Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00002@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1. Fra 1. januar 1988 betaler staten 4.800 kr. månedlig forud til

hver folkepensionist. Beløbet udgør dog kun 800 kr. for personer,

som ved begyndelsen af udbetalingsmåneden i de seneste 6 måneder

har haft fast ophold på plejehjem, særforsorgsinstitution eller

anstalt under kriminalforsorgen.

§ 2. Ret til at modtage folkepension som angivet i § 1 har:

1) alle personer, der senest den 1. i udbetalingsmåneden er fyldt 67

år og har været optaget i dansk folkeregister som bosat her i

landet de sidste 10 år,

2) personer, der ifølge internationale aftaler ligestilles med de i

nr. 1 nævnte personer.

Stk. 2. Den, der i medfør af stk. 1 har erhvervet ret til

folkepension, bevarer denne ret til og med den sidste måned, i

hvilken han eller hun lever.

§ 3. Personer, som 31. december 1987 oppebærer et folkepensionsbeløb,

bevarer retten hertil, uanset at de ikke omfattes af § 2, stk. 1.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er en genfremsættelse af et senest i folketingsåret

1986-87 (1. samling) fremsat lovforslag (L 85 af 12. november

1986), se Folketingstidende 1986-87 (1. samling), forhandlingerne

sp. 2044, 3117, 8278 og 10932, samt tillæg A sp. 1615 og tillæg B

sp. 483 og 1035.

Det er med de af tidsforskydningen følgende ændringer stort set en

uændret genfremsættelse af tilsvarende forslag fra

Fremskridtspartiet, som er blevet fremsat, lige siden partiet kom

i Folketinget.

1. Begrundelsen for lovforslaget er først og fremmest, at

folkepensionisterne efter Fremskridtspartiets opfattelse bliver

behandlet for dårligt af samfundet - også i økonomisk henseende.

Ved for karrig folkepensionsudmåling har bankerotflertalspartierne

i for høj grad ladet særlig folkepensionisterne undgælde for deres

fejlslagne politik. Desværre hjælper det ikke noget som helst at

henvise til de ca. 60 milliarder kr. i VKR-regering nr. 1's

sociale pensionsfond. Den er til 100 pct. et rent

bogholderiteknisk blufnummer (se nærmere nedenfor under punkt 10).

Det er nødvendigt for at klare opgaven, at Folketinget ændrer

fordelingspolitik. Fremskridtspartiet har i ændringsforslag til

finansloven påvist en lang række områder, som må værdsættes meget

lavere end den foreslåede forhøjelse af folkepensionen -

administrationsudgifter, ulandsbistand, kulturtilskud,

udenrigstjeneste, erhvervstilskud, særpensionsfordele til

tidligere offentligt ansatte, subsidier til de såkaldte sociale

boligselskaber, akademikerluksusuddannelser, honorar og ben til

folketingsmedlemmer og andre luksusbegunstigede politikere,

statsbetalt Storebæltsbro, usaglig havmiljøplan, unødvendige

udlandsrejser for offentligt ansatte og politikere, samt

skatteyderfinansiering af hybridnet, naturgas og TV 2 osv.

Fremskridtspartiet accepterer altså ikke som nogen hellig ko den

fordeling af de offentlige udgifter, som fortiden har slumpet sig

til. Vi mener, at folkepensionister relativt er forfordelte og

derfor skal have forholdsvis større andel i de offentlige midler,

uanset om den samlede offentlige sektors størrelse holdes uændret

eller nedsættes.

De offentlige udgifter falder i to hovedgrupper: dels

indkomstoverførsler som for eksempel folkepension og dels

udgifter, der lægger beslag på samfundets ressourcer, som ellers

kunne være brugt i produktionens tjeneste. I relation til den

sidste - den farligste - form er nærværende forslag ved sin

enkelhed direkte udgiftsbesparende, se bl.a. nedenfor under

punkterne 3, 6 og 7.

Men det er ikke nok at have smukke tanker og gode hensigter over for

folkepensionisterne. Her som ved andre offentlige udgifter kommer

man ikke uden om spørgsmålet: hvor skal pengene komme fra?

Derfor foreslås alene 4.800 kr. i folkepension fra 1988, dvs. 57.600

kr. for hele året eller ca. 51 pct. af højeste arbejdsløshedstakst

(112.836 kr.). De 4.800 kr. månedlig skal alene opfattes som et

trin på vejen henimod en anstændig folkepension. Den kan kun

realiseres, efterhånden som befolkningen frigør sig fra de gamle,

ansvarsløse partiers ryggesløse finanspolitik, så statsfinanserne

får den fornødne bærekraft til at yde en rimelig folkepension.

Sådan er kendsgerningerne. Og så hjælper det ikke, at de ældre

siger, at det ikke er deres skyld, at det står så skidt til med

samfundsøkonomien. For det første er det deres skyld i det omfang,

de har stemt på andre partier end Fremskridtspartiet. Og for det

andet må vi alle tage skade for hjemgæld for, at Danmark siden

1960 har været udsat for, at folketingsmedlemmerne næsten

fordobler deres egen i forvejen alt for høje løn, samtidig med at

de fromt hævder, at der ikke er råd til mere til

folkepensionisterne, og at det i det hele har været typisk at give

efter for stærke grupper.

Der kan for eksempel henvises til, at den daværende socialminister

(nu finansminister) den 9. maj 1984 udtalte i Folketinget

(Folketingstidende 1983-84, forhandlingerne spalte 5914):

»Problemet er, at vi er i en økonomisk situation, som ikke levner

mulighed for betydelig forøgelse af folkepensionen, og det bliver

vi nødsaget til at acceptere.«

Han sekunderes af Hanne Severinsen fra Venstre, der - spalte 5918 -

fastslog, at »man« i Venstre overhovedet ikke kunne drømme om at

gå ind på Fremskridtspartiets forslag om omfordeling af de

offentlige udgifter, så folkepensionen kan forhøjes.

2. Finanslovforslaget for 1988, anmærkninger II, side 425, skønner,

at der i 1988 som årsgennemsnit vil være 692.600 pensionister.

57.600 kr. vil koste på årsbasis i

folkepensionsudgift ...................... 39.893.700 kr. For at kunne sammenligne med den af finansloven § 15.03.31.51.04. benyttede budgetteknik må reduceres med beløb for beboere på plejehjem m.v. jf. lovforslaget, § 1, 2. pkt. ........................... 2.256.000 kr. --------------- Den foreslåede folkepensionsudgift bliver herefter .......................... 37.637.700 kr. I finanslovforslaget for 1988, anmærkninger II, side 424, er anslået et 1988-folkepensionsbeløb på .... 28.977.000 kr. ------------------ For så vidt merudgift .................... 8.660.700 kr.

Med det høje pensionsniveau anslås det, at de offentlige udgifter til

folkepensionister i øvrigt falder med (se f.eks. nedenfor under 5

og 6) 1.500.000.000 kr.

Folkepensionen forøges altså med godt 7 milliarder kroner i 1988.

Fremskridtspartiet er helt uenig med Socialdemokratiet, når dette

mener, at vi hermed »kommer op på et udgiftsniveau, der er for

højt« (Folketingstidende 1983-84 (2. samling), forhandlingerne

spalte 5916).

Det er ganske givet, at en stor del af den foreslåede

pensionsforhøjelse vender tilbage til staten, fordi

folkepensionsudbetalingerne afføder større forbrugsafgifter end

den forbrugsindskrænkning, der måtte blive resultatet hos andre

befolkningsgrupper, som der nu ikke anvendes så store offentlige

udgifter på. Omvendt bevirker den forøgede årlige overførsel til

folkepensionister antagelig en vis nedgang i

indkomstskatteprovenuet og en forøgelse af

betalingsbalanceunderskuddet (gælder dog ikke i det omfang,

pengene for eksempel hentes fra ulandsbistand). Men i forhold til

dansk udlandsgælds kæmpebyrde er her tale om en marginal

størrelse. For at klare betalingsbalanceproblemet kræves

foranstaltninger af helt anden art. Dem har Fremskridtspartiet

fremstillet andetsteds, for eksempel i kapitel 86 i bogen »Ud af

skattereformfælderne«. (Mogens Glistrup, september 1986).

3. Lovforslaget tilsigter ud over de konkrete forbedringer for

folkepensionisterne også en let forståelig lovgivning.

I de nuværende folkepensionsparagraffer svinger størrelsen af

pensionen på en måde, der er uigennemtrængelig for de fleste. En

labyrintisk skattelovgivning samt komplicerede regler for, hvilken

trangsbestemt hjælp efter bistandsloven pensionister i øvrigt har

mulighed for at opnå, gør i alt for mange tilfælde pensionisternes

usikkerhed omkring lovvirvaret endnu større.

Alene til administration af de nuværende indviklede og tidskrævende

folkepensionsberegningsregler osv. medgår formentlig omkring 600

menneskers fulde arbejdskraft. Afhængig af den enkelte

socialmedarbejders indstilling til vedkommende pensionist og den

klasse, han tilhører, opstår uundgåeligt vilkårlige

forskelsbehandlinger.

Denne beregningsmæssige papirnusserrodebutik afvikles med et hug den

dag, hvor der bliver een og kun een folkepensionssats, der lægges

så højt som foreslået. Et bærende element i hele

Fremskridtspartiets socialpolitik er som bekendt, at

socialkronerne i langt højere grad skal komme de sociale klienter

til gavn i stedet for at forsvinde til goldt

bureaukratposekiggeri, som blot giver socialudbyttere adgang til

at glæde sig over egen Jahvemagt.

Et af nærværende lovforslags mange stærke sider er, at nogen tid

efter den 1. januar 1988 kan makuleres hundredvis af sider

cirkulærer og afgørelsessamlinger. De søger ud fra

ministerieskrivebordsfilosoferen at skabe millimeterretfærdighed,

men afføder i det virkelige liv kilometeruretfærdighed. Det

levende livs foreteelser er nemlig mangfoldighedsforskelligartede

langt ud over rækkevidden for lovforfatternes tanker. Værre bliver

det selvsagt af, at lovreglerne formidles i et sprog, der er

uforståeligt for mange folkepensionister, som ofte vil være

rystende nervøse for at komme på de offentlige kontorer.

Det er uværdigt, at mange ældre medborgere ingen mulighed har for at

sætte sig ind i paragrafjunglens mærkværdigheder og derfor ikke

selv kan kontrollere, at de får, hvad der tilkommer dem. Daværende

folketingsmedlem Inge Krogh, Kristeligt Folkeparti, ramte plet, da

hun sagde:

»Jeg talte forleden med en person fra socialforvaltningen i en af

vore større byer. Vedkommende indrømmede, at næsten hver eneste

pensionist er nødt til at få tolket, hvad der egentlig stod i det,

man havde skrevet til dem. Det burde kunne administreres lettere.

Det må blive for dyrt, hvis hver eneste pensionist skal have

forklaret, hvad der bliver skrevet til ham/hende«.

(Folketingstidende 1978-79, forhandlingerne sp. 5733).

Når de ovennævnte ca. 7 milliarder kr. reguleres op og ned med de

anførte påvirkninger af samfundsøkonomien, kan det med sikkerhed

siges, at vedtagelse af nærværende lovforslag vil indebære

virkninger på mindre end 1 pct. af nationalproduktet. Så meget -

eller så lidt - er det, som i kraft af Fremskridtspartiets ønsker

om ændret fordelingspolitik på folkepensionsområdet vil blive

flyttet fra den del af befolkningen, som er under 67 år, og over

til dem, der er ældre.

4. For så vidt angår skattelovgivningen indebærer Fremskridtspartiets

forslag om forhøjede bundfradrag, at næsten alle pensionister

meget hurtigt får total skattefrihed og befris for de bekymringer,

den nymodens kildeskat påfører dem. Se nærmere kapitlerne 69 og

91, i bogen »Ud af skattereformfælderne«.

5. Den meget indviklede og uhyre uretfærdige boligstøttelovgivning

bør efter Fremskridtspartiets opfattelse ophæves.

Samfundsøkonomisk er den jo reelt et tilskud til forhøjet

huslejeniveau.

Når det drejer sig om folkepensionister, stiller forholdene sig

anderledes: de er typisk ude af stand til at forøge deres indtægt,

og de har ofte svært ved at flytte og omstille sig til anden bolig

end de omgivelser, hvor de måske har boet i årtier. Derfor er det

her på sin plads med generelle boligydelsesregler, så pensionisten

trygt kan regne med at blive boende sin tid ud i den tilvante

bolig. Derfor ønsker Fremskridtspartiet bevarelse af de nuværende

boligydelser (se lovbekendtgørelse nr. 670 fra 1986 som ændret ved

lov nr. 929 af 19. december 1986, lov nr. 948 af 23. december 1986

og lov nr. 379 af 10. juni 1987).

Hjemmehjælpsordningen bør styrkes også fra fredag eftermiddag til

mandag morgen. Madudbringningsordninger bør forbedres ved, at

maden efter pensionisternes valg skal kunne indtages på lokale

restauranter i disses stille timer, se indlæg af Poulsgaard (FP),

Folketingstidende 1986-87 (1. samling) forhandlingerne spalte

3895-3899.

6. Med hensyn til sociale ydelser i øvrigt ud over folkepensionen

medfører nærværende lovforslag ingen ændring i nuværende

lovgivning og praksis, heller ikke vedrørende de kommunale

rådighedsbeløb (jf. finanslovens § 15.03.32), gratis

sygehusophold, lægebehandling, varmehjælp, havearbejde, plejehjem,

beskyttede boliger, dagcentre, omsorgsforanstaltninger,

licenstilskud, 65-billetter, tandproteser, medicin- og

brillehjælp, ergoterapi, snerydning osv. Men rent faktisk vil

disse mange områder nok blive noget mindre udgiftskrævende, fordi

trangen bliver mindre, når folkepensionen bliver større.

Idealmålet er selvsagt så stort et folkepensionsbeløb, at alt behov

forsvinder for, at folkepensionister med hatten i hånden skal

tigge om særstøtte hos skrankepaver, der efter behag kan vende

deres tommelfinger op eller ned.

De gældende ordninger kræver kontorforvaltninger, for hvilke

folkepensionisten i skemablanketter og på anden vis skal blotlægge

sine personlige forhold. Men det vil aldrig skabe retfærdighed

mellem hundredtusindvis af forskelligt stillede mennesker, at der

skal administreres punktvise specialordninger i stedet for, at

hver selv afgør, hvad han vil betale for med sine egne penge.

Social indsats er bedst, når den ikke umyndiggør medmennesker, så

de reduceres til sagsmapper på offentlige kontorer og

institutioner.

Folkepensionssatsen skal gøres så høj, at folkepensionister som sådan

ikke fortsat skal kunne betegnes som en svag gruppe eller i øvrigt

diskrimineres som noget særligt, modsat den øvrige befolkning.

Selvfølgelig vil gruppen folkepensionister fortsat som næsten alle

andre samfundsgrupper have svage medlemmer, og de skal selvsagt

hjælpes af samfundets almindelige sociale sikkerhedsnet, ganske

efter samme regler, som gælder for alle andre danske medborgere.

Det er derfor forkert, når regeringen, jf. Folketingstidende

1983-84 (2. samling), forhandlingerne spalte 5915, vil pådutte

Fremskridtspartiet, at vi vil afskære svagt stillede

folkepensionister fra gennem særlige pleje- og bistandsydelser at

blive i hjemmet. Tværtimod er vi også på dette område det mest

fremskridtsimødekommende parti i Folketinget, jf. nedenfor i

slutningen af de særlige bemærkninger til lovforslaget, § 1, 2.

pkt.

7. Folkepensionen skal være ens for alle. Folketinget bør ikke gøre

forskel på de ældre efter deres ægteskabelige forhold eller deres

tidligere arbejde. Grundsætningen »Ens pension for alle« ligger

dybt forankret i fremskridtsforbedringen af den nuværende

lovgivningstilstand, naturligvis forstået på den måde, at det, som

er ens, er, hvad der ydes som skatteyderbetalt pension, herunder

for eksempel tjenestemandspension, ATP og ydelser fra

Lønmodtagernes såkaldte Dyrtidsfond. Enhver skal frit kunne sikre

sig større pensioner gennem forsikringsordninger eller på anden

vis, når der er tale om rent frivillige ordninger og ikke

udbetalinger, der kommer fra tvangsudskrevne midler.

a. Selvfølgelig kan man argumentere for, at to i een husstand kan

leve billigere pr. næse end enligtboende. Men fortsætter

Folketinget med at behandle folkepensionister forskelligt, er der

ingen ende på rækken af opdelingskriterier, der kan argumenteres

for. Det levende liv er så mangfoldigt, at det ikke på rimelig

vis lader sig presse ind i skabeloner fra Slotsholmens

skriveborde. Hvordan med to ældre søskende, der bor sammen, eller

dem, der lever sammen uden at være gift, eller dem, der endog har

ladet sig skille og herfor i statspræmie modtager to

enligpensionsindtægter, hvorigennem de måske finansierer et

mægtigt guldbryllupskalas?

Derfor medfører lovforslaget, at der ikke længere er straf på

ægteskabet, men at alle borgere - enlige såvel som gifte -

betragtes som ligeværdige.

Reglen om, at samgifte får lavere pension end to enlige, går helt

tilbage til loven om alderdomsunderstøttelse fra 1891. Tiden er

for længst løbet fra ikke at betragte gifte som økonomisk helt

selvstændige personer. Også Socialdemokratiet, Venstre,

Centrum-Demokraterne og Venstresocialisterne vil principielt have

samme pension for gifte og ugifte, se Folketingstidende 1977-78,

forhandlingerne spalte 5000, 5009, 5022, 5035 og 5068, men typisk

for disse partier udmønter de blot ikke i præcise lovforslag det,

som de går og taler om i forsamlingshusene. Næsten det samme kan

siges om Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti

(spalte 5032 og 5058), jf. B 64 af 24. marts 1982. Men Venstre

tilsagde så sent som i Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne

spalte 5890 f, sin modstand mod, at to ægtefæller skulle være det

samme som to gange een enlig. På samme linie fandtes SF (spalte

5893).

b. Lovforslaget medfører ingen ændringer for offentligt ansatte. Af

Fremskridtspartiets ændringsforslag til finanslovens § 26 fremgår

det imidlertid, hvorledes de nuværende fordele for offentligt

ansatte ønskes ændret til en solidarisk ligestilling med den del

af samfundets borgere, der har haft beskæftigelse i det private

erhvervsliv, se senest ændringsforslag nr. 2389 til finanslov 1982

(lovforslag nr. L 1, 1981-82 (2. samling), blad nr. 155).

Det er skingrende uanstændigt, at den, der har siddet behageligt nær

de offentlige kasser såsom ministeren, kontorchefen og

universitetsprofessoren, tildeles 6-8 gange så meget i

skatteyderbetalt pension som bageren, lagerarbejderen, købmanden

og alle de mange andre, som gammelpartierne i deres usolidaritet

hovent henviser til pensionsproletariatet. Men så sent som den 18.

januar 1983, Folketingstidende, spalte 4267, bekræftede alle de

andre mod Fremskridtspartiets stemmer, at de ikke vil gå med til

ligestillingssynspunktet ved, »at offentligt finansieret pension

skal være ens for alle borgere uanset deres position i samfundet,

når de har opnået pensionsalderen«.

For alle nuværende tjenestemandspensionister og dem, der har ret til

tjenestemandspension inden for de nærmeste år, foreslår

Fremskridtspartiet en overgangsordning, der sikrer, at ingen går

ned i realindtægt i forhold til den pension, de har til rådighed i

henhold til den gældende lovgivning.

Men politikere, der har sikret sig særpensioner, fordi de selv styrer

de offentlige kasser, vil straks miste deres særfordele. Det

gælder især folketingsmedlemmer, ministre, borgmestre og

statsrevisorer.

Fremskridtsforslagene medfører også, at ingen nyansættes i det

offentliges tjeneste med krav på højere pension end andre

borgere. Lønnen skal findes løbende i lønposen og ikke på en

pensionskonto. Ellers vil det arbejde, den 38-årige politibetjent

udfører i dag, blive gageret helt forskelligt alt efter, om han

dør som 60-årig eller som 98-årig. Pensioner hører derfor ikke til

i ansættelsesforhold. Når de overhovedet er fremkommet i

nævneværdigt omfang på det private område, skyldes det

skattetænkning. Det er selvfølgelig ikke direkte Folketingets

bord. Men Folketinget kan i al fald sikre, at deer, hvor det

offentlige er arbejdsgiver, rykkes den slags op med rode.

Tjenestemandspensionssystemet opstod i et samfund helt forskelligt

fra det nuværende. Ordningen har for længst overlevet sig selv og

må derfor afskaffes som et led i de omfattende besparelser, som de

offentlige kasser hungrer så stærkt efter.

Ganske tilsvarende betragtninger gælder i forhold til de grupper, der

favoriseres af ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Også de regnes i

pensionsmæssig henseende som »finere«, uden at der er rimelighed i

deres favorisering. Intet taler for, at de har fået mindre løn,

end de ellers ville have haft, fordi lovgivningen har oprettet

diverse frimærkekasseordninger. Deres eksistens er derfor en

absurditet i et samfund, der opererer med ens pension for alle. Da

de pågældende stort set er identiske med befolkningens

altovervejende majoritet, er det lettest at putte pengene i den

gældsplagede statskasse i stedet for først at iværksætte et

kæmpebureaukrati til at udbetale midlerne med nogenlunde ens beløb

til de fleste skatteydere og derefter udskrive større skatter end

påkrævet, hvis fondsmidlerne under eet går i statskassen, som så

udbetaler forhøjet folkepension til alle borgere overensstemmende

med nærværende lovforslag.

Med hensyn til overenskomstansattes pensionskasseordninger er

problemstillingen mere kompliceret, dels på grund af, at beløbene

er større for den enkelte pensionist, dels fordi der er tale om et

langt mindre udsnit af skatteydere. Løsning af de

overenskomstansattes særpensioner bør derfor søges samordnet med

aftrapningen af indkomstskatten og ophævelsen af den af

firkløveret og Socialdemokratiet i 1983 gennemførte særbeskatning

af selvpensionister (den såkaldte realrenteafgift).

8. Ifølge lovforslaget udbetales folkepensionen uden forudgående

ansøgning herom. Mennesker skal ikke af lovgiveren pestilleres med

eet eneste stykke papir mere end absolut strengt nødvendigt.

9. I lovforslaget er ikke medtaget nogen paragraf om ophævelse af

ældre lovgivning. En sådan bør udformes som ændringsforslag under

behandlingen i Folketinget, hvis denne tilsiger, at der er et

flertal for endelig at gennemføre Fremskridtspartiets her

foreliggende klare og enkle forslag om forbedret og ensartet

folkepension. Foretrækkes en særlig lov om ophævelse eller ændring

af de regler, der bliver overflødige eller må ændres, medvirker

Fremskridtspartiet naturligvis også gerne hertil.

Forholdene stiller sig helt forskelligt for folkepensionister og

andre som for eksempel invalidepensionister. Man bør derfor, som

tilfældet var i tiden fra 1965 og frem til 1. oktober 1984 (senest

lovbekendtgørelse nr. 436 af 9. september 1983), have en særlig

folkepensionslov og ikke sammenskrive reglerne med helt andre

områder, som tilfældet er i den nuværende lov nr. 217 af 16. maj

1984 om social pension.

10. Det er vigtigt, at folkepensionsforhøjelser kommer de nulevende

ældre til gavn, og at de straks finansieres over de løbende

skatter.

Det er særdeles katastrofalt, at gammelpartierne i stedet spiller på

den almindeligt udbredte misforståelse, at folks

pensionsindbetalinger til en fond eller pensionskasse kan

finansiere deres senere forbrug som pensionister. Det er kun

bogholderimæssigt, på papiret, det forholder sig sådan. Den

økonomiske virkelighed er, at pensionisternes forbrug må dækkes

løbende ud af de erhvervsaktives produktion og indkomster. Og når

der ikke er ligevægt mellem ind- og udbetalinger til

pensionsfondene, må gabet dækkes med skatteforhøjelser eller

forhøjelser af pensionsbidragene for de erhvervsaktive borgere.

Ellers vil inflationen begynde at stige, fordi der ikke bliver

produktionsmæssig dækning for pensionisternes forbrug.

For at skære det ud i pap: til fordeling mellem de 5,1 million

danskere i 1988 er alene, hvad disse danskere producerer i 1988

plus/minus, hvad de låner/tilbagebetaler i/til udlandet.

At forhøje folkepensionen vil sige, at de over 66-årige får adgang

til at forbruge mere af denne kage. Derfor får de under 66-årige

mindre. Selve kagens størrelse vokser jo ikke, snarere tværtimod.

Hvis man virkelig kunne forøge de 5,1 million danskeres forbrug ved

at bruge de penge, som ifølge bogholderiet skulle være i den

sociale pensionsfond, behøvede man ikke at gå via den. Så kunne

staten lige så godt bruge sit monopol på at udstede pengesedler

til at hive sig selv op ved hårene og give til folkepensionisterne

uden at nedsætte de yngre aldersklassers forbrug. Men den slags

Tribinitryllerier duer bare ikke i det virkelige liv. Priser vil

stige, hvis der slippes flere penge løs fra den sociale

pensionsfond, seddelpressen eller andre kilder til at konkurrere

om at købe den samme (eller endog en noget mindre) produktion.

Sådan er de uomtvistelige barske kendsgerninger. Det tjener intet

fornuftigt formål at virkelighedsflygte fra dem og fornægte

realiteterne, således som det gøres af de mennesker, der hævder,

at Folketinget kan forhøje pensionerne ved at bruge af den sociale

pensionsfond.

11. Gammelliberalister påstår, at folk i deres erhvervsaktive alder

bør spare op til alderdommen individuelt og/eller over

forsikringer. De, som ikke har gjort det, må selv tage skade for

hjemgæld. At forsørge ældre mennesker en bloc kan ikke være nogen

pligt for skatteyderne.

Et sådant synspunkt kan diskuteres i samfund, hvor staten ikke

udplyndrer folk i deres aktive indtjeningsår. De fleste, som er

født i Danmark i dette århundrede, har imidlertid haft små

faktiske muligheder for selv at ordne deres pensionsforhold

rimeligt, fordi de har måttet aflevere så store midler til de

offentlige kasser. Derfor er det nødvendigt, at disse kasser også

betaler dem en så rigelig pension, som det er økonomisk

forsvarligt, i deres ældre år.

Dette må ikke forveksles med, at de, som nu er over 67 år, i vidt

omfang selv har indbetalt skat til dækning af folkepensionen.

Skattebetalinger kan ikke ligestilles med forsikringspræmier. Hvis

folk dør som 65-årige, får de jo ikke een øre i folkepension eller

noget kapitaliseret beløb indbetalt til dødsboet. Barnløse betaler

til skoler. Folk, der ikke betaler skat, får fuld folkepension, og

bliver de 114 år gamle, er det endda meget, de får i folkepension.

Disse banale eksempler, der kan suppleres ad libitum, viser, at

betragtningen om, at man skal tildeles folkepension efter,

hvorvidt man har betalt skat, kun fører ud på afveje.

Folkepension er ikke nogen folkeforsikring.

Og folkepensionen bør ikke omdannes til nogen folkeforsikring.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, 1. pkt.

1. Forslagsstillerne sigter efter, at der på 4.800 kroners-niveauet

skal være ro om folkepensionens størrelse i 1988.

Pensionsbeløbet for 1989 fastsættes ved lov i god tid, før 1988

udløber, så stigningen afpasses efter den økonomiske situation.

Således tænkes pensionsbeløbet ændret een gang årligt. Det er

forslagsstillernes ønske, at dette vil komme til at resultere i

yderligere betydelige pensionsstigninger fremover. En sådan

glidende opskrivning af folkepensionens realværdi er klog, blandt

andet fordi det modsvarer en glidning i folkepensionistgruppens

sammensætning. De, som er født før første verdenskrig, er opdraget

til yderste sparsommelighed og har derfor ofte kunnet stille sig

tilfreds med pensionsbeløb snert på eksistensminimum. Efterhånden

bliver folkepensionisterne imidlertid folk, som har været vænnede

til højere levestandard, og mennesker, der som følge af

sundhedsvæsenets enorme fremskridt også har evne til at gå løs på

livets glæder på en helt anden pengekrævende måde end dem, der af

skrøbeligheder og gebrækkeligheder har været bundet til en seng og

en stol.

I den næste snes år vil gruppen af over 66-årige vokse med ca. 6.000

om året. Mens antallet af personer på 67 år og derover i 1985 var

24,8 pct. af de 25-66-årige, bliver det 33,68 pct. i 2025.

På det allerseneste er ydermere opstået sandsynlighed for, at

specielt mænd født efter første verdenskrig vil opnå væsentlig

højere levealder, end staten hidtil har kalkuleret med. Holder

dette stik, vil ældregruppen blive endnu større. Det kommer ganske

særlig til at gælde de ældste (over 85 år). Og jo ældre

pensionisten er, des større offentlig udgift vil han typisk

repræsentere.

For at det stadig stigende antal folkepensionister fra statskassen

kan få udbetalt stadig stigende månedsbeløb pr. næse, bliver det

nødvendigt, at folketingsflertallet også i handling bringes til at

fatte, at betingelsen ikke alene er god vilje, men også økonomisk

evne for statskassen. En godtagelse af Fremskridtspartiets

spareforslag vil resultere i muligheden for at genskabe den sunde

og stærke danske økonomi, der er forudsætningen for, at vore ældre

ikke fortsat skal spises af med utidssvarende pensioner.

Den realøkonomiske sammenhæng er, at stigninger i folkepensionens

realværdi alene kan ske ved omfordeling af nationalproduktet til

skade for de yngre aldersklasser og udlændinge, eller ved at det

samlede nationalprodukt øges. Det er altovervejende den sidste

finansieringskilde, Fremskridtspartiet satser på med hensyn til

folkepensionsforhøjelse for 1989 og senere år. Men da de

produktive aldersklasser også skal have mere (for at yde øget

produktionsindsats), skal Folketinget føre en særdeles målbevidst,

effektiv produktionsforøgelsespolitik.

Fremskridtspartiet har imidlertid aldrig været noget

alt-eller-intet-parti og er heller ikke blevet det. Vi vil derfor

stemme for alle skridt i retning af forhøjet folkepension, selv om

forhøjelsen ikke har det omfang, som vi helst ser. Afstemningen i

Folketinget den 28. maj 1976 (Folketingstidende 1975-76,

forhandlingerne spalte 10470) er et af de mange eksempler på, at

pensionistkårene var blevet væsentlig forbedret, hvis blot

Socialdemokratiet ikke havde stemt nej, men var fulgt med

Fremskridtspartiets ja-afstemning til et tredje partis forslag.

Tilsvarende vil vi aktivt deltage i kommende beslutninger, der

forbedrer folkepensionisternes vilkår. Nærværende lovforslag

præciserer vore principielle holdninger.

2. Ved folkepensionsudmålingen ses aldeles væk fra anden indtægt

eller formue. Altså ganske det samme princip for almindelige

mennesker, som stedse har været gældende for den herskende klasse

af politikere og offentligt ansatte. De nuværende beregninger af

folkepension er ofte overfølsomme for indkomststigninger. Påtager

pensionisten sig et stykke arbejde, bliver han let til nar ved at

blive trukket i skat og pensionsnedsættelse i skrigende misforhold

til, hvad han tjener på sin indsats.

Dertil kommer ofte tab af boligydelse og hjemmehjælpstilskud og anden

offentlig hjælp. Trækket manifesterer sig endda ofte på vilkårlige

tidspunkter - måske længe efter, at den ældre har måttet opgive

arbejdet. Lovgivningsfinesser og skemauforståeligheder er

samfundssygdomme, som må bekæmpes overalt. De gør enkeltborgere

til skrankepavekastebolde i stedet for, at det offentliges

bureaukrater skulle være enkeltborgernes tjenere.

Hvad loven ikke skader i kroner, ødelægger de myter, der med

uigennemsigtige ordninger som de nuværende uvægerligt vil gro op

blandt de mere end 99 pct. af pensionisterne, som ikke helt

præcist kan overskue samspillet mellem de mange forskellige

regelkomplekser. Myterne forvolder lige så stor utryghed og

usikkerhed som selve reglerne.

Den, der forskaffer sig ekstra arbejdsindtægter, gør samfundsmæssig

gavn i en tid, hvor Danmarks problem er, at der bestilles alt for

lidt her i landet. Samfundet bør derfor opmuntre alle - også

pensionister - til at bestille mere og ikke straffe dem for at

bidrage til forøgelse af nationalproduktet og dermed for

mulighederne for tilbagebetaling af landets gæld og forbedring af

velstand og velfærd.

Pensionsafkortning sker nu på grundlag af socialindkomsten. Den er

derfor befængt med alle de ulemper, som knytter sig til denne

vanskabning (se f.eks. »Ud af skattereformfælderne«, kap. 79).

Alle ved, at de gældende regler får mange pensionister til at skjule

for myndighederne, at de tjener penge ved siden af. De ulykker,

dette forvolder, mindskes ved vedtagelsen af nærværende forslag.

End ikke de, der har fuldtidsbeskæftigelse ved siden af

folkepensionen, bør rammes. Det er i øvrigt også meget svært at

udskille dem både fordi mange skifter mellem mindre og mere

arbejde, og fordi der er alle afskygninger mellem deltids- og

fuldtidsarbejde. (Ifølge Folketingstidende 1977-78,

forhandlingerne spalte 5009, skal det dreje sig om knap 25.000

folkepensionister, som har fuldtidsbeskæftigelse).

Ud fra den grundopfattelse, at folkepensionen ikke skal være en

almisse til dækning af et eksistensminimum, men derimod være den

ret, den enkelte har oparbejdet i forhold til samfundet, ønsker

Fremskridtspartiet derfor ophævelse af den den 16. oktober 1982

ved L 6 i folkepensionslovens § 6 vedtagne diskriminering mod

67-69-årige i arbejde.

Den, der for eksempel i 1950erne har sparet op på bankbog i stedet

for at bruge rub og stub, er blevet straffet mere end rigeligt af

skat og inflation.

Hvorfor skal der nu på ny sparkes specielt til de såkaldt rige gamle?

Fremskridtspartiet mener, at den enkelte selv skal kunne bestemme sin

livsrytme. Også om han vil bruge sine egne penge tidligt eller

sent i livet. Vi er derfor imod den nuværende ordning, der giver

mest i folkepension til dem, der har brugt løs af deres midler i

de yngre år i stedet for at tage de afsavn, som er forbundet med

at spare op.

Samme pensionsbeløb til alle har også den psykologiske fordel, at den

ene pensionist ikke længere misunder sin nabo for i folkepension

at få 122 kr. mere, end han selv modtager. Den slags undgås, når

alle har 4.800 kr. om måneden og altså ingen mindre end andre.

Klarhed og enkelhed er altid en lovgiverdyd. Men i forhold til de

700.000 ældste i befolkningen er det af ganske overordentlig stor

vigtighed at blive befriet for gældende

pensionstillægsopgørelsesregler. Med deres praktiske

usikkerhedsmyriader og juridiske subtilitetsfortolkninger er de en

skamplet på dansk lovgivning. Nok har der været kæmpet med

problemet i årtier. Alligevel måtte den daværende socialminister

så sent som i Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne spalte

4260, indrømme, at »en pensionist kan have en ekstraindkomst på

10.000-15.000 kr. om året og få mindre ud af det end den, der

overhovedet ingenting har«.

Da samme socialminister var i opposition, var han medforslagsstiller

til L 100 af marts 1977 om, at ekstraindtægter ikke på nogen måde

skal beskære folkepensionen (se Folketingstidende 1976-77 (2.

samling), forhandlingerne sp. 666 og 2236 samt tillæg A sp. 3395).

Han var her i selskab med bl.a. den nuværende statsminister. Fordi

man kommer i regering, behøver man dog ikke være på vild flugt fra

de rigtige tanker, man hidtil har forfægtet som ansvarligt

folketingsmedlem.

Til § 1, 2. pkt.

Folkepensionister, der indlægges på plejehjem m.v., betaler i

idealsamfundet selv herfor og bevarer til gengæld deres fulde

pension. Enhver tanke i så henseende er imidlertid verdensfjern i

al fald i de nærmeste årtier. Folkepensionsniveauet skulle være

mange gange så højt som nu, hvis plejehjemsbeboere skulle betale

den fulde udgift for opholdet (ca. 200.000 kroner årligt). Hvad

enten man formelt vil indrømme det eller ej, tvinges vi derfor til

at opretholde det hidtidige princip om, at de pågældende får

nedsat deres kontantpension, men således, at denne plus

naturalpension i form af plejehjemsydelser alt i alt bliver

væsentlig større end de 4.800 kr. månedlig, som er den almindelige

folkepension.

Ved udformningen af reglerne herom ønsker Fremskridtspartiet, at

folkepensionisten modtager sin fulde pension i indlæggelsesmåneden

og herudover i de følgende 6 måneder. Visitation til plejehjem

modsvarer ikke indlæggelse. Efter 6-månedersperiodens ophør

udbetales alene de 800 kr. Særforsorgsinstitutioner og fængsler

(men ikke sygehuse) ligestilles med plejehjem. Også

varetægtsfængsling bør tælle med, idet man ved så lang en frist

som 6-7 måneder typisk vil ramme rigtigt ved at sidestille

varetægt med straf i denne relation.

For at skabe tryghed og sikkerhed hos pensionisten er området således

klart og firkantet afgrænset i Fremskridtsforslaget på en måde,

der giver rummelig frist til afvikling af egen lejlighed og andre

forpligtelser.

Med hensyn til den, der får en del af folkepensionen som

plejehjemsophold, har der dannet sig det slangudtryk, at deres

kontant-folkepension er »lommepenge«. Da dette ord har en vis

nedsættende klang, falder partierne over hinanden for at afskaffe

denne ordning. Men her som på alle andre områder gælder det

kendsgerningerne og ikke ordvalget. Hvis realiteterne skulle blive

ændret, skal lovforslagets § 1, 2. pkt., selvsagt også ændres.

Men reelt er der intet sket på feltet. Endnu da. Heller ikke ved

den § 85 a, som Folketinget satte ind i bistandsloven umiddelbart

før sin 1987-sommerferie, da valget stundede til. (Det skete ved L

120 i 1. samling i folketingsåret 1986-87).

Derfor bygger nærværende forslag på det hidtidige system.

For 1987 foreslår Fremskridtspartiet månedlig »lommepengeydelse« på

800 kr. Da ordningen forventes at komme til at omfatte ca. 47.000

pensionister, er fradragsbeløbet foran i de almindelige

bemærkninger under punkt 2 opgjort som 47.000 multipliceret med

4.000 kroner månedligt.

Beløbet bliver selvsagt mindre i det omfang, Fremskridtspartiet får

gennemført sine forslag om, at de ældre (og de handicappede) kan

blive i eget hjem, så længe de selv ønsker det, gennem forbedret

hjemmehjælp (også om aftenen og i weekenden), bedre

kollektivboliger og »datterløn« til den pårørende, der i hjemmet

vil passe en gammel far eller mor (L 183 af 13. februar 1979, se

Folketingstidende 1978-79, forhandlingerne sp. 6318 og 8356 samt

tillæg A sp. 3183).

Til § 2, stk. 1, nr. 1

1. En virkelig god anvendelse af skatteyderpenge er at give den, der

har puklet årtier, økonomisk mulighed for at nyde nogle gode år,

før helbredet begynder at vakle.

Fremskridtspartiet har derfor den største sympati for at nedsætte den

almindelige folkepensionsalder fra de 67 år, som har været

aldersgrænsen lige siden 1956.

Ulykkeligvis har virkelighedsbevidste mennesker i Gældsdanmark 1987

ikke noget at have sympatien i.

At en generel nedsættelse af pensionsalderen er uforsvarlig på

nuværende tidspunkt, er ikke Fremskridtspartiets skyld. Det er

konsekvensen af den hidtil førte politik med dens store underskud,

der viser, at dansk produktion er for lille. Vi skal producere

mere for at undgå fremtidig gældsætning og for at tilbagebetale

med rente og renters rente de reelt over 400 milliarder kroner, vi

allerede netto skylder udlandet (jf. side 4 i Fremskridt fra 10.

april 1987). Derfor er det nødvendigt, at der bestilles mere i

Danmark. Følgelig er tiden ikke til, at flere aldersklasser får

lov til at gå tidligere på pension, og da slet ikke i en tid, hvor

arbejdsstyrken formindskes som følge af de faldende fødselstal i

slutningen af 1960erne og i 1970erne.

Socialministerens svar på Folketingets Socialudvalgs spørgsmål 1 ad L

97 af 5. december 1978 oplyste, at en pensionsaldernedsættelse til

65 år i 1980 ville koste skatteyderne 1,4 milliarder kroner (før

skat). Dette beløb er i sig selv ikke afskrækkende. Men for at vi

kan blive udlandsgælden kvit, er det nødvendigt, at alle, som kan

arbejde, også pukler på med at skabe den fornødne produktion. Her

har vi den afgørende bremse, der hindrer, at vi kan nedsætte den

almindelige pensionsalder.

Den fornødne samfundsøkonomiske baggrund for lavere pensionsalder end

67 år foreligger først, når vor valutastilling over for udlandet

kommer op på en reservekapital i form af nettotilgodehavender

svarende til ca. 10 pct. af nationalproduktet, og når dette

tillige er blevet en halv gang større og fordelt med langt større

vægt på nytteproduktion.

Nedsættelse af pensionsalderen til 62 år for personer med lav indtægt

(skønsmæssigt ca. 35.000) blev foreslået af de radikale op til

kommunevalget i 1978. Socialministeren kommenterede i Folketinget

den 24. januar 1978 dette forslag:

»Forslaget er begrundet dels i ønsket om at skaffe arbejdspladser til

personer under 62 år og dels i ønsket om at give mulighed for

gradvis at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Regeringen ønsker også flere i arbejde, men vi ønsker ikke

pensionsalderen sat ned til 62 år som led i en

beskæftigelsesforanstaltning. Vi ønsker således ikke

pensionsalderen brugt som et konjunkturpolitisk redskab. Nu er

regeringen heller ikke så pessimistisk som de radikale med hensyn

til arbejdsløsheden. Af bemærkningerne til forslaget fremgår, at

det høje ledighedsniveau antages at blive et mangeårigt problem.

Jeg har mærket mig, at i hvert fald Venstre heller ikke deler den

opfattelse.«

Personer under 67 år, der er uarbejdsdygtige af den ene eller anden

grund, skal naturligvis have offentlig hjælp. Denne bistand hører

blot ikke under folkepensionslovgivningen. Nærværende lovforslag

berører derfor ikke disse personer.

Dette sker ud fra den principielle opfattelse, at folkepension skal

være en ret, man opnår ved at komme i en bestemt alder, ikke en

ydelse, man skal søge om for at kunne opretholde livet. Da

forslagsstillerne er klar over, at der for mange er behov for

førtidspensionering eller en hjælp i en kortere eller længere

periode, inden folkepensionsalderen indtræder, har

Fremskridtspartiets finanslovbudgetter taget hensyn til, at det er

en nødvendighed med rigelige midler til brug for

invalidepensionstildelinger samt trangsbestemt hjælp af mere eller

mindre permanent karakter.

Gældende lovs kriterium er desværre ikke altid, at de pågældende

magter at udføre arbejde. Socialdemokratiet fik jo SV-regeringen

til at kvittere for de mange valgfondsbidrag, fagbevægelsen gav

til Socialdemokratiet, ved at skatteyderne som vederlag er kommet

til at betale milliardbeløb til den efterlønsordning, hvis

hovedbetingelse er, at man har betalt fagligt kontingent gennem en

årrække. Når der bliver råd til at nedsætte pensionsalderen, skal

det ske ens for alle for eksempel med et år ad gangen. Det er

usolidarisk tyveri, når SV-regeringen lod en gruppe få syv års

nedsættelse på en gang (fra 67 til 60 år) og så smed de andre ud

i den kolde sne, hvor de kan skyde hvide pinde efter at få deres

67 års grænse nedsat.

Et sådant misbrug vendte Fremskridtspartiet sig imod (se nærmere

herom bl.a. Fremskridt 1978, nr. 10, side 5).

Efterlønsudgifterne i 1988 anslås til 9.654.300.000 kroner

(finanslovsforslagets § 28.02.51.02.) fordelt med gennemsnitlig

ca. 95.600 kr. til hver af ca. 101.000 efterlønnere.

Efter Fremskridtspartiets mening skal de, som en gang er gået på

efterløn, bevare deres efterlønsrettigheder fuldt ud også i

fremskridtssamfundet, men ulykkeligvis bør loven lukke for tilgang

af nye efterlønsmodtagere.

Tilsvarende løsning er desværre i landets anstrengte økonomiske

situation nødvendig med hensyn til den pr. 1. januar 1987 indførte

delpensionsordning.

Derimod skal der ikke i anledning af nærværende lovforslag røres ved

den pr. 1. januar 1984 ikrafttrådte førtidspension, der omfatter

alle pensionsformer før folkepensionsalderen, herunder tidligere

tiders invalidepension.

2. På linje med skattelovgivningens grundprincip findes det rigtigt

ikke at knytte folkepensionsstatus til indfødsret, men til, om man

er indlevet i det danske samfund på det tidspunkt, hvor

pensioneringen bliver akut.

Til § 2, stk. 1, nr. 2

Der henvises til den nordiske konvention af 5. marts 1981 om social

tryghed og til EF-forordning nr. 1408 af 1971 som senest ændret

ved forordning nr. 3811 af 11. december 1986.

Derudover har Danmark indgået tosidede socialsikringskonventioner.

Den ældste er aftalen med Schweiz (fra 1954 med ændringer fra 1983

og 1986). I 1976 indgik vi aftale med Tyrkiet, i 1977 med

Jugoslavien, i 1982 med Pakistan og i 1985 med Canada. Der er

færdigforhandlet aftale med Marokko og forestår overenskomster med

Østrig og Israel. Fremskridtspartiet er imod denne udvikling, se B

133 af 9. juni 1980 om begrænsning af tyrkerdrænet i danske

skatteydermidler (se Folketingstidende 1979-80 (2. samling),

forhandlingerne sp. 11311 og tillæg A sp. 5827). Vi besnæres ikke

af, at regeringen besmykker dette fandangospil med danske

skatteyderes penge med betegnelsen »social eksport« (se også

Folketingstidende 1979-80 (2. samling), forhandlingerne spalte

8678 og 8679).

Til § 2, stk. 2

Folkepensionisten skal trygt kunne påregne, at den en gang erhvervede

pensionsret ikke under nogen omstændighed går tabt, så længe han

er i live, hverken som følge af straf, flytning til udlandet eller

andet.

Statens provenutab herved er af ringe betydning sammenlignet med, at

en 100 pct. klar og undtagelsesfri regel er det eneste, som kan

hindre bekymringer på dette område. Flytter for eksempel en

folkepensionist til De Canariske Øer, vil klimaet her ofte give

ham bedre helbredstilstand, og det skal man kun glæde sig over. De

danske offentlige kasser undgår tilmed at skulle yde vedkommende

varmehjælp og andre ekstraydelser ud over folkepensionen.

Når stk. 2 ikke gælder for udlændinge, skyldes det, at

Fremskridtspartiet af statsfinansielle grunde og risikoen for, at

Danmark virker som en wienerbrødsbutik på en flok hvepse, ikke i

den nuværende situation vil være med til at udvide danske

skatteyderes forpligtelser ud over det absolut uundgåelige for, at

vi kan overholde vore internationale forpligtelser.

Til § 3

§ 2 strammer kravene noget (bopælstid m.v.) i forhold til gældende

lov. Herefter fører billighed til, at de, der allerede får

udbetalt folkepensionsydelser, ikke skal berøves disse. På den

anden side vil de pågældende ikke efter 1987 få reguleret

størrelsen af deres folkepension efter dyrtid, velstandsudvikling

eller andet.

§ 3 angår også de tilfælde, hvor personer, der den 31. december 1987

er omfattet af § 1, 2. pkt., efter hidtil gældende regler har ret

til mere end 4.800 kr. månedligt.

Versioner

1. 1988-05-21