Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00138@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i folketingsåret 1987-88:

I. At fremsætte lovforslag om medeje og obligatorisk overskudsdeling

for de ansatte på den enkelte virksomhed.

Lovforslaget skal sikre, at følgende principielle krav til ordningen

kan opfyldes:

1. Loven skal udformes som en fleksibel rammelov med indbygget

revision efter senest 5 år.

2. Medeje og overskudsdeling er obligatorisk for virksomheder med 50

ansatte eller derover.

3. Medarbejderkapitalen danner grundlag for medbestemmelse for de

ansatte på deres egen arbejdsplads.

4. Medarbejderkapitalen indgår som ansvarlig kapital i virksomheden,

således at medeje og overskudsdeling indebærer såvel rettigheder

som pligter for de ansatte.

5. Medarbejderkapitalen forvaltes af de ansatte i fællesskab. Den

enkelte ansatte kan disponere over sin andel af

medarbejderkapitalen ved pensionering eller efter en længere

bindingsperiode. Den enkelte ansatte disponerer selv over afkastet

af sin andel af medarbejderkapitalen.

6. De ansattes medejendomsret realiseres uden opbygning af en central

fond.

II. At tage følgende initiativer:

1. Som konsekvens af indførelsen af overskudsdeling sikres de

offentligt ansatte opsparingsmuligheder (investeringsløn) på linje

med dem, der skabes for privat ansatte.

2. Gennem et konsekvent og kontrolleret udviklingsarbejde sikres de

offentligt ansatte øget indflydelse på deres egen

arbejdssituation.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. HISTORISK BAGGRUND

I 1927 fremsatte P. Munch på Det Radikale Venstres vegne forslag i

Folketinget om, at der blev givet arbejderne i større virksomheder

andel i udbyttet, helst således, at andelen blev stående i

virksomheden, som de ansatte så med tiden ville blive medejere af.

Tiden var ikke til ændringer i de afstukne grænser på

arbejdsmarkedet, og forslaget vakte derfor ikke nogen politisk

interesse. 30 år efter gennemførtes lov om udbyttedeling, og

gradvis er der i flere virksomheder gennemført en række frivillige

ordninger.

I 1960erne og 1970erne bredte interessen for økonomisk demokrati sig.

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet fremsatte forslag om ØD baseret

på oprettelse af store lønmodtagerfonde gennem lønsumsbidrag (de

første forslag) og senere gennem overskudsdeling. I erhvervslivet

har der i samme periode været en stigende interesse for at skabe

et større interessefællesskab mellem ejere og ansatte i

virksomhederne. Erhvervsorganisationerne har dog til stadighed

været imod, især når talen drejede sig om obligatoriske ordninger.

Det Radikale Venstre har med opmærksomhed fulgt denne udvikling og

mener, at det af flere grunde nu er vigtigt, at der sker et

gennembrud i dette spørgsmål. Det er derfor også med tilfredshed,

at det kan konstateres, at der i Socialdemokratiet er en stigende

interesse for drøftelser baseret på det radikale hovedprincip, at

overskudsdeling og medeje skal baseres på den enkelte virksomhed.

Det skulle altså være muligt at opnå forståelse for en løsning

uden centrale fondsdannelser.

2. INDKOMSTPOLITIK OG MEDEJE/OVERSKUDSDELING

Ligesom i 1927 er det også i dag et grundlæggende mål for Det

Radikale Venstre, at der sker en demokratisering af arbejdslivet.

Vi ønsker at nedbryde de kunstige skel mellem ledelse og ansatte

på virksomhederne, og vi ønsker, at medarbejderne gradvis skal

tage større del i og medansvar for de beslutninger, som træffes.

Medeje og spredning af ejendomsretten gennem overskudsdeling er en

af vejene til at nå dette mål.

Samtidig har de seneste års økonomiske udvikling understreget

nødvendigheden af, at indkomstudviklingen holdes inden for snævre

rammer. Det Radikale Venstre mener, at denne nødvendige politik må

udbygges med bl.a. medeje og overskudsdeling. I modsat fald er det

ikke muligt at skabe en tilstrækkelig langsigtet og socialt

retfærdig indkomstpolitik. Derfor bør beslutningen om obligatorisk

overskudsdeling ikke udskydes længere.

Det er urimeligt at forlange, at lønmodtagerne skal være

tilbageholdende i overenskomstforhandlingerne, hvis en eventuel

økonomisk gevinst alene forbeholdes kapitalejerne. Det giver

hverken den nødvendige tilskyndelse til at skabe et godt resultat

eller den nødvendige forståelse for, at hele samfundet har en

interesse i, at der skabes og udbygges konkurrencedygtige

virksomheder.

De mange erhvervsfremmende foranstaltninger, delvis finansieret af

offentlige midler, giver et yderligere argument for

overskudsdeling og for, at den skal være obligatorisk. Hensigten

er at øge de private investeringer og gøre erhvervslivet mere

konkurrencedygtigt. Men det er ikke nødvendigt og slet ikke

retfærdigt, hvis dette gøres på en måde, hvorefter der så at sige

flyttes penge fra lønmodtagerne til kapitalejerne, således at

disse på lidt længere sigt sikres et privat merforbrug.

Behovet for tilpasning og omstilling i den private sektor

nødvendiggør, at det skal være muligt at honorere

produktivitetsforbedringer, ellers risikerer man at fjerne

incitamenter til forbedring af konkurrenceevnen. Ved at sammenkæde

løntilbageholdenhed og obligatorisk overskudsdeling, hvor

medarbejderkapitalen forbliver i virksomheden og kun det

almindelige udbytte heraf eventuelt udbetales, vil incitamentet

ikke længere være det umiddelbare private forbrug, men derimod den

senere mulighed for forbrug, som følger af en bedre økonomi f.eks.

i pensionsalderen.

3. DET RADIKALE VENSTRES FORSLAG

I Det Radikale Venstres forslag til medeje fra folketingsåret

1980-81, der er optrykt som bilag til beslutningsforslaget, er

obligatorisk overskudsdeling forbundet med medeje til virksomheden

og altså også med medbestemmelse omkring de væsentlige

dispositioner i virksomheden. Der henvises endvidere til

Folketingstidende 1980-81, forhandlingerne sp. 5749 og 7279.

Det overskydende overskud (dvs. når der er sket forrentning af såvel

fremmedkapital som egenkapital inkl. afskrivning) deles efter

forslaget som hovedregel ligeligt mellem ejer og ansatte.

Medarbejdernes andel konverteres til ansvarlig og bestemmende

kapital, således at den anvendes til konsolidering af virksomheden

og til finansiering af nye investeringer. Medarbejderkapitalen er

som anden ansvarlig virksomhedskapital udsat for en risiko, men

risikoen begrænses gennem en forsikringsordning.

Forslaget er stadig udtryk for, hvordan Det Radikale Venstre kunne

tænke sig en medejeordning udformet i praksis. Men naturligvis er

der mere end een løsning, når det drejer sig om enkelthederne i en

sådan ordning. For at forhindre, at debatten om medeje kommer til

at kredse om teknik og uvæsentlige detaljer, har Det Radikale

Venstre derfor afstået fra at genfremsætte sit oprindelige

forslag. I stedet har vi lagt vægt på at klargøre og præcisere de

principper, som udgør fundamentet for den radikale medejemodel.

Forslaget er et oplæg til forhandling for at virkeliggøre årtiers

visioner om spredning af ejendomsretten og medbestemmelse på

arbejdspladsen. Det er samtidig en understregning af de krav, som

Det Radikale Venstre finder må opfyldes, for at medeje og

medbestemmelse kan realiseres.

Der henvises endvidere til det af Det Radikale Venstre i

folketingsåret 1984-85 fremsatte forslag til folketingsbeslutning

om obligatorisk overskudsdeling og medeje for ansatte, jf.

Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 6058 og 7334, samt

tillæg A sp. 3579.

Nærværende beslutningsforslag er en uændret genfremsættelse af et i

Folketingsåret 1985-86 fremsat forslag, se Folketingstidende

1985-86, forhandlingerne sp. 7042 og 9971, samt tillæg A sp. 4693

og tillæg B sp. 2407.

4. PROBLEMER VED GENNEMFØRELSE AF OBLIGATORISK OVERSKUDSDELING/MEDEJE

I den tidligere debat om Det Radikale Venstres forslag har været

rejst en række indvendinger. I det følgende skal nogle af disse

kommenteres nærmere, idet det samtidig skal bemærkes, at det er

hensigten gennem udvalgsarbejdet i Folketinget at søge disse

spørgsmål nærmere belyst.

A. DET ER FORKERT MED EN OBLIGATORISK ORDNING

Overskudsdeling er nødvendig både for at opnå en langsigtet

indkomstpolitik og for at opnå en retfærdig fordeling.

I en årrække har vi haft lovgivning, som tilskyndede virksomheder til

på eget initiativ at indføre udbyttedeling eller

medarbejderaktier. Resultatet har ikke været tilfredsstillende.

Mulighederne for at skabe en større grad af interessefællesskab

mellem medarbejdere og virksomhed er kun udnyttet i ringe grad.

Hvor medarbejderaktier er forsøgt, har de ikke ført til større

medindflydelse. De ansatte har haft samme problem som andre

småaktionærer og har derfor ikke følt nogen tilskyndelse til at

beholde de tegnede aktier. Frivillighed er således ikke vejen frem

på dette område.

Det er nødvendigt med en obligatorisk ordning. Men den må ikke blive

et stift bureaukratisk system. Derfor er det radikale

medejeforslag udformet som en rammelovgivning, der skal udfyldes i

overensstemmelse med den enkelte virksomheds forhold. De ansatte

og virksomheden har to år til at finde den rette udformning. Men

derudover skal hele »rammen« nyvurderes ud fra erfaringerne i en

5-årig forsøgsperiode.

B. NOGLE VIRKSOMHEDER KAN IKKE FUNGERE UNDER MEDEJE

Især har andelsselskabernes vanskeligheder været fremhævet. I disse

behøver der ikke at opstå et overskud i sædvanlig forstand:

udbyttet af driften tilfalder gennem prisfastsættelsen medlemmerne

i forhold til deres omsætning med selskabet. Der er derfor ikke

uden videre noget overskud at dele med medarbejderne. Tilsvarende

er det et problem, at indflydelsen i andelsselskaber er knyttet

til medlemskabet - ikke til den investerede kapital.

Problemerne kan midlertid løses gennem fastlæggelsen af mere præcise

regler for, hvordan det økonomiske resultat skal opgøres, og for,

hvordan medarbejderkapitalen skal placeres. Tilsvarende må der

træffes aftale om stemmeret, bestyrelsesmedlemmer m.v., således

som det allerede er sket i en række andelsselskaber. Den

igangværende udvikling i andelsselskaber har desuden medført, at

nettofortjeneste som følge af konsolideringshensyn får stigende

betydning. Dette vil lette tilpasningen.

Men i øvrigt er det ikke mindst af hensyn til sådanne specielle

problemer, at der er afsat to år til at få en aftale på plads og

fastlagt en 5-årig forsøgsperiode.

C. INDKOMSTPOLITIK GÆLDER ALLE, MEDEJE DERIMOD KUN PÅ VIRKSOMHEDER

MED 50 ANSATTE ELLER DEROVER

Det Radikale Venstre har som målsætning, at medeje efterhånden skal

indføres på alle virksomheder. Først når dette er sket, kan der

sikres ensartede vilkår for medarbejdere på forskellige

virksomheder.

Men ordningen må indkøres gradvis. Store virksomheder har normalt et

så veludbygget administrativt apparat, at det ikke vil volde

vanskeligheder at løse de opgaver, som følger med indførelsen af

medeje. Men det gælder ikke nødvendigvis små virksomheder. Den

administrative belastning vil føles tungere på disse, og skulle

ordningen rumme uforudsete problemer, kan følgerne blive alvorlige

på mindre virksomheder. Derfor skal de praktiske erfaringer med

medeje på store virksomheder benyttes til at minimere ulemperne

for små virksomheder.

Der er med andre ord tale om en afvejning mellem mulighederne for en

heldig indkøring og en total retfærdighed for alle.

Det har været naturligt at sætte grænsen ved 50 ansatte, idet

virksomheder, som er større, i forvejen omfattes af bestemmelserne

om medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. Men der er naturligvis

intet i vejen for, at mindre virksomheder indfører medeje på

frivillig basis.

D. DE OFFENTLIGT ANSATTES PLACERING I DET RADIKALE FORSLAG

Indkomstpolitikken omfatter imidlertid også den offentlige sektor.

Men offentligt ansatte kan ikke få ejendomsret til deres egen

arbejdsplads. De virksomheder og institutioner, hvor de arbejder,

er samfundsejede. Der kan heller ikke etableres overskudsdeling

for offentligt ansatte, fordi offentlig virksomhed ikke skal give

overskud. Dette gælder, uanset hvilken ordning man indfører.

Der er derimod intet i vejen for, at offentligt ansatte kan blive

medejere af private virksomheder. Men det er ikke ligegyldigt på

hvilken måde. I nogle forslag sker det gennem en central fond.

Efter radikal opfattelse er det den dårligst tænkelige udvej,

fordi en central fond udhuler medarbejdernes indflydelse på den

enkelte virksomhed. Der er ingen rimelig begrundelse for at

indføre dette bureaukratiske og centralistiske organ til sikring

af de offentligt ansattes ligestilling. Nøjagtig de samme

økonomiske goder kan opnås via skattesystemets omfordeling.

Det Radikale Venstre finder det nødvendigt, at offentligt ansatte

opnår økonomisk ligestilling, hvis en permanent indkomstpolitik

skal bringes til at fungere. En naturlig løsning vil være

oprettelse af investeringsforeninger, hvor offentligt ansatte kan

placere opsparing direkte i det private erhvervsliv.

E. DEN ENKELTE MEDARBEJDERS ANDEL VIL VÆRE HELT AFHÆNGIG AF, OM

VIRKSOMHEDEN ER »KAPITAL- ELLER LØNTUNG«

Det er rigtigt, at der kan opstå store forskelle mellem

medarbejdernes udbytte på forskellige virksomheder, hvis reglerne

alene er, at nuværende ejere og ansatte deler det overskydende

overskud ligeligt. På kapitaltunge virksomheder vil man være få om

at dele det overskud, som man på løntunge virksomheder er mange

om. Sådanne forskelle kan føles uretfærdige og desuden føre til

uhensigtsmæssige påvirkninger af virksomhedernes

produktionsmetoder.

Derfor er der i det radikale medejeforslag åbnet mulighed for

anvendelse af en særlig udregning, når det overskydende overskud

skal fordeles. En nærliggende løsning vil være at korrigere

medarbejdernes andel i overensstemmelse med forholdet mellem

lønsum og værditilvækst. Hvor lønsummen kun er en mindre del af

værditilvæksten, falder medarbejdernes andel tilsvarende. En sådan

overskudsregel har gennem adskillige år været benyttet i Frankrig.

F. MEDARBEJDERNE LØBER IKKE SAMME ØKONOMISKE RISIKO SOM EJERNE

Det Radikale Venstre er overbevist om, at medarbejderne i danske

virksomheder er villige til at løbe en risiko, når de derved kan

sikre deres arbejdsplads og åbne mulighed for en fremtidig gevinst

i form af overskudsdeling. Derfor er det et væsentligt mål, at

medeje skaber forhold, hvor de ansatte tør satse på den

virksomhed, der i det lange løb vil klare sig, men som måske blot

har behov for en indkøring med lav indtjening.

Ansatte og ejere vil imidlertid aldrig blive fuldt ligestillede. De

nuværende ejere kan trække deres kapital ud af virksomheden,

hvorimod medarbejdernes er bundet. Derfor kan de heller ikke dele

risiko på lige fod. I stedet rummer det radikale forslag en særlig

sikringsordning, således at medarbejderne kun kan miste en vis

andel af den indskudte kapital. Dette er samtidig en sikring for

de medarbejdere, der har forladt virksomheden og dermed har mistet

deres stemmeret, men fortsat har medarbejderkapital stående.

G. ADMINISTRATIVE OG ANDRE PROBLEMER

Forslaget rejser selvsagt nogle administrative problemer - som

ethvert nyt forslag næsten uundgåeligt vil gøre, i hvert fald

indtil indkøringsperioden er forbi. Netop derfor startes med

relativt store virksomheder, som har et udbygget administrativt

system. Ligeledes kan forslaget føre til, at medarbejderne vil

søge mod de virksomheder, som er mest lønsomme. Dette betyder en

øget vægt på de virksomheder i dansk erhvervsliv, som går godt,

men naturligvis samtidig forskelle mellem medarbejderne på

forskellige virksomheder. Forslagets virkninger svarer på dette

punkt til de forskelle, som også i dag findes på grund af

produktivitetsafhængige lønsystemer, lokale aftaler m.v.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER

I. Medeje og obligatorisk overskudsdeling i den private sektor

Ad 1. Fleksibel rammelovgivning

Meget forskelligartede virksomheder skal kunne fungere inden for den

samme lovgivning som overskudsdeling og medeje. Alt efter branche,

ejendomsforhold, organisationsform, størrelse etc. kan den enkelte

virksomhed have sine særlige problemer. Det er derfor vigtigt, at

loven indskrænker sig til at fastlægge en række miminumskrav.

Inden for den således fastlagte ramme må der gives ledelse og

ansatte på den enkelte virksomhed mulighed for at udforme

ordningens detaljer, så de bedst muligt harmonerer med

virksomhedens særpræg. En sådan fleksibel rammelovgivning vil

eksempelvis gøre det muligt at tage hensyn til forskelle mellem

»kapitaltunge« og »løntunge« virksomheder, forskelle mellem

virksomheder drevet i selskabsform, på andelsbasis eller med

personligt ansvar og forskelle, som skyldes, at der er et særligt

(ideelt) formål med produktionen.

For at sikre, at den rette balance mellem nødvendige minimumskrav og

tilstrækkelig fleksibilitet er opnået, må lovgivningen tages op

til revision efter en kortere periode. Denne bør næppe være

længere end 5 år.

AD 2. OBLIGATORISK FOR STØRRE VIRKSOMHEDER

Et hovedsigte med forslaget om medeje er at demokratisere

arbejdslivet og derigennem give de ansatte større medansvar for de

beslutninger, som træffes. Ordninger med frivillig overskudsdeling

er udmærkede, men fører ikke til medeje. Medeje for de ansatte kan

kun sikres gennem lovgivning.

Samtidig går det meget langsomt med at indføre frivillig

overskudsdeling på den enkelte virksomhed. Muligheden har allerede

gennem en længere årrække været til stede. Loven om udbyttedeling

har eksisteret i ca. 30 år, og det er ca. 15 år siden, der skabtes

lovhjemmel for skattebegunstiget udstedelse af medarbejderaktier.

Desværre findes der ingen samlet oversigt over omfanget af

frivillige ordninger. Men alle foreliggende oplysninger peger

samstemmende på, at muligheden for at indføre overskudsdeling ad

frivillig vej kun i ringe grad er benyttet og altovervejende kun

på virksomheder med mange medarbejdere. Det gælder således

ordninger med medarbejderaktier, der ved udgangen af 1984 var

etableret på i alt 152 virksomheder. Ultimo 1978 drejede det sig

om 99 virksomheder, og tilvæksten siden da har således været

gennemsnitlig 8-9 virksomheder årligt.

Fortsættes i det tempo, vil overskudsdeling og medeje ikke komme til

at spille nogen rolle af betydning på denne side af

århundredskiftet - om overhovedet nogen sinde. Frivillig

overskudsdeling går simpel hen for langtsomt.

Overskudsdeling kan bidrage til løsningen af centrale problemer i det

danske samfunds økonomi. Det gælder den alt for lave opsparing,

finansieringen af de kommende års omfattende krav til

investeringer i ny teknologi og ikke mindst tilførslen af ny

ansvarlig virksomhedskapital til sikring af nye arbejdspladser og

øget beskæftigelse. Men det er nu og i det kommende tiår, der skal

handles. Indsatsen for dansk økonomi er ikke en frivillig sag.

Det må undgås, at overskudsdeling og medeje administrativt bliver en

uoverkommelig opgave for den enkelte virksomhed og derved kommer

til at bremse udvikling og initiativ. En sådan fare kan være til

stede, når det gælder nyetablerede og mindre virksomheder. Indtil

der er opnået tilstrækkelige erfaringer med medeje og

overskudsdeling, bør ordningen derfor kun være obligatorisk for

større, veletablerede virksomheder. For disse findes som nævnt

allerede et vist erfaringsmateriale gennem frivillige ordninger.

Grænsen på 50 ansatte er den samme, som anvendes i lovgivningen om

medarbejderrepræsentanter i aktieselskabsbestyrelser. I alt godt

2.700 virksomheder med tilsammen knap 600.000 ansatte er dermed

omfattet af ordningen.

I virksomheder med under 50 ansatte kan medeje og overskudsdeling

indføres på frivillig basis. Dette vil være fordelagtigt for en

del mindre virksomheder, som derved får bedre muligheder for at

fastholde dygtige medarbejdere og for at sikre en rolig

lønudvikling.

AD 3. VARIG MEDBESTEMMELSESRET

Overskudsdeling er ikke i sig selv nok til at realisere den

demokratisering af forholdene på den enkelte virksomhed, som Det

Radikale Venstre tilstræber.

Overskudsdeling øger medarbejdernes interesse for, at den enkelte

virksomhed har en god økonomi. Hvis medarbejdernes andel bindes i

en vis periode, vil det samtidig medføre større opsparing og

investering i det danske samfund og dermed sikre arbejdspladser.

Og ikke mindst bliver det lettere at føre langsigtet

indkomstpolitik, fordi overskudsdeling sikrer en mere retfærdig

fordeling af den indtjeningsfremgang, som er selve målet med

indkomstpolitikken. Der er således en række gode økonomiske

begrundelser for overskudsdeling.

Men medbestemmelsen for de ansatte bliver ikke nødvendigvis større.

Hvis medarbejderne får adgang til straks eller efter en kortere

bindingsperiode - at tage deres overskudsandele ud til forbrug,

mister de samtidig den beslutningsret, som de har som medejere af

den enkelte virksomhed. Dette har netop været karakteristisk for

de fleste frivillige medarbejderaktieordninger. De ansatte har

ikke kunnet se noget perspektiv i at være individuelle

småaktionærer. De har derfor skilt sig af med aktierne for at

realisere muligheden for et øget forbrug.

Overskudsdeling må derfor kombineres med medeje. Overskudsandelene må

bindes som ansvarlig kapital i virksomheden, og medarbejderne må i

fællesskab udøve den medbestemmelsesret, som kapitalen berettiger

dem til. Kun derigennem sikres, at overskudsdeling samtidig fører

til en ny og mere demokratisk beslutningsstruktur i virksomheden,

en demokratisering, som på længere sigt indebærer, at

medarbejderne får indflydelse på og medansvar for de fundamentale

beslutninger om deres egen arbejdsplads.

AD 4. MEDARBEJDERKAPITALEN MÅ VÆRE RISIKOVILLIG

Overskudsdeling og medeje skal i størst muligt omfang give

medarbejderne rettigheder og pligter på linje med virksomhedens

øvrige ejere. Derfor er det nødvendigt, at medarbejderkapitalen på

linje med anden ansvarlig kapital bærer sin del af den økonomiske

risiko. Kun derved sikres, at de ansattes ret til at deltage i

beslutningsprocessen modsvares af et tilsvarende ansvar for de

beslutninger, som træffes.

Medarbejderkapitalen vil imidlertid være mindre frit stillet end

anden ansvarlig kapital. De ansatte kan ikke trække deres kapital

ud, hvis konjunkturerne tegner dårligt for virksomheden. Desuden

vil de under opbygningen af en medarbejderkapital være uden

afgørende indflydelse på de beslutninger, som træffes. Derfor må

der skabes basis for, at medarbejderne på forskellige virksomheder

gennem bidrag til en forsikringsordning kan begrænse tabet af

medarbejderkapital på den enkelte virksomhed.

AD 5. KOMBINERE DEMOKRATISKE BESLUTNINGER MED ØKONOMISKE INCITAMENTER

I debatten om overskudsdeling og medeje har der været en tendens til

at opstille modeller, som i højere grad var præget af ideologi end

af hensynet til de virksomheder og arbejdspladser, hvor modellerne

tænkes at skulle fungere. Socialdemokratiet og fagbevægelsen har

helt overvejende satset på ØD-løsninger, hvor ejendomsretten til

medarbejderkapitalen var kollektiv for samtlige lønmodtagere og

den enkelte lønmodtager til gengæld var uden direkte økonomisk

interesse i virksomhedsoverskuddets størrelse. Omvendt har

arbejdsgiverne og nogle borgerlige partier snævert interesseret

sig for ordninger, hvor de ansattes interesse i kontant udbetaling

af den størst mulige overskudsandel var altdominerende.

Ingen af disse »rene« ideologier er anvendelige i praksis. Hele ideen

med at indføre overskudsdeling er, at medarbejderne skal have en

umiddelbar interesse i at medvirke til den bedst mulige indtjening

i virksomheden og dermed til, at den nødvendige konsolidering og

udvikling kan foregå. Hvis medarbejderne ikke har nogen økonomisk

fordel af et større overskud, bliver konstruktionen verdensfjern

og fortænkt. Men en ensidig satsning på det økonomiske incitament

i overskudsdeling medfører til gengæld, at de ansatte straks

ønsker at omsætte deres andel af overskuddet i øgede

forbrugsmuligheder. Medarbejderne vil have en stærk tilskyndelse

til at prioritere kortsigtede gevinster højere end det langsigtede

hensyn til arbejdspladsen, og virksomhederne går samtidig glip af

en øget lønmodtageropsparing.

Det Radikale Venstre afviser såvel den naive kollektivisme som

forsøgene på gennem overskudsdeling at gøre medarbejderne til en

slags småaktionærer uden indbyrdes solidaritet eller interesse for

og indflydelse på virksomhedens beslutninger. Det, der er behov

for, er at engagere ledelse og medarbejdere på den enkelte

virksomhed i en ny og mere demokratisk beslutningsproces, som

samtidig rummer nye økonomiske incitamenter til gavn for såvel de

ansatte som virksomheden. Det mål, som skal realiseres, svarer i

stort omfang til den opgave, andelsbevægelsen stod over for ved

sin start, nemlig et samarbejde på demokratisk grundlag til

gensidig økonomisk fordel.

I praksis indebærer dette, at de ansatte må træffe beslutninger og

forvalte medarbejderkapitalen i fællesskab. Medbestemmelsesretten

skal udøves efter demokratiske retningslinjer. Men ordningen skal

samtidig rumme økonomiske incitamenter for de ansatte. Derfor må

den enkelte ansatte kunne disponere over sin andel af

medarbejderkapitalen, når arbejdsmarkedet endeligt forlades, dog

senest ved 60 års alderen. Den enkelte ansatte disponerer selv

over afkastet af sin andel af medarbejderkapitalen.

AD 6. INGEN CENTRAL FOND

For Det Radikale Venstre er det af afgørende betydning, at medeje og

medbestemmelse fører til en demokratisering af

beslutningsprocessen på den enkelte virksomhed. Det er

medarbejdernes interesse for og indflydelse på deres egen

arbejdsplads, der skal styrkes. Ordninger, hvor ejendomsret til

medarbejderkapitalen og dermed også indflydelsen i væsentligt

omfang er placeret uden for virksomheden, er derfor uacceptable.

Dette gælder eksempelvis forslag om, at ejendomsretten samles i en

central eller fælles fond.

Det har været anført, at en fond - central, amtsopdelt el.lign. - var

nødvendig i de tilfælde, hvor virksomhederne afviste at lade

medarbejdernes overskudsandele blive stående som ansvarlig

kapital. Man havde i så fald brug for »et sted at sende pengene

hen«. Imidlertid har justitsministeren i et svar til Folketingets

politisk-økonomiske udvalg (spørgsmål 4 til B 111 - bilag 2 af 9.

maj 1985) fastslået, at en pligt for virksomhederne til at lade

medarbejderkapitalen blive stående vil kunne udformes på en sådan

måde, at den ikke er omfattet af grundlovens § 73 om

ekspropriation. Der er således intet i vejen for at lade en sådan

pligt for virksomheden til at modtage medarbejderkapitalen indgå i

en kommende lovgivning. Dermed bortfalder argumentet for en

fondsdannelse.

Derimod må der skabes basis for, at medarbejderne på de enkelte

virksomheder gensidigt kan forsikre hinanden mod store tab af

medarbejderkapital (jf. nr. 4).

II. OPSPARINGSMULIGHEDER OG MEDBESTEMMELSE I DEN OFFENTLIGE SEKTOR

Ad 1. Investeringsløn - den offentlige sektors parallel til

overskudsdeling

De positive virkninger, som indførelsen af medeje og overskudsdeling

vil have på arbejdspladserne i det private erhvervsliv, skal så

vidt muligt også realiseres i den offentlige sektor. Offentlige

virksomheder har ligesom private behov for en nedbrydelse af

kunstige barrierer mellem ledelse og ansatte og for en opblødning

af stive, bureaukratiske kommandoveje. Tilsvarende er der behov

for at stimulere offentligt ansattes engagement og interesse for

deres arbejdsplads' problemer, også når problemerne er af

økonomisk art.

Offentligt ansatte kan imidlertid ikke få ejendomsret til deres egen

arbejdsplads. De virksomheder og institutioner, hvor de arbejder,

er samfundsejede. Der kan heller ikke etableres overskudsdeling

for offentligt ansatte, fordi offentlig virksomhed ikke skal give

overskud. I stedet må offentligt ansatte sikres

opsparingsmuligheder, der svarer til privat ansattes efter

indførelse af overskudsdeling.

Offentlige virksomheders produktion er en forudsætning for, at det

private erhvervsliv kan fungere. Produktiviteten i den offentlige

sektor stiger, ligesom den gør det i private virksomheder. Men

produktiviteten er vanskeligere at måle, fordi offentlig

produktion ikke har en markedspris. Disse sammenhænge er

begrundelsen for, at man allerede gennem mange år har anvendt

taktregulering og lignende ordninger til at udligne lønudviklingen

mellem offentligt og privat ansatte.

Når der gennemføres overskudsdeling på det private arbejdsmarked, bør

man derfor etablere udligningsmekanismer byggende på samme

tankegang som taktregulering m.v. Disse skal så at sige

»oversætte«, hvordan privat ansattes overskudsandele skal påvirke

opsparing for offentligt ansatte. Udligningsmekanismerne må

kombineres med omkostningsbesparende og produktivitetsfremmende

systemer i den offentlige sektor, som tilskynder offentligt

ansatte til at økonomisere med det offentliges ressourcer.

Det »overskud«, som herigennem tilfalder offentligt ansatte, skal

ligesom i den private sektor føre til større opsparing. Det er en

»investeringsløn«, som derfor må bindes i investeringsforeninger,

der gennem aktiekøb placerer opsparingen i det private

erhvervsliv. Offentligt ansatte bliver på denne måde medejere af

private virksomheder og påtager sig derved et medansvar for

tilførslen af risikovillig kapital og sikringen af arbejdspladser.

Ved at tilvejebringe opsparingsmuligheder for de offentligt ansatte

sikres, at der samtidig med indførelsen af medeje i private

virksomheder skabes tilsvarende rettigheder og pligter for

medarbejderne i den offentlige sektor. Offentligt og privat

ansattes løn- og arbejdsvilkår må udvikle sig parallelt, men med

respekt for de forskelle, der nødvendigvis er mellem offentlig og

privat virksomhed, hvad angår drift, målsætning og politisk

indflydelse. Også for offentligt ansatte skal det gælde, at

opsparingen frigives ved endelig tilbagetræden fra

arbejdsmarkedet, dog senest ved det 60. år. På linje med privat

ansatte disponerer offentligt ansatte selv over det løbende afkast

af opsparingen.

Forslagsstillerne er derudover opmærksomme på de betydelige løn- og

personalepolitiske problemer, som i dag findes i den offentlige

sektor. Den stigende utilfredshed med tjenestemandssystemet,

normeringsregler, avancementsmuligheder, aflønningsforhold m.v.

viser, at der snarest må sættes ind, hvis en velfungerende

offentlig sektor skal bevares.

AD 2. MEDARBEJDERNES INDFLYDELSE I DEN OFFENTLIGE SEKTOR

Inden for den offentlige sektor er der behov for et konsekvent og

kontrolleret udviklingsarbejde med henblik på at sikre de

offentligt ansatte større dispositionsmuligheder og indflydelse på

egen arbejdssituation. Udviklingsarbejdet må tage sigte på at

gennemføre mere tidssvarende ledelsesformer, tilpasset de

forskellige typer af offentlig virksomhed.

Sigtet skal være at lade de ansattes kreativitet, ansvarlighed og

selvstændighed komme til udtryk i højere grad, end tilfældet er i

dag.

Mange forskellige metoder må tages i brug. Intet enkelt middel kan

anvendes i alle situationer. Afgørende er det, at der gennem

forsøgs- og udviklingsarbejde indhentes langt bredere

erfaringsgrundlag om egnede metoder til inden for den offentlige

sektors mange forskellige typer af arbejdspladser at kalde på de

ansattes engagement som en forudsætning for større arbejdsglæde

for den enkelte, højere tilfredshed med den offentlige service og

stigende produktivitet. De offentligt ansattes organisationer må

inddrages i arbejdet med nye ledelsesformer.

Reglerne for samarbejdsudvalgene må revideres. De må have mulighed

for at træffe væsentlige afgørelser. Samarbejdsaftalens ord om,

»at alle medarbejdere engageres i det daglige samarbejde«, må

realiseres. Samarbejdsudvalgene skal være repræsentative for alle

ansattes synspunkter ved at gennemføre direkte valg af

samarbejdsudvalget.

Desuden må der udformes en mere fleksibel struktur for

samarbejdsudvalgene, således at de kan tilpasses de forskelle i

opbygning og arbejdstilrettelæggelse, som skyldes, at der er tale

om forskellige offentlige arbejdspladser og forskellige niveauer

inden for den samme myndighed.

Formandsposten i samarbejdsudvalget bør gå på skift for et år ad

gangen mellem repræsentanter for ledelsen og de ansatte, samtidig

med at formandens stemme skal være afgørende ved stemmelighed.

Herigennem lægges der et stærkt pres på begge parter for at tale

sig til enighed, hvilket må være et af de vigtigste formål med

medbestemmelsesregler.

Ligeledes må det overvejes at give samarbejdsudvalgene myndighed til

at træffe konkrete, bindende beslutninger på en række områder, der

direkte vedrører de ansatte i deres daglige arbejds- og

personaleforhold. Det kan eksempelvis dreje sig om en række af de

områder, som er nævnt i samarbejdsaftalens § 5, bl.a. placering af

den daglige arbejdstid, sikkerhedsforhold, ordensregler,

arbejdstilrettelæggelse, intern uddannelse, omskoling etc. I dag

har de ansatte kun mulighed for at være medbestemmende om

fastlæggelse af retningslinjer. De deltager derimod ikke i

konkrete afgørelser.

Bilag

Beslutningsforslag nr. B 57 Blad nr. 407

Fremsat den 30. januar 1981 af Lone Dybkjær (RV), Bolvig (RV), Janne

Normann (RV) og Niels Helveg Petersen (RV))

Forslag til folketingsbeslutning om medeje for de ansatte

Folketinget opfordrer regerigen til i folketingssamlingen 1981-82 at

fremsætte lovforslag om medeje for de ansatte i en 5-årig

forsøgsperiode efter følgende hovedretningslinjer:

1) Der gennemføres en rammelov, der fastlægger de hovedprincipper,

der skal følges i alle selskaber, der omfattes af lovgivningen.

Den detaljerede udformning overlades til forhandling mellem

ansatte og ejere. Disse forhandlinger skal være afsluttet inden en

vis frist (f.eks. 2 år) fra ordningens vedtagelse. Kan der på

enkelte virksomheder ikke opnås enighed mellem ansatte og ejere om

den detaljerede udformning inden for denne frist, fastlægges

ordningen af et særligt medejenævn.

2) De ansattes medeje opbygges på grundlag af obligatorisk deling af

virksomhedens overskud. Det overskud, der deles, er det overskud,

der fremkommer, når alle omkostninger (løn, materialer,

afskrivninger, renter og skatter) er dækket og egenkapitalen er

tildelt en rimelig forrentning. Overskud beregnet på denne måde

deles ligeligt mellem ansatte og hidtidige ejere.

3) De ansattes andele deles ligeligt mellem alle, der har været ansat

i 12 måneder. Medejeandelene er de enkelte ansattes ejendom.

4) De ansattes andele henstår i virksomheden som en særlig

medarbejderkapital med samme status som anden ansvarlig kapital.

Andelene er ikke omsættelige. De frigøres til den enkelte, når

vedkommende endeligt forlader arbejdsmarkedet.

5) Der tillægges medarbejderkapitalen indflydelse i virksomheden i

forhold til medarbejderkapitalens andel af den samlede

egenkapital. Dette gælder i alle selskabsformer.

6) Medarbejderkapitalen forrentes med samme rentesats, som anvendes

til forrentning af den øvrige egenkapital ved beregningen af

overskuddet. Medarbejderne råder frit over afkastet. Alle

afgørelser vedrørende medarbejderkapitalen og dens afkast træffes

af samtlige ansatte i fællesskab.

7) Medejelovgivningen skal i den første 5 års periode omfatte alle

selskaber (aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber,

fondsejede eller selvejende virksomheder samt koncessionerede

selskaber, der drives efter almindelige forretningsmæssige

principper) med 50 ansatte eller flere.

8) Der gennemføres en særlig sikringsordning for

medarbejderkapitalerne i virksomhederne. Sikringsordningen skal år

for år sikre værdien af 90 pct. af medarbejderkapitalen i det

enkelte selskab samt garantere, at medarbejderkapitalen aldrig kan

miste mere end 1/3 af sin højeste værdi. Sikringsbidrag udredes af

medarbejdernes andele af overskuddet i samtlige selskaber.

Almindelige bemærkninger

Efter mange års debat om medejendomsret er tiden efter Det Radikale

Venstres opfattelse kommet, hvor Folketinget bør gennemføre

lovgivning om medeje for de ansatte.

Det Radikale Venstre må stille en række krav til en sådan lovgivning.

1. Den skal styrke interessefællesskabet omkring den enkelte

virksomhed og dermed mindske modsætningerne mellem ansatte og

kapitalejere.

2. Den skal på de enkelte virksomheder styrke samarbejdet og de

ansattes indflydelse.

3. Den skal kunne tilpasses den danske erhvervsstruktur med mange

mindre, selvstændige enheder og modvirke magtkoncentrationer og

centralstyring af både økonomisk og organisationsmæssig art.

4. Den skal varigt styrke virksomhedernes indtjeningsevne ved at

skabe en ændret holdning til overskud i virksomhederne. Kampen om

højere lønindkomster træder da i baggrunden til fordel for

spredning af ejendomsretten til investeringerne.

5. Den skal sætte en proces i gang. Et fuldt færdigt system skal ikke

presses ned over meget forskelligartede virksomheder.

Bemærkninger til forslagets enkelte led

ad 1. Fleksibel rammelovgivning

En lovgivning om medeje skal være en rammelovgivning, hvor de

grundlæggende principper for den obligatoriske medejendomsret

lægges fast, men hvor den konkrete udformning i enkeltheder

overlades til ejere og ansatte. Det gælder eksempelvis principper

for regnskabsopgørelse, vilkår for omdannelse af

medarbejderkapital til egentlig aktiekapital, regler for udøvelse

af medbestemmelse m.m. Herved opnås især, at medejendomsretten vil

være nøje tilpasset den enkelte virksomheds struktur og problemer,

og at medejendomsretten fra starten bliver et led i udviklingen af

samarbejdet mellem ledelse og ansatte. Begge parter vil på denne

måde få et indgående kendskab til og ansvar for ordningens

tilrettelæggelse på netop deres virksomhed.

I rammeloven fastlægges ud over de principper, der skal følges, også

en tidsfrist, inden for hvilken forhandlingerne mellem ansatte og

ledelse på den enkelte virksomhed skal være færdige. Det Radikale

Venstre foreslår, at denne frist sættes til 2 år.

Kan der ikke opnås enighed inden for de 2 år, fastlægges reglerne for

medejendomsretten af et særligt nævn. Medejendomsretsnævnet får i

øvrigt også til opgave at yde rådgivning og teknisk bistand ved

ordningernes udformning. Nævnet kan ligeledes få væsentlige

opgaver ved tilrettelæggelsen af den nødvendige informations- og

kursusvirksomhed - også i forhold til virksomheder, der falder

uden for den obligatoriske ordning.

AD 2. OVERSKUDSDELING

Det bærende princip for opbygningen af medeje skal være en deling af

virksomhedens overskud.

Der kan først blive tale om en deling af et overskud, når samtlige de

med produktionen afholdte omkostninger er afholdt. Ikke blot løn,

materialeomkostninger og lign. skal tages i betragtning, men også

afskrivninger, skatter og renter af virksomhedens gæld. Dermed er

man dog ikke nået frem til en opgørelse af virksomhedens overskud,

der kan bruges ved beregning af de ansattes andel. Hvis man vil

undgå en uhensigtsmæssig forringelse af virksomhedernes soliditet,

må fremmedkapital og egenkapital behandles ens. Derfor må også

egenkapitalen i virksomhederne forlods forrentes. DET RADIKALE

VENSTRE FORESLÅR, AT DET OVERSKUD, DER FREMKOMMER, NÅR OGSÅ

FORRENTNINGEN AF EGENKAPITALEN ER FRATRUKKET - SÅKALDT

»OVERSKYDENDE OVERSKUD« - DELES LIGELIGT MED HALVDELEN TIL DE

ANSATTE OG HALVDELEN TIL DE NUVÆRENDE EJERE.

Ved at dele overskydende overskud ligeligt mellem ansatte og ejere

opnås, at begge parter får en interesse i høj indtjening - til

gavn for virksomhedens trivsel på lang sigt. Efterhånden som de

ansatte i kraft af overskudsdeling bliver medejere, vil også de få

del i forrentningen af egenkapitalen. Der kan dog være grund til

at overveje, om man ikke i delingen af overskydende overskud bør

indbygge en korrektion for forskellen mellem løntunge og

kapitaltunge virksomheder. Dette kan eksempelvis ske ved at

reducere de ansattes andel i overensstemmelse med forholdet mellem

lønsum og værditilvækst i virksomheden. I så fald bør det dog

samtidig overvejes at lade medarbejderkapitalen få andel i den del

af overskuddet, som tilfalder ejerne.

Der er en række spørgsmål vedrørende beregningen af det overskydende

overskud, der må afklares inden ordningens start. Det gælder

eksempelvis spørgsmål om vurderingsprincipper, afskrivningsregler

og især den rentesats, der skal bruges ved beregningen af afkastet

af egenkapitalen.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er en indbyrdes sammenhæng

mellem disse faktorer. Er vurderingen baseret på

genanskaffelsespriser, skal rentesatsen være mindre end 5 pct.

Sidstnævnte fremgangsmåde forudsætter en almindelig overgang til

»inflationsrensede virksomhedsregnskaber«, hvilket indebærer

indlysende fordele. Sker vurderingen til anskaffelsespriser, skal

rentesatsen være højere, således at der tages hensyn til

inflationsudviklingen.

I virksomheder, der i en længere periode har haft en svigtende

indtjening og en lav forrentning af egenkapitalen, vil det være i

både de ansattes og virksomhedens interesse at indgå aftale om

deling af øget indtjening, selv hvor indtjeningen er lavere end

forudsat i den obligatoriske ordning.

AD 3. LIGEDELING

Lønmodtagernes andel i virksomhedens overskud deles ligeligt mellem

alle, der ved opgørelsen har været ansat i mindst 12 måneder.

Deltidsansatte får en forholdsmæssig andel. Virksomheden opretter

for hver enkelt af de ansatte en medejendomsretskonto, der hvert

år tilskrives den pågældendes andel af overskuddet. Der vil være

tale om posteringer, der i hvert fald i forsøgsperioden ikke vil

volde administrative problemer. Medejendomsretsandelene er

individuelt ejede, men de kan ikke tages med ved skift af

arbejdsplads. Kontoen spærres, når ansættelsesforholdet ophører.

Den spærrede konto, som er en del af virksomhedens egenkapital,

øges med den årlige forrentning af egenkapitalen. Ved flytning til

anden arbejdsplads oprettes medejendomsretskonto på den nye

virksomhed.

AD 4. MEDARBEJDERKAPITALENS OPBYGNING OG FRIGØRELSE

De ansattes andel i overskydende overskud henstår i virksomheden som

en særlig medarbejderkapital med samme status som anden ansvarlig

kapital.

Andelene af medarbejderkapitalen er ikke omsættelige og kan ikke

indløses i den enkeltes erhvervsaktive periode. Spærretiden løber,

til medarbejderen endeligt forlader arbejdsmarkedet (ved

pensionering, førtidspensionering eller andet). På det tidspunkt

vil man kunne have en række konti svarende til antal ansættelser

af mere end 1 års varighed. Beløbene udbetales til den enkelte i

rater fordelt f.eks. på ikke under 5 år.

Den kapital, som de ansatte opsparer, indløses således igennem en

forpligtelse, virksomhederne påtager sig. Når medarbejderne

forlader arbejdsmarkedet, får virksomhederne ret til at modregne

de løbende udbetalinger af opsparet medarbejderkapital i den

pålignede selskabsskat. Herved undgås udhuling af virksomheders

ressourcer. Udbetalingerne beskattes hos modtagerne.

Alle afgørelser vedrørende medarbejderkapitalen træffes af samtlige

ansatte i fællesskab. Det sker igennem en medarbejderforening,

hvortil medlemskab er obligatorisk for alle ansatte, i hvis navn

der er oprettet medejendomsretskonto.

AD 5. MEDARBEJDERKAPITALENS INDFLYDELSE

Der tillægges medarbejderkapitalen stemmeret i forhold til

medarbejderkapitalens andel af den samlede egenkapital. Det gælder

i alle selskabsformer.

I aktieselskaber kan det være praktisk, at medarbejderkapitalen

omdannes til egentlig aktiekapital. I så fald må der føres

forhandlinger mellem ansatte og ejere om vilkårene for

aktieovertagelse. I aktieselskaber udøves indflydelse dels på den

årlige generalforsamling, dels gennem deltagelse i bestyrelsens

arbejde. Medarbejderne skal være berettigede til at udpege

bestyrelsesmedlemmer i forhold til deres andel af egenkapitalen,

dog altid mindst det antal, som de i henhold til gældende lov har

ret til at udpege.

I selskaber, der ikke er aktieselskaber, må der føres forhandlinger

mellem ledelse og ansatte, hvorved man fastlægger dels regler for

medarbejderkapitalens placering i virksomheden, dels reglerne for

den medindflydelse, de ansatte opnår gennem medejendomsretten.

Særlige problemer opstår for virksomheder med ideelle formål,

herunder aviser og tidsskrifter. De ansattes medbestemmelse må i

sådanne virksomheder indrettes således, at virksomheden fortsat

kan drives efter sit formål.

AD 6. MEDARBEJDERKAPITALENS FORRENTNING

Medarbejderkapitalen forrentes af virksomheden med samme rentesats,

som anvendes ved beregning af overskydende overskud. De ansatte

har fuld råderet over DEN ÅRLIGE FORRENTNING af deres

medarbejderkapital. Dog vil det i en opbygningsperiode på 5 år

være naturligt, at også den årlige forrentning tilskrives

medarbejderkapitalen.

Bortset fra en sådan overgangsordning vil medarbejderne frit kunne

råde over afkastet. De kan selv træffe beslutning om at udbetale

pengene, at anvende dem til sociale formål, at geninvestere dem i

egen virksomhed eller andet.

AD 7. ORDNINGENS OMFANG

a. Privat ansatte

Medejendomsretten skal i den første forsøgsperiode på 5 år omfatte

alle selskaber med 50 ansatte eller flere. Det er samme grænse,

der gælder, når det drejer sig om de ansattes repræsentation i

aktieselskabers bestyrelse. I virksomheder med mindre end 50

ansatte skal medejendomsretten ikke være obligatorisk, men kan

selvsagt indføres på frivilligt grundlag. Efter udløbet af

forsøgsperioden bør også enkeltmandsejede virksomheder inddrages,

og det bør overvejes at udstrække den obligatoriske ordning til

virksomheder med f.eks. mere end 25 ansatte. Hvis erfaringerne er

gode, kan man på et senere tidspunkt gå endnu længere ned.

Efter forsøgsperiodens udløb vil det være naturligt at overveje at

oprette et fællesbogholderi for medarbejderandele for at lette den

enkelte virksomheds problemer med at holde kontakt med de mange,

der i årenes løb vil skifte arbejdssted.

Medejendomsretten skal i forsøgsperioden ud over aktieselskaber også

omfatte andelsselskaber, anpartsselskaber, fondsejede og

selvejende virksomheder samt sådanne koncessionerede selskaber,

som drives efter almindelige forretningsmæssige principper.

I koncerner skal medejendomsret indføres i samtlige underselskaber

uanset størrelse.

B. OFFENTLIGT ANSATTE

Det følger i øvrigt af denne måde at tilrettelægge medejendomsret på,

at medejendomsret ikke kommer til at omfatte offentligt ansatte.

Offentlig virksomhed som f.eks. undervisning, sociale

institutioner, hospitaler, forsvar, politi og retsvæsen opviser i

henhold til deres hele natur ikke noget økonomisk overskud. Det

samfundsmæssige overskud af disse institutioner fremkommer som et

resultat af tilfredsstillelse af borgernes behov og kan ikke og

bør ikke gøres op i overskud.

Det udelukker de offentligt ansatte fra at blive medejere i egentlig

forstand. »Ejere« af offentlige institutioner er hele befolkningen

- og dette forhold kan ikke ophæves på nogen måde, ligesom de

folkevalgte organers bevillingsret og ansvar for offentlig

virksomhed ikke kan anfægtes.

Der er selvsagt intet til hinder for, at der for offentligt ansatte

åbnes mulighed for at oprette investeringsforeninger med henblik

på placering af opsparing direkte i det private erhvervsliv.

AD 8. MEDARBEJDERKAPITALENS SIKRING

Det vil være nødvendigt at gennemføre en særlig sikringsordning for

medarbejderkapitalerne i virksomhederne for at hindre, at

medarbejderkapitalen udhules. Begrundelsen er, at

medarbejderkapitalen i modsætning til de nuværende ejeres kapital

ikke er omsættelig og følgelig ikke kan tages ud af virksomheden.

Ordningen opbygges ved, at der opkræves et sikringsbidrag, der

skønnes tilstrækkeligt til at sikre de nævnte formål, og som

udredes af medarbejdernes andel af overskydende overskud.

Også de ansatte må imidlertid bære en risiko. Det foreslås derfor, at

sikringsordningen år for år skal sikre 90 pct. af

medarbejderkapitalen. Medarbejderne kan således højst miste 10

pct. af kapitalen på 1 år. Det foreslås endvidere, at

sikringsordningen skal garantere, at medarbejderkapitalen aldrig

kan miste mere end 1/3 af sin højeste værdi.

Dersom en virksomhed må lukke, placeres frigjort medarbejderkapital i

den nye arbejdsplads, i investeringsforeninger eller andet efter

den enkeltes eget valg og spærres, indtil vedkommende forlader

arbejdsmarkedet eller dør.

BALANCE MELLEM OPSPARING OG INVESTERING

Den danske diskussion om lønmodtagernes medejendomsret startede under

1960ernes højkonjunktur. Debatten var derfor præget af tidens

dominerende økonomiske problem - et hastigt voksende

opsparingsunderskud som ikke mindst regeringens perspektivplaner

lagde blot. De forskellige forslag om medejendomsret havde alle

det fælles mål at øge opsparing og kapitaldannelse, således at der

blev et grundlag for erhvervslivets stigende investeringer.

Forholdene har ændret sig meget siden da. Arbejdsløshed og

virksomhedsfallitter tegner det deprimerende billede af dagens

Danmark. Erhvervslivets investeringslyst er stærkt begrænset som

følge af ledig produktionskapacitet og manglende tro på fremtiden.

I denne situation vil det kun gøre ondt værre, hvis man gennemfører

lønmodtagernes medejendomsret i en form for tvangsopsparing. Hvad

enten opsparingen - og dermed lønmodtagerkapitalen tilvejebringes

tvangsmæssigt gennem en skat på den udbetalte løn eller gennem en

forøgelse af momsen, vil det skade beskæftigelsen. En sådan

tvangsopsparing mindsker forbrugsmulighederne og den samlede

efterspørgsel, hvorved erhvervslivets lyst til at investere synker

yderligere, ligesom den kan medvirke til at sætte prisstigninger

og lønglidning i gang. Resultatet bliver stigende arbejdsløshed.

Problemet er, at man ikke gennem en tvangsopsparing kan give

virksomhederne større tiltro til, at det er fornuftigt at

investere. Det offentliges forsøg på at øge opsparingen medfører

ikke automatisk flere investeringer. Kun i den situation, hvor

virksomhedernes fremtidsudsigter forbedres og afsætningen stiger,

vil både opsparing og investering stige. Denne omstændighed er der

taget hensyn til i Det Radikale Venstres forslag til

lønmodtagernes medejendomsret. Lønmodtagernes opsparing vil vokse

i takt med virksomhedens overskud, og overskuddet er samtidig over

en årrække det bedste mål for virksomhedens fremtidsudsigter.

Forbindelsen mellem opsparing og investering er dermed knyttet

direkte gennem indkomstdannelsen. Dette er den bedste garanti for,

at en øget opsparing samtidig fremmer beskæftigelsen - en garanti,

som en hel eller delvis statslig dirigering af opsparingen aldrig

kan give.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at forslagets betydning

for opsparing og kapitaldannelse ikke kan vurderes ud fra de

øjeblikkelige forhold. Når virksomhedsoverskuddene i dag ofte er

små, er det et resultat af de kriseagtige forhold, som præger

store dele af dansk erhvervsliv. Et væsentligt formål med Det

Radikale Venstres forslag til lønmodtagernes medejendomsret er

netop at ændre denne situation. I takt med udviklingen af et

interessefællesskab mellem ansatte og ejere og en øget

samfundsmæssig stabilitet vil virksomhedernes drift forbedres. På

længere sigt vil overskuddene og dermed opsparing og

lønmodtagerkapital derfor vokse.

Det bemærkes, at forslaget er en genfremsættelse af et i

folketingsårene 1977-78 og 1978-79 fremsat beslutningsforslag, se

Folketingstidende 1977-78, forhandlingerne sp. 9678 og tillæg A

sp. 4869, og Folketingstidende 1978-79, forhandlingerne sp. 505 og

2818 og tillæg A sp. 631.

Versioner

1. 1988-05-21