernes publikum, som består både af børn og voksne, har i de
senere år været tiltagende, og den museumslov, som museerne
fungerer under, giver gennem kommunale og statslige tilskud
mulighed for en udbygning og udvikling af museernes virksomhed.
De nedskæringer, som er planlagt på Nationalmuseet, vil imidlertid
komme til at ramme ikke blot dette museum, men også de museer, som
Nationalmuseet skulle rådgive og vejlede i det daglige. Dette er
selvfølgelig i første omgang sørgeligt for de mennesker, der
gennem deres daglige arbejde har bidraget til en uddybning og en
udbygning af den danske kulturhistorie, men det er i høj grad også
sørgeligt for de mange menesker, der i de senre år har opdaget
museerne som et vigtigt led til forståelsen af den hverdag og den
virkelighed, som vi lever i i dag.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at der i budgettet for
Nationalmuseet på finansloven er indbygget en stigning. Denne
stigning er imidlertid ikke beregnet til Nationalmuseets daglige
drift og til udbygning af den virksomhed, som må være den
vigtigste i museet, men er en følge af