Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00063@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring og

styrkelse af Bedriftssundhedstjenesten (BST) efter følgende

retningslinjer:

1. Der skal ske en forøget tilslutning af arbejdstagere, således at

alle arbejdstagere bliver tilsluttet Bedriftssundhedstjenesten.

Brancherne udpeges efter indstilling fra Arbejdsmiljørådet, og

tilslutningen skal også indbefatte arbejdstagere inden for stat,

amter og kommuner.

2. Efter 1990 skal hvert af BST-centrene have mindst 4.000

tilsluttede arbejdstagere, ligesom der skal være mindst 4 ansatte

på centrene. Personalenormeringen skal være mindst 1 ansat pr.

påbegyndt 1.000 arbejdstagere.

3. Tilslutningen til BST-centrene fra arbejdstagerside skal ske

således, at de mest arbejdsmiljøbelastede grupper og brancher

tilsluttes først. Dette omfatter også ansatte inden for stat,

amter og kommuner.

4. BST har oplysningspligt over for arbejdsgivere, arbejdsledere og

ansatte i tilsluttede virksomheder med hensyn til det arbejde, de

udfører.

5. BST har oplysningspligt over for Arbejdstilsynet,

arbejdsmedicinske klinikker, sikkerhedsorganisationer eller

sikkerhedsrepræsentanten på virksomhederne samt andre relevante

myndigheder i tilfælde af en arbejdsmiljøsag på en tilsluttet

virksomhed.

6. Der skal afholdes mindst eet møde hvert halve år mellem BST,

Arbejdstilsynet, arbejdsmedicinske klinikker, branche- samt

virksomheds-BST i amtet.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Udbygningen af BST blev standset i 1983 af den daværende

arbejdsminister. Begrundelsen var, at ministeren ønskede at

undersøge, hvordan BST fungerede i de brancher, der var blevet

tilsluttet.

De oprindelige intentioner var ellers, at BST skulle sikres en

udbygning på ca. 75.000 arbejdstagere pr. år, begyndende med de

mest risikobelastede brancher.

Da SF i folketingsåret 1985-86 fremsatte sit forslag til

folketingsbeslutning om ændret Bedriftssundhedstjeneste (B 134),

blev det fra arbejdsministeren og andre borgerlige ordførere

fremført, at der var undersøgelser i gang af BST-centrene, samt at

disse undersøgelser burde tilendeføres, inden Folketinget kunne

vedtage noget om BST-centrene.

Vedrørende det nævnte forslag henvises til Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne sp. 9319 og 10060 samt tillæg A sp. 5431.

Nu foreligger den sidste rapport fra Socialforskningsinstituttet og

Institut for Arbejdsmiljø ved Danmarks Tekniske Højskole, nemlig

»Bedriftssundhedstjenesten og virksomhederne« af Hans Dunkert,

Inge Mærkedahl, Carl Nørregaard og David Bunnage.

Også denne 4. og sidste rapport om BST viser alvorlige mangler, som

må udbedres, hvis centrene skal fungere efter hensigten.

Det forekommer paradoksalt, at virksomhederne betaler til nogle

BST-centre, men at man ikke er interesseret i, at de bliver

udvidet og gjort kvalificeret til at udføre det arbejde, som er

meningen med BST-centrene, nemlig det forebyggende arbejde.

I betragtning af regeringens tilslutning til WHO-programmet »Sundhed

for alle år 2000« og konventionen om bedriftssundhedstjenester,

1985, vedtaget af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILOs)

generalkonference (den danske regering stemte for konventionen på

generalforsamlingen), er det nu nødvendigt omgående at fortsætte

udbygningen af BST.

Konventionen peger på, at alle lønmodtagere skal være omfattet af

BST, og de lande, der ratificerer aftalen, skal indsende deres

planer for gennemførelsen af Bedriftssundhedstjenestens totale

udbygning.

Ikke blot vore egne forpligtelser over for danske lønmodtagere og

deres arbejdsmiljø, men også vore internationale forpligtelser

gør, at der ikke behøves flere argumenter for at fortsætte

udbygningen af BST her i landet.

Det største problem, som påpeges fra alle sider både i de igangsatte

undersøgelser og i organisationernes kommentarer osv., er BSTs

størrelse. Det er forudsat, at det sundhedsfremmende arbejde, BST

skal udføre, er tværfagligt som alt andet sundhedsfremmende

arbejde. For at lave ordentligt sundhedsfremmende arbejde kræves

flere faggruppers medvirken.

Dette kan i dag ikke lade sig gøre i de mange alt for små BST-centre.

Grunden hertil er den minimumsnormering, der opereres med i

vejledningen om BST, og den godkendelsespraksis, der har været,

når BST er blevet oprettet.

På baggrund af flere aktuelle arbejdsmiljøsager, der har været fremme

i offentligheden, og på baggrund af en række henvendelser fra

fagforeninger og andre lønmodtagerorganisationer er det vigtigt at

lovfæste, at BST har oplysningspligt om tjenestens arbejde,

rapporter, forslag, målinger, undervisning osv. (tavshedspligten i

forbindelse med personsager skal dog opretholdes) over for de

ansatte og arbejsgivere, arbejdsledere og arbejdstagere i

medlemsvirksomhederne og over for offentlige myndigheder såsom

Arbejdstilsynet, arbejdsmedicinske enheder, Sikringsstyrelsen osv.

i tilfælde af, at disse oplysninger er nødvendige i en

arbejdsmiljøsag.

For at opnå den størst mulige sammenhæng i arbejdet for at fremme et

sundt arbejdsmiljø foreslås det til sidst, at der skal holdes

jævnlige informationsmøder mellem BST, Arbejdstilsynet og de

arbejdsmedicinske enheder.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Efter at ministeren har stoppet tilgangen til arbejdstagere til

BST-centrene, har det vist sig umuligt for nogle af de mindre

centre at fungere efter hensigten, da antallet af ansatte hænger

uløseligt sammen med, hvor mange tilsluttede arbejdstagere der er

på BST-centrene. Det er derfor af afgørende betydning, at

tilslutningen af arbejdstagere kommer op på et meget højere niveau

for at indhente noget af det tabte; det kan bl.a. gøres ved at

tilslutte arbejdstagere i stat, amter og kommuner.

Ad 2

Der bør, som det også beskrives i rapporter vedrørende BST-centrene,

være et minimum af 4 ansatte på et center, for at det kan fungere

nogenlunde tilfredsstillende set ud fra et tværfagligt synspunkt.

Dette minimum bør indhentes hurtigst muligt.

Ad 3

Efter stop af tilgang af arbejstagere til BST-centrene i 1983 er det

af afgørende betydning for BST-centrenes fremtid og overlevelse

som et instrument til forebyggelse af arbejdsmiljøskader, at

tilgangen bliver genoptaget.

Især inden for sundhedssektoren er rygskader et stort problem,

hvilket Arbejdstilsynets kampagne til forhindring af rygskader

klart viser. Også de offentlige arbejdspladser må med i

BST-centrene, da det vil medføre flere ansatte og derved også

mulighed for en større og bredere indsats fra BST-centrene.

Ad 4

Det har med baggrund i et par aktuelle sager vist sig, at

samarbejdet, der burde være en naturlig ting, ikke fungerer efter

hensigten. Her kunne en oplysningspligt for BST over for alle

ansatte på virksomhederne være den bedste garanti for, at man

ikke støder ind i problemer, som det er sket på Sønderborg

Yachtværft og ved fjernvarmetunnelarbejdet under Københavns havn,

hvor de forskellige oplysninger om overskridelser og

tilsidesættelser af sikkerhedsbestemmelser ikke kom til

arbejdernes kendskab.

Ad 5 og 6

Der bør være et samarbejde mellem de lokale institutioner, der

arbejder med arbejdsmiljøforholdene, således at forskning og

know-how koordineres til gavn for en forbedring af arbejdsmiljøet

på virksomhederne.

Forslagsstillerne er vidende om, at udbygning og nedskæringer på

arbejdsmiljøområdet har haft betydning for samarbejdet mellem

Arbejdstilsynet og Bedriftssundhedstjenesten, som ikke alle steder

har fungeret; dette er problemer, som man med forslaget håber vil

blive løst bedre i fremtiden.

Versioner

1. 1988-05-21