1986 BSF 44 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IVÆRKSÆTTELSE AF ET BIOTEKNOLOGISK FORSKNINGS- OG UDVIKLINGSPROGRAM.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00044@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte et bioteknologisk
forsknings- og udviklingsprogram i begyndelsen af 1987.
Programmet skal gennem en øget indsats inden for grundforskning og
mere anvendelsesorienteret forskning og udvikling af erhvervs- og
sektormæssig interesse fremme følgende hovedmålsætninger:
- at udbygge Danmarks forsknings- og uddannelsessystem på området
således, at vi på både kort og lang sigt har et solidt grundlag
for udnyttelse af bioteknologiens muligheder,
- at forbedre miljøbeskyttelse og sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse
og at skabe mere miljø- og arbejdsmiljøvenlige produktionsmetoder,
- at styrke dansk eksport baseret på bioteknologi,
- at fremstille bedre produkter, herunder levnedsmidler med højere
næringsværdi og bedre og billigere lægemidler,
- at udnytte den moderne bioteknologi i landbrugets, fiskeriets og
industriens produktion og produktforædling,
- at øge kendskabet til bioteknologiens muligheder og risici og
derved give bedre vilkår for personlig stillingtagen til fordele
og ulemper.
Udformningen af programmet skal ske under hensyntagen til følgende
punkter:
1. Der skal gennemføres et forsknings- og udviklingsprogram, som
primært skal styrke den grundlæggende bioteknologiske forskning og
dermed arbejdet med mere langsigtede opgaver både af
erhvervsmæssig og samfundsmæssig betydning (miljø, sundhed m.v.).
Programmet går på tværs af grænserne mellem de forskellige
forskningsinstitutioner og sektorer. Resultaterne fra programmet
skal medvirke til den nødvendige videnopbygning både i den
offentlige og private sektor.
Aktiviteterne udføres normalt ved et antal bioteknologiske
forskningscentre, som har de fornødne kvalifikationer til at
udføre forskning af international standard. Aktiviteterne kan også
tænkes udført ved et enkelt institut under forudsætning af de
fornødne kvalifikationer.
Et forskningscenter er en organiseret ramme for samarbejde mellem
universitets-/ læreanstaltsinstitutter,
sektorforskningsinstitutioner og/ eller private virksomheder,
afhængig af projektet. Centrene oprettes i tilknytning til
eksisterende forskningsinstitutter.
Programmet udbydes i licitation. Programmidlerne fordeles, efter at
forskningsrådene har foretaget en faglig vurdering af indkomne
forslag. I det omfang emnekredse, der ønskes behandlet, ikke er
dækket af indkomne forslag, kan der foretages opslag på særskilte
områder.
2. Antallet af kandidater, der uddannes på området, skal øges, og
indholdet af molekylærbiologi og bioteknologi i en række
uddannelser skal styrkes.
3. Forskeruddannelsen på området skal udbygges og mulighederne for
videre- og efteruddannelse forbedres.
4. Der skal gøres en forstærket indsats for oplysning om og vurdering
af bioteknologi. I oplysningsvirksomheden skal der lægges vægt på
at viderebringe et alsidigt materiale om de mange forskellige
anvendelser og anvendelsesmuligheder for bioteknologien og om de
dermed forbundne fordele og mulige ulemper.
5. Det af undervisningsministeren nedsatte genteknologiske råd holdes
løbende orienteret om programmets udvikling.
6. Der afsættes i 1987 3 mill. kr. til oplysningsarbejde og
teknologivurdering. Midlerne administreres af Teknologinævnet.
Oplysningsarbejdet skal tilrettelægges i samarbejde med Dansk
Folkeoplysnings Samråd, og i samarbejdet indgår også udarbejdelse
af retningslinier for, hvorledes miljøorganisationer og andre
folkelige organisationer inddrages.
Teknologivurderingsarbejdet skal koordineres med andre
organisationer/ styrelser/ institutioner, som arbejder med
teknologivurdering, herunder »Teknik - samfund«-initiativet under
SSF og Planlægningsgruppen vedrørende teknologivurdering under
Teknologirådet.
Sådanne organisationer m.v. skal kunne søge midler til
teknologivurderingsarbejde i Teknologinævnet.
Der afsættes endvidere i 1987 1 mill. kr. til Det Genteknologiske
Råds arbejde vedrørende oplysning m.v.
7. Der skal i sammenhæng med programmet arbejdes for større dansk
udbytte af internationalt samarbejde om forskning og udvikling
inden for bioteknologi samt for den bedst mulige adgang til
udenlandske forskningsresultater via effektive informations- og
dokumentationsfaciliteter.
8. Der foretages en midtvejsevaluering af de opnåede erfaringer med
henblik på stillingtagen til, om og i givet fald hvordan
etablerede centre eventuelt kan videreføres, herunder gennem
overførsel af programmidler til faste bevillinger til de
institutter, der bedst kan overtage ansvaret for den videre
forskning og uddannelse på de pågældende områder.
Undervisningsministeren orienterer Folketingets udvalg angående
videnskabelig forskning om evalueringen.
Bevillinger til programmet er optaget på forslag til finanslov for
1987.
Oprindeligt fremsat beslutningsforslag
Blad nr 206
Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte et bioteknologisk
forsknings- og udviklingsprogram i begyndelsen af 1987.
Programmet skal gennem en øget indsats inden for grundforskning og
mere anvendelsesorienteret forskning og udvikling af erhvervs- og
sektormæssig interesse fremme følgende hovedmålsætninger:
- at udbygge Danmarks forsknings- og uddannelsessystem på området
således, at vi både på kort og langt sigt har et solidt grundlag
for udnyttelse af bioteknologiens muligheder,
- at forbedre miljøbeskyttelse, sygdomsforebyggelse og -bekæmpelse og
at skabe mere miljø- og arbejdsmiljøvenlige produktionsmetoder,
- at styrke dansk eksport baseret på bioteknologi,
- at fremstille bedre produkter, herunder levnedsmidler med højere
ernæringsværdi og bedre og billigere lægemidler,
- at udnytte den moderne bioteknologi i landbrugets, fiskeriets og
industriens produktion og produktforædling,
- at øge kendskabet til bioteknologiens muligheder og risici og
derved give bedre vilkår for personlig stillingtagen til fordele
og ulemper.
Udformningen af programmet skal ske under hensyntagen til følgende
punkter:
1. Der skal gennemføres et forskning- og udviklingsprogram, som går
på tværs af grænserne mellem de forskellige ministerier og
forskningsinstitutioner, og som bygger bro mellem den offentlige
og den private sektor. Programmet skal samtidig forbedre
forskernes muligheder for at arbejde med langsigtede opgaver.
Aktiviteterne udføres ved et antal bioteknologiske
forskningscentre, som har de fornødne kvalifikationer for at
udføre forskning af international standard. Resultaterne fra
programmet skal medvirke til den nødvendige videnopbygning både i
privat og i offentligt regie.
2. Antallet af kandidater, der uddannes på området, skal øges, og
indholdet af molekylærbiologi og bioteknologi i en række
uddannelser skal styrkes.
3. Forskeruddannelsen på området skal udbygges, og mulighederne for
videre- og efteruddannelse forbedres.
4. Der skal gøres en forstærket indsats for oplysning om og vurdering
af bioteknologi. I oplysningsvirksomheden skal der lægges vægt på
at viderebringe et alsidigt materiale om de mange forskellige
anvendelser og anvendelsesmuligheder for bioteknologien og om de
dermed forbundne fordele og mulige ulemper.
5. Det af Undervisningsministeren nedsatte genteknologiske råd holdes
løbende orienteret om programmets udvikling.
6. Oplysnings- og teknologivurderingsarbejdet skal koordineres med
Miljø-, Arbejds- og Indenrigsministeriets samt Teknologirådets og
Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråds arbejde på området
og med det arbejde på området, der udføres under det i følge lov
nr. 272 af 6. juni 1985 under Undervisningsministeriet nedsatte
Teknologinævn.
7. Der skal i sammenhæng med programmet arbejdes for større dansk
udbytte af internationalt samarbejde om forskning og udvikling
inden for bioteknologi samt for den bedst mulige adgang til
udenlandske forskningsresultater via effektive informations- og
dokumentationsfaciliteter.
8. Undervisningsministeren orienterer inden udgangen af 1987
Folketingets udvalg vedr. teknologi og udvalget angående
videnskabelig forskning om programmets påbegyndelse.
Bevillinger til programmet er optaget på forslag til finanslov for
1987.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Forslaget har baggrund i regeringens handlingsplan for forskning og
udvikling fra maj 1986 og i »Beretning afgivet af Folketingets
teknologiudvalg den 3. oktober 1986 over beslutningsforslag nr. B
130« (se nedenfor), hvor et flertal i teknologiudvalget opfordrer
regeringen til inden 1. januar 1987 at fremsætte et forslag til
folketingsbeslutning om et bioteknologisk forsknings- og
udviklingsprogram.
Forhistorien er følgende: I november 1985 bad Industriministeriet,
Landbrugsministeriet og Undervisningsministeriet tre særligt
sagkyndige om at udarbejde et forslag til retningslinier for en
forstærket indsats på det bioteknologiske område, og gruppen
fremkom i januar 1986 med et forslag til et bioteknologisk
forsknings- og udviklingsprogram for perioden 1987-96.
Disse planer førte antagelig til »Forslag til folketingsbeslutning om
et bioteknologisk forsknings- og udviklingsprogram,
beslutningsforslag nr. B 130« fra folketingsåret 1985-86, fremsat
af Socialdemokratiet.
Når interessen for bioteknologi er vokset så stærkt, skyldes det, at
vor viden om biologiske processer i de seneste år er blevet så
omfattende, at der er åbnet nye og meget betydelige muligheder for
at påvirke livsprocesserne og dermed for bioteknologien.
Betegnelsen bioteknologi dækker over et bredt spektrum af vidt
forskellige metoder. Nogle er traditionelle, for eksempel
gæringsprocesser, mens andre er nye, for eksempel gensplejsning og
cellefusionsmetoder. Fælles for alle metoderne er imidlertid, at
grundlæggende molekylærbiologisk viden er afgørende for at udvikle
og udnytte dem fuldt ud.
Forøgelsen af grundlæggende biologisk viden har i realiteten skabt
mulighed og behov for modernisering af stort set al anvendelse af
biologi. Det bioteknologiske forsknings- og udviklingsprogram
sigter imod at gennemføre denne modernisering, specielt på
områder, som kan bidrage til programmets målsætninger inden for
lovende anvendelsesområder. Samtidig stiller udviklingen i
biologisk viden og i anvendelsen af bioteknologi os over for en
række nye problemer og risici. Programmet må derfor også have
som mål at øge vor viden om fordele og ulemper, så fremtidens
beslutninger kan træffes på et forbedret grundlag.
I Danmark har vi med vore særlige forudsætninger på landbrugs- og
fiskeriområdet og med en række avancerede bioteknologiske
virksomheder en enestående chance for at blive et foregangsland i
en biologisk revolution. Vi har ingen mulighed for at gøre en
selvstændig indsats på alle områder. Men det er ønskeligt, at der
gøres en dansk indsats inden for følgende emnekredse:
1. Molekylærbiologi og bioteknologiske metoder og processer.
2. Gæringsprocesser samt oprensnings- og biokonverteringsprocesser.
3. Planteproduktion.
4. Husdyrbrug.
5. Havbiologi, akvakultur og udnyttelse af akvatiske ressourcer.
6. Levnedsmiddelproduktion.
7. Miljøforbedringer, økologi og udnyttelse af affald.
8. Sygdomsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse.
Fordelingen af bevillinger til de enkelte emnekredse må afhænge af
kvaliteten og karakteren af de forslag, der indkommer.
Udviklingen inden for molekylærbiologi og bioteknologi er præget af
den korte afstand mellem grundforskning og anvendt forskning. Der
er brug for den samme viden og de samme metoder. Det er derfor
nødvendigt at udforme programmet således, at der bliver et
effektivt samarbejde på tværs af grænserne mellem
universitetsforskningen, sektorforskningen under de enkelte
fagministerier og det private erhvervslivs forskning. Målet må
være videnudveksling og samarbejde på kryds og tværs i hele det
danske forskningssystem.
Som angivet ovenfor er det nødvendigt at sikre en dansk indsats inden
for hver af de nævnte emnekredse. Når det kommer til valg af
forskningsopgaver og forskningsprogrammer inden for de enkelte
emnekredse må hovedindflydelsen imidlertid lægges hos forskerne,
i forskningsverdenen. Forskerne følger med i den internationale
udvikling, ved hvor vi har forudsætninger for at levere originale
og vægtige bidrag, og hvordan vi bedst forfølger de muligheder og
chancer, der dukker op undervejs. Det detaljerede faglige indhold
i programmet må derfor fastsættes på grundlag af forslag og tilbud
fra forskningsverdenen og erhvervslivet. Det forudsættes, at de
deltagende virksomheder bidrager med såvel ekspertise som
finansielle midler.
Det er i det hele taget et hovedformål at udløse den størst mulige
forskningsaktivitet i den private sektor.
I overensstemmelse hermed har regeringen som foreslået i
handlingsplanen for forskning og udvikling nedsat et
bioteknologisk koordinationsudvalg, som skal udarbejde
retningslinier for og indstillinger om programmets indhold,
sammenhæng og ressourcefordeling og organisering af det
tværministerielle samarbejde, om udførelse af programmet samt at
varetage placering af og opgavetildeling til nye og bestående
bioteknologiske forskningscentre efter høring af de berørte
forskningsråd og Teknologirådet. Den faglige vurdering af de
forslag, som indkommer fra forskerne, skal foretages med hjælp fra
de berørte forskningsråd og Teknologirådet.
Koordinationsudvalget er sammensat af dels personer med erhvervs- og
forskningsmæssig sagkundskab, dels repræsentanter fra en række
ministerier. Den fyldige repræsentation fra ministerierne sikrer,
at udvalget kan afgive indstillinger om programmets gennemførelse,
som tilgodeser en bred vifte af »forskningsbruger-hensyn«, og som
umiddelbart vil kunne omsættes i forpligtende samarbejde på tværs
af ministerielle grænser.
Bevillinger til programmets finansiering er optaget på forslag til
finanslov for 1987 med følgende beløb (mill. kr.):
1987 1988 1989 1990 I alt Forskningscentre 50 100 130 130 410 Uddannelse 20 20 15 15 70 Oplysning og teknologivurdering 5 5 5 5 20 75 125 150 150 500
BEMæRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER
Ad 1
Forsknings- og udviklingsprogrammet søges gennemført gennem
oprettelse af en række bioteknologiske forskningscentre. Centrene
søges oprettet på offentlige institutioner, herunder både
universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner,
sektorforskningsinstitutioner og private virksomheder, herunder
teknologiske serviceinstitutter. Centrene ses gerne oprettet i
samarbejde mellem flere institutioner og/ eller virksomheder,
ligesom der ved vurderingen lægges vægt på foreliggende
samarbejdsaftaler og lignende med virksomheder, der dokumenterer
forskningens potentielle betydning for produktion og/ eller viden,
der er nødvendig af hensyn til offentlige reguleringer vedrørende
eksempelvis sundhed eller miljøkontrol.
Centrene oprettes i fortsættelse af og i nært samarbejde med de
pågældende institutioners og virksomheders nuværende og fremtidige
forskning finansieret af normale kanaler. Hensigten er at styrke
de bedste forskningsmiljøer inden for molekylærbiologi og
bioteknologi og at give disse mulighed for en øget, koncentreret
og langsigtet indsats. Centrene tildeles bevillinger med betydelig
dispositionsfrihed. Der tages ved tildelingen af bevillinger
hensyn til nødvendigheden af adgang til den relevante
videnskabelige litteratur og til udenlandske databaser.
Gennem oprettelse af disse centre gives støtte til de bedste
forskningsmiljøer og til de miljøer, som viser vilje og evne til
samarbejde. Samarbejde på tværs af sektorgrænser opmuntres. De i
et center deltagende parter vil have en fælles interesse i
centrets udvikling. Centrene vil være velegnede til valg og fremme
af vækstområder. Faste driftsbevillinger over længere tid giver
forskerne sikre bevillingsvilkår, handlefrihed og mulighed for
faglig planlægning.
Det er vigtigt at understrege, at centrene ikke er nye institutioner,
men organisatoriske rammer for effektivt samarbejde mellem
allerede eksisterende institutioner.
Med henblik på at fastlægge mulighederne for etablering af disse
centre er der indkaldt forslag. De indkomne forslag vil give
grundlaget for en indstilling om gennemførelse af programmet
således, at alle dele af programmets målsætning opfyldes.
Ad 2
Der er et betydeligt behov for at øge kapaciteten for uddannelse af
molekylærbiologer og bioteknologer. I en lang række uddannelser
med overvejende biologisk indhold er der et stort behov for og
store muligheder for at modernisere og udbygge indholdet af
molekylærbiologi og bioteknologi. Det forudsættes, at
Undervisningsministeriet gennem Direktoratet for de Videregående
Uddannelser tager de nødvendige skridt hertil. Der vil blive
iværksat foranstaltninger med sigte på at fremme produktion af
kandidater med bioteknologiske forudsætninger. I denne forbindelse
uddeles færdiggørelsesstipendier, ligesom nye kursusmoduler er
under udvikling. Der vil tillige blive tilbudt omskolingskurser
for færdige kandidater, herunder sommerkurser.
Ad 3
Der er stor efterspørgsel på kvalificerede forskere indenfor
molekylærbiologi og bioteknologi. Det gælder derfor om at udnytte
kapaciteten til forskeruddannelse i alle kvalificerede
forskningsmiljøer på området. Dette kan blandt andet fremmes
gennem øgede stipendiemuligheder. De bioteknologiske
forskningscentre vil gennem deres dispositionsfrihed over
bevillingen selv efter eget valg kunne give stipendier til
forskere under uddannelse. Det forudsættes, at centrene har en
væsentlig forpligtelse til at deltage i forskeruddannelse.
Tilsvarende forudsættes det, at centrene som et vigtigt led i deres
videnformidling bidrager til videre- og efteruddannelse på
området.
Ad 4
Den moderne bioteknologi har rejst en række spørgsmål. Der er i det
danske samfund en betydelig interesse for bedre at få belyst
fordele og mulige ulemper. Det foreslås derfor, at der gennemføres
en betydelig oplysningsvirksomhed som led i programmet.
På en række ministerområder vil der fremover blive foretaget
genteknologiske vurderinger og blive videreformidlet viden om
genteknologi.
I oplysningsarbejdet skal der bygges på eksisterende kanaler for
oplysning, herunder biblioteker, oplysningsforbund, skoler og
højskoler. Målet må være at sikre, at der gennem disse
eksisterende kanaler tilbydes alsidgt materiale af høj kvalitet,
som sætter modtagerne bedre i stand til at foretage egne
vurderinger.
Blandt de midler, som søges bragt i anvendelse, er:
Anskaffelse
og oversættelse af udenlandsk litteratur.
Udarbejdelse
af bog- og tidsskriftlister til fremlæggelse på biblioteker.
Anskaffelse og tekstning af udenlandsk videomateriale
Tilbud
om foredrag, kurser og dansk videomateriale.
Både i oplysnings- og i teknologivurderingsarbejdet lægges der vægt
på, at vi trækker på udenlandske erfaringer og udnytter relevant,
udenlandsk materiale.
Det tilstræbes at inddrage alle interesserede og kvalificerede danske
forskergrupper i arbejdet.
Ad 5
Undervisningsministeren har i oktober 1986 besluttet at nedsætte et
genteknologisk råd med 7 medlemmer. Rådet har som opgave at følge
den generelle udvikling på det bioteknologiske område og at
udmønte denne viden i rådgivning til regering og folketing både
med hensyn til genteknologiens muligheder og med hensyn til dens
eventuelle risici.
Rådets medlemmer har i fællesskab fagkundskab til at dække denne
opgave.
Rådet skal således i uafhængighed følge udviklingen på det
bioteknologiske område. Det bliver derfor en af rådets opgaver at
følge gennemførelsen af det bioteknologiske forsknings- og
udviklingsprogram og efter eget valg i fornødent omfang at
kommentere og kritisere det.
Ad 6
Miljøministeriet planlægger en oplysningskampagne om miljø og
genteknologi.
Teknologirådet under Industriministeriet har gennem flere år arbejdet
med teknologivurdering, også inden for det bioteknologiske område.
Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd har inden for rammerne
af Teknik-Samfund Initiativet støttet arbejdet med
teknologivurdering.
Endelig har det i følge lov nr. 272 af 6. juni 1985 under
Undervisningsministeriet nedsatte Teknologinævn planer om at
iværksætte helhedsvurderinger af den teknologiske udviklings
muligheder og konsekvenser, herunder om bioteknologien.
Det er vigtigt at koordinere teknologivurderingsarbejdet inden for
det bioteknologiske forsknings- og udviklingsprogram med alle
disse bestræbelser. Det er samtidig vigtigt at gennemføre
teknologivurderingsarbejdet som en integreret del af det samlede
bioteknologiske forsknings- og udviklingsprogram, blandt andet
således at resultater fra andre dele af progammet kan indgå i
arbejdet.
Ad 7
De europæiske Fællesskaber gennemfører et bioteknologisk
forskningsprogram i perioden 1985-89, og en fortsættelse er under
udarbejdelse. En række danske forskningsinstitutioner deltager i
dette program. Det er vigtigt at sikre en nøje sammenhæng mellem
dette program og det bioteknologiske forsknings- og
udviklingsprogram, således at vi får det fulde udbytte af
EF-samarbejdet og således, at vi bliver bedre rustet til det
fremtidige EF-samarbejde.
Danmark er medlem af EMBL, Det europæiske molekylærbiologiske
Laboratorium i Heidelberg.
Inden for EUREKA-samarbejdet har bioteknologi fået en fremtrædende
placering. Danmark har været vært ved det første industrielle
forum vedrørende bioteknologi inden for EUREKA.
I alle tre tilfælde gælder, at en koordinering af det bioteknologiske
forsknings- og udviklingsprogram med det internationale samarbejde
er vigtig.
Ad 8
På grundlag af Folketingets behandling af beslutningsforslaget og
efter vedtagelse af finansloven for 1987 vil programmet kunne
påbegyndes. Det vil derfor være naturligt inden udgangen af 1987
at redegøre for igangsættelsen af programmet, herunder for
oprettelsen af de bioteknologiske centre og for det faglige
indhold af programmet, der derved er bestemt.