Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00103@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til nedsættelse af

elforbruget efter følgende retningslinjer:

1. Der gennemføres et stop for udbygning med elvarme.

2. Der fremsættes forslag til ændring af lovgivningen efter disse

retningslinjer:

- elpriserne gøres forbrugsafhængige.

- det fastslås, at lov om elforsyning omfatter elforbrug, og det

pålægges bevillingshaverne at arbejde aktivt for at begrænse

elforbruget.

- inden ministeren godkender eludbygningsplanerne, skal mulighederne

for elbesparende foranstaltninger undersøges og beskrives.

Bevillingshaverne skal desuden mindst een gang årligt give

energiministeren og Folketinget en redegørelse for de initiativer,

der er blevet gennemført for at nedbringe elforbruget.

3. Der indføres progressivt stigende eltariffer, således at prisen

pr. kWh vokser for elforbrug, der overstiger ca. 2.500 kWh om

året.

4. Den nuværende fulde elafgiftsrefusion for industrien ophæves.

Provenuet, der opnås herved, anvendes i form af selektiv støtte

til fremme af ren og ressourcebesparende teknologi.

5. Der sikres bedre afregningspriser for elektricitet leveret til

nettet i tilknytning til industriens egenproduktion.

6. Energiministeren nedsætter en arbejdsgruppe med det formål at

udforme et elreglement, der sikrer, at nye større elforbrugende

maskiner, apparater m.v. i industrielle processer og i

jordbrugssektoren opfylder en effektivitetsstandard svarende til

den bedste tilgængelige teknologi.

7. Regeringen bør i EF og andre internationale sammenhænge arbejde

aktivt for, at alle husholdningsapparater varedeklareres synligt

og grundigt hvad angår elforbrug.

8. Forskning og produktudvikling af energieffektive elforbrugende

apparater opprioriteres.

9. Der indføres en elkonsulentordning.

10. Den særlige rabatordning, der blev indført i forbindelse med

»påskepakken« 1986, for elforbrug over 4.000 kWh/årligt, fjernes.

Provenuet kan anvendes i form af selektiv støtte til

elvarmekunder, der omstiller til en anden energiform end elvarme,

f.eks. naturgas, kraftvarme, vedvarende energi m.v.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Efter nogle års stagnation er elforbruget på ny inde i en

foruroligende vækst. I de seneste år er forbruget vokset særlig

kraftigt, og i Energiministeriets statusnotat (»Statusnotat,

Energiplanlægning 1986«, Energiministeriet, december 1986, sp. 30

ff.) regnes der med en vækst på ikke mindre end 50 pct. frem til

årtusindskiftet.

Dette giver anledning til en række særdeles alvorlige samfundsmæssige

problemer. Det største problem er, at det voksende elforbrug giver

anledning til større forurening. Det giver anledning til et større

udslip af luftforurenende stoffer, f.eks. kvælstofoxider,

støvpartikler m.v. Det betyder også voksende mængder af slagger,

flyveaske og afsvovlingsprodukter. Dertil kommer, at det er

forbundet med meget store udgifter at bygge nye store kraftværker

og nye ledningsnet. Alene i Elsam-området arbejdes der med en

udbygning på mindst 2.000 MW inden år 2000. Det betyder

nyinvesteringer i størrelsesordenen af 6-8 mia. kr., og en

betragtelig forværring af betalingsbalancens løbende poster.

Udbygning med ny kraftværkskapacitet giver også problemer i relation

til den fysiske planlægning, bl.a. i form af konflikter i relation

til fredningsmæssige og rekreative målsætninger.

Der er altså meget tungtvejende grunde til at gribe ind over for

stigningen i elforbruget. De mange milliarder kroner, der skal

ofres på ny kraftværkskapacitet til skade for miljøet og for

betalingsbalancen, bør i stedet investeres i elbesparende

foranstaltninger. Elbesparelser giver, alternativt, reduktion i

det samlede elforbrug og fører til mindre behov for

effektudbygning, dvs. at der sker en reduktion af elforbruget i

maksimalbelastningsperioder. Nye investeringer bør derfor sættes

ind her.

Det er positivt, at energiministeren har tilkendegivet, at der skal

iværksættes en række elbesparende initiativer.

Disse initiativer er affødt af el-aftalen mellem regeringen og

Socialdemokratiet. I henhold til denne aftale iværksætter

energiministeren under energiforskningsprogrammet et

forskningsprojekt, der inden for et lokalt afgrænset område skal

belyse de tekniske, økonomiske og administrative muligheder for

gennemførelse af mere vidtgående besparelser i elforbruget. I

denne forbindelse vurderes bl.a. de såkaldte californiske

tilskudsordninger nøjere.

Endvidere gennemføres en målrettet indsats med det formål at skabe

forståelse for behovet for fastholdelse af

energibesparelsesmålsætningen. Det gælder specielt den del af

energiforbruget, der er fritaget for energiafgifter, dvs. primært

industriens energiforbrug. Energiministeren har nedsat en

arbejdsgruppe med berørte organisationer, som har igangsat den før

nævnte kampagne sidst i 1986.

Derudover har ministeren nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge

mulighederne for gennem en ændring af eltariffer og elafgifter at

udnytte kraftværkskapaciteten bedre og dermed opnå økonomiske

besparelser.

Arbejdsgruppen har i oktober 1986 afsluttet sit arbejde med en

redegørelse med titlen: »Redegørelse om elafgifter og -tariffer«

(Energiministeriet, oktober 1986). Rapporten giver et godt

grundlag for politiske beslutninger på eltarifområdet. Der vil i

disse bemærkninger derfor flere gange blive henvist til rapportens

hovedkonklusioner.

Der er med andre ord taget en række initiativer, men efter

forslagsstillernes opfattelse er disse initiativer

utilstrækkelige. Det er nødvendigt at gå videre, og ikke mindst er

det nødvendigt, at husholdningerne og industrien har direkte

økonomisk fordel af en begrænsning af elforbruget. Hertil kræves

ændring af de gældende eltarifordninger og ophævelse af

industriens fulde afgiftsrefusion.

I en række videnskabelige rapporter er det dokumenteret, at det er

muligt at nå langt længere, hvad angår tekniske elbesparelser.

Bl.a. har Jørgen Nørgaard m.fl., Fysisk Laboratorium III, DTH,

dokumenteret, at det er muligt at reducere det samlede elforbrug

til 1/3 af det nuværende, uden at det går ud over levestandarden.

Selv den mindre ambitiøse målsætning om blot at fastholde et

uændret elforbrug forudsætter en væsentlig mere vidtgående indsats

end, hvad der er lagt op til.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad punkt 1

Over det seneste tiår har elforbruget til opvarmningsformål været

stigende. På baggrund af kortlægningsresultaterne fra hele landet,

refereret i et svar fra energiministeren til energipolitisk udvalg

(Alm. del - bilag 67, 20. november 1986) gives der følgende skøn

for hele landet, ekskl. København.

I de områder, der som led i delplanlægningen er planlagt individuelt

naturgasforsynet, fandtes der, da kortlægningen blev foretaget i

1980-84, ca. 190.000 bygninger med individuelle oliefyr og ca.

23.000 bygninger med elvarme.

I de fjernvarmeforsynede områder (overskudsvarme, fjernvarme,

herunder naturgasbaseret fjernvarme), der er omfattet af

delplanlægningen, fandtes der ca. 105.000 bygninger med

individuelle oliefyr og ca. 7.500 bygninger med elvarme. I de

fjernvarmeområder, der ikke er omfattet af delplanlægningen,

fandtes der ca. 105.000 bygninger med individuelle oliefyr og ca.

7.500 bygninger med elvarme.

Energistyrelsen er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvor mange af

disse bygninger der findes i kraftvarmeområder, men skønsmæssigt

udgør de kraftvarmeforsynede områder målt efter energilevering ca.

halvdelen af de samlede fjernvarmeområder.

For at nedbringe elforbruget er det nødvendigt at sætte stop for

nyinstallering af elvarme og sikre en hurtig omstilling fra

elvarme i områder, der forsynes med naturgas, kraftvarme eller

fjernvarme. Det kan ske gennem tilslutningspligt, passageafgifter

og lignende indgreb.

Elvarmekunder, der omstiller til kollektive varmeforsyningsformer,

bør gives en særlig økonomisk støtte, ligesom der bør etableres

overgangsordninger for elvarmekunder, der får elforbruget dækket

for en stor del gennem el fra vindmølle. Fremtidige

vindmølleejere bør stimuleres økonomisk til at sælge strømmen til

elnettet.

Samtidig bør der sikres udnyttelse af vedvarende energi og af lokalt

baserede energikilder særdeles gunstige vilkår i område IV.

AD PUNKT 2

I dag består en elforbrugers elregning af en fast del, som skal

betales uafhængigt af forbruget, og af en variabel del, som er

bestemt af, hvor stort elforbruget er. Det betyder selvsagt, at

elforbrugeren ikke får den fulde økonomiske gevinst ved

besparelser i elforbruget.

Der er meget store forskelle på størrelsen af den faste

forbrugsuafhængige del fra det ene distributionsselskab til det

andet. I nogle selskaber udgør den faste andel ved et

normalforbrug helt op til 40 pct. af den samlede elregning, og i

sådanne tilfælde vil det ikke kunne betale sig for elforbrugeren

at gennemføre elbesparende foranstaltninger.

Sigtet er at give elforbrugeren større økonomisk incitament til at

investere i elbesparende foranstaltninger og derigennem reducere

elforbruget.

I rapporten »Redegørelse om elafgifter og -tariffer« skønnes, at en

fjernelse af den faste elafgift vil kunne give besparelser i en

størrelsesorden af 6-12 pct. af forbruget på længere sigt, dvs.

besparelser i milliardklassen. Ophævelse af den faste afgift vil

således give store samfundsmæssige fordele. Det »omkostningsægte«

princip må vige i betragtning af fordelene ved forbrugsafhængige

elpriser.

Andet led i punkt 2 tager sigte på at sikre, at lov om elforsyning

tager udgangspunkt i elsektoren under eet. Den eksisterende lov

omfatter alene produktion, transmission og distribution af

elektricitet fra stationære anlæg samt ind- og udførsel af

elektricitet. Derfor er det ikke muligt for elselskaberne at

afveje mulighederne for investeringer i forsyningsanlæg over for

investeringer i elbesparende foranstaltninger.

En nedbringelse af elforbruget vil i en række tilfælde kræve en

overordnet styring. Elselskaberne foretager i dag et

oplysningsarbejde vedrørende besparelser i elforbruget, men

hovedvægten i elværkernes oplysningsarbejde er dog ofte rettet mod

forbrugernes »fordele« ved at gå over til brug af elvarme og

elektriske apparater - alt sammen handlinger, der fører til et

større samlet elforbrug.

Elværkerne bør efter forslagsstillernes opfattelse arbejde aktivt for

at få NEDBRAGT elforbruget. Elværkerne bør gå aktivt ind i et

samarbejde med de lokale virksomheder, som befinder sig inden for

deres forsyningsområder, med det formål at forbedre

energieffektiviteten. Elværkerne bør endvidere yde rådgivning over

for virksomheder med et stort elforbrug for at få nedbragt

elforbruget, dvs. hæve energieffektiviteten.

Som et nyt grundprincip i elplanlægningen skal elbesparelser sikres

en førsteprioritet ved, at Elsams og Elkrafts udbygningsplaner

gøres betinget af, at mulighederne for elbesparende

foranstaltninger undersøges, før der tages stilling til nye

kraftværksenheder.

Det betyder, at elværkerne i deres udbygningsplaner må opstille

alternative fremskrivninger for udviklingen i elforbruget under

hensyntagen til, hvilke initiativer der kan tages for at begrænse

stigningen i elforbruget. Dermed vil der blive lagt op til et

reelt valg for myndighederne ved godkendelse af

udbygningsplanerne.

I sammenhæng hermed bør elværkerne fremlægge en årlig redegørelse for

Folketingets energipolitiske udvalg.

AD PUNKT 3

Spørgsmålet om indførelse af progressive eltariffer blev ligeledes

undersøgt i rapporten »Redegørelse om elafgifter og -tariffer«.

Ifølge rapporten vil progressive tariffer medføre en 16-31 pct.

reduktion i husholdningernes elforbrug i forhold til en udvikling

med uændret prisstruktur. Der er, sagt med andre ord, muligheder

for meget store besparelser ved at indføre progressive eltariffer.

Flere lande, f.eks. USA, Japan og Grækenland, kender til progressive

eltariffer, og selv om forholdene her ikke umiddelbart kan

overføres til danske forhold, viser det, at de praktiske

problemer, der er forbundet med at indføre progressive eltariffer,

er til at overvinde. Dersom gennemførelse af sådanne tariffer

kræver en ændring af lov om elforsyning, pålægges det regeringen

senest i folketingsåret 1987-88 at sikre det nødvendige

lovgrundlag.

AD PUNKT 4

I de senere år er der gennemført energibesparelser inden for

erhvervssektoren, men talrige undersøgelser viser, at mulighederne

langtfra er udtømte. I de seneste år har der været en endog meget

kraftig vækst i elforbruget til procesformål.

Med de kraftige energiprisfald har virksomhederne haft alt for

begrænsede incitamenter til nedsættelse af deres elforbrug. Derfor

er det hurtigste og mest effektivt virkende middel til

nedbringelse af elforbruget ubetinget en gradvis ophævelse af

elafgiftsrefusionen samtidig med en selektiv erhvervsstøtte til

støtte for en mere effektiv energianvendelse i virksomhederne samt

en betragtelig stigning i afregningsprisen for industriens salg

til nettet.

Folketinget har før drøftet et forslag om begrænsning af industriens

elafgiftsfritagelse (forslag til folketingsbeslutning om

energiafgifter for momsregistrerede virksomheder af Riishøj (SF)

m.fl. (B 138), 1985/ 86, jf. Folketingets forhandlinger 1985-86,

sp. 9914, 10.519 ff og 10.531). Der var principiel tilslutning til

formålet, men kritik af den valgte form. Forslagsstillerne er åbne

over for alternative modeller, herunder at sætte omfanget af

afgiftsfritagelse i forhold til virksomhedens værditilvækst og

lade ordningen omfatte alt energiforbrug, hvilket vil gøre

administrationen af ordningen lettere. Efter forslagsstillernes

opfattelse er det vigtigt, at virksomheder, der nedbringer det

marginale forbrug, får en særlig økonomisk fordel, eftersom en

model af denne type vil virke kraftigst til fordel for

nedbringelse af elforbruget gennem investering i elbesparende

teknologi. For at ordningen skal have den fornødne effekt, bør

begrænsningen i elafgiftsfritagelsen ved uændret elforbrug i

forhold til værditilvæksten indbringe samlet ikke mindre end 1

mia. kr. årligt, ellers vil ordningen ikke virke kraftigt nok. Det

er vigtigt, at ordningen kommer til at virke smidigt og

ubureaukratisk. Det skal understreges, at det indkomne beløb efter

forslagsstillernes opfattelse bør ydes i form af en selektiv

erhvervsstøtte til renere og mere ressourcebesparende teknologi.

Af et svar fra energiministeren til Folketingets energiudvalg (alm.

del - bilag 103, 1986-87) fremgår, at flere vestlige lande, bl.a.

Vesttyskland og Sverige, ikke yder industrien fuld

elafgiftsrefusion.

AD PUNKT 5 OG 6

For at undgå opførelse af nye store kraftværksenheder er det vigtigt

at stimulere industrien til i maksimalt omfang at sælge el knyttet

til produktionen, til nettet. En forudsætning for, at industrien

vil sælge til nettet, er, at industrien får gunstigere

afregningspriser for dette salg. Det nuværende niveau for

afregningspris set i sammenhæng med den fulde elafgiftsrefusion

stimulerer ikke til udnyttelse af industriens salg til nettet. En

ophævelse af den fulde elafgiftsrefusion vil i sig selv have en

stimulerende effekt.

En mere direkte styring vil kunne finde sted gennem etablering af et

elreglement, især for den mest elforbrugende del af industrien og

for elforbrugende apparater i husholdningerne. Der lægges i denne

forbindelse særlig vægt på et reglement for maskiner,

ventilationsanlæg m.v. Det pålægges energiministeren at nedsætte

en arbejdsgruppe for at udarbejde et elreglement efter de

principper, der i dag er fastlagt i kravene til husenes

energistandard gennem bygningsreglementet. Det bliver

arbejdsgruppens opgave at beskrive de praktiske og administrative

problemer og komme med konkrete forslag til, hvordan disse

problemer kan løses. Alle muligheder for gennem økonomiske

incitamenter, oplysningskampagner m.v. at løse problemet bør

naturligvis udnyttes, således at etableringen af elreglementet

vinder forståelse hos forbrugerne og i erhvervslivet.

AD PUNKT 7

Den nuværende bestand af køleskabe og dybfrysere i hjemmene tegner

sig for et elforbrug svarende til ca. 1,8 TWh eller 7,5 pct. af

det samlede elforbrug på årsbasis. Dertil kommer et betragteligt

elforbrug til andre hårde hvidevarer som f.eks. komfurer,

vaskemaskiner, tørretumblere og andre elforbrugende apparater.

Allerede i dag er der udviklet og markedsført sådanne elforbrugende

apparater, der har en meget høj energieffektivitet, men der er

ikke etableret en ensartet mærkning og oplysningspligt, herunder

en oplysningspligt om mindste og højeste elforbrug for de på

markedet eksisterende elapparater. Det vil være en vej frem til at

sikre langt større udbredelse af elapparater med høj

energieffektivitet.

Forbrugerne har i dag for svært ved at gennemskue forskellene på de

forskellige apparater og de økonomiske konsekvenser ved brugen af

dem. Mærkningen bør være tydelig og skrevet i et forståeligt

sprog. På grund af et nødvendigt fortsat højt afgiftsniveau vil

husholdningerne have særlig stor interesse i at investere i

elapparater m.v. med den maksimale energieffektivitet.

Der eksisterer allerede en lov om mærkning og oplysningspligt

vedrørende forbrug af energi (lov nr. 224 af 28. maj 1982), men

der er i dag kun udstedt een bekendtgørelse (bekendtgørelse nr.

688 af 17. december 1982 om mærkning af elektriske ovne til

husholdningsbrug med oplysning om energiforbrug m.v.) i henhold

til denne lov, hvilket ikke er tilstrækkeligt.

Denne lov blev fremsat på baggrund af, at Rådet for De Europæiske

Fællesskaber vedtog et rammedirektiv af 14. maj 1979 om oplysning

ved mærkning om husholdningsapparaters energiforbrug og direktiv

af 14. maj 1979 om anvendelse af rammedirektivet for bageovne.

Formålet med EF-rammedirektivet er at harmonisere mærkningen og at

undgå, at der gennem forskellige former for mærkning i de enkelte

medlemslande opstår tekniske handelshindringer, samt at bidrage

til en reduktion af husholdningsapparaters energiforbrug.

I henhold til rammedirektivet kan der vedtages anvendelsesdirektiver

for forskellige apparater ud over bageovne. Det kan ske for

køleskabe, dybfrysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner,

tørretumblere, vandvarmere, fjernsynsapparater og strygeruller.

Når man i dag endnu ikke har gennemført mærkningspligt for andre

elapparater end bageovne, har det sin baggrund i, at

forundersøgelsesarbejderne i EF-regi om mærkning af andre

apparater ikke er afsluttet.

Derfor pålægges det regeringen at arbejde aktivt på internationalt

plan, herunder i EF, for at elforbrugende apparater tydeligt og

forståeligt varedeklareres med hensyn til elforbrug, og at der

gennemføres en bevidst oplysning af forbrugerne om elapparaters

elforbrug. Ordningerne bør desuden indeholde minimumsbestemmelser.

AD PUNKT 8

Det er ikke tilstrækkeligt blot at fremme brugen af apparater med

lavt elforbrug, der allerede er produktudviklet og afprøvet. Der

må gøres en indsats for at produktudvikle endnu mere

energieffektive apparater, teknisk udstyr til pumpning,

ventilation og køling samt rådgivning om energisystemløsninger,

hvor el og varme produceres under et. Der bør i

energiforskningsprogrammet afsættes betydelig flere midler end

hidtil til denne type forskning og udvikling. Efter

forslagsstillernes opfattelse bør dette ske i nært samarbejde med

de virksomheder, der producerer elforbrugende apparater. Forslaget

er tidligere blevet anbefalet af Miljøministeriet i rapporten

»Miljø og energi 81«, der blev udgivet i tilknytning til

Energiplan 81.

AD PUNKT 9

Ofte er det manglende kendskab til mulighederne for elbesparende

foranstaltninger, der er årsag til, at disse ikke gennemføres i

stor målestok. Med højt afgiftsniveau og med en aftrapning af den

fulde afgiftsrefusion for industrien, og med de samfundsmæssige

interesser, der står på spil, bør en forsøgsordning anbefales med

uddannelse af elkonsulenter.

Konsulenternes opgave bliver bl.a. at anvise mindre og meget

energiforbrugende virksomheder uden store egne ressourcer, på

hvilken måde der kan opnås elbesparelser. Det kan f.eks. dreje sig

om at få bedre måle- og analysemetoder, så pumper og rør m.v. ikke

overdimensioneres, begrænse ventilationsopvarmning til områder,

hvor der ikke eksisterer andre muligheder (f.eks. radiatorer),

eller om en mere hensigtsmæsig indretning af de elforbrugende

transportbånd (til råvarer og halvfabrikata). Dette blot for at

beskrive spændvidden i mulighederne.

Elkonsulenterne ansættes hos elselskaberne (jf. punkt 2 i forslaget),

som jo besidder en betydelig ekspertise på området. Som

forsøgsordning ansættes eksempelvis 10 konsulenter for en treårig

periode. Herefter tages ordningen op til en samlet vurdering.

AD PUNKT 10

Den differentierede elafgift, der blev etableret i forbindelse med

vedtagelsen af den såkaldte påskepakke, indebærer, at afgiften af

forbrug på elektricitet, der overstiger 4.000 kWh i helårsboliger,

som opvarmes med elvarme, udgør 26 øre pr. kWh. Af al anden el

udgør afgiften 29,5 øre pr. kWh.

Denne særstilling for elvarme betyder, at elopvarmning ifølge

rapporten »Redegørelse om elafgifter og -tariffer« er ca. 1.000

kr. billigere end olieopvarmning i et nyt velisoleret hus. Dette

er naturligvis uacceptabelt. I forbindelse med vedtagelsen af

påskepakken blev det nævnt, at ordningen ville blive taget op til

revurdering i forbindelse med den nu færdiggjorte og tidligere

omtalte rapport om elafgifter og -tariffer.

En ophævelse af 4.000 kWh-grænsen kan ledsages af en særlig støtte

til omlægning fra elvarme til kollektive opvarmningssystemer for

boliger beliggende i naturgas- eller kraftvarmeområder.

Versioner

1. 1988-05-21