1986 BSF 162 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN MERE PROGRESSIV ULANDSBISTAND
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00162@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til at ændre den danske bistand til
ulandene, så den i fremtiden ydes efter følgende retningslinjer:
1) Bistanden skal bidrage til varig forbedring af de fattige
befolkningsgruppers økonomiske, sociale og politiske vilkår, og
den skal som hovedregel ydes til fattige lande.
2) Der foretages en samlet vurdering af de økonomiske, sociale og
politiske vilkår, herunder af menneskerettighedssituationen i
hvert enkelt modtagerland med henblik på at sammensætte en
modtagerkreds, som skaber bedre muligheder for at realisere den
anførte målsætning.
3) Det tilstræbes, at en væsentlig del af bistanden gives til
projekter m.v., som især gavner kvinderne i ulandene.
4) Stigningen i bistandens omfang, vedtaget ved folketingsbeslutning
i marts 1985, fastholdes frem til 1992, hvorefter en øget
stigningstakt overvejes.
5) Den multilaterale bistand udgør fremdeles ca. 50 pct. af den
samlede bistand, og den bør overvejende ydes gennem FNs
udviklingsprogram, UNDP. Gennem en aktiv indsats bidrager Danmark
til at forbedre og udvikle UNDPs og andre FN-særorganisationers
bistandsarbejde i ulandene.
6) Bistanden gennem EF skal fremover betragtes som bilateral bistand
og i øvrigt reduceres mest muligt og helst helt afskaffes.
7) Lånebistanden erstattes generelt af gavebistand.
8) Der sker en afbinding af al dansk bistand, så den ikke længere er
bundet til indkøb af varer og andre ydelser i Danmark.
9) Bestemmelserne om eksportkreditgarantier, investeringsgarantier og
Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene fjernes helt fra
lovgivningen om internationalt udviklingssamarbejde.
10) Fødevarehjælp reduceres mest muligt og gives som hovedregel kun i
katastrofesituationer.
11) Der ydes en betragtelig bistand til befrielsesbevægelser, der
kæmper mod imperialistisk undertrykkelse og for national
frigørelse.
12) Bistandens modtagere skal suverænt kunne disponere over den
modtagne hjælp.
13) Andelen af bistandsmidler, som anvendes til de frivillige
ulandsorganisationers bistandsarbejde, øges betydeligt, samtidig
med at der skabes samarbejdsformer mellem DANIDA og
ulandsorganisationerne, som bygger på en anerkendelse af disse
organisationers særlige rolle i udviklingsarbejdet.
14) Der foretages en løbende, uafhængig evaluering af bistandens
virkninger.
15) Ulandsforskningen styrkes gennem øgede bevillinger.
16) Oplysningsarbejdet om ulandenes problemer styrkes gennem øgede
bevillinger.
17) En udskillelse af DANIDA fra Udenrigsministeriet genovervejes
snarest. Erhvervslivets repræsentanter fjernes fra Styrelsen for
internationalt Udviklingssamarbejde med henblik på at sikre
ulandsbistanden en uafhængig administration.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
GENERELLE BEMÆRKNINGER
Grunden til, at VS fremsætter dette forslag til folketingsbeslutning
om principperne for den danske ulandsbistand, er de seneste års
forværring af langt de fleste ulandes økonomiske og sociale
situation.
Ulandene er i stigende grad plaget af problemer såsom en stærkt øget
gæld til de industrialiserede lande, hungersnødkatastrofer og en
markant forværring i handelsforholdet til de industrialiserede
lande, som medfører, at ulandene skal betale mere for den
nødvendige import og samtidig får færre penge ind på eksporten af
deres egne produkter.
Gældsbyrden og faldende indtægter på eksporten gør, at det i stigende
grad er vanskeligt for ulandene at optage nye lån til bare fortsat
at finansiere igangværende økonomiske aktiviteter og nærmest
umuligt at sætte gang i nye projekter, som kan forbedre deres
økonomiske situation.
Denne »omvendte bistand« fra ulandenes side til den vestlige verden
har nu efterhånden nået et sådant omfang, at udviklingsprocessen i
ulandene reelt er blokeret. De mange hungersnødkatastrofer, som vi
hører om hvert år forskellige steder i verden, er det synlige
udtryk for de voksende fattigdomsproblemer, som lammer de
menneskelige ressourcer, ikke mindst i en række afrikanske lande.
Derfor er de betingelser, som den danske u-landsbistand gives i
forhold til, blevet forværret i betydeligt omfang. I marts 1985
besluttede Folketinget, at ulandsbistanden i de kommende år skal
stige betydeligt (se forslag til folketingsbeslutning om dansk
ulandsbistand (B 20), fremsat i folketingsåret 1984-85, jf.
Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 603, 2920 og 7894,
tillæg A sp. 799, tillæg B sp. 967 og tillæg C sp. 267), men det
er ikke nok med en gradvis øgning i den danske ulandsbistand. Der
skal også ske en mere klar prioritering af, hvilke lande og på
hvilke betingelser hjælpen skal gives. Derfor må selve den
hidtidige bistandspolitik tages op til en grundig nyvurdering.
De justeringer, som fandt sted, sidste gang Danmark havde sin
bistandspolitik oppe til vurdering, skete i forbindelse med, at
det såkaldte Ole Bang-udvalg afgav sin betænkning (Betænkning
958/1982 om principperne for den danske bistand til
udviklingslandene), men desværre ville flertallet i Folketinget
dengang ikke følge de mere vidtgående overvejelser i denne
betænkning.
I forbindelse med en nyvurdering af bistandspolitikken er der nogle
områder, som det er vigtigt at forholde sig til:
For det første har der været en række vanskeligheder med at realisere
målsætningen for en række projekter i ulandsbistanden i nogle af
modtagerlandene. Dette har medført, at Danmark, i øvrigt på lige
fod med mange andre vestlige lande og internationale
bistandsorganisationer, begynder at blande sig i modtagerlandenes
interne politik. Disse bestræbelser på at knytte politiske
betingelser til den danske bistand er efter forslagsstillernes
opfattelse uforeneligt med, hvad der burde være et grundlæggende
princip i bistandspolitikken. Disse politiske betingelser dækkes
ind under et røgslør om, at det er nødvendigt at effektivisere
hjælpen af hensyn til skatteborgernes penge.
I stedet for denne form for direkte eller indirekte pression i
ulandsbistanden, som vækker minder om kolonitidens
dominansforhold, skal Danmark overveje en ændring i
sammensætningen af de lande, som modtager hjælpen fremover.
Danmarks bistandspolitik bør fremover gå til lande, som har en
national udviklingspolitik, som klart er til gavn for de fattigste
grupper i samfundet. På dette grundlag vil der være de bedste
muligheder for at etablere et samarbejde på lige betingelser
mellem giver- og modtagerlandet.
For det andet er det vigtigt, at Danmark sørger for at eftergive
ulandene deres gæld til Danmark som et led i en nødvendig
gældssanering, og i forlængelse heraf må Danmark fremover give sin
ulandsbistand i form af gavebistand og ikke på lånebetingelser.
For det tredje må forslagsstillerne kraftigt afvise den offensiv, som
kan iagttages fra danske erhvervskredse, om, at en endnu større
del af bistanden skal tjene som erhvervsstøtte. Det vil sige, at
Danmark skal stille betingelser til ulandene om, at hele eller
dele af bistanden skal bruges til indkøb af varer i Danmark, eller
at bestemte projekter i ulandene skal køres af danske firmaer.
Disse krav fra erhvervslivet skal totalt afvises, bl.a. fordi
projekter i ulande baseret på støtte til dansk erhvervsliv opviser
nogle af de dårligste eksempler på en udviklingsindsats til fordel
for de fattigste befolkningsgrupper.
BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER
Ad 1
Som hovedregel skal bistanden gives til de fattige ulande, idet der
herved forstås lande under UNDPs grænse for mindre udviklede lande
(p.t. lande, som i 1983 havde et bruttonationalprodukt (herefter
BNP) per indbygger på under 750 dollars).
Dog kan der i særlige tilfælde også ydes bistand til lande med højere
BNP per indbygger, f.eks. lande, der for nylig under store
materielle og menneskelige omkostninger har befriet sig for et
undertrykkende regime, samt lande, som præges af borgerkrig, eller
hvis udvikling vanskeliggøres af internationale konflikter
(Zimbabwe, Nicaragua, Afghanistan).
Ved valg af lande bør det endvidere sikres, at kun lande, hvor det
kan sikres, at bistanden især kommer de fattige befolkningsgrupper
til gavn, vælges. Denne målsætning bør være gældende for den
samlede danske bistand, altså ikke blot for projektbistanden, men
også for anden bilateral gave/lånebistand. Den multilaterale
bistand bør så vidt muligt (så langt Danmarks indflydelse rækker)
præges af samme målsætning.
Ad 2
I lighed med undersøgelser gennemført i andre nordiske lande er der
for den danske bistand behov for at tilvejebringe et aktuelt og
detaljeret grundlag for en prioritering af indsatsen. Valget af de
fire hovedmodtagerlande (Bangladesh, Indien, Kenya og Tanzania)
har i første række haft historiske og praktiske grunde.
Erfaringerne fra en efterhånden lang række projekter i nogle af
disse lande peger på, at man må stille sig yderst skeptisk over
for muligheden for i praksis at nå ud til de fattige
befolkningsgrupper. Samtidig er forudsætningerne i den tredje
verden for udviklingssamarbejdet på vigtige punkter ændret gennem
de seneste år, ligesom der er grund til at overveje at inddrage ny
lande i kredsen af hovedmodtagerlande.
Ad 3
En større evaluering af dansk bistand og kvindeorienteret bistand har
afsløret, at de positive effekter for kvinderne i ulandene har
været yderst begrænsede. Da kvinderne ofte har de vanskeligste
vilkår, ofte lades uden for udviklingsprocessen og er
hovedansvarlige for børn og fødevareproduktion, bør
kvindespecifikke problemer tildeles speciel opmærksomhed i den
danske bistand. Også forskning i dette felt bør fremmes.
Ad 4
I marts 1985 vedtog Folketinget, at den statslige udviklingsbistand i
1992 skal nå 1,00 pct. af bruttonationalproduktet. Dette mål
fastholdes, men efter 1992 bør det overvejes at hæve
stigningstakten, idet det må frygtes, at ulandenes problemer
stadig forværres på grund af gældskrisen.
Ad 5
Den multilaterale bistand bør fortrinsvis ydes gennem FNs
udviklingsprogram, UNDP, snarere end gennem Verdensbanken og de
regionale udviklingsbanker, dels fordi ulandene selv har større
indflydelse på UNDP, dels fordi en større del (p.t. ca. 80 pct.)
af UNDPs midler går til de fattige ulande. Den kritik, som med
rette kan rejses mod en del af UNDPs projekter/aktiviteter samt
andre FN-særorganisationers arbejde, må følges op af en aktiv og
konstruktiv indsats fra dansk side som en prioriteret del af det
internationale udviklingssamarbejdes fremme.
Ad 6
Den overvejende del af EF-bistanden kanaliseres til en landekreds i
den tredje verden, som kun omfatter en mindre del af den tredje
verdens befolkning (ca. 15 pct.), nemlig medlemmerne af
Lomeekonventionen. Den kan således ikke betragtes som multilateral
bistand. Principperne for EF-bistanden og dens faktiske anvendelse
er på en række punkter i klar uoverensstemmelse med principperne
for den danske bistandspolitik. Af denne grund, og fordi Danmark
reelt er næsten uden indflydelse på EF-bistandspolitikken, bør
bidraget reduceres mest muligt. Da det i øvrigt er vanskeligt, for
ikke at sige umuligt, at begrunde en fælles EF-bistandsindsats ved
siden af medlemslandenes egne programmer, bør endemålet være en
fuldstændig afvikling.
Ad 7
I en situation, hvor ulandenes gældsbyrde er støt voksende, vil
fortsat dansk lånebistand kun yderligere forværre situationen.
Danmark bør derfor følge Sveriges eksempel og omlægge
lånebistanden til gavebistand.
Ad 8
Bindingen til køb af danske varer, som især har præget statslånene,
vanskeliggør bistandens effektivitet. Danske varer er som oftest
dyrere og ofte mindre tilpassede forholdene i ulandene. Det bør i
stedet tilstræbes ved al dansk ulandsbistand, at de nødvendige
varer købes lokalt eller i nabolande og andre ulande, således at
effekten af bistanden øges.
Ad 9
Ingen af disse ordninger har noget som helst at gøre med
udviklingsbistand. De er slet og ret erhvervsstøtteordninger og
bør som sådanne udgå af lovgivningen om internationalt
udviklingssamarbejde.
Ad 10
Fødevarehjælp er en dårlig form for bistand. I stedet for at bidrage
til ulandenes egen landbrugsproduktion dækker den kun et
umiddelbart behov og giver risiko for at skabe afhængighed af
fødevareleverancer udefra. Hvor fødevarebistand gives på grund af
katastrofesituationer, bør den altid så vidt muligt følges op af
bistand til landets egen landbrugsproduktion. Dette betyder også,
at det er betænkeligt at løse problemet med EFs overskudslagre
gennem gaver m.m. til den tredje verden. Også her bør de
ovenstående krav til fødevarehjælp opfyldes.
Ad 11
Bistand til befrielsesbevægelser er efter forslagsstillernes
opfattelse den mest perspektivrige form for ulandsbistand. Gennem
Udenrigsministeriets apartheidbevilling ydes i dag »en humanitær
og uddannelsesmæssig bistand til undertrykte folk og folkegrupper
i det sydlige Afrika«. Bistanden gives ikke direkte som f.eks. den
svenske bistand, men kanaliseres via forskellige kirkelige og
andre hjælpeorganisationer. Apartheidbevillingens midler bør
fremover gives direkte til befrielsesbevægelserne og uden
betingelser. Beløbsrammen bør udvides betydeligt, og der bør
oprettes en tilsvarende bevilling til støtte af andre
befrielsesbevægelser i den tredje verden, som kæmper mod
imperialistisk undertrykkelse og for national frigørelse.
Ad 12
Hverken gennem formelle regler eller gennem forhandling skal
modtagere af bistand kunne bindes til at acceptere en form for
bistand, som ikke er den mest hensigtsmæssige.
Ad 13
Det fremhæves ofte, at de frivillige ulandsorganisationers indsats er
kendetegnet ved, at
1) de gennem kontakter til en lokal organisation i de pågældende
udviklingslande har særlige muligheder for at støtte projekter,
som den lokale befolkning ofte selv har været med til at definere,
ligesom de er særligt velegnede til at inddrage den lokale
befolkning i udførelsen af projektet,
2) de har særlige muligheder for at udføre projekter, som direkte
gavner de fattige befolkningsgrupper,
3) de er mere effektive end den statslige bistandsadministration,
4) de kan bedre end den statslige bistandsadministration påtage sig
projekter i politisk kontroversielle områder, og
5) de har stor betydning for den brede folkelige opbakning til dansk
udviklingsbistand.
Alligevel har andelen af bistandsmidler, som finansierer frivillige
organisationers projekter, et langt mindre omfang end i andre
nordiske lande. Samtidig oplever organisationerne samarbejdet med
DANIDA unødig byrdefuldt på en række punkter. Trods de frivillige
organisationers historiske rolle som fødselshjælper for den danske
bilaterale bistand synes de fortsat at blive betragtet med skepsis
af DANIDAs administration.
Ad 14
Evalueringen af den igangværende danske bistand er utilstrækkelig.
For hovedpartens vedkommende er der tale om en overfladisk
administrativ evaluering foretaget af de samme myndigheder
(primært DANIDA), som administrerer bistanden. Derudover foretages
evalueringen sædvanligvis på kortvarige (ofte 14 dages) missioner,
som på ingen måde giver mulighed for at evaluere især
konsekvenserne lokalt og nationalt af den danske bistand. Der bør
derfor afsættes betydelig flere ressourcer til evaluering, og
først og fremmest bør en væsentlig del af evalueringen gennemføres
af uafhængige forskere med særligt kendskab til ulandenes
problemer.
Ad 15
En vigtig forudsætning for at yde en relevant bistand er et
grundlæggende kendskab til ulandenes problemer.
Udviklingsforskningen bør derfor styrkes, ikke kun i form af
bistandsrelateret forskning, men også af den bredere
grundforskning. Dette kan bl.a. ske gennem afsættelse af flere
ressourcer til Center for Udviklingsforskning og de andre
forskningscentre rundt om på landets universiteter.
Ad 16
For at fastholde og styrke den folkelige opbakning bag bistanden til
ulandene bør der gennemføres en betydelig stigning i ressourcerne
til oplysningsarbejdet. Fastlæggelsen af en beløbsramme må i
særlig grad tage hensyn til udviklingen inden for det elektroniske
mediebillede i Danmark, hvor et folkeligt oplysningsarbejde om
ulandenes problemer naturligt indtager en vigtig placering.
Ad 17
Som det er tilfældet i bl.a. Norge og Sverige, bør
bistandsadministrationen opnå en mere uafhængig status. Dermed
undgås en sammenblanding med f.eks. hensyn til eksportfremme og
Danmarks relationer til andre lande. Endvidere bør erhvervslivets
repræsentanter i Styrelsen for internationalt Udviklingssamarbejde
erstattes af uafhængige sagkyndige og repræsentanter for de
forskellige organisationer, der er engageret i ulandsproblemerne.