Gelex

1986 BSF 99 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRODUKTION OG EKSPORT AF KRIGSMATERIEL

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00099@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til

revision af lov om kontrol med tilvirkning af krigsmateriel m.m.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 15. september 1986. Revisionen

skal ske efter følgende retningslinjer:

1. Definitionen af, hvad der forstås ved krigsmateriel, gøres

tidssvarende, således at krigsmateriel bringes til at omfatte ikke

blot våben i egentlig forstand, men også komponenter og knowhow

m.v.

2. Der gennemføres forbud imod eksport af krigsmateriel til andre

end de nordiske lande og NATO-lande.

3. Der udpeges et tilsynsråd, der fører tilsynet med det

eksisterende Statens Våbenkontrol. Hvert af de i Folketingets

finansudvalg repræsenterede partier udpeger et medlem til

tilsynsrådet.

4. Tilsynsrådet afgiver hvert år til Folketinget en offentlig

beretning om sin virksomhed, herunder omfanget og arten af

tilladelser til tilvirkning af krigsmateriel.

5. Der indføres ret til at nægte at medvirke til udvikling og

produktion af krigsmateriel m.v. uden fortabelse af retten til

arbejdsløshedsdagpenge eller sociale ydelser.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Den 24. januar 1978 fremsatte Det Radikale Venstres folketingsgruppe

et forslag til folketingsbeslutning vedrørende produktion og

eksport af krigsmateriel. Forslaget kom til behandling i

Folketinget den 3. marts 1978. Der henvises til Folketingstidende

1977-78, forhandlingerne sp. 7129 ff og tillæg A sp. 3631.

Nærværende forslag er en genfremsættelse af et i folketingsåret

1982-83 og folketingsåret 1983-84, (2. samling) fremsat forslag,

se Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 6619 og 8794

samt tillæg A sp. 3517, og Folketingstidende 1983-84 (2. samling),

forhandlingerne sp. 2901 og 5531 samt tillæg A sp. 3313.

Den gældende lov om tilvirkning af krigsmateriel går tilbage til maj

1937 og må i dag anses for at være både forældet og

utilstrækkelig. Der er på det tekniske og især det militærtekniske

område foregået en rivende udvikling, der gør det nødvendigt at

udvide opfattelsen af, hvad der skal forstås ved krigsmateriel.

Krigsmateriel er ikke kun våben i egentlig forstand, men i lige så

høj grad know-how og komponenter, der indgår i våben eller

våbensystemer.

I gældende lov er der ikke forsøgt nogen indkredsning af, hvad der

nærmere skal forstås ved krigsmateriel. Det er overladt til

regeringen ved kgl. anordning at fastlægge begrebets nærmere

indhold. Det må ligeledes anses for at være en mangel i gældende

lovgivning, at offentligheden og lovgivningsmagten er uden

mulighed for at skaffe sig indblik i omfanget og arten af den

tilvirkning af krigsmateriel, der finder sted i Danmark.

I 1978 foreslog forslagsstillerne et forbud imod al dansk eksport af

krigsmateriel. Det er fortsat forslagsstillernes opfattelse, at et

egentligt forbud imod enhver form for våbeneksport til alle lande

ville være at foretrække.

Under Folketingets behandling af forslaget af 24. januar 1978 blev

der indvendt fra flere sider, at det var urealistisk at forbyde

våbeneksport til nordiske lande og til øvrige NATO-lande.

Forslagsstillerne har draget konsekvensen heraf. I håb om at lette

forslagets vedtagelse indskrænker forslagsstillerne i nærværende

forslag forbudet til kun at angå eksport til lande uden for Norden

og NATO.

Det vil være et klart fremskridt at få vedtaget forbud imod sådan

eksport. Den nuværende våbenlovs administration rejser især

vanskeligheder i forhold til udviklingslandene. Retningslinjen er,

at der tillades våbeneksport til lande, hvor det skønnes at

krigsmateriellet ikke vil blive anvendt. Afgørelsen heraf er

selvsagt meget vanskelig for ikke at sige umulig, og ved flere

lejligheder kan det da også konstateres at man har skønnet

forkert. Eksempelvis eksporteredes fra Danmark våben til Iran lige

op til de voldsomme omvæltninger, der førte til shahens fald, og

hvorefter bl.a. danske våben er blevet anvendt til formål, der

ikke i dag ville kunne anerkendes. Den svenske fredsforsker Henrik

Westander har påpeget, at svenske våben i strid med ånden i

gældende regler for svensk våbeneksport har deltaget i 63 krige

siden 2. verdenskrig.

Om motiverne for forslaget kan i øvrigt anføres følgende:

Den globale produktion af ødelæggelsesmidler har et katastrofalt

omfang. Våbenkapløbet lægger beslag på økonomiske og materielle

ressourcer, der er hårdt brug for i anstrengelserne for at skabe

økonomisk udvikling i den store del af verden, hvor befolkningerne

lever under vilkår præget af underernæring, sygdom og uvidenhed.

Den danske produktion af krigsmateriel er i verdensmålestok

ubetydelig, men det fritager os ikke for medansvar for

udviklingen. Danmark bør spille en mere aktiv rolle i

bestræbelserne for at sikre en begyndende nedrustning. Det kræver

en indsats over et bredt felt. Det er bl.a. af største betydning,

at der i Danmark skabes en bred folkelig opinion bag

nedrustningsbestræbelserne.

Det er af helt afgørende betydning for vore muligheder for at øve en

indsats på dette vitale område, at vi ikke nøjes med i ord at

bekæmpe våbenkapløbet. Hvis vi virkelig ønsker med effekt at

bidrage til en mere menneskelig udvikling, må vi være rede til at

lade handling følge ord. Et sådant initiativ fra dansk side vil

være med til at sikre, at Danmark kan udnytte alle sine muligheder

for at påvirke udviklingen på nedrustningens område.

Også industripolitiske synspunkter taler imod opbygning af dansk

våbenindustri. Et land som Danmark vil aldrig kunne gøre sig

gældende på dette område. Vi står os industrielt bedre ved at

koncentrere kræfterne om udviklingen af industri til fredelige

formål, også fordi våbenhandel aldrig er fri handel, men

underkastet uberegnelige politiske omvæltninger i meget højere

grad end eksport af varer til fredelige, civile formål.

Når nr. 5 er lettere omformuleret i forhold til tidligere forslag,

skyldes det et ønske fra forslagsstillernes side om at slå fast,

at ingen, som nægter at deltage i udvikling eller produktion af

krigsmateriel, af den grund skal miste status som værende til

rådighed for arbejdsmarkedet.

Versioner

  1. 1988-05-21