Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00094@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde forslag til lov om

rentelettelse og gældssanering af studiegæld med henblik på

vedtagelse i indeværende folketingsår efter følgende

retningslinier:

1. Rentebyrden lettes væsentligt for studiegæld, hvorom der er

truffet afviklingsaftale.

2.

a) For studiegæld, som er overgået til Hypotekbanken, foretages

gældssanering på basis af individuel trangsvurdering.

b) Gældssanering sker efter ansøgning, når gældsbyrden (gældens

størrelse, ansøgerens indkomstforhold etc.) overstiger visse

objektive kriterier.

c) For lån, hvor garantiperioden ikke er udløbet, skal der hengå en

vis periode mellem Hypotekbankens overtagelse af gælden og

indrømmelse af gældssanering.

d) Gældssanering skal indebære, at den samlede aftalte afdragsperiode

(afdrag såvel før som efter lånets indfrielse af Hypotekbanken)

ikke overstiger 10 år.

3. Adgangen til at sanere studiegæld efter samme regler som anden

gæld ved skifterettens medvirken sikres. 4. Al studiegæld, som

ikke er afviklet ved udløbet af garantiperioden på 15 år,

overtages af Hypotekbanken og underkastes gældssanering efter

reglerne i pkt. 2.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Det Radikale Venstre har ved forskellige lejligheder i Folketinget

fremhævet, at der bør gøres en indsats for at hjælpe de mange, der

i dag er tynget af meget store gældsbyrder i forbindelse med

optagelse af statsgaranterede studielån.

I betænkningen over L 188 (se Folketingstidende 1985-86 tillæg B sp.

1841) udtaler et flertal (regeringspartierne plus RV):

»Flertallet bemærker, at regeringen har givet tilsagn om, at der i

løbet af sommeren foretages en analyse af

gældssaneringsspørgsmålet og eventuelle løsningsmodeller med sigte

på et udspil i god tid før Folketingets start til oktober.«

Regeringen havde ved årsskiftet endnu ikke fremsat et sådant forslag,

og der savnes stadig tilstrækkelige oplysninger om studiegæld i de

private pengeinstitutter. Det er baggrunden for, at Det Radikale

Venstre nu fremsætter sit eget beslutningsforslag.

Vi finder, at en gældssanering bør have to elementer. Dels må der

tages fat på nedskrivning og afvikling af den studiegæld, som

allerede er overtaget af Hypotekbanken, dels må det sikres, at

rentebyrden bliver mindre for dem, som i dag har statsgaranterede

studielån. Når Hypotekbanken træder til og overtager studiegælden,

er det typisk, fordi de færdiguddannede ingen mulighed har for at

klare de løbende ydelser på lånene. Der er tale om bundløs gæld,

og de pågældende ser ingen mulighed for nogen sinde at kunne leve

en gældfri tilværelse. Det lammer selvfølgelig ethvert initiativ

og indebærer sociale og psykologiske belastninger med ofte

tragiske følger for tilværelsen efter studietiden.

Det er nødvendigt, at staten træder til her og forsøger at hjælpe de

pågældende til en ny start, fuldstændig ligesom man har gjort det

for andre gældstyngede erhvervsgrupper. I realiteten har staten jo

allerede overtaget forpligtelsen den dag, statsgarantien bliver

effektiv og Hypotekbanken overtager gælden. Hvorfor så trække

pinen ud så længe, at man risikerer at invalidere de gældsramte

som samfundsborgere for tid og evighed? Det drejer sig i alt om

godt 25.000 personer med en samlet gæld på godt 11/2 mia. kr. Selv

om en del af denne gæld slettes, vil der ikke være tale om nogen

reel ekstraudgift for statskassen. Pengene er sandsynligvis

allerede tabt.

Det er klart, at en afskrivning eller nedskrivning af gælden må ske

individuelt. Der må anlægges et trangskriterium, således at man

sikrer sig, at det er uddannede uden mulighed for at afvikle

gælden, der hjælpes. Gældssanering må ikke føre til en urimelig

forskelsbehandling af den store gruppe, som møjsommeligt år efter

år selv har slidt med at nedbringe studiegælden.

Første skridt til at hindre en fortsættelse af de store gældsbyrder

er allerede taget med fremsættelse af Det Radikale Venstres

beslutningsforslag, (B 52) om en reform af Statens

Uddannelsesstøtte, fremsat den 18. november 1986. Forslaget fik

ved 1. behandling tilslutning fra et flertal.

Det primære sigte med en gældssaneringsordning er efter Det Radikale

Venstres mening, at modtagere af statsgaranterede studielån nu

sikres mod at skulle betale af på gælden i en uoverskuelig lang

periode - måske resten af deres liv. Derfor indebærer forslaget,

at afbetalingsperioden aldrig kan blive mere end maks. 15 år, hvis

man har overholdt sine betalingsforpligtelser. Resterende gæld

saneres bort.

Det Radikale Venstre har med dette beslutningsforslag opfyldt et

løfte. Vi har ved flere lejligheder lovet, at Folketinget i

indeværende samling ville få mulighed for at tage stilling til et

konkret forslag til gældssaneringsordning - om nødvendigt ved selv

at fremsætte et sådant forslag. Sanering af studiegæld er

imidlertid et kompliceret spørgsmål, og de foreliggende

oplysninger om de gældsramtes forhold er utilstrækkelige. Dette

forslag prætenderer således ikke at have løst alle problemer,

ligesom forslaget ikke er den eneste brugbare model for

gældssanering. Forslaget skal derfor i høj grad ses som et oplæg

til forhandling. Det afgørende er, at den brede politiske enighed,

der synes at være om en indsats til afhjælpning

afstudiegældsproblemet, nu hurtigt fører til et konkret resultat.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Siden 1982 har staten ydet gældssanering i form af rentetilskud til

studielån, som er optaget med statsgaranti i de private

pengeinstitutter. Ordningen blev i 1985 forbedret, således at det

nu i princippet er den faktiske rente af gælden, korrigeret for

ansøgers årsindkomst og et bundfradrag, som dækkes af tilskuddet.

Udgiften er således ikke rammestyret, men lovbunden.

Muligheden for rentetilskud er imidlertid aldrig blivet udnyttet i

det omfang, som man kunne forvente. For støtteåret 1986/87 er det

beregnet, at kun 6,5 pct. af de mulige ansøgere med gæld i

Hypotekbanken har udnyttet ordningen, medens tallet for studiegæld

i banker og sparekasser er 38 pct. Tilskuddet har således ikke

fået den generelle udbredelse, som var ønskelig, hvis formålet -

at lette låntagernes tilbagebetalingsbyrde - skulle opnås.

Derfor må ordningen ændres. Det må sikres, at rentetilskud benyttes

bredt som led i afviklingen af de statsgaranterede banklån, hvorom

der er indgået en afviklingsaftale. En nærliggende mulighed vil

være at opretholde de eksisterende regler for rentetilskuddets

beregning, men afskaffe kravet om ansøgning som forudsætning for

tildeling af tilskuddet. Samtidig må der indføres en forpligtelse

for debitorerne til at forsyne Statens Uddannelsesstøtte med

oplysninger, som er nødvendige for tilskuddets beregning.

Derudover vil det være nødvendigt at skabe ensartede regler for

rentetilskuddets anvendelse, hvad enten gælden er placeret i

Hypotekbanken eller i de private pengeinstitutter.

Alternativt bør det overvejes helt at forlade den nuværende

rentetilskudsordning og i stedet indføre en rentesikringsordning.

En sådan ordning vil svare til de låneregler, som foreslås indført

i Det Radikale Venstres forslag til SU-reform (B 52).

Rentesikringen kunne eksempelvis gennemføres for den del af de

statsgaranterede banklån, som overstiger 50.000 kr., og hvorom der

er indgået afviklingsaftale. Den samlede gæld opgjort på denne

måde udgjorde primo 1986 ca. 3 mia. kr., hvilket indebærer en

udgift på ca. 30 mill. kr. pr. procentpoint i rentesikring.

Antages det, at det eksisterende rentetilskud indebærer statslige

udgifter i størrelsesordenen 150 mill. kr., vil det således være

muligt at sænke renten på de statsgaranterede banklån med 5

procentpoint uden merudgifter for staten. Med det aktuelle

renteniveau vil dette bringe renten ned i underkanten af, hvad der

gælder for tilbagebetaling af ordinære statslån.

Det Radikale Venstre har ikke ønsket på nuværende tidspunkt at binde

sig til en af disse ordninger. Dels savnes der på væsentlige

punkter oplysninger om den studiegæld, som indestår i de private

pengeinstitutter, dels kan der være grund til at se på andre

rentelettelsesmodeller end de her nævnte. Det bør således

overvejes, om et rentetilskud i højere grad skal gradueres efter

låntagers forhold, eksempelvis gældens størrelse,

tilbagebetalingsperiodens hidtidige længde etc.

Ad 2

Indfrielsen af statsgaranterede banklån og overdragelse til

Hypotekbanken sker, når låntageren ikke har kunnet overholde de

aftalte betalingsforpligtelser. Man kan derfor gå ud fra, at de

tungeste gældsbyrder findes blandt debitorerne i Hypotekbanken. De

private pengeinstitutter vil ikke kunne administrere det skøn, som

nødvendigvis er knyttet til en gældssaneringsordning og tabet på

gælden påhviler under alle omstændigheder staten som følge af

garantiforpligtelsen. Derfor er det - bortset fra evt.

gældssanering ved skifteretterne (jf. pkt. 3) - først når gælden

er overgået til Hypotekbanken, at gældssanering kan komme på tale.

Gældssanering må forbeholdes tilfælde, hvor gælden kan opfattes som

håbløs i den forstand, at den ikke kan afvikles inden for en

overskuelig årrække. Hel eller delvis afskrivning af gælden må

derfor ske individuelt ud fra en vurdering af den pågældende

låntagers samlede økonomiske situation.

Pr. 1. juli 1986 havde Hypotekbanken overtaget fordringer på

studiegæld for mere end 25.000 personer. Det er klart, at det

allerede af administrative grunde kun lader sig gøre at tage en

mindre del af disse gældssager op til individuel behandling.

Gældssaneringen må derfor strække sig over en længere periode, men

så vidt muligt således, at de tungeste gældsbyrder saneres først.

Låntagere, som ønsker deres forhold vurderet med henblik på evt.

gældssanering, må ansøge Statens Uddannelsesstøtte herom.

Tilladelsen gives ud fra en række på forhånd fastlagte objektive

kriterier for gældsbyrdens størrelse. Sådanne indicier for

gældsbyrden kan eksempelvis være:

- gælden overstiger 50.000 kr., og debitor har ikke - eller kun i

ringe omfang - haft lønnet beskæftigelse inden for det pågældende

erhvervsområde efter uddannelsens afslutning/afbrydelse

- gælden overstiger 50.000 kr., men den vokser fortsat til trods for,

at låntageren overholder de aftalte betalingsforpligtelser

- gælden overstiger 300.000 kr.

- afviklingsaftalen har været overholdt i samlet 10 år.

Muligheden for gældssanering må ikke føre til urealistiske

forventninger om, at afdragsperioden kan afkortes, blot gælden

flyttes over i Hypotekbanken. Derfor må der forløbe en vis periode

mellem Hypotekbankens overtagelse af gælden og evt. bevilling af

gældssanering. En sådan »karenstid« må gælde alle

statsgaranterede banklån, hvor garantiperioden ikke er udløbet, og

hvor statens forpligtelse derfor alene bliver aktuel som følge af

låntagers manglende betaling af ydelser. En passende periodelængde

kunne eksempelvis være 2 år.

Hensigten med gældssanering er at give dem, som er havnet i bundløs

studiegæld, en ny start. Derfor er det nødvendigt helt eller

delvis at afskrive statens tilgodehavende, således at de

gældsramte er i stand til at afvikle evt. resterende gæld inden

for et fastlagt, overskueligt tidsrum. Men der er tale om en

balancegang. Gældssanering må ikke føre til en sådan

forskelsbehandling mellem dem, som klarer forpligtelserne, og dem

som giver op, at det undergraver følelsen af et personligt ansvar

for gælden. Derfor må gældssanering tage hensyn til, i hvilket

omfang låntageren har overholdt de indgåede afviklingsaftaler.

Som generel regel for gældssanering foreslås, at afdragsperioden

begrænses til 10 år. Det svarer til den periode, som i

almindelighed forudsættes ved afvikling af studiegæld. I de 10 år

fragår det tidsrum, hvor gælden allerede har været under afvikling

enten i privat pengeinstitut eller i Hypotekbanken i

overensstemmelse med en aftale, som er accepteret af Statens

Uddannelsesstøtte. Gæld, som ikke kan tilbagebetales inden udløbet

af perioden, afskrives.

I relation til finansloven er der ingen udgifter forbundet med en

sådan eftergivelse af gælden. Hvorvidt staten går glip af

indtægter afhænger af, om en del af gælden rent faktisk ville

kunne inddrives.

Ad 3

For den del af de statsgaranterede studielån, som fortsat henstår i

de private pengeinstitutter, kan der imidlertid også opstå et

presserende behov for gældssanering. I sådanne tilfælde vil det

ikke være hensigtsmæssigt, at en løsning af gældsproblemet skal

afvente udløbet af en karensperiode i Hypotekbanken. Samtidig vil

der være en række tilfælde, hvor gældsproblemet er en kombination

af studiegæld og anden tyngende gæld. Derfor må det sikres, at

sager om sanering af studiegæld kan behandles ved skifteretterne

efter samme regler, som gælder for anden gæld. Dette er i

virkeligheden allerede forudsat i konkursloven, men i praksis har

det vist sig umuligt at få behandlet sager om sanering af

studiegæld ved en del af landets skiftereretter. Lovens

intentioner må nu realiseres.

Ad 4

Statens garantiforpligtelse ophører 15 år efter, at uddannelsen er

afsluttet eller afbrudt. Senest på dette tidspunkt kan

pengeinstitutterne således kræve resterende gæld indfriet af

Statens Uddannelsesstøtte med efterfølgende transport til

Hypotekbanken. Fremover bør denne situation automatisk medføre, at

den overførte gæld underkastes gældssanering i Hypotekbanken. Ved

behandlingen anvendes samme fremgangsmåde som den under pkt. 2

beskrevne. Dette indebærer, at gældens afviklingsperiode højst kan

strække sig over 15 år, hvis låntager har overholdt den med bank

eller sparekasse indgåede afviklingsaftale.

Versioner

1. 1988-05-21