Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00030@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er at fremme filmkunst og filmkultur i Danmark.

Stk. 2. Ved film forstås i denne lov levende billeder af enhver art

uanset optagelses- og forevisningsform, herunder fotografiske film

og videogrammer, bortset fra fjernsynsudsendelser.

Kapitel 2

Det danske Filminstitut

§ 2. Det danske Filminstitut har, for så vidt angår spillefilm,

følgende opgaver:

1) at yde støtte til udarbejdelse af manuskripter til danske film,

2) at yde lån, garanti for lån eller tilskud til produktion af danske

film,

3) i særlige tilfælde at producere eller være medproducent af danske

film,

4) at yde hel eller delvis udligning af tab ved produktion af danske

film af kunstnerisk kvalitet,

5) at yde støtte til import, distribution og forevisning af

kunstnerisk værdifulde film og film, der skønnes særligt egnede

for børn og unge, og

6) at træffe foranstaltninger, der kan fremme salget af og i øvrigt

tjene til udbredelsen af kendskabet til danske film i udlandet.

Stk. 2. Herudover kan instituttets midler anvendes til følgende

formål:

1) støtte til den selvejende institution Det danske Filmstudie og

anden filmstudievirksomhed,

2) drift af filmværksteder,

3) støtte til indretning eller modernisering af biografer,

4) ydelse af stipendier inden for filmkunstneriske og filmtekniske

områder,

5) støtte til udgivelse af publikationer vedrørende film og

6) støtte til andre aktiviteter til fremme af filmkunst og filmkultur

i Danmark.

§ 3. Det danske Filminstitut ledes af en bestyrelse bestående af fem

medlemmer, der beskikkes af kultur- og kommunikationsministeren.

Tre medlemmer beskikkes efter forslag fra repræsentantskabet, jf.

§ 7, og to medlemmer udpeges af ministeren. Blandt medlemmerne

beskikker ministeren en formand og en næstformand. Beskikkelserne

gælder for fire år. Umiddelbar genbeskikkelse kan kun ske for een

periode. Der skal ved bestyrelsens sammensætning lægges vægt på,

at medlemmerne tilsammen repræsenterer kulturel, mediemæssig og

økonomisk indsigt.

Stk. 2. Medlemmer af bestyrelsen udpeges blandt personer, der ikke

er repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i

virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film

eller beklæder filmfaglige tillidsposter. Kultur- og

kommunikationsministeren kan i særlige tilfælde fravige denne

bestemmelse.

Stk. 3. Medlemmer af bestyrelsen kan ikke være medlem af

repræsentantskabet eller beklæde de konsulentstillinger, der er

nævnt i § 6 og § 17, stk. 3.

§ 4. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Filminstituttets

virksomhed og fordeler de midler, som er til rådighed på de

formål, der er nævnt i § 2. Bestyrelsen træffer den endelige

administrative afgørelse med hensyn til dispositioner efter § 2.

§ 5. Filminstituttets daglige ledelse forestås af en direktør, som

efter forslag fra bestyrelsen ansættes af kultur- og

kommunikationsministeren.

Stk. 2. Direktøren ansætter instituttets personale bortset fra de

konsulenter, der er nævnt i § 6, samt den børnefilmkonsulent, der

er nævnt i § 17, stk. 3.

§ 6. Filminstituttets bestyrelse ansætter indtil tre filmkonsulenter.

Konsulenterne må ikke være repræsentanter for eller ansat i eller

økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning

eller forevisning af film.

Stk. 2. Konsulenterne ansættes for indtil tre år. Umiddelbar

genansættelse kan ske for et år ad gangen, maksimalt tre gange.

Ved ansættelse af nye konsulenter skal den nødvendige kontinuitet

sikres ved at lade ansættelserne ske tidsmæssigt forskudt.

Stk. 3. Konsulenterne foretager i samråd den endelige kunstneriske

vurdering og afgiver forslag til bestyrelsen om anvendelsen af de

midler, som bestyrelsen stiller til rådighed for de formål, der er

nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 4. Filminstituttets bestyrelse kan efter bestemmelser fastsat af

kultur- og kommunikationsministeren yde støtte til filmproduktion

uden forudgående konsulentbehandling efter stk. 3.

§ 7. Filminstituttets repræsentantskab har til opgave at følge

instituttets virksomhed, fremkomme med forslag til tre medlemmer

til bestyrelsen, jf. § 3, modtage beretning og regnskab fra

bestyrelsen og forelægge disse for kultur- og

kommunikationsministeren med de bemærkninger, det ønsker at knytte

dertil.

Stk. 2. Repræsentantskabet består af indtil tyve medlemmer, som

beskikkes af kultur- og kommunikationsministeren for fire år efter

forslag fra de betydende institutioner, organisationer og

interessegrupper inden for dansk spillefilm. Repræsentantskabet

vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.

Medlemmer af repræsentantskabet kan ikke beklæde de

konsulentstillinger, der er nævnt i § 6 og § 17, stk. 3.

§ 8. Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter efter forslag fra

henholdsvis bestyrelsen og repræsentantskabet forretningsordenen

for de pågældende organer og efter forslag fra bestyrelsen en

instruks for filmkonsulenternes virksomhed.

Kapitel 3

Statens Filmcentral

§ 9. Statens Filmcentrals opgave er at fremme oplysning, uddannelse

og kunstnerisk og kulturel aktivitet ved at producere danske

kortfilm og i øvrigt indkøbe kortfilm og distribuere sådanne til

undervisningsinstitutioner, biblioteker og andre institutioner,

foreninger og til enkeltpersoner.

Stk. 2. Filmcentralen fremskaffer information og materiale om

kortfilm til de lånere, der er nævnt i stk. 1, samt udgiver eller

støtter udgivelsen af oplysende materiale.

Stk. 3. Filmcentralen kan efter anmodning yde statslige og kommunale

institutioner samt institutioner, der overvejende drives for

offentlige midler, bistand til produktion af kortfilm.

Stk. 4. Filmcentralen kan i særlige tilfælde distribuere spillefilm,

herunder spillefilm for børn og unge, spillefilm, der er

produceret af Det danske Filminstitut eller med støtte af dette,

samt udenlandske spillefilm, der er importeret med støtte af

Filminstituttet.

§ 10. Statens Filmcentral ledes af en bestyrelse bestående af fem

medlemmer, som beskikkes af kultur- og kommunikationsministeren.

Tre medlemmer beskikkes efter forslag fra repræsentantskabet, jf.

§ 14. Et medlem beskikkes efter forslag fra Amtsrådsforeningen i

Danmark og Kommunernes Landsforening og et medlem udpeges af

ministeren. Blandt medlemmerne beskikker ministeren en formand og

en næstformand. Beskikkelserne gælder for fire år. Umiddelbar

genbeskikkelse kan kun ske for een periode. Der skal ved

bestyrelsens sammensætning lægges vægt på, at medlemmerne

tilsammen repræsenterer kulturel, medimæssig og økonomisk indsigt.

Stk. 2. Medlemmerne af bestyrelsen udpeges blandt personer, der ikke

er repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i

virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film

eller beklæder filmfaglige tillidsposter. Kultur- og

kommunikationsministeren kan i særlige tilfælde fravige denne

bestemmelse.

Stk. 3. Medlemmer af bestyrelsen må ikke være medlem af

repræsentantskabet eller programredaktionen, jf. § 13, eller

beklæde den konsulentstilling, der er nævnt i § 17, stk. 4.

§ 11. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Filmcentralens

virksomhed og fordeler de midler, som er til rådighed på de

formål, der er nævnt i § 9, stk. 1, og træffer den endelige

administrative afgørelse om midlernes anvendelse.

§ 12. Filmcentralens daglige ledelse forestås af en direktør, som

efter forslag fra bestyrelsen ansættes af kultur- og

kommunikationsministeren.

Stk. 2. Direktøren ansætter Filmcentralens personale, bortset fra

medlemmerne af programredaktionen, jf. § 13 og

børnefilmkonsulenten, jf. § 17, stk. 4.

§ 13. Filmcentralens bestyrelse ansætter indtil tre medlemmer af en

programredaktion. Medlemmerne må ikke være repræsentanter for

eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for

produktion, udlejning eller forevisning af film.

Stk. 2. Programredaktørerne ansættes for indtil tre år. Umiddelbar

genansættelse kan ske for eet år ad gangen, maksimalt tre gange.

Ved ansættelse af nye programredaktører skal den nødvendige

kontinuitet sikres ved at lade ansættelserne ske tidsmæssigt

forskudt.

Stk. 3. Programredaktionen foretager den endelige kunstneriske

vurdering og afgiver forslag til bestyrelsen om anvendelse af de

midler, som bestyrelsen stiller til rådighed for produktion og

indkøb af kortfilm.

§ 14. Filmcentralens repræsentantskab har til opgave at følge

Filmcentralens virksomhed, fremkomme med forslag til tre medlemmer

af bestyrelsen, jf. § 10, modtage beretning og regnskab fra

bestyrelsen og forelægge disse for kultur- og

kommunikationsministeren med de bemærkninger, det ønsker at knytte

dertil.

Stk. 2. Repræsentantskabet består af indtil tyve medlemmer, som

beskikkes af kultur- og kommunikationsministeren for fire år efter

forslag fra de betydende brugergrupper, forskningsorganisationer

samt organisationer og interessegrupper inden for dansk kortfilm.

Repræsentantskabet vælger blandt sine medlemmer en formand og en

næstformand. Medlemmer af repræsentantskabet kan ikke være

medlemmer af den programredaktion, der er nævnt i § 13, eller

beklæde den konsulentstilling, der er nævnt i § 17, stk. 4.

§ 15. Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter efter forslag

fra henholdsvis bestyrelsen og repræsentantskabet forretningsorden

for de pågældende organer og efter forslag fra bestyrelsen en

instruks for programredaktionens virksomhed.

Kapitel 4

Film for børn og unge

§ 16. Af de midler, som Det danske Filminstituts bestyrelse efter §

2, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, afsætter til produktion, import,

distribution og forevisning af spillefilm, og af de midler, som

Statens Filmcentrals bestyrelse efter § 9, stk. 1, afsætter til

produktion og indkøb af kortfilm, afsættes mindst 25 pct. til film

for børn og unge. Såfremt der ikke fremkommer et tilstrækkeligt

antal egnede projekter hertil, kan de ledige midler anvendes til

Filminstituttets og Filmcentralens øvrige formål.

§ 17. Bestyrelserne for Filminstituttet og for Filmcentralen ansætter

hver en børnefilmkonsulent, der ikke må være repræsentant for

eller ansat i eller økonomisk interesseret i virksomheder for

produktion, udlejning eller forevisning af film.

Stk. 2. Konsulenterne ansættes for indtil tre år. Umiddelbar

genansættelse kan ske for eet år ad gangen, maksimalt tre gange.

Stk. 3. For så vidt angår spillefilm for børn og unge foretager

børnefilmkonsulenten den endelige kunstneriske vurdering og

afgiver forslag til bestyrelsen for Filminstituttet om anvendelsen

af de midler, der er nævnt i § 16. For så vidt angår midler til

filmproduktion afgives forslag efter drøftelse med de konsulenter,

der er nævnt i § 6.

Stk. 4. For så vidt angår kortfilm for børn og unge foretager

børnefilmkonsulenten den endelige kunstneriske vurdering og

afgiver, efter drøftelse med den programredaktion, der er nævnt i

§ 13, forslag til bestyrelsen for Statens Filmcentral om

anvendelsen af de midler, der er nævnt i § 16.

Stk. 5. Børnefilmkonsulenterne virker i øvrigt som initiativtagende

på børnefilmområdet.

§ 18. Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter instrukser for

børnefilmkonsulenternes virksomhed efter forslag fra bestyrelserne

for Filminstituttet og Filmcentralen.

Kapitel 5

Det danske Filmmuseum

§ 19. Det danske Filmmuseum har til opgave at sikre bevarelsen af

film, filmbilleder og andet materiale vedrørende film, at indsamle

og udlåne film- og tv-litteratur og at udbrede kendskabet til

filmens historie, bl.a. ved forevisning af film.

Stk. 2. Museet ledes af en direktør, som ansættes af kultur- og

kommunikationsministeren.

§ 20. Af enhver dansk film, der forevises offentligt, skal

producenten på begæring aflevere en ubrugt kopi til Filmmuseet og

et fuldstændigt sæt af de til reklamebrug fremstillede billeder

fra filmen. Såfremt der efter denne lov er ydet støtte til filmens

produktion, skal afleveringen ske vederlagsfrit.

Stk. 2. To år efter en dansk films første offentlige forevisning i

Danmark skal producenten vederlagsfrit deponere en god brugt kopi

af filmen på museet.

Stk. 3. Negativer til danske film, der har været forevist

offentligt, og negativer til de til reklamebrug fremstillede

billeder fra film, må ikke tilintetgøres, forinden de

vederlagsfrit har været tilbudt museet, og dette har erklæret ikke

at ville overtage dem.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på

danske film, der ikke har været forevist offentligt, men som har

været sat i distribution med henblik på at nå ud til bredere

kredse.

Stk. 5. Af enhver dansk film, der distribueres og sælges i Danmark i

video-kassetteform i over 50 eksemplarer, skal der mod godtgørelse

afleveres en ubrugt kopi til museet.

Stk. 6. Kopierne, billederne og negativerne må ikke udnyttes

foretningsmæssigt af museet.

Stk. 7. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om afleverings-, deponerings- og tilbudspligten, herunder

om undtagelse fra disse pligter.

Kapitel 6

Danske og koproducerede film

§ 21. Ved en dansk film forstås i denne lov en film, der har dansk

producent. Endvidere skal filmen være indspillet på dansk eller

rumme en væsentlig dansk kunstnerisk eller teknisk indsats.

Stk. 2. Ved en dansk producent forstås

1) en person, der har dansk statsborgerskab eller har bopæl her i

landet,

2) et aktieselskab eller anpartsselskab, der er registreret her i

landet,

3) en statslig eller kommunal institution,

4) et andet her i landet hjemmehørende selskab med begrænset ansvar,

herunder fonde og foreninger, hvis direktørerne og flertallet af

bestyrelsesmedlemmerne har dansk statsborgerskab eller har bopæl

her i landet, eller

5) et udenlandsk aktieselskab eller anpartsselskab, der har

indregistreret filial i Aktieselskabs-Registret, eller et andet

udenlandsk selskab med begrænset ansvar, for så vidt

filialbestyreren har dansk statsborgerskab eller har bopæl her i

landet.

Stk. 3. En film, der er optaget ved samarbejde med en eller flere

udenlandske producenter og mindst een dansk producent

(koproduktion), kan godkendes som dansk under forudsætning af, at

der er et rimeligt forhold mellem den danske og den udenlandske

økonomiske indsats, indflydelse på produktionen og mellem

indsatsen fra hver side af arbejdet i kunstnerisk eller i teknisk

henseende.

Stk. 4. Kravet om bopæl, statsborgerskab, hjemsted m.v. her i landet

efter stk. 2 bortfalder i det omfang, internationale aftaler gør

det nødvendigt.

Kapitel 7

Den danske Filmskole

§ 22. Den danske Filmskole varetager kunstnerisk og teknisk

uddannelse til film-, tv- og videoproduktion.

Stk. 2. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om Den danske Filmskoles virksomhed.

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 23. Kommuner og amtskommuner kan drive virksomhed for

filmproduktion, filmforevisning og filmudlejning og kan yde støtte

i form af tilskud, lån eller garanti for lån til filmproduktion,

filmudlejning og biografvirksomhed.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 24. Overtrædelse af § 20 straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af kultur- og

kommunikationsministeren i medfør af § 20, stk. 7, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 25. Loven træder i kraft . . .

Stk. 2. Lov om film, jf. lovbekendtgørelse nr. 997 af 19. december

1986, ophæves.

Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler om beskikkelsesperioders udløb i forbindelse med

ikrafttrædelsen af denne lov.

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er, bortset fra mindre redaktionelle ændringer, identisk

med det filmlovforslag (L 239), der blev fremsat for Folketinget i

folketingssamlingen 1986-87 den 6. maj 1987, og som var til 1.

behandling i Tinget den 13. maj 1987 (se Folketingstidende

1986-87, sp. 11732-11768).

Den gældende lov om film (lov nr. 306 af 9. juni 1982) blev vedtaget

af Folketinget den 1. juni 1982 og trådte i kraft den 1. august

1982 (se Folketingstidende 1981-82, 2. samling, sp. 4024-4053, sp.

8549-8574 og sp. 8739-8740).

Baggrunden for lovgivningen var den krise for dansk filmproduktion,

som udvalget vedrørende revision af loven om film og biografer,

der var blevet nedsat af kulturministeren i 1979, havde redegjort

for i betænkning nr. 943 af 1982.

Med vedtagelsen af loven fulgte en bevillingsforøgelse med det

primære formål at øge den danske filmproduktion og dermed sikre

opretholdelsen af et produktionsapparat.

Ved lov om ændring af lov om film (lov nr. 243 af 8. juni 1983), der

blev vedtaget af Folketinget den 26. maj 1983 og trådte i kraft

den 15. juni 1983 (se Folketingstidende 1982-83, 2. samling, sp.

10185-10212, sp. 11617-11620 og sp. 11882), ændredes §§ 5, 6, 13,

14 og 19 i lov om film af 1982. Disse bestemmelser vedrører dels

ansættelse af filmkonsulenter og programredaktører dels ansættelse

af direktører for institutionerne.

Loven blev med de af ændringsloven følgende ændringer optrykt som

bekendtgørelse nr. 997 af 19. december 1986.

I 1982-lovens § 34 er indsat en revisionsbestemmelse, hvorefter

forslag til revision af loven skal fremsættes for Folketinget

senest i Folketingsåret 1986-87.

Med henblik på denne revision af loven indhentede Ministeriet for

Kulturelle Anliggender i foråret 1986 udtalelser fra de berørte

institutioner, Det danske Filminstitut, Statens Filmcentral og Det

danske Filmmuseum, om de erfaringer, der var indhøstet under den

gældende lovgivning, og om de forslag og synspunkter, som disse

måtte give anledning til.

I institutionernes svar udtrykkes en overvejende tilfredshed med den

gældende lovgivning for så vidt angår de organisatoriske forhold.

Dog udtrykker både Filminstituttet og Filmcentralen deres skepsis

overfor organiseringen af børnefilmstøtten og anbefaler

samstemmende en opløsning af børnefilmrådet. Derudover udtrykkes

generelt et ønske om øgede bevillinger til filmområdet med henblik

på at muliggøre en højere grad af opfyldelse af filmlovens mål.

Endelig foreslår institutionerne forskellige detailændringer af

lovgivningen.

I juni 1986 afgav Rigsrevisionen en beretning til statsrevisorerne om

statsstøtten til spillefilmproduktion for perioden 1979-83. På

baggrund af undersøgelsen påpeger Rigsrevisionen, at det i

lovgivningen forudsatte produktionsmål på 15-20 film årligt ikke

er nået i perioden, hvilket kædes sammen med iagttagelsen af en

særdeles kraftig omkostningsudvikling for spillefilmproduktion i

perioden.

Den statslige støtte pr. solgt biografbillet opgøres af

Rigsrevisionen til at have varieret fra 0 kr. til 939 kr. for

periodens i alt 46 spillefilm.

På denne baggrund fandt ministeriet det hensigtsmæssigt at få

foretaget en uafhængig undersøgelse af den offentlige

filmstøtteordning, hvad angik støtten til såvel spillefilm som

kortfilm. Man indgik derfor i september 1986 med bistand fra

Administrationsdepartementet, og efter at den fornødne bevilling

hertil var tilvejebragt, jf. aktstykke nr. 337 af 16. september

1986, kontrakt med konsulentfirmaet T. Bak-Jensen A/S om

gennemførelse af en sådan undersøgelse. Opgaven lød på en

undersøgelse af hensigtsmæssigheden af de gældende støtteordninger

på filmområdet, idet undersøgelsen skulle vedrøre såvel den

statslige (økonomiske) indsats på filmområdet og dennes betydning

for filmbranchen som de organisatoriske og administrative

forudsætninger for at opnå filmlovens formål. Undersøgelsen af

den statslige økonomiske indsats skulle belyse de forhold, der har

bevirket, at de bevillingsmæssige forudsætninger for filmloven med

hensyn til antallet af film ikke er blevet opfyldt.

Ved indgåelsen af kontrakten blev det fundet hensigtsmæssigt at

opdele den anden del af undersøgelsen i to, således at

undersøgelsen af de organisatoriske rammer, dvs. analysen af

institutionernes opbygning, blev udskudt til eventuel senere

behandling.

Konsulentfirmaet har herefter i februar 1987 afgivet sin rapport om

den offentlige filmstøtteordning. Rapporten bygger dels på

analyser af regnskaber og rapporter m.v. dels på interviews med

diverse interessenter fra området, dvs. repræsentanter for

institutioner, virksomheder, interesseorganisationer foruden en

række enkeltpersoner. Der er i forbindelse med undersøgelsen

foretaget i alt 88 interviews med 66 personer fra filmområdet,

m.v. Undersøgelsens hovedpunkter er sammenfattet i bilag nr. 2.

Undersøgelsens resultater har været drøftet med Det danske

Filminstitut og Statens Filmcentral.

Ministeriet har i øvrigt i forbindelse med lovrevisionen modtaget

henvendelser bl.a. fra organisationer inden for filmbranchen.

Blandt disse skal særligt fremhæves Filmbranchens Samarbejds- og

Ideudvalgs henvendelser vedrørende oprettelsen af en alternativ

procedure for tildelingen af supplerende statslig støtte til

spillefilmproduktion. Filmbranchens Samarbejds- og Ideudvalg

foreslår, at der etableres en ordning, hvorefter der ydes støtte

til spillefilmproduktion under forudsætning af, at en

filmproducent på budgetteringstidspunktet har dækning for 50 pct.

af filmens forventede omkostninger. Herefter skal Filminstituttet

efter forslaget yde de resterende 50 pct. i støtte, dog ikke over

et vist maksimum. Filmprojektet skal opfylde visse kriterier,

herunder at det skal have appel til et bredt biografpublikum, men

skal i øvrigt gennemføres uden medvirken af Filminstituttets

konsulenter.

Med hensyn til grundlaget for fremsættelsen af nærværende lovforslag

skal i øvrigt bemærkes følgende:

De erfaringer, som er indhøstet siden lovrevisionen i 1982, og de

undersøgelser, der er foretaget af den stedfundne udvikling,

efterlader det indtryk, at det vil være hensigtsmæssigt at

gennemføre visse justeringer af det gældende system.

Den bevillingsforhøjelse til såvel spille- som kortfilmproduktion,

der blev gennemført i forbindelse med revisionen i 1982 havde, som

tidligere nævnt, den baggrund, at man ønskede at skabe grundlag

for en produktion af en sådan størrelse, at man kunne opretholde

et dansk produktionsapparat med en kunstnerisk og teknisk stab af

et rimeligt omfang, et distributionsapparat og et passende antal

biografer.

Udviklingen med hensyn til spillefilmproduktionens omfang set i

forhold til den statslige støtte siden lovrevisionen i 1982 er

opgjort nedenfor i tabel 1.

Tabel 1:

Støtten til filmproduktion gennem Det danske Filminstitut (FI) og

antal spillefilmpremierer i perioden 1982-86:

--------------------------------------------------------------- Mill. kr. Fi-støtte (* 1) DR-bidrag (* 2) Antal film --------------------------------------------------------------- 1982 ............. 37,5 4,0 7 1983 ............. 45,3 4,5 11 1984 ............. 48,3 5,5 15 1985 ............. 54,4 6,0 10 1986 ............. 55,6 6,0 14 ---------------------------------------------------------------

I filmlovudvalgets betænkning fra 1982 var det antaget, at man, som

forudsætning for at kunne bevare en dansk

filmproduktionskapacitet, måtte have en årlig produktion på mellem

15 og 20 spillefilm. Da dette mål generelt ikke er blevet nået i

perioden, fastslog bestyrelsen for Filminstituttet i 1984, at

målsætningen med den givne bevilling måtte være at nå en

produktion på 12 film årligt.

Udviklingen i kortfilmproduktionens omfang ved Statens Filmcentral

set i forhold til den statslige bevilling i perioden fra 1982 frem

til i dag er opgjort nedenfor i tabel 2.

Tabel 2:

Bevillingen til kortfilmproduktion ved Statens Filmcentral og

antallet af kortfilmproduktioner i perioden 1982-1986:

-------------------------------------------------------------------- Mill. kr. SFC (* 3) DR (* 4) LFU (* 5) Antal film (* 6) Heraf uden støtte fra DR og LFU -------------------------------------------------------------------- 1982 ... 11,8 0,85 1,6 27 17 1983 ... 10,0 0,85 3,2 22 16 1984 ... 10,3 0,85 3,0 22 14 1985 ... 10,9 0,85 1,6 27 (* 7) 16 1986 ... 10,3 0,95 1,6 16 16 -----------------------------------------------------------------

Produktionen af kortfilm har således, som det fremgår af tabel 2,

ikke været konstant. Faldet i 1986 skyldes dog først og fremmest

halveringen af Landscentralens tilskud til filmproduktion.

For så vidt angår filmproduktionens omfang kan det konstateres, at

udviklingen siden lovrevisionen i 1982 i almindelighed har været

præget af en øget ressourceanvendelse i forbindelse med

produktionens gennemførelse, hvilket har været medvirkende til, at

de ønskede produktionsmål ikke har kunnet opnås.

Konsulentfirmaet T. Bak-Jensen A/S peger i den forbindelse på, at

tendensen til budgetoverskridelser medfører, at en stigende del af

omkostningerne ved filmproduktion må dækkes af de private

producenter. I forlængelse heraf foreslår konsulentfirmaet, at

planlægningen af filmprojekterne forbedres. Dette kan efter

konsulentfirmaets opfattelse blandt andet sikres ved, at de

private filmproducenter inddrages på det tidligst mulige tidspunkt

i projektudviklingen, hvorved producenten efterfølgende har bedre

mulighed for at gribe ind i produktionsfasen med nødvendige eller

ønskelige justeringer af økonomiske årsager. (Se i øvrigt bilag 2

til lovforslaget)

Ministeriet finder i den forbindelse, at der vil være behov for at

styrke den økonomiske styring af filmproduktionen ved ændringer af

de administrative forhold på de statslige institutioner.

Da filmproduktion i Danmark er forbundet med stor økonomisk risiko,

bygger lovforslaget for så vidt angår såvel spillefilm- som

kortfilmproduktionen på den forudsætning, at det vil være

nødvendigt at opretholde de gældende støtteordninger for at skabe

grundlag for en fortsat udvikling af den danske filmkunst og

filmkultur.

Hensynet til bevarelse af biograferne som spillefilmenes primære

forevisningssted indgår også i disse overvejelser, idet der må

lægges vægt på det forhold, at danske film med bred publikumsappel

er af afgørende betydning for biografernes indtjening.

På spillefilmområdet er det ministeriets opfattelse, at

støtteordningen fortsat må baseres på et samvirke mellem den

private filmbranche og det statslige støtteorgan. Der synes i

denne forbindelse at være behov for at muliggøre nye støtteformer

og dermed en tilpasning af støttereglerne efter den løbende

udviklings behov. Lovforslaget tilsigter derfor at skabe grundlag

for en supplerende støtteordning med udgangspunkt i det tidligere

omtalte forslag fra Filmbranchens Samarbejds- og Ideudvalg. Det

forudsættes endvidere, at Filminstituttets bestyrelse ved

fastsættelsen af støttepolitikken kan udforme nærmere

retningslinier, f.eks. for at muliggøre, at en producent får

støtte til produktion af et vist antal film (»sæsonstøtte«).

På kortfilmområdet vil der efter ministeriets opfattelse primært

være behov for at muliggøre en øget indsats fra Statens

Filmcentrals side på videoområdet.

Det tilstræbes at styrke det danske udbud på videoområdet gennem at

skabe øgede økonomiske muligheder for, at Statens Filmcentral

bliver i stand til at udvide sine aktiviteter med hensyn til

produktion og indkøb, udlejning og deponering samt udlån til

enkeltpersoner gennem folkebibliotekerne.

Ved bedømmelsen af de fremtidige vilkår for filmproduktionen er det

nødvendigt at tage hensyn til samspillet med udviklingen på

tv-området og den betydning, som denne udvikling kan få dels for

den egentlige filmproduktion og dels for filmbranchens vilkår i

almindelighed. En opbygning af et TV 2 med vægt på

entrepriseprincippet må - i sammenhæng med Danarks Radio's

entrepriseproduktion forventes at medføre en væsentlig forøgelse

af efterspørgslen efter de ydelser, som filmbranchen kan levere og

derved medføre til opretholdelsen af produktionsapparatet og en

professionel medarbejderstab.

Udviklingen på tv-området vil også medføre, at der vil opstå

supplerende finansieringskilder for den egentlige filmproduktion.

Dette forhold vil have en gavnlig virkning ved at medvirke til en

større åbenhed i filmmiljøet, således at projekter i højere grad

vil kunne gennemføres ad andre kanaler end de statslige

støtteordninger.

Muligheden for koproduktioner på nordisk og europæisk plan må også

formodes at kunne få større betydning i de kommende år.

Idet der henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser,

skal om forslaget i almindelighed bemærkes:

For så vidt angår bestyrelserne for henholdsvis Filminstituttet og

Statens Filmcentral, foreslås disse sammensat således, at

medlemmerne ikke længere kan udpeges blandt personer, der er

repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i

virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film

eller beklæder filmfaglige tillidsposter.

For så vidt angår bedømmelsen af filmprojekter på Filminstituttet,

foreslås det, at den kunstneriske vurdering foretages i samråd

mellem Filminstituttets konsulenter.

Filmjuryen, som ifølge gældende lov § 7 fordeler de midler, der af

bestyrelsen for Filminstituttet afsættes til tabsudligning,

foreslås nedlagt, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk.

1, nr. 4.

Børnefilmrådet, der ifølge gældende lov § 18, stk. 2, består af en af

Filminstituttets filmkonsulenter, et medlem af Filmcentralens

programredaktion og børnefilmkonsulenten, foreslås ligeledes

nedlagt. Samtidig foreslås oprettet en ekstra stilling som

børnefilmkonsulent, hvorved Filminstituttet og Filmcentralen får

hver sin børnefilmkonsulent. Herved søges opnået en styrkelse af

området for film for børn og unge. Børnefilmkonsulenterne har

herefter en mere direkte tilknytning til henholdsvis

Filminstituttet og Filmcentralen, jf. bemærkningerne til

lovforslagets § 17.

Lovforslaget indebærer en række tekniske ændringer af kapitlet om

danske og koproducerede film. Forslaget muliggør anvendelse af

mere tidssvarende og fleksible kriterier ved bedømmelsen af en

films karakter af dansk samt ved bedømmelsen af

hensigtsmæssigheden af støtte til en koproduceret film. Der er

herved taget hensyn til behovet for en smidiggørelse af

administrationen af bestemmelserne, jf. i øvrigt bemærkningerne

til lovforslagets § 21.

I den gældende lovs kapitel 7 findes regler om tilladelsessystemet

for offentlig filmforevisning.

Foranlediget af Administrationsdepartementets initiativer vedrørende

regelsanering er spørgsmålet om ophævelse af tilladelsessystemet

blevet rejst af Kulturministeriet overfor Justitsministeriet.

Justitsministeriet har efter høring af Politimesterforeningen

meddelt, at man ikke har bemærkninger til en ophævelse af

systemet, idet hensynet til færdselsloven m.v. kan sikres ved en

mindre udvidelse af området for normalpolitivedtægtens § 49.

Det er endvidere ministeriets opfattelse, at hensynet til

ophavsrettigheder og til filmcensurlovgivning kan sikres ad anden

vej.

I det foreliggende lovforslag er kapitlet om offentlig

filmforevisning derfor udeladt.

Bestemmelserne vedrørende Det danske Filmmuseum foreslås ændret,

således at man drager konsekvenserne af, at museets område også

vedrører videogrammer, blandt andet ved indføring af en

deponeringsordning for danske videogrammer.

Den danske Filmskole, som ifølge gældende lov § 2, stk. 2, indgår som

et af Filminstituttets opgaveområder, foreslås under hensyn til

det øgede behov for medieuddannelser udskilt til en særlig

paragraf, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 2 og §

22.

I lys af de indhøstede erfaringer tilsigtes endelig med forslaget en

ændring af kompetenceforholdet mellem ministerium og

institutioner.

Den ministerielle kompetence fastholdes ved beskikkelser, udnævnelse

af direktører samt ved fastsættelse af generelle regelsæt, medens

følgende bestemmelser i den gældende lov udgår: § 2, stk. 3 og 4

(godkendelse af forsøgsordninger m.v.), § 23, stk. 2 og 3

(vedrørende en films karakter af dansk) og § 24 (vedrørende

betingelserne for støtte til en koproduceret film).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til Kapitel 1. Formål

Til § 1

Uændret.

Til kapitel 2. Det danske Filminstitut

Til § 2

Til stk. 1:

Uændret, jf. dog bemærkningerne nedenfor til nr. 4.

Til nr. 4:

Fordelingen af de midler, som bestyrelsen for Filminstituttet

afsætter til tabsudligning, varetages ifølge gældende lov § 7 af

en filmjury. Filmjuryen består af 3 medlemmer, som beskikkes af

kultur- og kommunikationsministeren efter indstilling fra

Filminstituttets bestyrelse. Filmjuryen fungerer i øvrigt som et

uafhængigt organ ved fordelingen af tabsudligningen.

Tabsudligningsordningen og Filmjuryen blev oprettet i 1972 som

erstatning for den indtil da fungerende præmieringsordning, der

blev administreret af Filmrådet. Siden oprettelsen i 1972 af

ordningen har de afsatte midler til tabsudligning imidlertid

undergået en forholdsvis stærk reduktion og har siden lovændringen

i 1982 kun udgjort ca. 1 mill. kr. årligt.

På baggrund af denne nedprioritering fra bestyrelsens side af

tabsudligningsordningen i forhold til den egentlige

filmproduktionsstøtte foreslås det, at Filmjuryen nedlægges som et

selvstændigt administrativt organ.

Det foreslås dog samtidig, at bestyrelsens hjemmel til at afsætte

midler til tabsudligning til danske film af kunstnerisk kvalitet

bibeholdes under hensyn til, at tabsudligningsordningen kan have

betydning som middel til anerkendelse af kunstnerisk værdifulde

filmproduktioner.

Tabsudligningen foreslås herefter fordelt af bestyrelsen for

Filminstituttet.

Til stk. 2.

I stk. 2 opregnes de af Filminstituttets formål, der ikke er knyttet

til produktion m.v. af spillefilm. Under stk. 2 opregnedes

tidligere Den danske Filmskole. Ministeriet finder det

hensigtsmæssigt, at Filmskolen på linje med andre

uddannelsesinstitutioner under ministeriet kan fungere som en

selvstændig statsinstitution, og det foreslås derfor, at skolen

udskilles fra Filminstituttets område og behandles i en særskilt

bestemmelse (se § 22).

Bestemmelserne i nr. 1-5 er identiske med bestemmelserne i gældende

lov § 2, stk. 2 nr. 2-6.

Til nr. 6.

Bestemmelsens indhold svarer til gældende lov § 2, stk. 4, men

beslutningskompetencen foreslås, i lys af de indhøstede

erfaringer, henlagt til bestyrelsen.

Til § 3

Bestemmelsen er identisk med gældende lov § 3, for så vidt angår

bestyrelsens størrelse, beskikkelsen af formand og næstformand og

beskikkelsesperiodens længde.

Forslaget indebærer den ændring, at bestyrelsen ikke længere rummer

de såkaldte filmfaglige repræsentanter. Ifølge gældende lov § 3

indgår i bestyrelsen 2 medlemmer, der beskikkes som filmfaglige

repræsentanter efter indstilling af de organisationer, der udgør

den almindelige repræsentation for filmproducenterne,

filminstruktørerne, filmteknikerne, biografindehaverne og

filmudlejerne.

Den gældende ordning har betydet, at man for at undgå

habilitetsproblemer i bestyrelsesarbejdet, til stadighed har

måttet inddrage suppleanterne for de filmfaglige repræsentanter i

arbejdet. Denne løbende ændring af bestyrelsens sammensætning

besværliggør arbejdet i bestyrelsen og virker hæmmende på

muligheden for at opnå kontinuitet i bestyrelsens beslutninger.

Dette forhold er også blevet påpeget i T. Bak-Jensen A/S' rapport

om den offentlige filmstøtteordning.

Lovforslaget er således baseret på ønsket om at forbedre vilkårene

for bestyrelsens arbejde og dermed styrke bestyrelsens muligheder

for at opfylde sin opgave.

Ifølge forslaget skal repræsentantskabet for Filminstituttet foreslå

tre medlemmer af repræsentantskabet. De to resterende medlemmer

foreslås udpeget af ministeren. Ifølge forslaget skal det for

samtlige medlemmer af bestyrelsen gælde, at de ikke må være

repræsentanter for eller ansat i eller økonomisk interesseret i

virksomheder for produktion, udlejning eller forevisning af film.

Derudover foreslås det som en tilføjelse, at medlemmer af

bestyrelsen ikke må beklæde filmfaglige tillidsposter. Dette

sidste forslag svarer til bestemmelser vedrørende andre lignende

organer inden for kulturområdet. I stk. 2 er dog tilføjet en

hjemmel for ministeren til at dispensere fra denne bestemmelse.

Til § 4

Bestemmelsen svarer stort set til gældende lov § 4. Det fastslås

således, at bestyrelsen fortsat har kompetence til at fordele de

til Filminstituttets rådighed værende midler på de formål, der er

nævnt i § 2, og at bestyrelsen træffer den endelige administrative

afgørelse med hensyn til dispositionerne efter § 2.

Med den foreslåede formulering søges imidlertid understreget, at

bestyrelsen har den fulde ledelseskompetence til at fastlægge

Filminstituttets virksomhed.

Behovet for en styrkelse af bestyrelsens funktion er blevet påpeget

af konsulentfirmaet T. Bak-Jensen A/S, bl.a. ud fra ønsket om at

opnå kontinuitet i filmpolitikken med henblik på at styrke

muligheden for med en given bevilling at opnå filmlovens formål. I

den forbindelse er det fundet ønskeligt at forbedre bestyrelsens

beslutningsgrundlag ved at oprette en stilling for en medarbejder

med produktionsøkonomisk ekspertise i sekretariatet, jf. bilag nr.

1.

Endelig skal henvises til forslagets § 6, stk. 4, hvorefter

bestyrelsen bemyndiges til, indenfor en særlig fastsat

bevillingsramme, at tildele midler til filmproduktion uden

forudgående vurdering af filmkonsulenterne.

Til § 5

Bestemmelsen svarer til gældende lov § 5 bortset fra, at den nye

bestemmelse ikke indeholder udtrykkelig åremålsansættelse af

direktøren. Det vil således ved fremtidige ansættelser bero på en

konkret afgørelse, der træffes af kultur- og

kommunikationsministeren efter forslag fra bestyrelsen, hvorledes

ansættelsesforholdet nærmere skal udformes. Endvidere er

bestemmelsen forenklet, idet det er præciseret, at ansættelsen

sker efter forslag fra bestyrelsen.

Til § 6

Til stk. 1 og 2:

Uændrede.

Til stk. 3:

Bestemmelsen foreslås ændret således, at filmkonsulenterne i samråd,

dvs. kollektivt, foretager den kunstneriske vurdering og afgiver

forslag til bestyrelsen om anvendelsen af midler til

filmproduktion m.v.

Herved ændres filmkonsulenternes funktionsmåde, således at den er at

sammenligne med programredaktionen på Statens Filmcentral. Med

forslaget om en kollektiv arbejdsform søges tilvejebragt et bedre

grundlag for konsulentordningens administration bl.a. for at sikre

kontinuitet i konsulenternes virke.

Af konsulentfirmaet T. Bak-Jensen A/S' rapport om den offentlige

støtteordning fremgår, at den kollektive arbejdsform anbefales som

en styrkelse af konsulentfunktionen bl.a. for at undgå den

personfiksering, som den gældende ordning indebærer risiko for.

Der peges dog samtidig på risikoen for en midtsøgende politik ved

denne arbejdsform, der kan virke uheldig ved kunstneriske

afgørelser. Dette forhold søges imødegået ved, at der i instruksen

for filmkonsulenterne indføjes en mulighed for, på linie med

bestemmelsen i § 9 i instruksen for programredaktionen ved Statens

Filmcentral, i tilfælde af uenighed at forelægge sagen til

bestyrelsens afgørelse.

Til stk. 4:

Bestemmelsen er ny. Med forslaget søges tilvejebragt grundlag for at

afprøve alternative former for støtte til filmproduktion. Man er i

denne forbindelse navnlig opmærksom på det forslag, der er fremsat

af et bredt udsnit af filmbranchen vedrørende en særlig

støtteordning til fremme af film, der kan tiltrække et større

publikum og derved medvirke til at opretholde biografernes

eksistensgrundlag og biografindtægterne som finansieringskilde.

Ifølge filmbranchens forslag skal den offentlige støtte til

spillefilmproduktionen udgøre 50 pct. af de budgetterede

produktionsomkostninger, dog maksimalt 3,5 mill. kr. pr. film.

Støtten uddeles halvårligt efter ansøgning, der behandles af

Filminstituttets sekretariat efter visse nærmere angivne

kriterier. Såfremt bestyrelsen ikke finder, at der er indkommet

kvalificerede ansøgninger kan bevillingen hertil benyttes til

anden produktionsstøtte.

Bestemmelsen tilvejebringer hjemmel for en ordning for ydelsen af en

vis del af den offentlige støtte til spillefilmproduktion, der

ikke indebærer konsulentbedømmelse og -medvirken efter hidtil

gældende regler, men som ikke udelukker, at Filminstituttets

bestyrelse/sekretariat efter behov kan søge bistand - enten

internt eller eksternt - ved bedømmelsen af de foreliggende

ansøgninger. Støtten, der foreslås at andrage indtil 20 mill. kr.

årligt skal ydes i form af garantier for lån i lighed med den

gældende produktionsgarantiordning. Garantierne kan udstedes i

finansåret 1988, men vil først kunne have bevillingsmæssige

konsekvenser fra finansåret 1989, hvor der overføres 5 mill. kr.

fra den gældende ordning for lån til filmproduktion til

garantiordningen samt tilføres en merbevilling på 15 mill. kr.,

jf. bilag nr. 1.

Det er tanken, at ordningen skal animere til investering af øget

privatkapital i overensstemmelse med lovgivningens

blandingsøkonomiske intention. Ordningen indebærer endvidere en

fleksibilitet i det offentlige støttesystem, som kan være ønskelig

for at modvirke det gældende systems risiko for en smagmæssig

snæverhed i en given konsulentperiode.

Ved bestemmelsen fastslås den ministerielle kompetence til at

fastsætte nærmere regler for ordningen og ændre disse også uanset,

om dette er foreslået af bestyrelsen.

Til § 7

Til stk. 1:

Bestemmelsen er uændret i forhold til gældende lov § 8 bortset fra

den ændring, der følgeraf repræsentantskabets kompetence til at

fremkomme med forslag til tre medlemmer til bestyrelsen, jf. den

foreslåede ændring af § 3.

Til stk. 2:

Uændret.

Til § 8

Bestemmelsen er uændret i forhold til gældende lov § 9. Fastsættelsen

af forretningsordner for henholdsvis bestyrelsen og

repræsentantskabet og af instruks for filmkonsulenternes

virksomhed foreslås fastholdt som en ministeriel kompetence.

Bestemmelsen indebærer, at kultur- og kommunikationsministeren kan

foretage ændringer i vedtægterne (forretningsordner og instruks),

uanset om dette er foreslået af bestyrelsen eller

repræsentantskabet.

Til kapitel 3. Statens Filmcentral

Til § 9

Til stk. 1:

I forslaget er tilføjet, at Statens Filmcentral også har til opgave

at distribuere film til enkeltpersoner. Det antages, at der

allerede er hjemmel hertil i den gældende lov, men man har fundet

det hensigtsmæssigt at præcisere denne hjemmel ved nærværende

lovforslag. Baggrunden herfor er, at udviklingen på videoområdet

kan gøre spørgsmålet om distribution til enkeltpersoner mere

aktuelt, bl.a. ved at åbne op for distribution af videogrammer i

samarbejde med folkebibliotekerne.

Et sådant initiativ blev anbefalet af et flertal i Mediekommissionen

jf. Mediekommissionens betænkning om video (betænkning nr. 954 af

1982). Flertallet i mediekommissionen var således af den

opfattelse, at der allerede da var et stort behov for et dansk

supplement på videoområdet, både for så vidt angår produktion som

distribution af videoprogrammer. Dette spørgsmål er siden i

forbindelse med forslag fremsat af SF i folketingsårene 1982-83,

1983-84, 1984-85 og 1985-86 (jf. Folketingstidende 1982/83, 2.

samling, sp. 7508-7527; 1983/84, 2. samling, sp. 4304-4316;

1984/85, 1. samling, sp. 3028-3042 og 1985/86, 2. samling, sp.

8327-8339) blevet gjort til genstand for drøftelser i Folketinget.

Ved disse lejligheder blev det fundet hensigtsmæssigt at tage

problemet op i forbindelse med den genrelle revision af filmloven

(jf. Folketingstidende 1985/86, 2. samling, sp. 8328).

Til stk. 3:

Bestemmelsen foreslås ændret således, at hovedsigtet - at Statens

Filmcentral fungerer som den statslige rådgiver m.v. på

kortfilmområdet - fastholdes, men at der samtidig åbnes mulighed

for, at statslige myndigheder kan forestå produktion af kortfilm

uden nødvendigvis at indhente bistand hos Filmcentralen. Herved

overflødiggøres samtidig den gældende lovs adskillelse af

Filmcentralens forhold til statslige og andre offentlige

institutioner.

Til § 10

Ændringen er parallel med ændringen i § 3. Også med hensyn til

Statens Filmcentral kan brancherepræsentationen i bestyrelsen

forekomme problematisk.

Til § 11

Ændringen er parallel til ændringen i § 4, og skal også her ses som

et udtryk for ønsket om at understrege bestyrelsens

ledelsesfunktion.

Også for så vidt angår Statens Filmcentral foreslås oprettet en

stilling for en medarbejder med produktionsøkonomisk ekspertise

for at bedre bestyrelsens beslutningsgrundlag, jf. bilag nr. 1.

Til § 12

Ændringen er parallel til ændringen i § 5.

Til § 13

Til stk. 1 og 2:

Uændret.

Til stk. 3:

Ændringen er parallel til ændringen af § 6, stk. 3.

Til § 14

Uændret.

Til § 15

Uændret.

Til kapitel 4. Film for børn og unge

Til § 16

Bestemmelsen er uændret og svarer til bestemmelsen i gældende lov §

17.

Til § 17

Til stk. 1-2.

Bestemmelserne er uændrede, bortset fra den ændring, der følger af,

at der i forslaget forudsættes oprettet endnu en stilling som

børnefilmkonsulent, således at der herefter er en konsulent ved

hver af de to institutioner. Forslaget følger herved

institutionernes påpegning af behovet for at styrke området for

film for børn og unge.

Til stk. 3:

Ifølge gældende lov § 18 nedsætter kultur- og

kommunikationsministeren et børnefilmråd, som består af en af

filmkonsulenterne ved Filminstituttet og et medlem af

programredaktionen ved Filmcentralen. Med de foreslåede ændringer

bortfalder dette råd, og det overlades til børnefilmkonsulenten,

for så vidt angår spillefilmproduktion, at afgive forslag direkte

til bestyrelsen for Filminstituttet om anvendelse af de i § 16

nævnte midler efter drøftelse med Filminstituttets konsulenter.

Ændringen er begrundet i det forhold, at børnefilmrådet hidtil har

haft vanskeligt ved at fungere på hensigtsmæssig måde, dels på

grund af dets administrative placering mellem to forskelligt

arbejdende institutioner og mellem konsulent og bestyrelse, dels

fordi det for medlemmerne af rådet ofte har været vanskeligt at

afsætte den fornødne arbejdskraft til denne opgave ved siden af

opgaverne som henholdsvis filmkonsulent og medlem af

Filmcentralens programredaktion.

For at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag foreslås det, at

forslag om støtte til filmproduktion skal fremsættes overfor

bestyrelsen efter drøftelse med filmkonsulenterne.

Til stk. 4:

Ændringen er parallel til ændringen i stk. 4, idet det dog følger af

Filmcentralens virke og funktionsområde, at børnefilmkonsulentens

drøftelser med programredaktionen vedrører anvendelsen af samtlige

midler, der her afsættes til film for børn og unge.

Til stk. 5:

Bestemmelsen svarer til sidste del af bestemmelsen i gældende lov §

19, stk. 4, bortset fra den ændring, der følger af, at der ifølge

forslaget skal være to børnefilmkonsulenter.

Til § 18

Bestemmelsen er ændret således, at der nu kun vedrører instrukser for

børnefilmkonsulenter, idet børnefilmrådet foreslås nedlagt, jf.

bemærkningen til § 17, stk. 3.

Til kapitel 5. Det danske Filmmuseum

Til § 19

Bestemmelsen svarer til den gældende lov § 21, idet det dog er blevet

tilføjet, at Filmmuseet også varetager indsamling og udlån af

tv-litteratur. Tilføjelsen bringer bestemmelsen i overensstemmelse

med praksis. Museets bibliotek er således af

Rigsbibliotekarembedet anerkendt som forskningsbibliotek med

speciale i og forpligtelse til at indsamle litteratur om film og

tv.

Til § 20

Til stk. 1:

Bestemmelsen svarer stort set til gældende lov, idet det dog, under

hensyn til den betydelige statslige støtte til dansk producerede

film og for at forbedre Filmmuseets mulighed for at erhverve

ubrugte kopier af danske film, foreslås tilføjet, at kopier af

film, der har modtaget produktionsstøtte efter denne lov, skal

afleveres vederlagsfrit.

Til stk. 2-4:

Uændrede.

Til stk. 5:

Bestemmelsen er ny og tager sigte på at drage konsekvensen af, at

museets område også vedrører videogrammer, jf. § 1. Den foreslåede

bestemmelse er af begrænset karakter.

Videogramspørgsmålet indeholder en række ophavsretlige problemer,

hvorfor iværksættelse af en indsats på dette område bl.a. ikke kan

omfatte udenlandske film.

Endvidere må det tages i betragtning, at museets opgaver vedrørende

videomediet har sammenhæng med de igangværende overvejelser om

oprettelsen af et egentligt lyd- og billedarkiv samt vedrørende

revision af pligtsafleveringsloven.

Til stk. 6 og 7:

Uændrede.

Til kapitel 6. Danske og koproducerede film

Til § 21

Med den foreslåede bestemmelse tilsigtes en sammenfatning af

bestemmelserne vedrørende de områder, der i gældende lov dækkes af

§§ 23 og 24.

Til stk. 1:

Bestemmelsen er ændret i forhold til gældende lov, idet det nu

præciseres, at en dansk film skal have dansk producent. Kriteriet

gøres udtrykkeligt i forslaget under hensyn til sammenhængen med

bestemmelsen om koproducerede film, jf. bemærkningerne til stk. 3

nedenfor.

Den gældende lov § 23 fastsætter endvidere, at en film udover at

skulle være indspillet på dansk også skal være indspillet med

overvejende dansk kunstnerisk og teknisk personale. Samtidig

rummer den gældende lov § 23 bestemmelse om, at kultur- og

kommunikationsministeren har den endelige afgørelse af, om en film

kan anses som dansk, og at ministeren endelig kan dispensere fra

bestemmelsens krav.

For det første foreslås det, som led i det generelle ønske om at

uddelegere ansvar for konkrete afgørelser fra ministeriet til

institutionerne, at den ministerielle kompetence vedrørende

konkrete filmprojekters karakter ophæves.

I forlængelse af, at dispensationsmuligheden hermed bortfalder,

foreslås det, at kravet om indspilning på dansk og kravet om dansk

kunstnerisk og teknisk deltagelse i projektet gøres sideordnet,

således at alle kravene ikke nødvendigvis skal opfyldes samtidig.

Endvidere indebærer forslaget, at der indføres større fleksibilitet

med hensyn til kriterierne for bestyrelsens vurdering af, om et

givet projekt opfylder lovens formålsbestemmelse. Antallet af

danske medvirkende er således ikke et afgørende kriterium for,

hvorvidt filmen kan karakteriseres som dansk.

Til stk. 2:

Bestemmelsen svarer stor set til gældende lov § 24, stk. 2, pkt. a-e.

Til stk. 3:

Bestemmelsen vedrører støtte til film, der produceres i et samarbejde

mellem danske og udenlandske producenter og erstatter gældende lov

§ 24 om koproducerede film.

En bestemmelse vedrørende støtte til koproducerede film har indgået i

filmlovene siden 1972 under henvisning til, at dette område måtte

forudses at blive stadig vigtigere. Det har imidlertid vist sig,

at der foreløbig kun er gennemført forholdsvis få koproduktioner

med dansk deltagelse.

Imidlertid synes udviklingen på internationalt plan indenfor

filmbranchen at pege på et øget behov for koproduktion for at

kunne imødegå omkostningsudviklingen og tendensen til vigende

biografmarkeder. Hertil kommer, at internationale koproduktioner

kan få betydning i forbindelse med den stigende tv-efterspørgsel

og vil kunne åbne op for en bredere erfaringsudveksling mellem

landene og dermed bedre mulighed for kunstnerisk udvikling. Denne

udvikling belyses også af det nylige initiativ til oprettelse af

en fællesnordisk filmfond og af lignende initiativer på europæisk

plan.

Ministeriet har i denne forbindelse fundet det hensigtsmæssigt at

udforme bestemmelsen således, at der skabes større fleksibilitet

med hensyn til kriterierne for bestyrelsens vurdering af, om en

given koproduktion opfylder lovens formålsbestemmelse.

Til stk. 4:

Med bestemmelsen sigtes blandt andet på EØF-traktaten.

Til kapitel 7. Den danske Filmskole

Til § 22

Bestemmelsen er ny.

Filmskolen har hidtil været drevet i henhold til den gældende lovs §

2, stk. 2, som henhørende under det danske Filminstitut. Med den

nye § 22 er det imidlertid fundet hensigtsmæssigt at udskille Den

danske Filmskole som en selvstændig institution med

ledelsesmæssigt ansvar direkte overfor Kultur- og

Kommunikationsministeriet.

Den danske Filmskole blev oprettet i 1964. Uddannelsen er i dag

organiseret omkring tre aktiviteter, der omfatter en fireårig

grunduddannelse med normalt i alt ca. 50 elever, en

videreuddannelse med 200-250 kursister pr. år samt

seminarvirksomhed, der retter sig mod hele det audiovisuelle

miljø.

Der er i dag et påtrængende behov for en forøget indsats inden for

uddannelse til arbejdet med de elektroniske medier.

Der findes en række uddannelsesinstitutioner, som har til opgave at

uddanne til medierne. Dette gælder navnlig Danmarks

Journalisthøjskole, Den danske Filmskole, Danmarks Radios

personalekursus m.fl.

Behovet for uddannelse til de eletroniske medier vil efter

ministeriets opfattelse kunne dækkes af de allerede eksisterende

institutioner, såfremt disse udbygges, og der sikres den fornødne

koordination og fordeling af opgaverne.

Filmskolen vil få en central placering i den udbygning af

medieuddannelserne, som nødvendigvis må gennemføres i de kommende

år, og ministeriet finder derfor, at der snarest muligt må tages

skridt til en udvidelse af Filmskolens uddannelsestilbud. Det

foreslås, at skolens bevillinger forøges med 2 mill. kr. og 7

årsværk, jf. bilag nr. 1.

Til kapitel 8. Forskellige bestemmelser

Til § 23

Bestemmelsen svarer til gældende lov § 29, idet biografdrift dog

tilføjes som en kommunal kompetence. Denne kompetence fremgår af

gældende lov § 26, stk. 4, som foreslås ophævet som en særskilt

bestemmelse i lighed med resten af afsnittet om

biograftilladelser.

Der har overfor Ministeriet for Kulturelle Anliggender været rejst

spørgsmål om, hvorvidt den i bestemmelsen angivne hjemmel kan

siges at være underlagt den almindelige administrative

lighedsgrundsætning, således at en kommune f.eks. ikke kan vælge

at yde støtte til en ud af flere eller drive virksomhed i

konkurrence med andre - i kommunen beliggende virksomheder

indenfor filmområdet. Ministeriet forudsætter i denne forbindelse,

at filmlovens kulturpolitiske formål indebærer, at kommuner på

biograf- og filmområdet, som på andre kulturelle områder, bør

kunne yde støtte til bestemte virksomheder som led i en kommunal

kulturpolitik.

Til Kapitel 9. Straffebestemmelser

Bestemmelserne er stort set uændrede, bortset fra den ændring, der

følger af bortfaldet af biograftilladelsessystemet. Samtidig er

der som stk. 4 tilføjet en bestemmelse om kommunalt strafansvar.

Til Kapitel 10. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 26

Bestemmelsen fastslår i modsætning til gældende lov, at loven ikke

kan sættes i kraft for Grønland, da filmområdet må betragtes som

overgået til det grønlandske hjemmestyre i lighed med de øvrige

kulturelle områder ved hjemmestyrelovens ikrafttræden i 1979.

Bilag 1

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

(prisniveau januar 1987)

1988 1989 ff. --------------------------------------------------------------- Til spillefilmproduktion (Det danske Filminstitut) ............. - 15,0 (* 8) Til videoformål (Statens Filmcentral).. 7,2 7,2 Til børnefilmkonsulent m.v. ........... 0,8 0,8 Til udbygning af Den danske Filmskole . 2,0 2,0 --------------------------------------------------------------- 10,0 25,0 ---------------------------------------------------------------

Til bevillingen på 0,8 mill. kr. til oprettelse af en stilling som

børnefilmkonsulent samt økonomisk bistand til Det danske

Filminstitut og Statens Filmcentral knytter sig 3 årsværk.

Til bevillingen på 2 mill. kr. til udbygning af Den danske Filmskole

knytter sig 7 årsværk.

Bilag 2

Resumee og hovedkonklusioner fra konsulentfirmaet T. Bak-Jensen A/S'

rapport om den offentlige filmstøtteordning.

Konsulentfirmaets undersøgelse bygger dels på indsamlede

regnskabsoplysninger m.v. fra Det danske Filminstitut og Statens

Filmcentral (herunder produktionsregnskaber for filmproduktion i

årene 1980-1986), dels på en række interviews foretaget med

filmområdets interessenter, dvs. personer fra institutioner,

organisationer og virksomheder foruden diverse enkeltpersoner.

Endvidere er inddraget tidligere undersøgelser af filmbranchens

forhold, herunder Rigsrevisionens beretning afgivet den 26. juni

1986 til statsrevisorerne om en undersøgelse af statsstøtten til

spillefilmproduktionen i en 5-årig periode fra 1979-1983.

Følgende er en kort opsummerende gennemgang af hovedkonklusionerne i

rapporten:

1. Af konsulentfirmaets undersøgelse fremgår, at omkostningerne ved

filmproduktion i Danmark er steget kraftigt i perioden 1980-1986.

Stigningen har været stærkest for spillefilmproduktion, hvor

stigningen i perioden har været på gennemsnitlig 20 pct. pr. år

målt i faste priser. Denne omkostningsstigning kan således ikke

henføres til generelle prisstigninger, men skyldes et stadigt

stigende ressourceforbrug og i særlig grad stigende lønudgifter.

Omkostningsstigningen medfører, at man ikke har nået det

kvantitative produktionsmål, som blev sat ved bevillingsforøgelsen

i 1982, og at der med uændret bevillingsniveau produceres stadig

færre film.

I den samme periode kan der iagttages et stadigt fald i

tilskuertallet til spillefilm i biograferne. Dette medfører, at en

spillefilmproduktion næppe vil kunne opretholdes uden offentlig

støtte. Ud af biografernenes samlede omsætning tegner danske film

sig i dag for op imod 20 pct. Denne omsætning er imidlertid

særdeles vigtig for producenterne af danske spillefilm, idet ca.

65-70 pct. af producenternes mulige indspilningsindtægter kommer

fra det danske biografled.

Endvidere er der i den undersøgte periode foregået en meget kraftig

udvikling på videomarkedet, idet såvel antallet af

videovisnings-muligheder som antallet af film på video, herunder

danske film, er steget stærkt. Antallet af seere til danske film

på dette marked udgjorde i 1984 ca. 7,5 mill., hvor der til

sammenligning blev solgt 2,7 mill. biografbilletter til danske

film.

Udviklingen på videomarkedet understreger, at det samlede antal

tilskuere til danske spillefilm er stærkt stigende.

Videoudviklingen sammenholdt med den hastige teknologiske

udvikling inden for elektroniske visningsmuligheder af film peger

på, at der formentlig endnu er et uudnyttet indtægtspotentiale for

spillefilm.

Blandt de kortfilm, der produceres i dag, er der et stort antal, som

produceres uden offentlig støtte. Det må imidlertid slås fast, at

kortfilm af visse typer ikke vil kunne eksistere uden statsstøtte.

TV 2-udviklingen må, under hensyn til det entrepriseprincip, som skal

anvendes for en væsentlig del af egenproduktionen, antages at

medføre en betydelig forøgelse af efterspørgslen efter tjenester

inden for film og videoområdet. I denne forbindelse må man også

være opmærksom på spørgsmålet om produktion af reklameindslag.

Filmbranchen og filmproduktion er kendetegnet ved et stærkt

engagement, men beskæftigelsen er ofte kun periodisk, hvilket

begrænser muligheden for at opnå større effektivitet og økonomisk

rationel adfærd. Filmbranchen er endvidere kendetegnet ved, at

enkelte virksomheder har interesse i flere led af branchens

funktioner og aktiviteter og herved kan mindske risiko og

sårbarhed overfor resultatet af et utilfredsstillende forløb af et

enkelt projekt eller utilfredsstillende vilkår i enkelte

funktioner eller aktiviteter.

2. Særligt vedrørende spillefilm:

Den væsentlige vækst i produktionsomkostningerne for danske

spillefilm skyldes især stigning i gager til teknisk hold og

stigning i udgifter til optagelser i udlandet.

I Sverige kan der iagttages en mere afdæmpet omkostningsudvikling for

filmproduktion og en større produktivitet.

Samtidig kan det konstateres, at de udarbejdede budgetter ikke

overholdes. Konsulentfirmaet har således fundet, at der næsten

konsekvent for spillefilmproduktion er et overforbrug på 10-15

pct. i forhold til det budgetterede beløb. Budgetoverskridelserne

indikerer, at der er styringsvanskeligheder ved produktion af

danske spillefilm. Disse styringsvanskeligheder skyldes ifølge

konsulentfirmaet bl.a., at der ofte sker en stigning i

ambitionsniveauet under et produktionsforløb.

Tendensen til budgetoverskridelser medfører, at en stigende andel af

omkostningerne ved filmproduktion må dækkes af de private

producenter, idet Filminstituttet ikke længere dækker

budgetoverskrivelser. Filminstituttets støtteindsats er derfor

reduceret i perioden målt med Filminstituttets andel af den totale

finansiering. Det fremgår således af konsulentfirmaets

beregninger, at hvor ca. en trediedel af de realiserede

produktionsomkostninger i 1980 var dækket af de private

producenter, er tallet i 1985 oppe på over 43 pct. Dette betyder,

at hvor det offentliges andel i finansieringen i 1980 i gennemsnit

androg ca. 65 pct., var tallet i 1985 nede på godt 56 pct.

For biografernes vedkommende viser analysen, at interessen for

premierefilm er stigende. Det karakteristiske indspilningsmønster

for danske spillefilm er således i dag, at de betydende indtægter

fra biografindspilninger opnås i filmenes første to kalenderår.

Det påpeges derfor, at den danske produktion af spillefilm har

haft stor betydning for omsætningen i de danske biografer. Der

peges således på, at selvom biografernes indtægter for danske film

er faldet fra 1980, hvor de udgjorde 21 pct. til 1985, hvor de

udgjorde 17,6 pct. af de samlede indtægter, er de danske

premierefilms andel af biografindtægterne steget med 36 pct. i den

samme periode.

3. Særligt vedrørende kortfilm:

Omkostningerne ved produktion af kortfilm er i perioden 1980-1986

ifølge konsulentfirmaets beregninger steget 8,6 pct. årligt målt i

faste priser. Omkostningsstigningen skyldes først og fremmest en

stadig øgning af filmenes længde.

Den lavere stigningstakt for omkostningerne til kortfilmproduktion

sammenholdt med omkostningerne til spillefilmproduktion skal dog

ses i forhold til, at der i den undersøgte periode samtidig er

sket en reduktion af det såkaldte overhead til producenterne, dvs.

den del af de budgetterede omkostninger, der afsættes til

administration m.v.

Også for så vidt angår kortfilmproduktion, kan der iagttages en

tendens til fejl- og underbudgettering. Budgetteringen synes

særlig vanskelig for produktionsselskaberne på posterne vedrørende

mandskab samt råfilm og laboratoriearbejde, som med enkelte års

undtagelser synes konsekvent underbudgetteret i størrelsesorden

10-35 pct. Udviklingen synes at kunne forklares ved, at filmene

ofte bliver længere end planlagt samtidig med, at råfilmforbruget

er steget relativt mere end den færdige films længde. Da Statens

Filmcentral indgår en produktionsaftale med produktionsselskaberne

på et fast beløb, har konsekvensen af budgetoverskridelserne som

nævnt været, at overhead'et til produktionsselskaberne er blevet

udhulet gennem perioden.

Det stigende omkostningsniveau ved produktion af kortfilm har

betydet, at en stigende andel af kortfilmproduktionerne har måttet

finansieres med støtte af andre end Statens Filmcentral for, at

produktionsniveauet har kunnet opretholdes. Statens Filmcentrals

finansieringsandel i egne film er således faldet fra 89 pct. i

1983 til 62 pct. i 1986. Samtidig er produktionsselskabernes andel

steget fra 3 pct. til 16 pct. i samme periode. Ses der bort fra

produktionsselskaberne, er sponsorstøtten til filmene fra både

offentlige og private institutioner steget fra 8 pct. i 1983 til

22 pct. i 1986.

Resultatet af den øgede eksterne finansiering af kortfilm har derfor

været et markant fald i antallet af fuldfinansierede film fra

Statens Filmcentral. Denne udvikling aktualiserer spørgsmålet om

Filmcentralens andel i rettigheder til filmene i forhold til

Filmcentralens finansieringsandel.

Rettighedsspørgsmålet aktualiseres endvidere af behovet for

distribution af kortfilm på video, eventuelt via bibliotekerne.

På området for indkøb og færdiggørelse af såvel danske som

udenlandske kortfilm viser udviklingen, at Statens Filmcentral

anvender en stadig mindre del af sin bevilling til dette formål.

Filmcentralen har således med det nuværende bevillingsniveau

prioriteret produktionen af danske kortfilm højere end indkøb af

film.

4. På baggrund af konsulentfirmaets undersøgelser af den offentlige

støtteordning, herunder den økonomiske analyse og den omfattende

interviewundersøgelse som konsulentfirmaet har gennemført i

filmbranchen, fremkommer firmaet med en række generelle

iagttagelser og vurderinger af det nuværende filmstøttesystem og

endvidere en række forslag til forbedringer af systemet. Generelt

konkluderer konsulentfirmaet, at filmproduktion er en kompliceret

og langvarig proces med periodevis hektiske arbejdsvilkår, hvor

processen, for at forløbe hensigtsmæssig, kræver et effektivt og

snævert samarbejde mellem mange mennesker.

Produktionsplanlægningen er kompliceret, og produktionsforløbet

kræver ledere med overblik og motivationsevne, der kan formidle en

kunstnerisk idee, og som samtidig har økonomisk og finansiel

indsigt.

Mange andre forhold, især af interessebetonet, emotionel karakter,

kan på tilsvarende måde påvirke vilkårene i branchen, således at

man ved vurderingen af filmlovens virkningsgrad og -måde ikke kan

forvente, at alle i dette erhverv altid handler eller vil kunne

bringes til at handle rationelt og økonomisk ud fra en langsigtet

effektivitetsmodel.

Vedrørende spillefilmstøttens organisering finder konsulentfirmaet,

at Filminstituttets bestyrelses begrænsede kompetence overfor

filmkonsulenterne stiller store krav om fasthed i målfastholdelse

og politik på de områder, hvor man har den fulde kompetence, idet

det ellers vil være vanskeligt at få skabt tillid til og respekt

om bestyrelsens arbejde. I forbindelse hermed peger

konsultentfirmaet på det uheldige i den kraftige

brancherepræsentation i bestyrelsen. Dels påpeger

konsulentfirmaet, at bestyrelsen ikke selv behøver at dække alle

de faglige områder, idet sagkyndig bistand vil kunne indhentes fra

f.eks. Filminstituttets sekretariat. Derudover peger

konsulentfirmaet på, at bestyrelsens bestræbelser på at undgå

situationer, hvor et eller flere medlemmer kan blive inhabile på

grund af personlig interesse i de behandlede sager, som løses ved

at indsætte suppleanter, medfører forringede arbejdsvilkår.

Konsulentfirmaet peger endvidere på, at med den nuværende

arbejdsdeling på Filminstituttet tvinges filmkonsulenterne ind i

en række økonomiske vurderinger, der ikke automatisk forudsættes

behersket ved deres ansættelse, og som kan virke forstyrrende på

deres øvrige arbejde. Der peges i samme forbindelse på, at det på

baggrund af den rejste kritik af filmkonsulentordningen kunne

overvejes, om andre indstillingsmetoder vil være at foretrække som

supplement eller erstatning for det nuværende konsulentsystem.

Firmaet peger her på muligheden for at anvende den på Statens

Filmcentral benyttede kollektive afgørelsesform, idet man bl.a.

herved undgår en al for stærk personfiksering omkring

konsulentfunktionen. Den kollektive indstillingsproces kunne

samtidig skabe en kontinuitet i konsulenternes virke og dermed i

filmprojekternes udviklingsforløb, under forudsætning af, at

konsulenterne, der indgår i det kollektive organ, ikke udskiftes

på samme tid.

Sikringen af kontinuitet er endvidere af væsentlig betydning i

bestræbelsen på at undgå budgetoverskridelser ved filmproduktion.

Konsulentfirmaet finder det således ønskeligt at forbedre

planlægningen af filmprojekterne og peger her på vigtigheden af at

inddrage filmproducenten på det tidligst mulige tidspunkt i

projektudviklingen. Det er således firmaets indtryk, at

producenten under den nuværende organisering af filmstøtten for

ofte først bliver inddraget i projektet på et tidspunkt, hvor

konsulent og instruktør har dannet sig en relativ fast mening om

projektet, hvorved der er en risiko for, at producentens erfaring

og faglige viden ikke udnyttes effektivt på planlægningsstadiet.

Resultatet af denne proces bliver, ifølge konsulentfirmaet, at

producenten får sværere ved at gribe ind i produktionsfasen med

nødvendige eller ønskelige justeringer af økonomiske årsager.

Generelt fremhæves det, at en række forhold taler for et system, hvor

beslutning om støtte træffes i god tid, før den planlagte

produktionsperiode.

I denne forbindelse påpeges det, at det ikke kan anbefales at

inddrage de statslige institutioner i indgåelse af overenskomster

på filmområdet. Dette skyldes, at producenterne i dag har

væsentlige egeninteresser i såvel overenskomst som styring af

løntimeforbrug ved filmproduktion, idet det er producenten, der

skal dække eventuelle budgetoverskridelser. Dette element af

økonomisk rationalitet ville muligvis bortfalde, hvis kompetencen

til indgåelsen af overenskomster på området blev overdraget til de

statslige myndigheder.

5. For kortfilmområdet gælder såvel som for spillefilmområdet, at der

er behov for en række ændringer af de organisatoriske

forudsætninger for støttetildelingen. Ligesom på spillefilmområdet

er der behov for at styrke bestyrelsen på Statens Filmcentral,

bl.a. ved at de filmfaglige repræsentanter i bestyrelsen og ved at

styrke bestyrelsens økonomiske beslutningsgrundlag.

Derudover peges der på, at rettighedsspørgsmål og spørgsmål om

forbedring og udvidelse af distributionssystemet snarest må

afklares for at sikre Filmcentralens betydning for produktionen og

distributionen af kortfilm til fremme af oplysning, uddannelse og

kunstnerisk og kulturel aktivitet.

6. På det særlige område, der vedrører film for børn og unge påpeger

konsulentfirmaet, at børnefilmrådets og børnefilmkonsulentens

funktion for både Filminstituttet og Statens Filmcentral indebærer

en tilpasning til to systemer og arbejdsvilkår, som er så

forskellige, at det kan føre til konflikter i systemet.

Konsulentfirmaet foreslår derfor en styrkelse af

børnefilmfunktionen såvel på Filminstituttet som på Filmcentralen,

ved at indføre selvstændig behandling indenfor de to systemer uden

et fælles organ. Samtidig findes det væsentligt at opretholde

separate bevillinger til formålet i de to institutioner.

7. Konsulentfirmaet beskæftiger sig endelig i sin rapport med

mulighederne for alternative ordninger for tildelingen af

statsstøtte til spillefilmproduktion.

Firmaet peger her på de svenske støttesystemer med tildeling af

støtte fra forskellige fonde og med finansiering af filmproduktion

på anparter. Det svenske system gøres dog ikke i rapporten til

genstand for en nærmere vurdering.

Derimod fremkommer konsulentfirmaet med en vurdering af filmbranchens

50 pct.-forslag og det såkaldte sæsonstøtteprincip.

De to støtteprincipper vurderes positivt af konsulentfirmaet ud fra

behovet for, at den offentlige filmstøtte i fremtiden organiseres

som et flerstrenget system, der i højere grad end det eksisterende

kan tilgodese de forskelligartede krav, der stilles til produktion

af kunstneriske spillefilm og film med en bredere publikumsappel.

Filmbranchens 50 pct.-forslag vurderes som et relevant bidrag i

debatten. Konsulentfirmaet finder dog ikke, at forslaget er et

alternativ til det eksisterende system, men at det anviser en

måde, som det nuværende system kan udbygges på. Firmaet anbefaler

derfor, at 50 pct.-forslaget fremmes som et forsøg, blandt andet

under henvisning til, at det kan være med til at fastholde

blandingsøkonomien i filmproduktion, idet forslaget tager

udgangspunkt i projekter igangsat af producenterne.

Sæsonstøtteprincippet vurderes ligeledes som en mulighed for

supplering af den nugældende støtteordning, men det understreges,

at en sæsonstøtteordning ikke kan stå alene som støtteprincip.

Konsulentfirmaet fremhæver, at det til fordel for forslaget taler,

at de produktionsmiljøer, der opnår støtte til at producere et

vist antal film, får mulighed for at skabe en vis kontinuitet i

produktionsforløbet og således kan tilvirke og prioritere filmene

ud fra en helhedsbetragtning. Herved skabes der mulighed for at

optimere produktionsmiljøets ressourceindsats, hvilket måske kan

medvirke til et fald i produktionsomkostningerne. Det påpeges

endvidere, at sæsonstøtten med fordel vil kunne anvendes til

udvikling af alternative produktionsmiljøer og -former, herunder

filmproduktion ud fra en værkstedstankegang.

Versioner

1. 1988-05-21