Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00130@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

De Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1984

vedtagne konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf, og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark anerkender den mellemstatslige

klageadgang til den under konventionen oprettede komitee i medfør

af artikel 21 og den individuelle klageadgang i medfør af artikel

22.

Oprindeligt fremsat beslutningsforslag

Blad nr 518

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på

De forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1984

vedtagne konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf og til, at der afgives

erklæring om, at Danmark anerkender den mellemstatslige

klageadgang til den under konventionen oprettede komitee i medfør

af artikel 21 og den individuelle klageadgang i medfør af artikel

22.

Indholdsfortegnelse

Konventionen mod tortur

Bemærkninger:

I Konventionens forhistorie

II Danmarks ratifikation

III Konventionens indhold

KONVENTION

mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf

De i denne konvention deltagende stater,

som finder, at i overensstemmelse med de i De forenede Nationers pagt

erklærede principper er anerkendelsen af hele menneskehedens lige

og umistelige rettigheder grundlaget for frihed, retfærdighed og

fred i verden,

som anerkender, at disse rettigheder hidrører fra det enkelte

menneskes naturlige værdighed,

som erkender, at De forenede Nationers pagt, specielt artikel 55,

pålægger staterne at fremme den almindelige respekt for og

overholdelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder,

under hensyntagen til artikel 5 i Verdenserklæringen om

Menneskerettighederne og artikel 7 i Den internationale konvention

om borgerlige og politiske Rettigheder, som begge bestemmer, at

ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf

og under hensyntagen til erklæringen om beskyttelse af alle mennesker

mod tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende

behandling eller straf, vedtaget af Generalforsamlingen den 9.

december 1975,

og som ønsker at udøve en mere effektiv indsats i kampen mod tortur

og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf over hele verden,

er blevet enige om følgende:

KAPITEL I

Artikel 1

1. I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved

hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental,

bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger

eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham

for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller

mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang

på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen

form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse

påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en

anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan

persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der

alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige

sanktioner, er ikke omfattet.

2. Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument

eller national lovgivning, som indeholder eller kan indeholde

videregående bestemmelser.

Artikel 2

1. Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde

lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre

foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert

territorium under dens jurisdiktion.

2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand

eller trussel om krig, indre ustabilitet eller nogen anden

offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af

tortur.

3. En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan

ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.

Artikel 3

1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller

udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde

for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet

tortur.

2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal

de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i

betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast

mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af

menneskerettighederne.

Artikel 4

1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er

strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende

gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger, som udgør

meddelagtighed eller deltagelse i tortur.

2. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med

passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.

Artikel 5

1. Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil

være nødvendige for at sikre sin jurisdiktion over de

overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:

a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens

jurisdiktion eller om bord på et skib eller fly, som er

indregistreret i den pågældende stat;

b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende

stat;

c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten

anser det for hensigtsmæssigt.

2. Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler,

som vil være nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion over

sager, hvor den påståede lovovertræder befinder sig på noget

territorium under dens jurisdiktion og ikke udleveres i

overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i stk. 1 nævnte

stater.

3. Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse

med national ret.

Artikel 6

1. Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en

person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i

artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige

foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse,

når den, efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger,

finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre

retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens lovgivning,

men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre

iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller

udleveringsprocedure.

2. En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig

undersøgelse af de faktiske forhold.

3. Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med stk. 1,

skal have bistand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den

nærmeste behørige repræsentant for den stat, hvori han er

statsborger, eller, hvis han er statsløs, med repræsentanten for

den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.

4. Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en

person i forvaring, skal den øjeblikkelig meddele de stater, der

er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i

forvaring og om de omstændigheder, der begrunder hans

frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den indledende

undersøgelse, som er omtalt i stk. 2, skal øjeblikkelig meddele

resultaterne til de omtalte stater og skal tilkendegive, om den

har til hensigt at udøve jurisdiktion.

Artikel 7

1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en

person, som påstås at have begået en overtrædelse som nævnt i

artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen

til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning,

medmindre den udleverer ham.

2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i

tilfælde af en almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge

den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte

tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og

domsfældelse, på ingen måde være mindre strenge end de, der gælder

i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.

3. Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i

forbindelse med de overtrædelser, der er omtalt i artikel 4, skal

sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.

Artikel 8

1. De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være

omfattet af bestemmelserne om udlevering i enhver

udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende

stater forpligter sig til at inddrage sådanne overtrædelser under

bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte

blive indgået mellem dem.

2. Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale,

modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat

med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den anse

denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne

overtrædelser. Udlevering sker under iagttagelse af de andre

betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.

3. De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en

aftale, skal anerkende sådanne overtrædelser som overtrædelser,

der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de

betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.

4. Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering

mellem de deltagende stater, som om de er blevet begået ikke alene

på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territorium,

som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med

artikel 5, stk. 1.

Artikel 9

1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i

forbindelse med strafforfølgning, med hensyn til nogen af de

overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse

af alle de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for

retsforfølgningen.

2. De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge stk.

1 i overensstemmelse med enhver traktat om gensidig retlig

bistand, der måtte bestå imellem dem.

Artikel 10

1. Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning

vedrørende forbudet mod tortur indgår i undervisning og træning af

civilt og militært rethåndhævelsespersonale, lægeligt personale,

offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i

forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er

underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller

fængsling.

2. Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette

forbud i de regler eller retningslinjer, der er udstedt med

henblik på sådanne personers pligter og funktioner.

Artikel 11

Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå

regler vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel

som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af

personer, som er underkastet nogen form for anholdelse,

tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens

jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.

Artikel 12

Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder

hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde,

hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er

begået på noget territorium under dens jurisdiktion.

Artikel 13

Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at

han har været underkastet tortur på noget territorium under dens

jurisdiktion, har ret til at klage til og få sin sag undersøgt

hurtigt og upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal tages

skridt til at sikre, at klageren og vidnerne beskyttes mod enhver

mishandling eller trussel som følge af klagen eller en afgivet

vidneforklaring.

Artikel 14

1. Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer

for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret til

rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så

fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død

som følge af en torturhandling, skal de, som han har

forsørgerpligt overfor, være berettiget til erstatning.

2. Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der

måtte tilkomme offeret eller andre personer ifølge national

lovgivning.

Artikel 15

Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken

det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan

påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er

tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.

Artikel 16

1. Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin

jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som

indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling

eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når

sådanne handlinger er foretaget af eller på opfordring af en

offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør

eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. I

særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne

10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre

former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling

eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.

2. Forholdsreglerne i denne konvention er uden præjudicerende

virkning for bestemmelserne i noget andet folkeretligt instrument

eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller

nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører

udlevering eller udvisning.

KAPITEL II

Artikel 17

1. Der oprettes en komite mod tortur (i det følgende betegnet

Komiteen), der skal varetage de nedenfor fastsatte opgaver.

Komiteen skal bestå af ti eksperter af høj moralsk anseelse, som

har sagkundskab med hensyn til menneskerettigheder. De skal virke

i deres personlige egenskab. Eksperterne vælges af de deltagende

stater, under hensyntagen til ligelig geografisk fordeling og til

fordelen ved at nogle af medlemmerne har juridisk erfaring.

2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af

en fortegnelse over personer, der er indstillet af de deltagende

stater. Enhver deltagende stat kan indstille en person, der er

statsborger i den pågældende stat. De deltagende stater skal være

opmærksomme på fordelen ved at indstille personer, der også er

medlemmer af Menneskerettighedskomiteen, der er oprettet under den

internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

og som er villige til at virke i Komiteen mod Tortur.

3. Valg af Komiteens medlemmer finder sted hvert andet år på et af De

forenede Nationers Generalsekretær indkaldt møde mellem de

deltagende stater. Ved disse møder, der for at være

beslutningsdygtige kræver deltagelse af to tredjedele af de

deltagende stater, indvælges i Komiteen de personer, der opnår

flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af

de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentanter for

deltagerstaterne.

4. Det første valg finder sted senest seks måneder efter denne

konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst fire måneder før

tidspunktet for hvert valg, skal De forenede Nationers

Generalsekretær sende et brev til de deltagende stater og opfordre

dem til inden tre måneder at indstille kandidater til Komiteen.

Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk fortegnelse over

samtlige således indstillede personer med angivelse af de

deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen

til de deltagende stater.

5. Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år. De kan

genvælges, såfremt de genindstilles. Funktionstiden for fem af de

medlemmer, der vælges ved det første valg, udløber dog efter to

års forløb; straks efter første valg udpeges disse fem medlemmer

ved lodtrækning foretaget af formanden for det i stk. 3 nævnte

møde.

6. Hvis et medlem af Komiteen dør eller træder tilbage eller af nogen

anden grund ikke længere kan udføre sine forpligtelser i Komiteen,

udpeger den deltagende stat, som indstillede ham, en anden ekspert

blandt sine statsborgere til at virke for den resterende del af

perioden, med forbehold af godkendelse af flertallet af de

deltagende stater. Godkendelsen skal betragtes som givet,

medmindre halvdelen eller derover af de deltagende stater svarer

benægtende inden seks uger efter at have modtaget meddelelse fra

De forenede Nationers Generalsekretær om den foreslåede

udnævnelse.

7. De deltagende stater dækker Komiteens medlemmers udgifter under

udførelse af deres virksomhed for Komiteen.

Artikel 18

1. Komiteen vælger personer til at beklæde tillidsposter for en

periode på to år. De kan genvælges.

2. Komiteen fastsætter selv sin forretningsorden, som dog skal

indeholde bestemmelser bl.a. om at:

a) Komiteen er beslutningsdygtig, når seks medlemmer er til stede;

b) Komiteens beslutninger skal træffes med et flertal af de

tilstedeværende medlemmers stemmer.

3. De forenede Nationers Generalsekretær stiller personale og øvrige

hjælpemidler til rådighed for Komiteen i det omfang, det er

nødvendigt, for at Komiteen effektivt kan udøve sine funktioner i

henhold til denne konvention.

4. De forenede Nationers Generalsekretær indkalder komiteen til det

første møde. Senere møder afholdes på sådanne tidspunkter, som

fastsættes i Komiteens forretningsorden.

5. De deltagende stater afholder de udgifter, der opstår i

forbindelse med afholdelse af de deltagende staters og Komiteens

møder, herunder godtgørelse af De forenede Nationer for enhver

udgift, så som omkostninger til personale og øvrige hjælpemidler,

som De forenede Nationer pådrager sig ifølge stk. 3.

Artikel 19

1. De deltagende stater afgiver gennem De forenede Nationers

Generalsekretær beretninger til Komiteen om de foranstaltninger,

de har truffet for at gennemføre deres forpligtelser ifølge

konventionen, inden et år fra konventionens ikrafttræden i den

pågældende deltagerstat. Herefter afgiver de deltagende stater

supplerende beretninger hvert fjerde år om hver ny foranstaltning,

der er truffet, samt sådanne andre beretninger, som Komiteen måtte

udbede sig.

2. De forenede Nationers Generalsekretær fremsender beretningerne til

alle de deltagende stater.

3. Komiteen behandler hver enkelt beretning og kan fremkomme med

sådanne generelle bemærkninger til beretningen, som den måtte anse

for passende, og fremsender disse til den pågældende deltagende

stat. Den deltagende stat kan svare Komiteen med sådanne

bemærkninger, som den måtte ønske.

4. Komiteen kan, efter eget skøn, beslutte at medtage enhver

bemærkning den er fremkommet med i henhold til stk. 3 sammen med

de bemærkninger, der er modtaget fra den pågældende stat i sin

årlige beretning i henhold til artikel 24. Komiteen kan også

medtage en kopi af den i henhold til stk. 1 afgivne beretning,

hvis den pågældende stat anmoder herom.

Artikel 20

1. Hvis Komiteen modtager pålidelige oplysninger, som synes at

indeholde velbegrundede tilkendegivelser om, at tortur anvendes

systematisk på en deltagende stats territorium, opfordrer Komiteen

den deltagende stat til at samarbejde ved undersøgelsen af

oplysningerne og med henblik herpå at fremsende bemærkninger med

hensyn til de pågældende oplysninger.

2. Idet Komiteen tager hensyn til enhver bemærkning, som er afgivet

af den pågældende stat, såvel som enhver anden relevant

forhåndenværende oplysning, kan den, hvis den beslutter, at det er

berettiget, udpege en eller flere af sine medlemmer til at

foretage en fortrolig undersøgelse og rapportere til Komiteen

herom uden ophør.

3. Hvis der foretages en undersøgelse i henhold til stk. 2, skal

Komiteen søge at opnå den pågældende stats samarbejde. Efter

aftale med den deltagende stat kan en sådan undersøgelse omfatte

et besøg til dens territorium.

4. Efter en gennemgang af resultatet af medlemmets eller medlemmernes

undersøgelse i henhold til stk. 2 videresender Komiteen disse

resultater til den pågældende deltagende stat sammen med enhver

bemærkning eller ethvert forslag, som synes passende i

situationen.

5. Alle Komiteens skridt i medfør af stk. 1 til 4 er fortrolige, og

samarbejde med den deltagende stat skal søges på ethvert trin i

sagen. Efter at proceduren med henblik på en undersøgelse i

henhold til stk. 2 er blevet tilendebragt, kan Komiteen efter

rådslagning med den pågældende deltagende stat beslutte at medtage

en kortfattet redegørelse for udfaldet af bestræbelserne i sin

årlige rapport afgivet i henhold til artikel 24.

Artikel 21

1. En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i

henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens kompetence

til at modtage og behandle henvendelser, hvorved en deltagerstat

gør gældende, at en anden deltagerstat ikke opfylder sine

forpligtelser i henhold til denne konvention. Sådanne henvendelser

kan kun modtages og behandles ifølge reglerne i denne artikel,

hvis de hidrører fra en deltagerstat, som har afgivet en erklæring

om, at den for sit vedkommende anerkender Komiteens kompetence.

Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse, der vedrører en

deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring.

Henvendelser, der modtages i henhold til denne artikel, behandles

i overensstemmelse med følgende regler:

a) Hvis en deltagende stat finder, at en anden deltagerstat ikke

opfylder bestemmelserne i denne konvention, kan den ved skriftlig

henvendelse gøre den anden deltagerstat opmærksom herpå. Inden tre

måneder efter modtagelsen af henvendelsen skal den modtagende stat

give den stat, som har fremsendt henvendelsen, en redegørelse

eller anden skriftlig udtalelse, der belyser sagen, og som i det

omfang det er muligt og sagen vedkommende, angiver de interne

regler og retsmidler, som har været anvendt, som er under

anvendelse, eller som vil kunne anvendes i sagen.

b) Såfremt sagen ikke er bilagt til begge staters tilfredshed inden

seks måneder efter, at den modtagende stat har modtaget den

oprindelige henvendelse, har hver af staterne ret til at indbringe

sagen for Komiteen ved meddelelse til denne samt til den anden

stat.

c) Komiteen må først behandle en sag, der er indbragt for den ifølge

denne artikel, når den har sikret sig, at alle de retsmidler, der

er til rådighed i den pågældende stat, er anvendt og udtømt i

overensstemmelse med de i folkeretten almindeligt anerkendte

principper. Dette gælder ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne

trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er usandsynligt, at

de vil give en effektiv afhjælpning for den person, som er offer

for krænkelse af denne konvention.

d) Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler

henvendelser i henhold til denne artikel.

e) Med forbehold af bestemmelserne i litra c) skal Komiteen tilbyde

de pågældende deltagerstater sin bistand med henblik på en

mindelig løsning af sagen på grundlag af respekt for de

forpligtelser, der er foreskrevet i denne konvention. Til dette

formål kan Komiteen, når det er belejligt, nedsætte en ad hoc

mæglingskommission.

f) I enhver sag, der indbringes for Komiteen i henhold til denne

artikel, kan denne anmode de i litra b) omhandlede deltagerstater

om at tilvejebringe enhver oplysning af betydning for sagen.

g) De i litra b) omhandlede deltagerstater har ret til at lade sig

repræsentere, når sagen behandles i Komiteen og til at fremkomme

med mundtlige og/eller skriftlige indlæg.

h) Komiteen afgiver inden for tolv måneder efter datoen for

modtagelsen af en meddelelse i henhold til litra b), beretning:

i) hvis der er opnået en løsning efter bestemmelserne i litra e),

begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse for de

faktiske omstændigheder og den opnåede løsning.

ii) Hvis der ikke er opnået en løsning efter bestemmelserne i

litra e), begrænser Komiteen sin beretning til en kort redegørelse

for de faktiske omstændigheder; de skriftlige indlæg samt en

gengivelse af de pågældende deltagerstaters mundtlige indlæg

vedlægges beretningen.

Beretningen fremsendes i alle tilfælde til de pågældende

deltagerstater.

2. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i

denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i henhold

til stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos

De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter

deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst

trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan

tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom

henvendelse allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at

meddelelse om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af

Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra

nogen deltagersat, medmindre den pågældende deltagerstat har

afgivet en ny erklæring.

Artikel 22

1. En i denne konvention deltagende stat kan når som helst erklære i

henhold til denne artikel, at den anerkender Komiteens kompetence

til at modtage og behandle henvendelser fra eller på vegne af

enkeltpersoner, der er undergivet dens jurisdiktion, og som hævder

at være ofre for en deltagerstats krænkelser af bestemmelser i

konventionen. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse, der

vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erklæring.

2. Komiteen skal afvise enhver henvendelse i henhold til denne

artikel, som er anonym, eller som Komiteen anser for at være

misbrug af retten til at foretage sådanne henvendelser eller for

at være uforenelig med konventionens bestemmelser.

3. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 skal Komiteen gøre den

deltagende stat, som har afgivet en erklæring i henhold til stk.

1, og som hævdes at krænke nogen bestemmelse i konventionen,

bekendt med enhver henvendelse, som Komiteen modtager i henhold

til denne artikel. Inden seks måneder skal den modtagende stat

tilstille Komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse, som

belyser sagen og angiver de eventuelle foranstaltninger, staten

måtte have truffet.

4. Komiteen skal behandle henvendelser, der er modtaget i henhold til

denne artikel i lyset af alle de oplysninger, der er stillet til

dens rådighed af eller på vegne af klageren og af den pågældende

stat.

5. Komiteen må ikke behandle en henvendelse modtaget fra en

enkeltperson i henhold til denne artikel, medmindre den har sikret

sig at:

a) den samme sag ikke har været eller er genstand for behandling

efter andre regler om international undersøgelse eller bilæggelse;

b) den pågældende har udtømt alle de nationale retsmidler, der står

til rådighed. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af

retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag, eller hvor det er

usandsynligt, at de vil give en effektiv afhjælpning for den

person, der er offer for krænkelse af denne konvention.

6. Komiteen træder sammen for lukkede døre, når den behandler

henvendelser i henhold til denne artikel.

7. Komiteen underretter den pågældende deltagerstat og klageren om

sine synspunkter.

8. Bestemmelserne i denne artikel træder i kraft, når fem af de i

denne konvention deltagende stater har afgivet erklæring i henhold

til stk. 1. Sådanne erklæringer deponeres af deltagerstaterne hos

De forenede Nationers Generalsekretær, som fremsender genparter

deraf til de øvrige deltagerstater. En erklæring kan når som helst

trækkes tilbage ved en meddelelse til Generalsekretæren. En sådan

tilbagetrækning berører ikke behandlingen af en sag, hvorom

henvendelse allerede er sket i henhold til denne artikel. Efter at

meddelelsen om erklæringens tilbagetrækning er modtaget af

Generalsekretæren, må yderligere henvendelser ikke modtages fra

eller for nogen enkeltperson, medmindre den pågældende

deltagerstat har afgivet en ny erklæring.

Artikel 23

Medlemmerne af Komiteen og af de ad hoc mæglingskommissioner, der

måtte blive nedsat i henhold til artikel 21, stk. 1 litra e), er

berettigede til de samme lettelser, rettigheder og immuniteter,

som tilkommer De forenede Nationers udsendte eksperter i henhold

til herom gældende bestemmelser i konventionen om De forenede

Nationers rettigheder og immuniteter.

Artikel 24

Komiteen afgiver en årlig beretning om sine aktiviteter i henhold til

denne konvention til deltagerstaterne og til De forenede Nationers

Generalforsamling.

AFSNIT III

Artikel 25

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver stat.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenter skal

deponeres hos De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 26

Denne konvention kan tiltrædes af alle stater. Tiltrædelse sker ved

deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers

Generalsekretær.

Artikel 27

1. Denne konvention træder i kraft den tredivte dag efter datoen for

deponeringen af det tyvende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers Generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention

efter deponeringen af det tyvende ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den

tredivte dag efter deponeringen af dens eget ratifikations- eller

tiltrædelsesinstrument.

Artikel 28

1. Enhver stat kan, ved tidspunktet for undertegnelse eller

ratifikation af denne konvention eller tiltrædelse af den,

erklære, at den ikke anerkender Komiteens kompetence som

foreskrevet i art. 20.

2. Enhver deltagende stat, der har taget forbehold i overensstemmelse

med stk. 1, kan når som helst trække sit forbehold tilbage ved

meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 29

1. Enhver i denne konvention deltagende stat kan stille

ændringsforslag og indsende det til De forenede Nationers

Generalsekretær. Generalsekretæren skal derefter give meddelelse

om den foreslåede ændring til de deltagende stater med anmodning

om at blive underrettet, såfremt deltagerstaterne ønsker en

konference med det formål at behandle og stemme om forslaget. Hvis

mindst en tredjedel af deltagerstaterne inden fire måneder efter

datoen for en sådan meddelelse ønsker en sådan konference, skal

Generalsekretæren sammenkalde konferencen under De forenede

Nationers auspicier. Enhver ændring, der vedtages af et flertal af

de stater, der er til stede og afgiver deres stemme ved

konferencen, fremsendes af Generalsekretæren til alle deltagende

stater til godkendelse.

2. Et ændringsforslag der vedtages i overensstemmelse med stk. 1

træder i kraft, når to tredjedele af de deltagende stater i denne

konvention har meddelt De forenede Nationers generalsekretær, at

de har godkendt det i overensstemmelse med deres respektive

forfatninger.

3. Når ændringer træder i kraft, er de bindende for de deltagende

stater, som har godkendt dem, medens de øvrige deltagende stater

stadig er bundet af bestemmelserne i denne konvention og

eventuelle tidligere ændringer, som de har godkendt.

Artikel 30

1. Enhver tvist mellem to eller flere deltagende stater vedrørende

fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke kan

bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne

overgives til voldgift. Hvis parterne ikke inden seks måneder fra

datoen for begæringen om voldgift kan opnå enighed om

foranstaltning af voldgift, kan enhver af disse parter henvise

tvisten til Den internationale Domstol ved anmodning i

overensstemmelse med Domstolens statutter.

2. Enhver deltagende stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller

ratifikation af denne konvention eller ved tiltrædelse til den

erklære, at den ikke betragter sig bundet af stk. 1. De andre

deltagende stater er ikke bundet af stk. 1 i forhold til nogen

stat, som har taget et sådant forbehold.

3. Enhver deltagende stat der har taget forbehold i overensstemmelse

med stk. 2, kan til enhver tid tilbagekalde dette forbehold ved

meddelelse herom til De forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 31

1. En deltagende stat kan opsige denne konvention ved en skriftlig

meddelelse til De forenede Nationers Generalsekretær. Opsigelsen

træder i kraft et år efter, at Generalsekretæren har modtaget

meddelelsen.

2. En sådan opsigelse har ikke den virkning, at den frigør den

deltagende stat fra dens forpligtelser ifølge denne konvention med

hensyn til nogen handling eller undladelse, som indtræffer før den

dato, hvor erklæringen træder i kraft. En opsigelse har heller

ikke på nogen måde indflydelse på den fortsatte behandling af

nogen sag, som allerede er under behandling i Komiteen forud for

den dato, hvor opsigelsen træder i kraft.

3. Efter den dato, hvor den deltagende stats opsigelse træder i

kraft, skal Komiteen ikke påbegynde behandlingen af nogen ny sag

vedrørende denne stat.

Artikel 32

De forenede Nationers Generalsekretær underretter alle De forenede

Nationers medlemsstater og alle de stater, der har undertegnet

denne konvention eller tiltrådt den om følgende:

a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til

artiklerne 25 og 26;

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel

27, samt datoen for enhver ændrings ikrafttræden i henhold til

artikel 29;

c) opsigelser ifølge artikel 31.

Artikel 33

1. Denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske,

russiske og spanske tekst har samme gyldighed, deponeres hos De

forenede Nationers Generalsekretær.

2. De forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede

genparter af denne konvention til samtlige stater.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

I. Konventionens forhistorie

1. Det internationale menneskerettighedsværn indeholder en række

forbud mod tortur. Tortur er således forbudt i henhold til FN's

Verdenserklæring om Menneskerettigheder af 10. december 1948,

FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder af 16.

december 1966 og Den europæiske Menneskerettighedskonvention af 4.

november 1950. Også Genevee-konventionerne af 12. august 1949 om

beskyttelse af krigens ofre samt de til konventionerne knyttede

tillægsprotokoller af 18. juni 1977 indeholder forbud mod

anvendelsen af tortur. I alle de nævnte instrumenter er forbudet

mod tortur en af de absolutte bestemmelser, som ikke kan fraviges

under påberåbelse af offentlig nødstilstand.

2. Folkeretten angiver imidlertid ikke nogen definition af begrebet

tortur. FN's generalforsamling vedtog den 9. december 1975 en

erklæring om beskyttelse af alle personer mod tortur og anden

grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Erklæringen definerer tortur som enhver handling, ved hvilken

stærk smerte eller lidelse - fysisk eller mental - bevidst påføres

en person med det formål, at fremskaffe oplysninger eller en

tilståelse, at straffe den pågældende, eller at skræmme

vedkommende eller andre. Det er en forudsætning, at handlingen

begås af eller efter tilskyndelse fra en embedsmand. Erklæringen

fastslår forbudet mod anvendelse af tortur og anfører en række

foranstaltninger, fortrinsvis af administrativ karakter, til

bekæmpelse af tortur. Danmark har, i lighed med en række andre

lande, afgivet særskilt erklæring om at ville efterleve

tortur-erklæringen.

3. FN's erklæring mod tortur er imidlertid ikke en folkeretlig

bindende traktat, og i december 1977 opfordrede FN's

generalforsamling menneskerettighedskommissionen til at udarbejde

et udkast til en konvention mod tortur og anden grusom,

umenneskelig eller nedværdigende behandling (res. 32/62).

Menneskerettighedskommissionen nedsatte i 1978 en særlig

arbejdsgruppe til udarbejdelse af konventionsudkastet.

Arbejdsgruppen, som Danmark deltog aktivt i, trådte sammen en uge

årligt i forbindelse med menneskerettighedskommissionens møder. I

marts 1984 afleverede arbejdsgruppen et konventionsudkast til

menneskerettighedskommissisonen. Der var imidlertid ikke opnået

enighed om to bestemmelser, artiklerne 19 og 20, vedrørende

international kontrol med konventionens overholdelse.

Menneskerettighedskommissionen vedtog samme år at videresende

konventionsudkastet i den foreliggende ufuldstændige form til

generalforsamlingen. Efter at de udestående problemer vedrørende

art. 19 og 20 var blevet afklaret i generalforsamlingens 3.

udvalg, vedtog FN's generalforsamling den 10. december 1984

konventionsudkastet uden afstemning (res. 39/46).

4. De i konventionen deltagende stater påtager sig bl.a. at

forhindre og straffe torturhandlinger og at sikre, at personer,

som har begået tortur i udlandet, udleveres eller retsforfølges.

Beviser, som er fremkommet under tortur, skal ikke kunne lægges

til grund i retssager. Torturofre skal have ret til erstatning, og

ingen må udleveres eller udvises til et land, hvor den pågældende

risikerer at blive udsat for tortur. Endelig foreskriver

konventionen en række foranstaltninger af administrativ karakter

med henblik på at modvirke anvendelsen af tortur.

Der skal oprettes en international komitee til at kontrollere

konventionens overholdelse, bl.a. ved at gennemgå rapporter fra

deltagerstaterne. Som en nyskabelse i det internationale

menneskerettighedsværn får Komiteen kompetence til på eget

initiativ at undersøge, om tortur anvendes systematisk i en

deltagerstat. Deltagerstaterne har dog mulighed for ved

ratifikationen eller tiltrædelsen at erklære, at de ikke

anerkender denne kompetence. Konventionen åbner endvidere mulighed

for, at deltagerstaterne anerkender mellemstatslig og/eller

individuel klageadgang til Komiteen.

5. Konventionen blev åbnet for undertegnelse den 4. februar 1985.

Samme dag undertegnede Danmark sammen med bl.a. de andre nordiske

lande konventionen.

Konventionen træder i kraft den tredivte dag efter deponeringen af

det tyvende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument hos FN's

generalsekretær.

Pr. 1. januar 1987 har i alt 14 lande ratificeret eller tiltrådt

konventionen og 56 lande har undertegnet den.

II. Danmarks ratifikation

Ved ratifikationen påtager Danmark sig en folkeretlig forpligtelse

til at indrette sine nationale retsregler og sin administrative

praksis således, at de i konventionen opstillede krav opfyldes.

Spørgsmålet om dansk ratifikation har været forelagt

justitsministeriet, som har udtalt sin tilslutning til

ratifikationen.

Udgifterne i forbindelse med den i henhold til konventionen nedsatte

komitees virksomhed afholdes af deltagerstaterne. Herudover

medfører ratifikationen ingen finansielle forpligtelser.

Regeringen finder, at Danmarks ratifikation af konventionen bør

ledsages af en erklæring om anerkendelse af den mellemstatslige og

den individuelle klageadgang til den komitee, som nedsættes i

medfør af konventionen.

III. Konventionens indhold

A. Oversigt over konventionens bestemmelser

I præamblen erindres om medlemsstaternes forpligtelse i henhold til

FN-pagten til at fremme respekten for menneskerettighederne og de

grundlæggende frihedsrettigheder, samt om forbudet mod tortur i

FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder og konvention om

borgerlige og politiske rettigheder.

Kapitel I (art. 1-16) indeholder konventionens materielle

bestemmelser. Kapitel II (art. 17-24) angiver reglerne om den

internationale kontrol med konventionens efterlevelse

(implementeringen). Kapitel III (art. 25-33) indeholder sædvanlige

afslutningsbestemmelser om ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser

Artikel 1 definerer tortur som enhver handling, hvorved stærk fysisk

eller mental smerte eller lidelse bevidst påføres en person for at

fremskaffe oplysninger eller en tilståelse (fra den som udsættes

for torturen, eller en anden), at straffe den pågældende, at

skræmme eller lægge tvang på vedkommende eller andre, eller med et

hvilket som helst andet formål baseret på forskelsbehandling. Det

er en forudsætning, at handlingen foretages af eller på opfordring

af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i embeds

medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.

Smerte eller lidelse, som er en del eller følge af lovlige

sanktioner, er ikke omfattet af definitionen. Det er for så vidt

beklageligt, at bl.a. korporlige strafformer, som f.eks. piskning

og lemlæstende straffe, herved unddrages fra konventionens

anvendelsesområde. Art. 1 stk. 2. bestemmer imidlertid, at

konventionens definition af torturbegrebet ikke kan medføre en

indskrænkende fortolkning af andre folkeretlige traktater eller

national lovgivning, som måtte indeholde mere vidtgående

bestemmelser. Det er i den forbindelse vigtigt, at FN's

menneskerettighedskomitee har udtalt, at forbudet mod anvendelse

af tortur i henhold til art. 7 i FN-konventionen om borgerlige og

politiske rettigheder også omfatter korporlig straf.

Artikel 2 pålægger deltagerstaterne at træffe foranstaltninger til at

forhindre tortur og fastslår, at hverken offentlig nødstilstand

eller en befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed

kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur. For så vidt angår

spørgsmålet om befaling fra en overordnet henvises til den

militære straffelovs § 9: »Den, der ved at adlyde en foresats

tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri, med

mindre han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan

handling, eller dette var umiddelbart indlysende«. Handlinger, som

indebærer tortur, kan ikke medføre ansvarsfrihed efter denne

bestemmelse. En begrænsning svarende hertil må underforstås ved

andre love, selv om de foreskriver en tilsyneladende ubetinget

lydighedspligt.

Ifølge artikel 3 må der ikke ske udvisning, tilbagesendelse eller

udlevering af udlændinge til et land, hvor der er vægtige grunde

til at formode, at den pågældende risikerer at blive udsat for

tortur. Bestemmelsen er opfyldt dels ved udlændingelovens

bestemmelser om udvisning og tilbagesendelse, dels ved

bestemmelsen i udleveringslovens § 7.

Efter artikel 4 skal deltagerstaterne sikre, at tortur, forsøg på at

udøve tortur og medvirken til tortur er strafbare handlinger, som

kan medføre en straf, som tager hensyn til handlingernes alvorlige

karakter. Der må antages at være fornøden hjemmel til at pålægge

passende streng straf efter bestemmelserne i straffelovens kapitel

16, §§ 244-246, § 250, § 252, §§ 260-261 samt § 266, alt

sammenholdt med straffelovens § 23. Sager om psykisk tortur har

ikke foreligget til afgørelse her i landet, men også sådanne

forhold vil kunne rammes af en passende streng straf efter de

gældende bestemmelser i straffeloven. Det vil således ikke være

påkrævet at vedtage lovændringer med henblik på at sikre

overholdelse af art. 4 her i landet, men justitsministeriet har

fundet det naturligt at lade straffelovrådet overveje en ændring

af straffelovens §§ 244-246 med hensyn til psykisk tortur i

forbindelse med rådets igangværende overvejelser om en revision af

disse bestemmelser.

Artikel 5 pålægger deltagerstaterne at træffe foranstaltninger til at

sikre deres straffemyndighed over de i art. 4, jfr. art. 1, nævnte

forhold, når handlingen er begået på statens territorium eller

ombord på et skib eller fly, som er indregistreret i den

pågældende stat, når lovovertræderen er statsborger i staten,

eller, såfremt det anses for hensigtsmæssigt, når offeret er

statsborger i den pågældende stat.

Endvidere skal i henhold til stk. 2 statens straffemyndighed omfatte

alle sager, hvor lovovertræderen befinder sig på statens

territorium, uanset hvor torturen har fundet sted, og den

pågældende ikke udleveres til en stat, som har den fornødne

straffemyndighed, jfr. art. 8, (princippet om enten at udlevere

eller straffe, »aut dedere, aut judicare«). Den gældende

straffelovs bestemmelse om dansk straffemyndighed, §§ 6-8,

opfylder nu dette krav, efter vedtagelsen af lov nr. 322 af 4.

juni 1986 om ændring af straffelovens § 8 m.v.

Ifølge stk. 3 udelukker konventionen ikke retsforfølgning efter

(videregående bestemmelser i) national ret.

Efter artikel 6 påtager deltagerstaterne sig at tage en person, som

påstås at have begået tortur, i forvaring, eller træffe

tilsvarende lovlige foranstaltninger for at sikre hans

tilstedeværelse, når den finder, at omstændighederne tilsiger

dette. Sådanne foranstaltninger må ikke fortsætte længere end

nødvendigt for at muliggøre strafferetlig retsforfølgning eller

udlevering. Bestemmelserne i retsplejelovens § 762 og § 765 om

varetægtsfængsling og varetægtssurrogater giver mulighed for at

varetægtsfængsle eller træffe visse andre mindre indgribende

forholdsregler over for personer, bl.a. når der er begrundet

mistanke om, at de pågældende har begået en lovovertrædelse, som

er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter

loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, og der herudover

foreligger flugtrisiko, gentagelsesrisiko eller risiko for, at den

pågældende vil vanskeliggøre forfølgningen. Tortur er så alvorligt

et forhold, at det vil være omfattet af bestemmelser i

straffeloven, som har strafferammer, der vil muliggøre

varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762 eller

forholdsregler efter § 765 med henblik på retsforfølgning her i

landet eller med henblik på udlevering til retsforfølgning i

udlandet, jfr. udleveringslovens § 13.

Ifølge stk. 2 skal staten øjeblikkelig foretage en undersøgelse af

de faktiske forhold. Efter retsplejelovens § 742, stk. 2,

påhviler det politiet at iværksætte efterforskning, når der er

rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af

det offentlige, er begået.

Enhver person, som undergives foranstaltninger i medfør af stk. 1,

skal have bistand til øjeblikkeligt at kontakte sit hjemlands

repræsentation, jfr. stk. 3. Det må herved forudsættes, at den

pågældende ikke udtaler sig imod at blive bragt i kontakt med

hjemlandets repræsentation.

De stater, som i medfør af art. 5, stk. 1, måtte have

straffemyndighed i sagen, skal uden ophør orienteres om

forvaringen og de omstændigheder, der begrunder frihedsberøvelsen,

samt om resultatet af den i stk. 2 omtalte undersøgelse.

En person, der er mistænkt for at have begået tortur skal af den

deltagerstat, under hvis jurisdiktion, vedkommende befinder sig,

enten overgives til de kompetente myndigheder til retsforfølgning

eller udleveres med henblik på retsforfølgning, jfr. artikel 7.

Den pågældende skal sikres en retfærdig behandling.

Artikel 8 pålægger deltagerstaterne at muliggøre udlevering af

personer, som har begået tortur. De lovovertrædelser, som nævnes

i artikel 4, er af så alvorlig karakter, at der vil være mulighed

for at udlevere gerningsmændene i overensstemmelse med

bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, jfr. udleveringslovens § 3.

Udleveringsloven giver også i øvrigt mulighed for at opfylde de

forpligtelser, som er anført i artikel 8, stk. 2-4.

Efter artikel 9 skal deltagerstaterne yde hinanden den fornødne

retsbistand i forbindelse med strafforfølgning af

torturhandlinger.

Artikel 10 indeholder bestemmelser om undervisning og oplysning

vedrørende forbudet mod tortur, især i relation til personale, som

har at gøre med frihedsberøvede personer. Iflg. stk. 2 skal

forbudet optages i de retningslinier, som gælder for dette

personales virksomhed.

Forpligtelsen til i regler eller instrukser for offentligt ansatte

m.v. at gengive forbudet mod tortur er efter danske forhold så

selvfølgelig, at den formentlig i de fleste forskrifter må anses

for at være opfyldt i kraft af de pligter af normalt langt

videregående karakter, som er fastsat for de pågældendes

virksomhed.

Regler, retningslinjer og praksis vedrørende forhør og behandling af

frihedsberøvede personer skal til stadighed gennemgås med henblik

på at modvirke tortur, jfr. artikel 11.

Artikel 12 foreskriver, at der hurtigt skal iværksættes en upartisk

undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er mistanke om, at der

er begået tortur, og iflg. artikel 13 skal deltagerstaterne sikre

en effektiv klageadgang for personer, som hævder at have været

udsat for tortur.

Iflg. artikel 14 skal deltagerstaterne i deres retssystem sikre ofre

for tortur ret til oprejsning, erstatning og rehabilitering. De

danske erstatningsregler, herunder loven om erstatning fra staten

til ofre for forbrydelser, og den danske sociallovgivning,

opfylder til fulde kravene efter artikel 14 til at yde offeret

eller de efterladte erstatning og kravet til at sikre den

pågældende en så fuldstændig rehabilitering som mulig.

Artikel 15 bestemmer, at ingen udtalelse afgivet under tortur kan

påberåbes som bevis i en retssag bortset fra sager, hvor

udtalelsen skal bruges som bevis for, at der har været udøvet

tortur. Adgangen for anklagemyndigheden til under en straffesag at

påberåbe sig udtalelser af en sigtet til politiet er i

almindelighed begrænset af det forhold, at den tiltaltes

forklaring for retten som udgangspunkt må tillægges størst vægt.

Konstateres det, at udtalelser - herunder tilståelser - til

politiet eller andre skulle være afgivet under anvendelse af

tortur, er det selvfølgeligt og i overensstemmelse med dansk rets

almindelige regel om bevisbedømmelsens frihed, at sådanne

udtalelser er uden nogen som helst bevisværdi. Anklagemyndigheden

vil naturligvis have pligt til ikke at påberåbe sig sådanne

beviser, og domstolene måtte i givet fald antages helt at ville

afskære sådan bevisførelse som utilstedelig. Der er derfor ikke

grund til at foretage lovændringer af hensyn til indholdet af

artikel 15.

Artikel 16 pålægger deltagerstaterne at forhindre handlinger, som,

uden at være omfattet af torturdefinitionen i art. 1, udgør

grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Bestemmelserne i art. 10, 11, 12 og 13 finder tilsvarende

anvendelse på disse handlinger.

Artikel 17-24 indeholder konventionens bestemmelser om international

kontrol med deltagerstaternes efterlevelse af konventionen. Der

nedsættes en uafhængig komitee, som, på linje med

kontrolbestemmelserne i andre nyere

menneskerettighedskonventioner, f.eks. FN-konventionen om

borgerlige og politiske rettigheder, har kompetence til at

gennemgå rapporter fra deltagerstaterne om konventionens

gennemførelse og, fakultativt, til at behandle mellemstatslige og

individuelle klager over krænkelser af konventionen. Som en

bemærkelsesværdig nyskabelse inden for det internationale

menneskerettighedsværn skal Komiteen endvidere have kompetence til

af egen drift at undersøge, om der i en deltagerstat sker

systematisk anvendelse af tortur.

Reglerne om Komiteens sammensætning og opgaver fremgår af artikel

17-18. Komiteen består af 10 uafhængige eksperter, som vælges af

deltagerstaterne.

Ligesom det er tilfældet med bl.a. FN's

menneskerettighedskonventioner indføres i henhold til artikel 19

et rapporteringssystem, hvorefter deltagerstaterne regelmæssigt,

og i øvrigt når Komiteen beder om det, afgiver beretning om de

foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre konventionens

bestemmelser. Under behandlingen af landerapporten kan Komiteen

fremkomme med generelle bemærkninger. I den arbejdsgruppe under

menneskerettighedskommissionen, som udarbejdede

konventionsteksten, kunne der ikke opnås enighed om denne

bestemmelse, idet østlandene modsatte sig, at det blev præciseret,

at Komiteen har kompetence til at fremsætte konkrete bemærkninger

og forslag vedrørende deltagerstaternes gennemførelse af

konventionen. Den vedtagne formulering kan give anledning til

usikkerhed om karakteren af de bemærkninger, Komiteen kan

fremsætte.

Hvis Komiteen modtager pålidelige oplysninger om systematisk

anvendelse af tortur i en deltagerstat, skal den i henhold til

artikel 20 indlede en undersøgelse i samarbejde med den pågældende

stat. I givet fald udpeger Komiteen et eller flere af sine

medlemmer til at forestå undersøgelsen, som, efter aftale med den

pågældende stat, kan omfatte et besøg i staten. Komiteen, hvis

undersøgelse er fortrolig, sender resultatet af undersøgelsen,

ledsaget af sine bemærkninger og forslag, til staten. Den kan,

efter rådslagning (men altså ikke nødvendigvis aftale) med staten,

medtage en kortfattet redegørelse for udfaldet af bestræbelserne i

sin årlige rapport i henhold til art. 24.

Heller ikke om denne bestemmelse kunne der opnås enighed i

menneskerettighedskommissionens arbejdsgruppe, idet østlandene

insisterede på, at Komiteens kompetence til på eget initiativ at

indlede konkrete undersøgelser, skulle være fakultativ, medens de

vestlige lande fandt, at denne kompetence burde være obligatorisk.

Som et kompromis blev det vedtaget, at deltagerlandene i medfør af

artikel 28 ved ratifikationen kan erklære, at de ikke anerkender

Komiteens kompetence efter art. 20. Regeringen har ikke til

hensigt at afgive en sådan erklæring.

Efter artikel 21 bemyndiges Komiteen til at behandle klager fra en

deltagerstat mod en anden deltagerstat vedrørende overtrædelser af

konventionen. Det er dog en forudsætning, at begge stater har

anerkendt Komiteens kompetence i denne henseende ved afgivelse af

en særskilt erklæring efter art. 21, samt at i alt fem

deltagerstater har afgivet sådan erklæring. Erklæringen kan når

som helst trækkes tilbage, dog uden virkning for verserende sager.

Det er Komiteens primære opgave at mægle mellem parterne med

henblik på opnåelse af en mindelig afgørelse af sagen på grundlag

af respekt for konventionens bestemmelser. Komiteen kan ikke

træffe bindende afgørelser.

Den mellemstatlige klageprocedure i henhold til art. 21 svarer til

den mellemstatlige klageprocedure under FN-konventionen om

borgerlige og politiske rettigheder, og har væsentlige

lighedspunkter med den mellemstatlige klageprocedure under Den

europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark begge er

tilsluttet. Danmark har to gange rejst mellemstatlige sager under

Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er regeringens

hensigt af afgive erklæring i henhold til art. 21.

Forholdet mellem de mellemstatlige klageprocedurer under henholdsvis

FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og Den

europæiske Menneskerettighedskonvention er afklaret med

Europarådets ministerudvalgs res. (70) 17, hvorefter deltagerne i

Den europæiske Menneskerettighedskonvention har vedtaget en

indbyrdes forståelse om at vælge proceduren under sidstnævnte

konvention i sager mellem disse lande indbyrdes angående

rettigheder, som i substansen er dækket af begge konventioner. En

tilsvarende afklaring er ikke opnået i forhold til FN-konventionen

mod tortur, og det forekommer da også mest hensigtsmæssigt at lade

det bero på sagens karakter, om en mellemstatlig klage indgives

under Den europæiske Menneskerettighedskonventions bredt

formulerede bestemmelser eller under torturkonventionens mere

detaljerede bestemmelser.

Artikel 22 åbner adgang for enkeltpersoner til at klage til Komiteen

over krænkelser af konventionen. Det er en forudsætning, at den

indklagede stat har afgivet særskilt erklæring om anerkendelse af

den individuelle klageadgang, samt at i alt fem deltagerstater har

afgivet sådan erklæring. Erklæringen kan når som helst trækkes

tilbage, dog uden virkning for verserende sager.

Komiteen skal afvise anonyme henvendelser, samt henvendelser, som

Komiteen anser for misbrug af klageadgangen eller for uforenelig

med konventionens bestemmelser, jfr. stk. 2. Henvendelser efter

stk. 1 kan først foretages, når alle effektive nationale

retsmidler er udtømt, jfr. stk. 5b. Komiteen træffer ingen

bindende afgørelser, men underretter klageren og deltagerstaten om

sine synspunkter, jfr. stk. 7.

Proceduren svarer til den individuelle klageadgang under protokollen

til FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og har

væsentlige lighedspunkter med den individuelle klageadgang under

Den europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark begge er

tilsluttet. Forholdet til disse to konventioner er afklaret med

bestemmelsen i stk. 5a, hvorefter Komiteen kun kan behandle en

henvendelse efter stk. 1, når den har sikret sig, at samme sag

ikke har været eller er genstand for behandling efter andre regler

om international undersøgelse eller bilæggelse.

Det er regeringens hensigt at afgive erklæring i henhold til art. 22.

Medlemmerne af Komiteen og sådanne mæglingskommissioner, som måtte

blive nedsat under behandlingen af mellemstatlige klager, jfr.

art. 21 stk. 1e, er berettiget til diplomatiske rettigheder og

immuniteter, jfr. artikel 23. Lov nr. 567 af 30.11.1983 om

rettigheder og immuniteter for internationale organisationer m.v.

sikrer efterlevelse af denne bestemmelse i dansk ret.

I følge artikel 24 afgiver Komiteen en årlig beretning til

deltagerstaterne og til FN's generalforsamling.

Artikel 25-33 indeholder sædvanlige afslutningsbestemmelser om

konventionens undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

C. Sammenfatning

Gennemgangen kan for så vidt angår nødvendige lovændringer og

afgivelse af erklæringer sammenfattes således:

Artikel 21: Erklæring om anerkendelse af den mellemstatlige

klageadgang.

Artikel 22: Erklæring om anerkendelse af den individuelle

klageadgang.

Versioner

1. 1988-05-21