1986 BSF 132 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR GRÆNSEHANDELSKATASTROFEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00132@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget pålægger regeringen at indlede og gennemføre
forhandlinger med Forbundsrepublikken Tyskland så betids, at den
senest 15. marts 1988 kan forelægge Folketinget et fyldigt
motiveret oplæg, der vare for vare anviser en tidsplan for
tilnærmelse mellem danske og tyske forbrugsafgifter.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Som følge af at regeringen fortsat viger tilbage for at gribe om
nælden, flyder landegrænsen mellem Tyskland og Danmark stadig
længere og længere nordpå på butiksområdet. I begyndelsen af 1982
opgjorde De Samvirkende Købmandsforeninger, at der hjembragtes for
ca. 2,3 mia. kr. årligt. Hvis disse varer var købt i Danmark,
ville de være belagt med statsafgifter for ca. 2,5 mia. kr.
Afgiftstabet ved ikke at nedsætte danske forbrugsafgifter til
vesttysk niveau er mangedoblet 5 år senere. Og forvridningerne
misudvikler sig fortsat for fuld kraft. Samtidig lurer henne om
hjørnet EF-krav om, at Danmark skal gå den modsatte vej af, hvad
folketingsflertallet hidtil har fulgt ved bestandig at uddybe
svælget gennem forhøjelser af de danske afgifter.
Naturligvis burde arbejdet have været iværksat allerede i 1970erne.
Men ved EF-rådsvedtagelsen af 7. december 1986 om at forlænge
todøgnsreglen til 1. januar 1989 er det ekstra klart, at nu må
Danmark inden for det således angivne tidsperspektiv igangsætte
noget effektivt. Vi kan ikke bevidstløst på lykke og fromme gå ud
fra igen og igen at blive reddet ved fristforlængelser. Det er
yderligere 6 mia. kr. på indirekte skatter, der efter regeringens
sigende står på spil ved todøgnsbegrænsningens bortfald.
Den endelige løsning findes selvsagt ikke fra den ene dag til den
næste. Netop derfor er det så piskende nødvendigt hurtigst muligt
at komme i gang.
Det udvalg, som regeringen blev påtvunget ved folketingsdebatterne,
er langtfra nok. Ifølge statsministeren må det ikke gå ind på
egentlige afgiftsnedsættelser, men skal alene holde sig til
afgiftsomlægninger, hvor de danske afgiftsparagraffer teknisk kan
forbedres i relation til grænsehandelsproblematikken.
I nærværende forslag bidrager Fremskridtspartiet med som et led i
problemløsningen at anvende den fremgangsmåde hurtigst at få
autoritativt afklaret, hvordan den vesttyske forbundsdags flertal
efter 25. januar-valget 1987 helt konkret ser på fremtidens
punktafgifter og moms.
Ved en folketingsdebat tidligt på foråret 1988 vil der kunne
udkrystalliseres områder, hvor Danmark ensidigt kan nedsætte sine
forbrugsafgifter og/eller finde felter, hvor der kan indgås
aftaler med Forbundsrepublikken.
Vedtagelse af nærværende forslag hindrer selvsagt ikke, at der i
perioden før foråret 1988 tillige gennemføres afgiftsnedsættelser
på områder, hvor dette findes velmotiveret.
Finansieringen af afgiftsnedsættelser vil ikke volde problemer.
Fattigdomstruslen mod den danske befolkning kommer jo fra, at den
offentlige sektor er svulmet enormt op i forhold til, hvad dansk
økonomi kan bære. Derfor er besparelser i stat, amter og kommuner
under alle omstændigheder de mest nødvendige tiltag i de kommende
år.
Da den offentlige sektor var langt mindre end nu og folks egne
indtjeningsmuligheder ligeledes mindre, kunne mange se det
påkrævede og mulige i skattenedsættelser (der er lig med
formindskelse af de offentlige udgifter). Så det må med passende
oplysning også kunne lade sig gøre i tiden op mod 1990.