Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00040@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at

fremsætte lovforslag

- hvorefter staten skal refundere de offentlige arbejdsgivere de

merudgifter, der er forbundet med ansættelse af vikarer som følge

af barselorlov, og

- hvorefter offentlige arbejdsgivere pålægges at ansætte vikarer i

stillinger, der er midlertidigt ledige på grund af barselorlov.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET Forslagsstillerne er naturligvis meget

tilfredse med den udvidelse af barselorloven, der nu er

gennemført.

Forholdet er imidlertid det, at en barselorlov af op til 24 ugers

varighed efter fødslen kan forhindre ansættelse af kvinder i den

fødedygtige alder, en tendens, ligestillingsrådet har fundet

bekræftet ved forskellige henvendelser til rådet.

En udvikling af denne karakter kan på lidt længere sigt virke

ødelæggende eller stærkt begrænsende for kvinders

beskæftigelsesmuligheder, fordi kvinderne kommer til at virke som

mindre attraktive medarbejdere på arbejdsmarkedet, og derfor

bliver konsekvensen kønsdiskriminering i bl.a.

ansættelsessituationen.

Det er derfor vigtigt at få etableret en tilfredsstillende

vikarordning i forbindelse med barselorlov.

Med beslutningsforslaget ønskes således gennemført en mulighed for -

i første omgang - at offentlige arbejdsgivere af staten får dækket

merudgiften ved ansættelse af vikarer under barselorlov, samt at

disse arbejdsgivere som følge heraf får pligt til at ansætte

vikarer i stillinger, der er midlertidigt ledige på grund af

barselorlov.

Ved offentlige arbejdsgivere forstås kommunale og amtskommunale

institutioner samt institutioner, kommunerne har overenskomst med,

f.eks. private daginstitutioner og alle statslige institutioner,

herunder f.eks. DSB.

En gennemførelse af en pligt til at ansætte vikarer må efter

forslagsstillernes opfattelse kombineres med en forpligtelse til

at refundere arbejdsgiverens merudgifter til vikardækning direkte,

idet denne pligt ellers ville betyde en langt større

tilbageholdenhed ved ansættelse af kvinder i den fødedygtige alder

og således modarbejde forslagsstillernes formål.

Den ulempe, der herefter vil restere for arbejdsgiveren, vil være de

problemer, der kan opstå ved at skulle sætte vikarer ind i

arbejdet. Da barselorloven imidlertid nu er forlænget, betyder

denne ulempe relativt mindre.

Beslutningsforslaget omfatter også en forpligtelse til at

vikaransætte i tilfælde af mænds barselorlov med deraf følgende

refusion af disse merudgifter. Forslagsstillerne er dog

opmærksomme på, at mænd i princippet kan vælge blot at tage ganske

få dages orlov, hvorved et krav om vikaransættelse kan virke

urimeligt. Forslagsstillerne er derfor inforstået med - gennem

forhandling - at lade indarbejde en minimumsregel om, at

arbejdsgivernes forpligtelse først skal opstå ved orlov af en vis

længde, f.eks. en sammenhængende uge.

Det er vanskeligt at skønne over merudgifterne ved forslaget. I de

tilgængelige statistiske oplysninger registrerer man ikke, hvor

mange offentligt ansatte kvinder der har barselorlov, samt hvor

stor en del af disse der får fuld lønkompensation eller helt eller

delvis er henvist til sygedagpenge.

Endelig registreres det heller ikke, i hvilket omfang man allerede i

dag ansætter vikarer.

Indenrigsministeriet har dog anslået, at der i kommunerne kun sker en

vikardækning på 50 pct., og som følge heraf er de kommunale

bloktilskud nedsat med 21 mill. kr. for 1985 på grund af den

besparelse, kommunerne angives at have opnået ved at modtage

refusion for sygedagpenge uden at have udgifter ved ansættelse af

vikarer.

Merudgifterne ved den enkelte vikaransættelse er relativt begrænsede.

Foreligger der ikke overenskomst om løn under barselorlov, er der

ingen merudgifter, da arbejdsgiveren sparer hele lønnen. I den

situation drejer det sig ofte om en besparelse på trods af

vikaransættelsen, da vikarer normalt vil have lavere anciennitet.

Ansatte, der følger funktionærlovens regler, har ret til fravær i 5

måneder fra uarbejdsdygtighedens indtræden, dog tidligst 3 måneder

før fødslen og indtil 3 måneder efter fødslen. Denne ret suppleres

imidlertid af barselorlovsloven og dagpengeloven, således at også

ansatte, der følger funktionærlovens regler, har ubetinget ret til

fravær i overensstemmelse med reglerne i barselorlovsloven og

dagpengeloven.

Under fravær i de nævnte 5 måneder har funktionæren ret til halv løn.

For fravær, for hvilket arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at

udbetale halv løn, har den ansatte ret til barseldagpenge i

henhold til dagpengeloven.

Kvindelige tjenestemænd m.v. har i forbindelse med graviditet og

fødsel ret til fravær med sædvanlig løn fra det tidspunkt, da der

skønnes at være 8 uger til fødslen, og i indtil 14 uger i alt.

Genoptager tjenestemanden inden 14 ugers periodens udløb tjenesten

som følge af barnets ophold på sygehus, bevarer hun retten til

fravær med sædvanlig løn i den del af 14 ugers perioden, der var

tilbage ved genoptagelsen af tjenesten, såfremt udskrivelsen

finder sted inden 6 måneder fra fødslen. Under et eventuelt

fortsat fravær i henhold til barselorlovsloven ud over 14 ugers

perioden med løn er hun berettiget til dagpenge i henhold til

dagpengeloven. Faderen har i tjenesteforholdet kun ret til fravær

uden løn.

For andre grupper er der fastsat regler om barselorlov i en

overenskomst. Reglerne er ofte udformet således, at den ansatte

fra 4 uger før forventet fødsel har ubetinget ret til fravær. Fra

fraværets begyndelse udbetales fuld sædvanlig løn i 14 uger. Under

eventuelt fortsat fravær i henhold til barselorlovsloven er

pågældende berettiget til dagpenge.

I de her nævnte situationer er medudgiften for arbejdsgiverne også af

relativt begrænset størrelse.

Endelig vil der være visse afledede besparelser for staten/

kommunerne, idet vikaren går fra arbejdsløshedsunderstøttelse til

fuld løn. Denne indtægtsstigning kan ændre institutionsbetaling,

børnetilskud, boligydelse m.v. og betyder en større indtægt til

stat og kommune i form af større skatteevne for vikarer.

Administrationen af barselorlov og udbetaling/ refusion af dagpenge

er indarbejdet som en del af den sociale administration.

En arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, er

berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den sikrede ellers

er berettiget til, dog højst med beløb svarende til den udbetalte

løn for samme tidsrum. Arbejdsgiveren anmelder sit krav på

dagpengerefusion i anledning af barselorlov til det sociale udvalg

i lønmodtagerens hjemstedskommune. Det sociale udvalg udbetaler de

fulde dagpenge, som dagpengefonden refunderer 75 pct. af.

Beslutningsforslaget vil efter forslagsstillernes opfattelse kun

medføre ubetydelige administrative konsekvenser, idet den

offentlige arbejdsgiver ved anmeldelsen af kravet på dagpenge til

det sociale udvalg i lønmodtagerens hjemstedskommune blot angiver

de merudgifter, der er forbundet med vikaransættelsen, dvs.

vikarens løn ¬ dagpenge (2.052 kr. pr. uge). Opmærksomheden skal i

den forbindelse henledes på, at der kun opstår merudgifter for

arbejdsgiveren i den situation, hvor der udbetales fuld løn under

barselorlov.

Forslagsstillerne mener, at ordningen herefter kunne udformes

således, at det sociale udvalg til arbejdsgiveren udbetaler de

fulde udgifter (det vil reelt sige vikarens løn). Dagpengekravet

skal fortsat refunderes 25 pct. af det sociale udvalg og 75 pct.

af dagpengefonden. Det resterende beløb, dvs. forskellen mellem

dagpenge og vikarløn, refunderes herefter 100 pct. af staten.

Forslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret

1985-86 fremsat forslag til folketingsbeslutning, jfr.

Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 9041 og 10428,

tillæg A sp. 5387.

Versioner

1. 1988-05-21