Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00092@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at sikre øget brug af

udviklingskontrakter efter følgende principper:

1. Alle offentlige myndigheder bortset fra Forsvarsministeriet skal

afsætte mindst 2 pct. af deres indkøbsbudget til

udviklingskontrakter.

2. Derudover skal Teknologirådet i samarbejde med Miljøministeriet,

Arbejdsministeriet og Kommunernes Landsforening udforme

udviklingsopgaver vedrørende udvikling af renere teknologi og

miljøforbedring, arbejdsmiljøforbedring og genbrug.

3. Udviklingskontrakterne udbydes af Teknologirådet til

erhvervsvirksomheder, institutter under det teknologiske

servicenet og offentlige forsknings- og udviklingsinstitutioner,

idet der dog gives en fortrinsstilling til samarbejdsprojekter,

hvori indgår mindst een erhvervsvirksomhed.

4. Omkostningerne ved kontrakternes udførelse betales fuldt ud af den

eller de bevilgende myndigheder. Til gengæld ejer de pågældende

myndigheder alle patenter og andre rettigheder, der følger af

udviklingsarbejdet.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Det har længe været et problem for Danmarks udviklingsevne, at

anvendelsen af udviklingskontrakter i forbindelse med offentlige

indkøb og lignende har været betænkeligt nær nul.

Selv om Udviklingsfonden længe har haft mulighed for at bruge dette

erhvervspolitiske instrument, har det kun været udnyttet i nogle

få tilfælde, hvor en offentlig styrelse og en erhvervsvirksomhed

på egen hånd har fundet sammen om et udviklingsarbejde.

Fra lande med en mere aktiv industripolitik ved man, at

udviklingskontrakter er et meget nyttigt industripolitisk

virkemiddel. Det er derfor meget tilfredsstillende, at den

industripolitiske redegørelse indeholder et punkt herom.

Forslagsstillerne kan i vid udstrækning tilslutte sig

redegørelsens bemærkninger herom, herunder bemærkningen om, at den

offentlige sektors efterspørgsel efter avancerede produkter og

systemer giver en god basis for en produktudviklingsindsats i

danske virksomheder, og konstateringen af, at den offentlige

sektors avancerede efterspørgsel ikke hidtil har spillet en så

afgørende rolle for teknologiudviklingen, som man kunne forvente

at der kunne opnås med en så udbygget og avanceret offentlig

sektor som den, der er i Danmark.

Forslagsstillerne kan dog ikke tilslutte sig de forslag til praktisk

anvendelse af udviklingskontrakter, som er indeholdt i

redegørelsen. De bygger i alt for høj grad på tilskudsmodellen.

En af årsagerne til den alt for lille forsknings- og

udviklingsindsats i erhvervslivet er erhvervsstrukturen. Langt de

fleste danske virksomheder er ganske enkelt for små til at have

selvstændige og selvbærende udviklingsafdelinger. Omvendt opnår

man ikke den ønskede forøgelse af forskningen og udviklingen,

medmindre disse virksomheder kommer med i udviklingen. Det kan kun

ske ved et intensiveret samarbejde mellem virksomhederne indbyrdes

og især mellem virksomheder og institutter i det teknologiske

servicenet.

Det må være et væsentligt formål med industripolitikken at fremme et

sådant samarbejde og dermed sikre udviklingsevnen i store dele af

erhvervslivet. Her er den præcise udformning af de konkrete

ordninger ganske afgørende. Hvis staten primært lokker med en pose

penge til de firmaer, der vil udvikle sig, skabes der konkurrence

mellem virksomhederne om at få pengene. Hvis man derimod udbyder

en opgave til at blive løst mod betaling, skabes der samarbejde.

Navnlig vil udviklingsmedarbejdere, der er ansat i virksomheder,

hvor der kun er ansat 1 eller 2 af sådanne medarbejdere, naturligt

se sig om efter samarbejdspartnere i andre virksomheder eller i de

teknologiske institutter eller ATV-institutterne med henblik på at

danne en gruppe, der er stor nok til at kunne løse opgaven, og

hvis medlemmer supplerer hinandens viden.

Det foreslås derfor, at udviklingskontrakter udformes således, at det

er Teknologirådet, der i samarbejde med andre myndigheder udformer

opgaven, betaler for dens udførelse og dermed også naturligt ejer

de rettigheder, der følger heraf.

Incitamentet for virksomhederne til at påtage sig en andel af en

sådan opgave er stor. Ud over selve fordelen ved at få en kontrakt

er der tale om et arbejde, der vil give virksomheden et

teknologisk løft betalt af skatteydermidler. Dertil kommer, at når

der senere bliver tale om at udbyde de udviklede produkter til

produktion, vil de involverede virksomheder have en klar

fortrinsstilling til at få ordren.

Hensigten med det foreliggende beslutningsforslag er dels at sikre,

at udviklingskontrakter udformes, så de nævnte ønskede virkninger

opnås, dels at pålægge alle offentlige myndigheder og styrelser en

egentlig pligt til at udbyde udviklingskontrakter.

Samtidig foreslås det, at myndigheden i denne henseende overgår til

Teknologirådet, og at Udviklingsfonden bliver et organ under

Teknologirådet i overensstemmelse med den reorganisering af

Teknologirådet og Teknologistyrelsen, der i øvrigt finder sted.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Det foreslås, at alle offentlige myndigheder og styrelser pålægges en

egentlig pligt til at udbyde udviklingskontrakter. Der er enkelte

styrelser, der allerede har gjort det, men det er alt for få. Den

industripolitiske redegørelse åbner mulighed for, at

Udviklingsfonden kan betale op til 50 pct. af udgifterne for at

øge styrelsernes incitament. Dette er næppe tilstrækkeligt, og

derfor foreslås en pligt.

Der er naturligvis stor variation i behovet for udviklingskontrakter

i forbindelse med offentlige indkøb. Derfor bør Teknologirådet i

samarbejde med de relevante myndigheder foretage en nærmere

afgrænsning af, hvad der i denne forbindelse forstås ved en

offentlig myndighed, så det sikres, at alle enheder er store nok

til, at der inden for de enkelte områder vil være tilstrækkeligt

med opgaver, hvor udviklingskontrakter er mulige og ønskelige. De

nævnte 2 pct. skal i denne forbindelse forstås som et minimum.

Hvor udviklingsbehovet er særlig stort, kan der aftales en større

procentdel. Den i redegørelsen foreslåede mulighed for, at

Udviklingsfonden (Teknologirådet) går ind med 50 pct., foreslås

bibeholdt, så der kan blive tale om en fordobling af de midler,

som den pågældende myndighed selv afsætter.

I mange tilfælde vil det være naturligt, at en række myndigheder går

sammen om fælles udviklingskontrakter, f.eks. hele

centraladministrationen i forbindelse med køb af edb-udstyr.

Der er her et særligt behov for at udvikle skærmterminaler m.v., der

sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø. For tiden sker der

betydelige forringelser på dette område, fordi USA er så

dominerende som leverandørland, og deer er der ikke tradition for,

at medarbejdere stiller store krav til udformningen af deres

arbejdspladser. Også udvikling af elektronisk kontorudstyr, der er

specielt indrettet på medarbejderstyrede arbejdspladser, kan være

interessante både ud fra en velfærdsbetragtning og en

nicheeksportbetragtning. I de tilfælde, hvor der alene er

udenlandske virksomheder på markedet, kunne der stilles

betingelser om dansk medproduktion ved ordreafgivelse som følge af

en udviklingskontrakt.

I den industripolitiske redegørelse åbnes der mulighed for, at den

udbydende myndighed selv kan lade medarbejdere indgå i

udviklingsarbejdet og eventuelt få støtte hertil fra

Udviklingsfonden (Teknologirådet). Det foreslås ikke at begrænse

denne mulighed.

AD 2

Udviklingsopgaver, der er egnede til at blive udført ved hjælp af

udviklingskontrakter, er langtfra begrænsede til offentlige

indkøb. Også i forbindelse med andre højt prioriterede

udviklingsområder kan udviklingskontrakter være et brugeligt

instrument. Her kan nævnes miljø, arbejdsmiljø, genbrug, men denne

opremsning bør ikke anses for udtømmende. F.eks. ville det være

helt relevant i forbindelse med et udviklingsprogram for ældre- og

handicapteknologi at udbyde udviklingskontrakter.

I mange tilfælde vil der være behov for mere grundlæggende forskning,

før der kan være tale om egentlig produktudvikling ved hjælp af

udviklingskontrakter.

Derfor bør Teknologirådet have mulighed for at gå tidligere ind i

udviklingsfasen, end det hidtil har været tilfældet. I det

nuværende system er der et klart hul mellem de rene

forskningsopgaver, som forskningsrådene kan finansiere, og de rene

udviklingsopgaver, som Teknologirådet kan gå ind i. Det vil være

hensigtsmæssigt at lukke hullet fra begge sider, så

forskningsrådene får mulighed for at følge videnskabelige

projekter lidt længere frem mod et producerbart produkt, og

omvendt således at Teknologirådet får mulighed for at gå ind i en

tidligere fase.

AD 3

Som nævnt i de generelle bemærkninger ligger der en vigtig opgave i

at højne udviklingsniveauet i små og mellemstore virksomheder.

Dette betyder naturligvis ikke, at større virksomheder skal

afskæres fra at få udviklingskontrakter, men under i øvrigt lige

forhold vil det være naturligt at foretrække projekter, der

indebærer et samarbejde mellem f.eks. en erhvervsvirksomhed og et

teknologisk institut eller et ATV-institut.

AD 4

Selv om det i sig selv er naturligt, at licensindtægter og lignende

fra skatteyderfinansieret udviklingsarbejde tilfalder det

offentlige, er dette ikke hovedargumentet for den foreslåede

ordning. En vigtigere grund er, at den klarere definition af

opgavefordeling m.v. indebærer en række praktiske fordele som

beskrevet i de generelle bemærkninger. Det skal tilføjes, at det

er denne form, der benyttes i lande med en egentlig

industripolitik som f.eks. i Japan, hvilket næppe er uden

sammenhæng med deres større succes på det industripolitiske

område.

Versioner

1. 1988-05-21