1986 BSF 80 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD VÅBENTRANSPORTER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00080@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen med henblik på vedtagelse til
ikrafttræden 1. marts 1987 at fremsætte forslag til lov om
forhåndsgodkendelse ved våbentransport og forbud mod
våbentransport til krigsførende lande og konfliktområder.
Lovforslaget bør indeholde krav om Justitsministeriets godkendelse,
før der foretages transport af:
1. våben og krigsmateriel samt dermed beslægtet materiel af enhver
art,
2. ammunition af enhver art,
3. militære køretøjer og militært udstyr samt paramilitært
politiudstyr,
4. reservedele til de under nr. 1-3 nævnte genstande, og
5. udstyr, komponenter og materiel, der anvendes til fremstiling
eller vedligeholdelse af de under nr. 1-4 nævnte genstande.
Lovforslaget bør endvidere indeholde forbud mod transport af de under
nr. 1-5 nævnte genstande
a. til krigsførende lande,
b. til konfliktområder og
c. gennem landområder, luftrum og farvande, hvis der herved opstår
fare for opbringelse af krigsførende, fare for udsættelse for
krigsskade eller en faretruende situation, der kan sidestilles
hermed.
Justitsministeriet udarbejder og reviderer efter forhandling med
Udenrigsministeriet en liste over de under litra a, b og c nævnte
områder.
Lovforslaget, hvis formål også er at sikre danske søfolks liv og
helbred, bør endelig indeholde bestemmelser om, at pligten til at
søge den nævnte forhåndsgodkendelse og forbudet mod den nævnte
transport påhviler enhver, der er undergivet en dansk
straffejurisdiktion og deltager eller medvirker i de nævnte
handlinger.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Efter § 6 i våbenloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 529 af 11. december
1985, er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert
enkelt tilfælde at udføre:
1) våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben,
2) ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,
3) materiel til land-, sø- eller luftkrig,
4) maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der
overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af
våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til
sådanne produktionsmidler,
5) sprængstoffer, derunder krudt, samt råmateriale til fremstilling
heraf.
Bestemmelsen i våbenloven er administreret således, at tilladelse kun
gives, hvis det land, hvortil eksporten ønskes, ikke befinder sig
i krig eller i et uroområde.
Baggrunden for våbenlovens bestemmelser er selvsagt, at man ikke fra
dansk side ønsker at bidrage til krigsførendes forsyning med
våben, hvorved bemærkes, at De Forenede Nationers pagt i
princippet har gjort brug af krig til løsning af internationale
konflikter ulovlig.
Imidlertid vil et dansk bidrag til våbenforsyninger i høj grad kunne
bestå i transport af våben fra tredjelande til krigsområder. De
samme reale grunde taler derfor for, at den form for dansk
medvirken i samme omfang bør være forbudt som eksport fra Danmark.
Især når henses til Danmarks store handelsflåde, vil et forbud
alene mod egenproducerede våben kunne virke mindre rimeligt, hvis
enhver medvirken til eksport af våben i øvrigt er tilladt.
Et sådant forbud vil i øvrigt falde i god tråd med danske
bestræbelser inden for De Forenede Nationer med henblik på en
begrænsning af fabrikation og handel med konventionelle våben.
For at kunne udvide transportforbudet i overensstemmelse med den
praksis, der gælder vedrøende tilladelse til eksport fra Danmark,
bør transport imidlertid også forbydes til uroområder. For at
undgå, at redere m.v. risikerer at stå over for tvivlsomme
spørgsmål om, hvorvidt et område kan karakteriseres således,
foreslås det, at regeringen kan beslutte en karakteristik af et
sådan område i bekendtgørelsesform.
Der kan naturligvis være tilfælde, hvor det bør anses for helt legalt
at transportere våben fra et udland til et andet. Der tænkes her
på tilfælde, hvor et land, der er i en forsvarsalliance med
Danmark, er krigsførende i overensstemmelse med Atlantpagtens
bestemmelser. I så tilfælde bør loven ændres, eller man vil kunne
overveje at indføre en hjemmel for regeringen til administrativt
at give tilladelse til sådanne transporter.