Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00150@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til snarest og senest ved

begyndelsen af folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag med

henblik på en ændring af § 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og

gave, således at det klart af selve lovteksten fremgår, hvilke

regler der skal gælde for arveafgiftsnedsættelse for ugifte

samboende personer af modsat køn.

Oprindeligt fremsat beslutningsforslag

Blad nr 642

Folketinget opfordrer regeringen til snarest og senest ved

begyndelsen af folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag med

henblik på en ændring af § 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og

gave, således at det klart af selve lovteksten fremgår, hvilke

regler der skal gælde for arveafgiftsnedsættelse for ugifte

samboende personer af modsat køn.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

»Almindelige bemærkninger§

Ved cirkulære af 2. december 1986 om arveafgift for samlevende

personer, jf. bilag 3, ændrede skattedepartementet den hidtidige

fremgangsmåde ved bevillingsmæssig arveafgiftsnedsættelse for

ugifte samboende, som var beskrevet i vejledning af 14. juni 1982,

jf. bilag 2.

På trods af at et udvalg under Skatte- og Afgiftsministeriet i juni

1984 afgav en delbetænkning om arve- og gaveafgift (Betænkning nr.

1014), hvori det udtrykkeligt anbefales at forlade

bevillingspraksis, har ministeren foretrukket at ændre reglerne

ved udstedelse af et cirkulære og således forhindret, at sagen kom

til offentlighedens kendskab via en almindelig behandling i

Folketinget.

Hensigten med nærværende forslag til folketingsbeslutning er primært

at få slået fast, at ændringer af den karakter, som er indeholdt i

cirkulæret af 2. december 1986, formelt bør ske ved lovændring.

Forslagsstillerne er ikke uvillige til at diskutere ændringer på

arveafgiftsområdet, men det bør ske i fuld offentlighed i

folketingssalen og via udvalgsarbejdet i Folketinget. Det er

endvidere forslagsstillerne magtpåliggende at påpege, at ændringer

af arveafgiftsregler for ugifte samboende må ses i en større

sammenhæng. Man skal i den forbindelse henvise til det af Det

Radikale Venstre fremsatte forslag til folketingsbeslutning nr. B

100 om indførelse af individualprincippet på det familie- og

socialpolitiske område.

Skatte- og afgiftsministeren udtalte under Folketingets spørgetid den

21. januar 1987, jf. Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne

sp. 5697ff, at regeringen på nogle meget beskedne områder inden

for lovens rammer har »nærmest ajourført begreberne«.

Ministeren fremførte endvidere, »at den lempelse i

arveafgiftsreglerne, der her er tale om, ikke er ny«. Ministeren

sagde endelig i spørgetiden følgende:

»Jeg understreger også, at det måske er svært for spørgeren at sætte

sig ind i de situationer, der her er tale om, men jeg ser mange

tragedier, hvor folk af en eller anden grund ikke er blevet gift.

Det kan være, at en af parterne er blevet dræbt ved et

færdselsuheld umiddelbart før ægteskabets indgåelse, og det kan

være andre situationer. Det er sager af meget, meget stor

menneskelig og følelsesmæssig betydning, og jeg synes, at det er

urimeligt at lade som om, vi her snakker om teknik, når vi i

virkeligheden snakker om menneskeskæbner i en situation, som er

meget, meget belastende for de pågældende«. (Sp. 5700, 2. afsnit).

Denne sidste udtalelse giver indtryk af, at de nye regler kun skal

anvendes i de meget specielle tilfælde, hvor der indtræffer

dødsfald umiddelbart forud for ægteskabs indgåelse.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at Skatteministeriet med

cirkulæret af 2. december 1986 lægger op til en væsentlig ændring

af hidtidig praksis. Det drejer sig først og fremmest om kravet

til samlivets varighed (nedsættelse fra 6 til 2 år), om

arveafgiftsklasse, der nu altid skal være afgiftsklasse A uden

hensyn til arvens størrelse og arvingens økonomiske forhold, og

endelig om bestemmelsen vedrørende økonomisk afhængighed, et krav,

der nu i realiteten er ophævet.

Men den helt overordnede ændring består i, at der på basis af en

lovgivning, der giver mulighed for en dispensation (via

bevilling), nu efter cirkulærets formulering indføres en ret til

arveafgiftsnedsættelse, hvorved det i arveafgiftslovens § 3, stk.

6, jf. bilag 1, foreskrevne pligtmæssige skøn reelt erstattes med

en cirkulærebestemt regel.

I betænkning nr. 1014 skrev arve- og gaveafgiftsudvalget allerede i

1984 (se side 156):

»Den nugældende retstilstand er efter udvalgets opfattelse ikke

tilfredsstillende, idet den bygger på en bevillingsbestemmelse,

som medfører en del administration, som ikke opfylder et naturligt

behov hos de implicerede parter for en klar og sikker

retstilstand.«

På denne baggrund finder forslagsstillerne, at ministerens

fremgangsmåde er på kanten af legalitetsprincippet, og at hans

udtalelse i Folketinget den 21. januar 1987 efterlader megen

usikkerhed om retstilstanden på området. Derfor anbefaler

forslagsstillerne, at regeringen snarest lader Folketinget tage

stilling til en ændring af arveafgiftslovens § 3, stk. 6, og lader

alle tekniske, juridiske, fordelingspolitiske og familiepolitiske

aspekter herved belyse i forbindelse med folketingsbehandlinger,

udvalgsarbejde og offentlig debat.

»Beslutningsforslaget set i en større sammenhæng§

Som det fremgik af debatten ved Folketingets spørgetid den 21. januar

1987, optog det flere partier, hvorledes arveafgiftsreglerne for

ugifte samboende påvirker vilkårene for ægteskabet.

Den i cirkulæret foretagne ændring er en del af den udvikling i

retsgrundlaget, der kan ses som et forsøg på at give ugifte

samboende andel i de fordele, der kan være ved at være gift, uden

at samfundet samtidig har pålagt de samme mennesker ægteskabets

økonomiske ulemper (sambeskatning af formuer og gensidig

forsørgelsespligt).

Forslagsstillerne anerkender fuldt ud, at de nu over 500.000 såkaldte

»papirløse« danskere giver problemer for den fremtidige

familielovgivning. Kernen i kritikken af cirkulæret af 2. december

1986 er imidlertid netop, at regeringen her har taget fat så at

sige »i den forkerte ende« af problemet. Mens man nu har lempet

arveafgiften for relativt velhavende mannesker, der har skrevet

testamente, foreligger der ingen planer om at lempe

»dyneløfterreglerne« for den enlige forsørger. Her kan det

offentlige fortsat på et ofte løst grundlag reducere folks

boligsikring og andre sociale ydelser.

Ud over henvisningen til det ovenfor nævnte forslag til

folketingsbeslutning, nr. B 100, ville forslagsstillerne finde det

rimeligt, at regeringen inden for en rimelig økonomisk ramme

udarbejdede et beslutningsgrundlag vedrørende ligestilling af

gifte og ugifte med hensyn til formuebeskatning.

Da det af fordelingspolitiske grunde må anses for uacceptabelt at

ophæve sambeskatningen totalt ved blot at give alle skatteydere

det nugældende bundfradrag i formueskattegrundlaget, foreslås det,

at regeringen udarbejder alternative modeller til brug for

Folketingets overvejelser. Forslagene, der helt eller delvis skal

være udgiftsneutrale, kan bygge på skærpede arveafgifter eller

nedsatte bundfradrag. Et nedsat bundfradrag kunne suppleres med et

bundfradrag relateret til boligen kombineret med overførselsret

mellem ægtefæller for uudnyttede bundfradrag. Herved kunne der

opnås en ligestilling af ægtefæller og ugifte samboende, uden at

man ramte de reelt enlige urimeligt hårdt.

Bilag 1

¿§ 3, stk. 6, i lov om afgift af arv og gave, jf. lovbekendtgørelse

nr. 62 af 6. februar 1987¨

Stk. 6. Hvis arvingen ved arveladerens død i længere tid har hørt til

dennes husstand eller været økonomisk afhængig af ham, kan

ministeren for skatter og afgifter tillade, at arveafgiften svares

efter en lavere afgiftsklasse end den, arvingens slægtskabsforhold

til arveladeren vil betinge. Har arvingen i de sidste 5 år før

arveladerens død hørt til dennes husstand eller været økonomisk

afhængig af ham, og arvelodden ikke overstiger 2.000 kr.,

bortfalder arveafgiften.

Bilag 2

»Skattedepartementets vejledning af 14. juni 1982§

Vejledning om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3,

stk. 6

1. Efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6, kan ministeren for skatter og

afgifter tillade, at arveafgiften beregnes efter en lavere

afgiftsklasse, end slægtskabsforholdet mellem arvelader og

arvingen betinger. Tilladelsen gives af skattedepartementet.

Det er en betingelse for at opnå afgiftsnedsættelse, at arvingen ved

arveladerens død i længere tid har hørt til dennes husstand eller

har været økonomisk afhængig af arveladeren.

Sager om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6,

behandles efter følgende retningslinjer:

»Fælles regler§

2. Lovens betingelse om, at arvingen skal have tilhørt arveladers

husstand, anses kun opfyldt, hvis arvingen har stået i et

egentligt ansættelsesforhold til arvelader, f.eks. som dennes

husbestyrerinde eller medhjælper på en landbrugsejendom. Det er

endvidere en betingelse, at arvingen på tidspunktet for dødsfaldet

havde bopæl hos arveladeren som følge af ansættelsesforholdet. Er

der ikke tale om et husstandsforhold, kan arveafgiften eventuelt

nedsættes efter reglen om økonomisk afhængighed; det er også her

en betingelse, at arvingen og arveladeren havde fælles bopæl.

Hvis arveladeren eller arvingen er flyttet på plejehjem, er den

fælles bopæl ophørt. Hvis opholdet på plejehjem er påbegyndt

senere end 5 år før dødsfaldet, nedsættes arveafgiften, som om den

fælles bopæl ikke var ophørt.

3. Ved afgørelsen af, om arveafgiften kan nedsættes, og hvor stor

nedsættelsen bliver, har det betydning, hvor stor arvingens

skattepligtige indkomst og formue var i de sidste 3 indkomstår

inden dødsfaldet. Det har endvidere betydning, hvor længe arvingen

og arveladeren har haft fælles bopæl. Endelig lægges der vægt på

arvens størrelse.

4. Hvis arvingens skattepligtige indkomst og formue har oversteget

henholdsvis 200.000 kr. og 1 million kr. i noget af de seneste 3

indkomstår forud for dødsfaldet, nedsættes arveafgiften ikke.

»Arvingen skal betale arveafgift efter afgiftsklasse C§

5. Hvis arvingen og arveladeren har haft fælles bopæl i mindre end 6

år, nedsættes arveafgiften ikke.

6. Hvis arveladeren og arvingen har haft fælles bopæl i mere end 6

år, men mindre end 10 år før dødsfaldet og betingelserne i pkt. 4

er opfyldt, nedsættes arveafgiften til arveafgiftsklasse B af

arvelodder op til 400.000 kr. Af eventuel arv herudover beregnes

arveafgiften efter afgiftsklasse C. Afgiften beregnes, som om

arveafgiften af hele arven skulle beregnes efter klasse C.

7. Har den fælles bopæl varet i mindst 10 år indtil dødsfaldet, og er

betingelserne i pkt. 4 opfyldt, nedsættes arveafgiften til

arveafgiften efter afgiftsklasse A som for livsarvinger, hvis

arvelodden ikke overstiger 400.000 kr. Arveafgiften nedsættes

aldrig til arveafgiften efter den særlige ægtefælleskala. Af

eventuel arv herudover beregnes arveafgiften efter afgiftsklasse

C. Afgiften beregnes, som om arven kun havde udgjort det

overskydende beløb.

»Arvingen skal betale arveafgift efter afgiftsklasse B§

8. Hvis arvingen efter sit slægtskab med arveladeren skal betale

arveafgift efter afgiftsklasse B, er der kun mulighed for

afgiftsnedsættelse, hvis den fælles bopæl har varet mere end 10

år. Afgiftsnedsættelse for arvinger, der skal betale arveafgift

efter afgiftsklasse B, har f.eks. betydning, når forældre tager

arv efter et barn, som er fyldt 21 år, og som boede hos

forældrene.

For samboende, ugifte søskende gælder den særlige regel i

arveafgiftslovens § 2 A, litra e. Efter denne regel skal de betale

arveafgift efter arveafgiftsklasse A, hvis de har haft fælles

bopæl i mindst 10 år. Denne regel følger direkte af loven.

Skifteretten eller eksekutor kan derfor beregne arveafgiften efter

arveafgiftsklasse A uden forelæggelse for skattedepartementet.

9. Har arvingen haft fælles bopæl med arveladeren i mindst 10 år, og

er betingelserne i pkt. 4 opfyldt, nedsættes arveafgiften til

arveafgiften efter afgiftsklasse A som for livsarvinger af

arvelodder op til 400.000 kr. Af en eventuel arv herudover

beregnes arveafgiften efter afgiftsklasse B. Afgiften beregnes,

som om arven kun havde udgjort det overskydende beløb.

»Ikrafttrædelse§

10. Den praksis, der fremgår af ovenstående, gælder, når dødsfaldet

er sket den 1. maj 1981 eller senere.

Sager, der har været behandlet af skattedepartementet, og hvor man

har afslået ansøgningen under henvisning til arvingens økonomiske

forhold, vil blive genoptaget, såfremt ansøgning herom indgives

til skattedepartementet inden 31. december 1982.

»Skattedepartementet, den 14. juni 1982§

JENS ROSMAN

/RENEE MIKKELSEN

Bilag 3

»Skattedepartementets cirkulære af 2. december 1986§

Cirkulære om arveafgift for samlevende personer

Ved lov nr. 339 af 4. juni 1986 er der gennemført ændringer i lov om

afgift af arv og gave, som senest er optrykt ved lovbekendtgørelse

nr. 310 af 23. juni 1983. Ændringsloven er offentliggjort i

Lovtidende den 14. juni 1986 og har virkning fra den 21. juni

1986.

Ved loven af 4. juni 1986 er der i § 2 A indsat et nyt litra b) om

beregning af arveafgift for samlevende personer af samme køn, og i

§ 2 A, litra e), som nu er litra f), er der sket en ændring af de

hidtidige regler om beregning af arveafgift for samlevende ugifte

søskende.

I tilknytning til disse lovændringer foretages der i nærværende

cirkulære en tilpasning af retningslinjerne for den praksis, der

følges ved bevillingsmæssig nedsættelse af arveafgiften i henhold

til arveafgiftslovens § 3, stk. 6.

I nærværende cirkulære gøres der nærmere rede for de gennemførte

lovændringer og for de nye retningslinjer for afgiftsnedsættelse

efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6.

De ændrede regler skal anvendes, når arvelader er afgået ved døden

den 21. juni 1986 eller senere.

»Samlevende personer af samme køn§

1. Ifølge arveafgiftslovens § 2 A, litra b) skal arveafgift af arv,

der tilfalder arveladers samlever af samme køn, beregnes efter

samme skala, som gælder for arv mellem ægtefæller.

Det er efter lovbestemmelsen en betingelse, at samleveren ikke er

arveladers slægtsarving, og at arvelader og arving ved dødsfaldet

var ugifte og havde fælles bopæl, eller den fælles bopæl var

ophørt alene som følge af institutionsophold.

Slægtsarvinger er den kreds af personer, som efter arveloven har

legal arveret. Arveladers forældre og deres livsarvinger samt

bedsteforældre og deres børn vil derfor ikke være omfattet af

bestemmelsen.

At arvingen har haft fælles bopæl med arveladeren ved dødsfaldet må i

almindelighed kunne dokumenteres ved fremlæggelse af

bopælsattester fra folkeregisteret.

Med fælles bopæl ved dødsfaldet sidestilles det forhold, at arvelader

eller arving i umiddelbar tilknytning til, at de har haft fælles

bopæl, er flyttet på institution, typisk et plejehjem. Det er uden

betydning, hvor lang tid institutionsopholdet har varet.

Både arvelader og arving skal ved dødsfaldet være ugifte. Til ugifte

henregnes også fraseparerede, fraskilte, enker og enkemænd.

»Samlevende ugifte søskende§

2. Ifølge arveafgiftslovens § 2 A, litra f) skal arveafgiften

beregnes efter den for livsarvinger gældende afgiftsskala, når

ugifte søskende, der har haft fælles bopæl de sidste 2 år før

dødsfaldet, arver hinanden.

Den fælles bopæl må i almindelighed kunne dokumenteres ved

fremlæggelse af bopælsattester fra folkeregistret.

Med fælles bopæl ved dødsfaldet sidestilles det forhold, at en

tidligere 2-årig fælles bopæl er ophørt alene, fordi arvelader

eller arving er flyttet på institution, typisk et plejehjem. Det

er uden betydning, hvor lang tid institutionsopholdet har varet.

Både arvelader og arving skal ved dødsfaldet være ugifte. Hertil

henregnes også fraseparerede, fraskilte, enker og enkemænd.

»Bevillingsmæssig nedsættelse af arveafgiften§

3. Efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6, kan ministeren for skatter og

afgifter, når arvingen ved arveladerens død i længere tid har hørt

til dennes husstand eller været økonomisk afhængig af denne,

tillade, at arveafgift beregnes efter en lavere afgiftsklasse, end

slægtskabsforholdet mellem arvelader og arving betinger.

For behandlingen af ansøgninger om arveafgiftsnedsættelse efter § 3,

stk. 6, gælder følgende retningslinjer:

A. Lovens betingelse, hvorefter arvingen skal have tilhørt arveladers

husstand eller have været økonomisk afhængig af arveladeren, anses

for opfyldt, når arvelader og arving har haft fælles bopæl.

B. Den fælles bopæl skal have varet i mindst 2 år og må kunne

dokumenteres ved fremlæggelse af bopælsattester fra

folkeregistret. Kun rent undtagelsesvis kan anden form for

dokumentation anvendes.

C. Det fælles bopælsforhold skal bestå på tidspunktet for dødsfaldet.

Har det fælles bopælsforhold bestået i mindst 2 år, og er det

derefter ophørt alene af den grund, at arvingen eller arveladeren

er fraflyttet til ophold på et sygehus, et plejehjem eller en

lignende institution, nedsættes arveafgiften, som om den fælles

bopæl ikke var ophørt. Det er uden betydning, hvor lang tid

institutionsopholdet har varet.

D. Er de under punkt A, B og C nævnte betingelser for nedsættelse

opfyldt, nedsættes arveafgiften altid til arveafgiften efter

afgiftsklasse A som for livsarvinger. Ved afgørelsen af, om

arveafgiften kan nedsættes, er arvens størrelse og arvingens

økonomiske forhold uden betydning.

E. I tilfælde, hvor afgiftspligt er indtrådt den 21. juni 1986 eller

senere, og arveafgift er beregnet uden hensyn til, at arveafgiften

efter retningslinjerne i dette cirkulære kunne være nedsat, kan

der ske nedsættelse og tilbagebetaling af for meget erlagt

arveafgift efter derom indgivet ansøgning til skattedepartementet.

4. Hermed bortfalder skattedepartementets vejledning af 14. juni 1982

om arveafgiftsnedsættelse efter arveafgiftslovens § 3, stk. 6.

»Skattedepartementet, den 2. december 1986§

JENS ROSMAN

/Ebbe Willumsen

Versioner

1. 1988-05-21