Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00047@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

Kapitel 1

Dødens konstatering

§ 1. En persons død kan konstateres

1) ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed, eller

2) ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

§ 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser om de undersøgelser,

der skal foretages for at konstatere dødens indtræden efter § 1,

nr. 2.

Kapitel 2

Ligsyn m.v.

Ligsyn

§ 3. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er

indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn iagttages, og dødsmåde og

dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller

lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her

har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige

læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge

efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder

denne at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også

til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af denne

læge.

Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til

foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes

sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller

at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

Indberetning til politiet

§ 4. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive

indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller

ulykkestilfælde,

2) når en person findes død,

3) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige

grunde,

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en

erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring,

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig

hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af

sygdom,

6) når dødsfald forekommer i kriminalforsorgens institutioner, eller

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have

politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives

den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af den ledende læge.

Retslægeligt (medico-legalt) ligsyn

§ 5. I de tilfælde, der er nævnt i § 4, iværksættes retslægeligt

ligsyn.

Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:

1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er

indtrådt nogen tid efter ulykken, og politiet efter de

tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er

uden politimæssig interesse,

2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6,

såfremt der mellem politiet og embedslægen er enighed om, at de

tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger

naturlig død,

3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, såfremt

embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med

tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og

4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er

antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet

efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om

naturlig død.

§ 6. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i

forening.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter indhentet erklæring fra

Sundhedsstyrelsen meddele andre læger tilladelse til at deltage i

retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde

kan en af politimesteren udpeget læge deltage.

Dødsattest

§ 7. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er

dødsfaldet indberettet til politiet efter § 4, må dødsattest kun

udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver

anledning til retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt

ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget heri.

Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet,

førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter

retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med

politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget

begraves, brændes eller føres ud af landet.

Omsorg for lig

§ 8. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes

under forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal

den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til

lighus, før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er

afsluttet, og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i

kiste eller føres til kapel.

Kapitel 3

Obduktion

Retslægelig (medico-legal) obduktion

§ 9. Retslægelig obduktion skal foretages:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden

heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, eller

obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan

opstå mistanke herom,

2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig

sikkerhed ved det retslægelige ligsyn, eller

3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved

det retslægelige ligsyn og yderligere retsmedicinske undersøgelser

af politimæssige grunde skønnes påkrævet.

Stk. 2. Skønnes almen interesse i øvrigt at kræve en særlig

undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte grupper af dødsfald, kan

justitsministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen

bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig

obduktion.

§ 10. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet.

Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der udpeges af

justitsministeren, sammen med en embedslæge eller en anden læge,

der repræsenterer denne.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste,

førend obduktion foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at

der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig

gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

Domstolsprøvelse

§ 11. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion,

skal politiet inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden

af beslutningen herom for retten.

Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens

afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske

inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 949, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I de i § 9, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages,

inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende

fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.

Lægevidenskabelig obduktion

§ 12. Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed

udtagelse af væv og andet biologisk materiale kan efter reglerne i

stk. 2-5 foretages på en person, som er død på eller som død er

indbragt til et sygehus eller en lignende institution.

Stk. 2. Obduktion må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18.

år skriftligt har givet sit samtykke til obduktion. I andre

tilfælde må obdution ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes

nærmeste har udtalt sig derimod eller indgrebet må antages at

stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller

såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste,

hvis opholdssted kendes, underrettes om den påtænkte obduktion og

om, at de kan modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter

underretningen. Obduktion må tidligst foretages 6 timer efter

denne underretning, medmindre afdødes nærmeste forinden har givet

samtykke til obduktion.

Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt

forældremyndighedens indehaver har samtykket heri.

Stk. 5. Obduktion må ikke finde sted, såfremt der skal foretages

retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.

Kapitel 4

Transplantation

Transplantation fra levende personer

§ 13. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan

væv og andet biologisk materiale udtages i personens levende live

til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt

ganske særlige grunde taler derfor, kan indgreb dog foretages med

samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af

forældremyndighedens indehaver.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have

modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om

risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den

pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og

samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende

fare for personen.

Transplantation fra afdøde personer

§ 14. Fra en afdød person, som efter sit fyldte 18. år skriftligt har

truffet bestemmelse herom, kan væv og andet biologisk materiale

udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet

menneske eller til videnskabelig brug.

§ 15. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et

sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk

materiale uden for det i § 14 nævnte tilfælde udtages til

behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske efter

reglerne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indgrebet må ikke foretages, såfremt afdøde eller afdødes

nærmeste har udtalt sig derimod, eller indgrebet må antages at

stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller

såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.

Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun

foretages, såfremt afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes, har

givet samtykke til det påtænkte indgreb.

§ 16. Udtagelse af væv m.v. efter §§ 13-15 må kun foretages af læger,

der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, og som

Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil. Dette gælder dog ikke i

tilfælde, hvor en person i medfør af § 14 har truffet bestemmelse

om anvendelse af sit lig til videnskabelig brug.

Stk. 2. Indgreb efter §§ 14 og 15 må ikke foretages af de læger, der

har behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har

konstateret personens død.

Stk. 3. Indgreb efter §§ 14 og 15 må ikke finde sted, såfremt der

skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion,

medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for

resultatet af undersøgelsen.

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 17. For andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 3 og 4,

gælder reglerne i §§ 15 og 16.

§ 18. Loven finder tilsvarende anvendelse på dødfødte personer.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre

hudpartier samt andre mindre indgreb, der ganske må ligestilles

hermed.

§ 19. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling af

lig, om foretagelse af ligsyn og om obduktion samt om

dødsattester.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke

må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn, udstede

dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft

en særlig tilknytning til.

Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under

militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i

stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og

retslægelig obduktion.

Kapitel 6

Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 20. Overtrædelse af § 3, § 4, § 7 og § 8 straffes med bøde.

Stk. 2. Den, der udtager væv og andet biologisk materiale til

behandling af sygdom eller legemsskade, foretager obduktion i

lægevidenskabeligt øjemed eller indgreb efter § 17, uden at lovens

betingelser herfor er opfyldt, straffes med bøde, medmindre højere

straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. oktober 1988.

Stk. 2. Samtidig ophæves:

1) Lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

og

2) lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v.

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer på to væsentlige

punkter: En indførelse af hjernedødskriteriet som et supplerende

dødskriterium og regler om samtykke fra de pårørende til

lægevidenskabelig obduktion og til transplantation.

Endvidere indeholder lovforslaget regler om samtykke ved udtagelse af

væv og andet biologisk materiale til videnskabelig brug, i

undervisningsmæssigt øjemed og til fremstilling af medicin.

Lovforslaget omfatter i øvrigt de gældende regler i ligsynsloven og

loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven), der således foreslås samlet i een lov.

Lovforslaget er en genfremsættelse af det lovforslag, der blev

fremsat den 14. januar 1987 (L 142), jf. Folketingstidende

1986-87, sp. 5103. Førstebehandlingen af lovforslaget er optrykt i

Folketingstidende 1986-87, sp. 5859 ff.

På baggrund af den høring, der blev foretaget samtidig med

fremsættelsen af forslaget, er der i dette lovforslag foretaget en

enkelt ændring i forhold til det tidligere lovforslag. Denne

ændring har karakter af en præcisering af, hvad der må foretages i

forbindelse med lægevidenskabelig obduktion. Der henvises herom

til bemærkningerne nedenfor i pkt. 3 a.

Endvidere er der enkelte steder i lovforslagets bemærkninger

foretaget tilføjelser til uddybning af lovforslagets indhold i det

omfang, de modtagne høringssvar har givet anledning hertil.

2. Dødskriteriet

a. Det gældende dødskriterium er hjerte-

dødskriteriet. Dette er ikke udtrykkeligt fastsat i lovgivningen, men

følger af forarbejderne til transplantationsloven, lov nr. 246 af

9. juni 1967. I betænkning nr. 454 fra 1967 vedrørende lovgivning

om transplantation, der ligger til grund for loven, anføres det

således side 21: »Dødens indtræden må være konstateret ved, at

spontant åndedræt og spontan hjertevirksomhed er ophørt og

hjernevirksomhed totalt og uopretteligt ophævet.«

I lovforslaget foreslås, at der ved lov indføres en adgang til at

kunne konstatere dødens indtræden efter et hjernedødskriterium.

Det nuværende hjertedødskriterium foreslås samtidig opretholdt som

et selvstændigt dødskriterium, således at dødens indtræden kan

konstateres enten efter det hidtidigt gældende hjertedødskriterium

eller efter et hjernedødskriterium (lovforslagets § 1).

Hovedformålene med at indføre et hjernedødskriterium er følgende:

Den lægevidenskabelige udvikling har gjort, at det uoprettelige ophør

af al hjernefunktion (hjernedød) nu kan konstateres med

fuldstændig sikkerhed. Når en person er hjernedød, er hjertedødens

indtræden uafvendelig og kan alene kunstigt udskydes i højst op

til 1-2 uger ved brug af respirator. Man kan med andre ord -

uanset alle forholdsregler og behandlingsformer ikke hindre, at

den ophørte hjernefunktion altid følges af endelig

hjertestandsning. Er hjernedød konstateret, er enhver behandling i

patientens interesse derfor umulig, idet der under ingen

omstændigheder er nogen chance for overlevelse, og behandling ved

brug af respirator er således en udsigtsløs maskinel opretholdelse

af visse funktioner hos et menneske, der er dødt. På denne

baggrund kan den nævnte behandling derfor i visse tilfælde

forekomme at være uetisk, og det kan forvolde de nært pårørende

yderligere smerte at skulle overvære, at der i en længere periode

foretages behandling af en person, som lægerne med sikkerhed har

erklæret allerede er (hjerne-)død. I disse situationer har de

pårørende som oftest et intenst ønske om, at en meningsløs brug af

respirator bringes til ophør, således at døden opleves på en

værdig måde.

En indførelse af et hjernedødskriterium kan derfor begrundes både ud

fra lægelige og etiske synspunkter. Det vil samtidig betyde, at

man ajourfører dødskriteriet, således at dette bringes i

overensstemmelse med den lægevidenskabelige udvikling. Det vil

endvidere betyde, at det med loven præciseres, at lægelig

behandling kan ophøre, når hjernedød er konstateret.

Hertil kommer, at der i dag foretages ca. 200 nyretransplantationer

årligt. Nyrerne udtages, efter at hjertet er holdt op med at

fungere, og døden således er konstateret efter det gældende

hjertedødskriterium. Indføres der en adgang til at kunne

konstatere dødens indtræden efter et hjernedødskriterium, vil det

betyde, at nyrerne kan udtages i den ved brug af respirator

kunstigt forlængede fase, der ligger mellem det tidspunkt, hvor al

hjernefunktion er uopretteligt ophørt, og det tidspunkt, hvor

hjertets pumpefunktion uopretteligt ophører. Dette vil efter de

foreliggende lægevidenskabelige oplysninger indebære, at den

behandlingsform, der består i de nuværende nyretransplantationer,

kan foretages under optimale betingelser, og at organmodtageren

dermed vil få en bedre og mere levedygtig nyre.

I øvrigt kan det nævnes, at det i de vesteuropæiske lande i dag kun

er Danmark, der ikke anerkender hjernedødskriteriet. I den

forbindelse kan det oplyses, at den svenske Rigsdag i maj 1987 har

vedtaget en lov om indførelse af hjernedødskriteriet i Sverige,

der træder i kraft den 1. januar 1988.

b. Et udvalg under Sundhedsstyrelsen har i 1985 afgivet en

redegørelse om transplantation af hjerte, lunge, bugspytkirtel og

lever i Danmark. Redegørelsen indeholder (i kapitel 3) en af en

arbejdsgruppe udarbejdet gennemgang af, hvilken betydning en

eventuel iværksættelse af een eller flere af de nævnte

behandlingsformer vil få for det gældende dødskriterium. I

redegørelsen anføres, at hjerte, lever og lunge - i modsætning til

bugspytkirtel og nyrer - kun kan bringes til at fungere efter

transplantation, hvis de udtages, mens donorhjertet stadig pumper

iltet blod gennem organerne. Skal sådanne transplantationer

foretages i Danmark, forudsætter det således, at dødens indtræden

kan konstateres efter et hjernedødskriterium, dvs., at

lovgivningen giver mulighed for udtagelse af de nævnte organer

efter uopretteligt ophør af hjernefunktionen, men før ophør af

hjertefunktionen.

En indførelse af et hjernedødskriterium vil derfor betyde, at der

lovgivningsmæssigt ikke vil være noget til hinder for at foretage

transplantationer af hjerte og lever.

Justitsministeriet kan i den forbindelse efter drøftelse med

Sundhedsministeriet oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt disse

behandlingsformer skal indføres i Danmark - og i bekræftende fald

på hvilke sygehuse og i hvilken takt - er et generelt

sundhedspolitisk spørgsmål, som der derfor ikke tages stilling til

med dette lovforslag.

Det er i øvrigt regeringens opfattelse, at det bør være de

myndigheder, der er ansvarlige for sygehusvæsenets drift - dvs.

amtsrådene og Københavns og Frederiksberg Kommuner - som ud fra en

prioritering af behov og ressourcer tager stilling til indførelsen

af de nævnte behandlingsformer. Det er i den forbindelse

regeringens udgangspunkt, at gennemførelse af hjerte- og

levertransplantationer i Danmark i givet fald må ske ved

omprioriteringer inden for de eksisterende bevillingsrammer til

sygehusvæsenet.

c. Som nævnt kan hjernedød konstateres med fuldstændig sikkerhed,

således at fejldiagnostik er udelukket. Hjernedøden konstateres

ved en klinisk undersøgelse, i visse tilfælde suppleret med

tekniske undersøgelser. Dødens indtræden efter et

hjernedødskriterium kræver således lægelig uddannelse og specielt

undersøgelsesudstyr, og hjernedøden kan derfor kun konstateres på

et hospital af læger med særlig ekspertise.

Hjernedøden kan ikke - som hjertedøden - konstateres af lægfolk. I

praksis vil det endvidere kun være i yderst få tilfælde, at dødens

indtræden vil blive konstateret efter et hjernedødskriterium. I

Sverige antages det således, at dødens indtræden efter indførelsen

af hjernedødskriteriet i 99 af 100 tilfælde fortsat vil blive

konstateret efter hjertedødskriteriet.

På denne baggrund foreslås det at opretholde det nuværende

hjertedødskriterium som et selvstændigt dødskriterium. Det helt

overvejende antal dødsfald vil derfor også efter indførelsen af et

hjernedødskriterium blive konstateret som hidtil, nemlig efter et

hjertedødskriterium.

Endvidere foreslås det, at Sundhedsstyrelsen fastsætter bestemmelser

om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere dødens

indtræden efter et hjernedødskriterium (lovforslagets § 2). Disse

bestemmelser indeholder en angivelse af de undersøgelser, der skal

foretages, for at det uoprettelige ophør af al hjernefunktion kan

konstateres, dvs. bestemmelser om diagnosemetoden eller

diagnosticeringen af hjernedød.

Der henvises nærmere til bemærkningerne til § 2 og til lovforslagets

bilag 1. Bilaget indeholder det cirkulære, som Sundhedsstyrelsen

vil udstede om dødens konstatering efter et hjernedødskriterium.

På baggrund af den væsentlige betydning, som lovgivningsmagten må

tillægge disse regler, vil cirkulæret kun blive ændret på grundlag

af en ændring af selve loven.

d. Det må i øvrigt understreges, at dette lovforslag alene vedrører

spørgsmålet om dødens konstatering samt forhold, der tidsmæssigt

ligger efter dødens indtræden (ligsyn, obduktion, transplantation

m.v.).

Lovforslaget regulerer således ikke spørgsmålet om den lægelige

behandling af levende personer, herunder af patienter, der lider

af alvorlig eller uhelbredelig sygdom. Denne behandling skal

foretages som hidtil, dvs. i overensstemmelse med almindeligt

anerkendte principper for lægers handlemåde og under ansvar bl.a.

efter lægeloven.

I tilknytning hertil kan det oplyses, at der i forbindelse med et

forslag til folketingsbeslutning om lægers og patienters

retsstilling vedrørende behandling af patienter, som ikke ønsker

udsigtsløs livsforlængende behandling, er nedsat et udvalg til at

behandle disse spørgsmål. Udvalget har således bl.a. til opgave at

gennemgå de strafferetlige spørgsmål vedrørende lægers adgang til

at standse eller undlade at påbegynde en behandling, som må anses

for nytteløs, eller som alene tilsigter at udskyde en naturlig

afslutning på livet. Udvalget skal endvidere overveje behovet for

eventuelle nye regler på området og i givet fald udarbejde forslag

hertil.

Endelig kan det nævnes, at lovforslaget indeholder en bestemmelse om,

at transplantation ikke må foretages af de læger, der har

behandlet afdøde under dennes sidste sygdom eller har konstateret

personens død (§ 16, stk. 2).

3. Samtykke fra de pårørende til lægevidenskabelig obduktion og til

transplantation

a. Lægevidenskabelig obduktion

Efter loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven) kræves der ikke samtykke til

lægevidenskabelig obduktion (også kaldet hospitalsobduktion).

Obduktion må dog tidligst begyndes 6 timer efter, at de nærmeste

pårørende, hvis opholdssted kendes, er underrettet om dødsfaldet.

Dette gælder dog ikke, hvis afdøde efter sit fyldte 18. år

skriftligt har givet samtykke til obduktion, eller de nærmeste har

givet et sådant samtykke efter underretningen om dødsfaldet.

Lægevidenskabelig obduktion må ikke foretages, såfremt afdøde eller

afdødes nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgrebet må

antages at stride imod afdødes eller hans nærmestes

livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt

taler imod indgrebet.

I lovforslaget foreslås, at kravene til foretagelse af

lægevidenskabelig obduktion skærpes, således at der indføres et

krav om indirekte eller stiltiende samtykke fra de nærmeste

pårørende i de tilfælde, hvor de pårørende i dag alene skal

underrettes om dødsfaldet. Lovforslaget går ud på, at afdødes

nærmeste, hvis opholdssted kendes, skal underrettes om den

påtænkte obduktion og om, at de kan modsætte sig obduktion inden

for 6 timer efter underretningen. Obduktion må tidligst foretages

6 timer efter denne underretning, medmindre afdødes nærmeste

forinden har givet samtykke til obduktion. Modsætter de nærmeste

sig obduktion, må obduktion ikke foretages.

Ved obduktion af personer under 18 år foreslås der dog indført et

krav om direkte eller udtrykkeligt samtykke fra

forældremyndighedens indehaver.

Baggrunden for denne del af lovforslaget er følgende:

Det må principielt og ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt

anses for rigtigst, at de pårørende ikke kun underrettes om

dødsfaldet, men også om en påtænkt obduktion og deres adgang efter

loven til at modsætte sig indgrebet.

Det må antages, at de pårørende i dag i almindelighed ikke

underrettes om en påtænkt obduktion m.v. I den forbindelse kan

oplyses, at Sundhedsstyrelsen i april 1986 anmodede 11 medicinske

og 10 kirurgiske hospitalsafdelinger om oplysninger om, hvordan de

pårørende orienteres om dødsfald, og om der eventuelt orienteres

om en påtænkt obduktion, herunder om adgangen til at modsætte sig

obduktion.

Af besvarelserne fremgår, at man på ingen af disse afdelinger

rutinemæssigt orienterer om en eventuel påtænkt obduktion. Der

synes dog at være en stigende tendens til, at de pårørende stiller

spørgsmål om obduktion. Det er i øvrigt sjældent, at der nedlægges

forbud mod obduktion.

Det kan endvidere oplyses, at den tidligere nævnte arbejdsgruppe

vedrørende dødskriteriet og en anden af Sundhedsstyrelsen nedsat

arbejdsgruppe vedrørende lægevidenskabelige obduktioner har

behandlet spørgsmålet om samtykke til lægevidenskabelige

obduktioner. Arbejdsgrupperne har i august 1986 udtalt, at en

udvidet information om obduktion og om reglerne herfor, herunder

om retten til at nægte obduktion, er påkrævet.

I arbejdsgruppen vedrørende obduktioner var der delte meninger om,

hvorvidt en sådan information burde gives generelt eller

individuelt. I arbejdsgruppen vedrørende dødskriteriet var der

enighed om, at der i loven i det mindste måtte stilles krav om, at

de nærmeste pårørende, hvis det var muligt, skal underrettes om,

at døden er indtrådt, at der påtænkes foretaget obduktion, og at

de pårørende har adgang til inden for en frist af 6 timer at

tilkendegive, at de modsætter sig obduktion med den virkning, at

den ikke må foretages.

Nogle medlemmer af arbejdsgrupperne har endelig givet udtryk for, at

der ved obduktion af børn burde kræves et direkte eller

udtrykkeligt samtykke fra forældrene. Dette svarer til den

praksis, der i dag i almindelighed følges på landets

børneafdelinger. Under henvisning hertil og til de særlige

forhold, herunder af følelsesmæssig art, der kan være forbundet

med obduktion af børn, foreslås, at personer under 18 år kun må

obduceres, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket

heri.

Nogle af de lægelige organisationer, herunder Den Almindelige Danske

Lægeforening, der har været hørt over det tidligere lovforslag,

har udtrykt betænkelighed ved at indføre et krav om indirekte

samtykke ved lægevidenskabelig obduktion. Man har i den

forbindelse anført, at kravet kan medføre en risiko for en nedgang

i antallet af obduktioner. De pågældende foreninger vil derfor

foretrække, at den nugældende retstilstand opretholdes, og

foreslår, at der i stedet iværksættes en oplysningskampagne, hvor

befolkningen informeres om praksis og formålet med

lægevidenskabelige obduktioner.

En lang række af de hørte myndigheder og organisationer (således Den

Almindelige Danske Lægeforening, Retslægerådet, Århus Universitet,

Odense Universitet, Embedslægeforeningen, statsobducenterne,

Frederiksborg og Sønderjyllands Amtskommuner, det samlede

professor-kollegium i patologisk anatomi i Danmark samt flere

lægevidenskabelige selskaber) har endvidere advaret imod, at der -

som foreslået i det tidligere lovforslag - indføres et krav om

udtrykkeligt samtykke fra de nærmeste pårørende til i forbindelse

med lægevidenskabelige obduktioner at foretage en række mindre

indgreb i form af udtagelse af væv og andet biologisk materiale

fra en afdød med henblik på transplantation, herunder

medicinfremstilling, samt udtagelse af væv m.v. i videnskabeligt

eller undervisningsmæssigt øjemed. Man har i den forbindelse

henvist til, at et sådant krav om udtrykkeligt samtykke til disse

mindre indgreb vil indebære en alvorlig risiko for en svækkelse af

sundhedsvæsenets kvalitet og dermed skade den fremtidige

patientbehandling og sygdomsforebyggelse samt den videnskabelige

forskning og undervisning.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er lovforslaget begrundet ud

fra ønsket om at styrke de pårørendes retsstilling og sikre, at de

pårørende kan få en reel indflydelse på, om der udføres obduktion.

Dette hensyn kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke opnås

alene ved at gennemføre en generel oplysningskampagne om retten

til at modsætte sig lægevidenskabelig obduktion.

Justitsministeriet har derfor fastholdt kravet om indirekte samtykke

fra de pårørende som betingelse for at kunne foretage

lægevidenskabelig obduktion.

Efter drøftelse med Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen finder

Justitsministeriet imidlertid ikke at kunne afvise, at et krav om

udtrykkeligt samtykke for at kunne foretage de nævnte mindre

indgreb i forbindelse med obduktion vil kunne få de anførte

uheldige virkninger, og det må herefter anses for rigtigst at

foretage en ændring i forhold til det tidligere lovforslag på

dette punkt.

Det foreslås derfor, at den gældende lovs afgrænsning af de indgreb,

der kan foretages i forbindelse med obduktion, opretholdes,

således at et samtykke til obduktion omfatter udtagelse af væv og

andet biologisk materiale til transplantation eller til

lægevidenskabeligt eller undervisningsmæssigt brug, såfremt

indgrebet foretages i tilknytning til obduktionen. Det kan i den

forbindelse fremhæves, at kravet til foretagelsen af de nævnte

indgreb med denne ændring er væsentligt skærpet i forhold til den

gældende retstilstand, idet kravet om underretning om dødsfaldet

foreslås erstattet af en udtrykkelig underretning til afdødes

nærmeste om, at de kan modsætte sig obduktion m.v. inden for 6

timer efter underretningen, dvs. krav om indirekte samtykke.

Efter reglerne i ligsynsloven kan der foretages såkaldte retslægelige

obduktioner. Disse obduktioner foretages af politimæssige grunde.

Påtænkes en sådan obduktion foretaget, skal afdødes nærmeste

underrettes herom, såfremt omstændighederne tillader det. Den

pågældende skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at få

spørgsmålet om lovligheden af politiets beslutning om retslægelig

obduktion prøvet af domstolene.

Disse regler foreslås ikke ændret i dette lovforslag, jf.

lovforslagets §§ 9-11. En vedtagelse af lovforslaget vil således

indebære, at der (for så vidt angår voksne personer) principielt

vil gælde ens samtykkeregler ved de to former for obduktion, idet

afdødes nærmeste i begge tilfælde skal underrettes om adgangen til

at modsætte sig obduktion. Forskellen vil reelt alene bestå i, at

retslægelige obduktioner i visse tilfælde kan foretages, selv om

afdødes nærmeste modsætter sig obduktionen.

b.Transplantation

Efter reglerne i transplantationsloven kræves der ikke samtykke til

transplantation. Såfremt omstændighederne tillader det, skal

afdødes pårørende imidlertid underrettes om dødsfaldet, før det

påtænkte indgreb foretages. Transplantation må dog ikke foretages,

såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har udtalt sig derimod,

såfremt indgrebet må antages at stride imod afdødes eller hans

nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i

øvrigt taler imod indgrebet.

I redegørelsen fra arbejdsgruppen vedrørende dødskriteriet foreslås,

at der i det mindste stilles krav om, at nærmeste pårørende, hvis

det er muligt, skal underrettes om adgangen til at modsætte sig

transplantation, dvs. et krav om stiltiende samtykke. Nogle af

arbejdsgruppens medlemmer er dog af den opfattelse, at loven bør

indeholde et krav om udtrykkeligt samtykke til indgrebets

foretagelse.

I arbejdsgruppens redegørelse oplyses det i øvrigt, at der i dag i

almindelighed ikke foretages nyretransplantationer, medmindre

nærmeste pårørende har givet positivt samtykke hertil.

Arbejdsgruppen giver i den forbindelse udtryk for, at der ikke er

grundlag for at ændre denne praksis.

På denne baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst, at den

nævnte praksis lovfæstes, således at kravet om underretning om

dødsfaldet erstattes af et krav om (udtrykkeligt) samtykke fra

afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes.

c. Som det fremgår af det anførte, foreslås der indført et krav om

stiltiende (indirekte) samtykke ved lægevidenskabelig obduktion

(af voksne personer) og et krav om udtrykkeligt (direkte) samtykke

ved transplantation.

Denne forskel kan bl.a. begrundes med, at lægevidenskabelige

obduktioner foretages ca. 15-20.000 gange årligt mod i dag ca. 200

(nyre-) transplantationer. Hospitalsobduktionerne er - udover af

betydning ved det enkelte dødsfald - desuden af generel og helt

afgørende betydning for lægevidenskaben, herunder for

diagnostikken, sygdomsbehandlingen, forskningen,

dødsårsagsstatistikken m.v. Der kan endvidere være praktiske og

især følelsesmæssige problemer navnlig for de pårørende, forbundet

med et krav om indhentelse af udtrykkeligt samtykke.

Transplantationerne kan i øvrigt i en vis henseende siges at være

mere indgribende - også i etisk forstand - end obduktioner, idet

et organ overføres fra et menneske til et andet. Der kan således

anføres både kvantitative og kvalitative forskelle mellem

transplantationer og obduktioner som begrundelse for en - i hvert

fald formelt set - forskellig retstilstand vedrørende

samtykkespørgsmålet.

Endelig kan det oplyses, at der ikke stilles krav om udtrykkeligt

samtykke til lægevidenskabelige obduktioner i Norge og Sverige. Et

sådant krav stilles imidlertid i Finland. For så vidt angår

transplantation kræves der i ingen af de tre lande udtrykkeligt

samtykke efter de nugældende regler. Det kan dog oplyses, at der i

Sverige med virkning fra den 1. januar 1988 er indført regler om

samtykke fra de pårørende til transplantation, der svarer til

dette lovforslags regler.

4. Nugældende lovgivning

I bilag 2 og 3 til lovforslaget er den gældende lov om ligsyn m.v.

(ligsynsloven) og loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

(transplantationsloven) optrykt.

Loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v. blev vedtaget som lov nr.

246 af 9. juni 1967. Der henvises til Folketingstidende 1966-67,

sp. 4488, 4818, 5261 og 5271 samt tillæg A, sp. 2975, og tillæg B,

sp. 1865.

Til grund for lovforslagets udarbejdelse lå betænkning nr. 454 af

1967 vedrørende lovgivning om transplantation

(transplantationsbetænkningen).

Ved § 15 i lov nr. 529 af 19. december 1969 om ændring af forskellige

lovbestemmelser med 21 års aldersgrænser blev lovens aldersgrænse

på 21 år i § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., § 2 og § 4, stk. 3, 2.

pkt., ændret til 20 år.

Ved § 6 i lov nr. 313 af 10. juni 1976 om ændring af forskellige

lovbestemmelser med 20 års aldersgrænser m.v. blev 20 års

aldersgrænsen i de nævnte bestemmelser ændret til de nugældende 18

år.

Ved § 12, stk. 2, nr. 3, i ligsynsloven, der trådte i kraft den 1.

april 1977, blev § 10, stk. 2, i transplantationsloven ophævet.

Ophævelsen var begrundet i, at den nye ligsynslov ikke indeholdt

en bestemmelse om, at døde personer ikke må tages ud af sengen før

6 timer efter dødens indtræden.

Lov om ligsyn m.v. blev vedtaget som lov nr. 279 af 26. maj 1976. Der

henvises til Folketingstidende 1975-76, sp. 133, 557, 9861 og

10076 samt tillæg A, sp. 27, og tillæg B, sp. 1201.

Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 537 fra

1969 vedrørende revision af ligsynsloven (ligsynsbetænkningen).

Ligsynsloven er ikke senere ændret.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 2 b er det regeringens

opfattelse, at en eventuel indførelse af hjerte- og

levertransplantationer i Danmark i givet fald bør ske ved

omprioriteringer inden for de eksisterende bevillingsrammer til

sygehusvæsenet.

Lovforslagets bestemmelser om samtykke fra de pårørende til

lægevidenskabelig obduktion og til transplantation skønnes ikke at

medføre økonomiske og administrative konsekvenser af betydning.

6. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med

Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Det tidligere lovforslag blev i forbindelse med fremsættelsen sendt

til høring hos 56 myndigheder og organisationer, herunder landets

amtskommuner, Københavns og Frederiksberg Kommuner,

Amtsrådsforeningen i Danmark, Den Almindelige Danske Lægeforening,

Dansk Sygeplejeråd, Dansk Kommunal Arbejderforbund, Retslægerådet,

Embedslægeforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,

politidirektøren i København, rigsadvokaten, Den Danske

Dommerforening, Københavns, Århus og Odense Universiteter, en

række lægevidenskabelige selskaber samt Den Centrale

Videnskabsetiske Komite.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1 (Dødens konstatering)

Til § 1

Bestemmelsen indeholder lovens regler om dødskriterier. Der henvises

til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Efter bestemmelsen kan dødens indtræden konstateres efter det

gældende hjertedødskriterium eller efter hjernedødskriteriet.

Efter lovforslaget består der ikke nogen pligt for lægerne til at

iværksætte (og fuldføre) de undersøgelser, der er nødvendige for

at kunne konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet,

jf. § 2 og Sundhedsstyrelsens cirkulære. Bestemmelsen pålægger

heller ikke lægerne en pligt til på en hjernedød person at undlade

kunstigt at opretholde hjertets pumpefunktion ved brug af

respirator. Disse spørgsmål må afgøres efter de almindelige

lægelige regler, og den nævnte brug af respirator kan således

finde sted med henblik på transplantation, ved hjernedøde gravide

kvinder (fødslen er i gang eller nært forestående) og i tilfælde,

hvor særlige hensyn til de pårørende kan begrunde dette i et

kortere tidsrum.

Det er i øvrigt efter Justitsministeriets opfattelse ikke muligt

eller ønskeligt at fastsætte en bestemt tidsgrænse for, hvor længe

en hjernedød person skal kunne forblive i respirator med henblik

på transplantation. I overensstemmelse med den lægelige praksis,

der har udviklet sig på nyretransplantationsområdet, forudsættes

det imidlertid, at den kunstige opretholdelse af åndedræt og

hjertevirksomhed kun må ske, såfremt der findes en bestemt

patient, der hurtigst muligt kan få det nye organ indsat.

Vedrørende § 1 må det i øvrigt fremhæves, at i de dele af

lovgivningen, hvor dødstidspunktet tillægges retsvirkning

(arvelovgivningen, forsikringslovgivningen, sociallovgivningen,

straffelovgivningen m.v.), vil dødstidspunktet skulle fastsættes

til det tidspunkt, hvor dødens indtræden er konstateret efter § 1,

nr. 1 eller 2. Har lægerne efter gennemførelsen af de foreskrevne

undersøgelser konstateret hjernedødens indtræden, kan de ikke

undlade at erklære den pågældende død, og det konstaterede

dødstidspunkt efter dette kriterium er således det tidspunkt, der

skal anføres i patientjournalen og i dødsattesten som

dødstidspunktet.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til Sundhedsstyrelsen til at

fastsætte bestemmelser om de undersøgelser, der skal foretages for

at konstatere dødens indtræden efter hjernedødskriteriet. Det

cirkulære, som Sundhedsstyrelsen vil udstede i medfør af § 2, er

medtaget som bilag 1. Cirkulæret er udarbejdet i overensstemmelse

med den udredning fra professor John Riishede, som er optaget som

bilag 3 til redegørelsen fra arbejdsgruppen vedrørende

dødskriteriet. Der er i cirkulæret foretaget enkelte ændringer af

rent redaktionel eller præciserende karakter i forhold til det

cirkulære, der var bilag til det tidligere lovforslag.

Det fremgår af bilaget, at det i cirkulæret fastsættes, hvilke

betingelser der skal være opfyldt, for at uopretteligt ophør af al

hjernefunktion kan konstateres ved en klinisk undersøgelse alene,

og hvilke undersøgelser der i den forbindelse skal foretages af,

om hjernestammen fungerer, og om åndedrætscentret kan bringes i

funktion. Endvidere fastsættes, at der i andre tilfælde skal

foretages røntgenfotografering af ophørt blodgennemstrømning i

hjernen eller lignende undersøgelse som dokumentation for

hjernedødens indtræden. I øvrigt fastsættes, at konstateringen

skal foretages under medvirken af to læger, hvoraf den ene skal

være den læge, der har behandlet patienten i den sidste fase af

sygdommen, og at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages

nøjagtige optegnelser i patientjournalen over den fulgte

procedure.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 2 c, vil cirkulæret kun

kunne ændres på grundlag af en ændring af selve loven.

Til kapitel 2 (Ligsyn m.v.)

Bestemmelserne i kapitel 2 svarer med enkelte redaktionelle og

systematiske ændringer til de gældende regler i ligsynslovens §§

1-5 og § 9 om ligsyn, dødsattest og omsorg for lig.

I overensstemmelse med de hidtidige regler kan ligsyn først

foretages, når visse bestemte dødstegn kan iagttages. Ligsyn er en

betingelse for udstedelse af dødsattest, for at føre liget til

kapel og for begravelse.

De nævnte dødstegn skal som hidtil bestå i enten dødsstivhed, døds-

eller ligpletter eller forrådnelse. Disse 3 dødstegn indtræder

noget senere (regnet i timer), efter at døden kan konstateres

efter de egentlige dødskriterier (lovforslagets § 1).

Dette er således baggrunden for, at disse dødstegn ofte betegnes som

de sekundære dødstegn i modsætning til dødskriterierne, der er de

første sikre og uomtvistelige tegn på dødens indtræden.

De nærmere regler for fremgangsmåden ved ligsyn er fastsat i et

cirkulære fra Sundhedsstyrelsen. Om baggrunden for reglerne om

ligsyn m.v. henvises i øvrigt til ligsynsbetænkningen side 6 ff og

side 21.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til ligsynsloven § 2, stk. 1-4.

Ligsynslovens § 2, stk. 5, er af systematiske grunde flyttet til

lovforslagets § 19, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan

justitsministeren fastsætte regler om, at en læge ikke må foretage

ligsyn af afdøde, som lægen har haft et særligt

tilknytningsforhold til. Sådanne habilitetsbestemmelser er i dag

fastsat ved bekendtgørelse nr. 46 af 7. februar 1977.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til ligsynslovens § 3.

Dog er loven om arbejdsskadeforsikring nævnt i stk. 1, nr. 4, i

stedet for den nu ophævede ulykkesforsikringslov.

Endvidere er der foretaget en rent redaktionel ændring i stk. 1, nr.

6, idet ordene »fængsler, arresthuse og lignende institutioner«

foreslås ændret til: »kriminalforsorgens institutioner«.

Til § 5

Bestemmelsen er uændret i forhold til ligsynslovens § 4.

Til § 6

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til ligsynslovens § 5.

Ændringen består i, at ordet »embedslægen« foreslås erstattet af

»en embedslæge« for at præcisere, at ligsyn foretages af politiet

og en af de embedslæger, der er tilknyttet den pågældende

embedslægeinstitution.

Til § 7

Bestemmelsen er uændret i forhold til ligsynslovens § 9.

Til § 8

Reglen svarer til ligsynslovens § 1.

Om baggrunden for bestemmelsen henvises til ligsynsbetænkningen side

18-20. Det fremgår heraf, at pligten til at anbringe afdøde under

forsvarlige forhold bl.a. er fastsat af hensyn til den

politimæssige interesse i i videst muligt omfang at hindre, at

liget udsættes for efterfølgende ydre påvirkninger, der kan

indvirke på resultatet af eventuelle retsmedicinske undersøgelser.

Bestemmelsen tilgodeser endvidere bl.a. almindelige

sømmelighedshensyn.

Det kan i øvrigt nævnes, at pligten til at holde den pågældende under

jævnligt tilsyn ophører, når dødens indtræden er konstateret af en

læge, eller når det i øvrigt er åbenbart, at den pågældende er

død.

Til kapitel 3 (Obduktion)

Til §§ 9-11

Bestemmelserne er - bortset fra en enkelt rent redaktionel ændring i

§ 10 - uændrede i forhold til ligsynslovens §§ 6-8.

Efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, skal underretning af afdødes

nærmeste om den påtænkte retslægelige obduktion m.v. kun

foretages, såfremt omstændighederne tillader det. Om baggrunden

herfor anføres i ligsynsbetænkningens side 35 følgende:

»Den mulighed, der efter bestemmelsens ordlyd holdes åben, for at

obduktion kan finde sted, selv om det ikke er lykkedes at

underrette de nærmeste om dødsfaldet, vil f.eks. kunne få

betydning i drabssager, hvor det i nogle tilfælde såvel af

efterforskningsmæssige grunde som ud fra et lægeligt synspunkt vil

kunne være af afgørende betydning, at obduktion kan foretages

straks uden at afvente underretning af de nærmeste, hvis

opholdssted måske ikke kendes. . . . Som andre eksempler kan

nævnes opdrivende lig eller andre dødfundne, hvis identitet ikke

umiddelbart kan fastslås, og hvor ligets tilstand tilsiger hurtig

obduktion. I sådanne tilfælde kan selve obduktionen udgøre et

vigtigt led i identifikationsarbejdet.«

Til § 12

Bestemmelsen vedrører de lægevidenskabelige obduktioner

(hospitalsobduktionerne) og erstatter § 4 og § 5, 1. pkt., i

transplantationsloven.

En lægevidenskabelig obduktion består i den ydre og indre

undersøgelse af et dødt menneskes krop eventuelt med yderligere

undersøgelser, herunder mikroskopi samt visse kemiske og

bakteriologiske undersøgelser.

Obduktion har til formål dels at fastslå den nøjagtige dødsårsag,

dels at få kendskab til den eller de sygdomme, afdøde har lidt af,

og endelig at kunne vurdere den foretagne behandling.

Om de indgreb, der i øvrigt - både efter den gældende retstilstand og

efter lovforslaget - kan foretages i forbindelse med

lægevidenskabelige obduktioner, henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 3 a.

Efter den hidtidige forståelse af ligsynsloven kan der ikke foretages

obduktion, før der ved almindeligt ligsyn er konstateret et af de

tre tidligere nævnte dødstegn: Dødsstivhed, dødspletter eller

forrådnelse. Obduktion kan således først foretages nogen tid (i

størrelsesordenen timer), efter at blodkredsløbet er ophørt. Denne

retstilstand forudsættes opretholdt. Der vil således heller ikke

kunne foretages obduktion i tilfælde, hvor en person er hjernedød

med kunstigt opretholdt kredsløb.

Bestemmelsen indeholder de betingelser, der skal være opfyldt, for at

der kan foretages lægevidenskabelig obduktion.

Såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit

samtykke - og dette i øvrigt ikke må anses for tilbagekaldt eller

ugyldigt - kan obduktion altid foretages efter stk. 2, 1. pkt.

Dette svarer til den gældende retstilstand (transplantationslovens

§ 4, stk. 3, 2. pkt.).

Foreligger der ikke et sådant samtykke, må obduktion efter stk. 2, 2.

pkt. ikke foretages, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har

udtalt sig derimod, eller indgrebet må antages at stride mod de

nævntes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i

øvrigt taler mod indgrebet. Dette svarer ligeledes til de gældende

regler (§ 4, stk. 2).

Såfremt ingen af de i stk. 2 nævnte situationer foreligger, hvilket

formentlig oftest vil være tilfældet, skal betingelsen i stk. 3

være opfyldt, før obduktion kan foretages.

Reglen erstatter den gældende lovs § 4, stk. 3, 1. pkt. og 2. pkt.,

2. led. Bestemmelsen udvider sygehusets underretningspligt på 2

punkter. Det er ikke længere tilstrækkeligt kun at give meddelelse

om dødsfaldet. Underretningen skal nu også indeholde oplysning om,

at obduktion påtænkes iværksat, samt oplysning om, at de nærmeste

kan modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter underretningen.

Såfremt der ikke inden fristens udløb er fremkommet et forbud mod

obduktion, kan denne foretages. Dog gælder det efter sidste pkt.,

at obduktion kan foretages inden fristens udløb, såfremt afdødes

nærmeste har givet samtykke til obduktion.

Om baggrunden for at indføre kravet om et sådant stiltiende samtykke

fra afdødes nærmeste, henvises til de almindelige bemærkninger

pkt. 3 a.

Efter bestemmelsen skal sygehuset underrette »afdødes nærmeste«. Som

i den gældende transplantationslov og ligsynslov er det hverken

fundet hensigtsmæssigt eller muligt i selve lovteksten nærmere at

præcisere og afgrænse denne personkreds for det enkelte tilfælde,

men det forudsættes, at afgrænsningen foretages i overensstemmelse

med hidtidig praksis. Udtrykket omfatter herefter i hvert fald

ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linje og, alt efter de

konkrete forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel og plejebørn

jævnligt være omfattet af reglen. Bestemmelsen vil efter

omstændighederne, navnlig hvor afdøde ikke har efterladt sig

ægtefælle, samlever eller børn, kunne omfatte slætninge, som

afdøde var nært knyttet til, eller nært besvogrede. Inden for den

kreds, som herefter i det enkelte tilfælde må anses at udgøre

afdødes nærmeste, må forbud mod obduktion fra blot en enkelt

normalt afskære indgrebets foretagelse. Der henvises i øvrigt

herom til transplantationsbetænkningen side 28-29 og

ligsynsbetænkningen side 36.

Det kan i øvrigt nævnes, at Justitsministeriet i cirkulæreskrivelse

nr. 79 af 30. marts 1977 om ligsyn og dødsattester m.v. om

underretningspligten efter ligsynsloven har fastsat følgende:

»Justitsministeriet anmoder politiet om indenfor denne kreds af

»afdødes nærmeste« så vidt muligt først og fremmest at søge at

underrette den person, som har været afdødes samlevende ægtefælle,

eller afdødes myndige børn, eller i givet fald andre, som

umiddelbart kan antages at have haft den nærmeste tilknytning til

afdøde. Der kræves normalt kun underretning af een af afdødes

»nærmeste«.'

Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse retningslinier også

bør følges ved underretning om påtænkt lægevidenskabelig

obduktion, dog således, at samlever sidestilles med samlevende

ægtefælle.

Underretningen skal som hidtil kun ske til afdødes nærmeste, såfremt

deres opholdssted kendes. Udtrykket »opholdssted« skal forstås

vidt, således at det også omfatter det formodede opholdssted,

f.eks. et feriested eller lignende. Kan man herefter ikke få fat i

en af de nærmeste, hvis opholdssted kendes, kan obduktionen ikke

foretages, da betingelsen i stk. 3 ikke er opfyldt. Er der

imidlertid ingen pårørende, hvis opholdssted kendes, vil indgrebet

kunne foretages.

Stk. 4 indeholder reglen om, at obduktion af personer under 18 år kun

må foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har samtykket

heri. Der henvises herom ligeledes til de almindelige bemærkninger

pkt. 3 a.

Stk. 5 svarer til transplantationslovens § 5, 1. pkt. Efter reglen,

der er begrundet i efterforskningsmæssige hensyn, må obduktion

ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn

eller retslægelig obduktion.

Til kapitel 4 (Transplantation)

Til § 13

Bestemmelsen svarer til transplantationslovens § 1.

Efter den gældende bestemmelse skal samtykke til transplantation fra

en person under 18 år tiltrædes af værgen. I lovforslaget

foreslås, at samtykket skal tiltrædes af forældremyndighedens

indehaver.

Baggrunden for den gældende regel er, at aldersgrænsen ved

transplantationslovens vedtagelse i 1967 som nævnt ovenfor var 21

år. De dagældende regler i myndighedsloven indebar imidlertid, at

man var personlig myndig fra det fyldte 18. år, men først

formueretlig myndig fra det fyldte 21. år. Det var derfor

nødvendigt at lade værgen besidde kompetencen. Efter de

nugældende regler er 18-års grænsen gældende i begge tilfælde, og

det foreslås således nu at henlægge kompetencen til

forældremyndighedens indehaver. Det følger heraf, at personer

under 18 år, der har fået tilladelse til at indgå ægteskab, selv

vil kunne afgive samtykket, idet de ikke er undergivet

forældremyndighed.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til transplantationslovens § 2.

Efter bestemmelsen kan der foretages transplantation fra en afdød

person, såfremt den pågældende efter sit fyldte 18. år skriftligt

har truffet bestemmelse herom. Ud over kravet om skriftlighed

stilles der ingen særlige formkrav til denne erklæring.

Landsforeningen for Nyresyge i Danmark og Danmarks Frivillige

Bloddonorer har fremstillet en mærkat, der skal underskrives med

angivelse af cpr.nr. og dato, og som i øvrigt har følgende tekst:

»Transplantationsdonor. Skulle undertegnede dø under

omstændigheder, der muliggør fjernelse af organer til

transplantation, giver jeg hermed min tilladelse til dette.« En

sådan erklæring opfylder bestemmelsens krav, medmindre tilladelsen

i det konkrete tilfælde må anses for tilbagekaldt eller ugyldig.

Til § 15

Bestemmelsen erstatter transplantationslovens § 3.

Stk. 1 og 2 svarer til den gældende lov.

I bestemmelsen foreslås i stk. 3, at der indføres et krav om

udtrykkeligt samtykke fra afdødes nærmeste, såfremt deres

opholdssted kendes, for at der kan foretages transplantation fra

en afdød person. Der henvises herom til de almindelige

bemærkninger, pkt. 3 b.

Stk. 3. regulerer den situation, hvor der ikke foreligger tilladelse

til transplantation fra afdøde selv efter § 14, og hvor

transplantation ikke er i strid med stk. 2.

Om fortolkningen af ordene »afdødes nærmeste, hvis opholdssted

kendes«, henvises til bemærkningerne til § 12.

Det er tilstrækkeligt, at der er givet samtykke fra en af de

personer, der i det konkrete tilfælde kan henregnes til afdødes

nærmeste. Det må dog understreges, at der ikke kan antages at

foreligge et samtykke til transplantation, såfremt blot en af de

personer, der hører til kredsen af afdødes nærmeste, har udtalt

sig mod indgrebet (eller tilbagekaldt samtykket), inden indgrebet

er foretaget.

Til § 16

Stk. 1 svarer til transplantationslovens § 6. Dog er ordet »og«

indsat før sætningen: »som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil«

for at præcisere gældende praksis, hvorefter det er lægerne

(afdelingens lægechef), der godkendes til at foretage

transplantationer, og ikke sygehusene. Der er således alene tale

om en sproglig ændring af bestemmelsen.

Stk. 2 og 3 svarer med rent redaktionelle ændringer til

transplantationslovens § 7 og § 5, 2. pkt.

Stk. 3 må i overensstemmelse med gældende forskrifter medføre, at det

er en betingelse for at udtage transplantationsmateriale fra

afdøde personer i tilfælde, hvor der som udgangspunkt skal

foretages retslægeligt ligsyn, at politiet forinden har erklæret

sig indforstået hermed. Ved ofre for trafikulykker må

transplantationsindgreb dog kunne gennemføres, hvis politiet ikke

på eget initiativ har nedlagt forbud herimod, forudsat at

betingelserne i øvrigt er opfyldt herfor.

Til kapitel 5 (Andre bestemmelser)

Til § 17

Bestemmelsen er ny og vedrører andre indgreb på en afdød end

obduktion og transplantation efter reglerne i kapitel 3 og 4.

Reglerne gælder således for indgreb i videnskabeligt eller

undervisningsmæssigt øjemed, der ikke foretages i forbindelse med

obduktion. Bestemmelsen indebærer, at reglerne om transplantation

fra afdøde personer - dvs. krav om udtrykkeligt samtykke fra

afdødes nærmeste - skal gælde ved disse indgreb.

Det bemærkes i øvrigt, at de nævnte indgreb tillige kan foretages,

såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år har truffet bestemmelse

herom, jf. lovforslagets § 14.

Til § 18

Efter bestemmelsen i stk. 1, der er uændret i forhold til

ligsynslovens § 10, stk. 1, finder loven tilsvarende anvendelse på

dødfødte personer. Om den hidtidige grænsedragning mellem aborter

og dødfødte børn, der ikke foreslås ændret i forbindelse med

fremsættelsen af dette lovforslag, udtales i ligsynsbetænkingen

følgende (side 38):

»Under den gældende ligsynslov har man fastsat denne grænse til

fostre, der har nået en sådan udvikling, at den 28.

svangerskabsuge må antages at være passeret. Fostre, der kommer

til verden forud for dette tidspunkt, anses for aborter, medens

fostre, der kommer døde til verden efter det nævnte tidspunkt,

anses for dødfødte børn. Kun for så vidt angår dødfødte børn har

man hidtil krævet ligsyn og dødsattest. I alle tilfælde, hvor

fostret har vist livstegn uden for moderens liv, selv om det ikke

er levedygtigt, betragtes det - uanset om det er født før eller

efter 28. svangerskabsuge - som levendefødt, således at de

almindelige regler om ligsyn og dødsattest finder anvendelse, når

livstegnene er ophørt.«

Den lægevidenskabelige udvikling har medført, at op imod halvdelen af

de børn, der fødes mellem udgangen af 24. og 28. svangerskabsuge,

i dag overlever. På denne baggrund har en arbejdsgruppe under

Sundhedsstyrelsen i en redegørelse overvejet spørgsmålet om at

nedsætte den nævnte grænse til den 24. svangerskabsuge. Når der er

gennemført en høring over redegørelsen, vil de modtagne

høringssvar blive fremsendt til Folketinget, således at der vil

kunne tages stilling til spørgsmålet i forbindelse med

behandlingen af lovforslaget.

Stk. 2 svarer til transplantationslovens § 9.

Til § 19

Stk. 1 svarer med sproglige ændringer til ligsynslovens § 10, stk. 2.

I stk. 2 bestemmes, at justitsministeren fastsætter regler, hvorefter

en læge ikke må konstatere dødens indtræden, foretage ligsyn,

udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen

har haft en særlig tilknytning til, dvs. såkaldte

habilitetsregler.

En tilsvarende bestemmelse for så vidt angår ligsyn findes i dag i

ligsynslovens § 2, stk. 5. Der henvises herom til bemærkningerne

til § 3.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til ligsynslovens § 10, stk. 3.

Til kapitel 6 (Straf, ikrafttræden m.v.)

Til § 20

Bestemmelsen indeholder lovens straffebestemmelser og erstatter de

tilsvarende bestemmelser i transplantationslovens § 8 og i

ligsynslovens § 11.

Det bemærkes i øvrigt, at en overtrædelse af de bestemmelser, som

Sundhedsstyrelsen fastsætter i medfør af § 2 om dødens

konstatering efter hjernedødskriteriet, efter omstændighederne vil

kunne indebære en overtrædelse af den generelle straffebestemmelse

for læger i lægelovens § 18.

Til § 21

I bestemmelsen foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1988

for bl.a. at gøre det muligt at udstede de nødvendige

administrative forskrifter.

Til § 22

Bestemmelsen indeholder sædvanligt forbehold vedrørende Færøerne og

Grønland.

Det kan i øvrigt oplyses, at transplantationsloven er sat i kraft for

såvel Færøerne som Grønland ved kongelig anordning af 22. august

1968.

Ligsynsloven er endnu ikke sat i kraft for Færøerne eller Grønland.

Udkast til anordning herom med tilhørende administrative

forskrifter er dog udarbejdet og har været til høring hos de

berørte myndigheder, herunder Færøernes og Grønlands Hjemmestyre.

Disse bestemmelser forventes sat i løbet af få måneder.

Bilag 1

Udkast

Sundhedsstyrelsens cirkulære af

Cirkulære om dødens konstatering ved uopretteligt ophør af al

hjernefunktion

(Til landets læger)

I § 1 i lov nr. af om ligsyn, obduktion og transplantation

m.v. er det fastsat, at en persons død kan konstateres ved

påvisning af

- uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed

eller

- uopretteligt ophør af al hjernefunktion.

I henhold til § 2 i loven fastsætter Sundhedsstyrelsen følgende

vedrørende konstatering af uopretteligt ophør af al

hjernefunktion.

I. Hjernedød

Uopretteligt ophør af al hjernefunktion, dvs. diagnosen hjernedød,

kan kun komme på tale hos bevidstløse, reaktionsløse og

respirationsløse patienter i respirator, hvor åndedræt og

hjertefunktion er kunstigt opretholdt.

Hos nævnte patienter kan diagnosen stilles med fuldstændig sikkerhed

på basis af klinisk undersøgelse alene, når følgende betingelser

er opfyldt:

1. Hjernelæsionen skal være kendt, erkendt som strukturel, og som

utilgængelig for behandling samt vurderet som dødelig.

2. Andre, eventuelt blot medvirkende, årsager skal være udelukket.

Hos børn vil det som hovedregel ikke være tilstrækkeligt at stille

diagnosen hjernedød på basis af en klinisk undersøgelse alene.

Ad 1:

Forholdet vil ikke sjældent være oplyst alene af synlige læsioner som

f.eks. store åbne hjernelæsioner. I andre tilfælde vil det fremgå

af specielle undersøgelser, f.eks. CT-scanning. Det kan f.eks.

dreje sig om blødninger i eller uden på hjernen, hjernesvulster

eller ødelæggelse af hjernevæv på grund af traumer eller

tillukning af større blodkar.

Ad 2:

Det drejer sig især om forgiftninger, først og fremmest med alkohol

og sovemidler. Desuden om påvirkning af behandlingsmidler som

narkosemidler, muskellammende stoffer, beroligende medicin og

krampemidler. Yderligere må iltmangelskader efter f.eks.

forbigående kredsløbssvigt (kredsløbsshok, hjertestop) være

udelukket, og det samme gælder sygdomme som hjerne- og

hjernehindebetændelse samt sådanne, som kan medføre for hjernen

skadelige ændringer i blodets sammensætning (f.eks. blodmangel,

nyresvigt, sukkersyge og andre hormonelle lidelser). Endelig må

lavt blodtryk og legemstemperatur under 35 grader celsius

udelukkes som medvirkende årsager. Disse udelukkelser kan i mange

tilfælde foretages umiddelbart på basis af foreliggende

oplysninger og iagttagelser, men i andre tilfælde vil yderligere

undersøgelser, især laboratoriemæssige, være nødvendige.

Er betingelserne 1 og 2 ikke opfyldt, kan diagnosen uopretteligt

ophør af al hjernefunktion ikke stilles på basis af klinisk

undersøgelse alene, og yderligere undersøgelser vil være

nødvendige.

Når hjernedød er konstateret, vil ingen yderligere undersøgelse eller

behandling gavne patienten.

II. Den kliniske undersøgelse af hjernefunktionen.

Betingelserne 1 og 2 er opfyldt

Undersøgelsen omfatter de reflekser, der går over hjernestammen,

herunder også undersøgelse af, om respirationscentret kan bringes

i funktion ved CO2 stimulation, som overstiger det nødvendige for

at aktive respirationscentret, samtidig med at den potentielt

skadelige virkning heraf begrænses til det mindst mulige.

Konstateres bortfald af disse funktioner, gentages den samlede

undersøgelse efter et tidsinterval, der tilpasses det enkelte

tilfælde, og som hovedregel bør være mindst een time.

Hos patienter, der opfylder betingelserne nævnt under punkt 1 og 2,

vil bortfald af de nævnte funktioner konstateret ved de to

undersøgelser give absolut sikkerhed for uopretteligt ophør af al

hjernefunktion, dvs. hjernedød.

Som hovedregel bør diagnosen hjernedød ikke stilles, før der er

forløbet ca. 6 timer fra indtrådt tab af bevidsthed og spontan

respiration.

III. Andre diagnostiske metoder.

Betingelserne 1 og 2 er ikke opfyldt

Uanset sygdomsårsag medfører langt de fleste dødelige

hjerneaffektioner et hjerneødem, der kan bringe det intrakranielle

tryk op over det systemiske blodtryk, og dermed umuliggøre

tilførsel af blod til hjernen, hvorved der opstår

kredsløbsstandsning i hjernen.

Dette fænomen kan undersøges ved aorto-cervikal cerebral angiografi.

Under normale forhold vil kontraststof injiceret i aortabuen vise

sig i hjernens kar i løbet af 1 sekund. Hvis der efter 15

sekunders eksponeringer ikke har vist sig kontraststof i hjernens

blodkar, men nok i ekstrakranielle kar, og hvis ny injektion 15

minutter senere giver samme resultat, er ophævet hjernekredsløb og

dermed hjernedød med sikkerhed dokumenteret.

Dersom monitorering af det intrakranielle tryk allerede er etableret

af overvågningshensyn, vil diagnosen hjernedød være absolut

sikker, hvis dette tryk i 30 minutter overstiger det systemiske

blodtryk.

Elektroencefalografi (EEG) er ikke nødvendig i diagnostikken af

hjernedød. Isoelektrisk EEG er ikke ensbetydende med hjernedød.

EEG-aktivitet betyder levende hjernebarkceller og udelukker altså

hjernedød og kan derved være vejledende.

IV. Andre bestemmelser

Konstatering af en persons død ved uopretteligt ophør af al

hjernefunktion skal foretages under medvirken af to læger, hvoraf

den ene skal være den læge, som har behandlet patienten i den

sidste fase af sygdommen. I øvrigt henvises om de almindelige

habilitetskrav til loven og de i medfør heraf udfærdigede særlige

regler.

Der skal ved konstatering af dødens indtræden i henhold til lovens §

2 i hvert enkelt tilfælde i patientjournalen føres nøjagtige

optegnelser over den fulgte procedure, og herunder angives, hvilke

læger der har medvirket ved konstatering af dødens indtræden.

Bilag 2

Lov om udtagelse af menneskeligt væv m.v.

§ 1. Fra den, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og

andet biologisk materiale udtages i hans levende live til

behandling af sygdom eller legemsskade hos andet menneske.

Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt

ganske særlige grunde taler derfor, kan indgreb dog foretages med

samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af

værgen.

Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have

modtaget oplysning om indgrebets beskaffenhed og følger samt om

risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den

pågældende har forstået betydningen af de meddelte oplysninger.

Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og

samtykkegiverens helbredstilstand kan foretages uden nærliggende

fare for ham.

§ 2. Fra liget af den, som efter sit fyldte 18. år skriftligt har

truffet bestemmelse herom, kan væv og andet biologisk materiale

udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos andet

menneske eller til videnskabelig brug.

§ 3. Fra liget af den, som er død på eller som død er indbragt til et

sygehus eller lignende institution, kan væv og andet biologisk

materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos

andet menneske.

Stk. 2. Indgrebet må ikke foretages, såfremt afdøde eller hans

nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgreb af denne art må

antages at stride imod afdødes eller hans nærmestes

livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt

taler imod indgrebet. Den afdødes pårørende skal, såfremt

omstændighederne tillader det, underrettes om dødsfaldet, før det

påtænkte indgreb foretages.

§ 4. I lægevidenskabeligt øjemed kan der foretages obduktion og i

forbindelse hermed udtages væv og andet biologisk materiale af

den, som er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller

lignende institution.

Stk. 2. Obduktion m.v. må ikke finde sted, såfremt afdøde eller hans

nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgreb af denne art må

antages at stride imod afdødes eller hans nærmestes

livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt

taler imod indgrebet.

Stk. 3. Obduktion m.v. må tidligst begyndes 6 timer efter, at

nærmeste pårørende, hvis opholdssted kendes, er underrettet om

dødsfaldet. Dette gælder dog ikke, hvis afdøde efter sit fyldte

18. år skriftligt har givet samtykke til obduktion, eller afdødes

nærmeste har givet sådant samtykke.

§ 5. Obduktion m.v. efter § 4 må ikke finde sted, såfremt der skal

foretages medicolegalt ligsyn eller legal obduktion. Det samme

gælder udtagelse af væv m.v. efter §§ 2 og 3, medmindre indgrebet

må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen.

§ 6. Udtagelse af væv m.v. efter §§ 1-3 må kun foretages af læger,

der er ansat på sygehuse eller lignende institutioner, som

sundhedsstyrelsen har godkendt dertil. Dette gælder dog ikke i

tilfælde, hvor en person i medfør af § 2 har truffet bestemmelse

om anvendelse af sit lig til videnskabelig brug.

§ 7. Indgreb efter §§ 2 og 3 må ikke foretages af den læge, som har

behandlet afdøde under hans sidste sygdom.

§ 8. Den, der, uden at lovens betingelser herfor er opfyldt, udtager

væv og andet biologisk materiale til behandling af sygdom eller

legemsskade eller foretager obduktion, herunder udtager væv m.v.,

i lægevidenskabeligt øjemed, straffes med bøde, medmindre

strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

§ 9. Loven gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre

hudpartier samt andre mindre indgreb, der ganske må ligestilles

hermed.

§ 10. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Bilag 3

Lov om ligsyn m.v.

Omsorg for lig

§ 1. Den, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under

forsvarlige forhold. Er dødens indtræden ikke åbenbar, skal den

pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus,

før en læge har iagttaget sikre dødstegn. Førend ligsyn er

afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke anbringes i

kiste eller føres til kapel.

Ligsyn

§ 2. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er

indtrådt. Ved ligsynet skal sikre dødstegn iagttages og dødsmåde

og dødsårsag så vidt muligt fastslås.

Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller

lignende institution, foretages ligsyn af en af de læger, der her

har deltaget i patientens behandling.

Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige

læge eller dennes stedfortræder. Må undtagelsesvis en anden læge

efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder

han at have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til

dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages af ham.

Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til

foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen skyldes, at afdødes

sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller

at afdøde ikke havde nogen sædvanlig læge på dødsstedet.

Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke

må foretage ligsyn af afdøde, som lægen har haft et særligt

tilknytningsforhold til.

Indberetning til politiet

§ 3. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive

indberetning til politiet:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller

ulykkestilfælde,

2) når en person findes død,

3) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægelige

grunde,

4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en

erhvervssygdom, der er omfattet af ulykkesforsikringsloven,

5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig

hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af

sygdom,

6) når dødsfald forekommer i fængsler, arresthuse og lignende

institutioner,

7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet

skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,

eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have

politimæssig interesse.

Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives

indberetningen af den ledende læge.

Retslægeligt (medico-legalt) ligsyn

§ 4. I de tilfælde, der er nævnt i § 3, iværksættes retslægeligt

ligsyn.

Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:

1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er

indtrådt nogen tid efter ulykken og politiet efter de

tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er

uden politimæssig interesse.

2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6,

såfremt der mellem politiet og embedslægen er enighed om, at de

tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger

naturlig død,

3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4, såfremt

embedslægen finder, at de tilvejebragte oplysninger med

tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen,

4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er

antaget at kunne have politimæssig interesse, såfremt politiet

efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om

naturlig død.

§ 5. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og embedslægen i

forening.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter indhentet erklæring fra

sundhedsstyrelsen meddele andre læger tilladelse til at deltage i

retslægeligt ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde

kan en af politimesteren udpeget læge deltage.

Retslægelig (medico-legal) obduktion

§ 6. Retslægelig obduktion skal foretages:

1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden

heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan udelukkes, eller

obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan

opstå mistanke herom,

2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig

sikkerhed ved det retslægelige ligsyn,

3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved

det retslægelige ligsyn og yderligere retsmedicinske undersøgelser

af politimæssige grunde skønnes påkrævet.

Stk. 2. Skønnes almen interesse i øvrigt at kræve en særlig

undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte grupper af dødsfald, kan

justitsministeren efter forhandling med sundhedsstyrelsen

bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal foretages retslægelig

obduktion.

§ 7. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet.

Obduktionen udføres af en sagkyndig læge, der udpeges af

justitsministeren i forbindelse med embedslægen eller en anden

læge, der repræsenterer denne.

Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste,

førend obduktion foretages, underrettes om dødsfaldet og om, at

der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig

gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

Retslig prøvelse

§ 8. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion,

skal politiet inden 24 timer indbringe spørgsmålet om lovligheden

af beslutningen herom for retten.

Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens

afgørelse træffes ved kendelse. Kære til landsretten kan kun ske

inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 949, stk. 2,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I de i § 6, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages,

inden rettens afgørelse foreligger, såfremt der er nærliggende

fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.

Dødsattest

§ 9. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er

dødsfaldet indberettet til politiet efter § 3, må dødsattest kun

udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver

anledning til retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt

ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget heri.

Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet,

førend dødsattest er udstedt. Er dødsattesten udfærdiget efter

retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med

politiets påtegning om, at intet er til hinder for, at liget

begraves, brændes eller føres ud af landet.

Andre bestemmelser

§ 10. Loven finder tilsvarende anvendelse på dødfødte.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandling

af lig, om foretagelse af ligsyn og om obduktion, herunder også om

obduktion uden for de tilfælde, der er nævnt i § 6, samt om

dødsattester.

Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under

militær påtalemyndighed, træder forsvarets auditørpersonel i

stedet for politiet ved foretagelse af retslægelige ligsyn og

obduktioner.

§ 11. Overtrædelse af §§ 1-3 og 9 straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. april 1977.

Stk. 2. Følgende bestemmelser ophæves:

1) forordning af 21. maj 1751 anlangende, hvad der ved

Delinquent-sagers Drift og Udførsel udi Danmark og Norge bør

iagttages.

2) lov nr. 2 af 2. januar 1871 om Ligsyn,

3) § 10, stk. 2, i lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af

menneskeligt væv m.v.,

4) § 2, stk. 5, i lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelser af

fødsler og dødsfald.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Versioner

1. 1988-05-21