Gelex

1986 BSF 136 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MEDEJENDOMSRET OG MEDBESTEMMELSE (INDFØRELSE AF OVERSKUDSDELING)

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00136@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag i

folketingsåret 1986-87 om indførelse af overskudsdeling efter

følgende retningslinjer:

1. Formålet med overskudsdelingen er at give lønmodtagerne en fælles

medejendomsret til værditilvæksten i virksomhederne og dermed også

en virkelig ret til medbestemmelse.

Med virkning fra 1. januar 1988 gennemføres lønmodtagernes

medejendomsret på grundlag af en andel af virksomhedernes

regnskabsmæssige overskud.

Ordningen omfatter alle virksomheder uanset ejerform og størrelse.

De offentlige ansattes andele udredes af staten og beregnes som

gennemsnittet af overskudsandelen pr. ansat i den private sektor.

Samtidig styrkes de offentligt ansattes ret til og mulighed for

medbestemmelse på deres arbejdsplads.

2. I virksomheder med 10 eller flere ansatte bliver lønmodtagernes

overskudsandel stående som en selvejende VIRKSOMHEDSFOND, hvis de

ansatte og virksomhedens ejere kan blive enige om vilkårene

herfor.

Virksomhedsfonden ledes af en bestyrelse valgt af og blandt de

ansatte. Fondens formål er at medvirke til investeringer og

udvikling og udbygning af virksomheden og samtidig sikre de

ansatte et økonomisk grundlag for større medbestemmelse.

I virksomheder med under 10 ansatte kan lønmodtagernes andele, hvis

der er enighed herom, også blive stående på særlige vilkår og med

tilsvarende formål som i større virksomheder.

3. Overskudsandele, som ikke kan blive stående i virksomheden,

indbetales til en fond oprettet i hvert amt. De offentligt

ansattes andele fordeles mellem amtsfondene.

AMTSFONDEN ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter for

lønmodtagerorganisationerne i amtet samt af medlemmer udpeget af

amtskommunen og kommunerne i amtet og af DET LOKALE ERHVERVSLIV.

Lønmodtagerrepræsentanterne udgør et flertal i bestyrelsen.

Formålet er at styrke medbestemmelsen for lønmodtagerne i

virksomhederne og at styrke beskæftigelses- og erhvervsudviklingen

i amtet, herunder fremme investeringer, produktudvikling og

-fornyelse, forskning og uddannelse i virksomhederne samt støtte

etableringen af nye virksomheder.

4. Til varetagelse af fællesopgaver for virksomheds- og amtsfonde og

den gensidige sikring af lønmodtagernes medejendomsret oprettes et

LANDSRåD med repræsentanter for lønmodtagerorganisationerne,

Nationalbanken og staten samt enkeltpersoner med særlig økonomisk

og erhvervsmæssig sagkundskab. Lønmodtagerrepræsentanterne udgør

et flertal i landsrådet.

Landsrådet har til opgave at formidle investeringer, som berører

flere amter, samt at yde den nødvendige service og rådgivning til

lønmodtagerne under ordningens opbygning.

5. Til endelig afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål vedrørende

fastsættelse af overskudsandele og lign. oprettes et

OVERSKUDSDELINGSNæVN med repræsentanter for lønmodtagerne, det

offentlige, erhvervslivet samt den økonomiske og juridiske

sagkundskab.

6. I folketingsåret 1992-93 træffes der beslutning om en eventuel

udlodning af afkastet.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMæRKNINGER

Forslaget er indholdsmæssigt en genfremsættelse af beslutningsforslag

nr. B 66, fremsat den 14. januar 1986 (jf. Folketingstidende

1985-86, forhandlingerne sp. 4770 samt tillæg A sp. 2919).

Udvalgsbehandlingen af dette forslag førte til enighed mellem Det

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet om

principperne for en fremtidig reform om obligatorisk

overskudsdeling, medejendomsret og medbestemmelse.

Fællesudtalelsen fra politisk-økonomisk udvalgs beretning af 19.

juni 1986 er optrykt som bilag til nærværende forslag.

Væsentlige elementer i fællesudtalelsen er, at reformen skal

- være obligatorisk,

- sigte mod en ændring af ejendomsretten,

- føre til reel medbestemmelse for de ansatte på den enkelte

virksomhed,

- indebære en fælles forvaltning af lønmodtagerkapitalen af de

ansatte i den enkelte virksomhed.

De forslag, som regeringen har fremsat under betegnelsen »frivillig

overskudsdeling«, indeholder ingen af disse elementer, men er

først og fremmest en række forslag til skattebegunstigede

bonusordninger i private overskudsgivende erhvervsvirksomheder.

Med genfremsættelsen af dette forslag ønsker Socialdemokratiet at få

omsat fællesudtalelsens principper i konkret lovgivning.

Baggrunden for forslaget er først og fremmest et ønske blandt et

bredt flertal af lønmodtagerne om større indflydelse på og

medbestemmelse over egen arbejdssituation og et selvstændigt

ansvar i arbejds- og produktionslivet.

På tværs af alle partiskel og meningsforskelle er der i Danmark bred

enighed om, at den demokratiske styreform er den bedste og den

eneste retfærdige styreform. At beslutninger i

interesseorganisationer, foreninger og sammenslutninger bør

træffes demokratisk, sætter også kun de færreste spørgsmålstegn

ved. Det er en dybt rodfæstet opfattelse, at politiske

beslutninger, som har afgørende betydning for de enkelte

menneskers levevilkår og for samfundsudviklingen, bør træffes

demokratisk.

På trods af, at økonomiske dispositioner og beslutninger i vore

virksomheder ofte har langt større konsekvenser, ikke kun for de

ansatte, men også for samfundet som helhed, har den demokratiske

styreform imidlertid ikke vundet indpas på det økonomiske plan.

Socialdemokratiet mener, at ønsket om en udvidelse af demokratiet til

også at omfatte det økonomiske liv er en uundgåelig konsekvens af

en demokratisk livsopfattelse.

Beslutningsret og ejendomsret er tæt forbundne. Det er derfor helt

afgørende for en reel medbestemmelse, at lønmodtagerne opnår

medejendomsret til danske arbejdspladser gennem en obligatorisk og

solidarisk overskudsdeling. Det er også rimeligt i lys af, at

indtjeningen i danske virksomheder er et resultat af samvirket

mellem kapital og arbejdskraft.

Det andet udgangspunkt er, at mindre uligheder i fordelingen af

ejendomsretten til erhvervsformuerne i Danmark er det bedste

grundlag for en stabil og dynamisk videreførelse af

velværdssamfundet. I dag ejer ca. 10 pct. af de danske husstande

90 pct. af den samlede danske erhvervsformue. 84 pct. af de danske

lønmodtagere ejer ikke aktieposter i danske virksomheder.

Det tredje udgangspunkt er, at overskudsdelingsreformen vil løse det

dilemma, der knytter sig til en aktiv indkomst- og

omkostningspolitik i et erhvervsliv præget af privatejede

virksomheder. Det gælder både spørgsmålet om fordelingspolitikken

i forhold til den stigende overskudsudvikling og sikringen af en

acceptabel balance mellem investeringsudvikling og

overskudsudvikling.

På den ene side er der behov for en fastholdelse og forbedring af

virksomhedernes konkurrenceevne og dermed bedre indtjening. På den

anden side giver stigende overskud ikke garanti for tilsvarende

større investeringer. Uden en obligatorisk overskudsdeling med

aktiv genplacering af lønmodtagerkapital i virksomhederne vil den

nødvendige konkurrenceevnepolitik give sig udslag i en stadig

skævere fordeling af formuerne i samfundet.

Allerede i 1971 fremkom Socialdemokratiets ØD-forslag, der som

forslag til lov om lønmodtagernes medejendomsret blev fremsat den

31. januar 1973, jf. Folketingstidende 1972-73, forhandlingerne

sp. 3109 og 3725 samt tillæg A sp. 4693 og tillæg B sp. 2789.

Efter lovforslaget skulle op til 5 pct. af lønsummen konverteres

som lønmodtagerkapital - 2/3 i virksomhederne og 1/3 i en af alle

lønmodtagere ejet fond. Tanken var allerede da både

demokratisering og opsparing. Desværre udløste forslaget en gold

debat for eller imod en »central fond« og kunne ikke samle den

fornødne tilslutning i Folketinget. Derfor savnede den danske

økonomi det værn under den økonomiske krise i slutningen af

70erne, som en begyndende ØD-ordning ville have været.

Under indtryk af de forventede chokvirkninger af den anden bølge af

olieprisstigninger, i 1979, tilrettelagde den daværende

socialdemokratiske regering en samlet politik (december 1979), der

på samme tid tog sigte på en hurtig opretning af konkurrenceevnen

(indkomstpolitik kombineret med tilpasning af kronens kurs), en

mere retfærdig fordeling af byrderne (skattereform) og en

demokratisering af ejendomsretten (overskudsdeling).

Desværre lykkedes det kun at skabe tilstrækkelig tilslutning til

konkurrenceevnepolitikken. Den fik til gengæld stor betydning.

Trods de vanskelige vilkår under det økonomiske tilbageslag i

1980-1982 skete der en forholdsmæssig forbedring af den danske

konkurrenceevne med 15-20 pct. i forhold til de lande, vi

samarbejder med. Virkningen var, at Danmark i enestående grad var

rustet til at udnytte den konjunkturopgang, der satte ind fra

begyndelsen af 1983.

Forslaget om obligatorisk og solidarisk overskudsdeling fra december

1979 hvilede på en meget virksomhedsorienteret model. Filosofien

var, at demokratiseringen af ejendomsretten bedst giver mening,

når den, så vidt muligt, forvaltes af dem, der selv står i

produktionen.

Nærværende forslag bygger på en videreudvikling af 1979-forslagets

principper om den størst mulige indflydelse til lønmodtagerne

lokalt. Forslaget om opbygning af virksomhedsfonde og amtsfonde er

i god harmoni med et udbredt ønske om en styrkelse af

nærdemokratiet.

Selv om den nuværende regering har været begunstiget af et

internationalt opsving, er de samlede balanceproblemer i den

danske samfundsøkonomi stadig lige så store som ved regeringens

tiltræden i efteråret 1982.

Båret frem af et internationalt rentefald og et voldsomt fald i

opsparingen samtidig med et stort lånefinansieret forbrug er der

sket en betydelig stigning i beskæftigelse, overskud og

investeringer i dansk industri. Samtidig har vi oplevet et

rekordstort betalingsbalanceunderskud. Produktiviteten i

virksomhederne og konkurrenceevnen over for udlandet har

imidlertid udviklet sig i negativ retning. På det seneste har der

endog været tale om et direkte fald i dansk eksport.

Det samlede resultat af den udvikling, der har fundet sted gennem de

seneste år, er blevet en betydelig skævere fordeling af indkomster

og erhvervsformuer. I den private sektor er lønkvoten faldet

betydeligt. Ejere af formueindkomster har gennem de seneste år sat

sig på over halvdelen af den samlede indkomstudvikling.

Baggrunden for denne paradoksale udvikling er bl.a. en alt for lille

forsknings- og udviklingsindsats i virksomhederne, en for ringe

uddannelsesindsats og en usammenhængende erhvervspolitik med en

utilstrækkelig teknologisk indsats.

Socialdemokratiet har i sit oplæg til »en målrettet erhvervspolitik«

fremlagt en række forslag, som kan vende den negative udvikling.

Forslaget om obligatorisk overskudsdeling er et vigtigt element heri.

Socialdemokratiets forslag om overskudsdeling sætter en proces i

gang, hvorefter virksomhederne bliver bedre konsolideret, samtidig

med at ejendomsretten og dermed beslutningsretten bliver mere

ligeligt fordelt.

Efter forslaget sikres lønmodtagerne medejendomsret til

erhvervslivets kapital gennem en obligatorisk overskudsdeling.

Lønmodtagernes medejendomsret baseres på en andel af

virksomhedernes regnskabsmæssige overskud. Overskudsdelingen

omfatter alle virksomheder uanset ejerform, ejerkreds og

størrelse.

For offentligt ansatte udreder staten til ordningen et bidrag, der

pr. ansat svarer til den gennemsnitlige overskudsandel for ansatte

i den private sektor.

På virksomheder med 10 ansatte og derover bindes pengene som

lønmodtagerkapital i virksomhederne med samme indflydelse som den

øvrige ejerkapital. Dette sker i form af oprettelse af en

selvstændig virksomhedsfond forvaltet af de ansatte i fællesskab.

Betingelserne herfor aftales direkte mellem de ansatte og

virksomhedens ejer. I mindre virksomheder kan kapitalen, hvis

enighed opnås, blive i virksomheden på særlige vilkår.

For at give lønmodtagerne indflydelse på erhvervsudviklingen lokalt

og for at fremme et samarbejde i erhvervslivet med amter og

kommuner oprettes en lønmodtagerfond i hvert amt.

Til denne indbetales overskudsandele fra de virksomheder, hvor der

ikke opnås enighed om genplacering af midlerne, og en andel af

statens bidrag, der svarer til befolkningstallet.

Amtsfondene skal helt overvejende anbringe kapitalen som ansvarlig,

risikovillig kapital i virksomhederne. Gennem den risikovillige

lønmodtagerkapital sammen med den øvrige ansvarlige kapital kan

produktudvikling, forskning og uddannelse i virksomhederne også

tilgodeses.

Vigtigt er det, at amtsfondens placering af midler i en virksomhed

vil betyde større medarbejderindflydelse, idet de ansatte på en

virksomhed altid vil have bestemmelsesret vedrørende anvendelsen

af amtsfondens kapital.

For at sikre en harmonisk udvikling af medbestemmelsen og

medejendomsretten for lønmodtagerne og for at formidle

fællesopgaver amtsfondene imellem - bl.a. vedrørende større

investeringer og uddannelse af de lønmodtagere, som repræsenterer

lønmodtagerkapitalen i virksomhedernes ledelse oprettes et

landsråd. Lønmodtagerne udgør et flertal i landsrådet og har

således afgørende indflydelse på rådets beslutninger.

Midlerne, der er placeret i virksomhedsfonde og amtsfondene,

forbliver som kapital i virksomhederne til styrkelse af

medbestemmelsen og investeringerne. Alene afkastet vil kunne

bruges til fællesformål for lønmodtagerne og eventuelt til kontant

udbetaling til den enkelte i form af lige andele til alle

lønmodtagere i det enkelte amt.

Beslutning herom træffes i folketingsåret 1992-93.

Alt i alt er det samlede formål med forslaget om en

overskudsdelingsreform på een gang at skabe grundlag for

lønmodtagernes medbestemmelse over egen arbejdssituation og

selvstændige ansvar i arbejds- og produktionslivet og samtidig

fremme den nødvendige omstilling, udbygning og fornyelse af dansk

produktion til de nye vækstområder og dermed sikre et fremtidigt

stabilt grundlag for bedre beskæftigelse og større velfærd.

BEMæRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Den foreslåede igangsættelse fra 1. januar 1988 betyder, at der

bliver god tid til forberedelse af ordningen i de enkelte

virksomheder. Virksomhedsfondene vil først blive etableret i løbet

af 1989, idet der indbetales på baggrund af overskuddet i det

foregående år.

Alle former for virksomhed skal være omfattet af pligten til at dele

overskuddet med de ansatte.

Det drejer sig om aktieselskaber, anpartsselskaber,

interessentskaber, kommanditselskaber, fondsejede og selvejende

virksomheder, andelsselskaber, kooperative virksomheder og

enkeltmandsejede virksomheder.

For nogle af disse virksomhedstyper, bl.a. personligt ejede

virksomheder og andelsselskaber, vil der være behov for ændring af

lovgivningen eller etablering af et helt nyt lovgrundlag.

I offentligt ejede virksomheder, hvor stat, amt og kommuner har

indskudt økonomiske midler, og som i øvrigt er organiseret som et

selskab el.lign., f.eks. et koncessioneret selskab, er det

naturligt, at lønmodtagerne også opnår medejendomsret på lige fod

med private selskaber.

Særlige regler må overvejes for delingen og placeringen af overskud i

koncerner og udenlandsk ejede virksomheder. Herunder må der tages

højde for, at det i dag er muligt at lægge overskuddet deer, hvor

ledelsen ønsker det, f.eks. i moderselskabet i København, i et

datterselskab i provinsen eller i et skattely udenlands.

Det overskud, en multinational koncern skal dele, kan f.eks. være en

andel af overskuddet i samtlige koncernens virksomheder svarende

til den andel af koncernens omsætning, der ligger i Danmark.

Værditilvæksten i danske virksomheder må bl.a. ses som resultatet af

et samvirke mellem private virksomheder og det offentlige. De

offentligt ansatte har således ligesom de privat ansatte deres

væsentlige andel i et godt resultat i dansk erhvervsliv. Derfor

bør den offentlige sektor, inklusive den offentlige forvaltning,

være omfattet af overskudsdelingsreformen fra starten.

Ligestillingen mellem de offentligt og de privat ansatte sker ved,

at staten for samtlige offentligt ansatte bidrager med samme beløb

pr. ansat som den gennemsnitlige overskudsandel pr. ansat i den

private sektor. Statens bidrag beregnes på grundlag af det

umiddelbart forudgående regnskabsår for danske virksomheder.

Reel medbestemmelse på arbejdspladsen for ansatte i staten, amter og

kommuner skal sikres gennem ændringer af eksisterende regelsæt om

samarbejde og samarbejdsudvalg (SU). Regelsættene skal bl.a. gøres

forpligtende, binde den administrative ledelse til på alle

niveauer at føre bestemmelserne ud i praksis, sikre de ansattes

medvirken i alle faser af den administrative beslutningsproces og

tilvejebringe tilstrækkelige muligheder for informering af de

ansatte og uddannelse af SU-repræsentanterne.

Formålet med en obligatorisk overskudsdeling er dels at sikre et

økonomisk grundlag for lønmodtagernes medbestemmelse, dels at

medvirke til en forøgelse af investeringerne og fornyelse af

produktionen. Det skal understreges, at overskudsdelingsordningen

har et andet sigte end de bonusarrangementer og lign., der indgås

på mange virksomheder i disse år. Sådanne bonusaftaler er fortsat

et anliggende mellem de lokale forhandlingsparter, og retten til

at indgå bonusaftaler berøres ikke af overskudsdelingsreformen.

Ad 2

I virksomhedsfonden optages lønmodtagernes overskudsandel som

hovedregel i form af aktier i virksomheden eller for andre

virksomhedsformer som kapital ligestillet med den eksisterende

ejerkapital. Vilkårene herfor fremgår af aftalen mellem ejeren og

de ansatte. Denne aftaleform gør det muligt at tilpasse

fondsopbygningen til den enkelte virksomhed. Men samtidig vil det

være både hensigtsmæssigt og nødvendigt med visse minimumsrammer

for disse aftaler med hensyn til varighed og teknik. Principielt

bør der være tale om flerårige aftaler, og målet må være en sådan

sammensætning af lønmodtagernes kapitalandel, at den svarer til

den øvrige ansvarlige ejerkapital.

Der må fastsættes regler for den juridiske opbygning af

virksomhedsfondene og visse fælles bestemmelser vedrørende bl.a.

kursfastsættelse for lønmodtagernes ansvarlige kapital,

beregninger af overskuddet m.v.

Det er helt afgørende for den industrielle og beskæftigelsesmæssige

udvikling, at der sker fornyelse, omstilling og teknologisk

udvikling i danske virksomheder. Høj specialisering og

nyinvesteringer, produktfornyelse, forskning og udvikling inden

for de nye vækstområder må sikres gennem en aktiv

investeringspolitik og udbygning af virksomhederne. Det er et

formål for virksomhedsfondene at medvirke til denne positive

udvikling sammen med den øvrige ansvarlige kapital og uden at

svække lønmodtagernes andel af den samlede ansvarlige kapital.

Herved sikres samtidig virksomhedsfondenes hovedformål: at styrke

grundlaget for en demokratisering af virksomhedernes

beslutningsproces og en stærkere inddragelse af medarbejderne i de

for virksomheden afgørende beslutninger.

Under visse nærmere fastlagte betingelser kan virksomhedsfonden

sammen med den øvrige asvarlige kapital fremme en forstærket

uddannelsesindsats i virksomhederne. Det gælder såvel den interne

oplæring og de kortere supplerende uddannelser som efteruddannelse

i tilknytning til fornyelsen og produkt- og produktionsudviklingen

på virksomheden. Tilrettelæggelsen af denne uddannelsesindsats

sker i nært samarbejde med tillidsrepræsentanterne på

virksomheden. Det er vigtigt, at sådanne uddannelsesformer

harmonerer med de lovbestemte arbejdsmarkedsuddannelser, de

erhvervsfaglige uddannelser, voksenuddannelserne m.v. Der er tale

om et supplement, som under ingen omstændigheder kan begrunde en

nedskæring i arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelserne. Der er

tværtimod behov for en forstærket, samlet indsats. Der må samtidig

tages vidtgående hensyn til de ansattes behov for uddannelse og

kreative arbejdsopgaver.

I de virksomheder, der beskæftiger mindre end 10 ansatte, er der ikke

forudset oprettelse af virksomhedsfonde. Men omvendt bør ikke

udelukkes, at der, hvis enighed kan opnås mellem ledelse og

medarbejdere, kan fastsættes særlige vilkår for, at

lønmodtagermidlerne kan blive stående i virksomheden. Placeringen

heraf bør følge samme hovedformål som i de egentlige

virksomhedsfonde, og placeringsformen bør sidestilles med

ejerkapitalen.

Det er et vigtigt princip i ordningen, at det er de til enhver tid

værende ansatte i virksomheden, der i fællesskab har ansvaret for

virksomhedsfonden.

Ad 3

For at styrke nærdemokratiet og den lokale indsats for investeringer,

produktion og beskæftigelse oprettes en fond i hvert amt.

Overskudsandele, som på grund af uenighed om placeringen ikke kan

blive stående i større virksomheder, indbetales til amtsfonden.

Tilsvarende gælder virksomheder med under 10 ansatte.

I forbindelse med indbetalingen er det vigtigt at sikre den mest

hensigtsmæssige geografiske fordeling. Det gælder især i

tilknytning til danske og udenlandske koncerner, som eksempelvis

har hovedsæde i hovedstadsområdet og produktionsvirksomhed eller

datterselskaber fordelt flere steder i landet. Her bør sikres, at

overskudsandelen i videst mulig udstrækning knyttes til den

geografiske beliggenhed af arbejdspladsen eller datterselskabet.

Landsrådet, jf. punkt 4, bør medvirke til at sikre en sådan

rimelig geografisk fordeling. I tilfælde af uenighed træffer

overskudsdelingsnævnet afgørelse om overskudsandelenes placering

inden for koncerner og lign.

Med hensyn til statens bidrag for de offentligt ansatte foretages der

fordeling af det samlede bidrag i de enkelte amter.

»Fordelingsnøglen« bør tage udgangspunkt i befolkningstallet i

amterne for at sikre den mest hensigtsmæssige og afbalancerede

udvikling med hensyn til investeringer, beskæftigelse og

produktion.

Ud over de i punkt 3 nævnte bidragskilder til amtsfondene bør det

overvejes at indføre pligt til indbetaling af en del af

overskuddet fra virksomheder, der i forhold til de ansattes antal

har særlig stor indtjening. I takt med den stigende automatisering

i industrien og med rimelig hensyntagen til eksempelvis de særlige

forhold ved olie- og naturgasudvinding og lign. vil en sådan

supplerende inbetaling være hensigtsmæssig.

Amtsfondenes midler anbringes i videst muligt omfang som ansvarlig

kapital i erhvervslivet. Gennem ansvarlig lønmodtagerkapital

styrkes de ansattes indflydelse.

Gennem investering af lønmodtagermidlerne vil erhvervsudviklingen og

beskæftigelsen blive fremmet.

Gennem anbringelse af lønmodtagermidler som ansvarlig kapital skal

produktudvikling og forskning kunne fremmes i virksomhederne.

Amtsfondene kan gennem anbringelse af ansvarlig kapital fremme

uddannelsesprogrammer for de ansatte i tilknytning til f.eks.

produktionsfornyelse i virksomhederne. Også disse initiativer må

være i harmoni med formål og principper i den lovbestemte

uddannelsesindsats og tilrettelægges i samarbejde med

tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalg.

For at fremme hele områdets erhvervs- og beskæftigelsesudvikling mest

muligt kan amtsfondene tage initiativ til et samarbejde med

forskellige erhvervsfremmende institutioner i det enkelte amt,

herunder de teknologiske informationscentre, Teknologisk Institut

og lokale erhvervsråd m.v.

Amtsfondens midler skal også gennem anbringelse som ansvarlig kapital

kunne medvirke til etablering af nye virksomheder og på

tilsvarende måde gå ind, hvor lønmodtagerne i fællesskab ønsker at

overtage deres virksomhed.

Den medbestemmelse, der følger i kraft af amtsfondenes medejendomsret

til en virksomhed, skal udøves af lønmodtagerne på virksomheden i

fællesskab.

For moderselskaber i koncerner skal den indflydelse, der følger af

lønmodtagerkapitalen, hvad enten den er anbragt i en

virksomhedsfond eller i en amtsfond, udøves af repræsentanter

valgt af og blandt samtlige ansatte i koncernens virksomheder.

Ad 4

Landsrådet skal medvirke til at fremme og sikre harmonien og

udviklingen af lønmodtagernes medejendomsret over hele landet.

Det er en væsentlig opgave for landsrådet at forestå kursus- og

uddannelsesvirksomheden for lønmodtagerrepræsentanterne, således

at de på bedst mulig måde kan repræsentere lønmodtagerkapitalen i

virksomhedernes bestyrelser m.v. Der skal ligeledes stilles

juridisk, økonomisk og regnskabsmæssig ekspertise til rådighed for

lønmodtagerrepræsentanterne.

Amtsfondene yder et administrationsbidrag til landsrådet med henblik

på løsning af bl.a. disse opgaver.

Landsrådet har endvidere til opgave at følge og vurdere investerings-

og erhvervsudviklingen i de enkelte dele af landet for at bidrage

til en afbalanceret udvikling.

Landsrådet formidler samarbejdet mellem virksomhedsfonde og amtsfonde

i forbindelse med større investeringsopgaver. Herunder kan

landsrådet selv tage initiativ til sådanne investeringsprojekter i

samarbejde med amtsfonde m.fl. Det gælder investeringsopgaver, der

berører flere amter, eller som omfatter en hel branche.

Ad 5

I den kommende lov om medejendomsret og medbestemmelse fastlægges de

generelle retningslinjer og principper for opgørelse af det

regnskabsmæssige overskud, der skal deles.

Til afgørelse af særlige tvivlsspørgsmål oprettes et

overskudsdelingsnævn.

Halvdelen af nævnets medlemmer er repræsentanter for

lønmodtagerorganisationerne, og de øvrige medlemmer repræsenterer

det offentlige og arbejdsgiverorganisationerne. I tilfælde, hvor

nævnet ikke når til enighed, træffes afgørelse af en eller flere

opmænd med særlig økonomisk og juridisk sagkundskab.

Herved opnås, at fortolkningsproblemer og konflikter løses ved

direkte medvirken af parterne på arbejdsmarkedet, uden at den

offentlige forvaltning belastes.

I tilknytning til nævnets arbejde vil udvikle sig en praksis, som vil

gøre det muligt at træffe hurtige afgørelser i opståede

tvivlsspørgsmål.

Ad 6

I den kommende 5-års periode overvejes nærmere anvendelsen af

afkastet af den investerede kapital i såvel virksomhedsfonde som

amtsfonde. Lønmodtagerkapitalen i virksomhederne bliver under alle

omstændigheder stående til fremme af lønmodtagernes

medbestemmelse, beskæftigelsen og investeringerne. Med hensyn til

afkastet må hovedsigtet selvsagt være, at afkastet anvendes til

gavn for lønmodtagerne som helhed.

Udgangspunktet for en beslutning om udlodning af afkastet fra 1994 må

være, at virksomhedsfondenes og amtsfondenes afkast anvendes til

kollektive formål til gavn for lønmodtagerne. Det kan eksempelvis

være velfærdsgoder på arbejdspladsen, sociale formål,

feriefaciliteter og lign. Afkastet kan også anbringes som

ansvarlig kapital til yderligere styrkelse af medarbejdernes

indflydelse og fremme af investeringer i virksomheden.

En beslutning om udlodning af den resterende del af afkastet direkte

til lønmodtagerne bør sikre, at alle i amtet modtager lige store

andele.

Den 5-årige indkøringsperiode vil både sikre en effektiv opbygning af

lønmodtagernes medejendomsret og skabe mulighed for grundige

overvejelser om, hvorledes formålet med reformen kan fremmes

yderligere i tilknytning til placeringen og udlodningen af

afkastet.

Bilag

Beretning afgivet af politisk-økonomisk udvalg den 19. juni 1986

Beretning

over

I. Forslag til folketingsbeslutning om medejendomsret og

medbestemmelse

(Indførelse af overskudsdeling)

(af Svend Auken (S) m.fl.)

II. Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk overskudsdeling,

medeje og medbestemmelse

(af Estrup (RV) m.fl.)

Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i en række møder og har

herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren samt til

forslagsstillerne.

Et FLERTAL (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det

Radikale Venstres medlemmer af udvalget) har ønsket at fremsætte

følgende fælles udtalelse om principperne for en fremtidig reform

om obligatorisk overskudsdeling, medejendomsret og medbestemmelse:

Reformen skal

- være obligatorisk og inden for en fleksibel ramme omfatte alle

virksomheder over en vis størrelse.

- sigte mod en ændring af ejendomsretten for at bryde

kapitalkoncentrationstendenser og for at engagere lønmodtagerne

mere direkte i virksomhedernes udvikling.

- føre til reel medbestemmelse for de ansatte på den enkelte

virksomhed. Ud over den indflydelse, som følger af medejendomsret,

skal reglerne for medbestemmelse styrkes såvel i den private som i

den offentlige sektor.

- indebære en fælles forvaltning af lønmodtagerkapitalen af de

ansatte i den enkelte virksomhed.

- øge virksomhedsopsparingen og tilførslen af risikovillig kapital

for at fremme investeringer og teknologisk fornyelse i

virksomhederne.

Med udgangspunkt i disse principper bør der snarest gennemføres

lovgivning på området.

Et MINDRETAL INDEN FOR FLERTALLET (Socialistisk Folkepartis medlemmer

af udvalget) udtaler:

For mindretallet kan en reform om obligatorisk overskudsdeling kun

være en mindre bestanddel af en større reform, som indeholder

såvel økonomisk som ledelsesmæssigt demokrati.

Mindretallet ønsker igennem fælles fondsdannelser at opbygge et

økonomisk demokrati, der kan være et alternativ til de

eksisterende kapitalkoncentrationer. Bidraget til sådanne

fondsdannelser bør efter mindretallets mening ske ved at inddrage

en procentandel af værditilvæksten.

Et ANDET MINDRETAL INDEN FOR FLERTALLET (Det Radikale Venstres medlem

af udvalget) understreger derudover, at ordningen skal bygge på en

kombination af individuel ejendomsret til medarbejderkapitalen og

en lang bindingsperiode, således at hensynet såvel til

medarbejdernes økonomiske interesse i ordningen som til

medarbejdernes øgede medbestemmelse tilgodeses.

Et MINDRETAL (Det Konservative Folkepartis, Venstres,

Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af

udvalget) arbejder for at udbrede ejendomsretten gennem frivillig

overskudsdeling. Mindretallet er bekendt med, at regeringen med

udgangspunkt i rapporten fra udvalget vedrørende kortlægning af

frivillig overskudsdeling (Hassenkam-udvalget) vil fremkomme med

forslag til en rammelovgivning, der kan fjerne eksisterende

forhindringer for den frivillige udbredelse af ejendomsretten.

Regeringen vil endvidere komme med forslag til, hvordan det kan

gøres endnu mere attraktivt for virksomhederne og deres

medarbejdere i fællesskab at aftale medarbejderaktieordninger og

overskudsdelingsordninger, som tager hensyn til forholdene i den

enkelte virksomhed.

Formålet er at udbrede ejendomsretten til erhvervslivet, at øge

medarbejdernes engagement i virksomheden og at øge den langsigtede

opsparing på det frivillige grundlag, som mindretallet finder er i

overensstemmelse med den danske befolknings ønsker.

Mindretallet advarer imod at indføre den af flertallet skitserede

obligatoriske overskudsdeling. En tvangsordning er uegnet for

dansk erhvervslivs struktur, respekterer ikke nuværende ejeres

rettigheder, vil reducere den enkeltes lyst til at iværksætte, eje

og drive en risikofyldt virksomhed og vil reducere den enkelte

lønmodtagers frihed til selv at disponere.

P. u. v.

Ivar Nørgaard

formand

Versioner

  1. 1988-05-21