Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00039@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at sikre, at miljøministerens forslag

til ny skovlov ud over at inddrage de økonomiske,

beskæftigelsesmæssige og produktionsmæssige hensyn OGSÅ tilgodeser

de landskabelige, naturhistoriske og rekreative hensyn.

Skovloven bør sikre, at de store rekreative, naturhistoriske og

landskabelige kvaliteter i vore skove kan bevares, og at der ved

hjælp af aktiv naturpleje kan genskabes naturværdier i skovene

(naturgenopretning).

I de private skove må disse hensyn ikke underordnes de traditionelle

produktionsmæssige hensyn.

Statsskovvæsenet skal have et formuleret formål med driften, der

indebærer, at de fredningsmæssige hensyn får første prioritet.

Den nye skovlov bør bl.a. have et indhold, der i forhold til de

private skove sikrer:

- at løvtræsandelen opretholdes og udvides,

- at egeskovsarealet opretholdes og udvides,

- at bøgeskovsarealet opretholdes og udvides,

- at den skæve aldersfordeling for bøg sikres en successiv afvikling,

- at ændring fra højstammet skov til juletræskulturer og lign. kun

kan finde sted i nærmere begrænset omfang,

- at løvtræsskovbryn opretholdes og udbygges,

- at naturgenopretning, hvor dette ikke er i konflikt med

naturvidenskabelige hensyn, kan iværksættes bl.a. ved genskabelse

af afvandede søer og moser,

- at nåletræsbevoksninger konverteres til løvtræsbevoksninger eller

udyrkede arealer, hvor fredningsmæssige hensyn tilsiger dette,

- at driftsformer, der rummer bred økologisk variation, fremmes.

Skovnævnets sammensætning ændres således, at de landskabelige,

rekreative og naturhistoriske interesser får særskilt

repræsentation.

Disse mål søges opnået ved en kombination af incitamenter og

restriktioner.

Statsskovvæsenet pålægges at tilgodese tilsvarende driftsmæssige

hensyn. Eksisterende driftsplaner revideres i overensstemmelse

hermed.

Herudover pålægges Statsskovvæsenet at eksperimentere med

skovdriften.

Forskellige skovdyrkningssystemer skal i højere grad afprøves for at

øge den økologiske mangfoldighed.

Forskellige højskovssystemer, mellemskovsdrift og lavskovsdrift bør

systematisk indarbejdes i driftsplanerne, ligesom enkelte arealer

bør henligge som naturskove.

Desuden bør Statskovvæsenet eksperimentere med flere forskellige

kultur- og foryngelsesformer.

Selvforyngelse med bl.a. svinedrift - ligesom kvæg- og hestedrift -

bør kunne indgå i skovdriften.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Beslutningsforslaget er med enkelte ændringer en genfremsættelse af

et i folketingsåret 1985-86 fremsat forslag, se Folketingstidende

1985-86 sp. 7047 og sp. 9281 samt tillæg A sp. 4739.

Den danske skov har til stadighed været en særdeles påskønnet del af

den danske natur.

Den danske skov har været afgørende for landets økonomi, samtidig med

at den har været en højt værdsat del af det danske landskab. Dette

afspejles allerede i Christian Vs kongelige forordning af 1670,

hvori det hedder: »at skoven er een af de største herligheder Gud

og naturen dette kongerige med begavet haver«.

Skoven har igennem hele landets forhistorie og historiske tid haft

skiftende udbredelse og har vekslet indholdsmæssigt i takt med

klimaforhold og menneskelig påvirkning. Istidens tundravegetation

afløstes af en skov, hvor birken dominerede. Klimaet blev varmere,

og siden trængte fyrreskoven frem og dækkede landet i dets helhed.

Senere blev denne afløst af egeblandingsskoven, som igen fra

omkring 400 år før Kristi fødsel i stigende grad blev afløst af

bøgeskoven.

Med bondekulturen tog skovmishandlingerne imidlertid fart. Op igennem

middelalderen tog denne udvikling fart, hvilket de mange krige

medvirkede til. Omkring 1700 påbegyndtes bestræbelser for

systematisk at ophjælpe og forbedre statens skove. Da den tyske

forstmand Johan Georg von Langen blev knyttet til de sjællandske

skove i 1763, blev skovgenopretningen sat i system. Omkring 1800

var skovarealet ifølge officielle kilder reduceret til 4 pct. af

landets areal, hvilket i realiteten nok snarere svarede til 2 pct.

på grund af skovenes sørgelige forfatning. Det var baggrunden for,

at fredskovsforordningen af 1805 blev gennemført. Den forbød

skovejerne at rydde de arealer, der i 1805 var bevokset med skov,

og påbød dem at vedligeholde og indhegne deres skove.

Kreaturgræsningen blev forbudt. Fredskovsforordningen fastlagte

hermed, hvad der fortsat skulle være skov.

Det skovbillede, der var dominerende, da skoven på dette tidspunkt

stivnede geografisk, var den forhuggede, men landskabeligt meget

varierede skov med mange lysninger, småsøer og mosestrækninger.

Det var ren løvtræsskov med en blanding af mange forskellige

træarter, blandt hvilke bøgen og undertiden også egen dominerede.

Skoven var præget af stor økologisk variation med mange nicher og

stor aldersmæssig spredning i de enkelte bevoksninger. Der var

mange udgåede træer og sparsom selvsået opvækst.

De rationelt drevne skove, som vi kender i dag, med mange forskellige

udenlandske træarter, specielt nåletræsarter, er et resultat af

fredskovsforordningen fra 1805, hvis principper er stadfæstet i

skovloven af 1935, der er det retlige grundlag for de danske

skove, som vi kender i dag.

Hovedparten af alle de nuværende skove er pålagt en fredskovspligt i

henhold til skovloven, hvilket indebærer en slags rammefredning af

skovene, som betyder, at skovarealerne fortsat skal drives som

skov. Svagheden i den nugældende lovgivning er, at man ikke har

sikkerhed for at bevare eller genskabe naturværdierne i skovene.

Løvskoven kan konverteres frit, gamle træer kan frit fældes og

arealerne tilplantes med nåleskov. Særlig spændende bevoksninger

med stor økologisk variation har ingen generel beskyttelse.

Skovarealet er blevet udvidet, således at det i dag udgør 12 pct. af

landets areal. Store nåletræsplantager med bjergfyr og rødgran er

plantet i de tidligere skovløse hedeområder i Midt- og

Vestjylland. Tilplantninger er desuden sket omkring eksisterende

skove i det østlige Danmark. Efter den seneste skovtælling,

foretaget i 1976, udgør det samlede skovareal 493.000 ha; heraf er

137.000 ha løvtræ, 269.000 ha nåletræ og 87.000 ha ubevoksede

arealer. Det samlede løvtræsareal er formindsket med 7 pct. siden

1931, og bøgens areal er faldet fra 104.000 ha til 75.000 ha,

hvilket svarer til et fald på 28 pct. Desuden er det værd at

bemærke, at bøgens aldersfordeling er meget skæv. 46 pct. er over

80 år gammel, hvilket indebærer, at det samlede bøgeareal inden

for en relativt kort årrække yderligere vil falde drastisk.

Skovenes ejendomsforhold fordeler sig på følgende måde:

Stat, amtskommuner og kommuner ejer ca. 170.000 ha Private skove, fondsstiftelser, aktieselskaber, interessentskaber mv. ejer ca. 323.000 ha

således at ca. 1/3 af det danske skovareal er offentligt ejet.

Skoven hører til de mest eftertragtede rekreative områder og til de

naturhistorisk vigtigste landskabselementer. Derfor er der

gennemført en række fredninger af skovområder for at beskytte

deres indhold. Af skovfredninger kan nævnes:

- Hald Egeskov, som udgør en biotop, der er enestående i Nordeuropa,

- Draved Skov i Sønderjylland, som ligeledes er af international

betydning,

- Suserupskoven ved Tystrup Sø, som er et af de få urskovsarealer i

landet,

- Allindelille Fredskov i Midtsjælland, som rummer en hel række

usædvanlige botaniske forekomster,

- Næsbyholm og Holckenhavn.

Der er desuden gennemført skovfredninger for:

- Frederiksdal ved Furesøen,

- Gammel Kjøgegaard ved Køge,

- Dele af skovene under Brahetrolleborg på Fyn,

- Skovene ved Madum Sø,

- Enebærstykket i Rold Skov,

- Dele af Jægerspris Nordskov i Hornsherred,

- Hvidding Krat ved Randers og

- Døndalen på Bornholm.

Skovfredninger er i dag den dyreste form for fredninger, der

gennemføres i landzone. Erstatningerne varierer fra 4.000-5.000

kr. til 25.000 kr. pr. ha. De relativt få skovfredninger, der er

gennemført, kan således ikke på tilfredsstillende vis suppleres,

uden at det koster samfundet meget store beløb. Bl.a. derfor bør

der gennemføres en ny skovlov med bl.a. ovenstående indhold.

Udviklingen på marginaljordsområdet og den nylig ændrede

landbrugslovs (lov nr. 327 af 4. juni 1986 om ændring af lov om

landbrugsejendomme) udvidede adgang til skovbeplantninger

understreger yderligere behovet for en ny skovlov.

Betydelige arealer påregnes tilplantet i de kommende år. Det er

overordentligt vigtigt, at disse tilplantninger ikke sker i

konflikt med FREDNINGSHENSYN. Skovrejsning kan mange steder i

landet ske som et værdifuldt komplement til landskabets indhold

som en naturgenopretning. Andre steder kan landskabet påføres

store ulemper, som undertiden kolliderer fatalt med

naturhistoriske og landskabelige hensyn. Dette kan især ske, hvis

skovene etableres på grundlag af det nuværende mangelfulde

lovgrundlag.

Det er derfor af central betydning, at der i de enkelte amter og

Hovedstadsrådet udarbejdes særlige sektorplaner for skovbruget,

således at de kommende års skovtilplantninger kan styres og

stimuleres såvel i omfang som i indhold.

Nærværende forslag til folketingsbeslutning skal ses som et

komplement til resultatet af arbejdet i det skovpolitiske udvalg,

hvis kommissorium savner de nævnte fredningsmæssige aspekter (jf.

nedenfor).

Det er centralt, at disse hensyn inddrages i en tid, hvor det i

stigende grad erkendes, at den immaterielle produktion i vore

skove kan sidestilles med og undertiden overgå den materielle.

Skovpolitisk udvalgs kommissorium er følgende:

På grundlag af en analyse af det private skovbrugserhvervs

produktions- og afsætningsforhold skal udvalget inden for rammerne

af den gældende skovlov vurdere erhvervsmæssige

udviklingsmuligheder og effektiviteten samt faktorer, der øver

indflydelse herpå. Udvalget kan fremkomme med forslag til

ændringer i lovgivningen til sikring af en hensigtsmæssig

erhvervsudvikling. Udvalget kan i det omfang, det finder det

nødvendigt, støtte sig til forarbejder i underudvalg, og udvalget

kan nedsætte arbejdsudvalg af særlige sagkyndige.

Versioner

1. 1988-05-21