Gelex

1986 BSF 143 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN UNGDOMSPOLITISK HANDLINGSPLAN

GældendeVersion 1988-05-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Ikke selve loven: Lovforslag

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00143@1988-05-21/da

Indhold
  1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at

fremsætte en helhedsplan til forbedring af unges vilkår og

muligheder i samfundet.

Handlingsplanen skal bl.a. indeholde følgende punkter:

1. Forslag til styrkelse af unges muligheder for international

udveksling.

2. Forslag til revision af efg-uddannelserne, som indebærer

afskaffelse af mesterlæren, praktikpladsløsninger, så alle

efg-elever sikres praktikplads, løn i basisåret og

forsikringsmæssig dækning af efg-elever på basisår.

3. Forslag til demokratiske styrelseslove for ungdomsuddannelser og

mellemuddannelser.

4. Forslag til nedsættelse af et udvalg med henblik på en reform af

hele ungdomsuddannelsesområdet, omfattende de 16-19-åriges

uddannelsesmuligheder og den ældre ungdomsgruppe, der aldrig fik

et reelt tilbud om uddannelse.

5. Forslag til alternative fritidstilbud, »værehuse« og

igangsætningspulje til utraditionelle fritidsaktiviteter.

6. Forslag til program med særlige aktiviteter for unge indvandrere

og flygtninge.

7. Forslag til øget brug af alternativer til fængselsstraf

(samfundstjeneste, produktionsskoler, ungdomspensioner, uddannelse

m.v.).

8. Forslag til forøgelse af ungdomsboligkvoten med 2.000 enheder om

året og etablering af statslig låneordning med det formål at

motivere kommunerne til selv at indrette ungdomsboliger i den

eksisterende boligmasse samt forslag til sikring af en

maksimumshusleje for uddannelsessøgende på højst 15 procent af

indkomsten. 9. Indførelse af rabatkort til uddannelsessøgende til

den kollektive trafik.

10. Forslag, som afskaffer bistandslovens særlige regler om ydelser

til unge.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

En solidarisk, lighedsskabende og demokratisk

ungdomspolitik

Ungdommen har mange og helt konkrete problemer at slås med. Disse

kræver lige så konkrete og præcise svar og løsninger. På trods af

mange løfter om udsigt til forbedringer er det ikke blevet lettere

at være ung under den borgerlige regering.

Som det blev fremhævet af ungdommens minister i ungdommens år 1985,

er de unges problemer de unges eget ansvar. Den politiske

konsekvens af denne politik så vi i 1986, hvor såvel grønjakker

som BZere viste, hvordan de ville løfte ansvaret for deres egen

situation. De var enkelt sagt blevet trætte af indholdsløse løfter

og tog nu sagen i egen hånd.

Det er ikke en politik, som Socialistisk Folkeparti ønsker skal vinde

videre frem. Derfor fremsætter SF forslag til en ungdomspolitisk

handlingsplan, som kan bidrage til løsninger på en række

ungdomsproblemer. Vi er åbne over for forslag, som kan supplere

denne handlingsplan til bedring af de unges vilkår.

Den ungdomspolitiske handlingsplan indeholder solidariske,

lighedsskabende og demokratiske forslag, tre begreber, som er

vigtige for ungdommen, og som de desværre oplever voksne ikke

tager særlig højtideligt.

SOLIDARISK, fordi det er de svageste og mest udsatte grupper i

ungdommen, der først skal hjælpes, og som der skal ydes den

største indsats over for. LIGHEDSSKABENDE, sådan at de løsninger

på ungdommens problemer, som vi foreslår, medvirker til at skabe

mere lighed i muligheder, ressourcer og indkomst blandt ungdommen.

DEMOKRATISK i den forstand, at forbedringer og løsninger for

ungdommen gennemføres af dem, der kræver dem, og som løsningerne

angår. Det skelsættende princip om selvforvaltning skal gennemsyre

ungdommens liv og færden. Lokale ungdoms- og græsrodsinitiativer

skal med på råd.

I Danmark er der en bemærkelsesværdig enighed mellem de politiske

ungdomsorganisationer om, at der skal føres en anden

ungdomspolitik, og om, hvad indholdet i en sådan ungdomspolitik i

store træk skal være. Det forunderlige er, at denne enighed ikke

kan føres ind i de politiske »gammel'organisationer i sådan en

grad, at der kan føres en for ungdommen positiv politik.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

ad 1

Informationsarbejdet om ungdomsudveksling er styrket igennem

oprettelsen af »Informationscenter for studie- og

udvekslingsrejser m.v. for unge« (ICU). Dette centers

arbejdsområde og økonomi kan dog kun dårligt opfylde det behov,

som de ikke-statslige ungdomsudvekslingsorganisationer har på

dette område. Der er behov for en koordineret indsats, som over

for offentligheden markedsfører de tilbud,

ungdomsudvekslingsorganisationerne giver.

Det konkrete indhold af et fælles informationsarbejde kan bl.a. være

følgende:

- En årlig, fælles udvekslingsavis, der bredt orienterer om de

muligheder, forskellige organisationer kan tilbyde. Dene avis skal

komme meget bredt ud (jf. DIS' »Den frie rejse«).

- Fælles kampagner på skoler etc. under mottoet »Ud af skolen - ud at

rejse«. Disse arrangementer planlægges i fællesskab og giver unge

en mulighed for at orientere sig om de muligheder, et

udlandsophold formidlet gennem SAFUs organisationer giver.

- Oplysningscentral/informationscenter, hvor alle oplysninger om

ikke-offentlig ungdomsudveksling samles. Denne central kunne også

være udfarende og være med i planlægningen af den fælles avis og

kampagner.

Et sådant arbejde vil kunne sikres, såfremt ICU udvides med en

halvtidsmedarbejder (eventuelt fuldtids), hvis særlige

arbejdsområde bliver informationsarbejdet i forhold til de

frivillige ungdomsudvekslingsorganisationer.

En udvidelse af ICU, som det er skitseret ovenfor, vil kræve

økonomisk tilskud i en størrelsesorden af 200.000-300.000 kr.,

idet der dels skal sættes penge af til løn, dels til en fællesavis

og andre aktiviteter.

TILSKUDSORDNINGER VEDRØRENDE DELTAGELSE

i udvekslingsophold

En af de største begrænsninger ved den internationale

ungdomsudveksling i dag er, at den generelt er baseret på 100

procents egenfinansiering (jf. »UDVEKSLING - UDDANNELSE«, PKT.

1.3.). Dette er et stort problem i den eksisterende

ungdomsudveksling og et endnu større problem for udviklingen af

nye udvekslingsprogrammer inden for utraditionelle områder.

Økonomiske støtteordninger for international ungdomsudveksling kan

tænkes udformet på mange forskellige måder.

Et udgangspunkt kunne være den eksisterende statsstøtte, der gives

til højskoleophold, idet højskoleophold omkostningsmæssigt pr. uge

er sammenlignelige med de fleste typer udveksling. En statsstøtte

givet i samme beløbsstørrelse og efter samme kriterier (dog med

lavere nedre aldersgrænse) ville i 1985-tal have beløbet sig til:

Helårsudveksling (48 uger):

600 deltagere x 6.000 kr./deltager.......... 3,60 mill. kr. 3 måneders udveksling (12 uger): 300 deltagere x 3.000 kr./deltager.......... 0,90 mill. kr. 1 måneds udveksling (4 uger): 650 deltager x 1.000 kr./deltager........... 0,65 mill. kr. ----------------- I alt for 1.550 deltager.................... 5,15 mill. kr.

Deltagerantallene er korrigerede tal fra statistikken i »Udveksling -

Uddannelse«. Støtten til helårsudvekslinger forudsætter en

gennemsnitlig socialindkomst hos deltagernes forældre på mellem

156.522 kr. og 168.131 kr. Støtten til de øvrige udvekslinger

forudsætter en gennemsnitlig socialindkomst for deltagerne på

mellem 92.724 kr. og 107.208 kr. (1985-tal).

Opmærksomheden skal i denne sammenhæng endvidere henledes på de

diskussioner og initiativer vedrørende ungdomsudveksling, der i

øjeblikket finder sted i Nordisk Råd og EF.

AD 2

Efg-uddannelserne står på mange områder i skyggen af mesterlæren og

misbruges også af en del arbejdsgivere. Det er ikke ukendt, at en

efg-elev efter basisår tilbydes en almindelig læreplads - hvad

mange desværre siger ja til for overhovedet at få en uddannelse.

Der bør nu gøres op med mesterlæren med henblik på at få den

afskaffet. Der er stadig omkring 10.000 unge, der søger efter

praktikplads. Det er helt urimeligt, at unge, der går på efg

basisår, ikke får større støtte til at finde praktikplads.

AF-kontorerne har lister over godkendte pladser, men må ikke udlevere

dem til elever, der søger praktikpladser. Det har været

diskuteret, om det skal være AF eller efg-skolerne, der har

ansvaret for at fremskaffe praktikpladser. Det er for

forslagsstillerne ligegyldigt, blot der er et offentligt kontor,

hvor efg-eleven kan henvende sig og få anvist en praktikplads, og

at denne offentlige instans er parat til at tilbyde en

suppleringsplads, hvis den første plads mislykkes.

Det er et økonomisk problem for efg-elever, at det første år er

ulønnet, og det forvrider forholdet til mesterlæren. Lønnen i

basisåret er en sikring for at uddannelsestilbuddet bliver socialt

bredt, og at ingen ung undlader at gå i gang med en uddannelse af

økonomiske årsager.

Forsikring under basisår burde være en selvfølge, når der er tale om

en egentlig arbejdsplads for de unge med krav om en indsats

svarende til, hvad der kræves på en almindelig arbejdsplads.

Undervisningsministeren har ved en tidligere lejlighed givet

udtryk for at være positiv over for en løsning af problemet, men

det er endnu ikke løst. Forslagsstillerne er af den opfattelse, at

staten over sin selvforsikringsordning skal medtage efg-elever på

basisår.

AD 3

Det er helt ude af trit med den demokratiske ledelsesform, der

eksisterer på de højere læreanstalter, at mellem- og

efg-uddannelserne ikke har tilsvarende demokratiske styreformer.

En række uddannelsesinstitutioner har da også oprettet

demokratiske styreformer på det uformelle plan, som inddrager de

studerende og ansatte på samme måde som ved de højere

læreanstalter.

På handelsskoler, tekniske skoler og andre efg-skoler skal de

uddannelsessøgende sikres tilstrækkelige økonomiske midler til

efg-lærlingerådenes eller elevråds aktiviteter på skolerne.

Rådene skal have fuld råderet over disse egne midler.

Rådene skal have reel medbestemmelse på uddannelsesinstitutionerne,

der alle skal ind under statslig kontrol og drift. Rådene skal

have indflydelse på skolernes indretning og drift, større

materialeanskaffelser, undervisningens tilrettelæggelse,

fællesarrangementer og ansættelse af den daglige administrative

leder.

AD 4

Der er en stor gruppe unge, der ikke får påbegyndt en uddannelse, og

en endnu større gruppe, der ikke gennemfører en sammenhængende

ungdomsuddannelse, bl.a. fordi der ikke er sikret praktikplads til

alle unge, der gennemfører efg-basisåret. Det virker

uoverskueligt, at der er to parallelle uddannelsessystemer (efg og

lærlingeuddannelsen), og for kostbart, bl.a. fordi en del

efg-elever efter basisår tager en lærlingeuddannelse.

De erhvervsfaglige grunduddannelser har ikke opnået tilstrækkelig

bredde, hvilket betyder, at erhvervskompetencen ikke svarer til

erhvervslivets behov for fleksibilitet og omstillingsevne.

Uddannelserne er ikke tilstrækkelig tiltrækkende for de unge. De har

ikke sikkerhed for at gennemføre udddannelsen, selv om basisåret

gennemføres, idet der ikke kan gives garanti for praktikplads. Der

mangler orden i systemet, idet en række erhvervsuddannelsesområder

ikke er omfattet af loven, bl.a. værkstedsskoler og

værkstedskurser, de grundlæggende teknikeruddannelser og HTX.

Der er to problemområder, et reformudvalg skal arbejde med. For det

første en tilpasning af ungdomsuddannelserne til de krav, den

moderne teknologi stiller til arbejdstagerne. Det handler især om

at give uddannelserne et indhold, så de kan bruges i andre

sammenhænge og som grundlag for at gå i gang med et længere

uddannelsesforløb. Den moderne arbejdsplads stiller krav om

kreativitet og selvstændig handlekraft, kvaliteter, som det hidtil

kendte uddannelsessystem ikke er alt for kendt for. Der er for

forslagsstillerne ikke ønske om at udvikle mere snævre

uddannelsesmål, men derimod ønske om, at uddannelse skal åbne

muligheder.

Det andet problemområde er den ældre gruppe på arbejdsmarkedet, som

skal have tilbudt en grundlæggende erhvervsuddannelse med et

alment uddannelsesindhold.

AD 5

Fritidsuddannelserne skal revideres, sådan at også løsere initiativer

og organisationer kan få støtte til enkeltarrangementer. Selv om

der er sket en vis udvidelse af udbudet af medborgerhuse i

kommunerne, er der behov for at kunne støtte aktivitetshuse, hvor

andre former end veldefinerede foreninger kan få husrum for deres

aktiviteter. Der bør skabes mulighed for igangsættertilskud til

ikke-traditionelle fritidsarrangementer eller

organisationsdannelser uden for kendte og organiserede

fritidstilbud. Aktivitetshusene skal rumme »væresteder«, som skal

styres af unge og give mulighed for almindeligt samkvem såsom

musikudøven, filmfremvisning, sport, hyggeligt samvær m.v.

Aktivitetshuse og »væresteder« kan udmærket indrettes i gamle skoler

eller andre anvendelige bygninger i boligområder eller i

forbindelse med eksisterende sportsfaciliteter.

AD 6

De unge indvandrere og flygtninge er en gruppe, som er særlig udsat,

hvorfor det er nødvendigt med en ekstraordinær indsats for at

sikre dem en tilværelse på lige fod med andre unge i samfundet.

De står i et udviklingsforløb midt mellem to kulturer, som ofte

medfører personlige problemer, og de har brug for at finde deres

egen identitet. Samtidig ved man, at de generelt har vanskeligere

ved at gennemføre uddannelser på linje med danske kammerater, og

man ved, at arbejdsløsheden blandt dem er relativt højere end

blandt unge danskere. Endelig ved man, at det med de nuværende

støtteordninger er vanskeligere at skaffe særlige tilskud m.v. til

aktiviteter, som er specielt rettet til denne gruppe unge.

Fra arbejdet med og blandt indvandrere og flygtninge ved man også, at

man ikke uden videre kan overføre erfaringerne fra det danske

ungdomsarbejde. Indsatsen og aktiviteterne kan ikke altid

gennemføres på samme måde, og de må ofte foregå med et andet

udgangspunkt - nemlig i den unge indvandrers/ flygtnings baggrund

og særlige situation.

Fra de aktiviteter, der hidtil har fundet sted, har man en række

erfaringer at bygge på, men der er fortsat brug for en udvikling

af erfaringer og metoder.

Der er intet, der tyder på, at det blot drejer sig om tid til at få

en »tilstrækkelig« dansk påvirkning, men netop om at få støtte til

at finde egne veje og løsninger.

Ud over de generelle ungdomspolitiske forslag foreslås det derfor at:

a) oprette flere særlige forberedelseskurser på f.eks. EI-centre,

ungdomsskoler m.v.

b) give øget mulighed for at støtte forsøg med nye

undervisningsformer og -metoder, både i

forberedelseskurser/danskundervisning og i diverse

arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

c) give øget mulighed for at støtte særlige beskæftigelses- og

jobforanstaltninger.

d) styrke erhvervs- og uddannelsesvejledningen.

e) øge støtten til møde- og aktivitetssteder for unge indvandrere og

flygtninge.

f) give støtte til oprettelse af opsøgende ungdomsrådgivning, helst i

tilknytning til mødestederne eller lignende.

g) give øget støtte og motivere til et styrket oplysningsarbejde om

indvandrere og flygtninge over for danske unge.

h) støtte udrednings- og udviklingsarbejde til fordel for unge

indvandreres og flygtninges situation (i forlængelse af

Ungdomsudvalgets rapport).

AD 7

Politisk er stort set alle enige om, at fængselsstraf ikke har nogen

gavnlig indflydelse på den fængslede. Samtidig er det almindeligt

kendt, at den typiske fange er en ung mand med kort skolegang,

uden erhvervsuddannelse og med meget svag tilknytning til

arbejdsmarkedet. På denne baggrund er det vigtigt i stedet for at

fængsle de unge at iværksætte en række alternativer til

fængselsstraf, som kan tilbyde de unge oplæring, beskæftigelse,

social udvikling, kort sagt resocialisering.

Mulighederne for alternativer til fængselsstraf findes i

straffeloven, men bruges alt for lidt, bl.a. fordi ressourcerne

går til fængselsvæsenet i stedet for til alternativer.

Ud over de muligheder, der findes, bør der skabes nye.

AD 8

Alle unge skal have mulighed for at flytte hjemmefra, når de er fyldt

18 år, og leve et liv på anstændige vilkår. Det forudsætter en

boligpolitik, som sikrer et tilstrækkeligt antal ungdomsboliger

til en rimelig husleje.

Vanskelighederne ved at flytte hjemmefra er nærmest uoverstigelige

for mange unge i dag - specielt de dårligst stillede og de

uddannelsessøgende. Manglen på billige overgangsboliger som

kollegier, ungdomsboliger og små lejligheder med overkommelige

huslejer er kolossal.

Socialstyrelsen opgjorde i 1984, at manglen på ungdomsboliger var ca.

20.000 overgangsboliger, og at behovet skønnedes at stige med

yderligere 40.000 i takt med gennemførelsen af den planlagte

sanering i den gamle boligmasse, hvor hovedparten af de billigste

lejligheder findes.

På trods af at mange unge finder bolig i overgangsboliger eller

lignende, kæmper en stor del af unge uddannelsessøgende med store

huslejer. Det vil være rimeligt, at unge, som modtager SU, kan få

et huslejetilskud efter samme retningslinjer som pensionister,

således at de uddannelsessøgende kun skal betale højst 15 procent

af indkomsten i husleje. Der skal udarbejdes maksimumsgrænser for,

hvor stor del af låneoptagningen der i denne forbindelse skal

betragtes som indkomst.

AD 10

Den helt urimelige bestemmelse i bistandsloven om, at unge under 23

år skal have en lavere bistandsydelse end andre, skal bort så

hurtigt som muligt. Bestemmelsen er kommet ind efter en borgerlig

hetz imod unge, som var holdt ude fra arbejdsmarkedet, og hvor

borgerlig tankegang fandt det underligt, at forældrene ikke

forsørgede denne gruppe selvstændige unge. Det er en

nedværdigende, diskriminerende bestemmelse, som bare skal fjernes.

Versioner

  1. 1988-05-21