1986 BSF 55 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BIDRAG TIL POLITISKE PARTIER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00055@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til i efteråret 1987 at fremsætte
forslag til lov om bidrag til politiske partier.
Lovgivningen skal sikre, at ingen imod sin politiske overbevisning
kan tvinges til at yde bidrag til politiske partier, samt at der
er fuld offentlighed om ydede bidrag. Derfor må i hvert fald
følgende punkter indgå i lovforslaget:
1. Faglige organisationer eller erhvervssammenslutninger, der
varetager medlemmernes interesse med hensyn til erhvervsudøvelse,
løn og arbejdsvilkår, forpligtes til særskilt at administrere og
aflægge regnskab for midler, som anvendes eller ønskes anvendt til
støtte for partipolitiske formål.
2. De enkelte medlemmer af sådanne organisationer og sammenslutninger
sikres mulighed for løbende at beslutte, om de ønsker at bidrage
med økonomisk støtte til partipolitiske formål.
3. Tilsvarende regler gennemføres for aktieselskaber med henblik på
sikring af aktionærernes partipolitiske frihed.
4. Regnskab for sådanne partipolitiske midler offentliggøres med
specifikation af, hvilke politiske partier støtte er ydet til.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Det Radikale Venstre ønsker med dette beslutningsforslag at
forhindre, at organisationsmedlemmer og enkeltpersoner i det hele
taget kan forpligtes til at yde økonomisk bidrag til politiske
partier, som de ikke ønsker at støtte.
Beslutningsforslaget er i det væsentlige en genfremsættelse af Det
Radikale Venstres forslag til folketingsbeslutning om bidrag til
politiske partier fremsat den 27. marts 1984, jf.
Folketingstidende 1983-84 (2. samling), forhandlingerne sp. 3012
og sp. 4734 samt tillæg A sp. 3483.
Lovgivningsinitiativer, såvel radikale som andre, er forsøgt
adskillige gange på dette område. Men de er alle strandet, enten
på grund af uklarheder og fortolkningsproblemer i de fremsatte
forslag, eller fordi den nødvendige politiske vilje manglede.
Heller ikke Det Radikale Venstres beslutningsforslag fra foråret
1984 kunne umiddelbart samle flertal.
Imidlertid har nødvendigheden af en sådan lovgivning vist sig stadig
tydeligere. Stridighederne inden for HK, Dansk
Kommunalarbejderforbund m.fl. har understreget, at selv et meget
stort antal utilfredse medlemmer ikke har mulighed for at presse
en uvillig ledelse til at tage spørgsmålet om partistøtte op til
demokratisk afgørelse. Også inden for Dansk Arbejdsgiverforenings
medlemskreds har der været udtrykt klare ønsker om frivillighed
med hensyn til partipolitiske bidrag, eksempelvis fra Dansk Shells
side. Senest har højesteretsdommen i HT-konflikten vist, at den
eksisterende lovgivning ikke kan beskytte offentligt ansatte mod
uberettiget afskedigelse, hvis de forsøger at fastholde deres
partipolitiske uafhængighed.
Men selv ikke det pres, som truslen om lovindgreb udgør, har vist sig
tilstrækkeligt. Således var der i forlængelse af Folketingets
debat om Det Radikale Venstres beslutningsforslag i sommeren 1984
en vis opblødning i de faglige organisationers holdning til
tvangsbidrag. HK og Dansk Metal arbejdede med forslag om at stille
medlemmerne frit, og LOs forretningsudvalg antydede en positiv
holdning. Samtlige initiativer blev imidlertid gemt væk i
organisationernes interne udvalg og nåede aldrig frem til
afstemning i de kompetente forsamlinger. Efter mere end 2 år uden
antydning af resultat må det konstateres, at organisationerne ikke
har viljen til at følge Folketingets udtrykkelige opfordring om
»selv at ordne sagen«, som fremkom under 1. behandling den 25.
april 1984 af ovennævnte beslutningsforslag.
Derfor må Folketinget nu gribe ind, så dette magtmisbrug kan stoppes.
Det er urimeligt, at organisationsmedlemmer for at bevare deres
grundlovssikrede politiske frihed kan blive tvunget til at bryde
med den faglige sammenslutning, som de selv opfatter som den
naturlige formidler af deres faglige interesser. I de tilfælde,
hvor medlemskab direkte er en forudsætning for at opnå
beskæftigelse eller udøve erhverv, jf. HT-konflikten, tvinges den
enkelte ligefrem til at vælge mellem opretholdelse af indkomst og
politisk frihed.
Det Radikale Venstre ønsker, at der gennemføres lovgivning, som
sikrer den enkelte borgers ret til for sit eget vedkommende frit
at afgøre, hvorvidt bestemte politiske partier skal støttes
økonomisk. Bortset herfra skal faglige organisationers,
erhvervssammenslutningers og andres hidtidige adgang til at træffe
beslutning om at yde bidrag til politiske partier fortsat
respekteres.
Lovgivning af denne karakter har allerede længe været gældende i
andre vesteuropæiske demokratier, bl.a. England og USA. Den må
omfatte arbejdsmarkedsorganisationer på såvel arbejdsgiver- som
arbejdstagerside, erhvervssammenslutninger i øvrigt, men derudover
må også aktionærernes politiske rettigheder i aktieselskaber
sikres. Der må fastsættes regler om særskilt administration og
regnskabsaflæggelse for bidrag til politiske partier samt om
offentliggørelse af regnskaber. Endelig må lovgivningen fastlægge,
hvorledes den enkelte borgers beslutning om at deltage eller ikke
deltage i partipolitisk støtte konstateres.
Ved at udforme forslaget som et beslutningsforslag ønsker Det
Radikale Venstre at undgå, at afgrænsnings- og
fortolkningsproblemer forhindrer en i øvrigt principiel
tilslutning til lovgivning på området. Da tidligere behandlinger i
Folketinget har vist, at lovgivning på området er kompliceret, har
forslagsstillerne fundet det rimeligt, at der gives frist helt
frem til efteråret 1987 med udarbejdelse af et lovforslag.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER
Ad 1
Pligten til særskilt administration af og regnskab for partipolitiske
midler er begrænset til organisationer og sammenslutninger, som
varetager medlemmernes interesser i relation til arbejdsmarked og
erhverv. Medlemskab sigter i disse tilfælde primært på at sikre
den enkelte lønmodtagers eller virksomheds indkomst. Men netop
fordi medlemskab har betydning for indkomsterhvervelsen,
foreligger der en tvangssituation. Denne kan udnyttes til at
påtvinge mindretal blandt medlemmerne bidragspligt til politiske
partier, som de ikke ønsker at støtte. En sådan tvangssituation
foreligger ikke ved andre typer af foreninger, og de er derfor
holdt uden for forslaget.
Støtte til partipolitiske formål omfatter alle former for direkte
økonomisk bistand til bestemte politiske partier og de kandidater
eller personer, som repræsenterer partierne. Der er således ikke
alene tale om ydelse i penge, men også i naturalier f.eks. i form
af annoncering.
Ad 2
Lovgivningen skal sikre det enkelte medlems ret til at afvise at yde
økonomisk støtte til politiske partier. Der må fastlægges en
procedure, som på den ene side forpligter organisationer og
sammenslutninger til at orientere medlemmerne om denne ret og på
den anden side forudsætter medlemmernes aktive
meningstilkendegivelse for at kunne frigøre dem fra en
støtteforpligtelse.
Medlemmernes beslutning vedrørende bidrag til partipolitiske formål
må kunne omgøres inden for bestemte terminer, f.eks. en gang
årligt.
Beslutningen skal kunne træffes fuldstændig frit. Der må ikke kunne
knyttes nogen form for sanktioner til den. Der kan ikke stilles
krav om, at bidrag i stedet skal ydes til andre formål.
Oplysninger om medlemmernes bidrag til partipolitiske formål, skal
behandles fortroligt.
Ad 3
For aktionærerne i aktieselskaber vil der ligeledes af økonomiske
årsager kunne foreligge en tvangssituation. Såfremt et flertal af
aktionærerne beslutter at støtte partipolitiske formål, kan
mindretallet kun holde sig udenfor gennem afhændelse af
aktieposten. Dette kan indebære økonomiske tab og er under alle
omstændigheder et urimeligt krav for at kunne opretholde
partipolitisk frihed. Derfor er det nødvendigt at gennemføre et
tilsvarende regelsæt for aktieselskaber.
Ad 4
For at skabe fuld offentlighed om økonomisk støtte til partipolitiske
formål må det pålægges såvel faglige organisationer og
erhvervssammenslutninger som aktieselskaber at offentliggøre de
udarbejdede regnskaber med specifikation af, hvilke politiske
partier støtte er ydet til.