1986 BSF 129 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REGULERING AF DE SOCIALE PENSIONER
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00129@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om regulering
af de sociale pensioner på en sådan måde, at pensionisternes REALE
FORBRUGSMULIGHED ud over inflationen vokser med mindst 3,5 pct. om
året, dog mindst i samme takt som formuetilvæksten i private
pensionsopsparingsordninger (efter realrentebeskatning).
1. De sociale pensioners grundbeløb INDEKSREGULERES på en sådan måde,
at pensionisternes disponible restindkomst holder trit med den
almindelige pris- og lønudvikling.
2. Desuden reguleres pensionerne således, at købekraften år for år
vokser i samme takt som den året forud konstaterede realvækst i de
private pensionsopspareres formuer (depotrenten). Dette indeks
beregnes som et gennemsnit for pensionskasser,
kapitalpensionsordninger m.v.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
De fleste politiske partier er på galopperende flugt fra princippet
om, at hver generation bør forsørge sine gamle, og at pension både
ved alderdom og ved arbejdsudygtighed bør være et fælles
samfundsanliggende, som finansieres ved, at de økonomisk bedst
stillede giver afkald på et forbrug, der svarer til et i forhold
til samfundets rigdom anstændigt realforbrug blandt
pensionisterne.
Forslagets formål er at forhøje pensionisternes realindkomst i en
takt, som kun kynikere vil kunne afvise som »urealistisk« og
»samfundsøkonomisk uansvarlig«. 3,5 procent svarer til sidste års
vækst i det danske bruttonationalprodukt - en vækst, som
regeringspartierne, de store oppositionspartier og
budgetdepartementets embedsmænd samstemmende karakteriserer som
beskeden.
En realvækst på 3,5 procent er nogenlunde, hvad formueejere, der
investerer i obligationer, kan opnå for øjeblikket. Vel at mærke
hvis de betaler skattesystemets højeste marginaltrækprocent hvad
en meget stor del af dem som bekendt ikke gør.
En realvækst på 3,5 procent blev ved gennemførelsen af loven om
realrenteafgift anset for »rimelig«, når det gælder de mennesker,
der har private pensionsopsparingsordninger. Skatteminister Isi
Foighel udtalte 10. oktober 1986 i sit svar på spørgsmål nr. S 16,
stillet af Pia Kjærsgaard, »fremskridtspartiet: Formålet med at
gennemføre realrenteafgiftsloven var at sikre, at pensionerne ikke
blev så store, at fremtidens pensionister fik krav på en urimelig
stor del af det forbrug, der er plads til i samfundsøkonomien«,
samtidig med at »pensionsopsparene skulle have mulighed for at
opnå en RIMELIG pensionsdækning i forhold til indbetalte
pensionsbidrag«. Begge disse hensyn er blevet tilgodeset ved den
fastlagte metode for beregning af afgiftssatsen, fortsætter
skatteministeren: »Denne fastsættes under hensyn til den
værdiforringelse, de opsparede midler er udsat for på grund af
inflationen, idet der samtidig for pensionsopsparingen i samfundet
som helhed gives mulighed for en realforrentning på 3,5 pct. efter
afgift.«
Skulle det danske samfund ikke kunne tillade sig at forøge
realindkomsten for en af de allerdårligst stillede grupper,
pensionisterne, i samme takt som man finder det rimeligt, at de
mere velstillede pensionsopsparere får forøget deres formuer ved
arbejdsfri kapitalgevinster?
Imidlertid er realvæksten i pensionsforsikrings- og
kapitalpensionsordningerne væsentlig større end de 3,5 procent.
Indskyderne i Pensionsforsikringsanstalten PFA har f.eks. i hvert
af årene 1984-86 haft en bonusrente på 11,55 pct. efter
realrentebeskatning.
BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER
Ad 1
Det beløb, der skal reguleres, er det, der har praktisk interesse for
pensionisterne: den reelle forbrugsmulighed. Det hjælper dem jo
ikke, at grundtaksten hæves, hvis fordelen opvejes af øget skat,
samordningsfradrag og andre reguleringer.
Regeringen har bebudet, at den vil løse samspilsproblemerne i
indeværende folketingssamling, og socialministeren har i den
offentlige debat forpligtet sig til at fjerne de sorte pletter på
det sociale landkort. Når disse planer er kendt i deres helhed,
vil det være muligt at fastlægge, hvordan en indeksregulering af
den disponible restindkomst konkret kan udformes.
Med forslaget er der ikke taget stilling til den fremtidige
regulering af boligydelsen og andre særlige ydelser til bestemte
kategorier af pensionister.
AD 2
Da statistikken på området er mangelfuld, vil det i praksis være mest
hensigtsmæssigt at vælge pensionskasser og indskud i
pengeinstitutter og forsikringsselskaber over en vis
størrelsesorden som sammenligningsgrundlag.
Det kan forudses, at forslaget vil møde den indvending, at
pensionsopsparerne jo skal betale skat af formueforøgelserne på
udbetalingstidspunktet, mens VS med dette forslag vil regulere den
disponible indkomst efter skat.
Dertil er at sige: pensionisterne HAR jo betalt indkomstskat, indtil
de blev pensioneret. De bidrager som alle andre til de indirekte
skatter. Og de har IKKE haft mulighed for at udnytte fordelen ved
skattebegunstigelsen af pensionsopsparingsordningerne. De har
tværtimod været med til at finansiere disse begunstigelser.
I Budgetredegørelse 1986 blev det påstået, at der ikke ligger nogen
skattemæssig begunstigelse, i at indbetalinger til
pensionsopsparingsordninger er fradragsberettiget. Da VS i et
spørgsmål til finansministeren udbad sig dokumentation for denne
påstand, svarede han den 23. oktober 1986 med et banalt
regneeksempel.
I eksemplet forudsættes det, at skatteprocenten er den samme på
indbetalings- og udbetalingstidspunktet - og at
realrentebetalingen omfatter hele rentetilskrivningen.
Ingen af disse forudsætninger er holdbare. Også efter skattereformens
ikrafttræden vil der være store grupper, der med fordel kan
udnytte fradragsretten på indbetalingstidspunktet, fordi deres
marginalskatteprocent efter al sandsynlighed vil være mindre, når
de har passeret pensionsalderen. Og enhver kan ved et blik i
reklametryksager fra forsikringsselskaber og pengeinstitutter
eller årsberetninger fra pensionskasser forvisse sig om, at disse
selskaber og kasser til det yderste udnytter lovgivningens regler
om, at visse typer værdipapirer er fritaget for
realrentebeskatning. Hvis man ønsker en målestok for størrelsen af
de huller, der blev indført i lovgivningen, kan man bare
sammenligne selskabernes oplysninger om
depotrente/bonustilskrivning før og efter realrenteskat med årets
realrenteafgiftssats.
Hvis finansministeren troede på sit eget regneeksempel, kunne han jo
også med sindsro AFSKAFFE fradragsretten, sådan som VS gentagne
gange har foreslået!
I den nuværende lovgivning ligger der et kraftigt incitament for
pensionskasser, forsikringsselskaber og pengeinstitutter til at
udnytte lovgivningens smuthuller og konkurrere med hinanden om at
skaffe kunderne størst mulig depotrente ud over de 3,5 procent,
som et flertal i Folketinget har anset for »rimelig«. Og et endnu
større incitament for staten til at søge private pensionsordninger
fremmet for at undgå de generelle skatteforhøjelser, der, alt
andet lige, er den logiske konsekvens, hvis man vil omfordele
forbrugsmuligheder til fordel for de ringest stillede
pensionister, samtidig med at alderspensionisterne i fremtiden vil
udgøre en stigende procentdel af befolkningen.
I VS-forslaget ligger der et incitament til at formindske de private
pensionsopsparingsordningers særfordele.
(Beslutningsforslag nr. B 129).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.