Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00156@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget pålægger regeringen med virkning fra 1. oktober 1987

1. at forhøje indtægtsgrænserne for opnåelse af fri proces og

retshjælp, således at der sker en regulering baseret på

lønudviklingen siden den sidste fastsættelse i 1978,

2. i overensstemmelse med principperne i anden lovgivning at lægge

vægt på ansøgerens egen indkomst i stedet for husstandens,

3. at forhøje vederlagene til nævninge og domsmænd på basis af den

siden den sidste fastsættelse i 1977 skete lønudvikling,

4. at forhøje vederlagene til advokater, der yder offentlig

retshjælp.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

1. VEDRØRENDE FRI PROCES OG RETSHJÆLP

De nuværende grænser fremgår af bekendtgørelse nr. 573 og 574 af 17.

december 1980.

Bevilling til fri proces forudsætter for forsørgeres vedkommende, at

eens socialindkomst ikke overstiger 110.000 kr. og for

ikkeforsørgeres vedkommende 83.000 kr. Hertil lægges 15.000 kr.

for hvert barn under 18 år, som forsørges af ansøgeren.

For så vidt angår retshjælp gælder en endnu lavere grænse. I den

nævnte bekendtgørelse er det fastsat, at berettigede til retshjælp

er personer, hvis socialindkomst ikke overstiger 80.000 kr. med

tillæg af 7.000 kr. pr. barn under 18 år, som forsørges af den,

der søger retshjælp.

Udviklingen siden disse beløbs fastsættelse har medført en afgørende

ændring i befolkningens mulighed for at nyde godt af disse goder,

der er overordentlig væsentlige i et retssamfund.

Således skønnede Justitsministeriet, at 70-75 pct. af befolkningen i

1979 ville opfylde de økonomiske betingelser for fri proces. Denne

procentdel er nu nede på omkring 30 pct. For tiden kan alene 20-25

pct. regne med at opfylde betingelserne for advokatretshjælp.

Denne udvikling betyder i realiteten, at en ufaglært, gift person som

regel ikke kan få fri proces eller advokatretshjælp i forbindelse

med en arbejdsskadesag, en lejesag, en feriesag, en lønsag eller

lignende. Udviklingen betyder også, at mindre erhvervsdrivende i

langt de fleste tilfælde vil være afskåret herfra.

I realiteten er det herefter alene modtagere af pensioner og

kontanthjælp, der er berettigede. Selv en modtager af

arbejdsløsheds- og sygedagpenge vil i mange tilfælde ikke kunne få

fri proces eller retshjælp. Dagpengene udgør i dag kr. 2.052 pr.

uge.

De, der har mulighed for at få fri proces eller retshjælp, vil

herefter typisk være persongrupper, der intet behov har herfor.

Det viser sig da også, at udgifterne til disse former for hjælp har

været faldende i absolutte tal.

Det afgørende er imidlertid, at denne udvikling, som regeringen ikke

har ønsket at modvirke, rent faktisk betyder, at en meget stor del

af befolkningen er afskåret fra at betjene sig af det retssystem,

der gerne skulle være til alles gavn, og hvor den økonomiske

ulighed ikke burde være nogen afgørende hindring. Det er efter

forslagsstillernes opfattelse i strid med væsentlige

retsprincipper, at der er sket en så markant forværring i

samfundets tilbud til dets borgere om medvirken til, at ret kan

ske fyldest.

Efter den tidligere, socialdemokratiske regerings opfattelse var

tilstanden allerede i 1980-81 ikke tilfredsstillende. Det var

baggrunden for, at regeringen i 1981 nedsatte et udvalg vedrørende

retshjælp »med henblik på at tilvejebringe en almindelig

forbedring af adgangen til retshjælp«. Hensigten var, at udvalget

skulle »gennemgå de forskellige eksisterende retshjælpsordninger,

således at der herved tilvejebringes et grundlag for mere

langsigtede overvejelser vedrørende mulighederne for en samlet

planlægning og koordinering inden for retshjælpsområdet«.

Det var imidlertid IKKE hensigten, at udvalgsarbejdet skulle trække

så langt ud, at konsekvensen blev den ovenfor beskrevne.

Dette skete imidlertid. Ved regeringsskiftet i 1982 blev udvalgets

arbejde sat i stå, og først gentagne forespørgsler om baggrunden

herfor medførte, at udvalget efter en reorganisering blev sat i

gang i 1984.

Foreløbig har udvalget alene - efter direktiver fra regeringen -

fremsat forslag om BESPARELSER på procesområdet i relation til

fri proces.

Udvalget har endnu ikke afgivet betænkning, og det må antages at vare

adskillige måneder, før dette sker. Det vil igen betyde, at en

ændring af lovgivningen og en ændring af indtægtsgrænserne (som

justitsministeren ønsker at vente med, til udvalgsarbejdet

foreligger færdigt), tidligst kan ske om 1 til 2 år.

Forslagsstillerne finder ikke dette acceptabelt. Man er selvsagt nødt

til at afvente udvalgets forslag vedrørende en mere samlet

planlægning og koordinering inden for retshjælpsområdet, men en

ajourføring af de gældende indtægtsgrænser er stærkt og

øjeblikkeligt påkrævet og kan ske uden på nogen måde at foregribe

en kommende reform.

2. VEDRØRENDE HUSSTANDSINDKOMSTENS BETYDNING

Efter de nævnte bekendtgørelser er det fastsat, at hvis ansøgeren er

gift og lever sammen med sin ægtefælle, er det summen af

ægtefællernes socialindkomster, der er afgørende for, om

betingelserne for at opnå bevilling til fri proces eller retshjælp

er opfyldt. Det vil sige, at hvis en samlet husstandsindkomst

overstiger 110.000 kr. (henholdsvis 83.000 kr. for retshjælpens

vedkommende) med de nævnte børnetillæg, er muligheden for fri

proces eller retshjælp udelukket. Dette er naturligvis særlig

grelt, idet langt de færreste husstandsindkomster ligger under

110.000 kr., respektive 83.000 kr. Men hertil kommer det rent

principielle, at man efter forslagstillernes opfattelse i en stor

del af anden lovgivning lægger vægt på enkeltpersonens indkomst og

ikke familieindkomsten. Det ville være naturligt og føles

nødvendigt at indføre samme princip i forbindelse med regulering

af indtægtsgrænserne.

3. VEDRØRENDE VEDERLAG TIL LÆGDOMMERE OG VIDNER

I den seneste bekendtgørelse om ydelser til lægdommere og vidner

(1977) er det fastsat, at der tilkommer nævninge, domsmænd,

sagkyndige retsmedlemmer og lægdommere i boligretterne 330 kr. for

hver dag og 66 kr. for hver nat, de i anledning af deres hverv må

være borte fra hjemmet.

Disse grænser har været uændrede i snart 10 år, og adskillige

henvendelser til regeringen med henblik på en regulering har ikke

ført til noget resultat.

Dette er i strid med den tidligere regerings og formentlig også den

nuværende regerings intentioner med lægdommersystemet. Det er

således i cirkulære af 10. marts 1984 fastsat, at »det må anses

for ønskeligt, at de personer, der udtages, udgør et alsidigt

sammensat udsnit af befolkningen. Der bør tilstræbes en nogenlunde

ligelig repræsentation af de forskellige aldersklasser og af mænd

og kvinder«.

En sådan alsidig sammensætning modvirkes imidlertid klart af de

gældende satser. Disse vil i mange tilfælde højst udgøre halvdelen

eller endnu mindre af den tabte arbejdsfortjeneste. (Det bør

bemærkes, at de 330 kr. naturligvis er skattepligtige).

I praksis betyder de gældende ydelser, at det stort set kun vil være

muligt at sammensætte grundlister, der består af offentligt

ansatte, pensionister og hjemmegående husfædre og -mødre, som

intet arbejdstab har. Den almindelige arbejdende befolkning og

erhvervsdrivende vil lide tab og undertiden betydelige tab ved at

være lægdommere. Det bør i denne forbindelse erindres, at

adskillige domsmandssager og nævningesager kan vare både i ugevis

og endda i månedsvis.

Forslagsstillerne mener ikke, at regeringens sparebestræbelser på

denne måde bør gå ud over de almindelige principper, der er

ledende for lægdommersystemet. Men det er det, der i øjeblikket

sker.

Det er vanskeligt at skønne over forslagets økonomiske konsekvenser.

Overvældende voldsomme kan disse ikke antages at være, hvortil

naturligvis bør føjes, at det drejer sig om væsentlige principper

for et retssamfunds gode funktion.

Det skal i øvrigt tilføjes, at hensigten med retshjælpsordningen

netop var at være procesbesparende, idet det vederlag, der ydes

til advokater før en eventuel proces, ofte vil medføre, at en

proces og herunder en bevilling til fri proces kan spares.

4. VEDRØRENDE VEDERLAG TIL ADVOKATER, DER YDER OFFENTLIG RETSHJÆLP

I forbindelse med denne beløbsmæssige revision bør det i øvrigt

overvejes, om det beløb, en advokat får (200 kr., undertiden 800

kr.), ikke også bør justeres. Det har ligeledes stået uændret

siden 1980, og den manglende regulering vil naturligvis kunne

betyde, at den kreds af advokater, der ønsker at yde retshjælp,

vil kunne formindskes.

Versioner

1. 1988-05-21