1986 BSF 173 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ARBEJDSMILJØ OG ARBEJDSMEDICIN FOR FISKERE OG SØFOLK
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00173@1988-05-21/da
Indhold
Folketinget opfordrer regeringen til gennem nedenstående aktiviteter
at forbedre arbejdsmiljøet for fiskere og søfolk, forebygge
helbredsskader og forbedre behandlingen af lidelser, knyttet til
søfart, fiskeri og off-shorevirksomhed.
a. Arbejde ombord på danske skibe underlægges samme arbejdsmiljøkrav,
som arbejdsmiljølovgivningen stiller til arbejde i land.
b. Et indberetningssystem vedrørende ulykker til søs, parallelt med
indberetningssystemet vedrørende arbejdsulykker i øvrigt
iværksættes.
c. Der indføres pligt til, at skibe under 20 BRT skal have skipper
med en af industriministeren godkendt uddannelse, hvis der sejles
med beskæftigede ombord.
d. Der indføres pligt til, at skibe over 20 BRT skal have mere end
een person ombord med en af industriministeren godkendt
uddannelse.
e. Der indføres obligatoriske sikkerhedskurser samt obligatoriske
adgangskurser for at opnå tilladelse til at blive forhyret på
dansk skib.
f. Der oprettets en bedriftssundhedstjeneste for søfart, fiskeri og
off-shorevirksomhed, til hvilken der knyttes forskning i
forebyggelse og behandling af dels arbejdsbetingede lidelser, dels
arbejdsulykker til søs.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
I Danmark hører søens folk ikke ind under Arbejdsmiljøloven, og
tilsvarende lovgivning eksisterer ikke for søens folk. En
konsekvens af dette er, at arbejdsmiljøpåvirkninger og
arbejdsskader om bord på skibe er betydeligt dårligere belyst end
for tilsvarende erhverv på land.
Fiskerne
Ifølge Danmarks Statistik var der i 1982 omkring 11.000
erhvervsfiskere i Danmark. Den ene halvdel var selvstændige og den
anden fiskerimedhjælpere eller partsfiskere.
Ifølge undersøgelsen »Dødelighed og Erhverv 1970-80« fra Danmarks
Statistik var Standard Mortality Ratio (SMR) for selvstændige
fiskere meget nær gennemsnittet for samtlige i erhverv.
Fiskerimedhjælperne havde derimod en forhøjet SMR, specielt for
ulykker (192). Ifølge Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk
Fiskeri blev der for 6 års perioden 1980-85 anmeldt 108 dødsfald
blandt fiskere. 86 af de 108 skyldtes arbejdsulykker. Det vil sige
ca. 14 dødsulykker i gennemsnit pr. år eller 13 dødsulykker pr.
10.000 fiskere pr. år. Forekomsten af dødsulykker i gennemsnit for
alle erhverv på land i samme periode var 0,3 pr. 10.000. Det
svarer til, at hyppigheden af dødsulykker blandt fiskere er mere
end 40 gange større end gennemsnittet for erhvervene på land.
Vanggaard og Nielsen undersøgte forekomsten af arbejdsulykker i dansk
fiskeri i årene 1970-72 og fandt 24 dødsulykker pr. 10.000 pr. år.
Ifølge Sikringsstyrelsen forekom der i gennemsnit 23 dødsulykker
pr. år i perioden 1970-79.
Tilsvarende tal fra Norge og England er af samme størrelsesorden -
omkring 10 dødsulykker pr. 10.000 fiskere pr. år.
De mange arbejdsulykker og den almindelige antagelse af at fiskeriet
er et hårdt erhverv gør, at man kunne vente en høj forekomst af
erhvervssygdomme blandt fiskere. Om dette er tilfældet er dog
yderst sparsomt belyst i litteraturen. Vanggaard og Nielsen
interviewede 221 fiskere fra Esbjerg i 1973 med henblik på
kortlægning af deres klager. 70 pct. klagede over hyppige
rygsmerter. 15 pct. havde til stadighed eksemlignende
forandringer. 45 pct. havde bylder som tilbagevendende tilstand.
20 pct. led af dødhedsfornemmelse i fingrerne. De adspurgte angav
i gennemsnit 8-10 symptomer. Dette tal er højere end det tal, som
blev fundet i Socialforskningsinstituttets
arbejdsmiljøundersøgelse af LO-arbejdere i 1974. I denne angav
ansatte i gennemsnit 4-5 sygdomssymptomer og 42 pct. af alle havde
rygsmerter.
Søfolkene
Området søtransport, det vil sige handelsflåden, beskæftigede i 1980
små 12.000 personer, heraf 15 pct. kvinder. Antallet af
beskæftigede er antagelig faldet siden.
I 6 års perioden 1980-85 blev der til »Ulykkesforsikringsforbundet
for Dansk Søfart« anmeldt 137 dødsfald blandt søfolk, 48 af disse
skyldtes arbejdsulykker. I gennemsnit bliver det 8 dødsulykker pr.
år eller omkring 7 dødsulykker pr. 10.000 søfolk pr. år, det vil
sige, at risikoen er ca. 20 gange større end for gennemsnittet af
de landbaserede erhverv.
I lighed med fiskerne må rapporteringen af ikke-dødelige
arbejdsulykker for søfolk antages at være mangelfuld. Til
arbejdsskadeforsikringen blev der i 1983 anmeldt 1.157
arbejdsskader eller 9,8 pr. 100 søfolk, hvilket skal sammenlignes
med 2,4 arbejdsulykker pr. 100 arbejdstagere på landjorden.
I 1984 blev der til Arbejdstilsynet anmeldt 41 erhvervsbetingede
lidelser vedrørende søfolk. Der var 14 høreskader, 8 tilfælde af
eksem og 5 hjerneskader. Omregnet bliver det 3,5 erhvervssygdomme
pr. 10.000 søfolk, hvilket er på linie med anmeldehyppigheden for
brancher som bygge- og anlægsvirksomhed, grafisk industri og
social- og sundhedsvæsen.
Udenlandske undersøgelser tyder på øget forekomst af
hjerte-karsygdomme blandt søfolk.
Selv om andre nationers søfarende kan have lignende problemer,
eksempelvis høj ulykkesforekomst blandt fiskere, både i England og
Norge, må vi selv udrede årsagssammehængene til arbejdsskader
blandt søens folk her i landet.
Som det første skridt burde søens folk blive omfattet af samme
arbejdsskaderegistreringssystem som andre arbejdstagere. Det vil
sige, at alle arbejdsskader, som medfører arbejdsudygtighed i een
dag eller mere, burde rapporteres af rederen eller i hans sted
kaptajnen eller skipperen på samme anmeldelsesblanket, som for
andre arbejdstagere. Anmeldelse af konstaterede eller formodede
erhvervsbetingede lidelser bør foregå på samme måde for søens folk
som for landets øvrige arbejdstagere.
Der bør straks gøres en betydelig indsats for at bekæmpe
arbejdsulykker og specielt dødsulykker. Man bør her drage nytte af
den mangeårige erfaring i analyser af farlige arbejdspladser og
erfaring i beskyttelsesforanstaltninger, man har på landjorden.
Der er et betydeligt behov for en bedriftssundhedstjeneste for søens
folk. Viden og erfaring vedrørende arbejdsmiljøfaktorer om bord på
fiskerskibe og handelsskibe bør samles i et søfartsmedicinsk
institut.
Ved søforhør efter ulykker til søs bør der drages omsorg for, at der
i samme omfang anvendes lønmodtagere som arbejdsgivere som
lægdommere i retterne. Dette er ikke tilfældet i dag, hvorfor der
er opstået en skævhed i retternes sammensætning.