Gelex

1986 BSF 101 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BESKATNING AF PRIVATE PENSIONSORDNINGER

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00101@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om

ændring af beskatningen af private pensionsordninger efter

følgende retningslinier:

1. Fremtidige indbetalinger beskattes efter følgende retningslinier:

a. Indbetalinger til private pensionsordninger, kapitalforsikringer

og kapitallivsforsikringer er ikke fradragsberettigede.

b. Rente- samt bonustilskrivning til disse pensionskonti m.v.

beskattes på tilskrivningstidspunktet som almidelig personlig

indkomst, dvs. de omfattes ikke af realrenteafgiften, men

beskattes hos den enkelte skatteyder.

c. Udbetalinger fra disse pensionsordninger m.v beskattes ikke.

2. Vedrørende beskatningen af de hidtidige indbetalinger foretages

ingen ændringer, bortset fra at realrenteafgiften skal udvides til

at omfatte alle pensionsselskabernes indtægter, dvs. også afkast

af midler anbragt i indeksobligationer, aktier samt bolig- og

erhvervsejendomme. Dog opfordres regeringen til at overveje en

skærpelse af realrenteafgiften, således at hele realrenten

inddrages, dvs. således at det opsparede beløb kun fastholder sin

realværdi.

3. Regeringen gennemfører de nødvendige ændringer i de eksisterende

regler, således at de enkelte grupper med kollektive

pensionsordninger bliver stillet frit med hensyn til, om de vil

fortsætte ordningen eller træde ud af den. Ved udtræden af

pensionsordningen udbetales såvel de fremtidige arbejdsgiver- som

lønmodtagerbidrag som tillæg til lønnen og beskattes som

almindelig personlig indkomst. Ved udtræden bliver allerede

foretagne indbetalinger samt rente- og bonustilskrivninger stående

i pensionskassen, forsikringsselskabet eller pengeinstituttet.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Forslaget er en del af VS' samlede sociale pensionsreform og samtidig

en del af VS' forslag til omlægning af skattesystemet. Det skal

altså på een gang ses i sammenhæng med VS-forslaget om forbedret

folkepension og VS' øvrige forslag på skatteområdet om afvikling

af rentefradrag, afskrivningsregler osv. Forslaget er altså en del

af en samlet social omfordelingspolitik, som VS-kongressen i

efteråret 1986 gav navnet: RØD OMFORDELING.

Formålet med forslaget er fremover at fjerne de skattebegunstigelser,

der gør det tillokkende for den enkelte at sikre sig særlige

pensionsfordele. Med indførelsen af folkepensionen blev der lagt

op til skabelsen af et enhedspensionssystem i Danmark byggende på

de bedste solidariske principper, nemlig at pensionen er en

offentlig ydelse, som alle har krav på, og som man ikke skal gøre

sig fortjent til gennem f.eks. opsparing eller fast tilknytning

til arbejdsmarkedet.

Det solidariske pensionssystem er i dag i fare. Når pensionen gøres

til et individuelt anliggende, og når milliarder ophobes i de

private pensionsformuer, vil det både politisk og økonomisk blive

sværere og sværere at opretholde en ordentlig folkepension for

slet ikke at tale om at gennemføre de hårdt tiltrængte

forbedringer.

Derfor skal skattebegunstigelserne i forbindelse med privat

pensionsopsparing fjernes, og i stedet skal der bruges penge på

forbedring af de sociale pensioner.

Det skal understreges, at VS ikke har noget imod, at den enkelte via

opsparing og et lavere forbrug i den erhvervsaktive periode kan

ændre fordelingen af livsindkomsten og dermed prioritere et højere

forbrug i alderdommen. Men noget sådant skal ikke subsidieres -

det må ske på samme vilkår som »almindelig opsparing«.

BEMÆRKNINGER TIL BESLUTNINGSFORSLAGETS ENKELTE PUNKTER

ad 1

Formålet med forslaget er at sikre, at fremtidige indbetalinger til

privat pensionsopsparing skattemæssigt ligestilles med »normal«

opsparing, f.eks. opsparing på en almindelig bankkonto. Det vil

sige, at der ikke er nogen fradragsret i forbindelse med

indbetalinger, og hvis arbejdsgiveren betaler, så regnes beløbet

som almindelig lønindkomst for lønmodtageren. Renteindtægter,

bonustilskrivninger m.v. sker løbende ved tilskrivning som normalt

ved renteindtægt. Den opsparede formue kan naturligvis hæves fra

kontoen og f.eks. forbruges, uden at der i den forbindelse betales

nogen skat, dvs. den indbetalte opsparing behandles også her

skattemæssigt på linie med andre former for personlig formue.

Dette gælder også for så vidt angår eventuel formueskat, hvor den

private pensionsopsparing naturligvis vil indgå i

beregningsgrundlaget for denne.

ad 2

Principielt finder VS, at der burde gøres helt op med også de

eksisterende private pensionsformuer. Dette kunne ske via en

engangsskat, som een gang for alle bragte beskatningsspørgsmålet

vedrørende de eksisterende indbetalinger ud af verden. Dette

foreslog VS i et beslutningsforslag i folketingssamlingen 1982-83,

se Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 1669, 2572 og

12371 samt Tillæg A, sp. 1293 og Tillæg B, sp. 2715.

Imidlertid er der siden indført realrenteafgift, og Socialdemokratiet

har indgået et forlig herom. Forslagsstillerne er derfor

indstillet på at acceptere, at de allerede indbetalte midler kan

videreføres efter de hidtil gældende regler (dvs. der betales

fremover realrenteafgift heraf, og midlerne beskattes som hidtil

vedudbetalingen). Dog ser VS gerne denne indrømmelse begrænset

mest muligt, og derfor vil det være rigtigst dels at udvide

realrenteafgiften til at omfatte alle pensionsselskabernes

indtægter vedrørende de hidtidige indbetalinger, dels bør

realrenteafgiften fuldt ud inddrage realrenten, således at den

reale værdi af opsparingen netop fastholdes. Derved gøres et vist

indhug på skattebegunstigelsen.

ad 3

Da størsteparten af de private pensionsordninger er led i de

kollektive overenskomster, vil det være rigtigt at give mulighed

for at udtræde af ordningen. Dette må sikres gennem ændring af de

eksisterende aftaler, om nødvendigt gennem lovgivning. Beslutning

om ophævelse af pensionsordning skal ske kollektivt i de

situationer, hvor de er oprettet som led i overenskomstmæssige

forhold, og princippet må da selvfølgelig være, at både

lønmodtager- og arbejdsgiverbidraget udbetales som almindelig løn

(der er fuldt skattepligtig), idet arbejdsgiveren jo ellers ville

tjene på arrangementet, hvilket absolut ikke er hensigten.

Ved udtræden kan det derimod ikke anses for rimeligt, at den allerede

indbetalte pension udbetales. Disse midler beskattes fremover som

angivet i pkt. 2.

Versioner

  1. 1988-05-21