1986 BSF 99 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRODUKTION OG EKSPORT AF KRIGSMATERIEL
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00099@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til
revision af lov om kontrol med tilvirkning af krigsmateriel m.m.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 15. september 1986. Revisionen
skal ske efter følgende retningslinjer:
1. Definitionen af, hvad der forstås ved krigsmateriel, gøres
tidssvarende, således at krigsmateriel bringes til at omfatte ikke
blot våben i egentlig forstand, men også komponenter og knowhow
m.v.
2. Der gennemføres forbud imod eksport af krigsmateriel til andre
end de nordiske lande og NATO-lande.
3. Der udpeges et tilsynsråd, der fører tilsynet med det
eksisterende Statens Våbenkontrol. Hvert af de i Folketingets
finansudvalg repræsenterede partier udpeger et medlem til
tilsynsrådet.
4. Tilsynsrådet afgiver hvert år til Folketinget en offentlig
beretning om sin virksomhed, herunder omfanget og arten af
tilladelser til tilvirkning af krigsmateriel.
5. Der indføres ret til at nægte at medvirke til udvikling og
produktion af krigsmateriel m.v. uden fortabelse af retten til
arbejdsløshedsdagpenge eller sociale ydelser.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Den 24. januar 1978 fremsatte Det Radikale Venstres folketingsgruppe
et forslag til folketingsbeslutning vedrørende produktion og
eksport af krigsmateriel. Forslaget kom til behandling i
Folketinget den 3. marts 1978. Der henvises til Folketingstidende
1977-78, forhandlingerne sp. 7129 ff og tillæg A sp. 3631.
Nærværende forslag er en genfremsættelse af et i folketingsåret
1982-83 og folketingsåret 1983-84, (2. samling) fremsat forslag,
se Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 6619 og 8794
samt tillæg A sp. 3517, og Folketingstidende 1983-84 (2. samling),
forhandlingerne sp. 2901 og 5531 samt tillæg A sp. 3313.
Den gældende lov om tilvirkning af krigsmateriel går tilbage til maj
1937 og må i dag anses for at være både forældet og
utilstrækkelig. Der er på det tekniske og især det militærtekniske
område foregået en rivende udvikling, der gør det nødvendigt at
udvide opfattelsen af, hvad der skal forstås ved krigsmateriel.
Krigsmateriel er ikke kun våben i egentlig forstand, men i lige så
høj grad know-how og komponenter, der indgår i våben eller
våbensystemer.
I gældende lov er der ikke forsøgt nogen indkredsning af, hvad der
nærmere skal forstås ved krigsmateriel. Det er overladt til
regeringen ved kgl. anordning at fastlægge begrebets nærmere
indhold. Det må ligeledes anses for at være en mangel i gældende
lovgivning, at offentligheden og lovgivningsmagten er uden
mulighed for at skaffe sig indblik i omfanget og arten af den
tilvirkning af krigsmateriel, der finder sted i Danmark.
I 1978 foreslog forslagsstillerne et forbud imod al dansk eksport af
krigsmateriel. Det er fortsat forslagsstillernes opfattelse, at et
egentligt forbud imod enhver form for våbeneksport til alle lande
ville være at foretrække.
Under Folketingets behandling af forslaget af 24. januar 1978 blev
der indvendt fra flere sider, at det var urealistisk at forbyde
våbeneksport til nordiske lande og til øvrige NATO-lande.
Forslagsstillerne har draget konsekvensen heraf. I håb om at lette
forslagets vedtagelse indskrænker forslagsstillerne i nærværende
forslag forbudet til kun at angå eksport til lande uden for Norden
og NATO.
Det vil være et klart fremskridt at få vedtaget forbud imod sådan
eksport. Den nuværende våbenlovs administration rejser især
vanskeligheder i forhold til udviklingslandene. Retningslinjen er,
at der tillades våbeneksport til lande, hvor det skønnes at
krigsmateriellet ikke vil blive anvendt. Afgørelsen heraf er
selvsagt meget vanskelig for ikke at sige umulig, og ved flere
lejligheder kan det da også konstateres at man har skønnet
forkert. Eksempelvis eksporteredes fra Danmark våben til Iran lige
op til de voldsomme omvæltninger, der førte til shahens fald, og
hvorefter bl.a. danske våben er blevet anvendt til formål, der
ikke i dag ville kunne anerkendes. Den svenske fredsforsker Henrik
Westander har påpeget, at svenske våben i strid med ånden i
gældende regler for svensk våbeneksport har deltaget i 63 krige
siden 2. verdenskrig.
Om motiverne for forslaget kan i øvrigt anføres følgende:
Den globale produktion af ødelæggelsesmidler har et katastrofalt
omfang. Våbenkapløbet lægger beslag på økonomiske og materielle
ressourcer, der er hårdt brug for i anstrengelserne for at skabe
økonomisk udvikling i den store del af verden, hvor befolkningerne
lever under vilkår præget af underernæring, sygdom og uvidenhed.
Den danske produktion af krigsmateriel er i verdensmålestok
ubetydelig, men det fritager os ikke for medansvar for
udviklingen. Danmark bør spille en mere aktiv rolle i
bestræbelserne for at sikre en begyndende nedrustning. Det kræver
en indsats over et bredt felt. Det er bl.a. af største betydning,
at der i Danmark skabes en bred folkelig opinion bag
nedrustningsbestræbelserne.
Det er af helt afgørende betydning for vore muligheder for at øve en
indsats på dette vitale område, at vi ikke nøjes med i ord at
bekæmpe våbenkapløbet. Hvis vi virkelig ønsker med effekt at
bidrage til en mere menneskelig udvikling, må vi være rede til at
lade handling følge ord. Et sådant initiativ fra dansk side vil
være med til at sikre, at Danmark kan udnytte alle sine muligheder
for at påvirke udviklingen på nedrustningens område.
Også industripolitiske synspunkter taler imod opbygning af dansk
våbenindustri. Et land som Danmark vil aldrig kunne gøre sig
gældende på dette område. Vi står os industrielt bedre ved at
koncentrere kræfterne om udviklingen af industri til fredelige
formål, også fordi våbenhandel aldrig er fri handel, men
underkastet uberegnelige politiske omvæltninger i meget højere
grad end eksport af varer til fredelige, civile formål.
Når nr. 5 er lettere omformuleret i forhold til tidligere forslag,
skyldes det et ønske fra forslagsstillernes side om at slå fast,
at ingen, som nægter at deltage i udvikling eller produktion af
krigsmateriel, af den grund skal miste status som værende til
rådighed for arbejdsmarkedet.