Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00098@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at afgøre spørgsmålet om

genoptagelse af sagen ved Den europæiske

Menneskerettighedskommission om Tyrkiets overholdelse af

menneskerettighederne ud fra følgende retningslinjer:

1. En forudsætning for endelig opgivelse af sagen mod Tyrkiet er, at

Menneskerettighedskommissionens endelige rapport dokumenterer, at

der er indført såvel et formelt som et reelt og effektivt forbud

mod tortur i Tyrkiet.

2. En yderligere forudsætning er, at den endelige rapport

dokumenterer, at Tyrkiets regering har sikret løsladelsen af alle

politiske fanger, herunder ikke mindst de mange redaktører m.v.,

som er fængslet, fordi de har søgt at benytte den påståede

ytringsfrihed.

3. Endelig er det en forudsætning, at rapporten dokumenterer, at

undtagelsestilstanden i de kurdiske provinser er ophævet, og at

den kurdiske befolknings menneskerettigheder respekteres.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Under Folketingets debat den 16. maj 1986 om et VS-forslag til

folketingsbeslutning om en aktiv indsats mod diktaturet i Tyrkiet

(se Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 9558-9559 og

11176-11200 samt tillæg A sp. 5453) oplyste udenrigsministeren, at

»Først når vi har set den endelige rapport, der skal afgives af

Menneskerettighedskommissionen i februar 1987, har vi mulighed for

at vurdere, om forliget er opfyldt, og om

menneskerettighedssituationen i Tyrkiet igen har nået et sådant

stade, at vi ikke længere behøver at appellere til

menneskerettighedsorganerne i Strasbourg«.

Det vil sige, at den danske regering på baggrund af denne rapport vil

afgøre, om sagen mod Tyrkiet ved Den europæiske

Menneskerettighedskommission skal trækkes endeligt tilbage eller

opgives. (Sammen med Holland, Norge, Sverige og Frankrig indgik

den danske regering i slutningen af 1985 forlig med Tyrkiet om, at

sagen blev stillet i bero med henblik på, at Tyrkiet skulle

gennemføre sådanne forbedringer i overholdelsen af

menneskerettighederne, at sagen vil kunne hæves, hvilket afgøres

ud fra den nævnte endelige rapport).

Beslutningsforslaget har til formål at give regeringen klare

retningslinjer for den afgørelse, der inden længe skal træffes.

I ly af forligsordningen har regeringen længe indtaget en afventende

holdning over for den tyrkiske regering, selv om der har været

rigelig og stadig dokumentation for, at torturen og krænkelsen af

menneskerettighederne fortsætter.

Dette dokumenteres senest i Dan Danske Helsinki-komites rapport fra

november 1986. I denne rapport dokumenteres den fortsatte

anvendelse af tortur i de tyrkiske fængsler helt frem til august

1986. Det dokumenteres ligeledes, at de fremskridt vedrørende

ytringsfriheden, som f.eks. Bjørn Elmquist (V) mente at kunne se

under folketingsdebatten den 16. maj 1986, er udeblevet, og der er

f.eks. rejst sag imod bladet Nokta, som har bragt beretninger om

torturen. En lang række redaktører er fængslet og idømt langvarige

fængselsstraffe. I slutningen af 1986 blev 264 fagforeningsfolk

idømt lange fængselsstraffe for »at have organiseret sig med

henblik på at give en social klasse fortrinsret frem for en anden«

(citeret efter Politiken den 5. januar 1987).

Fagforeningsfolkenes »forbrydelse« er med andre ord, at de har kæmpet

for arbejderklassens interesser, og det er altså ikke tilladt.

Alene dette er tilstrækkeligt til at dokumentere, at Tyrkiet ikke

er et demokrati, men derimod et diktatur vendt imod

arbejderklassen og de undertrykte nationaliteter (f.eks.

kurderne).

I Kurdistan farer det tyrkiske militær frem med stadig større

grusomhed mod en befolkning, der er fast besluttet på at opnå ret

til at bevare sin egen kultur og leve i frihed. Det tyrkiske

militær er i dette store område i færd med at fremprovokere en

regulær krig, som ikke alene vil være en stor ulykke for såvel

kurderne som tyrkerne, men som jo også på grund af områdets

beliggenhed kan være med til at sætte ild til den mellemøstlige

krudttønde. Det er USAs og NATOs interesser, der gør, at det

kurdiske spørgsmål forsøges glemt. Men NATO risikerer altså, at

denne kyniske og overordentlig kortsigtede politik om føje år vil

føre til en katastrofe. I Kurdistans naboland, Iran, blev der sat

en effektiv stopper for den amerikanske indflydelse. Desværre

drager NATO og USA ikke erfaringer af sådanne begivenheder, men

tror stadig, at undertrykte nationer stedse kan holdes nede.

I Politikens leder den 5. januar 1987 slås det fast, at situationen i

Tyrkiet stadig ikke er acceptabel. Og lederen kræver, at Tyrkiet

nu indfører et klart forbud mod tortur og sikrer individuel

klageadgang til Den europæiske Menneskerettighedskommission inden

1. februar.

Efter forslagsstillernes opfattelse må forbudet mod tortur ganske

enkelt være en forudsætning for en dansk godkendelse af den

endelige rapport fra Menneskerettighedskommissionen. De to

yderligere forudsætninger må være frigivelse af de politiske

fanger og ophævelse af den militære undtagelsestilstand i en række

provinser, især i Kurdistan.

Opfyldelsen af disse punkter vil ikke være tilstrækkelig for, at

Tyrkiet vil kunne kaldes et demokrati. Dertil vil også kræves

f.eks. fri ret til at drive politisk virksomhed, danne partier,

sikring af de faglige rettigheder osv. Men hvis ikke de tre

ovennævnte punkter er opfyldt, så kan det i hvert fald under ingen

omstændigheder efter forslagsstillernes opfattelse komme på tale

at godkende forholdene i Tyrkiet og dermed endeligt opgive sagen

mod Tyrkiet ved Menneskerettighedskommissionen.

Det er jo glædeligt, at et stort flertal af Folketingets partier

(bortset fra Fremskridtspartiet, hvad der desværre ikke kan undre)

i fællesskab har kunnet fremsætte beslutningsforslag om oprettelse

af et menneskerettighedscenter i Danmark (beslutningsforslag nr. B

71). Men noget sådant forpligter. Den danske indsats for

menneskerettigheder må aldrig underordnes f.eks. NATO-interesser,

og det er glædeligt, at vi alle kan kritisere f.eks. krænkelser af

menneskerettighederne i Afghanistan, men de danske bestræbelser på

menneskerettighedsområdet ville helt tabe troværdigheden, hvis man

kunne godkende forholdene i Tyrkiet uden at have dokumentation

for, at i hvert fald de i dette beslutningsforslag nævnte tre

betingelser er opfyldt.

Det var efter forslagsstillernes opfattelse en fejltagelse at indgå

forliget med Tyrkiet om suspension af retssagen. Og siden har

regeringen ført en henholdende politik over for Tyrkiet og hele

tiden henvist til, at numåtte vi jo vente på den endelige rapport.

Ud fra disse erfaringer er der desværre en oplagt risiko for, at

regeringen nu igen begår en fejltagelse, nemlig ved at godkende

rapporten uden at de fundamentale betingelser er opfyldt. En sådan

godkendelse af forholdene i Tyrkiet ville give det tyrkiske regime

en blåstempling, som regimet uundgåeligt vil benytte til at

opretholde og måske endda yderligere forværre forholdene. Dette

ville netop blive muliggjort, fordi det internationale pres så

ville være mindsket.

Dette beslutningsforslag skal sikre, at en sådan fejltagelse ikke

begås.

Versioner

1. 1988-05-21