Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00038@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, som sikrer,

at alle lønmodtagere får ret og frihed til at uddanne sig uden at

lide tab af løn og anciennitet, sociale goder eller særlige til

det pågældende arbejde knyttede rettigheder og med ret til at

vende tilbage efter uddannelsesforløbets slutning.

Følgende retningslinjer lægges til grund:

1) Lønmodtagere får ret til at deltage i uddannelse i arbejdstiden i

op til 150 timer pr. år med fuld løn betalt af arbejdsgiverne.

2) Lønmodtageren optjener sin løngodtgørelse gennem året. Den enkelte

kan opspare løngodtgørelse gennem flere år til længere

sammenhængende uddannelsesforløb.

3) Lønmodtageren bestemmer selv, hvilken type uddannelse vedkommende

ønsker at deltage i, og har ret til at bestemme

uddannelsestidspunktet med 1 måneds varsel til arbejdsgiveren.

4) Efter uddannelsesperiodens slutning har den pågældende ret til at

vende tilbage til sit arbejde uden tab af sociale privilegier

eller særlige rettigheder, som lønmodtageren måtte have oppebåret

i kraft af sit lønarbejde.

5) Der sikres en 100 pct. personalekompensation for den arbejdskraft,

der deltager i uddannelse.

6) Uddannelsesreformen gennemføres som en forsøgsordning af 5 års

varighed.

7) Der afsættes på finansloven et beløb svarende til de årlige

driftsudgifter i forbindelse med lærerlønninger, lokaler,

undervisningsmidler, forsøgsvirksomhed etc. Der skal ligeledes

sikres midler til forsøg med nye undervisningsformer m.v. og til

evaluering af reformen.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Så langt tilbage som 1974 vedtog Den internationale

Arbejderorganisation (ILO) en konvention nr. 140 om »Betalt frihed

til Uddannelse« (BFU), som tager sigte på frihed til deltagelse i

uddannelse i arbejdstiden med ydelse af tilstrækkelig økonomisk

kompensation. I en række lande (Sverige, Vesttyskland, Italien og

Finland) har man allerede i en årrække kørt en BFU-ordning, mens

Frankrig netop har gennemført en BFU-reform. I Holland, Belgien og

Østrig arbejdes der seriøst på det. I Danmark er der, 10 år efter

at både LO og Dansk Arbejdsgiverforening har tiltrådt

konventionen, endnu ikke taget afgørende skridt henimod

iværksættelse af en BFU-reform. Det foreliggende

beslutningsforslag tager derfor også sigte på, at de indgåede

forpligtelser nu føres ud i livet.

Beskæftigelsessituationen

De oprindelige intentioner med gennemførelse af BFU er ikke blevet

svækket i den mellemliggende periode, snarere tværtimod. Central

er her beskæftigelsesudviklingen, hvor alle forsøg på at analysere

udviklingen i de kommende år modsiger forudsigelser om genskabelse

af den fulde beskæftigelse.

Fra dansk sammenhæng ved vi, at udbygningen af den offentlige sektor

under højkonjunkturen var baggrunden for den fulde beskæftigelse i

dette tidsrum. Mens der i 60erne og begyndelsen af 70erne blev

oprettet 24.000 arbejdspladser inden for den offentlige sektor,

blev der på årsbasis 5.000 færre arbejdspladser i den private

sektor. Selv om de seneste års udvikling dokumenterer øget

beskæftigelse i den private sektor, er der siden 1972 blevet over

50.000 færre arbejdspladser inden for industrien, og der er på

længere sigt ikke udsigt til afgørende ændringer. Tværtimod

forudsiger en lang række nationale og internationale

forskningsinstitutter, at indførelse af ny teknologi vil halvere

arbejdsstyrken i det private erhvervsliv inden 1992.

Hvis arbejdsløsheden skal afskaffes inden for de næste 10 år, skal

der skaffes 50.000 nye arbejdspladser hvert år, 30.000 for at gøre

indhug på den nuværende arbejdsløshed og 20.000 for at skaffe

arbejde til de nytilkomne. Og så ser regeringen »optimistisk« frem

til, at tilgangen til arbejdsmarkedet med de mindre ungdomsårgange

vil falde engang i 1990erne.

Denne udvikling er både forkastelig og uholdbar, hvilket dog også går

op for stadig flere. Kravet om nedsat arbejdstid, bl.a. for at få

flere i arbejde, er efterhånden et folkekrav, der rækker ud over

lønarbejdernes egne rækker.

Det, BFU ikke skal bruges til

BFU er imidlertid ikke primært tænkt som et beskæftigelsesfremmende

middel. Det er en meget lang og vanskelig proces at skabe

arbejdspladser gennem uddannelse. Tilsvarende vil BFU ikke

eliminere de beskæftigelsesmæssige trusler mod arbejderklassen som

helhed eller mod de mest udsatte dele af arbejderklassen, nemlig

de lavtuddannede (ikke mindst kvinderne), de mest belastede

arbejdere samt de ældre arbejdere. Men at BFU kan indgå som et

centralt led i den arbejdstid, der er frigjort af

teknologiudvikling og produktivitetsstigning og herigennem bidrage

til en bedre kollektiv fordeling af arbejde og fritid og bidrage

til at bøde på den høje arbejdsløshed, er uomtvisteligt. I den

forbindelse er det værd at erindre om, at kravet om betalt frihed

til uddannelse i arbejdstiden ikke overflødiggør eller delvis

erstatter kravet om nedsat arbejdstid. Uanset om arbejdstiden

nedsættes mærkbart (f.eks. med 5 timer om ugen), så vil betalt

frihed til uddannelse i arbejdstiden jo stadig ligge i

arbejdstiden og indgår således ikke i en anderledes fordeling af

forholdet mellem arbejde og fritid.

Hensigten med reformen er heller ikke at tilvejebringe en anderledes

finansiering af den betalte frihed til uddannelse, der allerede

eksisterer i dag i form af den interne uddannelse i virksomheden

og visse typer efteruddannelse, som i øvrigt hovedsagelig kommer

de højt- og mellemuddannede til gode. Arbejdsministeriets

arbejdstidsundersøgelse fra 1982 viste, at knap halvdelen (44

pct.) af de overordnede funktionærer var på efteruddannelse i

1981. Det tilsvarende tal for ufaglærte var 10 pct. BFU skal

endelig ikke finansiere specialarbejderuddannelserne eller

efteruddannelse af faglærte og omskoling (som i øvrigt for 75 pct.

af uddannelsespladsernes vedkommende besættes af mænd).

Disse uddannelser sigter hovedsagelig på at tilpasse arbejdskraften

til den teknologiske udvikling og fremme arbejdskraftens

mobilitet. Det vil sige, at de områder, hvor der i dag eksisterer

betalt frihed til uddannelse, retter sig mod uddannelser, der

knytter sig meget snævert til udførelsen af bestemte

arbejdsfunktioner, f.eks. ved at give uddannelse til betjening af

en bestemt type specialiseret maskineri, eller som knytter sig til

at flytte rundt på arbejdskraften for at tilgodese arbejdsgivernes

umiddelbare efterspørgsel efter særlige typer arbejdskraft. De

uddannelser, der er betalt frihed til, er altså uddannelser, som i

udpræget grad har arbejdsgivernes interesse. Hvis BFU blev brugt

hertil, kunne man i øvrigt meget vel med den nuværende udvikling

af teknologien frygte, at det i så fald ikke ville blive de

lavtuddannede, der først og fremmest fik gavn af reformen, fordi

de lavtuddannede måske ikke kræver så meget »uddannelse« i snæver

forstand for at kunne betjene den højtautomatiserede industri.

Hverken en nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer eller en

BFU-reform kan i sig selv afskaffe arbejdsløsheden, det skal også

ske gennem den økonomiske politik og erhvervspolitikken. Men begge

dele er løsninger, som peger ud over blot et forsvar af den

eksisterende situation. Begge dele rejser diskussionen om

forholdet mellem arbejde og fritid og livskvalitet i fremtidens

samfund og er derfor langt bedre end de andre

beskæftigelsesforanstaltninger, som koster lige så meget, men har

langt mindre positiv betydning for dem, det drejer sig om.

I forhold til arbejdsløshedsproblematikken er både

arbejdstidsnedsættelsen og uddannelsesreformen imidlertid to

vigtige skridt i den rigtige retning, under den vigtige

forudsætning, at der ydes fuld personalekompensation både for

arbejdstidsreduktionen og uddannelsestimerne.

BFU og demokratiet

Ovenstående betragtninger er tæt knyttet til to af hovedtemaerne i

den foreløbige BFU-debat, spørgsmålet om uddannelse som middel til

øget demokratisering og skabelse af større lighed i samfundet. At

uddannelse er et gode, der er ulige fordelt i samfundet, er et

faktum, der er dokumenteret gennem utallige undersøgelser, bl.a.

fra Lavindkomstkommissionen. Disse konstateringer er i sig selv et

vægtigt argument for reformens gennemførelse.

Demokratidiskussionen er i centrum for de senere års samfundsdebat,

hvor man har oplevet alvorlige indskrænkninger i såvel kollektive

som individuelle rettigheder. Demokratiet som sådan er inde i en

krise og omformningsproces, og her er det også samfundets opgave

at etablere bedre betingelser for, at demokratiet kan udvikle sig.

BFU kan bidrage hertil.

Enhver, der har været på en arbejdsplads, ved, hvor vanskeligt det er

at få overskud til at deltage i aktiviteter, der ligger ud over

selve lønarbejdet. Fagbevægelsen sørger for egen regning for, at

tillidsrepræsentanterne bliver skolet til at varetage medlemmernes

interesser, men herfra og til at tale om et demokrati, der

involverer og engagerer alle, er der et godt stykke vej.

Forsøgs- og udviklingsarbejde

Betalt frihed til uddannelse skal være et skridt på vejen.

Erfaringerne fra andre lande og forsøgsvirksomhed herhjemme viser,

at interessen er der, og at mulighederne bliver udnyttet, dog ikke

lige meget af alle. De i forvejen uddannelsesmæssigt dårligst

stillede er mest tilbageholdende, og frem for alt afhænger

resultatet af uddannelsernes form og indhold.

Derfor skal BFU-reformen ledsages af forsøgs- og

udviklingsvirksomhed, der navnlig skal sigte mod at gøre

uddannelsestilbuddet attraktivt for dem med det største

uddannelsesefterslæb og dermed største behov.

Herhjemme har man allerede indhøstet en del erfaringer fra de

københavnske bryggeriarbejderes fagforening, som har afviklet en

række bredt anlagte uddannelsesforløb, bl.a. omkring

teknologiudviklingen inden for bryggeriarbejdernes område.

Afgørende har det været, at uddannelsen tager udgangspunkt i

medlemmernes egne erfaringer og retter sig mod en bearbejdning af

deres egen situation. Det er først og fremmest dette, der er brug

for, hvis uddannelsen skal være vedkommende, og hvis den skal

medvirke til aktiv deltagelse i samfundsudviklingen, til en

udvidelse af demokratiet.

Det, der er brug for, er altså, som SiD også har tilkendegivet på det

senere, ikke færdigpakkede »neutrale og objektive«

uddannelsesforløb, som ikke tager udgangspunkt i deltagernes

interesser og erfaringer. De skal derimod klart afspejle disse.

Behovet er der, både i de enkelte fagforeninger og på tværs af

disse, som når man eksempelvis skal udnytte retten for

medarbejdergrupper til at øve indflydelse på den kommunale

budgetlægning, analysere beskæftigelsesudviklingen i lokalområdet,

tage stilling til miljøproblemer etc.

Der findes også erfaringer med deltagerstyret arbejderuddannelse fra

andre sammenhænge end bryggeriarbejdernes, f.eks. daghøjskoler,

oplysningsforbund og SiD, hvor man har beskæftiget sig med

problemer i lokalområdet med inddragelse af såvel arbejdende som

arbejdsløse. Resultaterne illustrerer bl.a. betydningen af

opsøgende arbejde og også muligheden af sammenhæng med den

etablerede fritidsundervisning og hertil knyttede

lovgivningskomplekser.

For BFU-deltagerne drejer det sig altså om at få stadfæstet 1) ret

til orlov, 2) ret til løngodtgørelse og 3) ret til uddannelse. På

den måde kommer BFU-reformen til ikke blot at supplere de allerede

eksisterende ordninger for erhvervsrettet uddannelse, som findes

inden for bl.a. arbejdsmarkedsuddannelserne og den interne

uddannelse i virksomhederne, men langt vigtigere til at sprænge

rammerne for denne type uddannelser, hvor det alene er

arbejdsmarkedets efterspørgsel efter arbejdskraft, der afgør

mulighederne. BFU-reformen vil gøre det muligt også at gennemføre

almen uddannelse, politisk og faglig undervisning etc. med

udgangspunkt i deltagernes erfaringer og ønsker.

En BFU-reform giver derfor kun mening, hvis den ledsages af udvikling

af voksenuddannelsestilbud, som opfylder disse uddannelsesbehov.

De faglige organisationers rolle

Her ser Venstresocialisterne ikke mindst nogle perspektiver i, at de

faglige organisationer både på forbunds- og fagforeningsplan og på

den enkelte arbejdsplads fungerer som initiativtagere og

organisatorer af disse uddannelsesbehov, både for at sikre

relevante tilbud og for at forene tilegnelsen af ny viden med det

kollektive orienterings- og handlingsperspektiv, som typisk

mangler i de eksisterende uddannelsestilbud.

En anden side af sagen er, at der også kan lægges for snævre

begrænsninger på uddannelsens indhold og tilrettelæggelse.

Venstresocialisterne mener, at det er oplagt, at fagbevægelsen i

lokalområderne har et stort ord at skulle have sagt, men samfundet

har også interesse i, at reformens perspektiver bredes videre ud.

Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor man ønsker at behandle et

specifikt problem i et lokalområde.

Her bør det være muligt, at man på tværs af beskæftigelsesstatus,

alder og køn kan gå sammen om at løse en opgave i

BFU-uddannelsesmæssig sammenhæng og eventuelt i sammenhæng med

fritidsundervisningen.

I ovennævnte tilfælde illustreres det også, hvordan uddannelse bliver

et aktivt redskab til at styrke demokratiet i hverdagen. I det

hele taget er det et spørgsmål om at anerkende det, der under et

kan betegnes som græsrodsarbejde, som samfundsnyttig og

påskønnelsesværdig aktivitet, der ikke skal være forbeholdt de få

med uddannelse, overskud og økonomiske muligheder.

I denne sammenhæng er der i øvrigt en række udmærkede

lovgivningskomplekser for bl.a. højskoleundervisning,

fritidsundervisning og enkeltfagsundervisning, og det bør da også

være en opgave at præcisere sammenhæng og eventuel sammenknytning

mellem disse lovgivningskomplekser og en BFU-reform, ligesom det

også er højst tænkeligt, at reformen afføder behov for

følgelovgivning omkring f.eks. opsøgende arbejde, omkring

voksenundervisning og ressourcetildeling, herunder oprettelse af

lokale voksenuddannelsescentre, som bl.a. skal sikre

erfaringsopsamling og formidling omkring

undervisningsaktiviteterne.

BFU-reformen set i forhold til andre uddannelses- og

arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål

Det er klart, at BFU-reformen må ses i sammenhæng med en række

arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål og med arbejdsmarkeds- og

erhvervspolitikken, selv om den i sig selv ikke primært drejer sig

om dette.

Den eksisterende uddannelsestilbudsordning under arbejdsløshed

fungerer ikke. Årsagerne er både »faldøkseprincippet« (at man

først får tilbuddet, når man er langtidsarbejdsløs), og at der

ikke er relevante uddannelsesmuligheder i forhold til den største

målgruppe, nemlig de ufaglærte med kort skolebaggrund og dårlige

skoleerfaringer.

Ikke mindst i forhold til grupper, som trues af langvarig

arbejdsløshed, og som ofte er stærkt skeptiske over for at gå ind

i en uddannelse, er det nødvendigt at udvikle nye

uddannelsesformer. Eksperimenter, der bygger videre på

daghøjskolevirksomhed, kombineret med almen uddannelse og

erhvervskvalificerende uddannelse, kunne være et bud på sådanne

nye uddannelsesmuligheder. Skal dette kunne lade sig gøre, og skal

det afpasses efter de pågældendes behov, kræver det efter

Venstresocialisternes opfattelse et samarbejde på tværs af

eksisterende grænser mellem uddannelse under

Undervisningsministeriet og Arbejdsministeriet.

Venstresocialisterne har derfor stillet forslag om

forsøgsvirksomhed for den største del af denne gruppe, de voksne

kvinder, der imødekommer de forudsætninger, gruppen med dårlig

skolegang og dårlige skoleerfaringer har.

BFU-reformen kan også ses i et andet lys. Den kan, afhængigt af

hvordan den enkelte bruger sin BFU-ret, bruges til at sikre voksne

ufaglærte arbejdere adgang til erhvervsuddannelserne. Det kan

skabe mulighed for, at voksne arbejdere kan gå ind i en

grundlæggende og bred erhvervsuddannelse på linje med unge,

hvilket kun kan lade sig gøre i meget få tilfælde i dag inden for

det nuværende arbejdsmarkedssystem, og da kun, hvis der er

efterspørgsel efter den pågældende arbejdskrafts kvalifikationer.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Til punkt 1, 2 og 7

Ved uddannelse forstås enhver form for kompetencegivende uddannelse,

forberedende uddannelse, almen uddannelse, studiekredse,

fagpolitisk, erhvervsmæssig eller kreativ uddannelse.

BFU-reformen skal omfatte alle arbejdsmarkedstilknyttede lønarbejdere

med dagpengeret, herunder også arbejdsløse, der modtager dagpenge.

For arbejdsløse tæller BFU som død periode, der forlænger

dagpengeperioden i forhold til 1.040 timers reglen. Specielt for

sidstnævnte gruppe er det vigtigt, at de straks ved arbejdsløshed

kan benytte sig af muligheden for at deltage i uddannelse, som

arbejdsløshedsperioden åbner op for. Venstresocialisterne har

allerede stillet et forslag til folketingsbeslutning om fri adgang

til uddannelse under arbejdsløshed, som der hermed henvises til,

(jf. B 22). Med hensyn til spørgsmålet om omfang og regulering af

ordningen finder Venstresocialisterne det ikke hensigtsmæssigt at

anvende forskellige former for anciennitetskriterier, hvad enten

det drejer sig om længden af arbejdsmarkedstilknytning eller

manglende uddannelsesbaggrund. Venstresocialisterne mener, at en

årsnorm på 150 timer, som optjenes af den enkelte, og som kan

opspares over en kortere årrække (timebanksystem), er det rigtige,

fordi det er den model, der bedst svarer til den deltagerstyrede

tilrettelæggelse af undervisningen. Det vil f.eks. være

meningsløst, at interesserede personer udelukkes fra deltagelse i

et relevant kursus tilrettelagt af en arbejdsplads, blot fordi de

ikke har været på arbejdspladsen i 5 år, eller fordi de har et års

længere uddannelse end gennemsnittet på arbejdspladsen.

På baggrund af et arbejdstimetal pr. beskæftiget på 1.800 timer/ år

vil 150 timers betalt frihed til uddannelse udgøre ca. 8 pct. af

arbejdstiden. Det svarer til, at 8 pct. af alle beskæftigede er på

BFU (på årsbasis). Tager vi udgangspunkt i, at arbejdsstyrken i

alt andrager 2 millioner beskæftigede, er antallet af (til enhver

tid mulige) BFU-deltagere ca. 160.000. Det vil på årsbasis betyde

en udgift til lønkompensation (baseret på en gennemsnitlig årsløn

på 140.000 kr., på ca.

Det skal dog kraftigt understreges, at denne pris er meget

omtrentlig, og at beregningerne er taget med for at give et

billede af, hvilke størrelsesordner vi taler om.

Der ses i denne sammenhæng med god grund bort fra udgifter til

dagpenge til arbejdsløse på BFU, idet der ikke er tale om ekstra

udgifter for samfundet i forbindelse med uddannelse af

arbejdsløse, allerhøjst nogle pebernødder til drift etc., som

alligevel skulle afholdes til uddannelse af beskæftigede på BFU.

Tværtimod sparer det offentlige dagpenge til de arbejdsløse, som i

kraft af BFU-ordningen får beskæftigelse som erstatning for den

del af arbejdsstyrken, der går på BFU. Denne offentlige

besparelse andrager 16 mia. kr. pr. år ved en beskæftigelseseffekt

på 100 pct. En beskæftigelseseffekt på 70 pct. (som beregnet i

Socialdemokratiets forslag, jf. L 123 og L 124 i folketingsåret

1984-85) vil betyde en offentlig besparelse på 11,2 mia. kr.

Hertil kommer sparede dagpenge til de lærerkræfter, som kommer i

beskæftigelse ved reformens gennemførelse. De vil andrage ca. 1

mia. kr. pr. år. (Disse beregninger er baseret på en

dagpengeudgift pr. arbejdsløs på 100.000 kr./ år).

En beregning af den faktiske pris på BFU kommer meget forenklet til

at se sådan ud:

Det vil sige, at de samlede nettoudgifter til lønkompensation og

dagpenge for samfundet som helhed ikke bliver 22,4 mia. kr., men

henholdsvis 5,3 mia. kr. eller 3,5 mia. kr. afhængig af

beskæftigelseseffekten (100 pct. eller 70 pct.), når man gør de

samlede udgifter og »indtægter« op. Til sammenligning kan det

nævnes, at der i dag anvendes 2,4 mia. kr. til intern uddannelse i

offentlige og private virksomheder, uden at der kan registreres

nogen beskæftigelseseffekt heraf.

I det ovenstående regneeksempel er der taget udgangspunkt i et

bestemt kvantitativt forhold på arbejdsmarkdet, nemlig antal

ansatte i henholdsvis den offentlige og private sektor. Til den

fordelingsmæssige side af finansieringsspørgsmålet duer dette

udgangspunkt kun i den offentlige sektor. I den private må der

lægges et andet fordelingsgrundlag, idet de virksomheder, der har

mange beskæftigede, ville blive relativt hårdt belastet i forhold

til de teknologitunge virksomheder med relativt få ansatte.

Venstresocialisterne ønsker her en mere rimelig fordeling af

BFU-omkostningerne, af mange og gode grunde, f.eks.

- at de teknologitunge virksomheder typisk har bortrationaliseret

mange arbejdspladser. Det har givet dem en stor ekstra profit.

- at de teknologitunge virksomheder selv kræver relativt højt- og

specialuddannet arbejdskraft. Den er de hidtil kommet meget

billigt til.

- at det er de teknologitunge virksomheder, der tydeligst og hyppigst

har markedsført »paradoksproblemet på arbejdsmarkedet«. Nu får de

chancen for at bidrage til dets løsning.

Derfor skal udgiften til de privatansattes lønkompensation fordeles

mellem de private virksomheder på grundlag af den årlige

værditilvækst på de enkelte virksomheder.

Forvaltningen af midlerne til BFU-ordningen sker gennem en central

fond. Fondens midler består primært af bidrag fra de offentlige og

private arbejdsgivere (jf. den foranstående). Derudover kan der

være tale om et årligt bidrag over finansloven (til driftsudgifter

vedrørende lokaler, materialer, lærerlønninger etc.) samt

eventuelt overførsler fra Dagpengefonden eller lignende.

Fonden er en selvejende institution med en bestyrelse sammensat af

repræsentanter for de faglige organisationer. Den centrale fonds

opgave er automatisk at fordele midlerne i forhold til

BFU-deltagernes rettigheder. Hertil kommer, at fonden

administrerer det eventuelle overskud af uudnyttede BFU-midler,

som skal anvendes til opsøgende og igangsættende virksomhed i de

områder, hvor behovet er uopfyldt.

Det egentlige fordelings- og prioriteringsarbejde sker decentralt

gennem regionale fondsbestyrelser sammensat af repræsentanter for

de lokale fagorganisationer.

Til punkt 3

BFU er en ret, der tilkommer den enkelte lønmodtager, dvs. at den

enkelte i princippet selv disponerer over anvendelsen af timerne.

BFU kan således eksempelvis ikke bruges til tvungne

efteruddannelsesaktiviteter, men de enkelte konkrete tilbud kan

meget vel have karakter af arbejdsmarkedsrelevante emner såsom

teknologiudvikling, teknologiaftaler og arbejdsmiljøspørgsmål. Man

kan dog forudse, at størstedelen af midlerne vil blive anvendt

kollektivt, og at det derfor vil være rimeligt at afsætte penge

til den kollektive tilrettelæggelse.

Det deltagerstyrede udgangspunkt kræver fleksibilitet i

tilrettelæggelsen, stiller større krav til deltagerne, men

forsøger også at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme, dvs.

hos brugerne. I praksis vil det dog være nødvendigt, at en del af

pengene i ordningen anvendes til opsøgende arbejde i form af

uddannelseskonsulenter, der i samarbejde med f.eks.

arbejdspladser, klubber og fagforeninger tilrettelægger og

koordinerer uddannelsesvirksomheden.

Der er ingen tvivl om, at hvis uddannelsen tilrettelægges

»traditionelt«, dvs. hvis der udelukkende sker en oppustning af de

eksisterende voksenuddannelsesmuligheder, så vil den primære

målgruppe for BFU-reformen ikke blive tilgodeset. Så vil det, som

det skete i Sverige, blive de i forvejen bedst uddannede, der får

gavn af reformen. Derfor er det vigtigt, at der opereres med et

langt bredere uddannelsesbegreb, hvor undervisningsdeltagerne

langt hen ad vejen udformer læreprocessen og dens indhold, således

at den erfarings- og vidensindsamling og -bearbejdning, der finder

sted i læreprocessen, foregår ud fra deltagernes behov og

interesser og foregår i de sociale sammenhænge, hvor folk i

forvejen færdes. Det vil f.eks. sige, at der ikke skal fastlægges

nedre grænser for, hvor mange timer der ugentligt eller i alt er

mulighed for under BFU-ordningen. (Det svarer til den svenske

ordning, hvor der også er mulighed for at få betalt frihed til

uddannelse fra nogle få timer ugentligt i en kortere periode til

heltid i flere år). Der skal være udpræget fleksibilitet med

hensyn til tilrettelæggelsen af uddannelsen, så den passer ind i

forhold til voksnes hverdagsliv, og så det formelle

læreprocesforløbs længde afpasses efter undervisningsdeltagerne og

undervisningsindholdet. Der skal være mulighed for, at uddannelsen

helt eller delvis frigøres fra de eksisterende

voksenuddannelsesinstitutioner. Enhver begrænsning af

organiseringen af uddannelsen f.eks. med hensyn til

deltagersammensætning, emne, uddannelsestid, længde og sted vil

have en række indholdsmæssige konsekvenser, som med al

sandsynlighed vil ramme de underprivilegerede i uddannelsesmæssig,

økonomisk og social henseende, altså netop dem, den betalte frihed

til uddannelse var tiltænkt.

Til punkt 4

Som det er understreget af alle (fra ILO (FNs treparts

arbejderorganisation) og de i Folketinget fremsatte forslag til

BFU (se Folketingstidende 1984-85, tillæg A sp. 2285 og 2301 samt

forhandlingerne sp. 4509, 5319 og 5320), til dem, der skal drage

fordel af uddannelsen) skal det sikres, at alle kan få fri fra

deres arbejde til deltagelse i den betalte frihed til uddannelse.

Desuden skal alle sikres ret til på ethvert tidspunkt at vende

tilbage til samme eller tilsvarende arbejde. Alle sociale

ordninger, feriepenge, ATP, anciennitet m.v. skal bevares under

uddannelsesorloven.

Til punkt 5

Set i forhold til de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af betalt

frihed til uddannelse er det ikke ligegyldigt, hvordan uddannelsen

tilrettelægges og organiseres.

Man kan tale om tre typer af beskæftigelseseffekt ved indførelse af

betalt frihed til uddannelse:

a) Erstatningsarbejdskraft for de personer, der søger betalt frihed

til uddannelse.

b) Beskæftigelse for lærere/ tilrettelæggere, fremstilling/ indkøb

af undervisningsmaterialer, rengøring, administration af reformen

m.v.

c) Afledte beskæftigelsesmæssige virkninger som følge af en

anderledes og bedre uddannet arbejdskraft, herunder også som følge

af mere alsidig erhvervserfaring, der opnås gennem den øgede

rotation på arbejdsmarkedet.

Ad a)

Den umiddelbart bedste og enkleste sikring af, at den, der søger

uddannelse, ikke straffes arbejdsmæssigt ved merarbejde

umiddelbart før eller efter uddannelsesorloven eller på anden måde

straffes lønmæssigt, ved omplacering, manglende ajourføring af

arbejdspladsanciennitet eller anden fortabelse i forhold til

aftaler og kutymer på arbejdspladsen, er en klar og utvetydig

lovtekst, der fastsætter erstatningsarbejdskraften til at være 100

pct. Det vil også medvirke til at forhindre, at kolleger til den

uddannelsessøgende straffes arbejdsmæssigt ved merarbejde m.v.

Ad b)

En BFU-reform vil medføre en vis beskæftigelse for lærere og andre

tilrettelæggere af undervisningen. Ordningen vil kræve en

administration. Der skal købes og fremstilles

undervisningsmaterialer, sørges for rengøring m.m.

Socialdemokratiet/ LO har i 1983 anslået undervisningsudgifterne

til at udgøre 0,5 mia. kr. ved 10.000 lønmodtagere på betalt

frihed til uddannelse. Ved en udvidelse af antallet af

undervisningsdeltagere vil undervisningsudgifterne forøges, men

ikke i tilsvarende omfang, da en del af udgifterne ved flere

deltagere vil være stort set de samme.

Dette beslutningsforslag opererer med, at 1/8 af samtlige

beskæftigede (160.000) til stadighed er under uddannelse. I

forhold hertil forekommer det realistisk at regne med en

merbeskæftigelse af lærerkræfter på 10.000 personer.

Ad c)

Det er de færreste uddannelser, der direkte skaber nye

arbejdspladser. Det er i langt højere grad andre mekanismer,

f.eks. arbejdsmarkedspolitikken og den direkte styring af

pengeformidling og investeringer, herunder styring af forskellige

erhvervssektorers udvikling, opdyrkning af nye produktionsområder

(f.eks. inden for energisektoren) m.v., der kan medvirke til

skabelse af arbejdspladser. Derfor er det primære sigte med

BFU-reformen heller ikke den umiddelbare beskæftigelsesfremmende

effekt.

Til punkt 6

Eftersom de færreste uddannelsesinstitutioner, der i dag beskæftiger

sig med voksenuddannelser, eller som kunne tænkes at kaste sig

over voksenuddannelse, har haft mulighed for at arbejde målrettet

henimod en anderledes og bedre kvalificering af undervisere til

den primære målgruppe for en BFU-reform, bør der gives øgede

ressourcer til mangeartede forsøgs- og udviklingsarbejder (inkl.

fremstilling af alternative undervisningsmaterialer), som samtidig

kan være med til at virke tilbage på de eksisterende

uddannelsesinstitutioners faglige indhold og pædagogikforståelse.

Også personer, der ikke har formelle kvalifikationer, men som

eksempelvis gennem faglige aktiviteter eller på anden måde har

erhvervet sig (uformelle) kvalifikationer og derved vil egne sig

til at indgå i de bredere aktiviteter, der bedre rammer målgruppen

end undervisning i traditionel forstand, skal uden videre have

mulighed for at virke som »lærere« eller tilrettelæggere under

BFU-ordningen. Forsøgs- og udviklingsarbejde, der tager sigte på

at opnå erfaringer med nye undervisningsformer, andet

undervisningsindhold og anderledes uddannede undervisere, skal

altså prioriteres højt, hvis undervisningen skal være vedkommende

og anvendelig for voksne med længere erfaring og en anden

livssituation end dem, der i dag uddannes undervisere for, og for

hvem der i dag er udviklet undervisningsmaterialer.

Desuden skal der afsættes økonomiske midler til opsøgere, der gennem

direkte kontakt til især den primære målgruppe for BFU-reformen

kan bidrage til at mindske arbejdsmæssige og »psykologiske«

barrierer hos eksempelvis dem, der i forvejen har negative

erfaringer med »uddannelse«, og som derfor ikke umiddelbart

forventer, at undervisning kan være meget andet end

fremmedbestemt, irrelevant indlæringsterperi.

I løbet af »forsøgsperioden« på 5 år afprøves og vurderes alternative

uddannelsesforløb, hvor utraditionelle midler er taget i brug, nye

emner taget op og nye undervisningsformer praktiseret med henblik

på, at BFU-deltagelse kan udvikle sig til at blive et tilbud, alle

føler sig tiltrukket af uanset baggrund.

Versioner

1. 1988-05-21