1986 BSF 98 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VURDERING AF FORHOLDENE I TYRKIET
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00098@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at afgøre spørgsmålet om
genoptagelse af sagen ved Den europæiske
Menneskerettighedskommission om Tyrkiets overholdelse af
menneskerettighederne ud fra følgende retningslinjer:
1. En forudsætning for endelig opgivelse af sagen mod Tyrkiet er, at
Menneskerettighedskommissionens endelige rapport dokumenterer, at
der er indført såvel et formelt som et reelt og effektivt forbud
mod tortur i Tyrkiet.
2. En yderligere forudsætning er, at den endelige rapport
dokumenterer, at Tyrkiets regering har sikret løsladelsen af alle
politiske fanger, herunder ikke mindst de mange redaktører m.v.,
som er fængslet, fordi de har søgt at benytte den påståede
ytringsfrihed.
3. Endelig er det en forudsætning, at rapporten dokumenterer, at
undtagelsestilstanden i de kurdiske provinser er ophævet, og at
den kurdiske befolknings menneskerettigheder respekteres.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Under Folketingets debat den 16. maj 1986 om et VS-forslag til
folketingsbeslutning om en aktiv indsats mod diktaturet i Tyrkiet
(se Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 9558-9559 og
11176-11200 samt tillæg A sp. 5453) oplyste udenrigsministeren, at
»Først når vi har set den endelige rapport, der skal afgives af
Menneskerettighedskommissionen i februar 1987, har vi mulighed for
at vurdere, om forliget er opfyldt, og om
menneskerettighedssituationen i Tyrkiet igen har nået et sådant
stade, at vi ikke længere behøver at appellere til
menneskerettighedsorganerne i Strasbourg«.
Det vil sige, at den danske regering på baggrund af denne rapport vil
afgøre, om sagen mod Tyrkiet ved Den europæiske
Menneskerettighedskommission skal trækkes endeligt tilbage eller
opgives. (Sammen med Holland, Norge, Sverige og Frankrig indgik
den danske regering i slutningen af 1985 forlig med Tyrkiet om, at
sagen blev stillet i bero med henblik på, at Tyrkiet skulle
gennemføre sådanne forbedringer i overholdelsen af
menneskerettighederne, at sagen vil kunne hæves, hvilket afgøres
ud fra den nævnte endelige rapport).
Beslutningsforslaget har til formål at give regeringen klare
retningslinjer for den afgørelse, der inden længe skal træffes.
I ly af forligsordningen har regeringen længe indtaget en afventende
holdning over for den tyrkiske regering, selv om der har været
rigelig og stadig dokumentation for, at torturen og krænkelsen af
menneskerettighederne fortsætter.
Dette dokumenteres senest i Dan Danske Helsinki-komites rapport fra
november 1986. I denne rapport dokumenteres den fortsatte
anvendelse af tortur i de tyrkiske fængsler helt frem til august
1986. Det dokumenteres ligeledes, at de fremskridt vedrørende
ytringsfriheden, som f.eks. Bjørn Elmquist (V) mente at kunne se
under folketingsdebatten den 16. maj 1986, er udeblevet, og der er
f.eks. rejst sag imod bladet Nokta, som har bragt beretninger om
torturen. En lang række redaktører er fængslet og idømt langvarige
fængselsstraffe. I slutningen af 1986 blev 264 fagforeningsfolk
idømt lange fængselsstraffe for »at have organiseret sig med
henblik på at give en social klasse fortrinsret frem for en anden«
(citeret efter Politiken den 5. januar 1987).
Fagforeningsfolkenes »forbrydelse« er med andre ord, at de har kæmpet
for arbejderklassens interesser, og det er altså ikke tilladt.
Alene dette er tilstrækkeligt til at dokumentere, at Tyrkiet ikke
er et demokrati, men derimod et diktatur vendt imod
arbejderklassen og de undertrykte nationaliteter (f.eks.
kurderne).
I Kurdistan farer det tyrkiske militær frem med stadig større
grusomhed mod en befolkning, der er fast besluttet på at opnå ret
til at bevare sin egen kultur og leve i frihed. Det tyrkiske
militær er i dette store område i færd med at fremprovokere en
regulær krig, som ikke alene vil være en stor ulykke for såvel
kurderne som tyrkerne, men som jo også på grund af områdets
beliggenhed kan være med til at sætte ild til den mellemøstlige
krudttønde. Det er USAs og NATOs interesser, der gør, at det
kurdiske spørgsmål forsøges glemt. Men NATO risikerer altså, at
denne kyniske og overordentlig kortsigtede politik om føje år vil
føre til en katastrofe. I Kurdistans naboland, Iran, blev der sat
en effektiv stopper for den amerikanske indflydelse. Desværre
drager NATO og USA ikke erfaringer af sådanne begivenheder, men
tror stadig, at undertrykte nationer stedse kan holdes nede.
I Politikens leder den 5. januar 1987 slås det fast, at situationen i
Tyrkiet stadig ikke er acceptabel. Og lederen kræver, at Tyrkiet
nu indfører et klart forbud mod tortur og sikrer individuel
klageadgang til Den europæiske Menneskerettighedskommission inden
1. februar.
Efter forslagsstillernes opfattelse må forbudet mod tortur ganske
enkelt være en forudsætning for en dansk godkendelse af den
endelige rapport fra Menneskerettighedskommissionen. De to
yderligere forudsætninger må være frigivelse af de politiske
fanger og ophævelse af den militære undtagelsestilstand i en række
provinser, især i Kurdistan.
Opfyldelsen af disse punkter vil ikke være tilstrækkelig for, at
Tyrkiet vil kunne kaldes et demokrati. Dertil vil også kræves
f.eks. fri ret til at drive politisk virksomhed, danne partier,
sikring af de faglige rettigheder osv. Men hvis ikke de tre
ovennævnte punkter er opfyldt, så kan det i hvert fald under ingen
omstændigheder efter forslagsstillernes opfattelse komme på tale
at godkende forholdene i Tyrkiet og dermed endeligt opgive sagen
mod Tyrkiet ved Menneskerettighedskommissionen.
Det er jo glædeligt, at et stort flertal af Folketingets partier
(bortset fra Fremskridtspartiet, hvad der desværre ikke kan undre)
i fællesskab har kunnet fremsætte beslutningsforslag om oprettelse
af et menneskerettighedscenter i Danmark (beslutningsforslag nr. B
71). Men noget sådant forpligter. Den danske indsats for
menneskerettigheder må aldrig underordnes f.eks. NATO-interesser,
og det er glædeligt, at vi alle kan kritisere f.eks. krænkelser af
menneskerettighederne i Afghanistan, men de danske bestræbelser på
menneskerettighedsområdet ville helt tabe troværdigheden, hvis man
kunne godkende forholdene i Tyrkiet uden at have dokumentation
for, at i hvert fald de i dette beslutningsforslag nævnte tre
betingelser er opfyldt.
Det var efter forslagsstillernes opfattelse en fejltagelse at indgå
forliget med Tyrkiet om suspension af retssagen. Og siden har
regeringen ført en henholdende politik over for Tyrkiet og hele
tiden henvist til, at numåtte vi jo vente på den endelige rapport.
Ud fra disse erfaringer er der desværre en oplagt risiko for, at
regeringen nu igen begår en fejltagelse, nemlig ved at godkende
rapporten uden at de fundamentale betingelser er opfyldt. En sådan
godkendelse af forholdene i Tyrkiet ville give det tyrkiske regime
en blåstempling, som regimet uundgåeligt vil benytte til at
opretholde og måske endda yderligere forværre forholdene. Dette
ville netop blive muliggjort, fordi det internationale pres så
ville være mindsket.
Dette beslutningsforslag skal sikre, at en sådan fejltagelse ikke
begås.