1986 BSF 134 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AFSKAFFELSE AF VENTELISTER PÅ SYGEHUSENE
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00134@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at enhver, som har
stået på venteliste til behandling på offentlige danske sygehuse i
de seneste 3 måneder, ved henvendelse til sygehusforvaltningen kan
kræve, at vedkommendes behandling iværksættes inden 14 dage.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Fremskridtspartiets praksis og teori er at sætte patienternes helbred
i højsædet, selv om det så skal koste weekend- og natteåbning af
hospitalsafdelinger, som nu kun fungerer måske 30 ud af ugens 168
timer. Kapaciteten må tilpasses behovet.
Har man f.eks. ved det nuværende sløseri rodet sig ud i 7-9 måneders
ventetid, vil det jo sige, at man stort set hver måned opererer
een måneds tilgang, men at det bliver i oktober, sygehuset
behandler dem, som er blevet meldt til i februar.
Engangskraftanstrengelser kan derfor i vidt omfang fjerne puklen,
så ventetiden bliver måske 5-13 uger. Der vil således stort set
ikke opstå problemer med den i beslutningsforslaget nævnte
3-måneders frist.
Kapaciteten tilvejebringes først og fremmest på længere sigt ved, at
staten sørger for uddannelse af flere sygeplejersker og læger. Det
er forargeligt, at det offentlige bruger penge på
prestigeprojekter som f.eks. statsfinansieret Storebæltsbro og
hybridnet, så længe man af økonomiske grunde ikke har råd til at
klare det, der er lægevidenskabeligt muligt.
Så længe det er aldeles umuligt at klare 3-måneders fristen på et
område, må det offentlige danske sundhedsvæsen leje sig ind på
privatklinikker eller på udenlandske sygehuse, så behandlingen kan
ske rettidigt.
Det er patientens pligt at kunne bevise, hvornår han har fremsat krav
i henhold til den foreslåede ordning. Det kan ske ved, at han
sender et anbefalet brev, eller ved, at han får en dateret
kvittering ved egen eller befuldmægtiget persons henvendelse til
sygehusadministrationen.
Udgifterne ved den foreslåede ordning er minimale. Dels vil den
samfundsøkonomiske gevinst være klart overbevisende derved, at
patienterne ikke skal have forlænget deres lidelser unødigt. Dels
er der her tale om offentlige udgifter, som efter
Fremskridtspartiets opfattelse skal prioriteres meget højt. Alle
andre offentlige udgifter må vige, for at folk, der kan helbredes
ved operation af den kategori, som forslagsstillerne først og
fremmest tænker på, f.eks. operation for ødelagte hofter, brok og
øjensygdomme, også bliver helbredt fagligt kompetent uden unødigt
ophold.
Velfærden/velfærdssamfundet for den almindelige dansker beror
hovedsageligt på eet eneste forhold, nemlig hvor stor den samlede
danske produktion er. Man skal derfor ikke øge de offentlige
udgifter, men anvende de midler, som landet har til rådighed, på
den mest hensigtsmæssige måde. Og her er høj sundhedstilstand hos
befolkningen nummer eet ifølge Fremskridtspartiets opfattelse.