Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/19861BA00174@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag i

folketingsåret 1987-88 til styrkelse af det Storkøbenhavnske

arbejdsmarked for derved på den ene side at afhjælpe den store

arbejdsløshed, herunder kvindearbejdsløshed, i hovedstadsområdet,

og på den anden side at styrke konkurrenceevnen og udviklingen i

erhvervslivet.

Initiativerne bør være egnede til at fremskynde såvel fornyelse af

hovedstadsområdets bygningsmasse (både bolig- og

erhvervsbebyggelser) og forbedring af områdets trafik- og

transportapparat som omstillingen til tidssvarende og

fremtidsorienteret erhvervsvirksomhed. Initiativerne bør derfor

omfatte følgende:

1. Der iværksættes en ekstraordinær uddannelsesaktivitet, for at

storkøbenhavnske arbejdstagere kan opnå beskæftigelse i et moderne

erhvervsliv på lige fod med befolkningen i det øvrige land.

2. Der etableres støtteordninger til fornyelse og nyetablering af

erhvervsvirksomheder med særlig henblik på beskæftigelse af

ufaglærte i Storkøbenhavn.

3. Den københavnske lokalplanlægning decentraliseres og

effektiviseres, så virksomheder og institutioner hurtigere kan

opnå sikkerhed for at kunne etablere sig i Københavnsområdet. Det

forudsættes, at Københavns kommune effektiviserer og moderniserer

byggesagsbehandlingen.

4. Støtten til byfornyelse og boligforbedring forøges, for at

København hurtigere kan forny eller renovere sin store, gamle

boligmasse.

5. Den nødvendige udbygning af det overordnede vejnet og de

kollektive trafikforbindelser i Storkøbenhavn fremmes.

6. Der iværksættes et forsknings- og udviklingscenter (en

»tænketank«), hvor der i samarbejde med DTH, Københavns

Universitet og andre relevante forskningsinstitutter og i relation

til erhvervslivet kan fremmes en konkurrencedygtig produktion af

varer, metoder og systemer, som især udmærker sig ved

ressourcebesparelse og andre økologiske kvaliteter.

7. Fornyelsen af erhvervslivet gennem statslige udviklingskontrakter

udbygges og effektiviseres.

8. Der oprettes et organ, der fælles for hele den offentlige sektor,

herunder de koncessionerede virksomheder, kan sikere et

konstruktivt samvirke med det danske erhversliv.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Arbejdsløsheden

Arbejdsløsheden i såvel Københavns kommune som i den øvrige

Hovedstadsregion er i de senere år steget kraftigere end i den

øvrige del af landet. Næsten 30 pct. af den københavnske

arbejdsstyrke blev i 1983 berørt af ledighed (20 pct. i regionens

amtskommuner) og arbejdsløshedsperiodernes varighed var betydeligt

længere end i den øvrige region, ligesom en højere del af

arbejdsstyrken er langtidsledige.

I december 1986 var godt 61.000 personer ldige i hovedstadsregionen,

heraf levede over 24.000 (40 pct.) i Københavns kommune (som

befolkningsmæssigt udgør under 29 pct. af regionen).

Ledighedsproblemerne i landets egnsudviklingsområder skyldes

reduktion af arbejdspladser i takt med strukturændringer og

rationaliseringer i det hidtidige erhvervsliv (primært

landbrugssektoren) samt ringe mobilitet i arbejdskraften, som i

væsentligt omfang er bundet til bolig- og levevilkår, der i disse

egne på mange måder er belvet bedre end i storbyen.

Årsagerne tilden høje ledighedsgrad i København er imidlertid af en

anden art og har væsentligt andre forudsætninger end ledigheden i

de traditionelle egnsudviklingsområder.

Arbejdsstyrken i København, der siden 1950 er faldet fra 380.000

personer til 250.000 personer, er bosat midt i landets største

koncentration af arbejdspladser, der til trods for et fald på

100.000 siden 1960 stadig omfatter ca. 360.000 arbejdspladser.

Af den bosatte arbejdsstyrke i Københavns kommune er 24.000

arbejdsløse. Af de øvrige 226.000 er 64.000 beskæftiget på

arbejdspladser uden for kommunen. Kun 162.000 københavnere er

beskæftiget på de 360.000 arbejdspladser der er beliggende i

kommunen. Dette forhold kunne skyldes at sammensætningen af

arbejdspladser ikke harmonerede med sammensætningen af

arbejdsstyrken, at der f.eks. kunne være overskud af arbejdstagere

men underskud af arbejdspladser inden for f.eks.

fremstillingsvirksomhed.

Det er imidlertid ikke tilfældet.

I forhold til antallet af beskæftigede er der inden for alle

erhvervsgrupper og uddannelseskategorier et betydeligt

»arbejdspladsoverskud«. Inden for fremstillingsvirksomhed og

bygge- og anlægsvirksomhed er der således 11/2 gange så mange

arbejdspladser som der er bosatte beskæftigede.

Arbejdsløsheden i København er et symptom på dårlig boligforhold

Dette paradoks i det københavnske arbejdsmarked skyldes at det gennem

den sidste generation ikke først og fremmest, har været

beskæftigelsesmulighederne, der har bestemt tilflytningen til

København. Kommunens store bestand af gamle, små dårligt udstyrede

men derfor billige boliger har øvet en særlig tiltrækning på

befolkningsgrupper fra hele landet og udlandet, der af sociale og

økonomiske grunde i forvejen har haft en løs og tilfældig

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Denne udvikling giver sig udtryk i, at arbejdsløsheden er særlig høj

i de ældste, centrale bydele, hvor byfornyelsesbehovet er særligt

stort, at uddannelsesniveauet generelt er lavere i den

københavnske arbejdsstyrke end i den øvrige region og, at en

større del af arbejdsstyrken er langtidsledige og ikke

arbejdsløshedsforsikrede.

Arbejdsløshedsproblemet i København er således ikke i særlig grad et

spørgsmål om mangel på arbejdspladser, men i højere grad et

spørgsmål om, at dårlige boligområder har tiltrukket særligt

belastede befolkningsgrupper. De mange faktorer, der spiller ind i

dette forhold blev omfattende beskrevet i Københavnerrapporten,

som i 1985 blev udarbejdet for Indenrigsministeriet af

Amtskommunernes og kommunernes forskningsinstitut (AKF). Selv om

det lå uden for den aktuelle undersøgelses rammer, indgår der i

AKFs konklusion en påpegning af foranstaltninger, der vil være

nødvendige for at vende udviklingen. Man påpeger, at de vigtigste

virkemidler utvivlsomt ligger i erhvervs- og boligpolitikken, ikke

blot i Københavns kommune, men i hele hovedstadsregionen.

Herundefr drejer det sig om at skabe rimelige vilkår for

ressourcesvage befolkningsgrupper andre steder i

hovedstadsregionen og i det øvrige land, så de ikke nødvendigvis

koncentreres i Københavns centrale bydele, som allerede i dag må

betragtes som ghetto'er for særligt vanskeligt stillede

befolkningsgrupper fra hele landet.

Afhjælpning af den særligt store arbejdsløshed i Københavns kommune

er således i første omgang et spørgsmål om uddannelse og omskoling

af den store del af arbejdsstyrken, der er uden beskæftigelse. Men

hvis den arbejdsstyrke, der derved skulle komme i arbejde, skal

fastholdes i kommunen og ikke skal flytte ud og overlade deres

dårlige, billige boliger til nye arbejdsløse fra andre kommuner,

må der samtidigt gøres en større indsats end hidtil for at

forbedre levevilkårene i de københavnske boligområder.

Arbejdsløsheden i Storkøbenhavn kan derimod næppe i væsentlig grad

påvirkes gennem initiativer til udvikling inden for særlige

erhversområder i storbyen.

Erhvervsudviklingen i København

Erhvervsudviklingen i Storkøbenhavn afspejler tendenser i den

generelle samfundsudvikling mod mere serviceprægede virksomheder,

hvilket svarer til udviklingen i andre storbyers indre dele i

retning af faldende antal arbejdspladser og forskydning af

vareproduktion mod administration, service og tjenesteydelser.

Udviklingen inden for erhvervslivet gør det stadigt vanskeligere at

skelne mellem industri- og servicevirksomhed.

To tredjedele af Danmarks produktion hidrører fra servicesektoren,

heraf to tredjedele fra den del, hvis ydelser betales af

modtageren, resten er primært offentlige serviceydelser, der

betales helt eller næsten helt via skatterne.

Over 70 pct. af den københavnske arbejdsstyrke og af de københavnske

arbejdspladser findes inden for servicesektoren og er fordelt

nogenlunde ligeligt mellem den private og den offentlige del.

Arbejdspladsernes antal og art

Med et fortsat fald i antallet af arbejdspladser eller højst et

fastholdt antal arbejdspladser er hovedspørgsmålet om den

nødvendige, løbende fornyelse af erhvervsetagearealet fortsat skal

rumme samme fordeling på erhvervstyper som hidtil, eller om det

bevidst skal tilstræbes at opnå en ændret sammensætning og i så

fald, hvordan denne sammensætning bør være, og hvordan den kan

opnås.

Da den københavnske arbejdsstyrke rummer en forholdsvis stor andel af

personer med ingen eller ringe uddannelse og erhvervserfaring bør

der naturligvis satses på erhvervsvirksomheder, der kan beskæftige

en sådan arbejdskraft.

Historisk var beskæftigelse af ufaglærte ensbetydende med behov for

etablering af tunge, masseproducerede industrivirksomheder. I dag

stiller moderne fremstillingsvirksomheder imidlertid store krav

til arbejdskraftens uddannelse. Der kan næppe herske tvivl om, at

langt den overvejende del af beskæftigelsesmulighederne for lavt

uddannede i dag og fremover findes inden for offentlige og private

servicevirksomheder.

Da der ikke kan forventes ekspansion inden for hverken de statslige

eller de kommunale servicesektorer i Storkøbenhavn i de kommend

år, bør der først og fremmest arbejdes for, at den private

servicesektor gennem fornyelsesprocessen får bedre muligheder for

at etablere sig i Storkøbenhavn.

Versioner

1. 1988-05-21