1986 BSF 90 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GENBRUGSFREMMENDE PÅBUD I FORBRUGSLEDDET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00090@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremme genanvendelse via
påbud efter følgende retningslinier:
1. Alle offentlige institutioner skal sørge for, at mindst 30 pct. af
institutionernes papirforbrug er »gråt« papir (100 pct.
genbrugspapir), og sikre, at hovedparten af det øvrige
papirforbrug består af papir, hvori der indgår returfibre
(herunder halm).
2. Mulighederne for at anvende dansk fremstillet returpapir til
aviser bør undersøges.
3. Engangsservice forbydes i kantiner og storkøkkener, der betjener
mere end 50 personer pr. dag.
4. Det pålægges vejmyndighederne at prioritere anvendelsen af
genbrugsmaterialer frem for nye materialer. Således skal
asfaltslidlag og bærelag genbruges ved reparation og
vedligeholdelse, og ved nyanlæg skal der anvendes opbrudte og
affræsede materialer fra andre veje samt kunstigt grus fremstillet
af bygningsaffald.
5. Der indføres pant på vinflasker senest den 1. januar 1989, hvor
EFs volumendirektiv træder i kraft.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af et i
folketingsåret 1985-86 fremsat forslag, se Folketingstidende
1985-86, forhandlingerne sp. 6721 og 7556, samt tillæg A sp. 4387.
AD 1 OG 2.
Påbuddet om, at offentlige institutioner (både statslige, amtslige og
kommunale) skal anvende en vis procentdel genbrugspapir, skal
sikre, at der er et tilstrækkelig stort marked for en dansk
produktion af genbrugspapir. Det gælder såvel
lavkvalitetsprodukter (køkkenruller, toiletpapir m.v.) som
højkvalitetsprodukter (skrivepapir).
Avispapir kan også genanvendes til egentlig avispapirproduktion. En
sådan findes imidlertid ikke herhjemme.
Produktion af avispapir foregår i dag på meget store fabrikker,
hvorfor det måske ikke er realistisk at etablere en sådan
herhjemme. Man bør derfor også undersøge mulighederne for at få
de fabrikker, hvilket i dag især er svenske, som leverer avispapir
til Danmark, til at garantere for aftagelse af en given mængde
indsamlede aviser. Det kunne i praksis foregå ved, at man pålagde
dagbladene at anvende avispapir med en given procentdel
returfibre, hvorefter staten intervenerede i forhandlinger med
leverandørerne, om nødvendigt ved at true med at skifte til andre
leverandører.
AD 3.
Indtil for ganske få år siden anvendte langt de fleste storkøkkener,
kantiner m.v. flergangsservice. I dag er hovedreglen den modsatte
med den konsekvens, at tonsvis af plastservice ryger i
forbrændingsovnene. For at undgå dette foreslås det, at kantiner
m.v. over en vis størrelse går tilbage til flergangsservice. Her
er det foreslået, at det skal gælde for alle kantiner m.v., der
betjener mere end 50 personer i døgnet. Denne grænse kan evt.
sænkes, da det er ønskeligt, at så mange som muligt kommer ind
under påbuddet. Blot er det rimeligt kun at stille kravet til
institutioner, der har økonomisk grundlag for opvaskemaskiner.
AD 4.
For at sikre afsætning af genindvundne sten- og asfaltmaterialer
pålægges det vejbygningsmyndighederne (stat, amter og kommuner) at
anvende genbrugsmaterialer, før nye materialer anvendes.
Bestemmelsen kan udformes således, at dette gælder inden for det
enkelte amts grænser. I dag er det især de opbrudte, blandede
vejmaterialer, som ikke bliver genanvendt, men deponeres på
lossepladser eller fyldpladser. Men desuden sker der ofte det, at
vejmyndigheden ved reparation og vedligeholdelse vælger at lægge
nyt slidlag oven på det gamle i stedet for at affræse det gamle og
genbruge det.
AD 5.
Indførelse af pant på vinflasker vil skønsmæssigt betyde, at 45.000
tons glas, der ellers bliver smidt ud, returneres.
Hovedproblemet med en panteordning er, at vinflasker - i modsætning
til øl- og sodavandsflasker - ikke er standardiserede. Med
ikrafttrædelse af EFs volumendirektiv i 1989 er en del af dette
problem løst, fordi direktivet indebærer, at flaskerne alle har
det samme volumen. Formforskellene vil udgøre et problem, men
uanset om de »skæve« flasker alligevel vil gå til knusning, vil en
panteordning betyde, at meget store mængder vinflasker kan renses
og påfyldes igen.