1986 BSF 50 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NATURBESKYTTELSE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00050@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til senest i folketingsåret 1987-88
at fremsætte lovforslag om ændring af naturfredningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984, efter følgende
retningslinjer:
1. I forbindelse med de initiativer, miljøministeren har
tilkendegivet at regeringen vil tage med henblik på en udvidelse
og præcisering af reglerne i naturfredningslovens §§ 43-43 b,
fremsættes lovforslag med bl.a. følgende elementer:
a. At den nuværende tilladelsesordning ændres til en
forbudsordning, således at ændringer fremover kræver en egentlig
dispensation.
b. At arealet af beskyttede søer nedsættes fra 500 m2 til 100 m2.
c. At der under den gældende ordning også inddrages andre
naturtyper end vandløb, søer, moser, heder og strandenge, således
at den omfatter andre arealer, der henligger i naturtilstand.
Samtidig indføres en fælles arealgrænse for naturarealer bortset
fra søer.
d. At ordningen med et forbud mod sprøjtning og gødskning i en zone
på 25 m langs alle vandløb og søer omfattes af § 43.
2. Fiskeriterritoriet inddrages under lovens regler i §§ 59, 60 og 60
a.
3. Lovens § 65 b, stk. 3, ændres således, at den deri nævnte
vejlednings- og informationsvirksomhed pålægges de regionale
fredningsmyndigheder og den centrale styrelse som en egentlig
forpligtelse.
4. I lovforslaget optages en bestemmelse, hvorefter miljøministeren
kan udpege særlige områder med frednings- og friluftsmæssig værdi
som naturparker. Miljøministeren kan i den forbindelse nedsætte
særlige rådgivende organer.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
AD PUNKT 1
De ovenfor nævnte ændringer i naturfredningsloven vil tilsammen
medføre en stærkt øget beskyttelse af ikke mindst småbiotoperne i
vort landskab. Undersøgelser har klart vist, at trods den
eksisterende beskyttelse af disse biotoper i medfør af
naturfredningsloven sker der til stadighed en forringelse af
levestederne for planter og dyr i det åbne land.
De foreslåede ændringer vil afgørende forbedre denne tilstand, fordi
en række af de i dag ubeskyttede småbiotoper herved vil blive
beskyttet.
Det er ikke hensigten med dette at påføre landbruget unødige gener
eller at bygge en stor og unyttig administration op. Dette vil
bl.a. kunne undgås ved, at den fælles arealgrænse, som indgår i
forslaget, fastsættes således, at f.eks. naturarealer på under
1.000 m2 er undtaget fra ordningen, og at miljøministeren fortsat
har hjemmel til at bestemme, at visse kategorier af naturarealer
ikke skal være omfattet af reglerne.
De samme overvejelser bør gælde vedrørende forslaget om en
gødsknings- og sprøjtefri zone på 25 m langs søer og vandløb. Også
her gælder, at denne zone måske i visse tilfælde kan reduceres
eller bortfalde på grundlag af en bemyndigelse til miljøministeren
til at fastsætte nærmere regler.
De gældende regler om artsfredning af plante- og dyrearter (bortset
fra pattedyr og fugle), om fredning ved bekendtgørelser og om
sejlads med ikke-erhvervsmæssige motordrevne fartøjer omfatter i
dag for havområderne alene søterritoriet.
Dette er langtfra tilstrækkeligt, hvilket også er accepteret i
forbindelse med lov om jagt og vildtforvaltning (jf. lov nr. 57 af
11. februar 1983), der efter § 1, stk. 4, omfatter
fiskeriterritoriet. Begrundelsen herfor er, jf. bemærkningerne til
bestemmelsen i Folketingstidende 1981-82, tillæg A sp. 223 ff, at
det ikke er rimeligt, at visse totalt fredede dyr ellers lovligt
kunne fanges eller nedlægges i den del af fiskeriterritoriet, der
ligger uden for søterritoriet.
Tilsvarende betragtninger gør sig gældende med hensyn til
naturfredningsloven, hvor den gældende begrænsning af dennes
område til søterritoriet hverken kan begrundes med biologiske
eller andre hensyn.
AD PUNKT 2
En udvidelse af lovens område som foreslået vil også være i bedre
overensstemmelse med de forpligtelser, Danmark har efter
forskellige internationale naturbeskyttelseskonventioner, især
Ramsar-konventionen, Bonn-konventionen om beskyttelse af
migrerende arter af vilde dyr og den europæiske
naturbeskyttelseskonvention (Bern-konventionen). Udvidelsen vil
tillige indebære en harmonisering mellem på den ene side jagt- og
vildtforvaltningslovens regler om fredning af de små hvaler
(marsvin m.v.) og på den anden side de bestemmelser, der gælder
efter Washington-konventionen om international handel med
udryddelsestruede vilde dyr og planter.
Særlig den hjemmel, de foreslåede regler vil indebære til at oprette
marine reservater ved bekendtgørelsesfredninger efter § 60 også
udenfor søterritoriet, vil medføre bedre muligheder for at
beskytte søfuglene og for at kunne efterleve principperne i
havretskonventionen, som Danmark har underskrevet, om
kyststaternes rettigheder og ikke mindst forpligtelser til at
beskytte havmiljøet og de levende ressourcer i dette.
AD PUNKT 3
Det er i dag almindeligt erkendt, at vejledning og information er
vigtige virkemidler, når det gælder om at beskytte og således give
de besøgende i naturen positive oplevelser.
Det bør derfor pålægges såvel de regionale som de centrale
fredningsmyndigheder at udføre denne vejledning og information.
AD PUNKT 4
I sidste folketingssamling vedtog Folketinget et beslutningsforslag
om at påbegynde arbejdet med etablering af naturparker i Danmark,
jf. Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 5058, 6458 og
11719 samt tillæg A sp. 3079. Når naturfredningsloven nu alligevel
skal op til en så omfattende revision, som der er lagt op til i
det foregående, vil det være naturligt også at optage bestemmelser
om naturparkerne direkte i naturfredningsloven.
Det foreslås derfor, at der som en ny bestemmelse i
naturfredningsloven direkte indføjes en bemyndigelse til
miljøministeren til at udpege særlige områder med en frednings- og
friluftsmæssig værdi til naturparker. Bestemmelsen kan eventuelt
suppleres med yderligere bemyndigelse til at nedsætte rådgivende
naturparkråd for de enkelte parker. Bemyndigelsen til at udpege
naturparker må nu legaliseres gennem naturfredningsloven.
Det skal understreges, at de foreslåede naturparkråd skal have
regional status, og at der ikke med forslaget skal flyttes
kompetence til disse råd fra hverken lokale, regionale eller
centrale myndigheder.