Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00162@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at ændre den danske bistand til

ulandene, så den i fremtiden ydes efter følgende retningslinjer:

1) Bistanden skal bidrage til varig forbedring af de fattige

befolkningsgruppers økonomiske, sociale og politiske vilkår, og

den skal som hovedregel ydes til fattige lande.

2) Der foretages en samlet vurdering af de økonomiske, sociale og

politiske vilkår, herunder af menneskerettighedssituationen i

hvert enkelt modtagerland med henblik på at sammensætte en

modtagerkreds, som skaber bedre muligheder for at realisere den

anførte målsætning.

3) Det tilstræbes, at en væsentlig del af bistanden gives til

projekter m.v., som især gavner kvinderne i ulandene.

4) Stigningen i bistandens omfang, vedtaget ved folketingsbeslutning

i marts 1985, fastholdes frem til 1992, hvorefter en øget

stigningstakt overvejes.

5) Den multilaterale bistand udgør fremdeles ca. 50 pct. af den

samlede bistand, og den bør overvejende ydes gennem FNs

udviklingsprogram, UNDP. Gennem en aktiv indsats bidrager Danmark

til at forbedre og udvikle UNDPs og andre FN-særorganisationers

bistandsarbejde i ulandene.

6) Bistanden gennem EF skal fremover betragtes som bilateral bistand

og i øvrigt reduceres mest muligt og helst helt afskaffes.

7) Lånebistanden erstattes generelt af gavebistand.

8) Der sker en afbinding af al dansk bistand, så den ikke længere er

bundet til indkøb af varer og andre ydelser i Danmark.

9) Bestemmelserne om eksportkreditgarantier, investeringsgarantier og

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene fjernes helt fra

lovgivningen om internationalt udviklingssamarbejde.

10) Fødevarehjælp reduceres mest muligt og gives som hovedregel kun i

katastrofesituationer.

11) Der ydes en betragtelig bistand til befrielsesbevægelser, der

kæmper mod imperialistisk undertrykkelse og for national

frigørelse.

12) Bistandens modtagere skal suverænt kunne disponere over den

modtagne hjælp.

13) Andelen af bistandsmidler, som anvendes til de frivillige

ulandsorganisationers bistandsarbejde, øges betydeligt, samtidig

med at der skabes samarbejdsformer mellem DANIDA og

ulandsorganisationerne, som bygger på en anerkendelse af disse

organisationers særlige rolle i udviklingsarbejdet.

14) Der foretages en løbende, uafhængig evaluering af bistandens

virkninger.

15) Ulandsforskningen styrkes gennem øgede bevillinger.

16) Oplysningsarbejdet om ulandenes problemer styrkes gennem øgede

bevillinger.

17) En udskillelse af DANIDA fra Udenrigsministeriet genovervejes

snarest. Erhvervslivets repræsentanter fjernes fra Styrelsen for

internationalt Udviklingssamarbejde med henblik på at sikre

ulandsbistanden en uafhængig administration.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

GENERELLE BEMÆRKNINGER

Grunden til, at VS fremsætter dette forslag til folketingsbeslutning

om principperne for den danske ulandsbistand, er de seneste års

forværring af langt de fleste ulandes økonomiske og sociale

situation.

Ulandene er i stigende grad plaget af problemer såsom en stærkt øget

gæld til de industrialiserede lande, hungersnødkatastrofer og en

markant forværring i handelsforholdet til de industrialiserede

lande, som medfører, at ulandene skal betale mere for den

nødvendige import og samtidig får færre penge ind på eksporten af

deres egne produkter.

Gældsbyrden og faldende indtægter på eksporten gør, at det i stigende

grad er vanskeligt for ulandene at optage nye lån til bare fortsat

at finansiere igangværende økonomiske aktiviteter og nærmest

umuligt at sætte gang i nye projekter, som kan forbedre deres

økonomiske situation.

Denne »omvendte bistand« fra ulandenes side til den vestlige verden

har nu efterhånden nået et sådant omfang, at udviklingsprocessen i

ulandene reelt er blokeret. De mange hungersnødkatastrofer, som vi

hører om hvert år forskellige steder i verden, er det synlige

udtryk for de voksende fattigdomsproblemer, som lammer de

menneskelige ressourcer, ikke mindst i en række afrikanske lande.

Derfor er de betingelser, som den danske u-landsbistand gives i

forhold til, blevet forværret i betydeligt omfang. I marts 1985

besluttede Folketinget, at ulandsbistanden i de kommende år skal

stige betydeligt (se forslag til folketingsbeslutning om dansk

ulandsbistand (B 20), fremsat i folketingsåret 1984-85, jf.

Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 603, 2920 og 7894,

tillæg A sp. 799, tillæg B sp. 967 og tillæg C sp. 267), men det

er ikke nok med en gradvis øgning i den danske ulandsbistand. Der

skal også ske en mere klar prioritering af, hvilke lande og på

hvilke betingelser hjælpen skal gives. Derfor må selve den

hidtidige bistandspolitik tages op til en grundig nyvurdering.

De justeringer, som fandt sted, sidste gang Danmark havde sin

bistandspolitik oppe til vurdering, skete i forbindelse med, at

det såkaldte Ole Bang-udvalg afgav sin betænkning (Betænkning

958/1982 om principperne for den danske bistand til

udviklingslandene), men desværre ville flertallet i Folketinget

dengang ikke følge de mere vidtgående overvejelser i denne

betænkning.

I forbindelse med en nyvurdering af bistandspolitikken er der nogle

områder, som det er vigtigt at forholde sig til:

For det første har der været en række vanskeligheder med at realisere

målsætningen for en række projekter i ulandsbistanden i nogle af

modtagerlandene. Dette har medført, at Danmark, i øvrigt på lige

fod med mange andre vestlige lande og internationale

bistandsorganisationer, begynder at blande sig i modtagerlandenes

interne politik. Disse bestræbelser på at knytte politiske

betingelser til den danske bistand er efter forslagsstillernes

opfattelse uforeneligt med, hvad der burde være et grundlæggende

princip i bistandspolitikken. Disse politiske betingelser dækkes

ind under et røgslør om, at det er nødvendigt at effektivisere

hjælpen af hensyn til skatteborgernes penge.

I stedet for denne form for direkte eller indirekte pression i

ulandsbistanden, som vækker minder om kolonitidens

dominansforhold, skal Danmark overveje en ændring i

sammensætningen af de lande, som modtager hjælpen fremover.

Danmarks bistandspolitik bør fremover gå til lande, som har en

national udviklingspolitik, som klart er til gavn for de fattigste

grupper i samfundet. På dette grundlag vil der være de bedste

muligheder for at etablere et samarbejde på lige betingelser

mellem giver- og modtagerlandet.

For det andet er det vigtigt, at Danmark sørger for at eftergive

ulandene deres gæld til Danmark som et led i en nødvendig

gældssanering, og i forlængelse heraf må Danmark fremover give sin

ulandsbistand i form af gavebistand og ikke på lånebetingelser.

For det tredje må forslagsstillerne kraftigt afvise den offensiv, som

kan iagttages fra danske erhvervskredse, om, at en endnu større

del af bistanden skal tjene som erhvervsstøtte. Det vil sige, at

Danmark skal stille betingelser til ulandene om, at hele eller

dele af bistanden skal bruges til indkøb af varer i Danmark, eller

at bestemte projekter i ulandene skal køres af danske firmaer.

Disse krav fra erhvervslivet skal totalt afvises, bl.a. fordi

projekter i ulande baseret på støtte til dansk erhvervsliv opviser

nogle af de dårligste eksempler på en udviklingsindsats til fordel

for de fattigste befolkningsgrupper.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Som hovedregel skal bistanden gives til de fattige ulande, idet der

herved forstås lande under UNDPs grænse for mindre udviklede lande

(p.t. lande, som i 1983 havde et bruttonationalprodukt (herefter

BNP) per indbygger på under 750 dollars).

Dog kan der i særlige tilfælde også ydes bistand til lande med højere

BNP per indbygger, f.eks. lande, der for nylig under store

materielle og menneskelige omkostninger har befriet sig for et

undertrykkende regime, samt lande, som præges af borgerkrig, eller

hvis udvikling vanskeliggøres af internationale konflikter

(Zimbabwe, Nicaragua, Afghanistan).

Ved valg af lande bør det endvidere sikres, at kun lande, hvor det

kan sikres, at bistanden især kommer de fattige befolkningsgrupper

til gavn, vælges. Denne målsætning bør være gældende for den

samlede danske bistand, altså ikke blot for projektbistanden, men

også for anden bilateral gave/lånebistand. Den multilaterale

bistand bør så vidt muligt (så langt Danmarks indflydelse rækker)

præges af samme målsætning.

Ad 2

I lighed med undersøgelser gennemført i andre nordiske lande er der

for den danske bistand behov for at tilvejebringe et aktuelt og

detaljeret grundlag for en prioritering af indsatsen. Valget af de

fire hovedmodtagerlande (Bangladesh, Indien, Kenya og Tanzania)

har i første række haft historiske og praktiske grunde.

Erfaringerne fra en efterhånden lang række projekter i nogle af

disse lande peger på, at man må stille sig yderst skeptisk over

for muligheden for i praksis at nå ud til de fattige

befolkningsgrupper. Samtidig er forudsætningerne i den tredje

verden for udviklingssamarbejdet på vigtige punkter ændret gennem

de seneste år, ligesom der er grund til at overveje at inddrage ny

lande i kredsen af hovedmodtagerlande.

Ad 3

En større evaluering af dansk bistand og kvindeorienteret bistand har

afsløret, at de positive effekter for kvinderne i ulandene har

været yderst begrænsede. Da kvinderne ofte har de vanskeligste

vilkår, ofte lades uden for udviklingsprocessen og er

hovedansvarlige for børn og fødevareproduktion, bør

kvindespecifikke problemer tildeles speciel opmærksomhed i den

danske bistand. Også forskning i dette felt bør fremmes.

Ad 4

I marts 1985 vedtog Folketinget, at den statslige udviklingsbistand i

1992 skal nå 1,00 pct. af bruttonationalproduktet. Dette mål

fastholdes, men efter 1992 bør det overvejes at hæve

stigningstakten, idet det må frygtes, at ulandenes problemer

stadig forværres på grund af gældskrisen.

Ad 5

Den multilaterale bistand bør fortrinsvis ydes gennem FNs

udviklingsprogram, UNDP, snarere end gennem Verdensbanken og de

regionale udviklingsbanker, dels fordi ulandene selv har større

indflydelse på UNDP, dels fordi en større del (p.t. ca. 80 pct.)

af UNDPs midler går til de fattige ulande. Den kritik, som med

rette kan rejses mod en del af UNDPs projekter/aktiviteter samt

andre FN-særorganisationers arbejde, må følges op af en aktiv og

konstruktiv indsats fra dansk side som en prioriteret del af det

internationale udviklingssamarbejdes fremme.

Ad 6

Den overvejende del af EF-bistanden kanaliseres til en landekreds i

den tredje verden, som kun omfatter en mindre del af den tredje

verdens befolkning (ca. 15 pct.), nemlig medlemmerne af

Lomeekonventionen. Den kan således ikke betragtes som multilateral

bistand. Principperne for EF-bistanden og dens faktiske anvendelse

er på en række punkter i klar uoverensstemmelse med principperne

for den danske bistandspolitik. Af denne grund, og fordi Danmark

reelt er næsten uden indflydelse på EF-bistandspolitikken, bør

bidraget reduceres mest muligt. Da det i øvrigt er vanskeligt, for

ikke at sige umuligt, at begrunde en fælles EF-bistandsindsats ved

siden af medlemslandenes egne programmer, bør endemålet være en

fuldstændig afvikling.

Ad 7

I en situation, hvor ulandenes gældsbyrde er støt voksende, vil

fortsat dansk lånebistand kun yderligere forværre situationen.

Danmark bør derfor følge Sveriges eksempel og omlægge

lånebistanden til gavebistand.

Ad 8

Bindingen til køb af danske varer, som især har præget statslånene,

vanskeliggør bistandens effektivitet. Danske varer er som oftest

dyrere og ofte mindre tilpassede forholdene i ulandene. Det bør i

stedet tilstræbes ved al dansk ulandsbistand, at de nødvendige

varer købes lokalt eller i nabolande og andre ulande, således at

effekten af bistanden øges.

Ad 9

Ingen af disse ordninger har noget som helst at gøre med

udviklingsbistand. De er slet og ret erhvervsstøtteordninger og

bør som sådanne udgå af lovgivningen om internationalt

udviklingssamarbejde.

Ad 10

Fødevarehjælp er en dårlig form for bistand. I stedet for at bidrage

til ulandenes egen landbrugsproduktion dækker den kun et

umiddelbart behov og giver risiko for at skabe afhængighed af

fødevareleverancer udefra. Hvor fødevarebistand gives på grund af

katastrofesituationer, bør den altid så vidt muligt følges op af

bistand til landets egen landbrugsproduktion. Dette betyder også,

at det er betænkeligt at løse problemet med EFs overskudslagre

gennem gaver m.m. til den tredje verden. Også her bør de

ovenstående krav til fødevarehjælp opfyldes.

Ad 11

Bistand til befrielsesbevægelser er efter forslagsstillernes

opfattelse den mest perspektivrige form for ulandsbistand. Gennem

Udenrigsministeriets apartheidbevilling ydes i dag »en humanitær

og uddannelsesmæssig bistand til undertrykte folk og folkegrupper

i det sydlige Afrika«. Bistanden gives ikke direkte som f.eks. den

svenske bistand, men kanaliseres via forskellige kirkelige og

andre hjælpeorganisationer. Apartheidbevillingens midler bør

fremover gives direkte til befrielsesbevægelserne og uden

betingelser. Beløbsrammen bør udvides betydeligt, og der bør

oprettes en tilsvarende bevilling til støtte af andre

befrielsesbevægelser i den tredje verden, som kæmper mod

imperialistisk undertrykkelse og for national frigørelse.

Ad 12

Hverken gennem formelle regler eller gennem forhandling skal

modtagere af bistand kunne bindes til at acceptere en form for

bistand, som ikke er den mest hensigtsmæssige.

Ad 13

Det fremhæves ofte, at de frivillige ulandsorganisationers indsats er

kendetegnet ved, at

1) de gennem kontakter til en lokal organisation i de pågældende

udviklingslande har særlige muligheder for at støtte projekter,

som den lokale befolkning ofte selv har været med til at definere,

ligesom de er særligt velegnede til at inddrage den lokale

befolkning i udførelsen af projektet,

2) de har særlige muligheder for at udføre projekter, som direkte

gavner de fattige befolkningsgrupper,

3) de er mere effektive end den statslige bistandsadministration,

4) de kan bedre end den statslige bistandsadministration påtage sig

projekter i politisk kontroversielle områder, og

5) de har stor betydning for den brede folkelige opbakning til dansk

udviklingsbistand.

Alligevel har andelen af bistandsmidler, som finansierer frivillige

organisationers projekter, et langt mindre omfang end i andre

nordiske lande. Samtidig oplever organisationerne samarbejdet med

DANIDA unødig byrdefuldt på en række punkter. Trods de frivillige

organisationers historiske rolle som fødselshjælper for den danske

bilaterale bistand synes de fortsat at blive betragtet med skepsis

af DANIDAs administration.

Ad 14

Evalueringen af den igangværende danske bistand er utilstrækkelig.

For hovedpartens vedkommende er der tale om en overfladisk

administrativ evaluering foretaget af de samme myndigheder

(primært DANIDA), som administrerer bistanden. Derudover foretages

evalueringen sædvanligvis på kortvarige (ofte 14 dages) missioner,

som på ingen måde giver mulighed for at evaluere især

konsekvenserne lokalt og nationalt af den danske bistand. Der bør

derfor afsættes betydelig flere ressourcer til evaluering, og

først og fremmest bør en væsentlig del af evalueringen gennemføres

af uafhængige forskere med særligt kendskab til ulandenes

problemer.

Ad 15

En vigtig forudsætning for at yde en relevant bistand er et

grundlæggende kendskab til ulandenes problemer.

Udviklingsforskningen bør derfor styrkes, ikke kun i form af

bistandsrelateret forskning, men også af den bredere

grundforskning. Dette kan bl.a. ske gennem afsættelse af flere

ressourcer til Center for Udviklingsforskning og de andre

forskningscentre rundt om på landets universiteter.

Ad 16

For at fastholde og styrke den folkelige opbakning bag bistanden til

ulandene bør der gennemføres en betydelig stigning i ressourcerne

til oplysningsarbejdet. Fastlæggelsen af en beløbsramme må i

særlig grad tage hensyn til udviklingen inden for det elektroniske

mediebillede i Danmark, hvor et folkeligt oplysningsarbejde om

ulandenes problemer naturligt indtager en vigtig placering.

Ad 17

Som det er tilfældet i bl.a. Norge og Sverige, bør

bistandsadministrationen opnå en mere uafhængig status. Dermed

undgås en sammenblanding med f.eks. hensyn til eksportfremme og

Danmarks relationer til andre lande. Endvidere bør erhvervslivets

repræsentanter i Styrelsen for internationalt Udviklingssamarbejde

erstattes af uafhængige sagkyndige og repræsentanter for de

forskellige organisationer, der er engageret i ulandsproblemerne.

Versioner

1. 1988-05-21