Gelex

1986 BSF 51 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF VURDERINGSLOVEN M.V. OG OM AFBØDNING AF VISSE VIRKNINGER AF DEN 18. ALMINDELIGE VURDERING

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00051@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der

indebærer, at vurderingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 437 af

14. august 1984 om vurdering af landets faste ejendomme, med

virkning fra årsomvurderingen af 1. januar 1987 ændres på 2

punkter:

1. Grundværdierne for almennyttige boligselskaber ansættes lavere end

til almindelig markedsværdi under hensyntagen til grundenes

faktiske uomsættelighed.

2. Grundværdierne for parcelhuse ansættes i almindelighed efter

faktisk benyttelse i de tilfælde, hvor byplan eller byplanudkast

m.v. giver adgang til en teoretisk udnyttelse, der afgørende

adskiller sig fra den aktuelle faktiske anvendelse. Samtidig

ændres reglerne om frigørelsesafgift, således at merværdien ved

overgang til en mere intensiv anvendelse belægges med

frigørelsesafgift.

For at sikre gradvis tilpasning af ejendomsskattebetalingen

gennemføres desuden:

3. Statstilskud til nedbringelse af huslejestigningen i almennyttige

og private etageejendomme, herunder private andelsboliger, der er

en følge af grundværdistigningerne ved den 18. almindelige

vurdering.

4. Statstilskud til nedbringelse af ejendomsskattestigninger for

ejerboliger i de tilfælde, hvor grunden er vurderet efter en

teoretisk mere intensiv anvendelse end den faktiske.

5. Adgang for kommunerne til for samspilsramte almennyttige byggerier

midlertidigt at nedsætte den pålignede ejendomsskat, så stigning i

den faktiske ejendomsskattebetaling helt undgås.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Socialdemokratiet er af den opfattelse, at den 18. almindelige

vurdering som følge af en mere konsekvent gennemførelse af en

række gældende principper i vurderingsloven har understreget et

behov for principielle ændringer i denne lovgivning.

Socialdemokratiet forudsætter, at de første 2 punkter i

beslutningsforslaget kan tages op med virkning om muligt allerede

fra årsomvurderingen pr. 1. januar 1987. Det vil i praksis

indebære, at de berørte ejendomme skal gennemgå en særskilt

nyvurdering allerede ved denne årsomvurdering, mens øvrige

ejendomme nøjes med den automatiske opregulering efter de gældende

principper.

Uanset de mere principielle ændringer i vurderingsloven finder

Socialdemokratiet det påkrævet at sikre en gradvis tilpasning af

ejendomsskattebetalingen både i etageejendomme, hvor praksis for

grundvurderingen er ændret ved den 18. almindelige vurdering, og

for fritliggende ejerboliger, hvor grundvurderingen er voldsomt

opreguleret, fordi man har taget hensyn til jordens mulige

intensive anvendelse i fremtiden.

Den skitserede overgangsordning er i slægtskab med den særlige

ordning for tæt-lavt udlejningsbyggeri, der i 1981 blev gennemført

for at sikre, at ejendomsskattebetalingerne som følge af

byggeretsprincippet kun gradvis slog igennem.

Imidlertid er afbødning af stigningerne i den nu foreslåede ordning

skitseret som en statslig tilskudsordning for ikke at ændre

budgetteringsforudsætningerne for de berørte kommuner, der på

nuværende tidspunkt allerede har fastsat grundskyldpromillerne for

1987.

Den foreslåede ordning skønnes for 2/3's vedkommende at vedrøre

Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Det skønnes med stor usikkerhed, at der kan blive tale om statslige

tilskud i 1987 på et sted mellem 100 og 150 mill. kr., og at

tilskudsrammen vil blive halveret i hvert af de følgende år. Det

forudsættes endvidere, at tilskud ydes efter ansøgning fra det

enkelte boligselskab, den enkelte andelsboligforening eller den

enkelte ejer af en privat udlejningsejendom i huslejeregulerede

områder eller af et parcelhus og lign., hvor grundværdien er ansat

efter en teoretisk højere anvendelsesmulighed.

Endelig forudsættes det, at tilskud i 1987 højst kan andrage det

beløb, hvormed ejendomsskatten omregnet pr. m2 boligareal

overstiger 1986-niveauet med 7 kr. I 1988 kan tilskuddet højst

andrage det beløb, hvormed ejendomsskatten pr. m2 boligareal

overstiger 1986-niveauet med 14 kr., og i 1989 gives alene tilskud

til de beløb, hvormed ejendomsskatten pr. m2 boligareal overstiger

1986-niveauet med 21 kr. pr. m2.

Tilskudsordningen tilbydes sidste gang i 1990 og alene til de beløb,

hvormed ejendomsskatten pr. m2 overstiger 1986-niveauet med 28 kr.

pr. m2.

Versioner

  1. 1988-05-21