Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00146@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte et nyt forslag om

ældreboligbyggeri efter følgende retningslinjer:

1. Kommunerne kan lade ældreboliger opføre af almennyttige

boligselskaber, almennyttige selvejende institutioner eller selv

lade dem opføre i kommunalt regi.

2. Hver enkelt kommune skal sikre et tilstrækkeligt ældreboligbyggeri

under hensyn til det lokale behov, og staten skal gennem en årlig

byggekvote sikre et samlet byggeri af mindst 2.500 enheder om

året.

3. Private byggefirmaer kan ikke være bygherrer på ældreboliger inden

for ældreboligkvoten.

Private firmaer eller enkeltpersoner kan ikke eje ældreboliger. Dog

kan ældreboliger opføres og ejes af en personkreds med henblik på

fremskaffelse af egen ældrebolig, og personkredsen anses da for en

almennyttig selvejende institution.

4. Ældreboligbyggeriet finansieres efter samme principper som

almennyttigt nybyggeri, dog således at der gives særlig mulighed

for udvidelse af rammebeløbet i forbindelse med handicapvenlig

indretning, herunder navnlig elevatorer.

5. Reglerne skal muliggøre, at ældreboligbyggeri - opført inden for

ældreboligkvoten - uhindret kan integreres i almennyttigt

nybyggeri, eventuelt herunder også integreres med byggeri af

ungdomsboliger.

6. Der tilvejebringes bedre økonomiske rammer for tilvejebringelsen

af flere ældreegnede boliger i forbindelse med byfornyelsen.

7. Beboerne i ældreboliger skal have samme indflydelse på deres

boligforhold, som er sikret beboerne i almennyttige

andelsboligforeninger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Forslaget er et forsøg på at komme ud af det dødvande, som regeringen

har bragt spørgsmålet om ældreboligbyggeriet i. Årsagen til dette

dødvande er, at boligministeren har fremsat to lovforslag (L 116

og L 117), som ikke har udsigt til at blive vedtaget. Samtidig har

boligministeren ikke vist tegn på, at han vil tage hensyn til den

kritik af regeringens forslag, som ordførerne fra Det Radikale

Venstre, Socialdemokratiet, SF og VS har fremført (bl.a. under 1.

behandling af L 116 og L 117 (Folketingets forhandlinger, sp.

4128ff)).

Derfor er der behov for, at flertallet gør sin stilling klar, og det

kan ske gennem vedtagelsen af en folketingsbeslutning, der giver

regeringen et klart grundlag at bygge på ved udarbejdelsen af et

nyt forslag, og som derfor sikrer, at dette nye forslag endelig

vil kunne vedtages.

Det skal i denne forbindelse understreges, at regeringen nu har haft

over fire år til at fremsætte et brugbart forslag på baggrund af

ældrekommissionens betænkning. År efter år er imidlertid gået,

uden at regeringen har kunnet løse problemet.

Beslutningsforslaget følger i hovedtræk indholdet i den henvendelse

fra Boligselskabernes Landsforening, som er sendt til Folketingets

boligudvalg (henvendelsen er optrykt som bilag til forslaget).

Idet der henvises til dette bilag, skal der ikke her anføres

yderligere bemærkninger til forslaget. Dog skal der vedrørende den

foreslåede kvote på 2.500 enheder om året anføres følgende:

I henvendelsen fra Boligselskabernes Landsforening er det

understeget, at der skal ske en aktivitetsudvidelse på området, og

at 1.500 boliger om året ikke er nok. Der peges ikke på en konkret

ramme, idet Boligselskabernes Landsforening opfordrer Folketinget

til at sikre den størst mulige aktivitet, der kan skaffes flertal

for. VS mener, at der bør kunne samles flertal for i hvert fald

2.500 ældreboliger om året.

Bilag

Henvendelse af 29. januar 1987 fra Boligselskabernes Landsforening

til Folketingets boligudvalg

VEDRØRENDE ÆLDREBOLIGREFORMEN (L 116 OG L 117)

Boligselskabernes Landsforening skal hermed rette henvendelse til

boligudvalget med opfordring til at foretage en række væsentlige

ændringer under udvalgets behandling af ovennævnte lovforslag.

Landsforeningens henvendelse skal ses i forlængelse af vores

henvendelse til udvalget af 24. februar 1986, hvor vi meget

udførligt redegjorde for vores syn på de den 29. januar 1986

fremsatte lovforslag.

De nu fremsatte lovforslag indebærer først og fremmest en vis

lettelse af den kommunale udgiftsbyrde i forhold til det tidligere

lovforslag ved de skete ændringer af finansieringsreglerne.

Disse ændringer er imidlertid efter Landsforeningens opfattelse på

ingen måde tilstrækkelige til at sikre den meget nødvendige

forøgelse af indsatsen på ældreboligområdet, som bl.a.

ældrekommissionen påpegede med meget stor klarhed i den

afsluttende betænkning fra 1982.

På denne baggrund redegøres nedenfor for Landsforeningens kritik af

de nu fremlagte lovforslag og for vores forslag til ændringer.

Landsforeningens kritik og forslag kan sammenfattes i følgende

punkter:

- Der må sikres en væsentlig større aktivitet end de 1.500 boliger

årligt, som lovforslagene lægger op til.

- Det foreslåede finansieringssystem indebærer en vis forbedring

sammenlignet med det i januar 1986 foreslåede, men forslaget giver

fortsat anledning til problemer, og derfor foreslås det, at

finansieringen indrettes efter de for almennyttigt byggeri

gældende regler.

- Det foreslås, at bestemmelserne om de private bygherrer udgår af

loven.

- Der må sikres mulighed for tillæg til rammebeløbet ved udgifter til

særlig ældre- og handicapvenlig indretning.

- Der må ikke lægges urimelige hindringer i vejen for at indrette

ældreboliger i den eksisterende almennyttige boligmasse.

- Der må foretages en væsentlig rammeforhøjelse for

byfornyelsesaktiviteten i forbindelse med den foreslåede ændring

af byfornyelsesloven til også at omfatte særlige ældrehensyn.

ANTALLET AF ÆLDREBOLIGER

Den afgørende indvending imod de fremlagte lovforslag er den helt

utilstrækkelige aktivitet, der lægges op til.

Det fremgår meget klart af lovforslagets bemærkninger, at der kun

sigtes på en aktivitet på 1.500 boliger årligt svarende til den

nuværende aktivitet.

Dermed er den stort anlagte ældreboligreform reduceret til en mere

teknisk ændring af de nuværende ældreboligformer uden nogen form

for aktivitetsforøgelse.

Dette er helt utilstrækkeligt i forhold til ældreboligproblemets

enorme tyngde, og der foreligger for boligudvalget så megen

dokumentation af dette problem, at yderligere bemærkninger skulle

være overflødige.

Det er Landsforeningens vurdering, at det utilstrækkelige

aktivitetsniveau end ikke vil være i stand til at imødegå

stigningen i antallet af ældre og den fortsatte nedslidning i

mange utidssvarende boliger, hvor et meget stort antal ældre bor

under utroligt ringe vilkår. Der foreligger derfor en meget

alvorlig risiko for, at de uløste problemer, som ældrekommissionen

påpegede i 1982, vil tage til i omfang, og at der vil ske en

fortsat eksplosion i udgifterne til pleje og omsorg bl.a. som en

følge af dårlige boligforhold.

Med det forudsatte helt utilstrækkelige aktivitetsniveau er det

endvidere Landsforeningens vurdering, at det formentlig vil være

helt urealistisk at forudsætte, at man kan undgå et fortsat

byggeri af institutionsprægede boligformer til de meget

plejekrævende, idet lovforslagets stærke begrænsning af

plejehjemslignende byggeri kræver en helt anden massiv

forebyggende indsats på ældreområdet, herunder især en massiv

forebyggende indsats på boligområdet. En sådan stærkt forøget

forebyggende indsats også på boligområdet er nødvendig, hvis ikke

kombinationen af dårlige boligforhold og andre alderdomsproblemer

skal føre til et forøget plejehjemsbyggeri i takt med væksten i

antallet af ældre i de mest plejekrævende aldersklasser.

Det skal yderligere bemærkes, at den i lovforslagets bemærkninger

omtalte kvotefrihed for kommunerne er af mere formel end reel

karakter.

Det fremgår således direkte af bemærkningerne, at regeringen kun

forudsætter en aktivitet svarende til de 1.500 boliger, at der vil

ske beskæringer af de generelle tilskud til kommunerne, hvis dette

omfang overskrides, og at der endog i § 1 er indsat bestemmelser,

som giver boligministeren mulighed for at regulere byggeomfanget,

hvis de samtidigt foreslåede indberetninger viser et for stort

aktivitetsomfang.

Hermed er der intet tilbage af den meget omtalte kvotefrihed for

kommunerne. En vedtagelse af lovforslaget i den foreslåede form

indebærer reelt fastlæggelse af en kvote på 1.500 enheder, og det

forekommer også vanskeligt at indse, hvorfor det skitserede system

med den indirekte kvotefastsættelse skulle indebære en lettelse

for kommunerne sammenholdt med det kendte kvotestyringssystem for

det støttede byggeri. Boligministerens bemyndigelse efter § 1 til

at regulere byggeomfanget indebærer jo reelt ganske samme mulighed

for detailstyring som det støttede byggeris kvotesystem.

Landsforeningen har tidligere tilkendegivet, at en statslig

udgiftsdeltagelse ved ældreboligbyggeri formentlig må ledsages af

en kvotestyring af hensyn til styringen af de statslige udgifter.

Det forekommer os på denne baggrund mere rimeligt, hvis

lovgivningen indeholder en mere regulær byggekvote. Det skaber

større klarhed, og det præciserer Folketingets helt centrale

ansvar ved fastlæggelsen af omfanget af ældreboligbyggeriet.

I forhold til dette ansvar skal vi som nævnt indtrængende henstille,

at der sker en væsentlig aktivitetsudvidelse. De foreslåede 1.500

boliger årligt er helt utilstrækkelige.

Vi skal undlade at foreslå en bestemt aktivitetsramme, idet vi skal

opfordre Folketinget til at sikre den størst mulige aktivitet, der

kan skaffes flertal for.

FINANSIERINGSREGLERNE

Landsforeningen har tidligere udførligt argumenteret for vigtigheden

af ensartede finansieringsregler for ældreboliger og almennyttige

boliger som foreslået af ældrekommissionen.

De nu foreslåede regler indebærer en forbedring i forhold til

forslaget fra januar 1986 ved en reduktion af den kommunale

udgiftsandel.

Det er imidlertid fortsat Landsforeningens opfattelse, at det sagligt

korrekte finansieringssystem er den almennyttige model, og vi skal

generelt henvise til vores tidligere fremførte argumenter for

dette synspunkt, idet vi blot her kort skal resumere de to

vigtigste argumenter.

Forskellige finansieringsregler for støttede almennyttige boliger og

for ældreboliger indebærer for det første en risiko for en ringere

grad af integration af ældreboligerne. Det er som anført i

bemærkningerne til lovforslaget korrekt, at integration også kan

sikres under forskellige finansieringssystemer, men erfaringerne

viser, at finansieringsforskelle og forskellige styringssystemer i

praksis ofte kan føre til opførelse i fysisk adskilte bebyggelser.

Dette gælder ikke mindst også ved indretningen af ældreboliger i

den eksisterende almennyttige boligmasse, som det beskrives

nedenfor. Her udgør finansieringsforskellene en alvorlig hindring

for at sikre indretning af mange ældreboliger, som sektoren ellers

indebærer mulighed for.

Det andet hovedargument imod finansieringsforskellene er de tendenser

til forvridninger af kommunernes beslutningsgrundlag, som fortsat

vil være indeholdt i finansieringsreglerne. Det vil således være

langt billigere for kommunerne, hvis ældreboligerne kan indpasses

i den almindelige almennyttige byggekvote, eller hvis

ældreboligerne kan tilvejebringes ved boligmoderniseringer efter

byfornyelsesloven. Herved vil komme et meget betydeligt pres på

den almennyttige byggekvote og på byfornyelsesrammerne, og det

vil kunne indebære forringede muligheder for at tilgodese andre

vanskeligt stillede befolkningsgruppers boligbehov.

DE FORSKELLIGE GRUPPER AF BYGHERRER

Landsforeningen har tidligere foreslået, at ældreboligerne valgfrit

for kommunerne bør kunne tilvejebringes af almennyttige

boligforeninger og boligselskaber, af almennyttige selvejende

institutioner samt af kommunerne.

Derimod forekommer det helt uforståeligt, at lovforslaget opretholder

bestemmelser om, at også rent private firmaer kan være bygherrer.

Det er en invitation til, at entreprenørfirmaer herved kan sikre

sig byggeopgaver. Det forekommer helt urimeligt, at sådanne

private firmaer skal kunne opnå betydelig offentlig støtte til

byggerier, hvis fortsatte drift de hverken har forudsætninger for

at forestå eller en social og almennyttig interesse for at deltage

i.

De private firmaer skal selvsagt kunne forestå opførelsen af

byggerierne for de tre nævnte kategorier af bygherrer efter

licitation. Ejerforholdet til bygningerne og den fremtidige drift

må imidlertid helt klart være begrænset til en af de tre

kategorier, som er underlagt offentligt tilsyn, og som ikke har

privatøkonomiske interesser i byggeriets opførelse og drift. Disse

tre kategorier af bygherrer må sikres en fuldstændig ligestilling

i finansiel henseende m.v. Det gælder i forhold til kommunernes

ønsker om finansiering via Kommunekreditforeningen og de på det

seneste af EGV påpegede problemer omkring eventuel kommunal

momsrefusion. Der bør ikke via den slags forskelle skabes en ulige

situation for de tre bygherregrupper.

Endelig må der efter Landsforeningens opfattelse sikres beboerne en

indflydelse på driften svarende til det almennyttige byggeris

regler om beboerdemokrati. Lovforslaget indeholder ikke sådanne

regler for ældreboliger ejet af kommuner og selvejende

institutioner, idet lejelovgivningens almindelige regler vil være

gældende, og det betyder ringere beboerindflydelse.

PROBLEMER MED RAMMEBELØBET

Landsforeningen har tidligere gjort opmærksom på, at det støttede

byggeris rammebeløb i en række tilfælde ikke vil være

tilstrækkeligt, hvis der skal sikres særlig ældre- og

handicapvenlig indretning. Det gælder således især kravet om

elevator, som rent udgiftsmæssigt er det mest fordyrende element

af de særlige ældre- og handicapkrav. Erfaringerne viser, at

udgifter til elevator ikke kan holdes inden for rammebeløbet.

Vi skal derfor foreslå, at det bliver muligt at godkende tillæg til

rammebeløbet for dokumenterede merudgifter ved særlig ældre- og

handicapvenlig indretning. Vi skal foreslå, at det foreløbig

overlades til kommunerne at foretage sådan godkendelse af

rammebeløbsoverskridelser, idet der i det almindelige

indberetningssystem til Boligministeriet skal redegøres herfor.

Hverved vil det være muligt for Boligministeriet at følge

udgiftsudviklingen og at gribe korrigerende ind, hvis det viser

sig at indebære problemer.

SÆRLIGT OM INDRETNING AF EKSISTERENDE ALMENNYTTIGE BOLIGER TIL

ÆLDREBOLIGFORMÅL

Landsforeningen har tidligere gjort opmærksom på de helt oplagte

muligheder for relativt hurtigt at tilvejebringe et større antal

ældreboliger, som hele den eksisterende almennyttige boligmasse

frembyder.

Som det fremgår af betænkningen fra udvalget vedrørende den

almennyttige sektors fremtidige rolle på boligmarkedet (John

Winther-udvalget), er der mange steder i den eksisterende

almennyttige boligmasse en meget stor andel af ældre, ligesom

mange ældre foretrækker f.eks. at skifte fra ejerbolig til en mere

overkommelig almennyttig bolig.

Desværre indeholder lovforslagene helt urimelige begrænsninger for en

sådan naturlig udnyttelse af den almennyttige boligmasse.

Lovforslagene lægger således op til, at indretning af ældreboliger

forudsætter, at boligerne udstykkes som en særlig ejerlejlighed

fra afdelingen, at de pågældende boliger ved rokader i afdelingen

er tømt for beboere med henblik på kommunal anvisning, samt at

hidtidig statsstøtte falder bort.

Dette betyder en sådan indsnævring af mulighederne, at det må anses

for lidet sandsynligt, at lovgivningen blot i nogen udstrækning

vil føre til indretning af ældreboliger i den eksisterende

almennyttige boligmasse.

Det skal herved erindres, at indretningen af ældreboliger skal

vedtages af et flertal af beboerne på et afdelingsmøde, og vi ved,

at der i mange afdelinger er en meget betydelig beboerinteresse

omkring problemet, fordi der er mange ældre og gangbesværede, som

har svært ved at klare sig i deres hidtidige bolig.

Hvis denne betydelige beboerinteresse imidlertid skal udmøntes i

konkrete beslutninger, må det bl.a. kræve, at der også for

afdelingens egne beboere skal være en rimelig chance for at kunne

rokere til en af de særligt indrettede boliger, når kræfterne

begynder at svigte. Herved vil der netop være det perspektiv i

indsatsen, som ældrekommissionen lagde så megen vægt på. De ældre

vil kunne blive i deres vante omgivelser og bevare nabokontakten.

Derfor er den principielt rigtige form, at dele af de eksisterende

almennyttige boligafdelinger generelt gøres ældreegnede f.eks. ved

installation af elevator. Dette bør først og fremmest ske i

afdelinger, hvor der er mange ældre, og hvor kommunerne derfor har

en stærk interesse i at sikre, at de ældre kan blive boende i

hidtidig afdeling.

Det er mindre hensigtsmæssigt først at skulle tømme de respektive

lejligheder for beboere ved interne rokader og derefter overlade

til ren kommunal anvisning. Det vil give de pågældende boliger en

mere institutionspræget karakter, og som følge af de meget

betydelige kommunale ventelister på egnede ældreboliger vil

afdelingens hidtidige beboere kun have en ringe mulighed for at

kunne rykke ind i de nyindrettede boliger. Det forekommer derfor

vanskeligt at forestille sig, at beboerne ved et flertal skulle

vedtage det besvær og de merudgifter, som er forbundet med rokader

m.v.

Den foreslåede model vil også umuliggøre en teknisk løsning, som

f.eks. er udført af De vanføres Boligselskab i Århus i

Fiskergadebebyggelsen. Her er udført et centralt elevatortårn, og

på bagsiden af huset er dette tårn ved altangange forbundet med

huset i hele dets bredde. Det vil ofte være en rationel løsning,

men den vil generelt gøre en bygning ældreegnet og vil derfor ikke

være forenelig med kravet om, at alle de ældreegnede boliger efter

nyindretningen skal være til rådighed for kommunal anvisning. I

Århus var en sådan løsning mulig, da der var tale om en

byfornyelsessag, hvor de hidtidige beboere var blevet anvist anden

bolig ved genhusning, men det vil ikke kunne lade sig gøre i en

eksisterende almennyttig boligafdeling.

Også udstykning af de ældreegnede boliger i et ejerlejlighedsparti

forekommer urimeligt komplicerende, og det vil i praksis

umuliggøre, at ældreboligerne kan indrettes spredt i en

bebyggelse, hvor dette rent teknisk er muligt f.eks. i lavt

byggeri eller i etagebyggeri, der f.eks. indrettes efter modellen

i Fiskergade. I mange tilfælde vil det være rimeligt og mest

integrationsfremmende med en sådan spredt indretning i en

bebyggelse, og det hæmmes af kravet om udstykning i et

ejerlejlighedsparti. For et sådant udstykket ejerlejlighedsparti

vil endvidere gælde, at der er tale om en ny selvstændig juridisk

enhed, og de hidtidige beboere vil derfor f.eks. ikke have ret til

at deltage i det beboerdemokratiske liv i den tilbageblevne,

oprindelige almennyttige del af bebyggelsen.

Endelig forekommer det urimeligt, at den hidtidige statsstøtte skal

falde bort, når der indrettes ældreboliger i den almennyttige

sektor. I lovforslaget er foreslået, at kommunerne skal dække den

statsstøtte, som herved bortfalder, men denne kommunale dækning

sker uden nogen form for statslig deltagelse, som ellers er

gældende efter lovforslaget. I nyere byggeri kan det dreje sig om

betydelige beløb, og det vil således indebære en direkte statslig

besparelse, hvis der indrettes ældreboliger i den almennyttige

sektor.

Baggrunden for forslaget om bortfald af statsstøtten er de foreslåede

forskelle i finansieringsbestemmelserne mellem almennyttige

boliger og ældreboliger, hvilket kun yderligere understreger

behovet for en ensartet finansiering som foreslået foran.

Selv om et flertal i Folketinget imidlertid vælger at fastholde den

foreslåede finansieringsmodel, må det efter vores opfattelse være

muligt at give adgang til, at eksisterende almennyttige boliger

kan indrettes til ældreboligformål uden bortfald af statsstøtten.

Det vil kun indebære et mindre brud på det foreslåede

finansieringssystem, og det vil muliggøre tilvejebringelse af

ældreboliger til en lavere samlet statslig udgift end ved

alternativt nybyggeri eller opkøb og indretning. Det skal

tilføjes, at heller ikke det foreslåede system indeholder en

streng byrdefordelingsmæssig logik, idet netop indretningen i

almennyttigt byggeri som nævnt vil føre til en direkte statslig

besparelse og en kommunal merudgift uden statslig deltagelse som

ved andre ældreboliger.

Vi skal derfor sammenfattende foreslå, at ældreboliger kan indrettes

i eksisterende almennyttige boligafdelinger uden udstykning som et

ejerlejlighedsparti, uden krav om bortfald af statsstøtten og med

mulighed for, at de hidtidige beboere kan blive boende. Det

forudsættes herved, at boligerne fortrinsvis indrettes, hvor der i

forvejen bor mange ældre, og at kommunerne efterhånden kan

overtage anvisningen i takt med, at boligerne bliver ledige, men

at kommunerne ved anvisningen naturligt må tage hensyn til det

ønskelige i, at afdelingens egne ældre beboere i høj grad får

mulighed for at rykke ind i de særligt indrettede boliger.

Ved en sådan indretning af lovgivningen vil den almennyttige

boligmasse udgøre et meget fornemt aktiv i den samlede

ældreboligindsats, og til illustration af de muligheder, der

foreligger for at indrette ældreboliger i bl.a. almennyttige

boligafdelinger, har Landsforeningen i 1985 udgivet publikationen

»Det er godt, at ældre bor godt«. Publikationen, der er en

vejledning for almennyttige boligforeninger og boligselskaber og

for kommunerne, er tidligere fremsendt til boligudvalget.

Yderligere eksemplarer kan rekvireres ved henvendelse til

Landsforeningen.

ÆLDREBOLIGER SOM EN DEL AF BYFORNYELSEN

Lovforslagene indeholder konsekvensændringer af byfornyelsesloven,

som muliggør, at der også i forbindelse med boligforbedringer

efter byfornyelsesloven kan indrettes særlige ældreegnede boliger.

Vi har tidligere erklæret os meget enige i en sådan lovændring, men

vi har også påpeget, at denne lovændring nødvendiggør en væsentlig

forøgelse af de samlede rammer for byfornyelse.

Når der som en del af byfornyelsen skal foretages mere

omkostningskrævende boligforbedringer for at tilgodese særlige

ældrehensyn, vil det indebære, at færre boliger kan blive fornyet,

hvis ikke der sker en forøgelse af de samlede investeringsrammer.

Tilsvarende vil de finansieringsmæssige forskelle mellem

byfornyelsesloven og lovforslaget om ældreboliger føre til et

meget betydeligt kommunalt pres for at bruge byfornyelsesloven til

ældreboligformål fremfor at bruge ældreboliglovgivningen, jf.

bemærkningerne herom foran under gennemgangen af indvendingerne

imod finansieringsreglerne.

Hvis et flertal i Folketinget vedtager at opretholde de foreslåede

finansieringsbestemmelser for ældreboligerne, vil dette yderligere

øge behovet for forøgelse af byfornyelsesrammen.

Landsforeningen skal derfor henstille til boligudvalget, at der

sikres en væsentlig rammeforhøjelse for at løse disse problemer.

Som nævnt indledningsvis henstilles det til boligudvalget at foretage

ændringer af ældreboligforslagene som foreslået af

Landsforeningen, herunder henstilles især, at der sikres et

flertal for en meget mere omfattende aktivitet, idet dette efter

vores opfattelse er det helt afgørende problem.

Vi vil selvsagt være til rådighed for en uddybning af synspunkterne,

hvis det ønskes.

Med venlig hilsen

p. f. v.

I. Løndahl Gert Nielsen

Versioner

1. 1988-05-21