1986 BSF 42 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN LOVGIVNING VEDRØRENDE PRODUKTSIKKERHED
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00042@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer industriministeren til med udgangspunkt i
betænkning nr. 923 om produktsikkerhed at fremsætte forslag til
lov om produktsikkerhed. Forslaget skal fremsættes så betids, at
det kan vedtages og træde i kraft senest den 1. januar 1988.
Lovforslaget skal have til formål at forebygge skader på person eller
ting og skal omfatte alle produkter, varer og tjenesteydelser, som
markedsføres og omsættes i Danmark. Lovforslaget skal dog ikke
omfatte produkter m.v., som indgår i en arbejdsproces i
forbindelse med udførelse af et erhverv, og som tillige er
omfattet af arbejdsmiljølovgivningens særlige regler.
Lovforslaget skal sikre:
1. At der kan stilles krav om sikkerhedsbestemmelser for selve
produktet, varen eller tjenesteydelsen.
2. At der kan stilles krav til markedsføring af et produkt, en vare
eller en tjenesteydelse såsom krav til oplysninger om produktet og
dets anvendelse og til markedsføringens indhold og form, herunder
også at brugsanvisning, advarsler og lign. skal foreligge på
dansk. Herudover skal der være mulighed for at forbyde
markedsføring af et produkt eller en given vare eller en
tjenesteydelse i Danmark og for at give pålæg om tilbagekaldelse
eller andre tilsvarende foranstaltninger.
3. At der kan gøres strafansvar gældende i tilfælde, hvor krav
stillet i eller i medfør af lovgivningen om produktsikkerhed ikke
overholdes og respekteres.
4. At lovens regler ikke kan fraviges til ugunst for forbrugerne.
Dette skal dog ikke være til hinder for, at der i anden lovgivning
stilles strengere krav til et produkt, en vare eller en
tjenesteydelse.
Til varetagelse af lovgivningens produktsikkerhedsbestemmelser
nedsættes et særligt organ, som skal behandle konkrete klager og
generelle henvendelser om lovens område, og som af egen drift skal
kunne tage sager op til behandling og afgørelse. Organet skal
sammensættes på sådan en måde, at såvel sagkundskab som
interessesynspunkter er repræsenteret, og dets afgørelser skal
være administrativt endelige.
Der bør i lovforslaget åbnes mulighed for at stille tilsvarende
sikkerhedskrav til produkter beregnet for eksport.
På grund af medicinalvarers særlige karakter og anvendelse kan det
overvejes at udforme særskilte regler for disse varer.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Dette forslag er med enkelte ændringer en genfremsættelse af forslag
til folketingsbeslutning om en lovgivning vedrørende
produktsikkerhed (af Lissa Mathiasen (S) m.fl.) fra folketingsåret
1984-85, jf. Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 5695
og sp. 6378 samt tillæg A sp. 3271.
En arbejdsgruppe under industriministeriet har i betænkning nr. 923
fra 1981 om produktsikkerhed peget på, at der i dansk ret findes
et betydeligt antal retsregler, der helt eller delvis har til
formål at beskytte det enkelte individ eller dets ejendom mod fare
for skader fra produkter eller tjenesteydelser. Arbejdsgruppen
fremhæver bl.a.:
- at den eksisterende lovgivning om produktsikkerhed m.v. i det
væsentlige har karakter af en speciallovgivning, der alene
vedrører bestemt angivne typer af produkter eller tjenesteydelser,
- at administrationen af den eksisterende lovgivning er bestemt af
kriterierne for fordelingen af arbejdsopgaver mellem de
forskellige ministerier og de herunder hørende myndigheder og er
fordelt på et betydeligt antal indbyrdes forskellige myndigheder,
- at der uden for den eksisterende speciallovgivning findes et meget
stort antal produkter navnlig til brug i hjemmet og i fritiden,
hvortil der erfaringsmæssigt kan være knyttet fare for skade på
person eller ejendom, og
- at nye produkttyper eller produktvarianter, som introduceres på
markedet, ofte heller ikke vil være omfattet af nogen lovgivning.
På denne baggrund fandt arbejdsgruppen, at der var behov for at
supplere den eksisterende speciallovgivning med en lov om
almindelig produktsikkerhed, således at det bliver muligt at
fastsætte sikkerhedskrav til alle produkter og tjenesteydelser.
Behovet for en generel lovgivning om produktsikkerhed er ikke blevet
mindre, siden arbejdsgruppen afgav betænkningen i 1981. Tværtimod
har udviklingen og en række konkrete sager vist, at behovet er
blevet endnu større, og at det udkast til lovforslag,
arbejdsgruppen har udarbejdet, må gøres mere omfattende.
Forslagsstillerne er derfor af den opfattelse, at en lov om
produktsikkerhed skal omfatte alle produkter, varer og
tjenesteydelser, der markedsføres og sælges eller udbydes i
Danmark. Dette skal naturligvis ikke forhindre, at man på
specialområder stiller strengere og mere specifikke krav af
sundheds- og sikkerhedsmæssig karakter til produkter, varer og
tjenesteydelser, end en lov om produktsikkerhed giver mulighed
for. Derimod skal det være sådan, at de krav, der kan stilles til
produkter, varer eller tjenesteydelser i henhold til en lov om
produktsikkerhed, er minimumskrav, der ikke i anden lovgivning
eller regler udfærdiget i henhold hertil bør kunne fraviges til
ugunst for forbrugerne.
Undtaget fra reglerne i en produktsikkerhedslov skal alene være
produkter, der indgår i en arbejdsproces i forbindelse med
udførelse af et erhverv, og som tillige er omfattet af
arbejdsmiljølovgivningens særlige regler. Således skal værktøj og
maskiner til brug i fritid og hjem f.eks. køkkenmaskine, elværktøj
til brug i hjemmet osv. uanset arbejdsmiljølovgivningens regler
være omfattet.
Lovgivningen skal rette sig mod såvel produkter, varer og
tjenesteydelser, der produceres her i landet, som produkter, varer
og tjenesteydelser, der importeres. Det afgørende er, at krav til
sikkerheden under hensyn til produktets almindelige anvendelse og
formål skal kunne gøres gældende over for enhver, der fremstiller,
markedsfører eller sælger et produkt, en vare eller en
tjenesteydelse. Derfor må såvel danske producenter og importører
som forhandlere og leverandører være omfattet af lovgivningen.
Formålet med en lovgivning om produktsikkerhed er så vidt muligt at
forhindre salg eller markedsføring i Danmark af produkter, hvortil
der knytter sig en fare for skade på person eller ting. Der må
derfor i loven åbnes adgang til, at der kan stilles sundheds- og
sikkerhedsmæssige krav til såvel alle produkttyper som alle
konkrete produkter, varer og tjenesteydelser. Da der ikke er tale
om, at ethvert produkt skal godkendes, inden det markedsføres, er
det fortsat på producentens, importørens og forhandlerens ansvar,
at et givet produkt, en given vare eller en given tjenesteydelse
markedsføres og forhandles her i landet, og at der ikke knytter
sig nogen sundheds- og sikkerhedsrisiko til produktet, varen eller
tjenesteydelsen. Lovgivningen skal derfor sikre, at et produkt kan
kræves trukket tilbage fra markedet, hvis det viser sig at være
forbundet med en sundheds- eller sikkerhedsrisiko, eller at
produktet - hvor det er muligt - skal kunne forlanges ændret på en
måde, så det ikke længere frembyder fare for død eller skade på
personer eller ting. I den forbindelse skal der på producentens,
importørens eller forhandlerens egen regning kunne kræves udsendt
advarsler om produktet og stilles krav om, at produktet skal kunne
returneres, ombyttes eller om muligt repareres.
Men samtidig hænger spørgsmålet om produktsikkerhed ofte sammen med
den måde, produktet anvendes på. Eller sagt på en anden måde:
anvendes et produkt rigtigt og efter hensigten, frembyder det
ingen risiko for død eller skade på personer eller ting, hvorimod
en forkert anvendelse eller anvendelse mod hensigten vil kunne
bevirke en skaderisiko. I loven skal der derfor også åbnes adgang
til, at der, såfremt risikohensynet ikke tilsiger et forbud eller
krav om en ændring af produktet, kan stilles særlige krav af
sundheds- og sikkerhedsmæssig karakter til markedsføringen af et
produkt, en vare eller en tjensteydelse. Det gælder såvel krav til
oplysning om produktet som krav til markedsføringens indhold og
form. Da mange skader kunne undgås, hvis f.eks. brugsanvisning og
eventuelle advarsler af sundheds- og sikkerhedsmæssig karakter
blev udleveret sammen med produktet, varen eller tjensteydelsen
på dansk, foreslås bl.a., at loven skal indeholde et direkte krav
herom.
Ved vurderingen af, om det er tilstrækkeligt at stille krav til
markedsføringen, eller om produktet skal ændres eller trækkes
tilbage fra markedet, bør der lægges vægt på dels produktets
risiko for at være til fare for skade på person eller ting, dels
hvilke forbrugergrupper produktet retter sig imod. F.eks. vil det
ofte ikke være tilstrækkeligt blot at stille krav til
markedsføringen, når det drejer sig om legetøj eller lignende
beregnet for børn.
Til at varetage produktsikkerhedsbestemmelserne i lovgivningen og
regler udfærdiget i medfør heraf foreslås nedsat et særligt
administrativt organ, hvori såvel sagkundskab som
interessesynspunkter er repræsenteret. Ud over at der i organet
skal være både juridisk, lægelig og teknisk sagkundskab til stede,
er det på grund af lovgivningens karakter forslagsstillernes
opfattelse, at forbrugerorganisationer bør have en stærk vægtning
ved organets sammensætning. Til at forberede organets møder og til
at forestå den daglige sagsbehandling bør oprettes et særligt
sekretariat.
Alle forbrugere, producenter, importører, forhandlere eller
sammenslutninger af sådanne skal kunne rette henvendelse til det
administrative organ vedrørende konkrete produkter eller skader
eller vedrørende generelle spørgsmål under lovens område.
Derudover skal organet af egen drift tage sager op, såfremt man
bliver opmærksom på, at der til en produkttype, et produkt, en
vare eller en tjenesteydelse knytter sig fare for død eller skade
på person eller ting.
Det siger sig selv, at organet skal have adgang til at kræve alle
nødvendige oplysninger om et produkt, en vare eller en
tjenesteydelse for at kunne vurdere risiciene ved produktet, varen
eller tjenesteydelsen. Men samtidig må der under hensyn til
virksomhedernes og producenternes interesser være pålagt organets
medlemmer og medarbejdere tavshedspligt med hensyn til de
erhvervshemmeligheder m.v., de kommer i besiddelse af i
forbindelse med organets arbejde.
Når det administrative organ får en sikker formodning om, at der er
knyttet en særlig fare til et produkt, en vare eller en
tjenesteydelse, er det organets pligt omgående at informere
offentligheden, herunder forbrugerorganisationerne, om den risiko,
der er forbundet med anvendelse af produktet, ligesom det er
organets pligt at informere om de afgørelser, der bliver truffet.
Organets afgørelser bør være endelige og ikke kunne indbringes for
højere administrativ myndighed.
På grund af medicinalvarens særlige karakter og anvendelse er det
endelig forslagsstillernes opfattelse, at det bør overvejes at
lave særskilte regler for medicinalvarer i forbindelse med
gennemførelsen af denne lovgivning.
Afslutningsvis skal anføres, at et lovforslag skal fremsættes så
betids, at det kan træde i kraft, dvs. at det nævnte organ er
nedsat og sekretariatet er oprettet, senest samtidig med at en
eventuel lov om produktansvar træder i kraft.