Gelex

1986 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF LOKALE OG ET CENTRALT PATIENTKLAGENÆVN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00032@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at

fremsætte lovforslag om regler for patienters adgang til at

fremføre klager over den faglige virksomhed, der udøves af

personer i det offentlige sundhedsvæsen, gennem oprettelsen af

lokale og et centralt patientklagenævn.

Formålet med lovforslaget skal være at sikre patienter den højeste

grad af retssikkerhed og give befolkningen tillid til

klagesystemet, og lovforslaget skal udformes efter følgende

retningslinjer:

LOKALE PATIENTKLAGENÆVN

Der oprettes et patientklagenævn i hver amtskommune og Københavns og

Frederiksberg kommuner i fællesskab.

Nævnet består af en formand og et antal beskikkede medlemmer. Det

enkelte amtsråd (kommunalbestyrelserne) udpeger en formand, der

skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som

dommer. Endvidere udpeger amtsrådet (kommunalbestyrelserne) et

medlem af patientklagenævnet, der har bestået juridisk

embedseksamen.

Amtsrådet (kommunalbestyrelserne) beskikker for hvert fagligt område

efter indstilling fra de faglige organisationer et antal

medlemmer, der alle er sundhedsfagligt uddannede. I hver sags

behandling deltager 2 medlemmer med faglig uddannelse.

Amtsrådet (kommunalbestyrelserne) beskikker efter indstilling fra

Forbrugerrådet 2 medlemmer, hvoraf det ene skal repræsentere De

Samvirkende Invalideorganisationer.

Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den kommunale

valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

De lokale patientklagenævns afgørelser kan indankes for det centrale

landsdækkende patientklagenævn. Klageberettigede er såvel

enkeltpersoner som institutioner, embedslæger og andre

myndigheder.

DET CENTRALE PATINETKLAGENÆVN

Det centrale landsdækkende patientklagenævn sammensættes på

tilsvarende måde som de lokale nævn, dog således, at det er

indenrigsministeren, der beskikker formænd og medlemmer.

Arbejdsgangen ved klagens behandling skal være så enkel som muligt,

og der skal indhentes en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, før

afgørelser træffes.

Det centrale patientklagenævn er ankeinstans for de lokale

patientklagenævn. Endvidere behandler nævnet som 1. (og eneste)

instans klager over faglig virksomhed, der udøves af personer

ansat af en statslig myndighed.

Det centrale patientklagenævns afgørelser er endelige og kan ikke

indbringes for anden offentlig administrativ myndighed.

Klage- og ankeberettigede er såvel enkeltpersoner som institutioner,

embedslæger og andre myndigheder.

KLAGEVEJLEDNING

Patienterne skal sikres oplysning om retten til at klage samt om

fremgangsmåden herved.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET Y

Hovedsigtet med beslutningsforslaget er at sikre patienter den

højeste grad af retssikkerhed og at give befolkningen tillid til

klagesystemet.

Som klagesystemet fungerer nu, må man desværre konstatere, at denne

tillid ikke er fremherskende. Dertil kommer, at antallet af klager

er steget stærkt, siden det nuværende system blev etableret,

hvilket også bevirker, at der går meget lang tid, før en afgørelse

foreligger.

En væsentlig anke mod det nuværende system er, at der eksisterer et

udtalt selvdømme, idet alene læger behandler klager over læger.

På en lang række andre områder er der indført lægmandsrepræsentation.

Det er Socialdemokratiets opfattelse, at dette også skal være

tilfældet ved bedømmelse af patientklager. Det er naturligt for

Socialdemokratiet, at der kommer såvel juridisk ekspertise i

nævnet som repræsentanter for den faggruppe, sagen drejer sig om.

LOKALE PATIENTKLAGENÆVN

Socialdemokratiet mener, at en lang række sager bedst løses i det

lokalområde, hvori de er opstået. Derfor ønsker Socialdemokratiet

oprettet et patientklagenævn i hver amtskommune samt Københavns og

Frederiksberg kommuner.

Det vil være en fordel for både patienter og de ansvarlige, at

eventuelle berettigede klager fremføres så hurtigt som muligt, og

at eventuelle misforståelser hurtigt ryddes af vejen.

Lokale afgørelser kan indankes for det centrale nævn.

DET CENTRALE PATIENTKLAGENÆVN

Ud over de lokale nævn oprettes et centralt patientklagenævn. Det

centrale nævn behandler sager om fejl og forsømmelser i faglig

virksomhed udøvet af personer ansat af en statslig myndighed.

Endvidere er det centrale nævn ankeinstans for afgørelser truffet

af lokale patientklagenævn.

Det centrale nævn skal sammensættes efter samme mønster som de lokale

og skal have selvstændigt sekretariat.

Socialdemokratiet mener, at denne model tilgodeser de krav, der har

været fremsat fra brugernes side, såvel som store dele af de

synspunkter, der er fremført i betænkning nr. 866 fra det af

Indenrigsministeriet nedsatte udvalg vedrørende behandling af

klager over lægers og andre medicinalpersoners patientbehandling

(januar 1979).

Det er vigtigt at præcisere, at det centrale patientklagenævn skal

indhente Sundhedsstyrelsens faglige vurdering, før en sag

færdigbehandles.

Det centrale patientklagenævns afgørelser er endelige og kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

KLAGEVEJLEDNING

Sygehusejerne er forpligtet til at give borgerne oplysning om

klageret samt give eventuelle klagere vejledning i, hvilken

fremgangsmåde der anvendes.

Den her foreslåede fremgangsmåde til behandling af klagesager mener

Socialdemokratiet vil være tilfredsstillende for befolkningen og

vil genskabe den nødvendige tillid til klagesystemet.

Versioner

  1. 1988-05-21