Ikke selve loven: Lovforslag

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/bill/ft/198712K00054@1988-05-21/da

Indhold

1. Indledning

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m.

(Skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 573 af 14.

november 1984, foretages følgende ændringer:

1. I § 29, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Reglen i retsplejelovens § 343 om adgangen til at begære syn og skøn

udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder dog

tilsvarende anvendelse, når sagen er indbragt for

landsskatteretten. Landsskatteretten kan fastsætte en frist, inden

hvilken klageren skal tage stilling til, om der begæres syn og

skøn i sagen. Såfremt klageren begærer syn og skøn, udsætter

landsskatteretten behandlingen af sagen, og fristen i § 29, stk.

1, 5. pkt. er suspenderet, indtil klageren efter modtagelsen af

skønserklæringen meddeler landsskatteretten at klagen

opretholdes.«

2. § 33, stk. 4, ophæves.

3. Efter § 33 indsættes:

»§ 33A. Afgørelser, som landsskatteretten har truffet i sager, der

vedrører spørgsmål undergivet de almindelige domstoles prøvelse,

kan ikke indbringes for domstolene af skatteministeren bortset fra

de i stk. 3 nævnte tilfælde.

Stk. 2. Afgørelser, som landsretten har truffet i sager, der er

indbragt for retten efter § 29 eller efter stk. 3, jf. stk. 1, kan

ikke af skatteministeren indankes for Højesteret, bortset fra de i

stk. 3 nævnte tilfælde.

Stk. 3. I ganske ekstraordinære tilfælde, hvor væsentlige interesser

for det offentlige i særlig grad tilsiger det, kan det i stk. 4

nævnte appelnævn tillade, at afgørelser truffet af

landsskatteretten indbringes for landsretten, eller at

landsrettens afgørelser som nævnt i stk. 2 indankes for

Højesteret.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3 træffes af et appelnævn bestående af

en formand, der udpeges af justitsministeren, samt af to medlemmer

udpeget af henholdsvis Advokatrådet og finansministeren. Formanden

skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive

landsdommer. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om

nævnets virksomhed.

Stk. 5. Hvor tilladelse efter stk. 3 gives, skal indbringelse af

afgørelsen ske under iagttagelse af de almindeligt gældende

frister, jf. § 29, stk. 2 og 3, og retsplejelovens § 372.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven

har virkning for sager, der på dette tidspunkt verserer for

landsskatteretten eller domstolene, samt for sager der efter dette

tidspunkt indbringes for landsskatteretten eller domstolene.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

I Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for forslaget

Forslaget er et led i regeringens samlede bestræbelser på at styrke

retssikkerheden på skatteområdet. Hensigten med forslaget er for

det første at sikre en væsentlig tidsmæssig forkortelse af

behandlingen af en skattesag. Dette gennemføres ved som

altovervejende hovedregel at afskære det offentlige fra at føre en

skattesag længere end til landsskatteretten. For det andet

tilsigtes det med lovforslaget at skabe en større sikkerhed for

rigtigheden af visse skønsmæssige afgørelser. Dette opnås ved at

tillade brug af syns- og skønsmænd under behandlingen af en sag

for landsskatteretten.

Som skattesystemet har udviklet sig, fremstår det som meget

uoverskueligt og kompliceret for skatteyderne. Dette medvirker til

at skabe stor usikkerhed overfor skattesystemet. Hertil kommer, at

således som klagesystemet idag er opbygget, er vejen til den

endelige afgørelse meget lang og uoverskuelig. Det fører igen til,

at nogle skatteydere afholder sig fra at føre deres sag igennem

til en højere instans, ligesom de skatteydere, der forfølger sagen

gennem hele systemet, må leve med en langvarig og stor personlig

belastning.

De komplicerede regler og den indviklede struktur i skattesystemet

virker også til skade for skatteforvaltningerne, der både skal

disponere efter disse regler, og samtidig varetage den direkte

kontakt med skatteyderne.

Regeringens indsats mod disse forhold går ad flere veje. Ved dette

lovforslag sker der en væsentlig forkortelse af klagevejen, idet

landsskatteretsafgørelser, der går det offentlige imod, ikke

længere kan indbringes for domstolene, ligesom landsretsdomme, der

giver skatteyderen medhold, ikke af det offentlige kan ankes til

Højesteret.

I fortsættelse af disse bestræbelser på at forkorte klagevejen og

dermed reducere sagsbehandlingstiden har regeringen samtidig

hermed besluttet at nedsætte et udvalg, der skal udarbejde forslag

til modernisering og forenkling af det administrative klagesystem.

Den foreslåede adgang til at lade domstolene udmelde syns- og

skønsmænd i sager for landsskatteretten vil desuden betyde, at

sikkerheden for at nå det materielt rigtige resultat i en

skattesag mærkbart øges.

For yderligere at øge retssikkerheden har regeringen nedsat et udvalg

(Retssikkerhedsudvalg III), der har til formål at sikre, at

afgørelser i skattesager, der verserer ved domstolene - f.eks. i

forbindelse med en skattestraffesag - træffes under størst mulig

hensyntagen til det skattemæssigt, materielt rigtige resultat.

Endelig indgår som led i det samlede retssikkerhedsinitiativ en

modernisering og forenkling af de gældende retsforskrifter. Et

forenklingsudvalg skal løbende foreslå ændringer og omskrivninger

i den gældende lovgivning for at gøre denne mere forståelig. Også

bekendtgørelser og cirkulærer skal løbende revideres, ligesom

bestræbelserne på at gøre skattemæssige forhold lettere at forstå

for borgerne vil omfatte omskrivninger af de blanketter og

skemaer, der udsendes idag.

2. Syn og skøn i landsskatteretssager

Forslagets hovedpunkt går ud på at give skatteyderen mulighed for at

begære et syn og skøn i forbindelse med sagens indbringelse for

landsskatteretten.

En hel del skattesager har deres årsag i uenighed mellem skatteyder

og myndigheder om værdiansættelse af aktiver, f.eks. pante- og

gældsbreve, fast ejendom, unoterede aktier og good-will. Ofte

skyldes uenigheden, at skattemyndighederne ikke kan godkende

værdifastsættelser ved selskabsstiftelse eller i øvrigt i

tilfælde, hvor de to parter i overdragelsen af aktivet ikke har

modstående interesser.

Forslaget om at åbne adgang til at begære et syn og skøn afholdt i

forbindelse med sagens behandling ved landsskatteretten er

begrundet med ønsket om at give skatteyderen mulighed for at få

f.eks. værdiansættelsesspørgsmål belyst af sagkyndige til brug for

forberedelsen af landsskatteretssagen. Denne udtalelse om de

foreliggende værdiskøn i sagen vil kunne effektivisere

sagsbehandlingen i landsskatteretten. Denne udtalelse vil

endvidere kunne give skatteyderen grundlag for at vurdere, om

klagen bør opretholdes. Det er regeringens opfattelse, at denne

mulighed for skatteyderen til at få elementer i sagen belyst af

sagkyndige dels vil kunne forbedre det materielle grundlag for

landsskatterettens afgørelser, dels vil øge skatteyderens

forståelse for landsskatterettens afgørelse. Endelig vil forslaget

give større jævnbyrdighed mellem skatteyderen og skattevæsenet end

det ofte opleves idag, og hermed øges respekten for de afgørelser,

der træffes. Forslaget indeholder således også et procesbesparende

element.

Man har foreløbig fundet det forsvarligt at åbne muligheden for syn

og skøn i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen, idet sagen

på dette stadium må formodes at være så veloplyst og velforberedt,

at man på dette tidspunkt vil få det bedste udbytte af

instituttet. Retssikkerhedsudvalg III, der agtes nedsat, jf.

ovenfor, vil dog bl.a. få til opgave at vurdere, hvorvidt der bør

åbnes mulighed for foretagelse af syn og skøn på et tidligere

stadium af den administrative klagebehandling.

3. Appelbegrænsning

Som tidligere nævnt går denne del af forslaget ud på som

altovervejende hovedregel at afskære det offentlige fra dels at

indbringe landsskatterettens kendelser for landsretten, dels at

anke landsretsdomme til Højesteret. Dog skal et særligt appelnævn

i ganske særlige tilfælde kunne tillade, at sagen indbringes for

højere instans.

Efter de gældende regler sker den egentlige ligning i de kommunale

skatteforvaltninger på ligningskommissionens vegne. Klager over

skatteforvaltningens afgørelser indgives til ligningskommissionen,

der således formelt både er 1. instans i skattesager og 1.

klageinstans.

Klager over ligningskommissionens afgørelser kan indbringes for de

regionale statslige skatteråd, hvis afgørelser kan indbringes for

landsskatteretten.

Både den skattepligtige og skatteministeren har efter de gældende

regler mulighed for at indbringe landsskatterettens kendelser for

landsretten. Endelig kan en dom afsagt af landsretten af begge

parter ankes til Højesteret.

Den beskrevne klagevej fremstår som meget uoverskuelig for flertallet

af skatteydere, ligesom der forløber et meget langt tidsrum, inden

sagen finder sin endelige afslutning - eventuelt først ved

Højesterets dom.

På denne baggrund har en arbejdsgruppe under skatteministeriet

undersøgt mulighederne for at begrænse det offentliges adgang til

først og fremmest at anke landsrettens domme til Højesteret. I sin

redegørelse (betænkning nr. 1105/1987) anfører arbejdsgruppen, at

fuldstændig appelbegrænsning afføder en række betænkeligheder,

hvorimod en delvis appelbegrænsning, således at kun

landsretsafgørelser af principiel interesse ankes, næppe er

forbundet med væsentlige betænkeligheder.

Regeringen har imidlertid fundet, at de nævnte hensyn til

skatteyderens krav om en hurtig og endelig afslutning på den

pågældendes skattesag bedst tilgodeses ved en principiel ophævelse

af appeladgangen - både fra landsskatteret og fra landsret, men

med adgang til at lade et uvildigt appelnævn undtagelsesvis

tillade appel til højere instans.

Der tænkes her især på de ganske særlige tilfælde, hvor det

offentliges interesse i at videreføre sagen må antages at være af

særlig betydning, fordi afgørelsen er af principiel betydning og i

sine konsekvenser angår et meget stort antal skatteydere med stort

provenumæssigt tab for det offentlige.

For at sikre en uafhængig og alsidig bedømmelse af, om der i det

konkrete tilfælde skal gives appeladgang, foreslås kompetencen til

at meddele en sådan tilladelse lagt i et særligt appelnævn. Nævnet

skal efter forslaget bestå af en formand, der er jurist, som

udpeges af justitsministeren, samt af to medlemmer. Disse udpeges

henholdsvis af Advokatrådet som repræsentant for brugerne af

skattesystemet og af finansministeren som repræsentant for det

offentlige.

Den foreslåede ordning ændrer ikke skatteyderens adgang til at

indbringe afgørelsen for højere instans.

Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at kære

afgørelser, landsretten træffer i formelle spørgsmål eller om

sagsomkostninger m.v. til Højesteret. Det skyldes bl.a., at

sådanne kæremål afsluttes meget hurtigt, således at den samlede

sagsbehandlingstid kun forlænges ganske uvæsentligt.

Forslaget ændrer heller ikke på det offentliges adgang til at

appellere afgørelser, der ikke hører under landsskatterettens

område. Sager om skatteopkrævning henhører ikke under

ligningsmyndighederne - herunder landsskatteretten - men afgøres

af de statslige skattemyndigheder, amtsskatteinspektoraterne,

statsskattedirektoratet og skattedepartementet. Indbringes

skattedepartementets afgørelse i en sådan sag for landsretten, vil

skatteministeren fortsat kunne anke rettens afgørelse til

Højesteret. Det samme gælder domme i sager, hvor

statsskattedirektoratet eksempelvis som kreditor fungerer på lige

fod med andre formueretlige parter.

4. Administrative og provenumæssige konsekvenser

Indførelsen af adgangen til at begære syn og skøn når sagen er

indbragt for landsskatteretten må antages generelt at medføre en

forøgelse af antallet af syns- og skønsforretninger i skattesager.

Man må derfor forvente et begrænset administrativt merarbejde i

den anledning. Det må endvidere påregnes, at det vil være

nødvendigt at lade Kammeradvokaten repræsentere det offentlige

under syns- og skønsproceduren.

Det er imidlertid vanskeligt at skønne over de begrænsede

provenumæssige virkninger af forslaget, idet man samtidig må

forvente en reduktion i antallet af retssager i de tilfælde, hvor

der under landsskatteretssagen har været afholdt syn og skøn, som

har været afgørende for sagens udfald.

Den foreslåede procedure, hvorefter sager om appel af afgørelser

truffet af landsskatteretten eller en landsret skal forelægges et

særligt appelnævn, må antages at medføre et ringe administrativt

merarbejde. Det må således antages, at det kun rent undtagelsesvis

vil forekomme, at sager vil blive forelagt for nævnet, idet der i

hovedparten af sagerne ikke efter gennemførelsen af lovforslaget

vil være tiltrækkelig grund til at søge dem indbragt for højere

instans.

Omkostningerne til nævnet - herunder aflønning af medlemmerne -

afholdes af skatteministeriet indenfor de afsatte bevillinger.

Det er ikke muligt at sige noget om denne del af forslagets

provenumæssige konsekvenser, idet disse må afhænge af en

bedømmelse af, hvilket økonomisk udfald en sag ville have fået,

såfremt den var blevet behandlet i en højere instans.

5. Ikrafttræden

Det foreslås, at forslaget om appelbegrænsning skal have virkning for

alle sager, der er verserende ved enten landsskatteretten eller

landsretten på det tidspunkt, hvor loven kundgøres i Lovtidende.

Forslaget om adgang til syn og skøn i landsskatteretssager skal

have virkning fra samme tidspunkt.

6. Spaltehenvisninger

Skattestyrelsesloven er senest ændret ved lov nr. 107 af 28. marts

1984, jf. Folketingstidende 1983/84, 2. samling, sp. 96, 300, 2276

og 3013; tillæg A, sp. 239, tillæg B, sp. 185 og 241 samt tillæg

C, sp. 87.

II Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Formålet med bestemmelsen er at åbne mulighed for skatteyderen til at

indhente et egentligt syn og skøn om f.eks.

værdiansættelsesspørgsmål, som indgår i klagesagen for

landsskatteretten.

I retsplejelovens § 343 findes hjemmel til at anmode de almindelige

domstole om at udmelde syn og skøn om sagsgenstanden, uanset at

der endnu ikke er anlagt retssag. Det antages imidlertid, at

formuleringen af skattestyrelseslovens § 29, stk. 1, 1. pkt.

afskærer henvendelse til de almindelige domstole om udmeldelse af

syn og skøn, førend landsskatteretten har taget stilling til

sagen, eller 6 måneders fristen i § 29, stk. 1, 6. pkt. er

udløbet. En kendelse, der giver ministeriet medhold på dette

punkt, er dog for tiden under kære, og der er anlagt andre

retssager om spørgsmålet.

Efter lovforslaget skal reglen i retsplejelovens § 343 være direkte

anvendelig allerede i forbindelse med landsskatteretsbehandlingen

af sagen. Dette indebærer, at skatteyderen vil kunne begære

landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at skatteyderen

indgiver begæring om syn og skøn ved de almindelige domstole.

Landsskatteretten skal kunne fastsætte en frist i den enkelte sag,

inden hvilken spørgsmålet om evt. afholdelse af syn og skøn skal

være afklaret.

Henvisningen til retsplejelovens § 343 betyder, at det er de

almindelige domstole, der udmelder syns- og skønsmændene, og at

retsplejelovens regler om afholdelse af syn og skøn er gældende,

herunder reglerne om modpartens muligheder for at protestere mod

skønsforretningens afholdelse, og reglerne om afhjemling i retten

under vidneansvar. Klageren, der rekvirerer skønsforretningen,

drager omsorg for, at landsskatteretten får tilsendt

skønserklæringen, når den foreligger, ligesom klageren afholder

omkostningerne.

Landsskatteretten skal endvidere kunne fastsætte en frist, inden

hvilken klageren og skattemyndighederne må meddele retten om

skønserklæringen giver parterne anledning til at ændre deres

påstande i sagen.

Til § 1, nr. 2 og 3

Heri findes forslaget om at ophæve den gældende adgang for

skatteministeren til at udtage stævning mod den skattepligtige ved

landsretten, såfremt landsskatterettens kendelse er gået det

offentlige imod.

Bestemmelsen foreslås i stedet erstattet med en ny § 33A, der dels

indeholder reglen om principiel fuldstændig ophævelse af

appeladgangen, dels undtagelsen om appelnævnets adgang til i

særlige tilfælde at tillade appel til landsret eller Højesteret.

Har nævnet givet tilladelse til, at en landsskatteretskendelse

indbringes for landsretten, forudsætter det en ny tilladelse fra

nævnet at indbringe landsretsdommen for Højesteret.

Om appelnævnets sammensætning og retningslinier for dets afgørelser

henvises til de almindelige bemærkninger.

I de tilfælde, hvor appelnævnet giver tilladelse til, at sagen

indbringes for højere instans, skal indbringelse kunne finde sted

indenfor de almindeligt gældende frister. Det vil for indbringelse

af landsskatteretskendelser til landsretten normalt sige 6 mdr., i

visse tilfælde dog 3. Anke fra landsret til Højesteret skal ske

inden 8 uger efter landsrettens dom.

Skatteministerens anke fra landsret til Højesteret vil efter

forslaget ikke kunne gennemføres inden for den gældende

eksekutionsfrist på 14 dage. Virkningen heraf vil være, at det

offentlige må opfylde en tabt landsretsdom, uanset at der senere

opnås tilladelse fra nævnet til at appellere sagen.

Versioner

1. 1988-05-21