Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00035@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der pr. 1. juli 1987

igangsættes en landsdækkende forsøgsordning med tværgående

uddannelser for kvinder over 25 år i henhold til nedenstående

retningslinjer:

1. Forsøgsordningens formål er at indhøste erfaringer med

uddannelsesforløb, der kombinerer undervisning i almene fag

(Undervisningsministeriets regi) med faglig uddannelse

(Arbejdsministeriets regi) med udgangspunkt i kvindernes egne

erfaringer.

2. Forsøgsordningen skal køre over 3 år med løbende evaluering og

opsamling samt en efterfølgende 6 måneders evalueringsperiode.

3. Der skal være økonomiske ressourcer til målrettet opsøgende

arbejde for at rekruttere kvinder til forsøgsordningen samt

økonomiske ressourcer til vejledning for at fastholde kvinderne i

forsøgsordningen.

4. Kursusforløbene skal være 1-årige med mulighed for modulopbygning

med afgangstrin undervejs og med undervisningspraktik m.v.

maksimalt 30 timer pr. uge.

5. Deltagerne modtager kursusgodtgørelse svarende til 40 timers

kursusgodtgørelse efter de gældende regler, bl.a. som på

specialarbejderskolerne. Kurset regnes som »død periode« i

relation til arbejdsløshedsforsikringen.

Transport til og fra kursusstedet skal være gratis.

6. Kursusforløbene skal kunne foregå i statslig, amtskommunal/

kommunal og organisationsmæssig sammenhæng, og forsøgsbevillingen

skal således også kunne søges af de faglige organisationer.

7. Der afsættes på finansloven et beløb svarende til de årlige

udgifter i forbindelse med lærerlønninger, lokaler,

undervisningsmidler og midler til opsøgende virksomhed m.v.

Forsøgsordningen omfatter 1.000 kvinder om året.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Generelle bemærkninger

Arbejdsløsheden bliver stadig mere ulige fordelt. Kvinders

arbejdsløshedstal er højere end mænds, både i absolutte og i

relative tal (august 1986 sæsonkorrigeret: 125.600 kvinder og

88.100 mænd!), og kvinderne udgør 65 pct. af de langtidsarbejdløse

(1. halvår 1986). Undervisningsministeriets handlingsplan (juni

1985) spår, at kvinderne i løbet af en 5-årig periode vil komme

til at tegne sig for 3/4 af den samlede arbejdsløshed, hvis

kvinders uddannelses- og erhvervsvalg ikke ændres gennemgribende.

At dette arbejdsløshedstal afspejler en borgerlig regerings

bevidste politiske valg i form af en nedprioritering af den

offentlige sektor, hvor mange kvinder er ansat og ønsker

ansættelse, skal ikke sættes specielt i fokus her, men dog nævnes.

Formålet med dette beslutningsforslag er at skaffe midler til

forsøgsundervisning, der tager højde for ufaglærte kvinders

specielt dårlige forudsætninger for at turde gå i gang med

omskoling eller efter- og videreuddannelse. Det samme gælder

voksne kvinder med dårlige skoleerfaringer og dårlig skolebaggrund

samt en forældet og ubrugelig uddannelse. Forslagsstillerne har

derfor prioriteret voksne kvinder fra 25 år og opad som målgruppe

for denne forsøgsvirksomhed, uden at det dog skal tages så

bogstaveligt, at ikke en eneste under 25 kan slippe igennem

nåleøjet.

Institut for Uddannelse og Socialisering, Aalborg Universitetscenter,

har i en undersøgelse om uddannelsestilbuddene konstateret, at

kvinder i alderen 30-40 generelt er motiverede for at prøve noget

nyt, herunder at uddanne sig. Endvidere stiger motivationen til

yderligere uddannelse markant efter kursusdeltagelse. Men samtidig

er denne gruppe kvinder meget usikker over for at skulle sidde på

skolebænken igen. De har f.eks. oplevet, at de ikke har kunnet

hjælpe deres børn med matematik og sprog, og det har gjort dem

usikre.

Kvinder i denne alder står ifølge undersøgelsen ved en korsvej i

deres liv. De vil gerne prøve noget nyt. De vil gerne have noget

med mennesker at gøre. Men barriererne synes næsten

uoverstigelige. Kvindernes almene kvalifikationsniveau er lavt.

Det betyder bl.a., at de er dårligt stillede med hensyn til

hurtigt at kunne omstille sig, og angsten for ikke at slå til,

angsten for igen at skulle sidde på skolebænken, overstiger alt

for let deres motivation til at gå i gang. Der skal ikke meget til

for at vælte læsset, for at udtrykke det på den måde. Bare et

nederlag kan skræmme dem langt væk. Forholdet til uddannelse er

altså dobbelttydigt.

Men det er vigtigt at udnytte denne gruppes positive holdning, og den

bedste måde synes at være at give kvinderne almene kvalifikationer

og samtidig tage hensyn til de erfaringer, som kvinderne har, og

give kvinderne oplysning om de muligheder, der eksisterer på

arbejdsmarkedet.

Kvinder i 40rne og opad er derimod meget lidt motiverede for

uddannelse. De kan ikke se noget perspektiv i at tage en

uddannelse på »så sent et tidspunkt i livet«, og frem for alt

føler de sig meget fremmede over for uddannelse og undervisning.

Ingen skal kunne tvinges ind i et kursusforløb eller en uddannelse.

De fleste af disse kvinder har haft en langvarig tilknytning til

arbejdsmarkedet og har passet deres arbejde fortrinligt. Det er jo

ikke deres skyld, at arbejdsmarkedet har udviklet sig, så der ikke

er plads til dem mere.

Men der må gøres et aktivt opsøgende arbejde for at motivere også

denne gruppe til efter- og videreuddannelse. Gruppens selvtillid

skal styrkes. Man er jo lige ved at græde, når man hører kvinder i

begyndelsen af fyrrerne sige: »uddannelse er for de unge - lad os

gamle være i fred!»

Det er klart, at dette beslutningsforslag om forsøgsundervisning kun

er en mikroskopisk del af de foranstaltninger, der skal sættes i

gang for at ændre hele dette billede. Det drejer sig jo også om

betalt frihed til uddannelse, som VS vil komme med

beslutningsforslag om, det drejer sig om en mindre skarp

arbejdsdeling, og det drejer sig om en helt anden folkeskole. Men

hvor mikroskopisk vort forslag end er i denne sammenhæng, er det

dog et lille skridt i den rigtige retning.

Der er altså mange barrierer, uformelle som formelle, der skal

nedbrydes.

Undersøgelser fra KAD og HK peger på, at kvinder vil have arbejde,

ikke uddannelse. Dette resultat hænger sammen med den manglende

selvtillid og angsten, som er beskrevet ovenfor, men så sandelig

også med, at den eksisterende uddannelsesydelse afsluttes med

nedsatte dagpenge i tilfælde af fortsat arbejdsløshed. På den måde

bliver uddannelse en straf og tvang. Dette virker naturligvis ikke

befordrende på uddannelseslysten og motivationen hos den del af

befolkningen, som har et uddannelsesefterslæb og dårlige

skoleerfaringer med mange nederlag.

Endelig er det jo også naivt at tro, at ufaglært arbejdskraft med det

samme vil juble af begejstring over kursustilbud, når den i årevis

har befundet sig under arbejdsbetingelser, hvor kursusvirksomhed

og efteruddannelse har været forbeholdt de faglærte og lederne, og

hvor ethvert selvstændigt initiativ måske er blevet undertrykt. En

så skarp arbejdsdeling mellem håndens og åndens arbejde, som

eksisterer i vort samfund, afspejles naturligvis i motivationen

for uddannelse.

Uddannelsestilbudsordningen har været en stor fiasko. Kun ca. 6 pct.

af målgruppen har indtil nu brugt uddannelsestilbuddene. Kvinderne

tror ikke på, at korte kurser giver arbejde ( det gør de heller

ikke), og kvinderne mangler de nødvendige kvalifikationer for at

tage en kompetencegivende uddannelse.

Undersøgelsen fra AUC viser samtidig, at 41,5 pct. har 7. kl., 17,5

pct. 8. kl., 23,9 pct. 9. kl. og 8,1 pct. 10. kl. i aldersgruppen

30-ca. 40 år. Går vi til de over 40-årige, har 82 pct. kun 7. kl.

(omfatter også mænd).

Loven om arbejdstilbud til ledige duer simpelt hen ikke og slet ikke

til omtalte gruppe. Den tilgodeser hovedsagelig de grupper, som i

forvejen har en mellemlang eller videregående uddannelse, fordi

disse har lettest ved at komme ind i et uddannelsesforløb, og

fordi de samtidig har større samfundsmæssig indsigt, uden at de

for så vidt er sikret arbejde bagefter af den grund, men de ville

være bedre stillede, hvis man udvidede den offentlige sektor, som

mange af dem er uddannet til!

Forslagsstillerne forestiller sig i øvrigt også, at de kurser, som

rettes ind mod specifikke brancher, skal kvalificere kvinderne

fagligt og tælle med i en opkvalificering af kvinderne og give dem

fortrinsret til eventuel videreuddannelse inden for pågældende

branche.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1 og 2

Det eksisterende uddannelsessystem er meget skarpt opdelt, og det er

denne skarpe opdeling, der nødvendiggør en forsøgsordning med

tværgående uddannelsesmulighed. De almene uddannelser hører under

Undervisningsministeriet (folkeskole, HF), de faglige uddannelser

og arbejdsmarkedsuddannelserne hører under Arbejdsministeriet.

Økonomisk er der også en adskillelse, idet der er tale om

henholdsvis kommunal/ amtskommunal og statslig finansiering. Der

er til trods for denne skarpe opdeling allerede foretaget

spændende eksperimenter netop i stil med vores forslag. Det er

bl.a. sket i henhold til 10-punktsprogrammet, på daghøjskolerne,

på kvindeprojekterne ved AMU, i KAD osv. Men det har taget

initiativrige og idealistiske folk oceaner af tid at søge om

økonomiske midler fra Herodes til Pilatus.

Dette beslutningsforslag skal derfor også betragtes som en forenkling

af processen, således at kræfterne kan bruges på det vigtigste,

nemlig at udvikle alternative uddannelsesforløb, i stedet for at

finde rundt i en jungle af lovparagraffer.

Det er ligeledes meget vigtigt, at forsøgene samles op og evalueres

samlet med henblik på at vurdere, hvilke forsøg der skal arbejdes

videre med. I dag opsamles erfaringerne ikke koordineret og

målrettet.

Forslagsstillerne mener, at forsøgene skal have god tid, og har

derfor valgt en 3-årig periode med efterfølgende 6 måneders

evaluering, netop for at give lejlighed til at samle de løbende

evalueringer op og bedømme forsøgsperiodens resultater samlet.

Ad 3

Kvinderne vil ikke bare komme af sig selv. Der skal et meget aktivt

og målrettet opsøgende arbejde til, bl.a. via fagforeningerne, som

til dels kender deres medlemmer. Kvinderne skal have oplysninger

og råd om, hvorledes de vil blive stillet økonomisk i perioden, de

skal have hjælp til praktiske problemer etc., og der skal være

tilknyttet personer, der kan give råd og vejledning i

forsøgsperioden, personer, som kvinderne samtidig kan søge hjælp

hos, hvis de synes, de er ved at køre fast og ikke kan klare det.

På den måde kan frafaldet mindskes mest muligt.

Ad 4

Kurserne skal som sagt kombinere undervisning i almene fag (herunder

redskabsfag som matematik og dansk) med faglig uddannelse inkl.

praktik og samtidig give en samfundsmæssig indsigt, der giver

kvinderne mulighed for at vurdere deres egen situation og egne

muligheder. Der skal sideløbende arbejdes praktisk og teoretisk,

og der skal være muligheder for at lave et produkt. Det vil sige,

at økonomien skal række til, at der til undervisningen i de almene

fag er mulighed for at bruge video, teater, båndoptagelser etc.,

og at der skal være redskaber og maskiner til den praktiske del.

At tage udgangspunkt i kvinders situation betyder også, at det er

nødvendigt at forholde sig til den virkelighed, at det den dag er

kvinder, der i dag har hovedansvaret for mand, børn og hjem. Det

gælder særligt i den gruppe, der her er tale om. Derfor bør

undervisningsdagen ikke overstige maksimalt 30 timer om ugen eller

6 timer om dagen. Det er psykisk meget krævende at gå i gang med

noget nyt og helt fremmed, og der skal ikke mange vanskeligheder

til, før læsset væltes.

Det kan være svært at overskue et 1-årigt kursus. Derfor er det

vigtigt, at kurset opbygges sådan, at der er afgangstrin undervejs

med papir på kursusdeltagelse, således at kvinderne står med noget

konkret i hånden bagefter.

Det giver sig selv, at der skal være mulighed for kvindelige

undervisere.

Ad 5

Straffeelementet skal helt væk fra uddannelseselementet. Derfor skal

kursustiden ikke betyde, at deltagerne bruger timer i relation til

arbejdsløshedsforsikringen. Det ville betyde uro, idet mange

kvinder i så tilfælde af angst for at falde for 1.040-timers

reglen ville forlade kurset for på kort sigt at få et arbejde,

hvilket måske ville forværre situationen på lang sigt, fordi disse

kvinders udgangspunkt stadig ville være det samme dårlige. Derfor

skal kurset tælle med som »død periode«.

Ad 6

Forslagsstillerne ønsker at give fagforeninger, men selvfølgelig også

kvindepolitisk interesserede organisationer mulighed for at søge

på lige fod med statslige og (amts)kommunale organer.

Fagforeningerne har som allerede nævnt den største mulighed for at

komme i kontakt med medlemmerne og spiller derfor en altafgørende

rolle i rekrutteringen af kvinderne. Det er fagforeningerne, der

kender kvindernes forudsætninger bedst, og det er derfor

fagforeningerne, der må gå i spidsen i det opsøgende arbejde. De

forsøg, nogle fagforeninger laver i dag, betales af dem selv. Det

er fuldkommen grotesk. Det vil sige, at den dårligst uddannede del

af befolkningen selv skal betale for eksperimenter med hensyn til

uddannelse, mens den bedrestillede del af befolkningen har fået

uddannelsen betalt af det offentlige.

En bred vifte af udbydere af forsøgsundervisning er samtidig garanten

for, at erfaringerne bliver så alsidige som muligt.

Ad 7

Der gives i dag penge til forsøgsundervisning, men de gives i

forskellig regi. Der er f.eks. i 1985 afsat 2-3 mill. kr. til

forsøgsuddannelser i Arbejdsministeriet. Bevillingen er en

forsknings- og forsøgsbevilling, og pengene fordeles bl.a. på

baggrund af, hvor mange forsøgsordninger, der kommer ind.

Der er givet penge over 10-punktsprogrammet. Der er givet penge fra

EFs socialfond. Men det er svært at danne sig et overblik over

pengenes placering, og pengene bruges samtidig til meget andet.

Det er altså ret tilfældigt, hvor meget der bruges på det formål,

forslagsstillerne ønsker fremmet.

Forslagsstillerne mener derfor, at der bør skabes økonomiske rammer

for et målrettet forsøgsarbejde med 1.000 kvinder om året i en

3-årig periode.

Det er et stort forsøg. Det skyldes bl.a., at forsøget samtidig skal

afhjælpe den katastrofale kvindearbejdsløshed i bl.a. forslagets

målgruppe. Udgifterne er små i sammenligning med de sociale

tragedier, der følger i kølvandet, når mange i denne målgruppe

sættes på nedsatte dagpenge.

En forsøgsordning med 1.000 kvinder om året vil i kursusudgifter

koste ca. 92 mill. kr. kr. pr. år. Når hertil lægges penge til

opsøgende virksomhed, vejledning etc., vil udgiften komme op på

ca. 100 mill. kr. om året. Denne pris er regnet ud på baggrund af

gennemsnitspriser på specialarbejderskolerne. En uge koster i

gennemsnit 24.310 kr. for en gennemsnitlig holdstørrelse på 10,5.

Det svarer til 2.315 kr. om ugen. Forslagsstillerne regner med, at

forsøgsordningen vil strække sig over 40 uger. Dette svarer til 2

gange de eksisterende LAMU-kurser. Denne udgift dækker alt ekskl.

kursusgodtgørelse, som ikke er medregnet i prisen, da kvinderne

skulle have haft dagpenge, hvis de ikke var på kurset. Der er

således ikke tale om ekstra udgifter af betydning.

Versioner

1. 1988-05-21