Gelex

1986 BSF 126 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDFØRELSE AF VIRKSOMHEDSDEMOKRATI OG SAMFUNDSSTYRING AF KAPITALEN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00126@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Regeringen opfordres til at udarbejde og fremsætte de nødvendige

lovforslag i overensstemmelse med følgende principper for

virksomhedsdemokrati og kapitalstyring:

1. Demokrati på arbejdspladsen

1.1. I alle virksomheder med mere end 5 ansatte vælger disse et

virksomhedsråd. I andre virksomheder kan de ansatte beslutte at

være virksomhedsrådet.

1.2. I offentlige og koncessionerede virksomheder har

virksomhedsrådet den daglige ledelse inden for de af de

folkevalgte organer (f.eks. Folketing, amtsråd,

kommunalbestyrelse) fastlagte rammer.

1.3. I privatejede virksomheder har virksomhedsrådet bl.a. følgende

beføjelser: at vælge repræsentanter til bestyrelse og direktion;

at være fuldt medbestemmende i alle sager vedrørende arbejdets

fordeling, produktionens tilrettelæggelse, personalespørgsmål,

teknologisk politik osv.; at standse produktionen, hvis det

skønnes nødvendigt af hensyn til de ansattes sikkerhed og sundhed;

at have fri adgang til regnskaber og produktionsplaner og at

benytte eksperter udefra ved gennemgang af disse.

Endelig repræsenterer virksomhedsrådet den ansvarlige

lønmodtagerkapital, der tilgår virksomheden i henhold til punkt 3.

2. Økonomisk demokrati

2.1. Alle private virksomheder overfører årlig mindst 3 pct. af

værditilvæksten til lønmodtagerne som disses kollektive ejendom.

Værditilvæksten er forskellen mellem det, virksomheden sælger, og

det, den køber for - svarende til forskellen mellem det indgående

og det udgående momspligtige beløb.

En tredjedel af denne overførsel tilgår en fællesfond, mens de to

tredjedele bliver stående i virksomheden som ansvarlig

lønmodtagerkapital, der repræsenteres af virksomhedsrådet.

2.2. Der oprettes tillige en lønmodtagerfond i hvert amt. Til

amtsfondene overføres hvert år kapital fra fællesfonden ud fra

kriterier baseret på det enkelte amts andel af den

landsgennemsnitlige arbejdsløshed og erhvervsmæssige sårbarhed.

2.3. En virksomhed kan få tilført kapital fra fællesfonden eller

amtsfonden, men kun med virksomhedsrådets tilslutning. Denne

kapitaltilførsel skal indgå i den i virksomheden placerede

lønmodtagerkapital og udgøre en del af denne.

2.4. Udbyttet af al lønmodtagerkapital, uanset placering, tilskrives

fællesfonden som samtlige lønmodtageres kollektive ejendom.

2.5. Fondene skal ledes efter principperne om samfundsmæssige behov,

altså fremme beskæftigelse, godt arbejdsmiljø, gode løn- og

arbejdsforhold og samfundsgavnlige investeringer.

Fondene kan medvirke til oprettelse af nye virksomheder og overtage

virksomheder, der påtænkes nedlagt, hvis nedlæggelsen strider mod

principperne om samfundsmæssige behov.

Fondene har forkøbsret, hvis en virksomhed udvider sin egenkapital,

eller hvis virksomheden udbydes til salg.

2.6. Fondene overtager de funktioner, der i dag udøves af

Egnsudviklingsrådet og af Finansieringsinstituttet for Industri og

Håndværk.

2.7. Fondene ledes af et repræsentantskab, der sammensættes ud fra

geografiske og branchemæssige hensyn. Der foretages valg amtsvis

til et amtsrepræsentantskab, og afstemningen foregår ved

urafstemning blandt samtlige ansatte i den offentlige og private

sektor samt de arbejdsløse der er tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Af sin midte vælger repræsentantskabet en bestyrelse.

Samtlige amtsfondsbestyrelser udgør fællesfondens repræsentantskab.

Dette repræsentantskab vælger af sin midte en bestyrelse.

Fondenes bestyrelser er ansvarlige for den daglige ledelse og

overvåger, at de generelle retningslinjer for fondenes virksomhed

og de konkrete instrukser fra repræsentatskabet respekteres. Et

flertal af bestyrelserne bør være medlemmer af et virksomhedsråd.

3. Samfundsstyring af kapitalen

Folketinget fastlægger hovedretningslinjerne for fordelingen af

kapitalressourcerne.

Til varetagelse heraf indsætter Folketinget et flertal af

repræsentanter i pengeinstitutternes og forsikringsselskabernes

bestyrelse.

I overensstemmelse med principperne om samfundsmæssige behov skal

regeringen herigennem sikre en mere planmæssig udvikling af

økonomien, herunder: en afbalancering af de enkelte

erhvervssektorer og mellem hjemmemarkeds- og eksporterhverv; en

egns- og landsplanlægning, der tilgodeser miljø-, beskæftigelses-,

produktions- og ligeretshensyn; tilrettelæggelse af ny produktion

ud fra princippet om den bedst mulige, mest miljøvenlige og mest

økonomiske udnyttelse af de tilgængelige ressourcer; forbedring af

de ansattes løn- og arbejdsforhold.

Folketinget følger udviklingen gennem et udvalg, der skal have samme

myndighed vedrørende en grovstyring af fordelingen af

kapitalressourcerne, som finansudvalget har for styringen af

statens anvendelse af kapital.

Nationalbanken skal overgå til at være en statsbank med direkte

ansvar over for regering og Folketing.

4. Anden lovgivning

En række arbejdsmarkedslove må ændres under tilpasningen til

udviklingen af virksomhedsdemokrati og bedre samfundsøkonomisk

planlægning.

Således må skifteholdsarbejde begrænses til det mest

samfundsnødvendige, og helbredsnedbrydende lønsystemer må

forbydes. Arbejdstilsynet må sammensættes af

lønmodtagerrepræsentanter, læger og andet sundhedspersonale,

ingeniører osv., som udpeges af lønmodtagernes egne

organisationer. Endelig må arbejdsrets- og forligsmandslove

ændres, således at arbejdspladsdemokratiet får et godt klima at

fungere i.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

GENERELLE BEMÆRKNINGER

Formålet med dette beslutningsforslag er at demokratisere

arbejdslivet, at skaffe lønmodtagerne andel i merværdien i

virksomhederne samt at påbegynde en styring af kapitalen.

Så vidtrækkende reformer bør ikke gennemføres uden en aktiv støtte og

opbakning fra lønmodtagerorganisationerne og især deres medlemmer.

Derfor er det nødvendigt med en dybtgående og omfattende

diskussion i hele befolkningen. Fremsættelsen af nærværende

beslutningsforslag skal være med til at fremme diskussion.

Vedtages beslutningsforslaget, bør de påkrævede lovforslag afvente

forløbet af en intensiveret debat, således at man kan være

nogenlunde sikker på, at en eventuel lov kan bæres igennem en

folkeafstemning i henhold til grundlovens § 42.

Når Socialistisk Folkeparti tillægger lønmodtagerorganisationernes og

deres medlemmers aktive støtte så stor betydning, hænger det

sammen med, at partiet under ingen omstændigheder ønsker at

anfægte fagbevægelsens virkeområde. Det vil også ses af, at

forslaget fremtræder som en ramme, inden for hvilken der skal ske

en udfyldning.

Det er Socialistisk Folkepartis opfattelse, at virksomhedsdemokrati

skal udvikles i størst mulig uafhængighed af statsmagten, og at

det i den afsluttende fase skal være en bestanddel af et

solidarisk samfund, hvor lønmodtagerne har den fulde

selvforvaltningsret i de enkelt virksomheder. Dette mål når vi

ikke fra den ene dag til den anden. Det er en vej, der må

betrædes, og vejen må betrædes af et folkeflertal.

Virksomhedsdemokrati skabes ikke automatisk ved, at lønmodtagerne

kollektivt overtager en del eller hele værditilvæksten. Der findes

i dag samfund, hvor lønmodtagerne formelt har overtaget hele

merværdien, uden at dette har medført ægte virksomhedsdemokrati,

f.eks. har en statsansat direktør blot afløst en privatansat.

Arbejdspladsdemokratiet må altså skabes gennem særskilte

foranstaltninger. På den anden side er arbejdspladsdemokratiet

ikke tilstrækkeligt. Selv om lønmodtagerne er med til at bestemme

over sikkerhed, personalepolitik, produktionsudvidelser og

-indskrænkninger osv., har de ingen sikkerhed for, at

arbejdspladsen ikke med eet bliver solgt for næsen af dem, eller

at den ikke langsomt bliver slagtet eller pludselig nedlagt.

En sådan sikkerhed opnås heller ikke med dette forslag, men der kan

dog opnås nogen sikkerhed gennem overtagelse af dele af

ejendomsretten til virksomheden, dvs. ved at overtage en del af

værditilvæksten. Men dette er ikke nok, for det kan modsvares af,

at kapitalejerne begynder at føre den kapital, de råder over, ud

af landet eller overflytter kapitalen til spekulationsområder,

fordi de deer kan tjene mere.

Derfor må der kapitalstyring til, således at kapitalen styres efter

en samfundsplan, hvor det ikke kun er et snævert profithensyn, der

styres efter, men derimod et andet lønsomhedssyn; f.eks. skal

beskæftigelse, tryghed, sundhed og sikkerhed veje tungt.

Forslaget er med visse modifikationer en genfremsættelse af et i

folketingsåret 1979-80 (2. samling) fremsat forslag, jf.

Folketingstidende 1979-80, forhandlingerne sp. 6869 og tillæg A

sp. 3525.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad 1. Demokrati på arbejdspladsen

Ad 1.1.

Virksomhedsrådet skal bestå af repræsentanter for alle faggrupper i

den pågældende virksomhed. Alle, der bliver valgt ind i

virksomhedsrådet, skal være beskyttet på lige fod med tillidsmænd.

Ved ordet »virksomheder« forstås virksomheder, der har ansat lønnet

personale svarende til mindst een fuldtidsansat.

AD 1.2.

I offentlige og koncessionerede virksomheder vælges virksomhedsråd

efter samme regler som i 1.1., og beskyttelsen af de valgte er den

samme.

Rammerne, inden for hvilke der skal arbejdes, fastlægges af de

relevante organer, f.eks. Folketing, amtsråd og

kommunalbestyrelser.

AD 1.3.

Dette punkt indebærer, at virksomhedsrådet har myndighed til helt

eller delvis at standse produktionen, hvis rådet skønner, at den

rummer farer for de ansattes sikkerhed og sundhed. Videre

indebærer det, at tilslutning fra virksomhedsrådet eller dets

repræsentanter i direktion og bestyrelse er nødvendig, såfremt der

skal tages beslutning vedrørende arbejdets fordeling,

produktionens tilrettelæggelse, ansættelser, forfremmelser,

afskedigelser, salg af virksomhed eller dele heraf.

Skal lønmodtagernes repræsentanter kunne gennemskue regnskaber og

produktionsplaner, må de have mulighed for at trække på

ekspertbistand udefra.

AD 2. ØKONOMISK DEMOKRATI

Ad 2.1.

Når det kun er privatejede virksomheder med ansat lønnet personale

svarende til mindst een fuldtidsansat, der skal indbetale 3 pct.

af værditilvæksten til lønmodtagernes kollektive fond, er det,

fordi offentlige virksomheder på den ene eller den anden måde ejes

af samfundet. Såfremt de offentlige virksomheder skulle indbetale

til lønmodtagernes kollektive fond, ville det blive skatteyderne,

der skulle udrede beløbet. Dette ønsker forslagsstillerne ikke.

Værditilvæksten er forskellen mellem det, virksomheden sælger, og

det, den køber for, svarende til forskellen mellem indgående og

udgående momspligtige beløb. Beregningen vil kunne foretages på

samme måde for de eksporterende virksomheder.

Da det meste af den merværdi, der overføres til lønmodtagerne som

deres ansvarlige lønmodtagerkapital, efter forslaget skal blive

stående i virksomheden, er der ingen grund til at forvente

virkninger heraf for virksomhedens lønpolitik.

Lønmodtagernes kollektive ejendom betyder, at der ingen udbetaling

vil ske til den enkelte, hverken af udbyttet fra de enkelte

virksomheders udbytter af lønmodtagerandelen eller udbyttet af

lønmodtagerfondens placerede midler. Disse beløb indgår til en

styrkelse af lønmodtagerfonden.

AD 2.2.

Formålet med en lønmodtagerfond i hvert amt er at sikre en

differentieret egnsudvikling, som giver en harmonisk

erhvervsstruktur med ensartede beskæftigelsesmuligheder i hele

landet.

Kapitaltilførslen til amtsfondene sker via fællesfonden og skal

primært ske efter de generelle behovskriterier, som er nævnt i

forslagspunktet.

Det betyder selvsagt ikke, at fællesfonden ikke selv direkte, og på

egen risiko, kan investere i det enkelte amt, f.eks. når en stor

virksomhed planlægger at lukke, eller hvis særlig store

erhvervsprojekter skal realiseres.

AD 2.3.

Virksomhedsrådet bestemmer, om en virksomhed kan få tilført kapital

fra fondene, bl.a. for at forhindre salg eller lukning af en

virksomhed, der begrundes med kapitalmangel.

AD 2.4.

Der henvises til sidste afsnit i bemærkningerne til 2.1.

AD 2.5.

Samfundsmæssige behov er et andet og videre begreb end den snævre

driftsrentabilitet og står ofte i modsætning hertil. For eksempel

kan det »betale sig« for en virksomhed at sende ansatte ud i

arbejdsløshed. Men hvis der er stor arbejdsløshed, er det en dyr

»forretning« for samfundet.

Et andet eksempel: Kastrup Glasværk måtte lukke, fordi ejerne ikke

havde investeret tilstrækkeligt. Resultatet blev dels, at de

ansatte blev arbejdsløse, dels at man nu må importere flasker.

Lukningen kunne måske »betale sig« for ejerne af glasværket, men

ikke for samfundet.

Samfundets behov er, at der er god beskæftigelse, gode løn- og

arbejdsforhold, et godt arbejdsmiljø, en rigtig erhvervsstruktur

fordelt på en menneskevenlig måde, rigtige investeringer, der

gavner samfundsøkonomien i dens helhed. Disse behov tages der ikke

hensyn til, så længe den kapitalistiske markedsmekanisme får lov

til at råde uindskrænket.

AD 2.6. Egnsudviklingsrådet bliver overflødigt, idet egnsudviklingen

må ind under samme bestemmelser som fondene. Det samme gælder

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk. Dette sker

bl.a. for at undgå unødigt bureaukrati.

AD 2.7.

Det ligger forslagsstillerne meget på sinde, at fondene bliver ledet

af lønmodtagerne selv. Derfor ønsker forslagsstillerne den

sammensat af de folk, der vælges af lønmodtagerne via urafstemning

blandt samtlige lønmodtagere, både privat og offentligt ansatte og

de ledige, der er tilmeldt Arbejdsformidlingen.

Bestyrelsen, der skal varetage den daglige ledelse af fonden, vælges

ud fra hensynet til, at alle landets regioner bør være

repræsenteret.

AD 3. SAMFUNDSSTYRING AF KAPITALEN

I et samfund som det danske, hvor erhvervslivet i princippet er

privatejet, er det ikke muligt at styre samfundsudviklingen.

Tværtimod er det snarere erhvervslivet, der styrer resten af

samfundet. Alle tre led i dette forslag går ud på at

demokratisere. En samfundsstyring af kapitalen er en nødvendig

forudsætning for et demokrati, der kan kaldes et reelt demokrati.

Pengeinstitutter og forsikringsselskaber spiller en betydelig rolle

for kreditformidlingen, dvs. bestemmer, hvad der skal lånes penge

til. Det er nødvendigt, at folkevalgte får et flertal af

repræsentanter i disse for at sikre en udvikling, der er til gavn

for hele samfundet.

AD 4. ANDEN LOVGIVNING

Eksisterende lovgivning må ændres og ny lovgivning må skabes, for at

virksomhedsdemokratiet kan få ordentlige vilkår. Især er det

nødvendigt at imødegå den risiko, der ligger i, at nogle ansatte -

fordi de har fået medindflydelse og medejendomsret - lader sig

opsluge af et produktionsræs, der virker nedbrydende på dem selv

og indebærer krænkelser af principperne for en sund og sikker

tilrettelæggelse af produktionen. Derfor må man forbyde

helbredsnedbrydende lønsystemer og skifteholdsarbejde ud over det

absolut nødvendige. Ligeledes må den arbejdsretlige lovgivning

ændres, så den tilpasses de nye forhold i virksomhederne. F.eks.

vil en demokratisering som den foreslåede totalt overflødiggøre

Arbejdsretten.

Versioner

  1. 1988-05-21