Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00153@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen at anerkende, at det er en

forbrydelse mod menneskeheden at anvende atomvåben, hvorfor

enhver, der på dansk, grønlandsk og færøsk område træffer

beslutning om brugen af atomvåben, afgiver ordre til at affyre

atomvåben eller bidrager til, at en sådan ordre eller beslutning

bringes til udførelse, skal straffes i henhold til konventionen om

forebyggelse af og straf for folkedrab af 9. december 1948.

Folketinget pålægger regeringen at ændre straffelovens kapitel 12

således, at overtrædelse af folkedrabskonventionen medfører, at

det strafbare forhold henføres under en strafferamme, som omfatter

fængsel på indtil livstid.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Brugen af atomvåben medfører iflg. den tilgængelige litteratur (se

f.eks. Helen Caldicott: »Hvis er størst« (Forlaget Frydenlund

1986), FNs kernevåbenundersøgelse 1980 og The Effects of Nuclear

War (fra US Congress 1980) så drastiske skader, at det kan

sammenlignes med de forbrydelser, der blev begået af nazisterne

under 2. verdenskrig som pådømt under den såkaldte

Nuernberg-proces.

Skaderne efter en middelstor atombombe på 1 megaton vil medføre

følgende type skader, idet virkningen dog afhænger af

eksplosionsmåden, ladningstype, jordoverfladens beskaffenhed samt

vind- og vejrforhold:

1. En lys- og varmeudvikling på flere millioner grader C, som vil

skabe dødelige forbrændinger inden for et 700 km2 stort område,

afbrænde al vegetation i området samt skabe voldsomme ildstorme

med orkanstyrke i skov- og byområder.

2. En trykbølge, der betyder, at alle bygninger inden for et 150 km2

stort område vil blive ødelagt.

3. En øjeblikkelig radioaktiv stråling især af dødelige gammastråler,

der er dødbringende i et 15 km2 stort område.

4. Såfremt bomben bringes til sprængning på eller i nærheden af

jordoverfladen, hvirvles ufattelige mængder radioaktive jord- og

støvpartikler til vejrs. Afhængig af meteorologiske forhold vil

denne radioaktive sky medføre nedfald, der forgiver jord, afgrøder

og luft, dræber mennesker direkte med radioaktiviteten, fjerner

eksistensgrundlaget for de overlevende og medfører genetiske

skader i generationer på dem, som måtte overleve.

5. Såfremt bomben bringes til eksplosion i stor højde, vil dens

væsentligste skadevirkning være den såkaldte elektromagnetiske

impuls (EMP), som er en ionisering af jord og atmosfære, der

breder sig med lysets hast, og som medfører meget høje elektriske

spændinger, der som milliarder af lyn vil slå ned i elektriske

kabler, skinnelegemer, antenner og andre metalansamlinger som

f.eks. fabriksanlæg, elektriske installationer og kabelbåret

kommunikation. I en kortere periode vil æterbåret kommunikation

være slået ud, ligesom ioniseringen vil medføre omfattende skader

på edb-anlæg og de dertil hørende magnetbånd. En enkelt atombombe

i passende stor højde vil kunne bevirke de her omtalte EMP-skader

over et helt kontinent.

6. Som følge af røgudviklingen fra brandskaderne og de store mængder

partikler, som hvirvles op i atmosfæren, vil større mængder af

atomeksplosioner kunne skabe den såkaldte atomvinter.

Det er disse skadevirkninger, forslagsstillerne har betegnet som en

forbrydelse imod menneskeheden eller folkedrab.

Allerede Skt. Petersborg-deklarationen af 1868 fastslog, at

krigsførelse kun må rettes imod militære mål, og at krigsførelsens

midler ikke må være unødigt grusomme eller påføre unødige

lidelser. Det er på disse to grundsætninger, den humanitære

folkeret bygger. Atombombens skadevirkninger er så omfattende, at

andre mål end militære med sikkerhed vil blive ramt, ligesom

ufattelige lidelser vil blive påført civilbefolkningen.

Geneveprotokollen af 12. august 1946 (art. 48-55 er gengivet som

bilag II) med tilhørende tillægsprotokoller er ratificeret af

Danmark (se Lovtidende C 1983 s. 101 ff). Det fremgår af art. 48,

at de stridende parter har pligt til at skelne mellem

civilbefolkningen og kombattanter og mellem civile genstande og

militære mål, og at de i overensstemmelse hermed alene må rette

deres operationer mod militære mål.

Af art. 51 og 52 fremgår det desuden, at vilkårlige angreb med

midler, hvis virkning ikke kan begrænses til militære mål, er

forbudt.

Af art. 54 fremgår det, at udsultning af civile er forbudt, ligesom

det er forbudt at ødelægge landbrugsområder,

drikkevandsforsyninger m.v.

Af art. 55 fremgår det, at de stridende parter skal drage omsorg for,

at miljøet beskyttes mod udbredt og langvarig skade, ligesom

angreb på miljøet som repressalier er forbudt.

Der kan således ikke herske tvivl om, at brug af atomvåben strider

imod de folkeretlige protokoller og aftaler, Danmark har

tilsluttet sig.

I en artikel i »Nordisk Atomvåpenfri Zone«, Oslo 1983, skriver den

tidligere norske havretsminister Jens Evensen: »Atomkrigens

virkninger ligger langt over menneskelig fatteevne, langt utenfor

menneskelig forestillingsverden. Men de ligger ikke derfor utenfor

og over menneskehetens retsstridighedsbegrep. Atomvåpen innebærer

den TOTALE forbrytelse. Atomvåpen er totalutslettende og

totalforgiftende.«

På den baggrund konkluderer Evensen, at disse våben er en hån imod

Genevekonventionen om rettigheder og pligter i krig.

På denne baggrund ønsker forslagsstillerne, at Folketinget klart og

utvetydigt slår fast, at det vil være en forbrydelse uanset

omstændighederne i øvrigt, såfremt der på dansk, grønlandsk eller

færøsk område træffes beslutning om brugen af atomvåben, afgives

ordre til at affyre atomvåben eller denne ordre eller beslutning

bringes til udførelse, og at en sådan forbrydelse skal straffes i

henhold til konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab

af 9. december, 1948 (jf. Lovtidende C 1952 s. 564, bilag I),

hvorefter det af art. III fremgår, at følgende handlinger er

strafbare:

a) folkedrab

b) sammensværgelse for at begå folkedrab

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab

d) forsøg på folkedrab

e) meddelagtighed i folkedrab

Af samme konventions art. IV fremgår det, at personer, der begår

folkedrab eller en anden i art. III nævnt handling, skal straffes,

hvad enten de er forfatningsmæssigt ansvarlige statsoverhoveder,

tjenestemænd eller private personer.

Bilag I

Konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab

9. december 1948(* 1)

De kontraherende parter,

som har overvejet den erklæring, som De Forenede Nationers

plenarforsamling fremsatte i sin resolution nr. 96 (I) af 11.

december 1946 om, at folkedrab efter folkeretten er en

forbrydelse, som strider mod De Forenede Nationers ånd og mål og

fordømmes af den civiliserede verden;

som erkender, at folkedrab til alle tider i historien har tilføjet

menneskeheden store tab, og

som er overbevist om, at internationalt samarbejde er nødvendigt,

hvis menneskeheden skal befris for denne afskyelige svøbe, træffer

herved følgende aftale:

Art. I

De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås

i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse,

som de forpligter sig til at forhindre og straffe.

Art. II

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte

handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge

en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som

sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig

skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke

gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler

inden for gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Art. III

Følgende handlinger skal være strafbare:

a) folkedrab,

b) sammensværgelse for at begå folkedrab,

c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,

d) forsøg på folkedrab,

e) meddelagtighed i folkedrab.

Art. IV

Personer, der begår folkedrab eller en anden i artikel III nævnt

handling, skal straffes, hvad enten de er forfatningsmæssigt

ansvarlige statsoverhoveder, tjenestemænd eller private personer.

Art. V

De kontraherende parter påtager sig i overensstemmelse med deres

forfatninger at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig for at

sætte nærværende konventions bestemmelser i kraft, og især at

foreskrive effektive straffe for personer, der er skyldige i

folkedrab eller en af de andre i artikel III angivne handlinger.

Art. VI

Personer, der anklages for folkedrab eller for en anden i artikel III

nævnt handling, skal stilles for en kompetent domstol i den stat,

på hvis område handlingen er begået, eller for en sådan

international kriminalret, som måtte have jurisdiktion i forhold

til de kontraherende parter, der har anerkendt dens jurisdiktion.

Art. VII

Folkedrab og de andre i artikel III nævnte handlinger skal ikke ved

spørgsmål om udlevering betragtes som politiske forbrydelser.

De kontraherende parter forpligter sig til i sådanne tilfælde at

indrømme udlevering i overensstemmelse med deres gældende love og

traktater.

Art. VIII

Enhver kontraherende part kan anmode De Forenede Nationers kompetente

organer om at tage de skridt i henhold til De Forenede Nationers

pagt, som de anser for egnede til at forhindre og undertrykke de

folkedrabsforbrydelser og andre handlinger, der omhandles i

artikel III.

Art. IX

Tvistigheder mellem de kontraherende parter om fortolkningen,

anvendelsen og gennemførelsen af nærværende konvention, herunder

sådanne som angår en stats ansvar for folkedrab eller en af de

andre i artikel III nævnte handlinger, skal forelægges den

mellemfolkelige domstol, når en af parterne i tvistigheder anmoder

derom.

Art. X

Nærværende konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og

spanske tekster skal være lige autentiske, skal bære datoen den 9.

december 1948.

Art. XI

Nærværende konvention skal indtil den 31. december 1949 stå åben for

underskrift for ethvert medlem af De Forenede Nationer og for

enhver ikke-medlemsstat, til hvilken plenarforsamlingen har rettet

opfordring om at underskrive.

Nærværende konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne

skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Efter den 1. januar 1950 kan nærværende konvention tiltrædes af

ethvert medlem af De Forenede Nationer og af enhver

ikke-medlemsstat, der som ovenfor nævnt har modtaget opfordring

dertil.

Tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers

generalsekretær.

Art. XII

Enhver kontraherende part kan når som helst ved en notifikation, der

rettes til De Forenede Nationers generalsekretær, udvide

anvendelsen af nærværende konvention til alle eller visse af de

områder, hvis udenrigsforhold vedkommende part leder og har

ansvaret for.

Art. XIII

Generalsekretæren skal på den dag, da de første tyve ratifikations-

eller tiltrædelsesdokumenter er blevet deponeret, udfærdige en

protokol og oversende et eksemplar af den til hvert medlem af De

Forenede Nationer og til hver af de ikke-medlemsstater, der

omhandles i artikel XI.

Nærværende konvention skal træde i kraft den halvfemsindstyvende dag

efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations- eller

tiltrædelsesdokument.

Enhver ratifikation eller tiltræden, der finder sted efter

sidstnævnte dato, skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende

dag efter deponeringen af ratifikations- eller

tiltrædelsesdokumentet.

Art. XIV

Nærværende konvention skal forblive i kraft i et tidsrum af 10 år fra

den dag, da den træder i kraft.

Den skal derefter forblive i kraft i efterfølgende tidsrum af fem år

i forhold til de kontraherende parter, som ikke har opsagt den

mindst seks måneder før den løbende periodes ophør.

Opsigelse skal ske ved en skriftlig meddelelse rettet til De Forenede

Nationers generalsekretær.

Art. XV

Hvis opsigelser medfører, at antallet af deltagere i nærværende

konvention bliver mindre end seksten, skal konventionen ophøre at

være i kraft fra den dato, da den sidste af disse opsigelser får

gyldighed.

Art. XVI

En anmodning om revision af nærværende konvention kan når som helst

fremsættes af enhver af de kontraherende parter i form af en

skriftlig meddelelse, der rettes til generalsekretæren.

Plenarforsamlingen skal afgøre, hvilke skridt der eventuelt skal

tages i anledning af en sådan anmodning.

Art. XVII

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De

Forenede Nationers medlemmer og de i artikel XI omhandlede

ikke-medlemsstater om følgende:

a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser, der modtages i

overensstemmelse med artikel XI,

b) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XII,

c) datoen, på hvilken nærværende konvention træder i kraft i

overensstemmelse med artikel XIII,

d) opsigelser, der modtages i overensstemmelse med artikel XIV,

e) konventionens ophør i overensstemmelse med artikel XV,

f) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XVI.

Art. XVIII

Originalen af nærværende konvention skal deponeres i De Forenede

Nationers arkiv.

En bekræftet genpart af konventionen skal oversendes til alle

medlemmer af De Forenede Nationer og til de ikke-medlemsstater,

der omhandles i artikel XI.

Art. XIX

Nærværende konvention skal indregistreres af De Forenede Nationers

generalsekretær den dag, da den træder i kraft.

Bilag II

Uddrag af Geneveprotokol

DEL IV

Civilbefolkningen

AFSNIT I

ALMINDELIG BESKYTTELSE IMOD FØLGERNE AF FJENDTLIGHEDER

KAPITEL 1

GRUNDLÆGGENDE REGEL OG ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 48

GRUNDLÆGGENDE REGEL

For at sikre respekten for og beskyttelsen af civilbefolkningen og

civile genstande skal de stridende parter til enhver tid skelne

mellem civilbefolkningen og kombattanter og mellem civile

genstande og militære mål og skal i overensstemmelse hermed alene

rette deres operationer mod militære mål.

Artikel 49

DEFINITION AF ANGREB OG ANVENDELSESOMRÅDE

1. »Angreb« betyder en voldelig handling rettet mod modstanderen,

hvad enten den er offensiv eller defensiv.

2. Bestemmelserne i denne protokol vedrørende angreb finder

anvendelse på alle angreb, uanset i hvilket territorium de

gennemføres, herunder det til en stridende part hørende nationale

territorium, som er under en modparts kontrol.

3. Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på enhver

krigsførelse til lands, til vands eller i luften, der kan have

indvirkning på civilbefolkningen, individuelle civile eller civile

genstande til lands. De finder endvidere anvendelse på alle angreb

fra søen eller fra luften imod mål på land, men berører ikke i

øvrigt de folkeretlige regler under væbnede konflikter til søs

eller i luften.

4. Bestemmelserne i dette afsnit supplerer reglerne vedrørende

humanitær beskyttelse indeholdt i Fjerde Konvention, i særdeleshed

dennes kapitel II, samt i andre internationale aftaler, der er

bindende for De høje Kontraherende Parter, såvel som andre

folkeretlige regler vedrørende beskyttelse af civile og civile

genstande til lands, til vands eller i luften imod følgerne af

fjendtligheder.

KAPITEL II

CIVILPERSONER OG CIVILBEFOLKNING

Artikel 50

DEFINITION AF CIVILE OG CIVILBEFOLKNINGEN

1. En civil er enhver person, der ikke tilhører nogen af de

kategorier, som er nævnt i artikel 4 A (1), (2), (3) og (6) i

Tredje Konvention og i artikel 43 i denne protokol. I tilfælde af

tvivl om, hvorvidt en person er civil, skal denne betragtes som

sådan.

2. Civilbefolkningen består af alle personer, som er civile.

3. Tilstedeværelsen blandt civilbefolkningen af enkeltpersoner, som

ikke omfattes af definitionen af civile, fratager ikke

befolkningen dens civile beskaffenhed.

Artikel 51

BESKYTTELSE AF CIVILBEFOLKNINGEN

1. Civilbefolkningen og individuelle civile skal nyde almindelig

beskyttelse imod farer, der opstår som følge af militære

operationer. For at gennemføre denne beskyttelse skal følgende

regler, der supplerer de øvrige gældende folkeretlige regler,

overholdes under alle omstændigheder.

2. Civilbefolkningen som sådan såvel som individuelle civile må ikke

gøres til genstand for angreb. Det er forbudt at foretage

voldshandlinger eller fremsætte trusler om vold med det primære

formål at sprede rædsel blandt civilbefolkningen.

3. Civile skal nyde den i dette afsnit hjemlede beskyttelse,

medmindre og så længe de tager direkte del i fjendtlighederne.

4. Vilkårlige angreb er forbudt. Vilkårlige angreb er:

a) sådanne som ikke er rettet mod et udtrykkeligt militært mål;

b) sådanne som benytter kampmetoder eller kampmidler, som ikke kan

rettes mod et udtrykkeligt militært mål; eller

c) sådanne som benytter kampmetoder og kampmidler, hvis virkninger

ikke kan begrænses således som foreskrevet af denne protokol;

og følgelig i hvert enkelt tilfælde er af en sådan beskaffenhed, at

det vilkårligt vil ramme militære mål og civile eller civile

genstande.

5. Følgende former for angreb betrages blandt andre som vilkårlige:

a) et bombardement, uanset metoder og midler, der behandler som et

enkelt militært mål et antal klart adskilte og tydelige militære

mål beliggende i en storby, en by, en landsby eller andet område,

der indeholder en lignende koncentration af civile eller civile

genstande og

b) et angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af

civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile

genstande eller en kombination deraf, som betydeligt vil overstige

den forventede konkrete og direkte militære fordel.

6. Angreb i form af repressalier mod civilbefolkningen eller civile

er forbudt.

7. Tilstedeværelsen eller flytning af civilbefolkningen eller

individuelle civile må ikke benyttes til at gøre visse steder

eller områder immune over for militære operationer i særdeleshed i

forsøg på at beskytte militære mål mod angreb eller for at

beskytte, lette eller hindre militære operationer. De stridende

parter må ikke lade civilbefolkningen eller individuelle civile

flytte i et forsøg på at beskytte militære mål mod angreb eller

for at beskytte militære operationer.

8. Enhver krænkelse af disse forbud skal ikke frigøre de stridende

parter fra deres retlige forpligtelser over for civilbefolkningen

og civile, herunder forpligtelsen i medfør af artikel 57 til at

træffe sikkerhedsforanstaltninger.

KAPITEL III

CIVILE GENSTANDE

Artikel 52

ALMINDELIG BESKYTTELSE AF CIVILE GENSTANDE

1. Civile genstande må ikke gøres til genstand for angreb eller

repressalier. Civile genstande er alle genstande der ikke er

militære mål, således som beskrevet i stykke 2.

2. Angreb skal strengt begrænses til militære mål. For så vidt angår

genstande skal militære mål være begrænset til dem, der ifølge

deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et

effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller

delvise ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det

pågældende tidspunkt herskene omstændigheder udgør en klar militær

fordel.

3. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt en genstand, som normalt er

bestemt til civile formål, såsom et sted, hvor gudsdyrkelse

foregår, et hus eller anden bolig eller en skole, anvendes med

henblik på at yde et effektivt bidrag til en militær aktion, skal

der bestå en formodning for, at det ikke anvendes i sådant øjemed.

Artikel 53

BESKYTTELSE AF KULTURELLE GENSTANDE OG AF STEDER, HVOR GUDSDYRKELSE

FINDER STED.

Uden præjudice for bestemmelserne i Haagerkonventionen af 14. maj

1954 vedrørende beskyttelse af kulturel ejendom under væbnet

konflikt og andre relevante internationale aftaler skal det være

forbudt:

a) at begå en hvilken som helst fjendtlig handling rettet mod

historiske monumenter, kunstværker eller steder, hvor gudsdyrkelse

finder sted, som udgør folkenes kulturelle eller åndelige arv;

b) at benytte sådanne genstande til støtte for en militær indsats;

c) at gøre sådanne genstande til genstand for repressalier.

Artikel 54

BESKYTTELSE AF GENSTANDE, SOM ER UUNDVÆRLIGE FOR CIVILBEFOLKNINGENS

OVERLEVELSE

1. Udsultning af civile som krigsmetode er forbudt.

2. Det er forbudt at angribe, ødelægge, fjerne eller ubrugeliggøre

genstande, der er uundværlige for civilbefolkningens overlevelse,

såsom fødevarer, landbrugsområder for produktion af fødevarer,

afgrøder, husdyrbestande, drikkevandsinstallationer og

-forsyninger samt overrislingsanlæg, med det bestemte formål at

hindre dem i at tjene som underhold for civilbefolkningen eller

modparten, uanset af hvilken grund, det være sig med henblik på

udsultning af civile, for at tilskynde disse til at flytte bort

eller af en hvilken som helst anden grund.

3. Forbudene i stykke 2 skal ikke finde anvendelse på de deri

omhandlede genstande, som benyttes af modparten:

a) udelukkende til underhold af medlemmer af dens væbnede styrker;

eller

b) hvis ikke til underhold, da til direkte støtte for en militær

aktion, dog forudsat, at der under ingen omstændigheder mod disse

genstande må foretages handlinger, som må forventes at efterlade

civilbefolkningen med så utilstrækkelig føde eller vand, at det

vil forårsage udsultning eller tvinge den til at flytte bort.

4. Disse genstande må ikke gøres til genstand for repressalier.

5. I anerkendelse af de livsvigtige behov hos enhver stridende part

i forsvaret af dens nationale territorium mod en invasion kan der

af en part i en konflikt inden for et sådant territorium under

dens egen kontrol foretages derogationer (ophævelse) af de forbud,

som er indeholdt i stykke 2, når dette er påkrævet af tvingende

militær nødvendighed.

Artikel 55

BESKYTTELSE AF DET NATURLIGE MILJØ

1. Der skal under krigsførelse drages omsorg for, at det naturlige

miljø beskyttes mod udbredt, langvarig og alvorlig skade. Denne

beskyttelse omfatter forbud mod brug af krigsmetoder eller

krigsmidler i krigsførelsen, som tilsigter eller som må forventes

at forårsage sådan skade på det naturlige miljø og derved skade

befolkningens helbred eller overleven.

2. Angreb på det naturlige miljø som repressalier er forbudt.

Versioner

1. 1988-05-21