1986 BSF 150 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF ARVEAFGIFTSLOVEN
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00150@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til snarest og senest ved
begyndelsen af folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag med
henblik på en ændring af § 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og
gave, således at det klart af selve lovteksten fremgår, hvilke
regler der skal gælde for arveafgiftsnedsættelse for ugifte
samboende personer af modsat køn.
Oprindeligt fremsat beslutningsforslag
Blad nr 642
Folketinget opfordrer regeringen til snarest og senest ved
begyndelsen af folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag med
henblik på en ændring af § 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og
gave, således at det klart af selve lovteksten fremgår, hvilke
regler der skal gælde for arveafgiftsnedsættelse for ugifte
samboende personer af modsat køn.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
»Almindelige bemærkninger§
Ved cirkulære af 2. december 1986 om arveafgift for samlevende
personer, jf. bilag 3, ændrede skattedepartementet den hidtidige
fremgangsmåde ved bevillingsmæssig arveafgiftsnedsættelse for
ugifte samboende, som var beskrevet i vejledning af 14. juni 1982,
jf. bilag 2.
På trods af at et udvalg under Skatte- og Afgiftsministeriet i juni
1984 afgav en delbetænkning om arve- og gaveafgift (Betænkning nr.
1014), hvori det udtrykkeligt anbefales at forlade
bevillingspraksis, har ministeren foretrukket at ændre reglerne
ved udstedelse af et cirkulære og således forhindret, at sagen kom
til offentlighedens kendskab via en almindelig behandling i
Folketinget.
Hensigten med nærværende forslag til folketingsbeslutning er primært
at få slået fast, at ændringer af den karakter, som er indeholdt i
cirkulæret af 2. december 1986, formelt bør ske ved lovændring.
Forslagsstillerne er ikke uvillige til at diskutere ændringer på
arveafgiftsområdet, men det bør ske i fuld offentlighed i
folketingssalen og via udvalgsarbejdet i Folketinget. Det er
endvidere forslagsstillerne magtpåliggende at påpege, at ændringer
af arveafgiftsregler for ugifte samboende må ses i en større
sammenhæng. Man skal i den forbindelse henvise til det af Det
Radikale Venstre fremsatte forslag til folketingsbeslutning nr. B
100 om indførelse af individualprincippet på det familie- og
socialpolitiske område.
Skatte- og afgiftsministeren udtalte under Folketingets spørgetid den
21. januar 1987, jf. Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne
sp. 5697ff, at regeringen på nogle meget beskedne områder inden
for lovens rammer har »nærmest ajourført begreberne«.
Ministeren fremførte endvidere, »at den lempelse i
arveafgiftsreglerne, der her er tale om, ikke er ny«. Ministeren
sagde endelig i spørgetiden følgende:
»Jeg understreger også, at det måske er svært for spørgeren at sætte
sig ind i de situationer, der her er tale om, men jeg ser mange
tragedier, hvor folk af en eller anden grund ikke er blevet gift.
Det kan være, at en af parterne er blevet dræbt ved et
færdselsuheld umiddelbart før ægteskabets indgåelse, og det kan
være andre situationer. Det er sager af meget, meget stor
menneskelig og følelsesmæssig betydning, og jeg synes, at det er
urimeligt at lade som om, vi her snakker om teknik, når vi i
virkeligheden snakker om menneskeskæbner i en situation, som er
meget, meget belastende for de pågældende«. (Sp. 5700, 2. afsnit).
Denne sidste udtalelse giver indtryk af, at de nye regler kun skal
anvendes i de meget specielle tilfælde, hvor der indtræffer
dødsfald umiddelbart forud for ægteskabs indgåelse.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at Skatteministeriet med
cirkulæret af 2. december 1986 lægger op til en væsentlig ændring
af hidtidig praksis. Det drejer sig først og fremmest om kravet
til samlivets varighed (nedsættelse fra 6 til 2 år), om
arveafgiftsklasse, der nu altid skal være afgiftsklasse A uden
hensyn til arvens størrelse og arvingens økonomiske forhold, og
endelig om bestemmelsen vedrørende økonomisk afhængighed, et krav,
der nu i realiteten er ophævet.
Men den helt overordnede ændring består i, at der på basis af en
lovgivning, der giver mulighed for en dispensation (via
bevilling), nu efter cirkulærets formulering indføres en ret til
arveafgiftsnedsættelse, hvorved det i arveafgiftslovens § 3, stk.
6, jf. bilag 1, foreskrevne pligtmæssige skøn reelt erstattes med
en cirkulærebestemt regel.
I betænkning nr. 1014 skrev arve- og gaveafgiftsudvalget allerede i
1984 (se side 156):
»Den nugældende retstilstand er efter udvalgets opfattelse ikke
tilfredsstillende, idet den bygger på en bevillingsbestemmelse,
som medfører en del administration, som ikke opfylder et naturligt
behov hos de implicerede parter for en klar og sikker
retstilstand.«
På denne baggrund finder forslagsstillerne, at ministerens
fremgangsmåde er på kanten af legalitetsprincippet, og at hans
udtalelse i Folketinget den 21. januar 1987 efterlader megen
usikkerhed om retstilstanden på området. Derfor anbefaler
forslagsstillerne, at regeringen snarest lader Folketinget tage
stilling til en ændring af arveafgiftslovens § 3, stk. 6, og lader
alle tekniske, juridiske, fordelingspolitiske og familiepolitiske
aspekter herved belyse i forbindelse med folketingsbehandlinger,
udvalgsarbejde og offentlig debat.
»Beslutningsforslaget set i en større sammenhæng§
Som det fremgik af debatten ved Folketingets spørgetid den 21. januar
1987, optog det flere partier, hvorledes arveafgiftsreglerne for
ugifte samboende påvirker vilkårene for ægteskabet.
Den i cirkulæret foretagne ændring er en del af den udvikling i
retsgrundlaget, der kan ses som et forsøg på at give ugifte
samboende andel i de fordele, der kan være ved at være gift, uden
at samfundet samtidig har pålagt de samme mennesker ægteskabets
økonomiske ulemper (sambeskatning af formuer og gensidig
forsørgelsespligt).
Forslagsstillerne anerkender fuldt ud, at de nu over 500.000 såkaldte
»papirløse« danskere giver problemer for den fremtidige
familielovgivning. Kernen i kritikken af cirkulæret af 2. december
1986 er imidlertid netop, at regeringen her har taget fat så at
sige »i den forkerte ende« af problemet. Mens man nu har lempet
arveafgiften for relativt velhavende mannesker, der har skrevet
testamente, foreligger der ingen planer om at lempe
»dyneløfterreglerne« for den enlige forsørger. Her kan det
offentlige fortsat på et ofte løst grundlag reducere folks
boligsikring og andre sociale ydelser.
Ud over henvisningen til det ovenfor nævnte forslag til
folketingsbeslutning, nr. B 100, ville forslagsstillerne finde det
rimeligt, at regeringen inden for en rimelig økonomisk ramme
udarbejdede et beslutningsgrundlag vedrørende ligestilling af
gifte og ugifte med hensyn til formuebeskatning.
Da det af fordelingspolitiske grunde må anses for uacceptabelt at
ophæve sambeskatningen totalt ved blot at give alle skatteydere
det nugældende bundfradrag i formueskattegrundlaget, foreslås det,
at regeringen udarbejder alternative modeller til brug for
Folketingets overvejelser. Forslagene, der helt eller delvis skal
være udgiftsneutrale, kan bygge på skærpede arveafgifter eller
nedsatte bundfradrag. Et nedsat bundfradrag kunne suppleres med et
bundfradrag relateret til boligen kombineret med overførselsret
mellem ægtefæller for uudnyttede bundfradrag. Herved kunne der
opnås en ligestilling af ægtefæller og ugifte samboende, uden at
man ramte de reelt enlige urimeligt hårdt.
Bilag 1
¿§ 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse
nr. 62 af 6. februar 1987¨
Stk. 6. Hvis arvingen ved arveladerens død i længere tid har hørt til
dennes husstand eller været økonomisk afhængig af ham, kan
ministeren for skatter og afgifter tillade, at arveafgiften svares
efter en lavere afgiftsklasse end den, arvingens slægtskabsforhold
til arveladeren vil betinge. Har arvingen i de sidste 5 år før
arveladerens død hørt til dennes husstand eller været økonomisk
afhængig af ham, og arvelodden ikke overstiger 2.000 kr.,
bortfalder arveafgiften.
Bilag 2
»Skattedepartementets vejledning af 14. juni 1982§
Vejledning om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3,
stk. 6
1. Efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6, kan ministeren for skatter og
afgifter tillade, at arveafgiften beregnes efter en lavere
afgiftsklasse, end slægtskabsforholdet mellem arvelader og
arvingen betinger. Tilladelsen gives af skattedepartementet.
Det er en betingelse for at opnå afgiftsnedsættelse, at arvingen ved
arveladerens død i længere tid har hørt til dennes husstand eller
har været økonomisk afhængig af arveladeren.
Sager om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6,
behandles efter følgende retningslinjer:
»Fælles regler§
2. Lovens betingelse om, at arvingen skal have tilhørt arveladers
husstand, anses kun opfyldt, hvis arvingen har stået i et
egentligt ansættelsesforhold til arvelader, f.eks. som dennes
husbestyrerinde eller medhjælper på en landbrugsejendom. Det er
endvidere en betingelse, at arvingen på tidspunktet for dødsfaldet
havde bopæl hos arveladeren som følge af ansættelsesforholdet. Er
der ikke tale om et husstandsforhold, kan arveafgiften eventuelt
nedsættes efter reglen om økonomisk afhængighed; det er også her
en betingelse, at arvingen og arveladeren havde fælles bopæl.
Hvis arveladeren eller arvingen er flyttet på plejehjem, er den
fælles bopæl ophørt. Hvis opholdet på plejehjem er påbegyndt
senere end 5 år før dødsfaldet, nedsættes arveafgiften, som om den
fælles bopæl ikke var ophørt.
3. Ved afgørelsen af, om arveafgiften kan nedsættes, og hvor stor
nedsættelsen bliver, har det betydning, hvor stor arvingens
skattepligtige indkomst og formue var i de sidste 3 indkomstår
inden dødsfaldet. Det har endvidere betydning, hvor længe arvingen
og arveladeren har haft fælles bopæl. Endelig lægges der vægt på
arvens størrelse.
4. Hvis arvingens skattepligtige indkomst og formue har oversteget
henholdsvis 200.000 kr. og 1 million kr. i noget af de seneste 3
indkomstår forud for dødsfaldet, nedsættes arveafgiften ikke.
»Arvingen skal betale arveafgift efter afgiftsklasse C§
5. Hvis arvingen og arveladeren har haft fælles bopæl i mindre end 6
år, nedsættes arveafgiften ikke.
6. Hvis arveladeren og arvingen har haft fælles bopæl i mere end 6
år, men mindre end 10 år før dødsfaldet og betingelserne i pkt. 4
er opfyldt, nedsættes arveafgiften til arveafgiftsklasse B af
arvelodder op til 400.000 kr. Af eventuel arv herudover beregnes
arveafgiften efter afgiftsklasse C. Afgiften beregnes, som om
arveafgiften af hele arven skulle beregnes efter klasse C.
7. Har den fælles bopæl varet i mindst 10 år indtil dødsfaldet, og er
betingelserne i pkt. 4 opfyldt, nedsættes arveafgiften til
arveafgiften efter afgiftsklasse A som for livsarvinger, hvis
arvelodden ikke overstiger 400.000 kr. Arveafgiften nedsættes
aldrig til arveafgiften efter den særlige ægtefælleskala. Af
eventuel arv herudover beregnes arveafgiften efter afgiftsklasse
C. Afgiften beregnes, som om arven kun havde udgjort det
overskydende beløb.
»Arvingen skal betale arveafgift efter afgiftsklasse B§
8. Hvis arvingen efter sit slægtskab med arveladeren skal betale
arveafgift efter afgiftsklasse B, er der kun mulighed for
afgiftsnedsættelse, hvis den fælles bopæl har varet mere end 10
år. Afgiftsnedsættelse for arvinger, der skal betale arveafgift
efter afgiftsklasse B, har f.eks. betydning, når forældre tager
arv efter et barn, som er fyldt 21 år, og som boede hos
forældrene.
For samboende, ugifte søskende gælder den særlige regel i
arveafgiftslovens § 2 A, litra e. Efter denne regel skal de betale
arveafgift efter arveafgiftsklasse A, hvis de har haft fælles
bopæl i mindst 10 år. Denne regel følger direkte af loven.
Skifteretten eller eksekutor kan derfor beregne arveafgiften efter
arveafgiftsklasse A uden forelæggelse for skattedepartementet.
9. Har arvingen haft fælles bopæl med arveladeren i mindst 10 år, og
er betingelserne i pkt. 4 opfyldt, nedsættes arveafgiften til
arveafgiften efter afgiftsklasse A som for livsarvinger af
arvelodder op til 400.000 kr. Af en eventuel arv herudover
beregnes arveafgiften efter afgiftsklasse B. Afgiften beregnes,
som om arven kun havde udgjort det overskydende beløb.
»Ikrafttrædelse§
10. Den praksis, der fremgår af ovenstående, gælder, når dødsfaldet
er sket den 1. maj 1981 eller senere.
Sager, der har været behandlet af skattedepartementet, og hvor man
har afslået ansøgningen under henvisning til arvingens økonomiske
forhold, vil blive genoptaget, såfremt ansøgning herom indgives
til skattedepartementet inden 31. december 1982.
»Skattedepartementet, den 14. juni 1982§
JENS ROSMAN
/RENEE MIKKELSEN
Bilag 3
»Skattedepartementets cirkulære af 2. december 1986§
Cirkulære om arveafgift for samlevende personer
Ved lov nr. 339 af 4. juni 1986 er der gennemført ændringer i lov om
afgift af arv og gave, som senest er optrykt ved lovbekendtgørelse
nr. 310 af 23. juni 1983. Ændringsloven er offentliggjort i
Lovtidende den 14. juni 1986 og har virkning fra den 21. juni
1986.
Ved loven af 4. juni 1986 er der i § 2 A indsat et nyt litra b) om
beregning af arveafgift for samlevende personer af samme køn, og i
§ 2 A, litra e), som nu er litra f), er der sket en ændring af de
hidtidige regler om beregning af arveafgift for samlevende ugifte
søskende.
I tilknytning til disse lovændringer foretages der i nærværende
cirkulære en tilpasning af retningslinjerne for den praksis, der
følges ved bevillingsmæssig nedsættelse af arveafgiften i henhold
til arveafgiftslovens § 3, stk. 6.
I nærværende cirkulære gøres der nærmere rede for de gennemførte
lovændringer og for de nye retningslinjer for afgiftsnedsættelse
efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6.
De ændrede regler skal anvendes, når arvelader er afgået ved døden
den 21. juni 1986 eller senere.
»Samlevende personer af samme køn§
1. Ifølge arveafgiftslovens § 2 A, litra b) skal arveafgift af arv,
der tilfalder arveladers samlever af samme køn, beregnes efter
samme skala, som gælder for arv mellem ægtefæller.
Det er efter lovbestemmelsen en betingelse, at samleveren ikke er
arveladers slægtsarving, og at arvelader og arving ved dødsfaldet
var ugifte og havde fælles bopæl, eller den fælles bopæl var
ophørt alene som følge af institutionsophold.
Slægtsarvinger er den kreds af personer, som efter arveloven har
legal arveret. Arveladers forældre og deres livsarvinger samt
bedsteforældre og deres børn vil derfor ikke være omfattet af
bestemmelsen.
At arvingen har haft fælles bopæl med arveladeren ved dødsfaldet må i
almindelighed kunne dokumenteres ved fremlæggelse af
bopælsattester fra folkeregisteret.
Med fælles bopæl ved dødsfaldet sidestilles det forhold, at arvelader
eller arving i umiddelbar tilknytning til, at de har haft fælles
bopæl, er flyttet på institution, typisk et plejehjem. Det er uden
betydning, hvor lang tid institutionsopholdet har varet.
Både arvelader og arving skal ved dødsfaldet være ugifte. Til ugifte
henregnes også fraseparerede, fraskilte, enker og enkemænd.
»Samlevende ugifte søskende§
2. Ifølge arveafgiftslovens § 2 A, litra f) skal arveafgiften
beregnes efter den for livsarvinger gældende afgiftsskala, når
ugifte søskende, der har haft fælles bopæl de sidste 2 år før
dødsfaldet, arver hinanden.
Den fælles bopæl må i almindelighed kunne dokumenteres ved
fremlæggelse af bopælsattester fra folkeregistret.
Med fælles bopæl ved dødsfaldet sidestilles det forhold, at en
tidligere 2-årig fælles bopæl er ophørt alene, fordi arvelader
eller arving er flyttet på institution, typisk et plejehjem. Det
er uden betydning, hvor lang tid institutionsopholdet har varet.
Både arvelader og arving skal ved dødsfaldet være ugifte. Hertil
henregnes også fraseparerede, fraskilte, enker og enkemænd.
»Bevillingsmæssig nedsættelse af arveafgiften§
3. Efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6, kan ministeren for skatter og
afgifter, når arvingen ved arveladerens død i længere tid har hørt
til dennes husstand eller været økonomisk afhængig af denne,
tillade, at arveafgift beregnes efter en lavere afgiftsklasse, end
slægtskabsforholdet mellem arvelader og arving betinger.
For behandlingen af ansøgninger om arveafgiftsnedsættelse efter § 3,
stk. 6, gælder følgende retningslinjer:
A. Lovens betingelse, hvorefter arvingen skal have tilhørt arveladers
husstand eller have været økonomisk afhængig af arveladeren, anses
for opfyldt, når arvelader og arving har haft fælles bopæl.
B. Den fælles bopæl skal have varet i mindst 2 år og må kunne
dokumenteres ved fremlæggelse af bopælsattester fra
folkeregistret. Kun rent undtagelsesvis kan anden form for
dokumentation anvendes.
C. Det fælles bopælsforhold skal bestå på tidspunktet for dødsfaldet.
Har det fælles bopælsforhold bestået i mindst 2 år, og er det
derefter ophørt alene af den grund, at arvingen eller arveladeren
er fraflyttet til ophold på et sygehus, et plejehjem eller en
lignende institution, nedsættes arveafgiften, som om den fælles
bopæl ikke var ophørt. Det er uden betydning, hvor lang tid
institutionsopholdet har varet.
D. Er de under punkt A, B og C nævnte betingelser for nedsættelse
opfyldt, nedsættes arveafgiften altid til arveafgiften efter
afgiftsklasse A som for livsarvinger. Ved afgørelsen af, om
arveafgiften kan nedsættes, er arvens størrelse og arvingens
økonomiske forhold uden betydning.
E. I tilfælde, hvor afgiftspligt er indtrådt den 21. juni 1986 eller
senere, og arveafgift er beregnet uden hensyn til, at arveafgiften
efter retningslinjerne i dette cirkulære kunne være nedsat, kan
der ske nedsættelse og tilbagebetaling af for meget erlagt
arveafgift efter derom indgivet ansøgning til skattedepartementet.
4. Hermed bortfalder skattedepartementets vejledning af 14. juni 1982
om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6.
»Skattedepartementet, den 2. december 1986§
JENS ROSMAN
/Ebbe Willumsen