1986 BSF 91 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM KOMMUNAL DELTAGELSE I ETABLERING AF HANDELSHUSE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00091@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, der gør det
muligt for primærkommuner og amtskommuner at deltage i etablering
af handelshuse.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
En af de store mangler i den nye erhvervspolitik, som
industriministeren har lagt frem, er, at der stadig væk ikke er
politisk vilje i regeringen til at løsne kommunalfuldmagtens
snævre bånd. Hvis Danmark skal løse sine vanskeligheder, er det
nødvendigt, at også amtskommunerne og primærkommunerne får
mulighed for at deltage i dette arbejde, og det kan de kun gøre i
rimeligt omfang, hvis de får flere erhvervspolitiske strenge at
spille på.
Dette gælder ikke mindst, når det drejer sig om at hjælpe de mindre
virksomheder ud på eksportmarkederne. I dag varetager 1 pct. af
virksomhederne 85 pct. af eksporten. Der ligger et vældigt
eksportpotentiale i de resterende 99 pct.
Men problemet for en stor del af disse virksomheder er, at de er for
små til at håndtere et professionelt salgsarbejde på
eksportmarkederne. Det er derfor fra bl.a. Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd og Håndværksrådets side blevet foreslået, at der
oprettes handelshuse, hvor en række virksomheder regionsvis eller
branchevis etablerer en fælles eksportorganisation. Da der er
ringe tradition for samarbejde mellem virksomheder i byerhvervene,
foreslås det at give kommunerne mulighed for at gå ind og agere
fødselshjælpere.
Det har hidtil ikke været muligt at formå regeringen til at foretage
den nødvendige opblødning af kommunalfuldmagten.
Håndværksrådet er derfor for at komme i gang i færd med at oprette et
handelshus i Odense i samarbejde med et lokalt pengeinstitut og en
række virksomheder. Det understreges dog samtidig fra
Håndværksrådets side, at der fortsat er behov for at give primær-
og amtskommuner mulighed for at gå ind i etablering af
handelshuse.
Socialistisk Folkeparti har hele tiden støttet Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd og Håndværksrådet i denne sag, og nu er tiden inde
til, at Folketinget griber ind og sætter tingene på plads.
Amts- og primærkommunerne skal have mulighed for at deltage i
etablering af handelshuse i samarbejde med virksomheder,
brancheorganisationer, lokale pengeinstitutter og andre
interesserede både ved at gå ind med en del af kapitalen og ved
at deltage i ledelsen af det øvrige praktiske arbejde. Den eneste
begrænsning i kommunernes deltagelse skal være, at der ikke må
blive tale om permanente, maskerede erhvervstilskud.