1987 LSF 22 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKATTESTYRELSESLOVEN (DEMOKRATISERING AF LIGNINGSRÅDETS OG LANDSSKATTERETTENS SAMMENSÆTNING)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Ikke selve loven: Lovforslag
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00022@1988-05-21/da
Indhold
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m.
(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.
november 1984, foretages følgende ændringer:
1. § 12, stk. 1, affattes således:
»Ligningsrådet består af 15 medlemmer. Statsskattedirektøren er
formand for rådet; 8 medlemmer vælges af Folketinget og 6 af
skatteministeren. Af de medlemmer, der vælges af skatteministeren,
skal 3 medlemmer være repræsentanter for landbruget, industrien,
håndværket eller handelen, mens 3 medlemmer skal være
repræsentanter for lønmodtagerne. Medlemmerne vælges for 6 år;
tillægsvalg gælder kun for den tilbageværende del af valgtiden.«
2. § 22, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5
af de af skatteministeren udnævnte medlemmer skal opfylde de
almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de
af skatteministeren udnævnte medlemmer skal endvidere 4 medlemmer
være repræsentanter for landbruget, industrien, håndværket eller
handelen, mens 4 medlemmer skal være repræsentanter for
lønmodtagerne.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har
virkning fra udløbet af indeværende funktionsperiode eller ved
tillægsudnævnelser, såfremt sådanne indtræffer først.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Ligningsrådet:
I dag er Ligningsrådet sammensat således:
Statsskattedirektøren (uændret).
6 medlemmer valgt af Folketinget (ændret til 8).
3 repræsentanter for erhvervsorganisationerne (uændret).
1 repræsentant for lønmodtagerne (ændret til 3).
4 medlemmer valgt af ministeren uden bindinger (ændret til 0).
Lovforslaget har til formål at sikre en ligelig repræsentation af
lønmodtagerne og erhvervslivet, og samtidig afskaffes ministerens
mulighed for uden bindinger at udpege 4 medlemmer.
Disse 4 medlemmer er i øvrigt:
Jens Skrumsager Skau (MF for Venstre),
Niels Bollmann (MF for Centrum-Demokraterne),
Mogens Lykketoft (MF for Socialdemokratiet) og
Bodil Clausen (amtsrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti).
Bodil Clausen er for nylig død, og der er ved dette lovforslags
udarbejdelse endnu ikke udpeget noget nyt medlem.
Som det fremgår, har ministeren brugt muligheden for at udpege
medlemmer uden binding til fortrinsvis at udnævne politikere fra
regeringspartierne og fortrinsvis folketingsmedlemmer. Det var
derfor naturligt, om det var Folketinget som helhed, der udpegede
medlemmerne, hvorved den egentlige opposition også ville have
mulighed for at blive repræsenteret.
Ligningsrådet er senest udpeget med virkning fra 1. juni 1986, og
valgperioden udløber den 31. maj 1992.
Landsskatteretten:
I dag er Landsskatteretten sammensat således:
11 medlemmer valgt af Folketinget (uændret).
4 repræsentanter for erhvervsorganisationerne (uændret).
2 repræsentanter for lønmodtagerne (ændret til 4).
5 højesterets-/landsdommere valgt af ministeren (uændret).
2 medlemmer valgt af ministeren uden bindinger (ændret til 0).
Ændringen har på samme måde som den foreslåede ændring vedrørende
sammensætningen af Ligningsrådet til formål at sikre en ligelig
repræsentation for erhvervslivet og lønmodtagerne. Samtidig
afskaffes ministerens mulighed for uden bindinger at udpege 2
medlemmer.
Disse 2 medlemmer, var indtil den 8. september 1987, hvor den
nuværende skatteminister er fratrådt, folketingsmedlem for Venstre
Anders Fogh Rasmussen og den konservative borgmester Kirsten
Ebbensgaard. Som det fremgår, har ministeren brugt sin mulighed
for at udpege medlemmer af regeringspartierne. Det var derfor
naturligt, om det var Folketinget som helhed, der udpegede disse
medlemmer, hvorved den egentlige opposition også ville have
mulighed for at blive repræsenteret forholdsmæssigt. Da
Folketinget imidlertid allerede i dag udpeger 11 personer, har
forslagsstillerne ikke foreslået dette antal forøget, men i stedet
ønsket at styrke det folkelige islæt, samtidig med at der rettes
op på den voldsomme underrepræsentation, der findes på
lønmodtagersiden, og som er blevet yderligere forstærket gennem
ministerens udnævnelser uden binding.
Landsskatterettens medlemmer er senest udpeget med virkning fra 1.
juni 1986, og valgperioden udløber den 31. maj 1992. Der er endnu
ikke udpeget nogen efterfølger for nuværende skatteminister Fogh
Rasmussen.
Da der i den nærmeste fremtid skal ske tillægsudnævnelser til
erstatning for afdøde Bodil Clausen og skatteminister Fogh
Rasmussen, skal forslagsstillerne så indtrængende, det er muligt,
appellere til ministeren om at vente med disse udnævnelser, til
lovforslag er behandlet i Folketinget.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter
Ad § 1, pkt. 1
Ligningsrådet vil bestå af et uændret antal medlemmer, men
Folketinget vil i stedet for 6 skulle udpege 8 af disse.
Erhvervsorganisationernes repræsentanter er uændret 3, mens
lønmodtagerorganisationernes repræsentanter forøges fra 1 til 3.
Endelig bortfalder ministerens mulighed for at udnævne 4 medlemmer
helt uden bindinger.
Ad § 1, pkt. 2
Landsskatteretten vil bestå af et uændret antal medlemmer, men
lønmodtagernes antal vil blive forøget fra 2 til 4, og samtidig
vil ministerens mulighed for at udnævne 2 medlemmer helt uden
bindinger bortfalde.
Ad § 2
Loven har virkning fra udløbet af den indeværende funktionsperiode,
der både for Ligningsrådets og Landsskatterettens vedkommende er
pr. 31. maj 1992. Såfremt der sker tillægsvalg, fordi et medlem
udtræder, sker supplering således, at de efter denne lov mest
underrepræsenterede grupper tilgodeses først.