1986 BSF 75 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FOREBYGGELSE AF UHELD I FORBINDELSE MED TRANSPORT AF FARLIGT GODS M.V.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00075@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at skabe forbedret sikkerhed i
forbindelse med transport af farlige stoffer efter følgende
retningslinier:
1. Den nuværende administrative opdeling på 5 ministerier
rationaliseres og koordineres, således at det øverste ansvar
samles i eet ministerium.
2. Personer beskæftiget med transport af farlige stoffer samt
personer beskæftiget med bekæmpelse af uheld med farlige stoffer
skal have gennemgået en kvalificerende uddannelse. Kravene til
uddannelsen fastlægges centralt.
3. Der udarbejdes fælles retningslinier for indsatsberedskabet, og
der sikres hurtig identifikation af de pågældende stoffer.
4. Der fastlægges et net af faste ruter med sikrede opholds- og
parkeringspladser for transport af farlige stoffer. Pladserne
miljøgodkendes.
5. For hver politikreds, hvorigennem der er fastlagte ruter,
udarbejdes der beredskabsplaner efter centralt fastsatte
retningslinier. Beredskabsplanerne skal, for så vidt de angår
civiles sikkerhed, være offentligt tilgængelige.
6. Der udarbejdes informationssystemer, der sikrer, at myndighederne
til enhver tid ved, hvilke farlige stoffer der er under transport
inden for deres område.
Oprindeligt fremsat beslutningsforslag
Blad nr 381

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Formålet med forslaget er at udvide og styrke det nuværende beredskab
- i bredeste forstand - til forebyggelse af uheld i forbindelse
med transport af farlige stoffer.
Baggrunden for forslaget er, at forslagsstillerne finder, at reglerne
for transport af farlige stoffer samt beredskaberne i forbindelse
med uheldsbekæmpelse er mangelfulde.
De danske regler er betydeligt dårligere end tilsvarende regler i
f.eks. USA og Sverige.
Den seneste tids debat om forholdene ved Vordingborg og Rødby
stationer m.v. har demonstreret nogle af de centrale problemer.
Bl.a. har det her vist sig, at mange faresedler er mangelfuldt
eller direkte forkert udfyldte, at der mangler kvalificerede
beredskabsplaner, at uddannelserne af personalet er
utilstrækkelige, og at jernbanevogne henstår under ubetryggende
forhold.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at disse mangler ikke kun
gælder banetransporter, men også andre transporter, herunder
vejtransporter. En nærmere gennemgang af vejtransporterne ville
formentlig afsløre mange forkert udfyldte, mangelfuldt udfyldte
eller slet ikke udfyldte faresedler.
Hvad vejtransporterne angår, er det desuden et åbenlyst problem, at
de internationale regler, Danmark har tiltrådt (ADR-reglerne), kun
gælder grænseoverskridende transporter, men ikke indenlandske
transporter.
Præcis hvor mange transporter der foretages årligt, er der ikke
overblik over. Ej heller hvor mange uheld der sker. Dette skyldes,
at der ikke i dag føres en egentlig statistik herover.
Det bør derfor sikres, at en sådan statistik udarbejdes.
Området lider i øvrigt under, at det er spredt ud på 5 ministerier.
Vejtransporter hører under Justitsministeriet. Transporter til søs
under Industriministeriet. Banetransporter og lufttransporter
under Ministeriet for Offentlige Arbejder. Indsatsberedskabet
ligger hos brandvæsenet og civilforsvaret. Beredskabsplanerne
hører under de lokale politimestre. Sygehusberedskabet sorterer
under Indenrigsministeriet, og endelig ligger en del af kontrollen
under Miljøministeriet.
Denne spredte kompetencefordeling gør området vanskeligt
gennemskueligt og betyder under alle omstændigheder, at det er
nødvendigt med en løbende og tæt koordinering, ligesom det er
ønskeligt, at eet ministerium har hovedansvaret for området.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der kunne ydes en værdifuld
indsats, hvis der blev tilrettelagt en effektiv stikprøvekontrol
af transporter med farlige stoffer, herunder stikprøver fra
transporter, der kunne tænkes at indeholde sådanne stoffer.
Forslagsstillerne ønsker at understrege nødvendigheden af, at
personale, der beskæftiger sig med transporter (chauffører,
jernbanepersonale m.v.), og personer beskæftiget med
indsatsberedskaber (brandfolk, Falck m.v.) har gennemgået en
kvalificerende uddannelse forud for deres respektive arbejde. Hvad
angår såvel personale beskæftiget med transporter som personale,
der sorterer under indsatsberedskabet, er det af stor værdi, at de
har tilstrækkeligt kvalificeret og anvendeligt
informationsmateriale til rådighed.
Forslagsstillerne ønsker desuden at understrege det væsentlige i, at
de ansvarlige for indsatsberedskabet kan tilkalde eksperthjælp, da
en hurtig identificering af stoffernes farlighed, mængde m.v. er
afgørende for en effektiv bekæmpelse af uheld.