1986 BSF 89 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AFFALDSBEHANDLING
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00089@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre følgende
foranstaltninger:
1. Der gennemføres forbud mod nyanlæggelse af private lossepladser.
2. Alle ikkegodkendte lossepladser skal senest 1. juli 1988 have
indsendt ansøgning om godkendelse. Ansøgningerne skal være
behandlet senest den 1. juli 1989. Alle lossepladser godkendt
inden den 1. januar 1985 skal have revurderet deres godkendelse.
Ansøgning om fornyet godkendelse skal være indsendt senest den 1.
juli 1989. Ansøgningerne skal være behandlet senest den 1. juli
1990.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af et i
folketingsåret 1985-86 fremsat forslag, se Folketingstidende
1985-86, forhandlingerne sp. 6721 og sp. 7540, samt tillæg A sp.
4383.
Begrundelsen for at forbyde anlæg af nye privatejede lossepladser er
dobbelt: for det første er der langt dårligere kontrol med
privatejede lossepladser (omgåelse af reglerne etc.). For det
andet er det ikke hensigtsmæssigt, at der tillades nye private
lossepladser i en fase, hvor der satses kraftigt på at nedbringe
den totale affaldsmængde.
Dette indebærer naturligvis ikke, at de allerede eksisterende private
lossepladser forsvinder - de er der, men det er vigtigt, at de
godkendes hurtigst muligt, således at yderligere ukontrolleret
forurening fra pladser, der ikke opfylder miljøbestemmelserne,
undgås.
Af ressourcemæssige grunde er godkendelsen delt op i to tempi, idet
man først vurderer de ikkegodkendte lossepladser, dvs. de pladser,
der er anlagt før 1974, da miljøloven trådte i kraft.
Dernæst skal de allerede godkendte lossepladser revurderes. Her er
sat et skel ved den 1. januar 1985. Dette skel kan, evt. efter en
konkret vurdering af de godkendte lossepladser, flyttes lidt frem
eller tilbage, men det udtrykker, at den nye politik for
grundvandsbeskyttelse slog igennem omkring dette tidspunkt, mens
man tidligere har godkendt en række lossepladser, som ikke er
tilstrækkeligt beskyttede mod nedsivning, f.eks. fordi de ligger i
grusgrave.
Af hensyn til de private lossepladsejere, der måtte finde det
vanskeligt at klare kravene om godkendelse, åbnes der mulighed
for, at disse kan kræve, at kommunen overtager pladsen. Ved
erstatningskravet må der naturligvis tages højde for, at der kan
være tale om en skjult forurening fra pladserne, som det ikke er
rimeligt at kommunen skal betale.
Af resourcemæssige grunde foreslås endvidere, at ovenstående indtil
videre kun gælder for lossepladser, der stadig er i drift. De
lossepladser, der ikke er i drift, dækkes til en vis grad af
kortlægningen af kemikalieaffaldsdepoter, men denne omfatter ikke
nedsivning til grundvandet af »banale« stoffer, som også kan give
problemer, hvis lossepladsen f.eks. har ligget i en grusgrav.
Under 1. behandling af beslutningsforslaget i folketingsåret 1985-86
henviste miljøministeren til, at der var iværksat en
anmeldelsespligt for ældre lossepladser. Dette indebærer
imidlertid ikke, at der fastsættes krav til en miljømæssigt
forsvarlig udformning og drift, hvorfor en anmeldelsespligt ikke
anses for tilstrækkeligt.
Tidsfristerne i dette forslag er imidlertid lagt således, at
ansøgningerne om godkendelse først skal være inde, efter at de
kommende anmeldelser er indsendt.