1986 BSF 170 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN AKTIV DANSK INDSATS MOD UNDERTRYKKELSEN AF DET KURDISKE FOLK
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00170@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til:
1. kraftigt at fordømme alle overgreb mod det kurdiske folk, uanset
i hvilket land de finder sted, og hvad enten de sker ved
terrorbombninger af byer, med kemiske våben, med politisk og
national forfølgelse, tvangsforflyttelse, tortur eller på anden
måde, samt at vende sig mod den fortsatte undertrykkelse af det
kurdiske folk i alle relevante internationale forsamlinger,
herunder Europarådet, FN og EPS,
2. at lade kurderne - uanset oprindelsesland - betegne som kurdere i
papirer udstedt af danske myndigheder, dersom de selv ønsker det;
denne betegnelse tilføjet angivelsen af deres statsborgerskab,
3. at sikre indført det kurdiske sprog i modersmålsundervisningen på
linje med alle andre sprog, som indvandrere og flygtninge i
Danmark undervises i,
4. at sikre kurdere i Danmark de samme muligheder for tolkebistand på
deres eget sprog, som stilles til rådighed for andre folkegrupper.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER
Det kurdiske folk er et af de ældste kendte folk i Mellemøsten. I
600-tallet kom kurderne under indflydelse af og gik gradvis over
til Islam. I 1100-tallet kæmpede de under den kurdiske hærfører
sultan Saladin sejrrigt mod de indtrængende korsfarere. I 1500- og
1600-tallet kom det til stridigheder mellem Perserriget og
Osmannerriget, som begge ønskede at sikre sig kurdernes land,
Kurdistan. I 1639 blev Kurdistan delt mellem Persien og det
daværende Tyrkiet. Helt op til den 1. verdenskrig søgte kurderne
gennem talrige opstande både i det persiske og det tyrkiske område
at kaste fremmedåget af sig. Med afslutningen af 1. verdenskrig
brød det tyrkiske imperium sammen, og i 1920 indgik Tyrkiet og de
allierede en fredsaftale i Sevres i Frankrig. Denne aftale indebar
både oprettelsen af et frit Armenien og et frit Kurdistan. Men
efter Mustafa Kemals sejr udråbtes i 1923 de befriede områder som
tyrkisk nationalstat, og de allierede indgik en ny fredsaftale med
Tyrkiet, hvor både de kurdiske og armenske selvstændighedsønsker
blev totalt tilsidesat. De endelige grænsedragninger efter 1.
Verdenskrig har delt Kurdistan og det kurdiske folk imellem fem
stater: Tyrkiet, Iran, Irak, Syrien og Sovjetunionen.
Antallet af kurdere kendes ikke præcist i Tyrkiet, Iran, Irak og
Syrien. Nogle anslår, at kurderne i Tyrkiet udgør godt 8
millioner, i Iran 3 millioner, i Irak 2,5 millioner og i Syrien
ca. en halv million. Men disse tal er sandsynligvis for lave.
Kurderne anses nemlig ikke i disse lande for en særlig folkegruppe
og optræder derfor ikke særskilt i statistikken. I Sovjetunionen
viste en folketælling i 1970, at godt 300.000 kurdere lever i
Sovjet, de fleste i Aserbajdsjaen.
Fra Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien har Danmark i tidens løb modtaget
adskillige indvandrere eller flygtninge fra krigen og den
nationale undertrykkelse i områderne. Trods delingen har kurderne
nemlig aldrig opgivet kampen for national selvbestemmelse, og
talrige oprør og konstant borgerkrig og uro har hørt til dagens
orden.
I Tyrkiet anerkender myndighederne simpelthen ikke, at der findes
noget, som hedder kurdere. Sproget er forbudt, og forsøg på f.eks.
at udgive en kurdisk ABC har ført til fængselsstraf for
forfatteren. Også i Danmark har den tyrkiske ambassade aktivt
arbejdet for at bremse kurdiske indvandreres og flygtninges forsøg
på at etablere kurser og anden undervisning i kurdisk. I den
seneste tid er krigshandlingerne over for kurderne blevet
intensiveret med flybombardementer af kurdiske landsbyer og
stillinger, endog helt ind i Irak - efter aftale med den irakiske
regering.
Irak har på sin side på det seneste indsat angreb med kemiske våben
som sennepsgas mod de kurdiske landsbyer for at knægte
selvstændighedsbevægelsen. I Iran kæmper mange kurdere sammen med
modstandsbevægelsen mod ayatollahstyret i Teheran og udsættes for
hård militær undertrykkelse.
Selv om Danmark ikke nu anerkender det kurdiske folks ret til et
uafhængigt Kurdistan, er der ingen grund til den nuværende
passivitet over for den massive undertrykkelse af kurderne, en
undertrykkelse, der ofte antager et omfang og en karakter, der
berettiger udtryk som folkemord. Fornægtelsen af den kurdiske
identitet og det kurdiske sprog bør ikke kopieres af danske
myndigheder i deres omgang med kurdere, som kommer her til landet
som flygtninge eller indvandrere.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS ENKELTE PUNKTER
AD 1
Den sidste tids terrorbombninger af kurdiske landsbyer i Tyrkiet og
Irak har, ligesom den gammelkendte militære undertrykkelse af
kurderne, ikke givet det officielle Danmark anledning til at
foretage sig noget særligt, hverken på egen hånd eller i de
relevante internationale forsamlinger, hvor Danmark deltager.
Denne fortielsespolitik må standse. Det kan ikke være rigtigt, at
der findes økonomiske eller andre udenrigspolitiske interesser,
der er så tungtvejende, at Danmark vender det blinde øje til
denne blodige nationale undertrykkelse og i sidste konsekvens et
moderne folkemord. Derfor må regeringen overalt, hvor man har
mulighed for det, protestere mod disse overlagte overgreb mod
fundamentale menneskerettigheder og virke for internationale
skridt til at bringe dem til ophør.
AD 2
Efter gældende regler kan kurdere i Danmark ikke i deres
identitetspapirer, udstedt af danske myndigheder, få lov at blive
betegnet »kurder«, når de selv ønsker det. Det er en urimelig og
stiv praksis, hvis politiske indhold let kan forstås som medvirken
til den nationale undertrykkelse i kurdernes oprindelseslande, der
har tvunget dem til Danmark.
AD 3
Store dele af kurderne i Danmark kan ikke eller ønsker ikke at tale
tyrkisk. Alligevel tvinges de til at modtage tyrkisk undervisning
i stedet for undervisning i deres eget modersmål. Efter officiel
dansk opfattelse må kurdere, der ønsker at få
modersmålsundervisning på deres eget sprog, oprette særlige
private aftenskolekurser. Hermed bidrager Danmark til den
nationale undertrykkelse, som kurderne udsættes for i
oprindelseslandet. Den tyrkiske ambassade har tidligere været
aktiv i forsøg på at forhindre, at den officielle
modersmålsundervisning kunne ske på kurdisk, tilsyneladende med
held. Men det er ikke de danske myndigheder, der skal afgøre,
hvilket sprog der er en kurders modersmål. Det kan kun den
pågældende selv afgøre. At gennemtvinge undervisning i tyrkisk
ville svare til, at sønderjyder, der under 1. verdenskrig var
flygtet fra Tyskland til Sverige for at undgå skyttegravene i
Flandern, i Sverige skulle tvinges til tyskundervisning.
Forslagsstillerne ville desuden gerne se et forslag i Radiorådet
om en egentlig invandrerradio på kurdisk, da den nuværende
tyrkisksprogede radio dels ikke forstås af flere »tyrkiske«
indvandrere, dels ofte har nægtet at optage indslag om kulturelle
og andre kurdiske aktiviteter i Danmark.
AD 4
En kurder, som skal i forbindelse med danske myndigheder, må have
krav på, at der forefindes en tolk, som kan tale kurdisk, og på,
at samtaler ikke skal foregå på et fremmed sprog, der måske oven i
købet repræsenterer netop den undertrykkelse, kurderne flygter
fra. Derfor må det sikres, at kurdiske tolke er til stede i samme
omfang, som de er det for andre indvandrergrupper.